"Anden Verdenskrig”

Anmeldt at Kjeld Georg Hillingsoe

”Anden Verdenskrig” af Antony Beevor. Udgivet af Lindhardt og Ringhof den 19. juni 2012. Oversat af Anders Juel Michelsen. 818 sider. Pris kr. 399,95 (vejledende).

 

Foto: Saxo.com

Indledningen giver kort og klart baggrunden for Anden Verdenskrig ved at præsentere en række årsager til krigsudbruddet. Forfatteren påpeger, at den japansk-kinesiske krig allerede rasede fra 1931 og efterhånden gled over i verdenskrigen. Det første sammenstød i denne kan derfor siges ikke at have fundet sted i Polen, men som en del af krigshandlingerne i Kina fra juni til august 1939 mellem sovjetiske og japanske tropper i det Ydre Mongoli. Det medførte et japansk nederlag, hvilket kan være en del af forklaringen på, at japanerne senere undlod at angribe Sovjetunionen. Beevor tillægger imidlertid helt korrekt Hitler ansvaret som hovedarkitekten bag Anden Verdenskrig.

I de to sidste kapitler opsummeres og rekapituleres krigens forfærdelige virkninger ikke mindst på civilbefolkningen i vest og i øst. Herunder fremlægges specielt de grusomheder, der blev begået af det nazistiske Tyskland, det kejserlige Japan og den kommunistiske Sovjetunion.

Bogen kan betegnes som altomfattende, fordi den medtager alle politiske beslutninger og kamphandlinger af større betydning. Især forholdet mellem den politiske og den militære krigsledelse behandles tilbundsgående, og politikkens primat i alle lejre belyses. Det er klart, at det på godt 800 sider ikke er muligt at belyse begivenhederne detaljeret, men det betyder ikke, at bogen kun har interesse for den læge læser, der ønsker en generel beretning om Anden Verdenskrig.  Også specialisten vil have glæde af den, fordi den giver en kortfattet og rammende beskrivelse af såvel politiske som politisk-militære samt rent militære nøgleepisoder. Den kan med andre ord bl.a. på grund af det meget grundige noteapparat og henvisningen til biografien anvendes som indgang til kilder, der bearbejder de enkelte episoder og årsagssammenhænge i detaljer.

At en bog af Antony Beevor er let læst, siger sig selv, og oversætteren har i det store og hele ramt forfatterens stil. Stoffets omfang har gjort, at forfatteren ikke i helt samme grad som i sine tidligere bøger har kunnet inddrage den enkelte civilist eller soldats oplevelser, men han har alligevel formået at gøre bogen særdeles nærværende.

Ud over at lægge vægt på de politiske og militære begivenheder blotlægger Beevor skånselsløst de ufattelige forbrydelser mod menneskeheden, som blev begået i krigens kølvand. Forbrydelser, som i andre kilder nævnes i forbifarten, får her en helt central placering, så de aldrig glemmes. For den europæiske læser vil rædslerne i de tyske koncentrationslejre være vel bekendte, men de sovjetiske grusomheder omtales generelt ikke nær så ofte på grund af Sovjetunionens skift til den allierede lejr i 1941, og de japanske kendes kun perifært. I denne bog beskrives alt imidlertid indgående, og alt er medtaget, også den systematiserede kannibalisme i den japanske hær.

Uanset hvor meget man har læst om Anden Verdenskrig, er denne bog svær at lægge fra sig, når man først er begyndt på den.  Den kan varmt anbefales Det Krigsvidenskabelige Selskabs læsere, idet den skaber et samlet overblik over hele Anden Verdenskrig og repeterer alle centrale begivenheder. Bogen er forsynet med et omfattende noteapparat og register.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

mt.02.2012.aug_.pdf

 
 
 

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.