Anvendelse af krigshistorie i søværnet, herunder ved Søværnets Officersskole

Foranlediget af de i Militært Tidsskrift senest udgivne artikler omkring temaet krigshistorie
samt den af generalløjtnant K.G.H. Hillingsø udarbejdede rapport vedrørende
krigshistorieundervisning og anvendelse af krigshistorisk konsulent, der formentlig
ligger til grund for udgivelserne, finder Søværnets operative Kommando anledning
til kort at kommentere emnet, herunder orientere om de vilkår anvendelsen af
krigshistorie i søværnet eller rettere ved Søværnets Officersskole har.
Vi finder, at oprettelsen af et krigshistorisk center ved Forsvarsakademiet principielt
er en god ide, der bør nyde fremme. Det er vores opfattelse, at et værnsfælles
krigshistorisk center generelt vil være et godt fundament til at støtte/styrke værnenes
officersskoler og Forsvarsakademiet i bestræbelserne på at bibringe den enkelte
kadet/officer forståelse for betydningen af et grundlæggende kendskab til eget og i
nogen grad øvrige værns krigshistorie, herunder selve krigshistorieundervisningen.
Det skal dog her retfærdigvis bemærkes, at søværnet traditionelt ikke tillægger eget
værns krigshistorie med hensyn til doktrinforståelse og -udvikling nær samme
betydning som hæren eksempelvis gør. Dette skal nok primært ses i lyset af de store
og fundamentale forandringer den teknologiske udvikling løbende har medført for
søkrigens natur og doktrinære grundlag. Heraf følger mere eller mindre naturligt
også, at søværnet kun i mindre grad og sporadisk har afsat ressourcer til egentlig
forskning i (nyere) søkrigshistorie. Et værnsfælles krigshistorisk center og det dertil
knyttede personel vil således kunne yde støtte til og styrke krigshistorieundervisningen
ved Søværnets Officersskole inden for krigshistoriske områder relateret primært
til værnsfælles operationer, herunder specielt doktrinforståelse/”modus operandi”
på videreuddannelsestrin I og sekundært til øvrige værns krigshistorie på officersgrunduddannelsen.
På officersgrunduddannelsen ved Søværnets Officersskole har undervisningen
i søkrigshistorie igennem mange år været varetaget af en civil universitetsuddannet
historiker med speciale i marine- og søkrigshistorie (tillige søværnets historiske
konsulent). Et forhold vi ikke finder grundlag for at ændre og det synes endvidere
muligt fortsat at kunne rekruttere denne ekspertise. Formålet med undervisningen
i søkrigshistorie har været at dække (militær- og) marinehistorie med hensyn til den
almindelige udvikling af søkrigens mål og midler gennem tiderne. Endvidere at
dække stands- og traditionshistorie med hensyn til den danske flådes specielle insti
tutionshistorie og de særlige traditioner, der knytter sig til denne, herunder en almindelig
forståelse for maritime traditioner. Altså en mere bagudrettet og forståelsesorienteret
anvendelse af søkrigshistorien. Den mere doktrinrelaterede og fremadrettede
undervisning i søkrigshistorie, betegnet som søkrigslære, gennemføres normalt af
udefrakommende tjenestegørende søofficerer. En mere optimal situation ville naturligt
være en fast tilknyttet søofficer med en bredere og måske mere videnskabelig
krigshistorisk baggrund. Formålet med søkrigslære er blandt andet at skabe grundlag
for doktrinforståelse i tilknytning til undervisningen i taktik/operationer, dog ihukommende
søværnets relativt begrænsede udnyttelse af doktrinudvikling som resultat
af søkrigshistorien.
På videreuddannelsestrin I ved Søværnets Officersskole har der ind til videre
ikke været undervist direkte i søkrigs- eller militærhistorie i almindelighed. Uddannelsen
er p.t. under revision blandt andet med henblik på en væsentlig styrkelse
af området værnsfælles operationer. Det forekommer derfor i denne sammenhæng
relevant og naturligt at indarbejde desideret undervisning i krigshistorie som støtte
til og grundlag for det udviddede behov for doktrinforståelse værnsfælles operationer
tilsiger. Til denne undervisning vil det være absolut ønskeligt af have en
(sø)officer med stor værnsfælles bredde og generel dybde i krigshistorie tilrådighed.
Afslutningsvis skal det bemærkes, at søværnets historiske konsulent er i færd
med at skrive en samlet lærebog til undervisningen i søkrigshistorie som har manglet
de sidste mange år. Bogen forventes klar til udgivelse i løbet af 1997.

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:
militaert_tidskrift_126_aargang_jan.pdf

Litteraturliste

Del:

Emneord