Anmeldelse af bøger version 2 - 1968

Raymond Aron: Peace and War. A Theory of International Relations. Weidenfeld and Nicolson, London 1966. 820 sider, 105 s.

Alle de historisk kendte samfund har kendt problem et »internationale forbindelser» under en eller anden form; mange af historiens kultursamfund er gået under, fordi de var ude af stand til at begrænse tidens krige. Spørgsmålet om de internationale forbindelsers betydning for fred og krig er ikke nyt, det er tværtimod lige så gammelt som samfund under den ene eller den anden form kendes. Men i vor tid er spørgsmålet ikke længere af begrænset og lokal art. Det er hele menneskeheden, der ville blive truet af en klodeomspændende krig. At forhindre en sådan krig er for alle deltagere i det diplomatiske spil et lige så klart mål, som forsvaret af de rene nationale interesser er det. Men det er også et spørgsmål, der er af brændende interesse langt udover de rene fagdiplomaters og fagmilitæres kreds. Derfor bar den franske sociolog og politiske skribent Raymond Arons omfangsrige og velskrevne bog bud til enhver tænksom læser af historien og til enhver, der alvorligt interesserer sig for den internationale situation og dennes ud vikling og i sidste ende menneskets historie, menneskehedens m ulige udvikling og skæbne. Forfatteren tager sit udgangspunkt i Clausevvitz’ definition om krigen som et voldeligt middel til at påtvinge en modstander sin egen vilje eller sagt på en anden måde: politikkens fortsættelse med andre midler, og han analyserer - i historisk perspektiv - sammenhængen mellem strategien og diplomatiet eller den helhed, der karakteriserer udenrigspolitikken. Han finder, at krigens inderste væsen egentlig er af psykologisk art, hvilket i den nyere historie vel ret beset kun fascismen og kommunismen til fulde har forstået - og udnyttet! At diplomati, demonstration af magtmidler og krig er forskellige grader af og midler til at »overbevise« giver forfatteren en række historiske eksempler på helt op til den seneste tid. Alle rede Clausewitz sagde, at bestræbelserne på at lade et enkelt engagement være afgørende ville føre til den totale krig. Det er netop denne situation, det tyvende århundredes moderne våben har skabt. Tidlig e re har dette ikke været muligt. Derfor har spørgsmålet om »at vinde eller ikke tabe krigen« måske en betydning som næppe før i historien omend denne strategi tidligere - og med held har været anvendt som af Frederik den Store i syvårskrigen, et skoleeksempel på denne form for strategi, hvor kongen spillede på sine modstanderes formodede stigende uenighed og blev begunstiget af den russiske czars død. Et skæbnens held, som nazisterne alvorligt troede kunne gentage sig ved Roosevelts død. Under den første verdenskrig havde Hindenburg Ludendorff-gruppen taget det modsatte standpunkt og søgte indtil foråret 1918 at fremtvinge en afgørelse. Tysklands forhold til krigen behandles iøvrigt indgående omend noget spredt gennem hele bogen. Også Hitler og Det tredie Rige behandles i køligt historisk perspektiv, en behandling, som dette ømtålelige stof iøvrigt stærkt har trængt til.

Raymond Aron, der er professor i sociologi ved universitetet i Paris, vier megen plads til behandlingen af de sociologiske spørgsmåls betydning for krig og fred. Særkendet for det moderne industrialiserede samfund er dets stigende produktivitet, der helt ad skiller det fra alle tidligere kendte samfund. Han kommer her in d på en sammenligning mellem USA og USSR og konstaterer, at bipolariseringen, det internationale system domineret af de to store, som verden har været domineret af de sidste tyve år, er forbi. USA’s mulighed for ekspansion også på rustningskapløbets område er intakt. USA’s militære mål i Vietnam afviger heller ikke fra det, de har sigtet mod i tyve år: stabilisering af en dem arkationslinie mellem den kommunistiske og den ikke-kommunistiske verden. Men hvad end udfaldet i Vietnam bliver, så vil begge parter være en erfaring klogere: på den ene side er frihedskrige farlige, hvis de irriterer »papirtigeren«; på den anden side er materiel, hvor meget, der end er, ikke nok til at få ende på guerillakrig . Forfatteren føler sig ikke overbevist om, at Sovjet ved afslutningen af den anden verdenskrig bevidst sigtede mod at sovjettisere Østeuropa, men han erkender, at Stalin ved sin politik selv fremkaldte denne tro hos vestmagterne. Fra 1946 til 1949 havde de to blokke i Europa da også kun en politisk karakter. Begivenhederne i Korea frembragte en ændring heri, således at de to blokke nu fik en militær karakter. Siden undertegnelsen af NATO-traktaten har disse landes territorier ikke ændret sig, og den frie verden har overlevet, hvilket betyder, at Atlant-pagten har opfyldt sit formål (at hindre krig). Men forfatteren mener til gengæld, at denne skærpelse af den militære situation tværtimod at have lettet har gjort det vanskeligere at nå til en forståelse elle r endog vanskeligere at akceptere status quo. Hans opfattelse heraf er måske skarpere - måske også klarere — formuleret end andre har gjort det hidtil. Den politiske og strategiske situation i Europa har ændret sig. Det krigsforebyggende, det krigsafskrækkende er ikke længere det centrale problem det er derimod faren for en eskalation af episoder, som kunne føre til en storkrig. Ingen tror idag på en hurtig løsning af det europæiske spørgsmål, heller ikke forfatteren. Efter hans opfattelse må vestmagterne vælge mellem en klar militær situation (en vis form for sikkerhed) og politiske ændringer. Det sidste indebærer risici; alle diplomatiske forbindelser, der har tilsigtet politiske ændringer har gjort dette. Spørgsmålet blive r herefter om europæerne har nok tillid til sig selv og til tyskerne til at ønske og ikke frygte politiske ændringer og stole mere på egne forsvarsmuligheder end på amerikansk  protektion? I dag er svarene på disse spørgsmål negative. Måske vil udviklingen en dag tvinge Europa til at tage de risici, man idag viger tilbage for.

Forfatteren håber på en fredelig verden, og tror at en sådan vil være mulig, men den v il ligge langt ude i frem tiden. Han giver heller ingen patentløsninger på en sådan som f. eks. våbenkontrol, nedrustning el. lign. I virkeligheden er det jo svært i historien at finde eksempler på, at rustninger som sådan har været årsag til krig . Det er derimod ikke svært at finde eksempler på, at manglende forsvarsforanstakninger har kunnet udløse krige. Muligheden for en fredelig verden skal søges dybt i det menneskelige sind, og Raymond Aron’s værk har skabt et grundlag for en dyb forståelse af mennesket, dets samfund og dets relationer og dermed for mulighederne eller mangel herpå for at leve i en fredelig verden.

Dette værk handler egentlig om verden, som den er i dag, men den gør det med dybe rødder bagud i historien og peger i virkeligheden frem mod logiske relationer mellem politisk organiserede kollektiviteter - altså ikke nationalsamfund, en ud vikling, som Europa vel ikke i dag står helt fremmed for.

Bemærkelsesværdigt er mange analyser og vurderinger, men ikke mindst væsentligt forfatterens syn på de to supermagter USA og USSR, som han mener har en fælles interesse i at søge at undgå en total krig, hvori de ville blive de første ofre. De er ganske vist uundgåelige fjender bl. a. på grund af geografisk placering og ideologier. Men de har en fælles interesse i ikke sammen at herske over verden, hvilket de ville være ganske incapable til, men derimod i ikke at ødelægge hin ­ anden. Denne politisk-strategiske doktrin har forfatteren fundet åbent frem ført i USA’s universiteter og institutter, og den var meget nær ved at være Kennedy-regeringens officielle doktrin. Sovjetlederne handlede, som om de i realiteten anerkendte den samme doktrin, men de talte ofte, som om de var uvidende om eller underkendte doktrinen. Cuba-krisen stillede Khrushchev over for truslen om en kernevåben-krig, og ban valgte uden lang tøven at trække sig tilbage selv med fare for at blive beskyldt for »kapitulation« af sine kinesiske venner. Sovjetlederne havde fået en lære, og de gik nu - omend tøvende- over til at antage den amerikanske doktrin. I praksis viste de dette ved under tegnelsen af traktaten om delvist atomprøvestop og ved etableringen af den direkte lin ie mellem Kreml og Det Hvide Hus. Det var de to modstanderes alliance mod krigen.

Men de to giganters ødelæggende magt sætter dem ikke i stand til at påtvinge de mindre stater deres vilje. Albanien er i opposition til Sovjet, som Cuba er det til USA . Afskrækkelsesstrategien har delt magtindflydelsen i »lag«, der ikke direkte influerer på hinanden. I Europa er jerntæppet i de sidste fem år mellem de to blokke ikke længere helt uigennemtrængeligt. De enkelte lande har i højere grad kunnet varetage deres egne nationale og økonomiske interesser; mænd og idéer krydser nu jerntæppet og skaber øgede forbindelser mellem Øst- og Vesteuropa. Østblokken er ikke længere en ganske fasttømret blok, og Atlantpagtlandene føler sig mindre bundne af solidariteten. Det er ikke længere utænkeligt at forestille sig et Europa, der strækker sig fra Atlanten og til Ural. Men foreløbigt er dette frem tidsvisioner. Det tyske spørgsmål må først finde sin løsning. Kommunismens historiske nederlag i Europa er et løfte for frem tiden, men samtidig en hindring for, at de forlader det fodfæste i Østeuropa, der giver dem m ulighed for at holde blokken sammen.

Den politiske situation i Europa er lettet. Men på samme tid er Asien blevet et center for uro. Men her falder de to magter Sovjets og USA’s interesser dog sammen som f. eks. i september 1965, da begge ønskede en hurtig standsning af Kashmir-konflikten mellem Indien og Pakistan. Vanskeligheden bl. a. i Vietnam består i, at Sovjet har mistet muligheden for at påtvinge de asiatiske kommunistlande sin vilje og derfor ikke har råd til at miste den revolutionære idés prestige i den asiatiske verdens øjne.

Således er verden i dag - set fra den demokratiske verdens lejr - ikke uden optimistiske træk. Men de fundamentale problem er i de internationale relationer i kernevåbnenes tidsalder er uændrede som for fem år siden: Hvordeles skal kernevåbnene anvendes i politikkens tjeneste, således at de ikke bliver anvendt militært. Der ligger års arbejde og en solid viden bag dette imponerende og inspirerende værk, der bag sin uangribelige saglighed rummer en op fordring til at arbejde for en fredelig verden ikke på trods af, men med de kendsgerninger, som historien om mennesket stiller til rådighed for os.

V. K. Sørensen

Hertil Wedin: Soldat i Arktis. 128 sider, Prisma, Stockholm 1967, sv. kr. 34,50.

Forfatteren, der er docent og knyttet til det svenske Forsvarets Forskningsanstalt, bar samlet materialet til denne bog under studierejser til USA, Canada og Grønland. Bogen indledes med et forord af generalløjtnant Stig Synnergren og behandler herefter udviklingen i Arktis ud fra militærstrategiske, økonomiske, klimatologiske samt samfærdselsmæssige synspunkter. Derefter behandles i de følgende afsnit bogens hovedemne, nemlig forskningen af kuldeskader og vinterbeklædning. Endelig indeholder bogen en kort omtale af forskellige forlægninger og materiel til etablering af sådanne. Bogen er forsynet med et godt billedmateriale og gode plancher.

Erich Grüner: Die deutschen Kriegsschiffe 1815-1945. Band 2 XXVIII , 428 sider med 331 tegninger og 100 våbenskjolde, J. F. Lehmanns Verlag, München 1968, DM 98,-.

Allerede i 1966 fremkom 1. bind af dette omfattende opslagsværk om den tyske marine (anmeldt i M T nr. 3/66). Værkets forfatter, m arinehistorikeren E rich G rüner, døde kort efter dets fuldendelse, udgivelsen er derfor forestået af hans medarbejdere, dr. Dieter Jung og Martin Maass. B in d 2 om fatter special- og hjælpeskibe, og mindre enheder, samt Skibs-ABC med register og litteraturfortegnelse. Med udgivelsen af dette værk foreligger vel nok det mest omfattende og detaillerede håndbogsmateriale om et enkelt lands flåde.

Peter Klepsch: Die fremden Flotten im 2. Weltkrieg und ihr Schicksal. 284 sider med 138 tegninger og plancher, J. F. Lehmanns Verlag, München 1967, DM 14,— findb .), 38,- (htf.).

Med udsendelsen af denne bog afrundes fra tysk side behandlingen af den 2. verdenskrig i den maritime håndbogslitteratur. Bogen giver et fuldstændigt billede af Tysklands modstanderes flåder. Hvert enkelt skibs data og skæbne er listet. Med denne håndbog er det muligt for marinehistorikere at skaffe sig et fuldstændigt billede af den 2. verdenskrigs flåder.

Per Siegbahn: Hemvärnet. Symbol für svensk försvarsvilja. Folk forsvaret Forlags AB, Karlskrona 1966, 113 sider, sv. kr. 10,-.

I anledning af det svenske hjemmeværns 25 år har den tidligere, nu afdøde, redaktør for det svenske hjemmevæmsblad, Per Siegbahn, skrevet dette jubilæumsskrift. Det giver en gennemgang af det svenske hjemmeværns ud vikling i de forløbne år samt en status for dets øjeblikkelige stilling og for de udviklingstendenser, man må regne med i de kommende år.

Luis Bolin: »Spain the vital years« med forord af Sir Arthur B ry and, 396 sider, Cassell, London 1967, 50 sh.

Det er med en vis forsigtighed, at man skrider til anmeldelse af en bog om den spanske borgerkrig, skrevet af en mand, der var på nationalisternes parti, og ovenikøbet en mand, der ved oprørets indled ­ ning spillede en ganske vigtig rolle. Vi er jo herhjemme vant til at se borgerkrigen igennem republikanernes kikkert og bar vel i nogen grad låst os fast i den opfattelse, at nationalisterne med Franco i spidsen bekæmpede en lovlig regering, der nød størsteparten af det spanske folks fulde tillid.

Har man læst journalisten og diplomaten Luis Bolins bog, bliver man imidlertid alvorlig t rystet i sin førnævnte opfattelse. Man kan indvende, at Luis Bolins skildring er farvet af den opfattelse, som ban var med til at kæmpe for; men det ei dog kun til en vis grad rigtigt. Hans historiske oplysninger om tiden op til borgerkrigen samt lians politiske og militære vurderinger gør et sobert ind tryk og bibringer i hvert fald den tvivlende læser en tydelig fornemmelse af, hvor svært det må være for en historiker at bedømme de skete begivenheder objektivt.

Bolin , der i mange år boede i England, fik i juli 1936 pålagt den opgave at flyve den daværende øverstbefalende på De Kanariske Øer (og i realiteten forviste) general Franco til spansk Marokko, hvor trofaste hærstyrker ventede ham med gevær ved fod. Flyveturen, der via mange mellemlandinger gik fra London over Las Palmas til Tetnan, lykkedes meget fint, og det er da derfor også naturligt, at forfatteren indledningsvis ofrer en hel del plads på beretningen om denne spændende begivenhed. Det er iøvrigt morsomt i dag, hvor mange mennesker gennem krig og besættelse er blevet fortrolige med underjordisk arbejde, at se, hvor amatøragtigt og kejtet der optrædes af mange af dramaets aktører. Så en del af flyveturens sukces må vist tilskrives den gode lykke.

Forfatteren benytter iøvrigt bogen igennem lejligheden til at imødegå den »dårlige presse«, som har tynget Spanien gennem århundreder. Og han har tydeligvis ret i, at en engelsk- og franskpræget verden siden koloniseringen af Amerika til stadighed bar underkendt såvel motiver for som resultater af spansk initiativ og virke. Det billede , der oprulles for læseren af de militære operationer under borgerkrigen, er flimrende og stadigt skiftende. Man får et godt indtryk af hele en borgerkrigs karakter med improviseret organisation, svigtende forbindelser, uforenelige interesser, tøjlesløs vildskab og gensidige beskyldninger. Et kapitel er ofret en omtale af den såkaldte Guernica-affære, hvor nationalisterne - efter forfatterens mening med urette - beskyldtes fo r at have bombet byen Guernica sønder og sammen. Alt i alt er bogen læseværdig, og der ej for anmelderen ingen tvivl om, at den repræsenterer et ønskeligt korrektiv til indgroede fordomme. 

A. C. Petersen

PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon boeger.2.1968.pdf

Litteraturliste

Del: