Behøver vi en ny doktrin for forsvarskampen?

Med baggrund i udviklingen af panservæmsvåben stiller major Søren Nielsen, Infanteriets Reserveofficersskole, dette spørgsmål og konkretiserer spørgsmålet ved at skitsere et forslag til en ændret brigadeorganisation.
 

Der er i de seneste år foregået en betydelig udvikling på det våbentekniske område som - sammenholdt med den 4. Mellemøstkrigs tilsyneladende erfaringer - kunne friste til visse betragtninger dels vedrørende vor hjemlige materielplanlægning og dels på det taktiske område.
Nu vil adskillige nok indvende, at vi må passe på ikke at konkludere på et for spinkelt grundlag. Dette argument rummer megen visdom, men vi må nok alligevel advare mod den kendsgerning, at gør vi denne forsigtige holdning til grundlaget for enhver militær beslutningsproces - så kommer vi ingen vegne og må meget hurtigt se os distanceret af udviklingen. Allerede i sidste halvdel af forrige århundrede burde man have afskaffet de store ryttermasser, enhver hær dengang slæbte rundt med, men man ventede til 1. Verdenskrigs blodige erfaringer fremtvang en afgørelse. 
Derfor - rask i blækhuset - måske bliver nogle mennesker stødt på manchetterne! Og så er en nyttig debat i gang.

Meget tyder på, at de israelske kampvognsangreb mod ægypternes brohoveder på Suezkanalens østbred brød totalt sammen som følge af fjendens massive anvendelse af mandbårne panserværnsvåben (RPG 7?). De israelske kampvognstab løb formentlig op i hundreder og tog i virkeligheden først af, da ægypterne »løb tør« for dette fremragende våben. Herefter stivnede kampen i et fantasiløst kampvognsslag langs hele fronten for først at få perspektiv igen, da israelerne omsider tiltvang sig luftherredømmet, der muliggjorde gennembruddet og den derpå følgende brohoveddannelse på kanalens vestbred. 
Pansernærbekæmpelsesvåben M 72 og TOW er nu på vej ind i den danske hær - og sideløbende hermed skal hæren til at realisere et betydeligt anskaffelsesprogram for så vidt angår håndvåben og kampvogne. Det må i den forbindelse være på sin plads at spørge: »Hvad vil vi egentlig opnå hermed?« 
Svaret må vel nærmest blive, at vi vil forsøge at følge med den tekniske udvikling for herigennem at stive vor stående styrke af samt give den øgede muligheder for at leve op til de krav, vore taktiske doktriner stiller. 
Men samtidig må vi ikke glemme, at det sidste forsvarsforlig dels har tvunget vore planlæggere til at koncentrere sig om en lille mekaniseret elitestyrke - og dels har blottet hele hærens »bløde mellemgulv«: den store motoriserede militshær, der i en given situation skal mobiliseres for som kanonføde at blive kastet mod en 100 % mekaniseret og pansret fjende, der tillige har et tårnhøjt uddannelsesniveau. Det er jo sandheden, omend vi ikke bryder os om at se den i øjnene alt for tit. 
Kan militshærens letbevæbnede, korttids-uddannede afdelinger mon også leve op både til den aktuelle trussel og til vore taktiske doktriner? Hvis svaret er ja, da må vi stille os selv et tillægsspørgsmål: »Hvorfor skal vi da udstyre den stående styrke med de mest moderne våben - herunder også kampvogne? Vil mon vor fjende være så ædel, at han opretter et særligt frontafsnit, hvor vort motoriserede infanteri kun vil møde tilsvarende styrker?« 
Da Tyskland i 1871 havde besejret de franske militshære, udtalte Bismarck disse barske ord til den franske fredsdelegation: »Hvis det var nok at give en borger et gevær i hånden for at gøre ham til soldat, ville det være en tåbelighed at anvende store midler af statskassen for at holde en stående hær. Men i denne ligger den virkelige overlegenhed, og at De er blevet besejret, ligger i, at De ikke har villet erkende dette, medens det var tid!« 

Der bør ikke herske nogen tvivl om, at motoriseret infanteri generelt set er uanvendeligt i den moderne krig, sålænge fjendens kampvogne kan optræde på slagmarken.
Det er vist nok de fleste enige i.
Det må herefter betragtes som uansvarligt overhovedet at operere med så store motoriserede styrker, som vi gør, medmindre vi tager vore taktiske doktriner op til en grundig revision - og det kan og bør vi gøre snarest muligt - ikke mindst på baggrund af fremkomsten af de nye panserværns våben. 
Det er nok for hastigt allerede nu at afsige dødsdommen over kampvognen, men ét og andet tyder trods alt på, at klokken er ved at falde i slag. 
Vi er kommet til en tværvej. Hvis vi med TOW på 1000-2000 meters afstand med næsten usvigelig sikkerhed kan nedkæmpe en kampvogn, så er det et spørgsmål, om vi ikke herhjemme skulle tage os sammen til for en gangs skyld at gå i spidsen for udviklingen - også på områder, der peger fremad mod en styrkelse af vore hærstyrker.
På så mange andre - iøvrigt tvivlsomme - felter har vi jo i de seneste år ikke holdt os tilbage. Hærens økonomiske ressourcer er som bekendt ikke uudtømmelige, selvom meget kunne tyde på det modsatte: vi anskaffer os internt TV — som ingen ved, hvad skal bruges til — vi jævner kaserner med jorden og bygger rask væk nye, vi flytter ud og ind, vi afskaffer og opretter, vi afskediger og ansætter - og ingen kan snart finde hverken hovede eller hale i den militære dagligdag.

Forsvarskampens bevægelser på kamppladsen tilsigter dybest set en afsluttende anvendelse enten af A-våben eller af en overvældende kamp- vognsstyrke, der på afgørende måde vender den fjendtlige fremtrængen til et tilbagetog.
Kun en ringe del af den danske hær kan i dag gennemføre en realistisk forsvarskamp - dels fordi vi ingen A-våben har og dels fordi en overvejende del af hæren ikke er egentlig mobil og dels fordi vore få kampvogne nu og i fremtiden hovedsageligt vil blive opslugt af infanteriets store panserværnsproblemer.
Vi må nok se lidt nøjere på vor økonomiske formåen - ikke mindst i lyset af de nye signaler inden for gruppen af panserværnsvåben. Ligegyldigt hvilken løsning vi vælger i fremtiden: vi vil aldrig få råd til at mekanisere og pansre til bunds. Vi vil heller aldrig få politisk accept på taktiske atomvåben. 
Og kan vi ikke det, er det en illusion fortsat at tro på forsvarskampen i dens nuværende udformning. Vi vil derimod have råd til at gennemføre et omfattende panserværns-program, hvis vi sparer andre steder - f.eks. på håndvåben- og kamp-vogngområdet. 
Hvis vi vælger dette, må vore taktiske doktriner ændres, og da de formentlig alligevel skulle have været taget op til revision før eller siden, sker der såmænd ikke nogen større skade herved - tværtimod! Hvor den udvigende kamp tidligere var et væsentligt middel til at kontrollere den fjendtlige tyngde, må blokeringen måske være fremtidens svar på våbenudviklingen og vore beskedne økonomiske midler. 
Meget tyder på, at det nu vil være muligt at bringe et massivt fjendtligt panserfremstød til afgørende standsning under tilsvarende massiv anvendelse af f.eks. M 72 og TOW. 
Når brodden herigennem er taget af den fjendtlige overvægt i panser, vil selv mindre kampvognsenheder og panserinfanteri kunne tiltvinge sig initiativet på afgørende punkter af slagmarken - og herefter vil angre bet kunne sættes ind - også under medvirken af det nye panserværn på grund af dets store rækkevidde, relativt ringe vægt og deraf følgende store mobilitet.
TOW i tilstrækkelig mængde kan muligvis afløse nogle af de kamp- vognseskadroner, der i øjeblikket er bundet som nødvendigt panserværn og stormartilleri ved pa nseri nfanteribataljonerne. Vi vil herigennem atter få et slagkraftigt redskab i brigadechefens hånd - og fremtiden vil måske tillige vise den lette kampvogns mulighed for at afløse den tunge og middeltunge, langsomme kampvogn. 
For at konkretisere nærværende strøtanker - og måske også for at give disse en mere udfordrende form - skal følgende organisationsidé foreslås til overvejelse:

 

PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon militaert_tidskrift_103_aargang_jan.pdf

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.