Ansvar og erstatning

Major T. Vejrup, Forsvarets Intendanturkorps, imødegår i det følgende indlæg den af advokat, kaptajn (R) Leif Lunn fremsatte kritik af visse af de i majorens studie Ansvar og erstatning i forbindelse med tab og beskadigelse af forsyningsgenstande (Mt. 1969, side 160) fremførte synspunkter.

 

Advokat Leif Lunn’s positive interesse for min fremstilling af nogle retsregler omkring tab og beskadigelse af forsyningsgenstande er jeg meget taknemmelig for, men advokatens kommentarer i Militært tidsskrift, juni 1969, pag. 267 ff, giver dog anledning til et par bemærkninger. Når advokaten anfører, at der i den nyere tid er blevet åbnet en ret vid adgang til at lempe erstatningsansvaret for den ansatte, hvor der ikke foreligger grov uagtsomhed, kan denne oplysning næppe underbygges af retspraksis.

Adgang for domstolene til at lempe ansvaret efter skyldgraden og andre omstændigheder er gennemført i tilfælde, hvor skadevolderens tilregnelighed er nedsat på grund af ung alder eller manglende evne til at handle fomuftsmæssigt (myndigliedslovens §§ 63 og 64). Der er endvidere give lempelsesregler for skader voldt af ansatte i forbindelse med deres tjeneste (sølov § 59 og sømandslov § 50, stk. 2). Der er derimod ikke endnu gennemført en lempelsesregel for alle ansatte med hensyn til skader, som de forvolder i tjenesten i lighed med ovennævnte regel i sølov og sømandslov.

I forbindelse med en reform af liusbondansvaret (DL 3-19-2) er der ved betænkning nr. 352/1964 om Arbejdsgiveres ansvar for ansattes skadegørende handlinger stillet forslag til en lempelsesregel. Af straffelovsrådets betænkning om ansvaret for radio- og fjernsynsudsendelser (nr. 487/1968) fremgår ligeledes, at ansvaret for Danmarks Radio må bedømmes efter Danske Lov 3-19-2, og at der bør skabes hjemmel til en lempelse af de ansattes erstatningsansvar, idet man henviser tilsynspunkterne i bl. a. nævnte betænkning om arbejdsgiveres erstatningsansvar for ansattes skadegørende handlinger.

Det ses derfor ikke, at der i den nyere tid er åbnet en ret vid adgang til at lempe erstatningsansvaret for den ansatte, men »det er en sympatisk og længe krævet nydannelse, at det foreslås, at arbejdsgiverens regreskrav mod den ansatte skal kunne lempes” (Højesteretsdommer, dr. jur. J. Trolle i UFR 31 okt 1964 vedrørende bet. 352/64).

Det er dog muligt, at advokaten bar tænkt på den almindelige lempelsesregel, der er givet i forsikringsaftalelovens (FAL) § 25, stk. 1, 2. punktum, og her viser den juridiske teori visse perspektiver, der nok vil kunne give anledning til betænkeligheder hos forsvarets personel. I det omfang, der foreligger en egentlig skadesforsikring og uden hensyn til, om det drejer sig om tings-, person- eller anden skadesforsikring, kan skadevolderens erstatningspligt nedsættes eller efter omstændighederne helt bortfalde, hvis han har forvoldt skaden ved en uagtsomhed, der ikke kan betegnes som grov, eller hans ansvar udelukkende hviler på reglen i DL 3-19-2.

Denne regel om domstolenes adgang til at nedsætte den simpelt uagtsomme skadevolders erstatningspligt - og arbejdsgiverens - eller helt at lade den bortfalde, når skaden var dækket af forsikring, er en meget betydningsfuld lovbestemmelse fra 1930. Den har en særlig evne til at give anledning til retssager, og domspraksis har bl. a. vist, at lempelsesreglen ikke kan anvendes i tilfælde, hvor der ikke foreligger noget skaden omfattende forsikringsforhold.

Da staten er selvforsikrer, og der således ikke er etableret nogen forsikringslignende ordning for skader på statens ejendom, findes der ifølge højesteretsdom af 13. februar 1968 ikke i en grundsætning efter FAL § 25, stk. 1, 2. punktum, støtte for nedsættelse af statens erstatningskrav. Denne retstilstand stiller borgeren forskelligt over for det offentlige og de almindelige forsikringsselskaber, hvilket ikke mindst for personer i statens tjeneste er en interessant problem stilling, som synes at vise, at den retlige teori og praksis ikke altid svarer til almindelig opfattelse af retfærdighed.

Stillingen er således den, at den, der volder skade på en privat ting, der er forsikret, nyder FAL § 25 beskyttelse mod de krav, som forsikringsselskaberne måtte rejse mod ham, men at staten og kommunerne, der ikke har forsikret, har skadevolderen i deres hule hånd, når han har vist en uagtsomhed, der medfører ansvar, og der findes således ingen retsbeskyttelse hos domstolene overfor det offentliges eventuelle krav om fuld erstatning, selvom der ikke er udvist grov uagtsomhed. Højesteretsdommer, dr. jur. J. T rolle har i en kommentar i forbindelse med nævnte højesteretsdom bl. a. bemærket følgende:

»Man kunne måske på ny få sager af en art, man har hørt visse frasagn om, sager, hvor der f. eks. skete det, at nogle kanoner under en natlig manøvre sank i en mose, og hvor forsvarsministeriet overvejede at søge (eller måske faktisk søgte) erstatning hos de værnepligtige løjtnanter, fordi disse ikke helt tilstrækkeligt havde passet på. Man kunne få interessante, men ubehagelige overvejelser af, om disse løjtnanter kunne frifindes efter princippet om accept af risikoen, eller fordi skaden var sket på kostbare og risikable ting, og man kunne komme til at overveje, om et eventuelt ansvar faldt ind under en mulig familieansvarsforsikring.«

Disse overvejelser v il jeg gerne overlade til særligt interesserede. Det skal dog her oplyses, at forsvarsministeriet for år tilbage har rettet henvendelse til justitsministeriet om tilvejebringelse af hjemmel for, at regreskrav mod førere af militære køretøjer, for hvilke der ikke er tegnet ansvarsforsikring, begrænses til tilfælde, hvor den pågældende fører har handlet forsætligt eller groft uagtsomt. Bestemmelsen i LOB 18. hæfte, pkt. 10.64 administreres også i overensstemmelse med nævnte begrænsning.

Med hensyn til anvendelse af frivilligt forlig skal nævnes, at retsplejelovens § 478, stk. 1 fastsætter, at eksekution bl. a. kan ske på grundlag af: 

»1) Domme og kendelser, af sagte af domstole eller af andre myndigheder, der efter lovene er beføjede til at afsigeeksigible kendelser.

2) Forlig, indgåede for retter eller overøvrigheder, for de sidstnævntes vedkommende dog kun i sådanne sager, hvor det ved lovgivningen er pålagt dem at mægle forlig, såvel som for landvæsensretter og andre myndigheder, om hvilke lovene bestemmer, at de for dem afsluttede forlig skal kunne eksekveres. Endvidere kan udenretlige, skriftlige forlig om forfalden gæld tjene til grundlag for eksekution på betingelse af, at det udtrykkeligt er vedtaget i forliget, at det skal kunne eksekveres i tilfælde af misligholdelse, og at de omkostninger, skylderen indgår på at betale, bortset fra de med eksekutionen forbundne, er anført i forliget med en bestemt sum.«
 
Ved anvendelse af skriftlige forlig om forfalden gæld (frivilligt forlig) kan eksekution altså foretages på tilsvarende måde, som hvis sagen var afgjort ved dom, og fordelene herved er ganske væsentlige. I udkast til LOB 1. hæfte Forsyningsforvaltning er en bestemmelse også medtaget herom. Benyttelse af de formularer, der findes i handelen, sikrer, at lovens betingelser er opfyldt, og advokatbistand skulle således normalt være ufornøden ved oprettelse af frivilligt forlig udenretligt. Da en vinkelskriver er en person, der uden at være advokat, i erhvervsmæssigt øjemed driver virksomhed med juridisk rådgivning eller anden juridisk bistand, kan anvendelse af frivilligt forlig ved forsvarets myndigheder ikke med føje betegnes som vinkelskriveri. Der er jo ikke tale om indgreb i advokatens eneret.
 
T. Vejrup
 
PDF med original udgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon ansvar_og_erstatning1969_1.pdf

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.