Ansvar og erstatning i forbindelse med tab og beskadigelse af forsyningsgenstande

I forbindelse med gennemgang af Forsvarsakademiets Stabskursus for Intendanturofficerer 1967/68 har major T. Vejrup, Forsvarets Intendanturkorps, udarbejdet denne studie, der dels giver en samlet fremstilling af Forsvarets bestemmelser vedrørende tab og beskadigelse af forsyningsgenstande, dels analyserer det retlige ansvar og vurderer de anvendte ansvarsbegrebers relation til personellets personlige erstatningsansvar. M ed henvisning til Jyske Lovs ord om, at loven skal være ærlig, retfærdig, tålelig, efter landets sædvane, passende og nyttig og tydelig, så alle kan vide og forstå, hvad loven siger, efterlyser forfatteren en samlet reglementarisk bestemmelse som grundlag for administrative afgørelser.

1. Indledning

Formål og omfang

Der forekommer i Forsvaret talrige sager vedrørende tab og beskadigelse af forsyningsgenstande, og talrige chefer har beføjelse til at træffe beslutning om, hvem der skal bære tabet. Sådanne afgørelser, der ofte gør indgreb i personellets økonomi, må baseres på en objektiv vurdering af, om nogen har pådraget sig ansvar. Ordet ansvar, som også i Forsvaret har udbredt anvendelse, kan have flere betydninger, og undertiden dækker indholdet over noget, som de fleste interesserer sig for at få mest m uligt af, og til andre tider betyder det noget særdeles ubehageligt. Det at have et ansvar og det at blive draget til ansvar giver eksempelvis forskellig situationsfornemmelse. Ved en persons ansvar forstår man som regel, at han kan blive erstatningspligtig eller v il kunne straffes for uretmæssige forhold, og i denne forbindelse taler man om retligt ansvar, som forudsætter tilstedeværelse af visse retsregler.
 
Da de reglementariske bestemmelser for tabs- og skadesagers behandling er meget spredte og som vejledende i retlig henseende stærkt begrænsede, har nærværende opgave til formål at give en samlet beskrivelse af Forsvarets bestemmelser vedrørende tab og beskadigelse af forsyningsgenstande samt foretage en analyse af det retlige ansvar for på baggrund heraf at vurdere de i forsyningstjenesten anvendte ansvarsbegrebers relation til Forsvarets personels personlige erstatningsansvar.
 
Endvidere vil nogle spørgsmål omkring erstatningsbeløbets fastsættelse og den for Forsvaret nylig indførte lempelsesregel i henhold til Love og Bestemmelser (LO B ), 15. hæfte, Kommandantskabsforvaltning, pkt. 15.5 samt erstatningens inddrivelse blive medtaget under vurderingen. Frem stillingen tager primært sigte på en belysning af det retlige grundlag for at pålægge Forsvarets personel erstatningsansvar ved afgørelse af sager vedrørende tab og beskadigelse af forsyningsgenstande.
 

Forsvarets personel

Det skal understreges, at personkredsen ved benævnelsen Forsvarets personel/ansatte omfatter enhver, der virker i Forsvarets tjeneste, d.v.s. m ilitære og civile tjenestemænd, funktionærer, arbejdere, militærpersoner, der ikke er tjenestemænd, herunder værnepligtige menige.
 

Soldatens erstatningspligt

Begrebet »Soldatens erstatningspligt« forekommer at være vildledende og ses ikke at kunne fremhæves som noget specielt, der adskiller sig fra de generelle regler i den juridiske teori om ansattes erstatningsansvar, ligesom der i øvrigt ikke ses noget grundlag for at sondre mellem civil og militær ansættelse i dette spørgsmål. Ganske vist har der med hensyn til væmepligtiges erstatningsansvar for overmunderingssager m.v. tidligere i lovgivningen, jf. Tjenestemandsloven (T.L.) af 1931 § 770 stk. 4 og T .L. af 1946 § 927 stk. 4 været positivt fastslået, at nævnte personel såvel over for overmunderingssager og undermunderingssager som over for de genstande, som de får udleveret til benyttelse i løbet af tjenestetiden, har erstatningspligt for mangler m.m. Denne bestemmelse udgik af loven ved ændringen i 1951 (§ 917). Om »Soldatens erstatningspligt« skal henvises til S. Wahlstrøm i Militært Tidsskrift, ju li 1951, J. Westrup i Tidsskrift for Søvæsen, oktober 1951 samt Wahlstrøm og Westrup i Tidsskrift for Søvæsen, december 1951.
 
2. Forsvarets bestemmelser vedrørende tab og beskadigelse af forsyningsgenstande
 
Med hensyn til nugældende reglementariske bestemmelser for afvikling af tabs- og skadesager er der ingen principiel forskel mellem Hæren og Flyvevåbnet for så vidt angår beføjelser og forretningsgang. Søværnets bestemmelser adskiller sig væsentligt herfra.
 

Hæren

I henhold til Tjenestereglement for Hæren 1939 pkt 321 og 345 har regimentschefer, bataljonschefer m.fl. beføjelse til ved tabsattest at lade bortkomne eller ødelagte genstande udføre af inventar i tilfælde, hvor der ikke kan gøres erstatningsansvar gældende mod nogen, og tabet eller udgiften til istandsættelsen ikke overstiger 1000 kr., jf. LO B 14. hæfte, A lmindelige Tjenestebestemmelser, pkt 261 og Kundgørelse for Forsvaret (K F F) B 30-1961 pkt l.d.
 
I henhold til KFF B 30-1961 pkt l.a og l.b kan chefer for en brugende enhed (underafdeling e.l.) ved rekvisition lade erstatningsudlevering for tabtgåede genstande foretage eller lade beskadigede (ødelagte) genstande ombytte eller reparere, såfremt tabet eller beskadigelsen er sket under sådanne omstændigheder, at erstatnings- eller strafansvar ikke kan gøres gældende over for brugeren, ligesom det bl.a. er en forudsætning, at det samlede beløb i den enkelte sag ikke overstiger 100 kr. I de i KFF A 41-1958 pkt l.a nævnte »Bestemmelser for forretningsgang ved tab eller beskadigelse af materiel m.v.« er fastsat procedureregler for sagsbehandlingen.
 
Såfremt værdien af de tabtgåede genstande eller såfremt beskadigelsens omfang overstiger det beløb, for hvilket tabsattest kan udstedes, eller vedkommende myndighed er bemyndiget til at fritage for erstatningspligt (1000 kr-reglen), eller såfremt det er tvivlsomt, hvorvidt erstatningskrav kan gøres gældende, eller såfremt den formentlige ansvarlige nægter at vedgå erstatningspligten efter den trufne afgørelse, fremsendes sagen til afgørelse af den anskaffende myndighed, hvorunder de omhandlede genstande sorterer (vedkommende tekniske tjeneste).
 
I tvivlstilfælde fremsender vedkommende tekniske tjeneste sagen til Forsvarsministeriet.
 
Flyvevåbnet
På baggrund af bl.a. Tjenestereglement for Hæren 1939 pkt 181 har Flyverkommandoen fastsat, at tabsattester i henhold til LO B 14. hæfte pkt 261 (1000 kr-reglen) i Flyvevåbnet alene kan udstedes af cheferne for Flyverstaben, Flyvertaktisk Kommando, Træningskommandoen, Flyvematerielkommandoen, Luftværnsgruppen samt flyvestationerne Karup, Ålborg, Skrydstrup, Værløse og Vedbæk. Der er herved taget hensyn til, at bemyndigelsen bør begrænses og i hovedsagen tilknyttes chefer, der er rettergangschefer. Rekvisition i henhold til KFF B 30-1961 (100 kr-reglen) kan for flyvemateriel udstedes af chefer (ledere) for Flyvevåbnets selvstændigt rekvirerede enheder og for øvrigt materiel af chefer (ledere) for Flyvevåbnets brugende enheder.

Såfremt afgørelsen af tabssagen og/eller skadesagen ikke kan træffes inden for nævnte chefers bemyndigelse, fremsendes sagen til Flyvematerielkommandoen, for så vidt den alene omfatter flyvemateriel, og til Flyverkommandoen, for så vidt den alene angår øvrigt materiel eller såvel flyvemateriel som øvrigt materiel, jf. FLK BST Ø 607-1. (Ved øvrigt materiel forstås materiel, der henhører under andre tekniske tjenester end Flyvematerielkommandoen).

Søværnet

Hvis der i en brugende enhed opstår tab af en forsyningsgenstand hørende til skibets/institutionens udrustning, og hvis tabet er sket under sådanne omstændigheder, at der efter de gældende bestemmelser ikke skal rettes erstatningskrav mod en eller flere af det til skibet/institutionen knyttede personel, skal der udfærdiges tabsattest over det tabtgåede. Tabsattesten skal underskrives af chefen for den brugende enhed. For så vidt det tabtgåedes værdi ikke overstiger kr. 400, skal tabsattesten ikke have yderligere godkendelse. Overstiger det tabtgåedes værdi kr. 400, skal tabsattesten godkendes af den brugende enheds nærmeste højere kommandomyndighed (dog altid eskadre, marinedistrikt eller tilsvarende myndighed), jf. SVK BST nr. 709 af 17. maj 1961.

Erstatningskrav

Som anført er det en forudsætning for udstedelse af tabsattest eller rekvisition, at erstatningsansvar ikke kan gøres gældende mod nogen. Når erstatningsansvar umiddelbart kan fastslås, og erstatningspligten erkendes, udfærdiges i værnene en erstatningsattest til brug ved indbetalingen af erstatningsbeløbet. Med hensyn til erstatningspligt fastsætter tjenestereglementet følgende:

 »Når nogen udrustnings- eller anden inventargenstand går tabt eller beskadiges, skal det søges oplyst, om tabet eller skaden kan tilskrives mangel på tilbørlig forsigtighedeller omhu fra brugernes eller deres side, hvem tilsynet med de bortkomne eller beskadigede genstande har påhvilet. Godtgøres det herved, at nogen forsætlig eller ved skødesløshed har bevirket, at en sådan ting bortkommer, ødelægges eller beskadiges, eller at nogen på anden måde har pådraget sig erstatningspligt lige over for staten, pålægges det den ansvarlige at erstatte manglen (skaden). Protesterer han herimod, bliver sagen at afgøre ved dom«.

Af Lærebog For Hærens Menige (Hærkommandoen 1965) fremgår, at soldaten er ansvarlig for de udrustningsgenstande, han har fået udleveret, og han kan blive tilpligtet at betale erstatning, når han ved at udvise skødesløshed bliver skyld i, at ting, der tilhører Hæren, går tabt. Med hensyn til våben er anført, at når soldaten ved overtrædelse af en given ordre eller givne bestemmelser om opbevaring eller behandling af sit våben forsætligt, ved skødesløshed eller ved uagtsomhed er skyld i, at våben bortkommer eller beskadiges, er han ansvarlig for bortkomsten eller beskadigelsen og skal erstatte værdien af det bortkomne våben eller udgiften ved reparationen af det beskadigede våben.

I Kundgørelse for Søværnet B 7-1939 pkt 2 § 6 er fastsat, at bortkommer eller ødelægges nogen af de fra beklædningsmagasinet udleverede beklædningsgenstande m.m. ved den pågældendes uagtsomhed eller uorden, skal han erstatte dem. Endvidere kan det anføres, at Hærens Tekniske Korps i FAG-41-14 pkt 1006 har bestemt, at erstatningsansvar altid bør søges gjort gældende mod brugeren af bortkomne, personlige forsyningsgenstande eller mod den (dem), der har ansvaret for magasineringen (opbevaringen), når bortkomsten kan tilskrives en med forsæt, uagtsomhed el.lign. foranlediget tilsidesættelse af givne bestemmelser for brugen og opbevaringen af forsyningsgenstande.

Ovennævnte er nogle vigtige eksempler for vurderingen af erstatningsansvar i praksis.

Fastsættelse af erstatningsbeløb

Vedrørende fastsættelse af erstatningsbeløb er i LOB 14. hæfte pkt 261 fastsat følgende:

»For bortkomne, ødelagte eller beskadigede udrustningsgenstande eller andre sager, for hv lke der gøres erstatningsansvar gældende, beregnes og fastsættes erstatningsbeløbets størrelse til genstandenes værdi for Forsvaret i forholdt il deres tilstand og fortsatte anvendelighed på tidspunktet for bortkomsten (ødelæggelsen, beskadigelsen). Som udgangspunkt for beregning tages tarifprisen eller, hvis en sådan ikke er fastsat, anskaffelsesprisen for tilsvarende nye sager af senest godkendte prøve, for beskadigede genstandes vedkommende de udgifter til istandsættelse m.v., der er nødvendige for atter at bringe dem i brugbar stand«.

Ved KFF B 30-1961 pkt l.e er fastsat følgende:

»Ved beregning af udgiften i en tabs- eller skadesag vil prisen for tilsvarende nye genstande (eller evt. erstatningsprisen) være at lægge til grund«.

Som en yderligere bestemmelse kan nævnes, at Forsvarsministeriet ved skrivelse nr. 4. kt.731.0-20 af 22 jun 1965 til Hærens Tekniske Korps og Forsvarets Fabriksstyrelse (info Hærkommandoen, Søværnskommandoen, Flyverkommandoen, Hjemmeværnet og Jydske Dragonregiment) har udtalt,

»at Forsvarets erstatningskrav mod såvel civilt som militært personel principielt skal modsvare det lidte tab, hvilket i praksis v il kunne beregnes som den omhandlede genstands katalogpris med fradrag af en passende afskrivning i forhold t il anskaffelsestidspunktet, slid m.v. Henset til, at det ofte v il være vanskeligt at konstatere det lidte tab, når det drejer sig om alm indeligt og m indre kostbart materiel (katalogpris ikke over 100 kr.), v il Forsvarsministeriet intet have at erindre imod, at der ved beregning af erstatningsprisen gås ud fra et beløb svarende t il 75 % af katalogprisen, såfremt der i øvrigt ikke kan godtgøres en højere eller lavere værdi«.

Denne udtalelse kan henføres til en af Hærens Tekniske Korps forelagt sag om fastsættelse af erstatningspris for tabtgået værktøj, idet nogle civilt ansatte motormekanikere i strid med gældende praksis havde nægtet at betale katalogpris ved erstatningssager i forbindelse med tabtgået værktøj. Forsvarsministeriets afgørelse må dog anses generelt gældende, og er af Hærens Tekniske Korps i henhold til FAG-41-14 pkt 1007 (jan 67) også opfattet sådan. Andre myndigheder har vist nok ikke kommuniceret bestemmelsen endnu.

For genstande, der føres i værdiklasser, jf. Forsvarets Materielintendanturs katalog over intendanturmateriel, fastsættes erstatningsbeløbet ifølge praksis til værdiklasseprisen, og ved skadesager kan der blive tale om erstatning i forhold til differencen mellem værdiklassepriserne, hvis nedklassificering er en følge af beskadigelsen.

Lempelse af erstatningspligt

I LOB 15. hæfte, pkt 15.5 er fastsat følgende:

»Rettergangschefen kan - eventuelt efter indhentet udtalelse fra auditøren - bestemme, at erstatningspligten lempes i det omfang, det findes rimeligt under hensyn t il den udviste skyld, skadens størrelse, den ansattes stilling og omstændighederne i øvrigt«.

Denne bestemmelse er først fastsat ved 6. rettelsesblad, der er udsendt omkring oktober 1967. En mulighed for lempelse har tidligere principielt ikke foreligget, menen sætning i LOB 14. hæfte, pkt 261 om, »at erstatningsbeløbets størrelse fastsættes i øvrigt af chefen for den afdeling, ved hvilken genstandene er i inventar«, har vistnok i nogle tilfælde bibragt en fejlagtig opfattelse af en mulighed for lempelse.

Afvikling af erstatningsbeløb

Bestemmelser for indeholdelse i lønning af gældsbeløb, eller inddrivelse ved eksekution eller civil retsforfølgning er fastsat i LO B 12. hæfte, Kasse og Regnskabsvæsen pkt 215-216. Særlige bestemmelser for indeholdelse i daglønnede værnepligtiges løn er fastsat ved KFF B 14—1962, § 2 som rettet ved KFF B 19-1965, pkt 4. Såfremt gælden ikke er fastslået ved dom, skal der, når gælden ikke kan afvikles inden den pågældendes hjemsendelse, afkræves en gældsanerkendelseserklæring. På visse betingelser kan uerholdelige gældsbeløb udføres af regnskab.

Der er i dette afsnit beskrevet de væsentligste bestemmelser omkring tab og beskadigelse af forsyningsgenstande. Herudover findes særlige bestemmelser vedrørende våben, ammunition m.v. Endvidere er det i LO B 14. hæfte, pkt 242 fastsat, at der i tilfælde, hvor det ikke med sikkerhed kan afgøres, hvem der har erstatningspligt for tabtgåede eller bortstjålne sager, skal rettes henvendelse til politiet med anmodning om, at de pågældende genstande må blive eftersøgt og efterlyst i Danske Politiefterretninger.

3. Det retlige ansvar

Ansvar

Det vil fremgå af afsnit 2, at Forsvarets bestemmelser for afvikling af tabs- og skadesager i hovedsagen er af proceduremæssig art. Det retlige grundlag for at pålægge erstatningsansvar kan henføres til bestemte udtryk som forsæt, skødesløshed, uagtsomhed, uorden el.lign. Søværnet siger »efter de gældende bestemmelser«, hvorved sikkert forstås de almindelige erstatningsregler. Som helhed forekommer begreberne uklare, og her skal derfor nogle spørgsmål om ansvar og de almindelige erstatningsregler samt det personlige erstatningsansvar gøres til genstand for undersøgelse.

I det dagligdags upræcise sprog anvendes ordet »ansvar« i forskellige betydninger. Et ansvar er ofte noget temmeligt mystisk noget, som man nok kan opfatte på en eller anden måde, og som derfor må være til. Det er jo rigtigt nok, at når man har ansvaret for noget, er det rimeligt, at manbliver »draget til ansvar« for det, men det synes da snarere en følge af ansvaret end ansvaret selv.

Man kan evt. definere ansvar således: »At A har ansvaret for B v il sige, at livis B er noget, som det er berettiget at rette sanktioner imod, er det berettiget at rette sanktionerne mod A«. Da man i forsyningstjenesten såvel i Flyverkommandobestemmelse M 4 af 2 aug 1966 som i Hærens Tekniske Korps FAG-41-14 pkt 203 har fastsat nærmere bestemmelser vedrørende ansvarsplacering/opdeling i ansvarsfunktioner på grundlag af udkast til LO B 1. hæfte, Forsyningsforvaltning, skal disse bestemmelser fremhæves med henblik på senere vurdering i relation til erstatningsansvar:

- Chefsansvar:

I tilslutning til Tjenestereglement for Forsvaret fastsættes herved følgende supplerende bestemmelser vedrørende en chefs ansvar. Det overordnede ansvar for forsyningsforvaltningen ved værnene påhviler vedkommende væmschef. Enhver chef skal gøre sig bekendt med gældende love og bestemmelser, væmsbestemmelser, regulativer m.v. vedrørende forvaltningen og inden for eget tjenesteområde udgive fornødne, supplerende instruktioner, ordrer og detailbestemmelser. Han er ansvarlig for, at det ham direkte underlagte personel modtager en sådan instruktion og vejledning, at personellet bliver i stand til at udføre de pligter, som i forbindelse med forvaltningen påhviler det. Enhver chef har beholdningskontrolansvar for de genstande, som forvaltes og anvendes indenfor hans tjenesteområde, samt ansvar for beholdningernes opretholdelse i henhold til gældende direktiver. Chefen udøver sit ansvar ved tilsyn med de forskellige forvaltningsfunktioners udførelse på alle trin inden for egen enhed og eget tjenesteområde, dels personligt og dels under anvendelse af de t il hans rådighed værende organer og kvalificeret personel.

- Lederansvar:

Enhver, der varetager forvaltning af beholdninger/udfører delfunktioner heraf eller fører tilsyn med beholdninger, er ansvarlig for, at de forsyningsgenstande, som udgør beholdningerne, administreres, opbevares og behandles på forskriftsmæssig måde. Han er tillige ansvarlig for eventuelle tab, forvoldt af det ved forvaltningen anvendte personel, såfremt han har undladt at iagttage givne bestemmelser, forskrifter m.v., eller han har forsømt de ham påhvilende instruks-, kontrol- og tilsynsopgaver, og denne forsømmelse må antages at have medvirket til tabet.

- Beholdningsansvar:

Ansvaret for forsyningsgenstandes rette tilstedeværelse påhviler enhver t il Forsvaret knyttet person for så vidt angår sådanne beholdninger, der fysisk er overdraget i hans varetægt, og t il hvilke adgang ikke kan ske uden hans nærværelse eller samtykke.

- Brugeransvar:

Enhver til Forsvaret knyttet person, som inden for sit tjenesteområde eller t il personligt brug har forsyningsgenstande udlånt eller evt. fast udleveret, er ansvarlig for, at de pågældende genstande t il enhver tid holdes i tjenstdygtig stand gennem forskriftsmæssig og forsvarlig vedligeholdelse, opbevaring og brug«.

Nævnte bestemmelse ligner meget det i Alm ent Forvaltningsreglement afsnit III anførte om vedligeholdelsesansvar, hvor man endvidere taler om fagligt/teknisk ansvar. Materielansvaret ved de brugende enheder i Søværnet er delt op i følgende begreber: kommandoansvar, teknisk ansvar, beholdningskontrolansvar og beboldningsansvar. Sammenfattende kan det siges, at der er tilstræbt en række definitioner på ansvarsbegreber, uden at de dog er sat i direkte relation til det retlige reaktionssystem. Da der her alene skal drøftes det retlige ansvar må man traditionelt sondre mellem strafansvar og erstatningsansvar og sætte disse begreber i relation til retlige sanktionsregler. Skyld og ansvar er i retssproget ofte synonymer.

Strafansvar

Straf kan kun pålægges for et forhold, hvis strafbarhed er hjemlet ved lov, eller som ganske må ligestilles med et sådant, jf. Borgerlig Straffelovs § 1. Indenfor Forsvarets administration bruges ordet ansvar normalt i betydningen pligt, tjenestepligt, forpligtelse o.lign. og ofte i tilknytning til beskrivelse af et arbejdsområde. Man kunne måske som fællesnævner kalde dette ansvar for administrativt ansvar. Som regel er der kun tale om fordeling af en række arbejdsopgaver. De strafferetlige sanktioner for tilsidesættelse af tjenestepligter er fastsat i Borgerlig Straffelovs kapitel 16 om forbrydelser i offentlig tjeneste eller hverv, hvor §§ 155-157 har følgende indhold:
 
»§ 155 . Misbruger i øvrigt nogen, som virker i offentlig tjeneste eller hverv, sin stilling t il at krænke privates eller det offentliges ret, straffes han med bøde eller hæfte. Sker det for at skaffe sig eller andre uberettiget fordel kan fængsel indtil 2 år anvendes.
§ 156. Når nogen, som virker i offentlig tjeneste eller hverv, nægter eller undlader at opfylde pligt, som tjenesten eller hvervet medfører,  eller at efterkomme lov lig tjenstlig befaling, straffes han med bøde eller hæfte. Udenfor foranstående bestemmelse falder hverv, hvis udførelse hv iler på offentlige valg.
§ 157. Samme straf finder anvendelse, når nogen, som virker i offentlig tjeneste eller hverv, gør sig skyldig i grov eller oftere gentagne forsømmelse eller skødesløshed i tjenesten eller hvervets udførelse eller i overholdelsen af de pligter, som tjenesten eller hvervet medfører. Bestemmelsen i § 156, 2. punktum finder tilsvarende anvendelse«.
 
Disse strafferegler, der også gælder for Forsvarets personel, synes så smidigt udformede og så omfattende, at det er m uligt herunder at henføre enhver tjenesteforseelse, der ikke er omfattet af andre straffebestemmelser, og som er af en sådan betydning, at der kan antages at være et virkelig t behov for at sanktionere den med straf. Af andre relevante lovbestemmelser skal i øvrigt Militær Straffelovs § 63 og § 70 fremhæves:
 
»§ 63. Den, som forsætlig eller uagtsomt undlader at efterkomme en ham efter reglement, særlig forskrift eller tjenesteforholdets natur påhvilende pligt, straffes med arrest eller med fængsel i indtil 4 måneder. Er pligtforsømmelsen særlig grov, har den medført stor skade eller fare, eller har en befalingsmand derved i høj grad svigtet overfor de krav, der efter hans stilling må stilles til ham, kan straffen stige til fængsel i 1 år, i krigstid 3 år. 
§ 70. Den, der forsætlig eller ved skødesløshed bevirker, at krigsmagten tilhørende ting bortkommer, ødelægges eller beskadiges, straffes med arrest eller med fængsel indtil 1 år«.
 
Ansvar i betydningen pligt kan således sættes i direkte relation til straffelovene og får derved en mening. Strafferettens regler har den uhyre betydning, at der kun er mulighed for at straffe de handlinger, der positivt er beskrevet som retsstridige. Straffen er netop en misbilligende reaktion imod det forbudte, og strafferettens regler drager således en grænse for den enkeltes handlefrihed.
 
Almindelige erstatningsregler
 
Erstatningsreglerne kan opdeles i ansvar efter culpareglen og ansvar efter strengere erstatningsregler. Det er her relevant særligt at holde sig til culpareglen, som er dansk rets almindelige erstatningsregel. Culpareglen eller skyldreglen (culpa = skyld) fremstilles traditionelt således, at der indtræder ansvar for den påregnelige skade, som forvoldes ved en retsstridig handling, der kan tilregnes den pågældende som forsætlig eller uagtsom. Den er dog aldrig blevet udtalt i nogen lovregel, og vi har heller ikke nogen almindelig erstatningslov, men adskillige lovbestemmelser forudsætter dens eksistens, når de inden for deres område fastslår, at der ifaldes erstatningsansvar for »fejl«, »forsømmelse«, »uagtsomhed«, »skødesløshed« eller »mangel på agtpågivenhed«, »omhu« o.s.v. Grundelementet i culpareglen er menneskelig skyld, idet der i det en kelte tilfælde må foreligge en uforsvarlig adfærd, der kan tilregnes skadevolderen som forsætlig eller uagtsom. Uagtsomhed vil i de fleste tilfælde være tilstrækkeligt til at pålægge erstatningspligt, idet man må forlange, at folk opfylder en sådan almindelig agtsomhedsnorm, som kan anses for rimelig i den pågældende situation.
 
Til belysning af culpareglen skal anføres enkelte definitioner, idet bemærkes, at krav om ansvar betinger, at der skal foreligge skyld (culpa), enten som forsæt eller som grov uagtsomhed eller simpel uagtsomhed. Den hændelig forvoldte skade medfører efter denne regel ikke ansvar. Forsæt foreligger, når skadevolderen ligefrem har tilsigtet skadens indtræden, han har handlet »med vilje«. Grov uagtsomhed vil sige tilsidesættelse af den agtpågivenhed, som selv et skødesløst menneske plejer at udvise. Simpel uagtsomhed vil sige tilsidesættelse af den agtpågivenhed, som udvises af en »bonus paterfamilias« (egentlig en god familiefader). At handle som »bonus paterfamilias« vil sige, at man handler som en fornuftig og omhyggelig mand, der kender til pågældende livsforhold (livets regel/sædvane på omhandlede områder). Der er ikke nogen skarp overgang mellem grov og simpel uagtsomhed. Grov uagtsomhed er simpelthen en meget høj grad af uagtsomhed. Culpareglen kan karakteriseres som en retlig standard, der henviser til en almindelig eller speciel handlenorm på det pågældende område, og afgørende for ansvarsgrænsen er, om handlingen efter forholdets natur er forsvarlig.
 
Der kræves så megen opmærksomhed, som almindelige mennesker plejer at anvende i sådanne forhold, men ikke nogen ekstraordinær agtpågivenhed af folk, for »ansvaret bør imidlertid ikke engang gennemføres overalt, hvor den handlende med den højeste grad af opmærksomhed kunne have indset, at handlingen var uønskelig. Det ville ikke være m uligt at presse det store flertal af mennesker til i alle livsforhold at anvende den højeste grad af opmærksomhed. I øvrigt ville det heller ikke være ønskeligt at gøre livet så hyrdefuldt, som det derved ville blive« (Ussing).
 
Den nævnte sætning er udtryk for skyldprincippet: Uden skyld, ingen erstatning. Det er skylden, der begrunder ansvaret, og det må efter almindelig retsfølelse forekomme naturligt at lade risikoen for en skade bæres af den, som er den nærmeste til at påregne dens indtræden, og som har mulighed for at afværge den. Det centrale i culpabegrebet er, at den udviste adfærd afviger fra et anerkendt handlemønster. Ofte vil den rette optræden være præciseret i sædvane, og på forskellige arbejdsområder vil der ofte være skabt bestemte regler eller principper for rigtig optræden, således at sagkyndige med forholdsvis stor sikkerhed kan udtale sig om forsvarlighedsspørgsmålet. Det er klart, at et almindeligt culpabegreb kun kan benyttes som vejledende, hvor der ikke findes faste normer.
 
Culpabedømmelsen beror således på en helhedsvurdering af skadevolderens handling med særligt hensyn til skadeevnen og hans muligheder for at undgå at forvolde skade i den givne situation, eftersom der i de forskellige livsforhold stilles uensartede krav til agtpågivenheden. Begrundelsen for erstatningsansvaret ligger i præventionshensynet og genoprettelseshensynet.
 
Selvom beskrivelse af culpareglen her er det væsentlige, skal det dog som en orientering nævnes, at man også i dansk ret har begrebet objektivt ansvar, d.v.s. ansvar uden skyld. Objektivt ansvar er normalt lovfæstet for virksomhed, der kendetegnes som farlig bedrift, f.eks. luftfart og jernbanedrift, men også principalansvaret er i princippet objektivt. Nævnte ansvarsregler kan udtrykkes på den måde, at culpaansvar er det, man ifalder, når der kan bebrejdes en noget (fejl og forsømmelse), og objektivt ansvar er det, man ifalder, når der ved en risikabel virksomhed er voldt skade, uden at der i og for sig kan rejses bebrejdelse mod en.
 
Det personlige erstatningsansvar
 
Efter nu at have fået en vis klarhed over, at det retlige ansvar er et sanktionsbegreb, der er tilknyttet reaktioner som straf og erstatning, samt kendskab til visse grundprincipper for at ifalde ansvar, skal spørgsmålet om det personlige erstatningsansvar undersøges. Grundlovens § 13 fastsætter, at Kongen er ansvarsfri, og at ministrenes ansvarlighed bestemmes nærmere ved lov. Denne lov blev en realitet ved lov nr. 117 af 15 april 1964 om ministres ansvarlighed, og der er i § 9 fastsat, at »med hensyn til erstatningsansvar i anledning af ministres handlinger gælder de almindelige regler om erstatning for skade forvoldt af personer i Statens tjeneste«.
 
Der findes endnu ingen lovbestemmelse, som i almindelighed udtaler sig om tjenestemænd m .fl.’s personlige erstatningsansvar, men det er forudsat i lovgivningen og fast antaget i retspraksis, at de er ansvarlige for fe jl og forsømmelse. Dette gælder både i forhold til borgerne og det offentlige, i sidstnævnte henseende hvad enten de direkte forvolder det offentlige tab, eller dette sker indirekte derved, at de påfører det offentlige et erstatningsansvar, idet der i så fald kan gøres regres mod pågældende.
 
Fra den tidligere tids anskuelse, at skade voldt af tjenestemænd m.fl. under udførelse af offentlige funktioner ikke kunne pådrage Staten ansvar, er det i hvert fald siden en højesteretsdom i 1943 anerkendt, at Staten er ansvarlig i henhold til »Danske Lov 3-19-2 eller en hermed stemmende grundsætning«. I overensstemmelse hermed anses det som gældende ret, at offentligt ansatte har et selvstændigt ansvar som i private forhold. Man er herved nået frem til, at retsreglerne principielt er de samme for såvel personer i Statens tjeneste som for personer på det civile arbejdsmarked i spørgsmålet om arbejdsgiveres ansvar for ansatte, og disses eget ansvar. Det er den almindelige regel i dansk ret, at en hvervgiver hæfter for det erstatningsansvar, som hvervtageren måtte pådrage sig for uforsvarlige skadegørende handlinger, der er foretaget i forbindelse med hvervets udførelse.
 
Dette erstatningsansvar bygges på reglen i Danske Lov 3-19-2, der har følgende ordlyd:
End giver Husbond sin Tiener, eller anden, Fuldmagt på sine Vegne at forrette noget, da bør Husbonden selv at svare t il hvad derudi forseis af den, som band Fuldmagt givet haver, og af hannem igien søge Opretning.
 
Nævnte husbondansvar eller principalansvar er en meget vigtig regel i dansk erstatningsret. Husbonden er arbejdsgiveren, d.v.s. den for hvis regning arbejdet udføres, og denne pådrager sig ansvar for medhjælperens fejl, når forseelsen angår hvervets udførelse. Bortset fra abnorm adfærd hos medhjælperen, som ligger udenfor, hvad principalen kan påregne, hæfter denne prin cipielt uden hensyn til skyldgraden af den underordnedes adfærd, og uanset om han har overtrådt givne instrukser eller har foretaget den skadegørende handling i beruset tilstand. Reglen om husbondansvar bygger endvidere på den forudsætning, at den ansatte har pådraget sig et personligt ansvar efter den almindelige erstatningsregel (culpareglen).
 
Ansatte personer er således principielt ansvarlige for de skader, de forvolder tredjemand under deres arbejde i den pågældende virksomhed, selvom arbejdsgiveren i kraft af Danske Lov 3-19-2 eller andre regler tillige hæfter for skaden, ligesom arbejdsgiveren, dersom han har måttet udrede erstatningen, har regres mod den ansatte, der har forvoldt skaden. Den ansatte er i det hele taget ansvarlig over for arbejdsgiveren for alle skader, der er forvoldt ved forsømmelighed eller anden adfærd fra den ansattes side, altså også på arbejdsgiverens egne ting. I forbindelse med spørgsmålet om den ansattes ansvar over for arbejdsgiveren skal bemærkes, at Danske Lov 3-19-2 bestemmer, at
 
»Tienestefolk må ej med deris Forseelse føre deris Husbond Skade på, men de bør selv at lide for, hvis de brat have«.
 
Denne regel anvendes vistnok ikke, fordi den ikke afviger fra den almindelige culparegel. Dette vidtgående ansvar for ansatte, som i princippet også omfatter selv ringe uagtsomhed, vil ofte forekomme mindre rimeligt. I det praktiske liv har man da sikkert også en mere sikker fornemmelse for, hvor risiko og ansvar bør ligge, end den teoretiske opfattelse giver udtryk for. Efter en i 1951 af Finansministeriet ved forespørgsel til de enkelte ministerier foretaget undersøgelse af, i hvilke tilfælde der er gennemført regres mod tjenestemænd eller andre i Statens tjeneste ansatte for tab, som er påført Staten enten ved erstatningsforpligtende forhold over for trediemand eller ved skadegørende handlinger direkte over for Staten, synes det at fremgå, at regreskrav som hovedregel begrænses til tilfælde, hvor der foreligger et forhold af grovere karakter.
 
Tilsvarende gør sig også gældende på det civile arbejdsmarked, idet Dansk Arbejdsgiverforening har udtalt og Landsorganisationen i Danmark er enig med arbejdsgiverforeningen i, at det praktiske kriterium for, om erstatningskrav fra arbejdsgiverside gøres gældende imod de ansatte, er, om der fra den ansattes side kan siges at være udvist forsæt eller grov uagtsomhed, medens skadevoldende handlinger som udslag af simpel uagtsomhed almindeligvis ikke giver anledning til erstatningskrav, jf. bilag til betænkning nr. 352/1964.
 
Det fremgår dog samtidig, at der næppe er tvivl om, at erstatningsansvar for mindre skader i det daglige gøres gældende i et ret stort antal tilfælde. Sådanne krav tillægges stor betydning, således f.eks. inden for transportfagene og forskellige håndværksfag, hvor håndværktøj anvendes, idet man ofte kræver erstatning for beskadigede eller mistede varer og for mistet værktøj. Erstatningskrav rejses i visse tilfælde på grundlag af direkte bestemmelser om erstatningspligt i de kollektive overenskomster, men normalt på grundlag af den almindelige erstatningsregel.
 
En stor del skader hidrører fra sløseri eller grov uagtsomhed med behandling af udleveret værktøj eller andet udleveret materiale f.eks. også arbejdstøj. Mange overenskomster indeholder en bestemmelse, der understreger ansvaret for udleveret materiale, men selvom en overenskomst ikke indeholder nogen speciel bestemmelse om erstatningspligt, vil almindelige erstatningsregler dog være gældende også i det kollektive overenskomstforhold.
 
Ved bedømmelse af det personlige erstatningsansvar i ansættelsesforhold må man have for øje, at mennesker ikke er maskiner, og at ethvert menneske handler med en vis fejlprocent, som der må regnes med. Det er livets lov, at »hvor der handles, der spildes«. Hvis man derfor skulle anvende culpareglen i alle tilfæ lde efter sit indhold, at erstatning skal svares også for simpel uagtsomhed, ville det, da enhver skade i det lange løb kun kan undgås ved den yderste forsigtighed, betyde, at man faktisk ad en omvej lægger en ekstraordinær forsigtighed på de ansatte. Det ville næppe være til arbejdsgiverens fordel, for skulle der arbejdes med det form ål at undgå al skade, ville en sådan virksomhed sikkert blive så omstændelig, at den blev dyrere end en hurtigere form for arbejde, der af og til medførte tab.
 
Det er derfor rimeligt, om arbejdsgiveren bærer risikoen for de uagtsomt forvoldte skader og ikke den ansatte, som det er tilfæ ldet efter culpareglen. Det vil heller ikke være rimeligt, at en person med en forholdsvis ringe løn skal hæfte for simpel uagtsomhed ved ødelæggelse eller beskadigelse af meget kostbare genstande, medens en anden med samme løn ved en anden virksomhed kun omgås mindre kostbare ting. Disse synspunkter må i hvert fald gælde, når det drejer sig om simpel uagtsomhed, og synes overensstemmende med det anførte om hovedsynspunktet i praksis.
 
Det er dog klart, at mulighederne for at ifalde erstatningsansvar selv ved simpel uagtsomhed har en væsentlig præventiv og pædagogisk betydning, ligesom det er stemmende med almindelig retsfølelse, at der anlægges strengere synspunkter, når det drejer sig om bortkomst af værktøj, udrustningsgenstande m.v. ved mangel på påpasselighed. Her spiller præventionshensynet en betydelig rolle.
 
4. Vurdering af forsyningstjenestens ansvarsbegreber og bestemmelser om erstatning
 
Af afsnit 2 fremgår Forsvarets bestemmelser vedrørende tab og beskadigelse af forsyningsgenstande, og i afsnit 3 er omtalt bl.a. Forsvarets personels retlige ansvar. På denne baggrund skal fremsættes en vurdering af de i forsyningstjenesten anvendte ansvarsbegrebers relation til erstatningsansvar samt nogle betragtninger i tilknytning til de reglementariske bestemmelser vedrørende erstatning m.v. Nærmere om strafansvar skal her udelades.
 
Det er konstateret, at Forsvarets personel principielt ifalder erstatningsansvar for skade, der forvoldes ved fejl og forsømmelse, og det er klart, at man er erstatningspligtig, hvis der udvises forsømmelse i behandling af det ved hvervets udførelse anvendte materiel. I kraft af tjenesteforholdet er ansatte forpligtet til positiv omhu og vil derfor ofte kunne blive ansvarlig for undladelser, f.eks. hvis pågældende undlader opbevarings- og sikkerhedsforanstaltninger eller ikke sørger for, at nødvendige reparationer bliver foretaget.
 
Bestemmelser om chefsansvar, lederansvar, beholdningsansvar og brugeransvar er citeret i afsnit 3.
 
Chefsansvar/Lederansvar
 
At chefen/lederen har ansvaret for materiel betyder som regel bare, at chefen/lederen har den forvaltningsmæssige ledelse af materialadministrationen. En overordnet er ikke ansvarlig for sine underordnedes skadegørende handlinger, og erstatningsansvar vil derfor kun komme på tale, når tabet kan henføres til at være en følge af fejl og forsømmelse, som medfører personligt ansvar efter de almindelige regler.

Beholdningsansvar

Personer, der administrerer en beholdning, vil normalt være ansvarlige for svind i dette, når svindet går ud over, hvad der er sædvanligt. Ved opgørelsen må derfor bortses fra ukontrollabelt svind, som erfaringsmæssigt kan optræde på området. En forudsætning for ansvaret v il det altid være, at pågældende har været i stand til at føre den fornødne kontrol med beholdningerne, og at der ikke er mulighed for, at manglen skyldes andre ansattes uredelighed. Der v il også kunne stilles krav om, at der er ført et rimeligt tilsyn. Ansvaret kan efter beholdningernes art være strengt, f.eks. for våben, souvenirgenstande m.v. Det må som hovedregel kunne antages, at pågældende, der har beholdningsansvar, har bevisbyrden for, at tabet ikke skyldes hans fejl eller forsømmelse.

Brugeransvar

Med hensyn til forsyningsgenstande, som er udlånt eller evt. fast udleveret (udrustning, værktøj m.v), må der ved afgørelse af erstatningsspørgsmålet sondres mellem, om beskadigelsen/tabet er sket i forbindelse med genstandens benyttelse under tjenesten, og om genstanden er beskadiget eller bortkommet uden forbindelse med anvendelse under tjeneste.
 
Der må under tjeneste kunne kræves en sådan agtpågivenhed, at bortkomst af forsyningsgenstande ikke finder sted, og det må høre til de sjældne tilfælde, at bortkomst vil kunne karakteriseres som hændelig, og erstatningsansvar bør derfor normalt påhvile for al uagtsomhed efter culpareglens indhold. Derimod synes det u billig t at anlægge så strenge synspunkter, når det drejer sig om genstandenes beskadigelse under anvendelse i tjenesten. Der må tolereres en vis margin i de tilfælde, hvor der på grund af ringe uagtsomhed sker skade på de anvendte forsyningsgenstande, på tilsvarende måde som ved beskadigelse af Forsvarets ejendom i øvrigt, idet en del af arbejdets risiko hør hæres af Forsvaret som arbejdsgiver. Ved beskadigelse må pålæggelse af erstatningsansvar følge af en grovere art af uagtsomhed, men nærmere betragtninger herom kan dog udelades med henvisning til lempelsesreglen, som netop hjemler adgang til lempelse af erstatningspligt i forhold til den udviste skyld, i hvert fald når det drejer sig om simpel uagtsomhed.
 
Ved tab eller beskadigelse af forsyningsgenstande i forbindelse med anvendelse under tjeneste må erstatningsansvar afgøres efter culpareglen med en samtidig rimelig anvendelse af lempelsesreglen, når det drejer sig om beskadigelse på grund af simpel uagtsomhed. For hændelige tab eller beskadigelse skal der følgelig ikke betales erstatning.
 
Anderledes synes problemstillingen at være, når sagen drejer sig om udlånte eller fast udleverede forsyningsgenstande, der bortkommer eller beskadiges uden forbindelse med anvendelse under tjeneste. Spørgsmålet er, hvorvidt de strenge regler for lån, som er fastsat i Danske Lov 5-8-1 er grundlag for ansvaret. Efter denne regel må en låntager normalt betale erstatning, selvom tabet er hændeligt.
 
KFFB 30-1961 pkt 2 tilkendegiver indirekte låners ansvar, selvom udrustningsgenstandene bortkommer ved indbrudstyveri, ligesom Hærens Tekniske Korps FAG-41-14, tillæg I pkt 105 (januar 1962) fastslår, at man altid er erstatningspligtig, når de udleverede genstande ikke anvendes direkte til tjenstlige formål.
 
Modsat er det i KFFB 16-1956 pkt l.c anført, at udleverede udrustningsgenstande omfattedes af Statsbrandforsikringsfondens risiko (nu bortfaldet), og endvidere bar Forsvarsministeriet ved skrivelse nr.4.kt.647.4-4 af 4 april 1966 (til HTK , info værnskommandoer) udtalt, at militært personel, der er beordret til at opbevare militær udrustning på privat bopælikke er ansvarlig for udrustningens hændelige bortkomst (tyveri, brand m.v.). På denne baggrund må det være rigtigt at følge de i Danske Lov 5-8-14 fastsatte bestemmelser om opbevaring, hvoraf følger at man kun er ansvarlig, hvis man har tilsidesat almindelig agtpågivenhed i det foreliggende forhold.
 
Danske Lov 5-8-14 lyder således:
 
»Annammer nogen anden Mands Gods i Forvaring og til at giemme, da bør band det at giemme som sit eget Gods. End kommer der Ild i Hans Huus og opbrænder det, eller Tyve bortstiele det eller det af anden U lykke forkommer tillige med hans eget Gods, da være hånd angerløs. End vorder hans eget Gods bevaret, og det bevises, at han hafde Tid og Lejlighed det betroede Gods med sit at frelse, da gieide hånd igien det, som hånd i Forvaring annammet hafde.«
 
Ved tab eller beskadigelse af forsyningsgenstande uden forbindelse med anvendelse under tjeneste skulle det således kunne gøres gældende, at brugeransvaret indebærer erstatningsansvar, medmindre pågældende vil kunne påvise at have opfyldt sine pligter som forvarer.
 
Fastsættelse af erstatningsbeløb
 
De nugældende regler, jf. side 163 f., er for uklare. Vejledning til en udformning af én regel må kunne hentes i forsikringsaftalelovens §§ 37-38, der i vidt omfang er stemmende med almindelige principper for opgørelse af tab. For så vidt angår prisansættelsen, begrænses erstatning normalt til genanskaffelsesværdien med fradrag for afskrivning eller til reparationsudgiften, men derimod ikke til reparationsomkostninger udover værdien, da reparationen så  vil være økonomisk uforsvarlig. Forsikringsaftalelovens § 37 fastsætter bl.a., at 
 
»tingens værdi ansættes til det beløb, der efter priserne um iddelbart før forsikringsbegivenheden ville kræves til genanskaffelse af den tilintetgjorte eller beskadigede genstand med rimeligt fradrag for værdiforringelse ved alder, brug, nedsat anvendelighed eller andre omstændigheder.«
 
Den sidst tilkomne regel om, at der ved beregning af erstatningsprisen, når det drejer sig om almindeligt og mindre kostbart materiel (katalogpris ikke over 100 kr.), gås ud fra et beløb svarende til 75% af katalogprisen, såfremt der ikke kan godtgøres en højere eller lavere værdi, kan vel forekomme praktisk, men vanskeligheden kan ligge i at fastholde, at det er en undtagelsesregel, at der kun skal betales 75% af katalogprisen ved bortkomst, og ikke en hovedregel, at man altid kan nøjes med at betale 3/4 »af prisen i forbindelse med »hjælpsomhed« ved tingens bortkomst. Reglen v il ikke kunne kombineres med værdiklasseberegningen for visse munderingsgenstande, da værdiklassepriserne må anses for ufravigelige.
 
Udgangspunktet for fastsættelse af erstatningsbeløb må altså være genanskaffelses- og reparationsomkostningerne, og ved fuld erstatning forstås den erstatning, hvorved man bliver stillet økonomisk, som om skaden ikke var indtrådt. Såfremt flere personer hver for sig i kraft af de almindelige erstatningsregler er ansvarlig for den samme skade, antages det som en almindelig regel, at de hæfter solidarisk.
 

Lempelsesreglen

Den i LOB 15. hæfte Kommandantskabsforvaltning pkt 15.5 fastsatte lempelsesregel, hvorefter rettergangschefen kan bestemme, at erstatningspligten lempes i det omfang, det findes rimeligt under hensyn til den udviste skyld, skadens størrelse, den ansattes stilling og omstændighederne i øvrigt, kan ikke specielt være begrænset til 15. hæftes område, men må anses at være en generel bestemmelse i tilknytning til pålæggelse af erstatningspligt i Forsvaret. Reglen må indebære, at erstatningen kan nedsættes eller helt bortfalde, men spørgsmålet er, i hvilket omfang den skal bruges, for det kan ikke være meningen, at reglen skal udvikle et »bødesystem«. Det er dansk rets hovedregel, at den ansvarlige skal betale fuld erstatning, og det må fastslås, at vore domstole efter lovgivningens stilling ikke kan anses for beføjet til uden lovhjemmel at lempe ansvaret. Lempelsesregler for skader voldt af ansatte i forbindelse med deres tjeneste er fastsat for skibsførere og søfolk, jf. sølov § 59 og sømandslov § 50. Det vidtgående ansvar for arbejdere, funktionærer og andre ansatte er blevet kritiseret fra forskellig side, da ansvaret jo om fatter selv ringe uagtsomhed.
 
I betænkning nr. 352/1964 om arbejdsgiveres erstatningsansvar for ansattes skadegørende handlinger m.v. har vedkommende udvalg bLa. behandlet spørgsmålet om lempelse af erstatningsansvaret for personer, der volder skade i andres tjeneste, og stillet forslag til en lempelsesregel således, at arbejdsgiveren har regres mod den ansatte i det omfang, det findes rimeligt under hensyn til den udviste skyld, den ansattes stilling og omstændighederne i øvrigt, og at denne lempelsesregel finder tilsvarende anvendelse med hensyn til den ansattes erstatningsansvar for skade, han i øvrigt forvolder arbejdsgiveren. Det fremgår af betænkningen, at det ikke er meningen, at reglen skal bruges, når der foreligger forsæt eller grov uagtsomhed. Arbejdsmarkedets parter har tilsluttet sig reglen, der stemmer med skik og brug og de eksisterende regler i sølov og sømandslov. På bl.a. denne baggrund må det i hvert fald indtil videre kunne antages, at Forsvarets lempelsesregel kun bør anvendes ved tab eller beskadigelse, der skyldes simpel uagtsomhed. I andre tilfælde, hvor det drejer sig om betydelige beløb i forhold til den ansattes stilling, bør Forsvarsministeriets afgørelse indhentes, så længe der ikke foreligger nærmere vejledning om spørgsmålet.
 
Som yderligere støtte for dette synspunkt, at lempelsesreglen kun bør anvendes ved simpel uagtsomhed, skal nævnes, at en almindelig lempelsesregel er givet i forsikringsaftalelovens § 25 stk 1, 2. pkt, som bl.a. fastsætter, at i det omfang, der foreligger en egentlig skadeforsikring, kan skadevolderens erstatningspligt nedsættes eller helt bortfalde, hvis han har forvoldt skaden ved en uagtsomhed, der ikke kan betegnes som grov. Efter denne regel er det udelukket at lempe ansvaret til fordel for en skadevolder, der har handlet groft uagtsomt, og et udvalg har i betænkning nr. 215/1959 om ændring i lov nr. 129 af 15 april 1930 om forsikringsaftaler udtalt, at det fortsat bør være en betingelse for lempelse, at den ansvarlige ikke selv har voldt skaden forsætligt eller groft uagtsomt. Domstolene har i øvrigt statueret ansvar ved »betydelig simpel uagtsomhed«. Forsvarets lempelsesregel er for så vidt interessant allerede af den grund, at det i nævnte betænkning indeholdte forslag endnu ikke har givet anledning til noget lovgivningsinitiativ.
 

Afvikling af erstatningsbeløb

I gældende ret findes ingen lovregler, der særligt begrænser arbejdsgiverens ret til i ansattes lønkrav at modregne et eventuelt erstatningskrav eller andet krav, som står i forbindelse med ansættelsesforholdet, og et i øvrigt berettiget erstatningskrav kan efter praksis bringes i modregning imod et lønkrav, i hvert fald så længe tilbageholdelsen ikke omfatter et i forhold til lønnen urimeligt stort beløb ved den enkelte udbetaling. Forsvarets regler er anført foran under afsnit 2. Til de i LOB 12. hæfte pkt 215 fastsatte regler for inddrivelse af gældsbeløb skal bemærkes, at man i tilfælde, hvor beløbet ikke er fastslået ved dom, bør anvende »Frivilligt Forlig« i stedet for gældsanerkendelseserklæring. Sådanne frivillig e forlig giver samme mulighed for eksekution som en domstols afgørelse, idet retsplejelovens § 478 stk 1 fastsætter, at udenretlige skriftlige forlig om forfalden gæld kan tjene til grundlag for eksekution på betingelse af, at det udtrykkeligt er vedtaget i forliget, at det skal kunne eksekveres i tilfælde af misligholdelse, og at de omkostninger, skyldneren indgår på at betale bortset fra de med eksekutionen forbundne, er anført i forliget med en bestemt sum.
 
Der opstilles 4 betingelser for, at eksekution kan foretages på grundlag af et frivilligt forlig:
1) at forliget skal være skriftligt,
2) at forliget er indgået, efter at forfaldstiden for den gæld, som forliget angår, er indtrådt,
3) at den umiddelbare adgang til eksekution af forliget i tilfælde af misligholdelse udtrykkeligt er vedtaget i dette,
4) at omkostningerne er anført i forliget med et bestemt beløb.
 
Frivilligt forlig stemples efter stempellovens 2. klasse, p.t. 2/5% af beløbet. Der findes i handelen formularer, som gør oprettelse af et frivilligt forlig let. Såfremt der skal beregnes renter, beregnes disse i henhold til gældsbrevslovens § 62, stk 2 med 5 % p.a.
 
5. Afslutning
 
Sammenfatning
 
Efter den foretagne undersøgelse af det retlige ansvars indhold kan det fastslås, at dette angår normer for menneskelig adfærd, og at straffe- og erstatningsreglerne er retlige normer, der i modsætning til andre adfærdsnormer fastsætter retlige sanktioner for overtrædelser. Mange strafbare handlinger er tillige forbundet med erstatningsansvar, og eksempelvis må der til strafbarhed efter Militær Straffelovs § 70 normalt være tilknyttet erstatningspligt. Det er ved gennemgang af en række retsregler konstateret, at Forsvarets personels personlige erstatningsansvar kan gøres gældende efter dansk rets almindelige erstatningsregler, d.v.s. culpareglen og de dertil knyttede retsgrundsætninger. Erstatningspligt for tab og beskadigelse af forsyningsgenstande vil være en følge af fejl og forsømmelse, udvist forsæt eller uagtsomhed.
 
Rettergangschefer kan lempe erstatningspligten, hvis tab eller beskadigelse er forvoldt ved simpel uagtsomhed (ikke-betydelig simpel uagtsomhed). Erstatningen fastsættes normalt til genanskaffelsesværdien med fradrag for afskrivning eller til reparationsudgiften, dog ikke udover værdien. Føres genstanden i værdiklasser, er afskrivningen derved beregnet.
 
Konklusion
 
Forsvarets reglementariske bestemmelser vedrørende ansvar og erstatning i forbindelse med tab og beskadigelse af forsyningsgenstande skal ikke her roses for enkelthed og klarhed. Der synes ofte at være manglende forbindelse mellem de enkelte bestemmelser. Det må være berettiget at efterlyse en samlet reglementarisk bestemmelse, der fastsætter beføjelser for afgørelse af sådanne erstatningsspørgsmål samt i fornødent omfang beskriver retsstillingen på dette område. Direkte forslag hertil falder dog uden for nærværende opgave, der alene sigter på at påvise en række almindelige retsregler, som har relation til Forsvarets bestemmelser på et specielt juridisk-økonomisk problemområde. Man bør søge undgået en forskelsbehandling, der vil kunne virke stødende for retsfølelsen, og derfor savnes en angivelse af de hovedretningslinier, som ønskes fulgt i Forsvaret ved afgørelse af erstatningsspørgsmål, der vedrører personellets tjeneste og økonomi.
 
Denne opfattelse understreges af, at det nu er fastsat i LOB 15. hæfte, pkt 15.5, at pålægges det den ansvarlige at erstatte en skade, skal vedkommende i forbindelse med underretning herom gøres opmærksom på, at der er adgang til at få sagen forelagt Forsvarsministeriet. Udtrykkes ønske herom, kan lønindeholdelse ikke påbegyndes, forinden Forsvarsministeriets afgørelse foreligger. Forsvarsministeriet er naturligvis altid en umiddelbar ankeinstans i klagesager, hvorfor en opfordring til at udnytte kreditmuligheder turde være overflødig.
 
Enhver central juridisk afgørelse, der måtte tilsidesætte trufne chefsafgørelser af sager, der vel kan være præget af lokale præventionshensyn, v il svække tillid en til vedkommende chefers vurderingsevne og vil kunne medføre disciplinære vanskeligheder. Afgørelserne skulle derfor gerne hvile på de samme synspunkter og ikke mindst på en nogenlunde ensartet opfattelse af lempelsesreglen. Det ville nok være upraktisk, om udviklingen skulle gå i den retning, at flertallet af disse erstatningssager skulle have ministeriel afgørelse. I tilknytning hertil skal det erindres, at afgørelse af en motorvognsførers erstatningsansvar kun kan træffes af Forsvarsministeriet, jf. LOB 18. hæfte, Forsvarets Motorkøretøjstjeneste, pkt 10.64.
 
Erstatningsretten er et stort og kompliceret område, og helt koncise regler kan ikke opstilles. De fremsatte vurderinger og synspunkter er et forsøg på at give en samlet oversigt over gældende bestemmelser og et vejledende bidrag til forståelse for anvendelse af visse almindelige retlige regler i forbindelse med at pålægge Forsvarets personel erstatningspligt. Loven, siger Jydske Lov, skal være ærlig, retfærdig, tålelig, efter landets sædvane, passende og nyttig og tydelig, så at alle kan vide og forstå, hvad loven siger. Dette gælder naturligvis ikke blot positiv skreven lov, men også for Forsvarets reglementariske bestemmelser og kunne være del af en målsætning i forbindelse med en ønskelig gennemførelse af en å jourføring af de in formationskilder (Love og bestemmelser, kundgørelser m.v.), der skulle være grundlaget for administrationens afgørelser. En større klarhed ville være af væsentlig betydning for administrationens effektivitet og på retlige områder for personellets retsfølelse.
 
T. Vejrup
 

Kildemateriale:

Karnovs Lovsamling.

Juridisk Ordbog, Gad 1965.

Henry Ussing, Erstatningsret, Gad 1947.
 
A. Vinding Kruse, Erstatningsretten I Del, Juristforbundet 1964.
 
A. Vinding Kruse, Erstatningsretten II Del, Juristforbundet 1965.
 
Stig Jørgensen, Erstatningsret, Juristforbundet 1966.
 
Poul Andersen , Offentligretligt Erstatningsansvar, Gyldendal 1938.
 
H. G. Carlsen, Dansk Funktionærret, Gad 1963.
 
Allan Riise, Overenskomstfortolkning ved Faglig Voldgift, Nyt Nordisk Forlag 1966.
 
Jørgen Trolle, Risiko og Skyld i Erstatningspraksis, Gad 1960.
 
Munch-Petersen, Den Borgerlige Ret i Hovedtræk, Gad 1959.
 
Betænkning om ændring i lov nr. 129 af 15. april 1930 om forsikringsaftaler, nr. 215/1959. Betænkning om
 
Statens og kommunernes erstatningsansvar, nr. 214/1959.
 
Betænkning om arbejdsgiveres erstatningsansvar for ansattes skadegørende handlinger m.v., nr. 352/1964.
 
Love og Bestemmelser for Forsvaret.
 
Kundgørelser for Forsvaret.
 
PDF med original udgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon ansvar_og_erstatning_i_forbindelse_med_tab_og_beskadeligelse_af_forsyningsgenstande1969_1.pdf
 

 

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.