Atlantiske forsvarsproblemer

Med udgangspunkt i en sammenfattende omtale af Nixon-doktrinen redegør kaptajn S. S. Jensen, Forsvarsministeriet, for reaktionerne på Nixons »budskab om verdens tilstand«.

I am reminded of a British soldier who fell in love with a girl in Singapore. His sweetheart in England wrote to him, asking “What has she got I haven't got”. “Nothing”, he replied, “but she's got it here”,

Forsvarsminister Denis Healey til NATO-parlamentarikerne 16. okt. 1969 i Bruxelles.

 

Da det engelske underhus i slutningen af januar havde lejlighed til at stille spørgsmål til premierminister Wilson om besøget hos præsident Nixon tidligere på måneden, var det først og fremmest spørgsmålene om 1) hvilken virkning mente premierministeren, det ville få på den engelske betalingsbalance, såfremt der indtrådte et tilbageslag i de amerikanske konjunkturer og 2) hvordan så premierministeren på udsigterne til en indskrænkning af de amerikanske styrker i Europa?
På det første spørgsmål gav Wilson på de amerikanske konjunkturers vegne udtryk for optimisme. På det andet udtrykte han sig endnu mere vagt ved at holde sig til USA’s officielle forsikringer om at ville opretholde sine nuværende styrker i Europa indtil midten af 1971.

Disse forsikringer er, hvad man må forvente enhver europæisk regering ønsker at holde sig til, vel simpelthen ud fra den betragtning, at man derved kommer uden om de mange spørgsmål, der ellers vil rejse sig.

I det følgende skal med det af præsident Nixon den 18. februar udsendte »budskab om verdens tilstand« som udgangspunkt gives en kort redegørelse af reaktionerne på dette budskab for så vidt angår afsnittet om relationerne til Europa, den nationale amerikanske meningsudveksling vedrørende amerikanske styrkers tilstedeværelse i Europa samt problemstillingen set fra europæisk side og i den forbindelse Europas (NATO’s) muligheder.

Nixon doktrinen

Det er blevet sagt, at det er Nixon administrationens håb i 1970’eme at søge gennemført, hvad ingen præsident siden 2. verdenskrig har formået, nemlig at vække amerikanerne fra drømmen om at kunne optræde som verdens beskytter samt at gennemføre en mere virkelighedstro politik, der bygger på, hvad den amerikanske befolkning, det amerikanske forsvar og den amerikanske dollar formår og tillader.
I en tale til NATO’s permanente repræsentanter i februar 1969 kom Nixon for første gang efter at være blevet præsident ind på problemstillingen, idet han bl.a. sagde, at en periode med konfrontation er slut - en periode med forhandling vil begynde. Han fastslog, at »vi ikke kan hvile på laurbærrene«. Der er ingen reel sikkerhed i stagnation, og den heldige strategi, der er blevet fulgt gennem de sidste 20 år, kan ikke fortsætte i de næste 10 år. Han sluttede: »In that more constructive spirit, let us look at new situations with new eyes, and in so doing, set an example for the world«. (1)

Under Nixons asienrejse i sommeren 1969 fastslog han i en tale på øen Guam, at USA vil deltage i forsvaret af dets allierede, men USA vil ikke fortsat påtage sig hovedbyrden. Enhver må yde sin del til fredens opretholdelse.
Fra udtalelserne i Bruxelles og på Guam er der en lige linie til Nixons 160 sider store rapport om »United States Foreign Policy for the 1970’« (2).
Nixons budskab, der bærer undertitlen »A new Strategy for Peace« er en interessant nyskabelse i amerikansk politisk liv, idet det er første gang en amerikansk præsident udsender et »budskab om verdens tilstand«.
Reaktionerne har været yderst forskellige, og man bør bemærke sig, at rapporten ikke er blevet alt for positivt modtaget i USA. Den ansete amerikanske journalist James Reston skrev således: »Præsident Nixons maxibudskab om amerikansk udenrigspolitik kan sammenlignes med de strålende maxi-frakker, man i disse dage kan se unge piger svinge rundt med: de er lange, de dækker et stort område, og de skjuler det mest interessante«.

I fortsættelse af Guam-udtalelsen siger Nixon i rapporten:

The central thesis is that the United States will participate in the defence and development of allies and friends, but American cannot - and will not - conceive all plans, design all the program, execute all the decisions and undertake all the defence of the free nations of the world. We will help where it makes a real difference and is considered in our interest.

Man kan næppe forestille sig, at Nixon for denne opfattelse kommer i modvind hos demokraterne, for mon nogen amerikansk præsident på noget tidspunkt har interveneret i en udenrigspolitisk situation, uden at det har været i amerikanernes egen interesse, samt uden at man har forventet, at den amerikanske indgriben vil blive udslagsgivende?

Fællesskab og konsultation

Af særlig interesse er rapportens afsnit »Fællesskab og Nixon-doktrinen«, der bl.a. giver vurderingen af den amerikanske holdning til Europa. Fred i Europa er af afgørende betydning for verdensfreden. Dette er en erfaring, som har kostet frygtelige ofre at få lært, og den vil være et centralt princip i USA’s udenrigspolitik, hedder det indledningsvis. Som i sin tale til NATO-rådet i februar 1969 kommer Nixon også her ind på det atlantiske fællesskab, der knytter Europa og Nordamerika sammen. Målet er fortsat, siger Nixon, forsvaret af Vesteuropa mod fælles trusler og skabelse af en levedygtig og sikker orden i Europa. Imidlertid kan den form, hvorunder fællesskabet i slutningen af 40’erne blev indledt, ikke fortsætte i 70’erne. Efter Nixons opfattelse har USA for længe talt til sine allierede, og nu hvor de vesteuropæiske lande har genvundet deres styrke, må dette ændres. Et mere balanceret fællesskab, hvor man inden for alliancen optræder som virkelige partnere, er også i USA’s interesse.
Nixons opfattelse er en fortsættelse af den tankevækkende udredning af konsultationsproceduren mellem USA og Vesteuropa, som Nixons udenrigspolitiske rådgiver professor Henry Kissinger har givet i et kapitel i bogen »Agenda for the Nation« (3). Kissinger skriver, at sålænge Europa havde brug for en supermagts beskyttelse, var amerikansk dominans uundgåelig. Over for USA optrådte europæiske statsmænd snarere som interesserepræsentanter end som diplomater. Deres indflydelse beroede mindre på deres lands beskyttelse end på deres egen personligheds gennemslagskraft. Der udviklede sig en form for konsultation, hvorunder europæerne søgte at øve indflydelse på amerikanske handlinger ved at give amerikanerne et ry, som de måtte leve op til - eller for at udtrykke det mere brutalt - ved at svinge mellem smiger og nærmest bønfaldende appellere om hjælp. Sikker på sin dominerende stilling koncentrerede USA sig på sin side om lejlighedsvis at dæmpe europæiske nervøsitetsudbrud snarere end om at analysere disses årsager.

I præsident Nixons budskab understreges, at bevægelsen væk fra amerikansk dominans mod et virkeligt fællesskab ikke må betragtes som et skridt mod disengagement - USA kan lige så lidt disengagere sig i Europa, som det kan i Alaska.
For så vidt angår forsvaret af Europa, hedder det i rapporten, at USA fortsat støtter den fleksible gengældelsesstrategi, og at USA vil opretholde sine nuværende styrker i Europa i hvert fald til midten af 1971. Tiden indtil da, må imidlertid bruges til et grundigt strategisk studium.
Rapporten opregner et antal problemer, som Nixon mener, USA må konsultere sine allierede med. Han understreger, at dette ikke vil ske på en »take it or leave it«-basis, men som konsultationer, hvor USA virkelig søger råd til løsning af problemerne. Nixon fremhæver i den forbindelse det samarbejde, der allerede har fundet sted i NATO’s »Nuclear Planning Group«, og han er af den opfattelse, at fuldførelse af disse forhandlinger vil være et afgørende bidrag til troværdigheden af Europas forsvar.

Britisk reaktion

Dagen efter at Nixon havde afleveret sin rapport til Kongressen, blev den britiske hvidbog for 1970 offentliggjort (4). Denne offentliggørelse gav anledning til fremsættelse af britiske kommentarer til Nixons rapport. Forsvarsminister Denis Healey var af den opfattelse, at alle europæere måtte være beroligede ved tonen og indholdet i præsidentens budskab, og han understregede Nixons erklæring om, at USA ligeså lidt kunne disengagere sig i Alaska som i Europa. Spørgsmålet for alle europæere er imidlertid, sagde Healey, hvad NATO skal gøre for at opretholde sit styrkeniveau, såfremt amerikanerne trækker nogle af deres styrker tilbage fra Europa, Et britisk svar på dette er for så vidt givet i den britiske hvidbog, idet det anføres (side 8):

Der er kun en måde, på hvilken de europæiske medlemslande kan bære en rimelig andel uden at forøge deres forsvarsudgifter i en udstrækning, som ingen af dem vil anse for politisk realistisk under de nuværende omstændigheder, nemlig ved et nærmere samarbejde. Koncentrationen af de britiske forsvarsbestræbelser i Europa og på havene omkring Europa giver Storbritannien nye muligheder for at føre an i dette samarbejde.

Der kan næppe være nogen tvivl om - hvor paradoksalt det end kan lyde - at Nixons udtalelser om, at europæerne selv må bære en større del af udgifterne til forsvaret af Europa, har været en personlig tilfredsstillelse for forsvarsminister Healey, der gennem de seneste år har slået til lyd for, at de europæiske NATO-lande skulle have deres egen »identitet« inden for det atlantiske samarbejde.
Det må i øvrigt bemærkes, at Healey udtrykte ønsket om, at troppereduktioner i Europa blev gennemført som gensidige og balancerede Øst/ Vest reduktioner. Uheldigvis, sagde Healey, er der i øjeblikket ikke noget tegn på, at Sovjetunionen er interesseret i en sådan gensidig reduktion, men, et realistisk og omhyggeligt udarbejdet forslag fremlagt af NATO vil gøre Sovjet interesseret. Healey udtrykte håb om, at et sådant forslag vil kunne fremsættes i løbet af i år.
Uden at problematikken omkring NATO’s udarbejdelse af forslag til gensidige og balancerede styrkereduktioner her skal gøres til genstand for nærmere omtale, skal det i forbindelse med Healey’s udtalelse understreges, at det må være af ganske afgørende betydning, at de europæiske NATO-lande finder deres »identitet«, og at de gør deres stilling klar over for USA, så de ikke kommer i den situation, at amerikanerne trækker sig tilbage, uden at der foreligger nogen egentlig aftale med de europæiske lande, og uden at der er fremkommet noget egentligt forslag til balancerede styrkereduktioner.

Vesttysk reaktion

Under en debat i Forbundsdagen i slutningen af februar forsikrede Willy Brandt Forbundsdagen, at den vesttyske regering vil gøre alt, hvad der står i dens magt for at sikre den fortsatte eksistens af de amerikanske styrker i Europa. Brandt var dog af den opfattelse, at det af Nixons budskab klart fremgik, at USA fortsat var interesseret i at opretholde styrker i Europa.

Under forbundskanslerens besøg i London i februar var et af hovedpunkterne i samtalerne mellem Brandt og den britiske regering det atlantiske samarbejde og herunder specielt Europas og NATO’s stilling til en eventuel amerikansk reduktion af styrkerne i Europa. Brandt udtalte under besøget bl.a., at Vesteuropa var af vital betydning for USA og ikke kunne afskrives, hvorfor spørgsmålet om de amerikanske troppers fortsatte forbliven i Europa ikke udelukkende var et europæisk, endsige et tysk problem, men i lige så høj grad et amerikansk problem.
 

Fransk reaktion

Frankrigs holdning til eventuelle troppereduktioner i Europa må tillægges nogen interesse, da Frankrig fortsat opretholder styrker i Vesttyskland, omend de ikke er under NATO-kommando. Da de amerikanske styrkers placering i Vesttyskland ydermere må anses for et første bolværk mod selve Frankrig, må tilstedeværelsen af amerikanske styrker være af umiddelbar interesse for Frankrig.

Officielle franske kommentarer til Nixons budskab er imidlertid sparsomme, omend præsident Pompidou i forbindelse med sin rejse til Washington i marts udtrykkeligt fastslog, at Frankrig er positivt interesseret i, at de stationerede amerikanske styrker i Vestyskland foreløbig forbliver der, selv om de må være en fransk opfattelse, tilføjede Pompidou, at det var ønskeligt, at en sådan tilstedeværelse ikke var nødvendig.
 

Dansk reaktion

I den udenrigspolitiske debat den 19. februar 1970 - dagen efter Nixon- rapportens offentliggørelse - udtalte udenrigsminister Hartling bl.a. (5): »Jeg vil gøre opmærksom på, at USA ved flere lejligheder har sagt, at man ikke agter at gennemføre en reduktion af sit militære engagement i Europa. Det er udtrykkeligt sagt, at man ikke vil reducere styrkerne på denne side af midten af 1971, og vi tillægger disse udtalelser stor betydning. USA har et væsentligt ansvar for Europas sikkerhed. Der er ingen tvivl om, at USA erkender dette ansvar og nærer en oprigtig interesse i, at freden bevares på dette kontinent«.

Amerikanske styrkereduktioner i Europa

Til trods for at senator Mansfields forslag til en senatsudtalelse om omfattende nedskæringer af USA’s troppestyrker i Vesteuropa daterer sig til tiden før den sovjetiske invasion i Tjekkoslovakiet, har dette forslag efter Nixon-doktrinens fremsættelse fået fornyet aktualitet. Der skal i den forbindelse specielt henvises til tidligere citerede centrale tese om USA’s forhold til dets allierede. Selv om der ved eventuelle nedskæringer ikke vil blive tale om nogen egentlig afskrivning af USA’s engagement i Europa alene af den grund, at engagementet fortsat må betragtes som en amerikansk livsinteresse, kan Mansfield-resolutionen ligne en omvendt parellel til den Vandenberg-resolution, der for mere end tyve år siden blev starten til det atlantiske samarbejde.

Senator Mansfield insisterer ikke på en fuldstændig reduktion af det amerikanske bidrag i Europa. Han understreger, at en tilbagetrækning af styrker til USA »can be made without adversely effecting either our resolve or our ability to meet our commitment«. Han fastslår, at styrkerne altid meget hurtigt vil kunne flytransporteres tilbage til Europa. Den amerikanske viceudenrigsminister Elliot Richardson (blev 6. juni udnævnt til minister for sundhed, uddannelse og velfærd) har i den forbindelse udtalt, at styrker i større antal, der først skal fly transporter es, »ikke vil kunne udføre deres opgave som styrker, der befinder sig på stedet«.

I en artikel i »Foreign Affairs« i oktober 1969 kommer to tidligere rådgivere for Johnson-administrationen i artiklen »What forces for NATO« ind på de økonomiske problemer omkring tilstedeværelsen af amerikanske styrker i Europa (6). De mener, at tiden nu må være moden til at foretage en gennemgribende undersøgelse af USA’s NATO-politik, og de er af den opfattelse, at en af de vigtigste årsager til USA’s underskud på betalingsbalancen er tilstedeværelsen af 300.000 mand i Europa. Der er to fundamentale hensyn, som vil medvirke til, at dette betalingsproblem bliver værre - i hvert fald ikke bedre. Det ene, skriver de, er den normale stigning i personelorienterede udgifter. Hvis de seneste års lønstigning fortsætter, og hvis USA fortsat opretholder de i øjeblikket værende styrker i Europa, vil de samlede amerikanske militærudgifter i løbet af de kommende 10 år stige med 50 %. Det andet hensyn, anfører de to forfattere, er - bl.a. grundet vesttysk afslutning på første- gangsanskaffelser - en forventet mindskelse af de europæiske landes køb af amerikansk militærudstyr, hvilket hidtil har været den måde, hvorpå udgifterne til opretholdelse af styrkerne i Europa er blevet udlignet.
Senator Mansfields resolution blev genfremsat den 1. december 1969 (7). Den første egentlige officielle reaktion fra Nixon-administrationen kom i slutningen af januar. Udenrigsminister Rogers og forsvarsminister Laird havde dog ganske kort over for pressen ved deres ankomst til NATO- ministermøderne i Bruxelles i begyndelsen af december sidste år udtalt, at der ikke ville ske nogen reduktion af de amerikanske styrker i Europa før midten af 1971.
Det blev viceudenrigsminister Elliot Richardson, der blev administrationens talerør (det er blevet hævdet, at Richardson talte på præsidentens vegne). Richardson sagde den 20. januar bl.a., at Nixon-administrationen er mod enhver tilbagetrækning fra Europa, med mindre en sådan gennemføres efter aftale med den kommunistiske verden gennem gensidige Øst/Vest reduktioner. Enhver pludselig eller større reduktion vil have en alvorlig destabiliserende indflydelse på den europæiske scene, og han fortsatte:

Den fleksible strategi betyder, at de vestlige allierede må holde tilstrækkelige konventionelle styrker i Europa, således at man ikke umiddelbart må gribe til anvendelse af nucleare våben.

Det er Richardsons (Nixons) opfattelse, at en reduktion af de amerikanske styrker i Europa på to måder vil øve en uheldig indflydelse. For det første vil NATO’s konventionelle forsvar blive væsentligt forringet, og i tilfælde af et angreb vil man blive nødsaget til at anvende nucleare våben. For det andet bygger alliancen på en tiltro til, at amerikanerne vil opretholde det nuværende styrkeniveau. Hvis denne tiltro undergraves, vil det medføre en hurtig nedbrydning af det bestående samarbejde.
De forenede Stater er indforstået med at opretholde sit nuværende styrkeniveau indtil midten af 1971, men det betyder ikke, at det vil blive opretholdt »forever and ever«. Viceudenrigsministeren understregede, at NATO i øjeblikket søger at opstille forslag til forhandling med østlandene om gensidige og balancerede styrkereduktioner.
Tre dage senere svarede senator Mansfield i senatet på Richardsons udtalelser. Han sagde bl.a., at USA uforholdsmæssigt havde bidraget til opretholdelsen af NATO, og at de øvrige 14 medlemslande nu var kommet i en situation, hvor de kunne gøre mere og måtte gøre det.
I slutningen af januar forhandlede i Bonn amerikanske og vesttyske politikere og diplomater om betalingsproblemerne ved tilstedeværelsen af amerikanske styrker i Vesttyskland. En af de amerikanske forhandlere, senator Charles Percy, udtalte under forhandlingerne, at Nixon administrationen havde givet sin støtte til en plan, hvorved de europæiske lande skulle bidrage med tilskud til opretholdelse af de amerikanske styrker i Europa. Percy tilføjede, at en sådan plan antagelig ville møde alvorlig modstand i Europa, men han mente dog, at Vesttyskland kunne se en fordel ved at acceptere den, idet en sådan plan for den vesttyske regering vil betyde muligheden for at opretholde NATO’s nuværende styrkeniveau, hvilket vil være en gunstig baggrund i den øjeblikkelige forhandlingsfase med de østeuropæiske lande. En ensidig amerikansk tilbagetrækning vil på den anden side måske betyde et større vesttysk bidrag til NATO, hvilket i forhandlingerne med østlandene vil stille Vesttyskland i en ufordelagtig forhandlingssituation.

Efter afslutningen af forhandlingerne var der tydeligvis stærk divergens mellem de amerikanske forhandlere om den fortsatte tilstedeværelse af amerikanske styrker i Europa. Man var dog enige om, at den eneste mulighed for en fortsat tilstedeværelse var et øget bidrag fra de europæiske lande. Divergenserne skal ses i lyset af, at præsident Nixon to dage forinden havde tilstillet sit årlige budskab til det amerikanske samfund. Nixon havde i budskabet bl.a. givet udtryk for, at USA fortsat må være »faithful to our treaty commitments, but we shall reduce our involvements, and our presence in other nations affairs«. Det var imidlertid i Bonn umiddelbart efter forhandlingernes afslutning en almindelig opfattelse, at »a good marriage does not break up over household matters«.

Ved enhver given lejlighed har senator Mansfield i Senatet fremført sit forslag om tilbagetrækningerne. Han har bl.a. udtalt, at en regimentskamp- gruppe i Berlin ville være tilstrækkelig, ligesom han har givet udtryk for, at kun to NATO-lande havde opfyldt forpligtelserne i NATO - USA og Canada - og at »Canada is showing some common sense« ved at nedskære sine styrker med 60 %. Senator Percy har fremsat forslag til en reduktion af de amerikanske NATO-orienterede udgifter på 2 milliarder dollars af indeværende års 14 milliarder. En yderligere nedskæring på 2 milliarder dollars må følge så snart som muligt.

Den amerikanske udenrigsminister Rogers har i et fjernsynsinter view den 17. marts sagt om det amerikanske bidrag til NATO, at USA bærer mere end sin part af byrden, og at USA i midten af det kommende år alvorligt vil overveje en reduktion.
På NATO-ministermøderne i Rom i slutningen af maj og i Bruxelles den 11. juni fremkom ingen officielle amerikanske udtalelser, der ændrer noget ved denne opfattelse.

Europas muligheder

Meget betegnende er det primært fra britisk og vesttysk side der fremsættes politiske udtalelser om den aktuelle situation og om de fremtidige muligheder for NATO.
Under statsminister Baunsgaards besøg i USA i midten af april har statsministeren på en pressekonference dog forklaret de danske synspunkter vedrørende Europa-politikken. Statsministeren kunne støtte en vesttysk afvisning af en europæisk sikkerhedskonference i øjeblikket og anbefale en opretholdelse af de amerikanske troppestationeringer i Vesteuropa.

På et spørgsmål om der var dansk vilje til at påtage sig større byrder ved eventuelle troppereduktioner, sagde statsministeren, at NATO-med- lemmerne altid bør være rede til at forhandle, men statsministeren fandt, at dette spørgsmål væsenligt angik USA og Vesttyskland. Baunsgaard sagde, at han ikke direkte havde diskuteret problemet med præsident Nixon, men han var dog af den opfattelse, at begge parter accepterer, at dette problem vil udgøre en del af et problemkompleks, om hvilket der måtte forhandles.

Storbritanniens opfattelse har været, at jo mere enigt Europa kan stå over for USA, desto mere vil amerikanerne lytte til de europæiske forslag og problemer. I den britiske hvidbog siges det bl.a., at en fastere europæisk forsvarsidentitet inden for NATO, som også blev hilst velkommen af præsident Nixon på NATO’s ministermøde i Washington i april sidste år, i høj grad vil styrke Europas militære sikkerhed og sætte Europa i stand til at udtale sig mere effektivt i dialogen mellem Øst og Vest. Den vil sætte fart i udviklingen mod politisk enhed i Vesteuropa, og den vil bidrage til at opretholde og øge Europas muligheder inden for den avancerede teknologi.
Forsvarsminister Denis Healey har i en tale på NATO-parlamentariker- konferencen i oktober 1969 været inde på problemet. Healey slår bl.a. fast, at NATO for øjeblikket har tilstrækkelige styrker til at gennemføre det fremskudte forsvar i Centraleuropa. Såfremt der derimod gennemføres en almindelig reduktion af styrkerne, vil NATO være nødsaget til at anvende nucleare våben på et tidligere tidspunkt.

Healey gør nogle bemærkninger om de problemer, han mener NATO vil stå over for i det næste ti-år. Intet europæisk NATO-land kan afslå at bidrage med yderligere midler til at forhindre krig, siger han — på den anden side anser han det for politisk urealistisk. Hvis, siger Healey, Europa alligevel skal yde sin del til NATO’s forsvar, må en øget indsats søges ad andre veje. Efter hans opfattelse kan det kun ske gennem et snævrere forsvarssamarbejde for derved at få mere ud af de midler, der afsættes til forsvaret. Healey nævner i den forbindelse de muligheder for en udvidelse af de bilaterale forbindelser, der er etableret mellem Storbritannien og andre europæiske lande på våbenproduktionsområdet, og han påpeger, at gennem et teknologisk samarbejde og ved udformning af fælles operative doktriner vil et væsentligt skridt være taget.

Flexible response - en illusion?

Offentliggørelsen af den britiske hvidbog giver hvert år anledning til en offentlig britisk debat om NATO’s atomstrategi. Denne debat har i skyggen af de øjeblikkelige diskussioner om eventuelle amerikanske troppereduktioner i Europa fået et videre sigte.

I lighed med sidste år fremkom Lord Wigg, der i nogle år var medlem af den nuværende Labour-regering, med nogle kritiske bemærkninger. I debatten deltog også den tidligere chef for den britiske forsvarsstab, Lord Mountbatten of Burma. Begge gik mod den vedtagne NATO-strategi om »flexible response«, idet de begge er af den opfattelse, at en anvendelse af taktiske nucleare våben kun vil ende med en eskalering til global atomødelæggelse. Lord Wigg mener, at NATO ikke har konventionel styrke til at give tid for selv et 24-timers »hotline diplomacy«, og at muligheden for en fleksibel reaktion derfor fuldstændig er undermineret. Dette betyder, siger Lord Wigg, at NATO kun som eneste tænkelige strategiske holdning har den massive gengældelse tilbage. Han sætter spørgsmålstegn ved, om USA’s præsident, der har fingeren på atomaftrækkeren, vil være rede til at udsætte Chicago for nogen risiko, medmindre der står en del mere på spil end nogle få kvadratkilometer af den westfalske slette. De planlæggere, der efter Lord Wigg’s opfattelse baserer Europas forsvar på en tidlig anvendelse af taktiske kernevåben, lever i en drømmeverden, hvis de samtidig tror, de nogensinde vil få politisk godkendelse for, at disse våben vil blive affyret.

Lord Wigg og Lord Mountbatten er enige om, at hvis ikke NATO’s konventionelle forsvar øges mærkbart, vil man uanset strategi befinde sig på 1950’ernes »trip-wire strategi«-niveau.
Meget kan indvendes mod de to lord’s bemærkninger, selv om de de facto giver udtryk for en vel nok almindelig vestlig opfattelse, at NATO’s konventionelle styrkeniveau er Warszawapagtens underlegen, og at NATO’s styrker derfor bør forbedres om ikke kvantitativt så i hvert fald kvalitativt. NATO’s afhængighed af den amerikanske præsidents »villighed« til at give anvendelsen af nucleare våben fri er af ganske afgørende betydning, og ved evt. fremtidige overvejelser af NATO’s sikkerhedspolitik og strategi - og her specielt for den europæiske del af alliancen - bør man tage mere hensyn til denne afhængighed.

I dag, hvor begge supermagter har lagre til at ødelægge hinanden flere gange, skal anvendelsen af nucleare våben opfattes som en trussel og afskrækkelse, men uden at indgå i den taktiske eller strategiske krigsførelse. Afskrækkelsen bygger i dag på antallet af raketter med tilhørende atomladninger. Magtbalance og afskrækkelse er af psykologisk karakter.
Hvorfor skulle i øvrigt en krig i Europa udvikle sig anderledes end de mange gange siden 2. verdenskrig Øst og Vest har kæmpet mod hinanden?

Ingen skal betvivle den fleksible strategis fortræffeligheder, men er en strategi noget værd, når rammerne ikke kan udfyldes? De magiske ord er i dag »anvendelse af taktiske nucleare våben« - men taktisk eller ikke- taktisk, så er det spørgsmålet om beslutningen for anvendelsen. Sandsynligheden må anses for at være yderst ringe. Spørgsmålet er imidlertid, om det vil erkendes af politikerne, idet det vil kræve løsrivelse fra en »drømmetilstand« til en måske ubehagelig erkendelse af nødvendige kvalitative/ kvantitative forbedringer af de konventionelle styrker. Gennemføres en ensidig amerikansk reduktion af styrkerne i Europa, bliver problemet akut - hvilke konsekvenser vil det ikke få i de europæiske lande?

Det europæiske dilemma

Det hævdes, at problemet for europæerne er dobbelt. En europæisk vægring mod at foretage nogen forbedring, vil i USA udlægges som manglende interesse i at forsvare sig selv. Et europæisk udspil til løsning af spørgsmålet gennem en forbedring af de europæiske styrker vil give amerikanske modstandere af amerikansk tilstedeværelse i Europa det argument, at europæerne selv kan. Argumentationen må betegnes som »billig«, men kan ikke desto mindre forventes anvendt. De europæiske lande må derfor gå andre veje - måske mere utraditionelle veje - men det haster, hvis ikke amerikanerne »skal tage Europa på sengen«.
NATO’s kortsigtede politik må være, at formå amerikanerne til længst muligt at opretholde sine nuværende styrker i Europa, d.v.s. også efter midten af 1971. Under alle omstændigheder må en amerikansk tilbagetrækning søges hindret, så længe der forhandles om et NATO-forslag om balancerede styrkereduktioner i Europa - Sovjetunionen vil ikke i længden kunne undslå at gå ind i en forhandling om dette spørgsmål. De europæiske lande må evt. indstille sig på det af senator Percy stillede forslag om en eller anden form for bidrag til opretholdelse af det nuværende amerikanske styrkeniveau. Mon ikke der i lighed med aftaler om køb af forsvarsmateriel vil kunne aftales en eller anden form for kompensationsordning med amerikanerne?

Den tyske forsvarsminister Helmut Schmidt skulle under de europæiske NATO-forsvarsministres drøftelser i den såkaldte europæiske gruppe (8) den 10. juni have udtrykt sig positiv interesseret for en ordning, hvorefter de europæiske NATO-lande skulle betle en del af de amerikanske udgifter ved en fortsat opretholdelse af det nuværende styrkeniveau i Europa.
Udtalelsen må ses som en naturlig fortsættelse af de ovenfor nævnte tysk/amerikanske drøftelser i januar og kan meget vel tænkes at være fremsat efter aftale med amerikanerne i netop dette forum, hvor USA ikke er repræsenteret.

En gennemgang af NATO’s langsigtede politik skal ikke gives i detaljer her. Nogle tanker kan dog skitseres. Den ansete strateg, englænderen Alastair Buchan, har peget på den vesteuropæiske union (WEU), som en af de muligheder, der foreligger for at bringe NATO ud af det øjeblikkelige dødvande (9). Tanken synes besnærende. WEU, der i dag består af de seks fællesmarkedslande og Storbritannien, vil udvidet med dansk og norsk medlemskab udgøre et forum med såvel politiske som økonomiske fælles interesser, idet alle landene i løbet af nogle få år vil stå som medlemmer i Fællesmarkedet.

Der har gennem det sidste halve år været udfoldet store bestræbelser fra spansk side for at komme med i det europæiske samarbejde - i hvert fald det økonomiske samarbejde. Dette har bl.a. givet sig udtryk i en enorm rejselyst hos den spanske udenrigsminister for at besøge fællesmarkeds- hovedstædeme, og man har senest set, at spanierne har købt 200 vesttyske kampvogne. Et studie af europakortet synes også at godtgøre berettigelsen af et snævert samarbejde mellem landene på den iberiske halvø og de øvrige vesteuropæiske lande, mens man ikke kan komme bort fra, at NATO’s sydøstflanke ligesom ikke rigtig passer ind i systemet. Man må i dag spørge, om den strategiske værdi af Grækenland og Tyrkiet er ligeså stor som i begyndelsen af 1950’erne, da man af hensyn til de kortrækkende missiler, man dengang rådede over, var afhængig af disse landes beliggenhed umiddelbart op til Sovjetunionen? Trods den stigende sovjetiske flådeaktivitet i Middelhavet har Bosporusstrædet vel næppe anden værdi i dag, end den mulighed der gives for at tælle antallet af fartøjer, der passerer.

Det skal i øvrigt bemærkes, at den franske forsvarsminister Michel Debré har understreget (Die Welt den 24. april), at Frankrig klart ønsker at opretholde sin hidtidige stilling til NATO’s integrerede militære samarbejde og sin hidtidige strategiske opfattelse, men at man fortsat som en hypotetisk mulighed vil regne med, at der i visse tilfælde kan blive tale om fransk deltagelse i forsvaret af Vesteuropa og om en samordning med NATO’s strategi. Dette er naturligvis en meget forsigtig udtalelse, men når man betænker, at den er fremsat af en af de Gaulle’s forlængede arme i den nuværende franske regering, tyder den dog på et skred i den hidtidige franske opfattelse af Vestens strategi.
En konklusion på denne fremtidsvision må være, at NATO som organisation bevares - evt. under et andet navn - men som Warszawapagten omfattende et net af bilaterale aftaler mellem et stærkt Vesteuropa (incl. Portugal og Spanien), Sydøsteuropa og USA/Canada.

Afslutning

Uanset hvorledes man måtte gribe sagen an, må det dog stå klart, at de amerikanske styrker under en eller anden form må forblive i Europa. Ikke alene af hensyn til forsvaret af Vesteuropa, men lige så meget fordi forsvaret af Europa er forsvaret af USA. Hvis amerikanske styrker forsvinder fra Europa, vil man være nødsaget til at vende tilbage til »trip-wire « strategien eller gå over til et mobilt forsvar i dybden, hvilket sidste henset til NATO’s ringe bagland må være ensbetydende med tidlig anvendelse af nucleare våben - en sådan strategi er politisk uakceptabel.
Forsvarsminister Helmut Schmidt har i et interview med »Die Welt« den 16. februar samt i en politisk erklæring forud for forbundskansler Brandts besøg i USA i begyndelsen af april udtrykt det på følgende måde: »En reduktion af de amerikanske styrker i Europa er ikke primært et militært - men ligeså meget et politisk spørgsmål. De amerikanske styrker er som en sikkerhedspolitisk faktor uerstattelige, idet europæiske soldater ikke kan overtage amerikanernes strategisk-politiske funktion. De amerikanske styrkers afskrækkelsesvirkning er ulige større, end den de europæiske styrker nogensinde kan få«. Afsluttet 15. juni. 

S. S. Jensen

Litteraturhenvisninger:

(1) NATO-letter, marts 1969.
(2) U.S. Foreign Policy for the 1970’s - »a new Strategy for Peace«, a report to the Congress by Richard Nixon, president of the United States, February 18, 1970.
(3) »Agenda for the Nation« er et massivt værk på 600 sider (udgivet i efteråret 1968) indeholdende en række nationale og internationale problemer, som den republikanske administration måtte forventes at blive stillet overfor. I bogen har Kissinger givet en fremstilling af amerikansk udenrigspolitik ved indledningen til Nixons embedsperiode. Denne fremstilling er i oversættelse gengivet i »Fremtiden« nr. 3/1969, hvorfra nærværende afsnit er citeret.
(4) Statement on The Defence Estimates 1970. Presented to Parliament by the Secretary of State for Defence by command of Her Majesty, February 1970.
(5) Folketingstidende, spalte 3810.
(6) »Foreign Affairs«, October 1969. »What forces for NATO« af Alain C. Enthoven og K. Wayne Smith.
(7) Resolutionen er optaget i NATO letter, april 1970.
(8) De europæiske NATO-forsvarsministre (-4- Frankrig, Portugal og Island). Ministrene mødes normalt aftenen før det officielle NATO-forsvarsministermøde til uformelle drøftelser.
(9) »The future of NATO« by Alastair Buchan i »International Conciliation«, November 1967/No. 565.

PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon militaert_tidskrift_99_aargang_jul-aug.pdf

Litteraturliste

Del: