Anvendelsen af hærens luftfartøjer

Major K. G, H. Hillingsø, Forsvarskommandoen, diskuterer på baggrund af oprettelsen af Hærens Flyvetjeneste, udrustet med bl.a. helikoptere, mulighederne for, at Hæren under kamp kan udnytte den 3. dimension.

 

De sidste 35 år af krigshistorien præges i meget høj grad af omtalen af de stridende parters massive indsættelse af fly og dette våbens voldsomme virkning. Som soldat af den slags, der er henvist til at bevæge sig omkring jordens overflade i en højde af plus/minus et par meter, kan man ganske vist finde nogen trøst i diskussionerne om, hvorvidt den strategiske bombning af Tyskland under 2. verdenskrig frembragte de ønskede resultater, og man kan måske ligefrem glæde sig over at konstatere, at bombningen af Nordvietnam næsten fik en virkning, der var stik imod den tilsigtede. Man kan også lune sig ved eksempler på, at close-support-missions ikke har kunnet slå hul i feltbefæstede stillingsområder, som det f. eks. var tilfældet under israelernes angreb på de syriske stillinger omkring Hermon- bjerget under Seksdageskrigen. Men generelt taler krigserfaringerne deres tydelige sprog: Fjendtlige flys indvirken vanskeliggør, ja umuliggør ofte operationer med styrker på jorden.

Erkendende danske hærstyrkers underlegenhed overfor den potentielle fjende vender man sig derefter til Flyvevåbnet for at se, om dette kan støtte hærens kamp i en sådan grad, at underlegenheden opvejes. Close- support vil på papiret kunne udføres af 7 eskadriller å ca. 16 fly, men før disse 112 fly rundhåndet fordeles, må man gøre sig klart, at de næppe vil kunne operere uhindret, medmindre der er skabt luftoverlegenhed, og selvom de kunne operere, ville deres indsats ikke kunne opveje virkningerne af de tab, fjendens langt overlegne luftvåben vil kunne påføre vore hærstyrker. Vi må altså først og fremmest fremtvinge luftoverlegenhed over kampområdet.

En nøjere diskussion af om vi kan skabe denne uden allieret støtte, om strike mod fjendens flyvestationer overhovedet af politiske grunde er en mulig løsning, selvom det - jf. f. eks. erfaringerne fra de af Israel senest førte krige - må anses for den bedste måde at frembringe luftoverlegenhed på, om interception vil kunne føre til det ønskede resultat med de rådige flytyper, eller om fjenden ikke, før vi overhovedet når at tænke, vil kunne ødelægge vort flyvevåben på jorden, ligger udenfor denne artikels rammer. Kun kan det konstateres, at såvel opgaver som vanskeligheder for vort flyvevåben vil være meget store, og det synes givet, at flyvevåbnet ikke i tilstrækkelig endsige ønskelig grad vil kunne yde direkte støtte til hærens kamp uden allieret hjælp.

Dette må betegnes som meget betænkeligt, men reportagerne fra de seneste års krigsskuepladser synes at åbne nye perspektiver. USAs anvendelse af helikoptere - gunships, attack helicopters - i Vietnam og Cambodia har fået megen presseomtale. Der tales i hovedsagen om typer, der er konstrueret specielt til angreb mod jordmål, og alle er dyrere end de dyreste kampvogne - CHEYENNE koster således ca. 13 mio kr. - hvorfor vi næppe foreløbig kan tænke på at anskaffe sådanne. Imidlertid har vi nu oprettet en Hærens Flyvetjeneste og bl. a. udrustet den med helikoptere. Vil dette give øgede muligheder for at udnytte den 3. dimension? Status for Hærens Flyvetjeneste er, at den efter oprettelsen den 1. juli 1971 er blevet udrustet med 12 fire-personers helikoptere af typen HUGHES 500 M (US Army OH-6A) samt 2 fastvingefly af typen Piper Super Cub. Herudover er det med tiden påtænkt at forøge flyvetjenesten med 6 Hughes helikoptere samt et endnu ikke fastsat antal mindre fastvingefly. Disse luftfartøjer forudses jf. det udsendte direktiv anvendt til løsning af følgende opgaver af taktisk art:

- Opklaring, herunder målopklaring,
- påkald og ledelse af artilleriild,
- støtte til luftbåren forward air control virksomhed,
- rekognosceringsflyvning,
- overvågning samt
- ABC-sporing.
 
Yderligere vil flyene blive anvendt til en række transportprægede opgaver som flyvning med VIP’s og kurerer, evakuation af sårede, trafikkontrol og flyvning med kritiske materielgenstande. Men ikke med et ord omtales muligheden for at anvende disse fly i nærstøtterollen. Dette er imidlertid en naturlig følge af, at de indkøbte helikoptere og eksisterende fastvingefly ikke er armerede; men det betyder ikke, at de ikke kan armeres. For helikopteren foreligger følgende muligheder:
- XM27EI maskingevær-systemet med 200 skud 7.62 mm amm og en skudkadence på 4000 skud/min. pr. »piece«
- XM 8, 40 mm granatkaster med 150 skud og en skudkadence på 350 skud/min. pr. »piece« samt
- 2.75" raketstyr med pods å 7 raketter eller i en særlig ophængning med 19 raketter under helikopteren.
 
Disse tre systemer kan kombineres eller for de to førstnævntes, samt 2.75" raketter i pods, vedkommende ophænges på begge sider af maskinen.
 
 
 
Yderligere findes der eller er under udarbejdelse:
- Et flammekastersystem med såvel én flammekaster, der håndbetjenes fra den åbne helikopterdør, som fire under helikopterens bug fastgjorte flammekastere.
- 20 eller 30 mm kanonpod med ca. 200 skud og en skudkadence på 500-1000 skud/min.
- Et system til installering af 4 RED EYE infrarødt homende raketter samt
- et system til installering af 4 trådstyrede panserværnsraketter af typen TOW (Tubelaunched Optically-tracked Wire-guided) med en rækkevidde på 3000 m.
 
For fastvingeflyene er det noget sværere at opstille en eksempelvis bevæbning, idet den eksisterende type så vidt vides ikke har været søgt armeret, og der ikke er truffet bestemmelse om hvilken ny type, der eventuelt skal anskaffes. Til illustration af mulighederne skal der dog omtales det meget lette svenske fly SAAB-MFI 17 og det noget større franske MILIROLE, der begge er bygget til bl. a. at kunne angribe jordmål. Det 3-personers SAAB-MFI 17 fly, der er en videreudvikling af Grev von Rosens »Biafra-jager«-en MFI 9 udrustet med 2 raketstyr å seks 68 mm raketter - kan armeres med et af fig. våbensystemer:
- 6 Bofors Bantam trådstyrede panserværnsmissiler.
- 2 eller 4 raketstyr å syv 7.75 cm, 2,75" eller 68 mm raketter.
- atten 7.75 cm Boforsraketter.
- 2 gun pods med 7.62 eller 5,5 mm maskingevær eller
- seks 13,5 cm Bofo rsra ketter.
 
 
 
 
 
 
I Milirole, der kan medføre indtil 6 personer, kan installeres et af nedenstående systemer:
- Panservæmssystemet HOT (Hautsubsonic Opticment Téléguidé) med ialt 4 trådstyrede raketter med en rækkevidde på 4000 m.
- 2 eller 4 raketstyr å seks 68 mm raketter.
- 2 eller 4 raketstyr å atten 37 mm raketter.
- 2 eller 4 raketstyr å seksogtredive 37 mm raketter.
- 2 maskingeværpods med f. eks. 2000 skud 7.62 mm ammunition.
- 8 eller 16 femtenkilos bomber eller - 2 eller 4 halvtredskilosbomber.
 
Maskingeværpods kan på dette fly kombineres med enten femtenkilos bomber eller raketstyr med atten 37 mm raketter.
 
 
 
Om begge fly og Hughes helikopteren oplyses i øvrigt, at andre typer end nævnte trådstyrede panserværnsraketter vil kunne installeres uden større vanskeligheder. Det bør i øvrigt bemærkes, at dette våben til forskel fra alle de andre nævnte ikke kan betjenes af piloten alene, men kræver en skytte. Et er imidlertid at ophænge disse våben på helikoptere og fastvingefly, noget andet er at anvende dem på trods af fjendens modforholdsregler, ligesom det er et spørgsmål, om disse våben har en tilstrækkelig træfsikkerhed og virkning i målet, til at det kan betale sig at føre dem frem på så relativt kostbare våbenplatforme. Om de nævnte flys sårbarhed i den konventionelle krigs miljø kan siges, at den hidtil synes at have været stærkt overvurderet. Hvis flyene i princippet kun anvendes over eget område, udnytter terrainet, ikke forbliver i luften i længere perioder, end opgaven absolut kræver det, samt udnytter deres bevægelighed til at undvige, når de trues fra luften eller jorden, er nedskydningsprocenten acceptabel lav selv i meget ugunstigt terrain, uanset om flyene er bevæbnede eller ej.
 
Under Sinaifelttoget blev der således ikke nedskudt en eneste israelsk helikopter hverken af ægypternes luftværn eller deres jagerfly på trods af, at helikopterne, der oftest var ubevæbnede, i stort omfang blev anvendt over fjendtligt besat område, og amerikanerne opgiver, at de i Vietnam kun i gennemsnit har mistet én helikopter på grund af fjendtlig ild pr. 22.000 missioner. Føjes dertil, at erfaringerne fra 2. verdenskrig viser, at hurtige fastvingefly, f. eks. Messerschmidt, havde store vanskeligheder med at bekæmpe langsomtgående, f. eks. Auster, synes sårbarheden med rimelig ret at kunne bagatelliseres. Dermed må det ofte stillede krav om en bevæbning af sådanne småfly alene for at give mulighed for selvforsvar også falde bort. Flyene må klare sig ved undvigemanøvrer og ved at påkalde artilleriild mod generende fjender på jorden.
 
Før de beskrevne våbensystemer vurderes, må man gøre sig klart, at prisen på en Hughes helikopter er ca. 1 mio kr., et Milirole fastvingefly ca. 1 mio kr. og MFI 17 ca. 225.000 kr. Dertil kommer omkostninger ved bevæbning og installering af sigtesystemer, der stiger voldsomt i pris, jo mere avanceret det valgte våben er. Den tilstræbte bevæbning bør derfor være af en sådan art, at den kan anvendes mod økonomisk lønnende mål. Flyene vil i hvert fald være for dyre til at anvende til fri jagt på enligt på jorden omkringstrejfende fjender.
 
Betragtes de beskrevne våbensystemer udfra denne synsvinkel, må de vurderes som følger:
 
- Maskingeværet er næppe et egnet system. Til fordel for det taler ganske vist, at det ikke kræver et særligt avanceret sigtesystem, at det bruger billig standardammunition, at det kan afgive mange skud med god spredning, at det er let, samt at det må antages at være et godt våben mod mindre fly på kort afstand. Ulemperne er imidlertid, at den korte rækkevidde ikke gør det muligt at engagere en fjende på jorden udenfor håndvåbenskudafstand - en ulempe der forstærkes ved, at lyssporene brænder ud på 600 m afstand, hvorved træfs ikkerheden nedsættes betydeligt. Yderligere bruger maskingeværet megen ammunition, og det har ikke, bortset fra 12,7 mm med specialammunition, virkning mod selv let pansrede mål.
 
- Maskinkanoner af de forskellige typer med kaliber 20-30 mm er næppe heller den rigtige armering. De har virkning mod let pansrede mål og rimelig god virkning mod ikke beskyttede flademål på indtil 1500 m afstand; men de kræver ret komplicerede sigte- og monterings- anordninger for at kunne træffe punktmål udover 600 m og forbruger relativt megen ammunition.
 
- 40 mm granatkaster har kun virkning mod ikke beskyttede flademål og skønnes derfor ikke lønnende nok som bevæbning i vor situation.
 
- Flammekasteren har et for specielt anvendelsesområde til at kunne komme i betragtning som standardbevæbning.
 
- Ikke styrede raketter (Free Flight Rocket) kan være af en vis interesse. De har en rækkevidde på 4000 m, hvilket muliggør beskydning af fjenden udenfor hans håndvåbens og maskinkanoners rækkevidde, de har nogen virkning på pansrede mål, og de har god virkning mod ikke beskyttede flademål. Som mangler må anføres, at træfsikkerheden afhænger af et ret kompliceret sigtesystem, der alligevel ikke giver sikkerhed for træfning mod punktmål, samt at flyet for at afskyde dem må foretage et meget sårbart lavt dyk direkte mod målet.
 
- Trådstyrede raketter er det våbensystem, der må anbefales. D$t er ganske vist en hage, at betjeningen ikke kan foretages af piloten alene, men kræver en skytte, og våbnet er desuden meget dyrt og kræver et gyrostabiliseret sigtesystem. Prisen må i alt anslås til ca. 500.000 kr., og hertil kommer, at raketterne vil koste omkring 30.000 kr. stk. Til gengæld får man et våben med meget stor rækkevidde (d.v.s. 3-4000 m), en træfs ikkerh ed på over 75 °Jo samt evne til at ødelægge alt kendt panser og bekæmpe langsomtgående fly.
 
En vurdering af de taktiske muligheder for at anvende de helikoptere og fastvingefly, vi har og kan forvente at ville få til rådighed indenfor det næste årti, peger også på den trådstyrede raket som den mest hensigtsmæssige bevæbning. De opgaver, der i dag generelt stilles til fly i nærstøtterollen, er:
- Bekæmpelse af infanteri såvel ubeskyttet som i feltbefæstede stillinger, altså en optræden som flyvende artilleri. - Væbnet opklaring (Armed reconnaissance) og - bekæmpelse af mere eller mindre pansrede punktmål.
 
Ovenstående opgaver kan løses af den specielle kamphelikopter, men det vil ikke være rationelt at anvende vore hærfly som flyvende artilleri. De kan ikke bære tilstrækkeligt mange våben, og vi har for få til at kunne opnå andet end en kortvarig psykologisk virkning mod flademål. Artilleri og morterer vil kunne frembringe langt større resultater, hvorfor flyene udnyttes bedst ved at observere fjenden, udpege mål og lede ilden imod dem.
 
Disse betragtninger gælder også for opklaring med ild, og her må yderligere tilføjes, at hærflyene vil udsætte sig for en unødvendig risiko ved at angribe jordmål blot for at få disse til at besvare ilden. Endelig bør det begrænsede antal hærfly ikke ødes bort til den frie jagt på tilfældigt opdukkende mål, som den væbnede opklaring nemt udvikler sig til. Panserværnsrollen må derfor anses for at være den der giver den bedste udnyttelse af hærflyene. I panserbekæmpelsen vil de have følgende fordele fremfor det jordbundne panserværn:
- En meget større bevægelighed og marchhastighed.
 
- I princippet uindskrænkede observationsmuligheder og muligheder for at indtage en stilling, der giver maksimal udnyttelse af de tråd- styrede panserværnsraketters rækkevidde, hvorved ildafgivelsen kan finde sted udenfor rækkevidden af kampvognens armering.
 
- Ingen indskrænkninger i valg og indtagelse af ildstillingen blot terainet frembyder skjul i form af skovbevoksning eller bebyggelse. Dette gælder især helikopteren, der skjult kan hænge i luften (hover) eller stå på jorden, indtil målet er indenfor rækkevidde, hvorefter den kan gå op, afgive ild og derefter forsvinde, men ved nøje planlægning af flyveruter vil et fastvingefly kunne indsættes næsten ligeså overraskende på kald fra styrker på jorden.
 
Flyene vil således i forsvarskampen kunne anvendes til hurtig forstærkning af panserværnet i det fjendtlige angrebs tyngdeakse, til at standse eller i hvert fald forsinke gennembrudte fjendtlige styrker og til at frigøre egne bundne styrker under undvigen. I angrebet vil de sammen med opklaringsstyrker kunne sikre egne flanker og overfor et fjendtlig forsvar, der er i opløsning, vil de kunne bryde forsøg på uorganiseret modstand med pansrede styrker og derved holde forfølgelsen i gang. Umiddelbart synes disse fly at være så velegnede til at løse de nævnte panserværnsopgaver, at de allerede nu primært bør anvendes til dette, og at panserværnet på længere sigt helt bør baseres på flybåme våben, ja at vi måske endda bør overveje at udskifte vore kampvogne med kamphelikoptere, der har de nævnte egenskaber i forstærket grad og yderligere kan anvendes mod flademål.
 
Det skal da heller ikke afvises, at kamphelikopteren på langt sigt vil kunne udvikles til et våbensystem, der på alle områder må betegnes som værende kampvognen overlegent. For indeværende må kampvognen samt et jordbaseret panserværnssystem dog siges at være mere fordelagtige våben end kamphelikopteren og det luftbårne panservæm med hensyn til økonomi, uddannelse af personel, modstandsdygtighed, evne til at operere hele døgnet og i al slags vejr samt evne til at medføre ammunition. Dette skal kort uddybes nedenfor.
 
Bortset fra kampvognen er et luftfartøj langt den dyreste våbenplatform, der eksisterer i dag. En kampvogn koster 2-3 mio kr., medens deciderede kamphelikoptere koster fra 4-15 mio kr., og selv en let helikopter som Hughes kommer op i nærheden af en kampvogns pris, såsnart der skal installeres et våbensystem i den med mulighed for at træffe og have virkning mod pansrede mål. Hertil kommer, at flyene kræver megen vedligeholdelse og et stort og kostbart forsynings- og vedligeholdelsesapparat - specielt til det elektroniske udstyr - hvoraf det vil være svært at føre selv de laveste eeheloner så langt frem mod operationsområdet, som man kan med f. eks. kampvognens.

Uddannelsen af personellet vil også være kostbarere end at uddanne f. eks. en kampvognsbesætning, idet den vil tage længere tid, og personellet må have flere specifikke kvalifikationer. Uddannelsen skal ikke kim omfatte betjening af flyet og dets armering, men også en grundig skoling i hærstyrkers taktik, således at i hvert fald piloten kan vejlede troppeføreren med hensyn til flyenes indsættelse. Han skal desuden forstå og kunne følge manøvreideen og handle selvstændigt i overensstemmelse med denne, idet der ikke er de samme muligheder til stede for at føre de enkelte fly som for at føre de enkelte kampvogne stramt. Kravet om en grundig uddannelse må i parentes bemærket også stilles, selvom hærflyet ikke skal optræde som panserværn, idet besætningen f. eks. ellers ikke vil kunne vurdere sine observationer og lede artilleriilden på tilfredsstillende måde.

Et flybårent panserværnsvåben er - evnen til at undvige fjendens ild til trods - langt mere sårbart overfor ild fra selv lette våben end kampvognen og panserværnsvåben i feltbefæstede stillinger eller på pansrede køretøjer. Flyene bør derfor som tidligere anført i princippet kun operere over egne linier og ikke som kampvognen indsættes forrest under et angreb for at skabe gennembrud eller bagest for at standse fjenden under en undvigen. Sårbarheden overfor trykbølge og varme- samt initialstråling fra et A-våben kendes ikke, men må på grund af den langt lettere pansring og mere følsomme mekanik anses for at være større hos fly end hos kampvogne, pansrede mandskabsvogne eller nedgravede våben.

Evnen til under alle forhold at operere i kampområdet kunne egentlig også henføres under modstandsdygtighed, men behandles her særskilt, fordi lysforhold og vejr indvirker stærkere på mulighederne for at kæmpe i luften end på jorden. Helikopteren kan flyve under dårligere forhold end fastvingeflyet, men må indstille flyvningen, når sigtbarheden om dagen går under 800 m og om natten under 5 km, medmindre den er udrustet til blindflyvning, hvorunder kravet er 600 m jordsigtbarhed. Der søges bedret på evnen til at operere under dårlig sigt, men panserværnet på jorden har den særlige fordel, at det under alle forhold kan virke fra forberedte stillinger, selv hvor natsigtemidler eller hvidt lys ikke er nogen hjælp. Kampvogne og ikke flytransporteret panserværn har yderligere det gode, at disse våben ikke påvirkes af temperaturforholdene, medens specielt helikopteren i hårdt frostvejr får problemer på grund af tilisning af luftindtag og rotorer.

Den største svaghed ved det luftbårne panserværn er dog dets manglende evne til at medføre ammunition i større mængder. Selv de største helikoptere kan i dag kun medføre 8 trådstyrede raketter, og de danske hærfly samt de omtalte fastvingefly vil højst kunne bære 4 raketter af f. eks. typerne TOW og HOT, medens en kampvogn kan medføre 50 panserbry- dende granater. Flyene må derfor hyppigt afbryde kampen i længere perioder for at genlade, hvorfor panserbekæmpelsen ikke primært kan baseres på fly, medmindre der er særdeles mange til rådighed.

Opsummerende må det konstateres, at de flytyper der foreløbig kan komme på tale som hærfly og dermed evt. panserværnsvåbenplatforme i hvert fald ikke kan erstatte panserværn, der opererer fra stillinger på jorden, endsige kampvognen. Men udrustes flyene med trådstyrede raketter og stabiliserede sigte- og observationssystemer, vil de være et meget værdifuldt supplement til det konventionelle panserværn. Det bør derfor gøres muligt for troppeføreren at indsætte de ham underlagte hærfly i panserværnsrollen, når han måtte skønne, at de derved bidrager bedre til kampens heldige gennemførelse end anvendt til observation, evakuation af sårede, ledelse af artilleriild eller andre af de hidtil forudsete opgaver. Som afslutning kan der filosoferes lidt over, hvorfor panserværnsrollen ikke er nævnt i direktivet for hærflyenes anvendelse. En grund kunne være, at der for øjeblikket ikke er taget stilling til hvilket 2. generations panserværnssystem, der skal afløse COBRA. Af de der kan komme på tale, har kun to systemer været operative i længere tid, og de er endda ikke færdigeksperimenterede til brug fra fly.

En anden grund kunne være, at man herhjemme som i Tyskland ikke ser med begejstring på, at Hæren gør sig tanker om at flyve, ja endda at kæmpe i luften. Dette er vel heller ikke helt uforståeligt. I en tid hvor økonomien er anstrengt og personeltilgangen dalende, kan det vel forekomme mindre cost-effectivt at anvende midler og personel på luftfartøjer, der bl. a. kun er i stand til at bære ganske få våben og derfor er langt mindre effektive til at løse de i luften forekommende kampopgaver end f. eks. en jagerbomber. Man må blot betænke, at det er vitalt for Hærens kamp, at de Hærens Flyvetjeneste pålagte opgaver løses, og de anskaffede fly er de bedst egnede dertil. Det kan diskuteres, om piloter af Hæren eller Flyvevåbnet skal udføre opgaverne, men dette må være taktikeren ligegyldigt, blot piloten af tidligere nævnte grunde er helt indlevet i gennemførelsen af kampen på jorden. Hvad der derimod ikke kan diskuteres er, om de rådige fly skal kunne udnyttes til kampopgaver i den udstrækning, de er egnede dertil. Generalinspektøren for den vesttyske hær, Generalløjtnant Albert Sehneez, betegner således anvendelsen af helikoptere som panserværn som et skridt af samme betydning som den udvikling, der for 40 år siden gjorde panservåbnet til et afgørende offensivt våben (S.Z.).

 

Kilder:
- F. Busch: Der Hubschrauber als Waffentrager, Wehrtechnik 9/70.
- General Crepin: The Position of Tactical Missiles within Modern Armaments and their Influence over Strategic Coccepts. Aérospatiale Circulaire no. 1/70.
- W. Gradmann: Braucht das Heer einen Kampfhubschrauber? Stuttgarter Zeitung 11. aug. 1971 (S.Z.).
- Major H. Lindbergs øvelsesarbejde A på Generalstabskursus 1968/70: En redegørelse for nutidige og fremtidige muligheder for anvendelse af bevæbnede helikoptere ... i ildstøtten, panservæmet m.v.
- Samuel Rolbant: Der israelische Soldat, Profil einer Armee, E. S. Mittler und Sohn, Frankfurt a.M. 1970.
- Peter Young: The Israeli Campaign 1967, William Kimber, London S.W. 1967.
- Bestemmelser (direktiv) for anvendelse af Hærens luftfartøjer under krigsforhold.
- Diverse dokumenter udsendt af AC/225, Panel X (Interservice Group) on Air Vehicles for Tactical Air Mobility.
- Diverse brochurer vedr. helikoptere, små fastvingefly og panserværnsvåben.
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF icon militaert_tidskrift_100_aargang_okt.pdf
 

Litteraturliste

Del: