Begrænset krig i atomalderen

I forbindelse med undervisningen i krigshistorie på Hærens Officersskole har kadet Peter Voetmann, klasse Lunding, udarbejdet nærværende studie.

 

»Og således omdanner politikken krigen, dette altovervældende element, til et instrument. Af dette frygtelige slagsværd, som vil hæves med begge hænder for at slå til én gang og ikke mere, laver den en let håndterlig kårde, ja endog af og til en fleuret, og med denne uddeler den så stød, finter og parader.«

- (Clausewitz: Om krigen, 8. bog, kap. 6)

 

En analyse af de væbnede konflikter siden 1945 med henblik på at belyse begrænsninger i de væbnede magtmidlers anvendelse.
 
INDLEDNING
Som opgaven er formuleret, berører den en lang række forhold inden for udviklingen siden 1945. Man kunne i flæng nævne forholdet mellem øst og vest, udviklingen af kernevåben og den rolle disse våben har i det internationale system, oprettelsen af en række nye stater og forholdene i og mellem disse og naturligvis den hyppigt forekomne anvendelse af væbnede magtmidler som politisk instrument. Hvert enkelt forhold har dets egen indviklede problematik, der ofte kan være vanskeligt at overskue, især hvis man dykker ned i detaljerne. Mit mål med denne opgave er imidlertid at give en bred beskrivelse af den væbnede magtanvendelse siden 1945 og udlede generelle og karakteristiske begrænsninger herfor. Dette mål, finder jeg kun, kan opnås ved ikke at fordybe sig i detaljerne inden for de mange forhold, der uundgåeligt må berøres, men alene at opsøge disse forholds karakteristika. Opgavens besvarelse vil derfor forme sig som en balancegang mellem på den ene side ikke at fordybe sig i detaljer og på den anden side ikke at gøre sig skyldig i for grove generaliseringer. Der vil være en del, som er spekulativt, og hvor dette ikke tydeligt fremgår af teksten, vil det være mærket med (FA), forfatterens anmærkning.
 
DEN BEGRÆNSEDE KRIGS ASPEKTER
Dette kapitel har til formål at trænge nærmere ind på begrebet begrænset krig for dermed at skabe et grundlag for belysning af begrænsningerne for den væbnede magtanvendelse siden 1945.
 
Absolut krig - total krig - begrænset krig.
I Clausewitz’ teoretiske krigsmodel er krig en voldshandling med det formål at påtvinge modstanderen ens vilje. (Clausewitz OK p. 3). For at opnå dette mål må modstanderen gøres værgeløs. Målet i krigen er derfor at tilintetgøre modstanderens væbnede magtmidler eller at sætte ham i en sådan situation, at han erkender sig værgeløs. Da den værste situation, man kan komme i, er fuldstændig værgeløshed, vil modstanderen søge at forhindre, at han kommer i denne situation.
 
Den gensidige påvirkning, der herved forekommer mellem parterne, skaber en række vekselvirkninger, der alle tenderer mod den absolutte totalitet. Den første vekselvirkning opstår ved, at parterne gensidigt foreskriver hinanden handlingsnormer, der er dannet af to elementer, nemlig den fjendtlige hensigt og den fjendtlige følelse, hvor sidstnævnte gør, at krigen ikke kan karakteriseres som en ren rationel handling uden iblanding af irrationelle motiver. Den anden vekselvirkning opstår ved, at så længe ingen af parterne har underkastet modstanderen, vil de begge frygte underkastelsen, eftersom begge parter vil have samme mål for krigshandlingen. Den tredje vekselvirkning opstår ved, at begge parter beregner deres indsats efter modstanderens. Da denne indsats kan udtrykkes som et produkt af de til rådighed værende midlers og viljekraftens størrelse, må dette produkt gøres større end modstanderens, eller hvis det ikke kan lade sig gøre, da så stort som muligt. (Clausewitz OK p. 4 ff). I teorien er krigen således en til det yderste ført voldshandling, der i sin natur udelukker enhver begrænsning og mådehold.
 
I praksis kan krigen imidlertid ikke som i teorien betragtes som en isoleret handling. Den er for det første et instrument, med hvilket staten eller magtkorporationen omsætter sin politik til virkelighed. I anvendelsen af krigen som politisk instrument må staten betjene sig af en social organisation, hvis ydeevne ligger langt fra det optimale. Krigen føres i et statssy- stem, hvis ligevægt den forstyrrer, hvorfor det må forventes, at andre parter i systemet vil søge at genoprette ligevægten. Og krigen udkæmpes med teknologisk bestemte midler. Disse faktorer virker modererende på krigen, fordi de i deres natur sætter grænser for såvel målet med krigen som målet i krigen og derved udelukker teoriens absolutte totalitet. Men når det absolutte ikke er opnåeligt, bliver problemet at fastsætte grænserne for anstrengelserne. Dette kan kun ske ud fra en vurdering og sandsynlighedsberegning af virkelighedens forhold. I denne vurdering bliver krigens politiske formål en meget væsentlig faktor, for det må antages: »at jo mindre det offer er, som vi kræver af vor modstander, jo mindre vil hans anstrengelser være for at nægte os det. Jo mindre disse anstrengelser imidlertid er, jo mindre behøver også vore at være. Videre, jo ubetydeligere vort politiske mål er, desto mindre vil den værdi være, som ligger i det, og vi vil desto lettere kunne afstå fra det: også ud fra disse grunde vil altså vore anstrengelser blive mindre.« (Clausewitz OK p. 10).
 
Det politiske mål vil således være rettesnoren for, hvad der skal være krigshandlingens mål og for de anstrengelser, der vil være nødvendige. (Clausewitz OK p. 11). Den krigeriske handling dannes imidlertid ikke alene af den politiske hensigt, men også af den fjendtlige følelse. Denne faktor kan få en afgørende indflydelse på krigen, for: »jo større og stærkere krigens motiver er, jo mere de omfatter folkenes hele tilværelse, jo voldsommere den spænding er, som går forud for krigen, desto mere vil krigen nærme sig sin abstrakte skikkelse, desto mere vil det dreje sig om at nedkæmpe fjenden, og desto mere falder målet for krigshandlingen sammen med det politiske mål. Krigen synes da at blive renere krigerisk og mindre politisk.« (Clausewitz OK p. 19). Men tilsvarende gælder, at »jo svagere de motiver og spændinger er, som resulterer i krig, desto mindre kommer de krigeriske elementer - og da særlig volden - til at udfolde sig i den retning, som politikken angiver. I så tilfælde vil krigen afvige fra sin naturlige retning; og dens politiske mål vil være meget forskellig fra det, som er målet for en ideel krig. En sådan krig vil blive mere politisk.« (Clausewitz OK p. 19).
 
Krigen nærmer sig således sin totale karakter, når parterne ikke kæmper for andre mål end fjendens tilintetgørelse, eller når de truede værdier er så afgørende, at der ikke kan indgås kompromis. Alle til rådighed stående midler vil derfor blive anvendt for at fratage modstanderen hans vilje til at kæmpe og dermed sikre sig en betingelsesløs overgivelse. (Osgood LW p. 2). Og krigen fjerner sig fra sin totale karakter, jo mere ligegyldigt »masserne« forholder sig, for desto mere bliver det politiske mål fremherskende og selvbestemmende for, hvad der skal være krigshandlingens mål - målet i krigen - og de anstrengelser, som er nødvendige. (Clausewitz OK p. 11). Men, at krigen fjerner sig fra sin totale karakter, vil sige, at den bliver begrænset. En afgørende betingelse for, at »masserne« eller mere præcist — samfundet - ikke væsentligt engageres af og i krigen, er, at krigen ikke udgør en direkte trussel mod samfundets opretholdelse og fortsatte beståen. Den begrænsede krig adskiller sig da fra den totale ved den grad af indflydelse, krigen og samfundet har på hinanden. (FA).
 
Den begrænsede krigs karakteristika.
Den begrænsede krig kan da betegnes som en krig, hvis politiske formål ikke er modstanderens totale underkastelse, men er indskrænket og begrænset til et mere konkret og veldefineret mål, som ikke kræver den yderste militære anstrengelse af, hvad deltagerne er i stand til at præstere, og som kan blive tillempet i en forhandlet afgørelse. Krigen udkæmpes inden for et lille geografisk område og involverer kun få stater direkte. Krigshandlingerne er rettet mod udvalgte mål og primært mål, der har direkte militær betydning. Krigen involverer kun en del af deltagernes menneskelige og fysiske (materielle) ressourcer, og den tillader staternes økonomiske, sociale og politiske mønster at fortsætte uden alvorlige forstyrrelser. (Osgood LW p. 2 og POMS p. 92).
 
Den begrænsede krig er således et resultat af en vurdering af krigens mål, krigens mulige omkostninger og udsigten til at opnå mål med en bestemt grad af indsats og anstrengelser. Denne vurdering behøver ikke altid at være påvirket af egen kapacitet. (Bloomfield CSW p. 22). I så tilfælde er den begrænsede krig et udtryk for en bevidst tilbageholdelse af en potentiel større magt eller kapacitet end den, der tages i anvendelse. Men en sådan udledning må imidlertid ikke bortlede opmærksomheden fra det faktum, at krigen også kan være begrænset, fordi ingen af parterne har kapacitet til at gøre den total. Af den generelle beskrivelse kan man udlede, at krigen kan være begrænset i politisk og strategisk målsætning, i intensitet, i indsats af mennesker, materiel og penge, i indflydelse på de deltagende staters befolkning, i geografisk udstrækning og i antal deltagende stater. Tages tidsfaktoren med i betragtningen, kan den enkelte krig være begrænset i varighed og en periodes krige i hyppighed. (Johs. Nielsen DOK p. 17). Hvorvidt begrænsningerne kommer til udtryk må for det første afhænge af, om parterne har samme opfattelse af den værdi, som krigens politiske mål og målene i krigen udgør, samt af den grad af fjendtlig følelse, der knytter sig til den fjendtlige hensigt. For det andet må det afhænge af de midler, parterne tager i anvendelse, og for det tredje må det afhænge af det internationale systems reaktion på krigen.
 
Begrænset krig er dermed ikke et så ensartet begreb, som før nævnte beskrivelse antyder, for ikke alene kan den være mere eller mindre begrænset inden for hver enkelt af de nævnte områder, den kan også udvise begrænsninger på nogle områder, medens begrænsninger på andre træder mindre tydeligt frem eller helt mangler. (Osgood LW p. 2). Hermed træder et nyt aspekt frem, for hvorvidt begrænsningerne kan iagttages, afhænger i høj grad af, fra hvilket niveau man betragter krigen. Globalt betragtet kan krigen være begrænset i geografisk udstrækning, medens den for de deltagende parter forekommer total. Betragtet fra de deltagende parters synsvinkel kan krigen for den ene part udvise en række begrænsninger, medens den for den anden part kræver indsættelse af statens samlede ressourcer. Og tilsvarende inden for den enkelte stat. Krigen kan her være begrænset til et bestemt geografisk område og kun kræve en del af landets samlede ressourcer, medens dens indflydelse på den befolkning, der bor i det pågældende område, nærmer sig det totale. (Osgood LW p. 2 og Bloomfield CSW p. 22).
 
Slutteligt skal det nævnes, at den begrænsede krig i sin natur indeholder muligheden for at eskalere til en total krig. Eskalationen kan ske ved en pludselig og voldsom forøgelse af indsatsen (eksplosion) eller ved en gradvis udvidelse af krigen (expansion). Begrebet »begrænset krig« indeholder således en række aspekter, som man må have sig for øje, når begrebet diskuteres; at definere begrebet er imidlertid vanskeligt, fordi de relevante begrænsninger er et spørgsmål om graden af moderation og parternes opfattelse af krigen.
 
KERNEVÅBEN OG BEGRÆNSET KRIG
Dette kapitel har til formål at redegøre for de specielle forhold, som udviklingen af kernevåben og de tilhørende fremføringsmidler har skabt, fordi jeg anser disse forhold som de væsentligste i det miljø, de væbnede konflikter siden 1945 har fundet sted i. Medens den totale krig mellem de to verdenskrige i virkeligheden blev betragtet som den eneste form for krigsførelse, der havde relevans for militært beredskab og strategi, så er der efter den anden verdenskrig sket en ændring i indstillingen til de væbnede styrker derhen, at militærpolitikkens primære opgaver en undgåelse af den totale krig, storkrigen (General War), og begrænsning og kontrol med mindre krige (Limited Wars) mere i overensstemmelse med deres politiske formål end traditionel militær sejr. (Osgood POMS p. 92). Denne ændring kan primært tilskrives militærteknologiens udvikling af den ultimative våbenkombination - kernevåben og missiler - og den placering og rolle, disse våben har i forholdet mellem de to store magtgrupper i det internationale system - den kommunistiske og den vestlige blok - eller mere præcist mellem USA og Sovjetunionen, sammen med den kendsgerning, at krig fortsat er et hyppigt anvendt instrument for politikken.
 
Afskrækkelsessystemet.
De ultimative våbens primære rolle er at udgøre en extrem trussel over for den potentielle modstanders værdier og derved skabe den afskrækkelse, med hvilken politikerne i en nation søger at forebygge eller forhindre handlinger fra den potentielle modstanders side, specielt væbnet magtanvendelse (aggression) som politisk instrument (Holsti IP p. 352). De fundamentale præmisser i afskrækkelsessystemet er:
- at beslutninger både hos afskrækkeren og den afskrækkede er baseret på omhyggelige kalkulationer af omkostninger og vinding, nøjagtige situationsvurderinger og omhyggelige vurderinger af midler og muligheder,
- at en trussel på et så højt niveau, som kernevåben udgør, forbyder snarere end provokerer til en aggressiv holdning,
- at værdi-systemerne hos både afs krækker og den afskrækkede er overensstemmende, i det mindste for så vidt som begge vurderer undgåelsen af termonuclear udveksling særdeles højt,
- at begge parter fastholder centraliseret kontrol over beslutninger, som kunne provokere til anvendelse af kernevåben. (Holsti IP p. 352).
 
Den afskrækkende effekt skabes imidlertid ikke af våbnene alene, men afhænger i lige så høj grad af troværdigheden af, at våbnene vil blive anvendt. Afskrækkelseseffekten kan da udtrykkes som en funktion af den afskrækkedes opfattelse af våbnene og afskrækkerens intentioner. (Holsti IP p. 354). Netop det at skabe troværdighed i afskrækkelsen har været et stort problem for stormagterne. Som præsident Kennedy engang skal have udtrykt det: »That son of a bitch (Khrushchev) won’t pay any attention to words. He has to see you move«. (Holsti IP p. 355). Men foruden at afskrækkelsen må være troværdig, må den også være stabil. Det vil sige, at truslen om at anvende kernevåben må fremsættes således, at den ikke provokerer modstanderen til at iværksætte et kernevåbenangreb af frygt for at få sine våben slået ud, medens de stadig er på jorden. Afskrækkelsessystemets stabilitet er da betinget af sådanne foranstaltninger, der sikrer, at et angreb ikke iværksættes på grund af frygt. (Holsti IP p. 356).
 
Den amerikanske strategiske forsker Bernard Brodie var en af de første, der skitserede koncepten om en stabil balance af kemevåbenstyrker, idet han i 1946 påpegede betydningen af, at en flersidig besiddelse af atomvåben blev ledsaget af sådanne arrangementer, der sikrede, at en angriber, der anvendte bomben, ville få den anvendt mod sig selv. (Howard POMS p. 53). På det tidspunkt havde USA imidlertid monopol på atomvåbnet, der i denne periode blot blev betragtet som en større og kraftigere konventionel bombe. (Halperin CMS p. 46). Det var først, da Sovjetunionen i 1954 havde skaffet sig kapacitet til at rette et atomangreb mod USA, at Brodie’s tanker blev accepteret i USA. (Howard POMS p. 53).
 
Den afskrækkende virkning lå da alene deri, at begge parter rådede over kernevåben. Disse våbens sårbarhed over for et fjendtligt angreb blev stort set ikke taget i betragtning, fordi kernevåbnene var tænkt anvendt mod modstanderens byer. (Halperin CMS p. 49). Afskrækkelsessystemet manglede således stabilitet, eftersom begge parter ved et indledende strategisk angreb kunne have ødelagt modstanderens gengældelseskapacitet.
 
Stabiliteten i afskrækkelsessystemet blev først opnået i tresserne, efter at begge parter havde opbygget usårlige gengældelsesstyrker i form af mis- silbærende undervandsbåde, atomsikrede underjordiske affyringssiloer og skjulte affyringsramper. Ved sådanne foranstaltninger blev begge parter i stand til at levere et gengældelsesangreb (second strike) efter selv at have modtaget et indledende angreb (first strike). (Halperin CMS p. 51 ff). 
 
Ved således at opretholde en »sikret ødelæggelseskapaeitet« (assured destruction capability) er den mulige fordel, der før lå i gennem et overraskende angreb at sætte modstanderens kernevåben ud af spillet, blevet væsentligt reduceret, og dermed er også muligheden for, at angrebet iværksættes på grund af frygt, blevet mindsket.
 
Totalkrig.
Sideløbende med udviklingen af afskrækkelses- og magtbalancesystemet er der blevet fremsat forskellige teorier om, hvorledes krigen ville forme sig, hvis afskrækkelsen svigtede. Indtil sidst i 1950erne var den fremherskende opfattelse, at en total atomkrig mellem USA og Sovjetunionen ville være en automatisk ukontrolleret gengældelse (All-out eller spasm war). Opfattelsen havde som forudsætning, at når krigen først var startet, kunne den ikke begrænses, hvorfor begge parter - som en krampagtig reaktion på at krigen var brudt ud - hurtigst muligt ville anvende hele deres arsenal af atomvåben.
 
I slutningen af 1950erne og ind i tresserne vandt to andre teorier imidlertid indpas. Begge var et resultat af bestræbelserne på at analysere mulighederne for at begrænse atomkrigen. Den ene havde som forudsætning, at det ville være i begge parters interesse at kontrollere anvendelsen af nu- cleare våben (Controlled Response), da den i sin ukontrollerede form ville påføre dem begge uacceptabel ødelæggelse. Begge parter kunne da afstå fra at angribe modpartens større byer og i stedet koncentrere sig om militære mål (Counter force angreb). Samtidig kunne begge parter holde dele af deres atomslagstyrke i reserve, med hvilke de kunne true med at ødelægge modstanderens byer (Counter value angreb). Den anden teori, der kom frem, og som var den modsatte yderlighed af den ukontrollerede gengældelse, byggede på den opfattelse, at atomvåbnene burde anvendes i et meget begrænset antal mod få af modstanderens byer, eller mere sandsynligt mod militære eller industrielle mål, fjernt fra befolkningscentre (Limited Strategic Strikes). Formålet hermed kunne være at øve indflydelse på en igangværende begrænset krig, eller at vise villigheden til at indlede en total atomkrig. (Halperin CMS pp. 15-16).
 
En atomkrig mellem USA og Sovjetunionen kan således også tænkes at være begrænset. Man anvender derfor ofte betegnelsen »General War« for en væbnet konflikt, der involverer atomangreb på USA’s og Sovjet- unionen’s hjemland. (Halperin CMS p. 15).
 
Kernevåbnenes destruktive kraft og den manglende garanti for ikke selv at blive påført uacceptable ødelæggelser har imidlertid gjort sandsynligheden for, at en stormagt forsætligt initierer en atomkrig meget lille, ikke mindst efter at begge parter har opbygget usårlige gengældelsesstyrker. Med andre ord, så kan den totale krig ikke længere betragtes som et rationelt instrument for politikken.
 
Begrænset krig.
Med disse betragtninger over den totale krig kan man nu definere en begrænset krig som en væbnet konflikt, der ikke involverer angreb på USA’s og Sovjetunionen’s hjemland. Ofte anvendes betegnelsen lokal krig (local war) i stedet for begrænset krig (limited war) for derved at skelne mellem den nævnte type konflikt og en begrænset atomkrig mellem USA og Sovjetunionen. (Halperin CMS p. 15).
 
Den nævnte definition kan også gøres mere eller mindre snæver. Bernard Brodie definerer således en begrænset krig som en krig, der enten direkte eller indirekte involverer USA på den ene side og Sovjetunionen eller Kommunistkina på den anden, men hvor der ikke forekommer atomangreb på stormagternes territorier. Brodie udelukker fra sin definition de krige, der er begrænsede i kraft af, at ingen af parterne har kapacitet til at gøre dem totale. (Brodie SMA p. 309). En bredere formulering finder man hos Deitchman. En begrænset krig er her enhver militær aktion, der ikke truer den umiddelbare overlevelse af USA og NATO-landene, Sovjetunionen og WAPA-landene samt Kommunistkina. (Deitchman MR JUL 71 p. 4).
 
Set fra en stormagts synsvinkel adskiller den begrænsede krig sig fra den totale ved en bevidst og velovervejet tilbageholdelse af en gigantisk militær magt, der er rede til umiddelbar indsættelse, og som skal opretholdes for at få modstanderen til at gennemføre en tilsvarende tilbageholdelse. (Brodie SMA p. 309 ff.). Dette er i sig selv noget helt nyt. Krige har tidligere været begrænsede, fordi nationer har afholdt sig fra at mobilisere deres potentielle magt, men at begrænse ens anstrengelser er ikke det samme som at tilbageholde en allerede til rådighed værende militær magt. (Brodie SMA p. 311). Hovedproblemet for en stormagt engageret i en begrænset krig i dag er spørgsmålet om »at finde begrundelser for, på et stabilt grundlag, at holde netop de eksisterende magtmidler ude af aktion, som fra et snævert militært synspunkt er de mest effektive - og som har en tendens til at være de absolut mest sårbare over for angreb, så længe de befinder sig på jorden.« (Brodie SMA p. 311).
 
Stormagternes besiddelse af atomslagstyrker og de uoverskuelige konsekvenser, det ville få, hvis de blev anvendt, betyder, at formålet med anvendelsen af de væbnede styrker i en begrænset krig mellem atommagter må være så beskedent, at det kan blive accepteret af modstanderen, uden at denne tvinges til at udelukke enhver begrænsning fra sin side i krigen. Med andre ord må vi være villige til at begrænse målene med krigen, fordi vi ønsker at holde krigen begrænset. (Brodie SMA p. 313).
 
VÆBNEDE KONFLIKTER SIDEN 1945 
Antallet af væbnede konflikter.
Af en oversigt udsendt i 1967 af det »Internationale Institut for Strategiske Studier« i London fremgår det, at der i perioden fra 1898 til 1967 har været 128 konflikter, heraf er de 73 blevet registreret i tidsrummet fra 1948 til 1967. Som grundlag for opgørelsen blev væbnede konflikter defineret som: »situationer, hvor våben blev taget i anvendelse med det formål at dræbe eller såre over en periode på mindst en time.« (Adelphi Papers nr 48). I en tale til pressefolk i Montreal i 1966 sagde den daværende amerikanske forsvarsminister McNamara, at i de sidste otte år har der været ikke mindre end 164 voldelige begivenheder med det formål at true en regerings autoritet eller selve dens eksistens. Kun 15 af disse 164 konflikter havde været militære konflikter mellem to stater, og i ingen af dem havde der formelt været erklæret krig. (Adelphi Papers nr. 48).
 
Den amerikanske sociolog Harry Eckstein har opgjort antallet af interne krige i perioden fra 1946 til 1959 til 1.200, heri medregnet borgerkrig, guerillakrig, lokale optøjer, statskup, mytterier og organiseret samt tilsyneladende uorganiseret terror.
 
Endelig må nævnes amerikaneren Bloomfield, der i sin bog »Controlling Small Wars« definerer konflikter som »stridigheder i eller mellem nationer, som involverer truslen om eller brugen af betydningsfuld (significant) vold« og derved opgør konflikter siden 1945 til omkring 54. (Bloomfield CSW p. 18). 
 
De her nævnte opgørelser kan næppe sammenlignes, da de ikke alle dækker samme tidsperiode og er foretaget på forskellige grundlag. De illustrerer imidlertid tydeligt, at anvendelsen af væbnede magtmidler er en hyppig forekommende begivenhed i det 20. årh. og i særdeleshed i tiden siden 1945.
 
 
 
 
Skemaet viser den oversigt over de væbnede konflikter, jeg har valgt som grundlag for min analyse. Det skal indledningsvis bemærkes, at i sammenligning med andre tilsvarende oversigter (eks.vis Bloomfield CSW, appendix C) er der fundet visse uoverensstemmelser, men da mit mål med analysen ikke er at gå i detaj- jer, men at uddrage generelle træk ved konflikterne, er Deitchman’s oversigt medtaget i sin helhed, fordi jeg finder, at den bedst hjælper mig hertil.
 
Konflikternes geografiske placering.
Med undtagelse af Ungarn og Grækenland, har alle konflikterne fundet sted uden for Europa, og ingen af konflikterne har været mellem to industrielt højtudviklede lande. Ved en nærmere betragtning af de anførte stednavne vil man se, at konflikterne ligger omkring eller syd for en tænkt linie gående fra Korea, gennem Sydøst-Asien, langs den indisk-kinesiske grænse, gennem Mellemøsten, langs Afrika’s Middelhavskyst og videre gennem Latinamerika.
 
Årsagerne til konflikterne.
a. Uafhængighed fra kolonistyre.
De områder, den tænkte linie går igennem, er hovedsagelig gamle koloniområder, hvor der allerede før 2. verdenskrig mange steder var opstået nationale frihedsbevægelser rettet mod kolonimagten. Essensen i disse bevægelser har været en organiseret gruppes krav på et territorium besat af en kolonimagt. (Miller PTW p. 4). Efter 2. verdenskrig måtte de gamle europæiske kolonimagter, England - og mere modvilligt - Frankrig, Holland og Belgien afvikle deres kolonier, da de på grund af de store problemer i hjemlandet ikke kunne afse midler til at modstå kravene fra de nationale frihedsbevægelser. (Holsti IP p. 422). I nogle områder foregik afviklingen hurtigt og villigt, medens det andre steder førte til en bitter konflikt, i hvilken interne stridigheder spillede en lige så betydningsfuld rolle, som krigen mod kolonimagten. (Knapp HWP p. 177). Af oversigten fremgår det, at uafhængighedskonflikterae på nær nogle få undtagelser var afsluttet omkring begyndelsen af tresserne med det resultat, at der er blevet oprettet en række nye stater i de gamle koloniområder. Det er forholdene i og mellem disse nye stater, der har været årsag til konflikterne opført under »Justering« og »Intern«.
 
b. Gensidig justering af grænser, indflydelse og magt mellem nye uafhængige stater.
Manglen på klart definerede grænser, manglende accept af grænser trukket arbitrært af de tidligere kolonimagter, eller demarkationslinier fastlagt af stormagterne ved afslutningen af 2. verdenskrig har været den hyppigste årsag til konflikt mellem staterne. En anden årsag har været det tomrum, som fjernelsen af kolonimagtens overherredømme har skabt. Dette har visse steder, som f.eks. i den arabiske verden og i Sydøst-Asien medført en rivalisering om lederposition blandt de nye stater. (Bloomfield CSW p. 19).
 
c. Interne forhold.
Årsagerne til de interne konflikter kan søges i mange forhold: den eksplosionsagtige befolkningstilvækst, den ringe produktionskapacitet, befolkningens opdeling i religiøse, sproglige eller politiske grupper og ikke mindst regeringsmagtens manglende legitimitet, der er et generelt problem for de nye stater. (Miller PTW p. 5). Disse forhold giver grobund for utilfredshed og revolutionære kræfter. Men uanset hvoraf de interne konflikter udspringer, så drejer det sig om at afgøre den interne magtstruktur og statens styreform. Det er konflikter mellem den siddende regering og en befolkningsgruppe, der ønsker at ændre landets styreform.
 
De væbnede magtmidler og deres anvendelse.
Man kan skelne mellem tre former for krig: - Konventionel krig: Organiserede regulære styrker er involveret på begge sider. - Ukonventionel krig: Organiserede regulære styrker på den ene side og guerilla- eller halvmilitære styrker på den anden side. - Afskrækkelseskrig: Krig i et område forekom sandsynligt, mindst en part flyttede tropper til stedet for at angribe eller intervenere, og krigen fandt ikke sted. (Deitchman MR JUL 71 p. 4).
 
a. Konventionel krig.
Af skemaet fremgår det, at konventionel krig hyppigst forekommer i konflikterne opført under »Justering«. Dette er i sig selv ikke overraskende, da der her er tale om konflikter mellem stater, hvor staterne har taget deres væbnede styrker i anvendelse. I stort set alle de konventionelle krige har det drejet sig om at erobre og besætte et geografisk område, som den ene eller begge parter har gjort krav på. Karakteristisk er det imidlertid, at resultatet af krigene ofte har været oprettelse af status quo. Over halvdelen af de konventionelle krige har fundet sted inden for to geografiske områder, nemlig i Mellemøsten mellem Israel og den arabiske verden og i det nordlige Indien, dels mellem Indien og Pakistan og dels mellem Indien og Kina. I disse områder har et og samme politiske spørgsmål gentagne gange været årsag til krig, hvilket antyder, at selvom væbnede styrker tages i anvendelse, er en endelig løsning på konfliktspørgsmålet ikke dermed sikret.
 
De fleste konventionelle krige har været kortvarige, hovedsagelig fordi en tredje part - ofte en stormagt - har grebet ind og gennem mægling mellem parterne fået krigen standset. Krigen i Sinai i 1956 og Junikrigen i 1967 mellem Israel og den arabiske verdens danner i denne forbindelse en undtagelse, idet her blev målet med krigen opnået så hurtigt, at stormagterne ikke havde mulighed for at gribe effektivt ind for at få kamphandlingerne standset. Krigen i Korea og i Vietnam er eksempler på langvarige konventionelle krige, men også her er krigene stort set endt med oprettelse af status quo. Meget tyder derfor på, at hvis ikke krigens mål opnås hurtigt, er det næppe sandsynligt, det opnås overhovedet. (Deitchman MR JUL 71 p. 8 og Adelphi Papers nr 48 p. 11 ff).
 
b. Ukonventionel krig.
Lige så lidt overraskende er det at konstatere, at hovedparten af konflikterne opført under »Uafhængighed« og under »Intern« har været ukonventionelle krige. Parterne i disse konflikter har jo netop været en formel regeringsmagt rådende over konventionelle væbnede styrker og en befolkningsgruppe, der søger at tilrive sig magten kun rådende over få og simple væbnede magtmidler. For sidstnævnte parts vedkommende er det »national befrielseskrig« eller mere generelt betegnet - guerillakrig. For regeringsmagten er det anti-guerillakrig.
 
Den mest betydende form for guerilla i de fleste uafhængigehedskon- flikter og interne krige har indtil slutningen af 1960erne været agrarguerillaen. Det er denne form for guerilla, Mao Tse Tung’s teorier primært behandler.
 
Agrar-guerillaens politiske strategi er at vinde positiv kontrol over en stadig større del af befolkningen, medens den samtidig fjerner befolkningen fra regeringsmagten. Det militære mål i guerillakrigen er at skabe en langsom opslidning af regeringsmagtens styrker indtil det punkt, hvor de bliver koncentreret i større byer og derved giver guerillaerne mulighed for at konsolidere deres kontrol over landområderne. (Holsti IP p. 336).
 
Agrar-guerillakrigen begynder normalt ved, at en lille gruppe af udvalgte mænd, som ikke giver sig ud for at have nogen legitimitet eller støtte hos befolkningen, organiserer sig i små militær-politiske enheder med det formål at rette angreb mod regeringsmagtens myndigheder i landsbyerne, at afskære regeringens forsyningslinier, at sabotere kommunikationsfaciliteter og at udføre baghold og overfald på regeringsmagtens udsendte patruljer. Derigennem søges opnået, at regeringen tvinges til at trække sine tropper tilbage fra landområderne og ind til de større befolkningscentre. For at sikre sig støtte hos og kontrol over den civile befolkning anvender guerillaenhederne såvel positive »opmuntringer« som terror. Guerillaerne tilbyder landbo-, politiske og sociale reformer, ofte krydret med propaganda med nationalistisk islæt. Terroren anvendes for at afskrække landsbybefolkningen fra at angive guerillaerne til regeringen, eller terroren er rettet mod regeringens personel i landsbyerne. (Holsti IP p. 337). Sammenhængen mellem disse to midler er, at det første skal vække befolkningens behov og følelser og dermed skabe begejstring for guerillakrigen og give indtryk af, at krigen er retfærdig. Det andet middel - terroren - bliver retfærdiggjort af det første, fordi det har til formål at rive befolkningen ud af apatien. (Militært Tidsskrift APR 69 p. 145).
 
Først efter adskillige år, når guerillaerne har vundet kontrol over landområderne og har opbygget en stærk organisation, antager krigen en mere militær karakter i form af egentlige regulære militære operationer for at udmatte regeringsmagtens væbnede styrker, sigtende mod statsmagtens totale sammenbrud. (Holsti IP p. 337). En af betingelserne for en heldigt gennemført agrar-guerillakrig er således et tilstrækkeligt stort og vanskeligt tilgængeligt landområde, som guerillaerne kan operere i eller trække sig tilbage til og derved udstrække regeringsmagtens forsyningslinier til det maksimale, eller at en eller flere tilstødende stater er loyale over for guerillaerne. Man ser ligeledes, at guerillakrigen kan inddeles i tre faser: 1. fase: kontrol over landbefolkningen, 2. fase: ligevægts-tilstanden, hvor guerillaerne forøger deres magt og retter en række små angreb mod regeringens væbnede styrker for at udmatte dem, og endelig 3. fase, hvor guerillaerne udstyret med kampvogne og artilleri retter det afgørende angreb mod regeringsmagten. (Crozier POMS p. 199).
 
Anti-guerillakrigsførelsen må da for at være succesfuld søge at forhindre, at guerillaerne opnår kontrol over befolkningen, og hvis dette mislykkes, da at skabe tilstrækkelige væbnede styrker til at kunne modgå guerillaernes direkte militære aktioner. (Halperin CMS p. 142). De guerillaer, som kæmper mod israelerne, afviger fra den her beskrevne form derved, at de ikke søger at opnå positiv kontrol over befolkningen, men udelukkende gennem terroraktioner søger at ødelægge den israelske stat. Det »bagland« som er nødvendigt for guerillaerne, udgøres her af nabostater til Israel. De israelske modaktioner over grænserne viser imidlertid, at guerillaerne kan rammes i deres bagland. Også i dette forhold afviger den ukonventionelle krig i Mellemøsten fra den traditionelle agrar-guerillakrig.
 
c. Afskrækkelseskrig.
Oversigten viser, at afskrækkelseskrig kun har fundet sted i konflikterne opført under »Justering«. I de fleste tilfælde har det været en stormagts intervention med regulære tropper med det formål at forhindre krigen i at bryde ud eller at standse kamphandlingerne. Cubakrisen i 1962 danner her et markant særtilfælde, idet der her var tale om en konfrontation mellem to atommagter, og man så her teorierne bag afskrækkelsessystemet virke i praksis. Når afskrækkelseskrig ikke har forekommet i de to øvrige kategorier, så hænger det nøje sammen med guerillakrigens natur. En intervention med regulære væbnede styrker udgør ikke nogen troværdig trussel mod guerillaernes aktioner. (Deitchman MR JUL 71 p. 15).
 
Stormagterne og konflikterne.
Oversigten viser, at stormagterne hyppigst har været involveret i de interne konflikter. USA og de to kommunistiske stormagter - Sovjetunionen og Kommunistkina - har i disse konflikter haft modsat rettede interesser. USA har søgt at forhindre en kommunistisk magtovertagelse, og Sovjetunionen og Kommunistkina har set det i deres interesse at støtte ændringer i staterne, som kan føre til oprettelsen af et kommunistisk styre. En stormagts indblanding eller intervention i en intern konflikt kan have tre formål: 1. at hjælpe regeringen mod oprørere — 2. at hjælpe udenlandske oprørere mod regeringen - 3. at hjælpe enten oprørerne eller regeringen efter at en tredje fremmed magt har interveneret til fordel for den ene side (mod-intervention). De fleste amerikanske interventioner siden 1945 har været af den sidste type, hvor tropper er blevet sendt til området for at beskytte en regering, efter at Sovjetunionen eller Kommunistkina eller en anden stat har interveneret. (Holsti IP p. 338). I en nærmere beskrivelse af hver stormagts interesser og politik i konflikterne vil det derfor være naturligt at begynde med de to kommunistiske stormagter.
 
a. Sovjetunionen.
Sovjetunionen betragter de nationale befrielseskrige som retfærdige krige (just wars). I en tale i Moskva sagde daværende ministerpræsident Khrushchev bl.a., at »kommunisterne fuldt ud støtter sådanne retfærdige krige og marcherer i forreste række med de folk, der fører befrielseskrige«. (Holsti IP p. 315). I sin støtte til de nationale befrielseskrige har Sovjetunionen imidlertid været mere moderat end Kina (se nedenfor). Årsagen til Sovjetunionens moderate støtte kan søges i flere forhold. Det har i højere grad end Kina måttet se sin støtte i relation til magtbalancen med USA og tage hensyn til, hvilken reaktion det måtte fremkalde i USA. (Halperin CMS p. 137). Det kan også skyldes en mindre tiltro til befrielseskrigene som et instrument til at skabe en kommunistisk stat. Kommunistpartiet i Sovjetunionen og i de østeuropæiske lande kom ikke til magten efter en lang guerillakrig. (Halperin CMS p. 137). Endelig kan det skyldes, at Sovjetunionen har økonomisk og politisk kapacitet til at klare sig i en verden, der forbliver ikke-kommunistisk, og det har økonomiske og militære midler til at øve indflydelse på det internationale system uden at blande sig i bestemte landes interne forhold eller gøre nogen større anstrengelser for at stimulere revolutionære krige. (Halperin CMS p. 137).
 
Det her anførte viser lidt af den dobbelte placering, Sovjetunionen befinder sig i. På den ene side står det som avantgarde for »det internationale proletariat« på grundlag af Lenin’s teorier, der bl.a. gik ud på, at Sovjetunionens mål skulle underordnes målet for »det internationale proletariat« (Holsti IP p. 128). Med andre ord en opfattelse af, at det er en befolkningsklasse - proletariatet - der er bæreren og forvalteren af evnen til at anvende væbnede magtmidler som et politisk instrument. På den anden side står det som stat og aktør i det internationale system og dermed som stat forvalter evnen til at anvende væbnet magt. Især Stalin fulgte en politik, der styrkede Sovjetunionen som stat, ofte på bekostning af andre landes kommunistpartier. (Holsti IP p. 128). Kombinationen eller syntesen af disse to opfattelser kan måske findes i Khrushev’s politik, idet han både støttede de nationale befrielseskrige og konsoliderede Sovjetunionens position som stormagt i det internationale system.
 
Siden Koreakrigen har man også gentagne gange set Sovjetunionen virke som mægler i konflikter mellem stater, således som det for eksempel var tilfældet i krigen mellem Indien og Pakistan i 1965-66. Dette antyder, at det også er i Sovjetunionens interesse at en konventionel krig mellem to eller flere stater bringes til opliør, inden den får lov at udvikle sig og evt. bringer stormagternes primære interesser i fare. (Deitchman MR JUL 71 p. 8).
 
b. Kina.
I modsætning til Sovjetunionen, kom kommunistpartiet i Kina til magten efter en lang guerillakrig, som kom til at danne grundlag for Mao Tse- Tungs koncept for guerillakrig eller national befrielseskrig. Kina betragter derfor denne form for krig som et effektivt politisk middel til at gennemføre en kommunistisk magtovertagelse i en stat. Kommunisternes rolle i de nationale befrielseskrige var i perioden efter 1949, at de skulle lede oprøret mod kolonimagten og derved skabe to revolutioner i én: dels at fjerne kolonimagten, dels at skabe et kommunistisk styre. Fra midten af 1950erne til ind i 1960erne var det kinesernes tanke, at den nationalistiske revolution skulle gå forud for og bane vejen for den kommunistiske magtovertagelse. Endelig fra midten af 1960erne - da denne politik slog fejl i Algeriet og i Indonesien - blev vægten igen lagt på kommunistisk kontrol over guerillaenhederne og oprettelsen af sikre støttepunkter i landområderne i overensstemmelse med den kinesiske model på revolutionær krig. (Halperin CMS p. 139).
 
En anden grund til, at kineserne lægger så stor betydning i den revolutionære krig, skyldes Kinas begrænsede økonomiske og politisk magt i det internationale system. Den støtte guerillaerne har brug for - håndvåben, træning af personel og koncepter for krigsførelsen - er Kina i stand til at yde. Hertil kommer, at Kina i sin politik ikke i så høj grad som Sovjetunionen er bundet af forholdet til USA. Kina har kaldt USA for en »papirtiger«, hvormed det udtrykker, at modstanderen må respekteres fordi han umiddelbart er stærkere, men at han vil blive slået i det lange løb ved at anvende den rigtige strategi, hvilket efter Mao’s doktrin vil sige at gå fra en svag position til en stærk, medens modstanderens styrke tilsvarende mindskes. (Halperin CMS p. 139 og p. 71).
 
c. USA.
I 1950 blev der i USA udarbejdet en rapport betegnet NSC 68, der opfordrede regeringen til at øge forsvarsbudgettet og advarede mod faren ved de lokale krige. Præsident Truman accepterede rapporten, men inden forhandlingerne herom var tilendebragt, brød Koreakrigen ud. (Halperin CMS p. 48). Denne betød et kraftigt opsving i det amerikanske forsvarsbudget. Ikke alene skete der er kraftig militær opbygning i Korea, men også i Europa, fordi man opfattede den største trussel som værende et sovjettisk angreb rettet mod Europa, medens USA var engageret i Korea. Efter Koreakrigen faldt grundlaget for det høje forsvarsbudget bort.
 
Samtidig var der sket et teknologisk opsving, der gjorde det muligt at udvikle en mere sofistikeret atomslagstyrke, hvorfor USA lagde vægten over på kernevåbnenes afskrækkende virkning, således som det kom til udtryk i udenrigsminister John Foster Dulles’ doktrin om »massiv gengældelse« fremsat i 1954. Den var tydeligvis et udtryk for modviljen mod at blive engageret i en ny krig i Asien.
 
Dulles accepterede behovet for konventionelle styrker, men hævdede, at intet lokalt forsvar kunne dæmme op for kommunismen, derfor måtte det suppleres med atomstyrker. USA skulle dermed afskrække en lokal aggression ved at opretholde en stor kapacitet til at gengælde »med midler og på steder som det selv valgte«. Med andre ord, så ville en lokal aggression blive mødt med direkte gengældelse mod dens formodede igangsætter - Moskva. (Holsti IP p. 355). Udviklingen efter 1954 har imidlertid vist, at truslen om massiv gengældelse ikke har kunnet forhindre væbnet magtanvendelse på et lavere niveau. Dette var, hvad den engelske historiker Sir Basil Liddell Hart allerede i 1946 havde forudset, idet han i sin bog »The Revolution in Warfare« påpegede, at frygten for atomkrigen kunne føre til indirekte aggressions- metoder såvel civile som militære, over for hvilke atomar gengældelse ville være irrelevant. (Howard POMS p. 52).
 
Med de grundlæggende faktorer i et afskrækkelsessystem i erindringen kan forklaringen herpå ligge i, at truslen om massiv gengældelse manglede troværdighed. De lokale aggressioner udgjorde i sig selv ikke en så alvorlig trussel mod USA’s vitale interesser, at det af den grund ville kaste sig ud i en atomkrig med Sovjetunionen, i hvilken det selv ville blive udsat for atomangreb. Sovjetunionen havde jo netop fra midten af 1950erne tilstrækkelig kapacitet til at ramme USA med atomvåben. Tilliden til atomvåbnenes afskrækkende virkning betød imidlertid en svækkelse i USA’s kapacitet til at kæmpe andet end total krig. (MIA p. 344). Doktrinen gjorde luftvåbnet til det dominerende værn, medens hæren og flåden førte en hensygnende tilværelse.
 
Doktrinen rejste en storm af protester i USA blandt de ledende strategiske forskere. Essensen heraf var en påpegning af stivheden i denne »All or nothing«- eller »enkelt options«teori over for den mere fleksible kommunistiske teori, der dannede grundlag for de lokale aggressioner. Man understregede, at det var nødvendigt for USA at besidde evnen til at møde, og dermed afskrække, kommunistisk aggression på ethvert niveau. (Howard POMS p. 59 og p. 60). Ændringen i den amerikanske militærpolitik kom imidlertid først efter 1960, da J. F. Kennedy var blevet præsident og McNamara forsvarsminister. Ikke alene skete der en kraftig opbygning af konventionelle styrker, man begyndte også i stigende grad at interessere sig for problemerne i forbindelse med anti-guerillakrigsførelse, bl.a. blev der oprettet en speciel skole med det formål at træne officerer i denne form for krig. (Halperin CMS p. 54).
 
I det amerikanske topreglement - hærreglementet FM 100^-5 fra 1968, der er en rettet udgave af det oprindelige reglement fra 1962 - træder ændringen bort fra »enkelt options«teorien tydeligt frem. Man skelner her mellem tre former for krig, i hvilke den amerikanske hær skal være i stand til at udføre operationer i alle geografiske områder af verden. Disse former er:
 
Kold krig (Cold war): Karakteriseret ved fraværet af åben væbnet konflikt mellem parternes væbnede styrker. Begrænset krig (Limited War): Karakteriseret ved parternes bevidste indskrænkning og begrænsning med hensyn til f.eks. mål, våben, geografisk område eller deltagere. Krigen kan føres med eller uden brug af taktiske atomvåben.
 
Total krig (General war): Karakteriseret ved dens mangel på begrænsninger. (FM 100-5 p. 1-3). I samme reglement behandler man også problemerne omkring guerillakrig og anti-guerillakrig, i hæren betegnet som »Stability Operations«. (FM 100-5 p. 11-3 pp. 13-1, 13-2). Erindrer man sig, at det også var i begyndelsen af 1960erne, at »Counter- force« og »Counter-value« teorierne vandt frem, vil man se, at USA i disse år søgte at realisere det »spektrum af afskrækkelse«, som forskerne i de foregående år havde gjort sig til talsmænd for. Iflg. FM 100-5 er det de væbnede styrkers opgave primært at varetage USA’s sikkerhed, men også at afskrække mod aggression på ethvert niveau, at bekæmpe enhver aggression, at støtte allierede, samt at støtte ethvert nationalt hjælpeprogram, militært som ikke-militært. (FM 100-5 pp. 1-3, 1-4).
 
Med denne udvikling havde man i realiteten søgt at løse det af Brodie påpegede problem med - på et stabilt grundlag - at holde kernevåben ude af den begrænsede krig. (FA).
 
BEGRÆNSNINGER I DE VÆBNEDE MAGTMIDLERS ANVENDELSE
Dette kapitel har til formål at sammenkæde kapitel I og III, det vil sige at belyse begrænsningerne, eller manglen på disse, i de væbnede magtmidlers anvendelse således, som det kommer til udtryk i konflikterne siden 1945.
 
Konflikter mellem stater.
Det er næppe muligt at sige præcist, hvilket formål den enkelte stat har haft med anvendelsen af de væbnede styrker i konflikter med et andet land, fordi flere forskellige motiver kan gøre sig gældende, men nogle generelle træk kan dog udledes. Ved en betragtning af de anstrengelser, parterne har gjort sig, kan man udlede, at formålet med krigene oftest ikke har været erobringen af hele modstanderens territorium. Det har f.eks. næppe været Indiens mål at erobre hele Pakistan i 1965 eller Kinas at erobre hele Indien i 1962. Formålet med krigene har oftere været at besætte det grænseområde, man har gjort krav på, og som er konfliktens årsag. (Adelphi Papers nr. 48).
 
Krigene i Mellemøsten mellem Israel og arabiske stater danner en undtagelse, fordi arabernes erklærede mål var tilintetgørelse af den israelske stat, hvis territorium de anser for at være arabisk. At de så ikke opnåede dette mål er en anden sag. Israelernes mål var derimod at skabe sig sikre grænser.
 
Koreakrigen danner en anden undtagelse. Her var det tilsyneladende Nordkoreas mål at erobre hele Sydkorea for at danne én samlet stat. Man må imidlertid tage i betragtning, at det egentlige, politiske formål med denne krig kan have ligget udenfor Korea, idet krigens igangsætter muligvis har været Sovjetunionen. (Knapp HWP p. 326).
 
Kamphandlingerne i de væbnede konflikter mellem stater har alle foregået indenfor et relativt lille og veldefineret område. Set fra de deltagende staters synsvinkel har krigen endog i de fleste tilfælde kun omfattet en del af staternes samlede territorier. Man kan her nævne Kashmir, Sinai og området omkring den indisk-kinesiske grænse.
 
Kamphandlingerne har også oftest kun været rettet mod mål af militær betydning. Under Junikrigen angreb israelerne f.eks. kun flybaser og andre militære installationer i de arabiske lande. De fleste konflikter har endvidere været af så kort varighed og intensitet, at der er temmelig få eksempler på total mobilisering af de krigsførende landes ressourcer. Der har f.eks. ikke været tale om at omlægge landenes erhvervsliv med henblik på krigsproduktion, og de væbnede styrker har ikke været totalt mobiliseret. Det har betydet, at de krigsførende staters økonomiske, politiske og sociale liv ikke har været ude for fundamentale forstyrrelser.
 
En af de væsentligste årsager til at krige mellem stater udviser så tydelige begrænsninger er uden tvivl det internationale systems reaktion på krigene eller en forventning om, at det vil reagere over for kamphandlingerne. Suez-krigen i 1956 blev bragt til ophør ved FN’s indgriben, og i Kashmir-krigen 1965-66 mæglede Sovjetunionen. I Junikrigen nåede det internationale system ikke at gribe ind, inden israelerne havde nået deres mål. Den hurtige gennemførelse af kamphandlingerne var et resultat af forventningen om, at det internationale system ville gribe ind. Israel regnede således med højst 96 timer til genneførelse af krigen. (Militært Tidsskrift MAJ 71).
 
Interne konflikter.
Magtanvendelsen i de interne konflikter - til dels også i uafhængigheds- konflikterne - tegner et helt andet billede. Krigens formål i de interne konflikter er - i det mindste for den ene parts vedkommende - totalt, idet målet er statsmagtens totale sammenbrud. De magtmidler, guerillaerne råder over til at opnå dette mål, er imidlertid i de første faser begrænsede til kun at omfatte få og simple midler. Som kompensation for begrænsning af midlerne bliver krigen på det nærmeste ubegrænset i tid. Af oversigten ses, at næsten alle de interne konflikter har været langvarige. Dette skyldes, at guerillaerne for at nå deres mål må gå fra en svag position til en stærk, mens modstanderens styrke gradvist må svækkes. En sådan proces tager tid.
 
Kamphandlingerne i de interne konflikter har indledningsvis foregået i en begrænset del af staten, men efterhånden som guerillaenhedernes styrke er vokset, har krigen bredt sig til en større og større del af landet, som det f.eks. skete i Sydøstasien.
 
I modsætning til konflikter mellem stater, hvor det har drejet sig om et bestemt geografisk område, er målet i de interne konflikter at skabe kontrol over befolkningen. Dette betyder, at krigen i høj grad berører denne, ja endog at statens sociale, politiske og økonomiske mønster trues af sammenbrud, hvilket da også er guerillaens mål. (Galula CIW p. 7).
 
Episoder som flykapringer, nedskydningen af israelske sportsfolk i Miin- chen og anvendelse af gidsler som pressionsmiddel, som man så det praktiseret i Sudan i år, viser, at en anden form for guerilla end den traditionelle agrar-guerilla er begyndt at gøre sig gældende. Det er guerillabevægelser, der har et internationalt præg over sig. Deres aktioner er ikke begrænset til at foregå inden for den fjendtlige stats grænser, men er også rettet mod mål uden for »kampområdet«, og deres aktioner viser, at guerillaerne har viljen til at anvende et hvilket som helst middel for at opnå deres mål. Sådanne episoder som her nævnt samt halvinternationale organisationer som »Sorte September« udvisker langsomt den geografiske begrænsning af de interne krige. Da forudsætningen for, at en guerillabevægelse kan operere er, at den har en base, må der i det internationale system findes lande, der er loyale overfor og yder støtte til disse halvinternationale guerillaorganisationer. (FA). Hertil kommer, som det fremgår af skemaet, at de fleste interne konflikter direkte eller indirekte involverer stormagterne. Dette betyder for det første, at de interne konflikter oftest har fire parter: Regeringsmagten støttet af USA og en guerillabevægelse støttet af Kommunistkina eller Sovjetunionen. For det andet betyder det, at en sejr for de revolutionære samtidig er en sejr for støttemagten. Hermed får de interne konflikter et globalt aspekt. (Militært Tidsskrift APR 1969).
 
Stormagterne.
Karakteristisk for de mål, stormagterne har haft i de konflikter, hvor de har været indblandet, er, at de har repræsenteret en betragtelig grad af kompromis, og at man har vist sig rede til at indlede forhandlinger med fjenden (Brodie SMA p. 308). Allerede på et tidligt tidspunkt i såvel Koreakrigen som Vietnamkrigen optog parterne fredsforhandlinger med hinanden. Men da de militære handlinger således har til formål at skaffe et gunstigt forhandlingsgrundlag, ser man også eksempler på, at de politiske mål har ændret sig i overensstemmelse med de militære resultater. I Korea var det indledningsvis USA’s mål at forsvare Sydkorea, dernæst at erobre hele Nordkorea og endelig igen at forsvare Sydkorea ved den 38. breddegrad, mens Sovjets og Kinas mål ændrede sig modsat. (Halperin CMS p. 91). En anden vigtig begrænsende faktor for fastsættelsen af det politiske mål er de interne forhold i stormagternes hjemlande. Korea- og Vietnamkrigen blev vigtige interne politiske spørgsmål - først og fremmest i USA - alene af den grund, at de ressourcer, der blev brugt i krigene, kunne anvendes til interne formål. Også villigheden til at indlede forhandlinger kan tolkes som et resultat af den kritik, der har rejst sig i hjemlandet mod krigsførelsen. (Halperin CMS p. 95).
 
Karakteristisk for stormagternes militære operationer er, at man ikke har angrebet mål udenfor det geografiske område, krigen blev ført i. Man har således respekteret asylbegrebet og har ikke angrebet de fjernere liggende forsyningslinjer til kampområdet. Med hensyn til det sidste har USA dog et par gange overtrådt denne »regel«. Under Vietnamkrigen har USA rettet kraftige bombeangreb mod forsyningsvejen Ho Chi Minh-stien, ligesom det ved bombning af Nordvietnam har angrebet modstanderens bagland. (Halperin CMS p. 21). Det samme var tilfældet i Korea, men begge steder har der imidlertid været pålagt restriktioner. I Korea var det således kun militære mål, der blev angrebet indledningsvis, derefter blev det udvidet til også at gælde industrimål, men ikke for tæt til grænsen til Sovjet og Kina. Denne restriktion blev så senere fjernet. Kineserne derimod foretog ikke væsentlige bombeangreb mod mål i Sydkorea. (Halperin CMS p. 96). I Vietnamkrigen kan man spore samme udvikling, også her har der været restriktioner med hensyn til bombemål. USA’s benægtelse af forsætligt at bombe digerne kan netop tolkes som et forsøg på al vise, at restriktioner på bombemål opretholdtes. (FA).
 
Den mest betydningsfulde begrænsning, der kan iagttages, er uden tvivl det faktum, at ingen af parterne har anvendt atomvåben. En af grundene hertil kan tilskrives troen på, at brugen af atomvåben ville gøre en total krig (general war) mere sandsynlig, at brugen af atomvåben i en begrænset krig ville betyde en eskalation af krigen, som ingen af parterne kunne være interesseret i. Frygten for total krig er således en væsentlig årsag til ikke at anvende atomvåben. (Halperin CMS pp. 92 og 96). Men selv om der ikke skete nogen eskalation, ville de politiske følger af at anvende atomvåben givetvis også være så uoverskuelige, at dette i sig selv har fået stormagterne til at afholde sig fra brugen af atomvåben.
 
En anden væsentlig begrænsning, man kan iagttage med hensyn til anvendte våben, er parternes modvilje mod at anvende biologiske eller kemiske kampstoffer mod fjendtligt personel. Det voldsomme røre, der blev skabt omkring anklagen mod USA for at have anvendt biologiske kampstoffer i Koreakrigen, kan også her tolkes som et forsøg på fra USA’s side at bevise, at restriktionen på våbnene er blevet overholdt. Formålet skulle være at få modstanderne til at afholde sig fra at bruge tilsvarende våben. Man så dog, at USA i Vietnam anvendte plantedræbende stoffer, men med undtagelse af USA’s anvendelse af napalm, så har kemiske kampstoffer ikke været anvendt mod personel.
 
I forbindelse med begrænsninger i anvendte midler må også nævnes, at der ikke har fundet nogen direkte konfrontation sted mellem stormagternes væbnede styrker. I Korea kæmpede amerikanerne i rollen som FN- styrker og kineserne som frivillige. I Vietnam var det først på et sent tidspunkt, at amerikanske tropper optrådte som regulære kampenheder og da formelt som støtte for Sydvietnam. (Halperin CMS p. 21).
 
Konflikternes geografiske placering har en afgørende betydning for stormagternes engagement. Nogle områder er af større vigtighed for den ene stormagt end for den anden. USA anerkender således, at Sovjetunionen har større interesse i Ungam og kineserne større interesse i Tibet, ligesom Sovjet tilsyneladende har anerkendt, at Cuba er USA’s interesseområde. Hvorvidt Sovjet anerkender Vietnam som en del af den amerikanske interessefæ re er vanskeligt at sige - ikke mindst fordi Vietnam kan betragtes som et »skæringspunkt« for ikke to men tre stormagters interessesfærer.
 
KONKLUSION
Opgaven har fulgt to linier. Den ene er udviklingen af den ultimative våbenkombination - kernevåben og missiler. Denne frembringelse har givet flere større stater i det internationale system et magtmiddel i hænde, hvis faktiske anvendelse vil føre til det sande Armageddon. De ultimative våben har primært til opgave at afskrække modstanderen fra at anvende tilsvarende våben. Afskrækkelsen kan kun være effektiv, hvis de grundlæggende præmisser i afskrækkelsessystemet er opfyldt.
 
Den anden linie, opgaven har fulgt, er anvendelsen af væbnede magtmidler som politisk instrument i skyggen af kernevåbnene. Anvendelsen af væbnede magtmidler kan i princippet siges at have haft to forskellige former og tre forskellige formål:
- I konflikter mellem stater i form af regulære væbnede styrker med det formål at påvirke andre staters adfærd.
- I interne- og uafhængighedskonflikter i form af guerilla- eller halvmilitære styrker med det formål at fremkalde statsmagtens totale sammenbrud.
- I interne- og uafhængighedskonflikter i form af regulære væbnede styrker med det formål at bekæmpe guerillabevægelser.
 
De to former har det til fælles, at de begge er et politisk instrument, men de adskiller sig fundamentalt fra hinanden ved, at den første er et instrument for staten - enheden i det internationale system - og den anden et instrument for en magtgruppe inden for staten. Anvendelsen af regulære væbnede styrker støtter sig til teknologisk bestemte ressourcer, medens anvendelsen af guerillastyrker støtter sig til menneskelige ressourcer. Denne forskel gør, at de to former ikke kan sammenlignes.
 
Udviklingen af kernevåben har gjort det stadig mere nødvendigt at skabe kontrol med og begrænsning af de væbnede magtmidlers anvendelse. Udviklingen har vist, at bestræbelserne herpå har ført til en begrænsning af magtanvendelse mellem stater. Den har imidlertid også vist, at bestræbelserne er kommet til kort over for magtanvendelse mellem en stat og en magtgruppe inden for staten; ikke mindst fordi målet her har været totalt og ikke har levnet plads til kompromis. Samtidig er der blevet udvist en vilje til at anvende et hvilket som helst middel for at opnå målet. Dette, sammen med kernevåbnenes snævre anvendelsesmuligheder og stormagternes indblanding i de interne konflikter, har skabt og skaber fortsat de største problemer for bestræbelserne på at begrænse og kontrollere væbnet magtanvendelse.
 
 
Litteratur:
Halperin, Morton H.: Contemporary Military Strategy, Faber & Faber, London 1968. (Halperin CMS) Bogen er anvendt som hovedkilde. Den redegør på en overskuelig måde for den strategiske udvikling og behandler strategiske problemer.
 
Holsti, K. ],: Interational Politics, A Framework for Analysis, 1. udgave, Prentice Hall, Inc. New Jersey 1967. (Holsti IP), En fremstilling af politisk teori med vægten på de realpolitiske forhold frem for de ideologiske. Bogen er anvendt som hovedkilde i forbindelse med politiske forhold.
 
Osgood, R. E,: Limited War, The Challenge to American Strategy, The University of Chicago Press, Chicago 1957. (Osgood LW).
Forfatteren er professor i amerikansk udenrigspolitik. Han var blandt de første, der påpegede behovet for amerikansk kapacitet til at udkæmpe begrænsede krige. Lincoln P. Bloomfield &
Amelia C. Leiss: Controlling Small Wars, A Strategy for the 1970*s .
 
Allen Lane The Penguin Press, London 1970. (Blomfield CSW). Bogen omhandler 14 væbnede konflikter. Den beskæftiger sig specielt med problemerne omkring konfliktforskning.
 
Studies in International Security: 14.: Problems of Modern Strategy. Chatto and Windus Ltd., London 1970. Bogen indeholder 9 artikler omhandlende strategiske og militærpolitiske emner. Følgende artikler er anvendt: Crozier, B.: The Strategic Uses of Revolutionary War. (Crozier POMS). Artiklen analyserer de revolutionære krige og guerilla organisationer verden over. Howard, M.: The Classical Strategists. (Howard POMS). Artiklen beskriver efterkrigsårenes strategiske forskere og deres tanker. Osgood, R. E.: The Reappraisal of Limited War. (Osgood POMS). Artiklen beskæftiger sig med den begrænsede krig og teorierne herom, på grundlag af udviklingen i 1960erne.
 
Clausewitz, Karl von: Om krigen. Oversættelse, Steinar Mathi sen. Redaktion, Jens A. Christophersen. Gyldendal Norsk Forlag, Oslo 1972. (Clausewitz OK). I oversættelsesudgaven af Vom Kriege er der skåret ned på de militærtekniske afsnit. Bogen koncentrerer sig om Clausewitz’ teoretiske hovedtanker.
 
Nielsen, Johs.: Demokratiet og Krigen. Wøldike, København 1971. (Johs. Nielsen DOK). Bogen analyserer samspillet mellem demokrati, nationalisme og krigsførelse. Bogen er anvendt i forbindelse med udredningen af den begrænsede krigs aspekter.
 
Brodie, B.: Strategy in the Missile Age. Princeton University Press, Princeton, New Jersey 1959. (Brodie SMA). I kapitlet »Limited War« påpeger forfatteren, at den afgørende begrænsning i den begrænsede krig er begrænsninger i midlerne og ikke målet.
 
Miller, J. D. B.: The Politics of the Third World. Chatham House Essays: 15. Oxford University Press, London 1966. (Miller PTW). En let læst fremstilling af de politiske forhold i de nye stater.
 
Preston, Wise, Werner: Men in Arms, A History of Warfare. Praeger i New York og Washington 1964. (2. udg.) (MIA). Bogens sidste kapitel beskriver den strategiske udvikling siden 1945.
 
Knapp, W.: A History of War and Peace, 1939-1965. Oxford University Press, 1967. (Knapp HWP). Bogen har dannet grundlag for tilvejebringelse af oplysninger om konflikter.
 
Department of the Army Field Manual: FM 100-5. Operations of Army Forces in the Field.
Headquarters, Department of the Army, Washington D. C., SEP 1968. (FM 100-5). Den tidligere udgave er fra FEB 1962 med rettelser fra 1964. Nærværende reglement er en ny udgave fra 1968.

Galula, David: Counter-Insurgency Warfare, Therory and Practice. Pall Mall Press Ltd., London W. 1964. (Galula CIW).

Donovan, Robert J.: Seks dage i juni. Krigen i Mellemøsten. Oversat efter originaludgaven »Six Days in June, Israel’s Fight for Survival« af B. Lyngbæk. Branner og Korch i samarbejde med Winthers Forlag. 1967. (Donovan SDJ).

Deitchman, Seymour J.: Limited War. Military Review, JUL 1971 no. 7. Professional Journal of the US Army. (Deitchman MR JUL 71).

Wood, David: Conflict in the Twentieth Century. Adelphi Papers, No 48, June 1968. The Institute for Strategic Studies, London. (Adelphi Papers nr. 48). Kronologisk oversigt over de væbnede konflikter siden 1898.

Grenzien, B. J.: Guerilla-Revolutionær krig-National befrielseskrig. Militært tidsskrift, 98. årgang, april 1969. (Militært tidsskrift APR 69).

Bassing, E.: Noter om den israelske hær og Sinai-felttoget. Militært tidsskrift. 100. årgang, maj 1971. (Militært tidsskrift MAJ 71).

Nielsen, K. V.: En moderne landdoktrin. En sammenlignende analyse af de amerikanske topreglementer. Hærens Officersskole. Anvendt i tilknytning til FM 100-5.

Nielsen, K. V.: Den klassiske krigsteori. Hærens Officersskole. Anvendt i forbindelse med v. Clausewitz: »Om krigen«.

Nielsen, K. V.: Magtbalancen mellem Øst og Vest. Hærens Officersskole NOV 1971. Anvendt i forbindelse med (Holsti IP) og (Howard POMS).

Nielsen, K. V.: Strategi i atomalderen. Generalstabskursus 1968/70. Strategi. Anvendt i tilknytning til (Halperin CMS). Nielsen, K. V.: Krigen og samfundet. Hærens Officersskole NOV 1972.

Nielsen, K. V.: Den marxistiskdeninistiske krigsteori. Hærens Officersskole.

 

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra:
PDF iconmilitaert_tidskrift_102_aargang_jun.pdf

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.