Amfibieoperationer

Vi kan med sikkerhed sige, at den amfibieoperation, der skal sætte en angriber i besiddelse af sundet, bælterne og de danske øer, ikke vil få nogen lighed med de amfibieoperationer, der blev foretaget af de vestlige stormagter under den 2. verdenskrig.
 
Derimod viser de lidet påagtede, russiske amfibieoperationer mod de baltiske øer i 1944 træk vedrørende taktik og teknik, der bedre svarer til atomkamppladsens krav.
 
Hvortil kommer den interessante omstændighed, at ikke uvæsentlige lighedspunkter kan påvises mellem de baltiske og de danske øer. Artiklens forfatter er premierløjtnant H. B. Konradsen ved Falsterske Fodregiment, der i januarnummeret i år skrev om luftbårne operationer.
 
De russiske amfibieoperationer i forbindelse med indtagelsen af de
baltiske øer i 1944 hører til de mindst omtalte operationer fra den 2.
verdenskrig, hvilket antagelig skyldes, at sammenligner man den af
russerne anvendte teknik, med den teknik de vestlige stormagter anvendte
under deres mange operationer af denne art, var de russiske amfibieoperationer prim itive foretagender.
 
De har im idlertid stor interesse, fordi de fandt sted under udnyttelse
af et stort antal mindre fartøjer over bred front, havde tilknytning til
andre sideløbende operationer på fastlandet og blev udført over korte
distancer varierende fra 10— 45 km mod et område, der i lighed med
f. eks. Lolland, Falster og Møn i forbindelse med de øvrige danske øer
har stor militær værdi.
 
De baltiske øer spærrer adgangen til Riga bugten, og den, der er i
besiddelse af dem, kan yderligere beherske store dele af den finske bugt,
såfremt øgruppen bliver udbygget og anvendt som et støttepunkt.
Lolland, Falster og M øn i forbindelse med Sjælland og Fyn spærrer
for adgangen til de danske bælter og sunde, og den, der er i besiddelse
af dem, kan også beherske store dele af K ieler bugten, Femern bælt samt
Mecklenburg og Lübeck bugt med farvandet nord for Rügen.
Endvidere åbner såvel de baltiske som de danske øers placering i
forhold til fastlandet mulighed for indehaverne for at true eller dække
eventuelle troppebevægelser her, således at det for begge øgruppers vedkommende gør sig gældende, at enhver i østersøområdet krigsførende
magt enten må være forberedt på at forsvare øerne eller sætte sig i
besiddelse af dem.
 
 
For um iddelbart at give et indtryk af terrainet på de baltiske øer
og for at understrege det efterfølgende krigshistoriske eksempels aktualitet,
skal jeg indledningsvis nævne, at vi finder mange militærgeografiske
lighedspunkter mellem Osel (2700 km 2), Dago (965 km2), Moon (200
km2) med et samlet indbyggerantal på ca. 70 000 og Lolland (1241 km2),
Falster (514 km2), Møn (218 km2) med et samlet indbyggerantal på ca.
150 000.
 
Overfladen på de baltiske øer er lavtliggende moræneflade med en
gennemsnitlig højde på 20 m, mod vest og nordvest stiger terrainet ud
mod kysten, hvor vi finder stejlkyster. Bevoksningen er spredte fyrretræer
og enebærbuske, der veksler med sumpede og ofte stenede marker omgivet
af stengærder.
 
Overfladen på Lolland, Falster og Møn er lavtliggende moræneflade,
hvor de højeste punkter ligger 30— 40 m over havoverfladen, mod øst
finder vi stejle kridtklinter, der når en højde af 100— 142 m. Bevoksningen
veksler mellem skove og marker omgivet af diger med mange levende
hegn.
 
Farvandet mellem de baltiske øer er ugunstigt for operationer med
større skibe, vanddybden er ringe, der er mange sandbanker, der adskillige
steder rækker 9 km ind mod fastlandet. Sejlrenderne mellem Moon
og fastlandet har en dybde, der varierer fra 5— 10 m, nord for Moon
mellem 10— 30 m. I Riga bugten er dybden ca. 10— 25 m. Mellem Dagö
og Ösel er der en sejlrende med ca. 5 m dybde og ca. 90 m bredde. Vanddybden
i havnene ligger på ca. 4 m. En indsats af større skibe er derfor
begrænset til vestkysten og til sejlrenderne, der naturligvis let kan spærres
med miner.
 
Farvandet mellem Lolland, Falster og Møn er ugunstigt for operationer
med større skibe, vanddybden er ringe, der er mange sandbanker
og revler, der rækker fra 4— 13 km ud i Østersøen, og sejlrenderne
mellem øerne har en dybde og et forløb, der gør passagen af dem meget
vanskelig. Kysten er de fleste steder en typisk fladkyst, hvor strandplanets
ringe hældning gør besejling vanskelig. F. eks. v il en landgangsbåd med
en dybgående på 2 m tage bunden i en afstand fra kysten, der varierer
fra 100— 8 000 m. En indsats af større skibe er bundet til syd- og sydøstkysten
af øerne og til sejlrenderne, der naturligvis let kan spærres med
miner.

Det baltiske område JUL — SEP 1944.

I slutningen af JUL 1944 prægedes krigsførelsen på østfronten af
hurtige russiske fremstød og store omgående bevægelser, som førte til
omringelse af store tyske troppestyrker.
 
I begyndelsen af AUG 1944 udtalte Churchill i en tale til det engelske
underhus følgende: »Måske har den russiske fremgang til en vis grad
fået hjælp af Hitlers strategi. Selv m ilitæ re idioter finder det vanskeligt
ikke at se fejl i visse af hans forholdsregler. Her står han nu med måske
10 divisioner i det nordlige Finland og med måske 20 eller 30 divisioner
afskåret i det baltiske område, og alle disse divisioner havde for tre eller
fire måneder siden med deres materiel og deres våben kunnet placeres
mellem Tyskland og den russiske fremrykning«.
 
Samtidig udtalte en m ilitæ r talsmand for den tyske overkommando
følgende: »Den udretning af den tyske front mellem Karpaterne og den
finske bugt, som for øjeblikket er i gang under hårde kampe, er den
sidste fase i Tysklands defensive kampførelse på østfronten. Denne fase
v il blive afløst af en tysk offensiv i et område, som den tyske hærledelse
vælger til skueplads for det afgørende storslag«.
Den videre udvikling af situationen in d til slutningen af SEP 1944
fremgår dels af tyske, dels af russiske bærberetninger.
B erlin den 24 SEP 1944: »Russiske n arinetropper har erobret Baltiscliport,
og som følge af Finlands udtræden af krigen er de tyske tropper
i færd med at rømme Estland«.
Moskva den 29 SEP 1944: »Russiske panscrkolonncr, der er fulgt efter
de tyske divisioner under deres tilbagetrækning fra Estland og Letland,
står nu ved Riga bugten nord for den lettiske hovedstad«.
 
Russerne havde nået vestkysten af Estland med fire infanteridivisioner
og to kampvognsregimenter og havde erobret havnebyerne Haapsalu,
Rohukiila, Virtsu og Pårnu m. fl. Hovedparten af de tyske tropper trak
sig tilbage mod Riga, medens de til forsvaret af de baltiske øer bestemte
tropper, der i det væsentlige alle tilhørte 23. infanteridivision, blev trukket
tilbage til øerne. I forbindelse med tilbagetrækningen ødelagde tyskerne
med vanlig grundighed alle havneanlæg og foretog en udlægning
af miner i havneindløbene.
Russerne gik straks i land med marineinfanteri på øen Worms for
at få et springbrædt for de videre operationer, og derefter blev 50 store
finske motorbåde samt 50 finske kystskibe forlagt til Haapsalu, Roliukiila
og Virtsu med henblik på anvendelse under overskibningen til hovedøerne.
De russiske luftstridskræ fter, der skulle støtte landgangsoperationerne,
blev forlagt t il flyvepladser ved Tallin, Reval og Haapsalu.
 
Den russiske operationsplan.
 
Opgaven for de russiske stridskræfter var at indtage samtlige øer i
det baltiske område og rense dem for tyske tropper. Der blev derfor
opstillet en styrke bestående af enheder fra den røde marine og den røde
bær omfattende såvel sø-, land- som luftstridskræfter.
 
De primære mål var Moon, Dagö og Ösel. Den første landgang skulle
finde sted på Moon den 29 SEP, denne landgang skulle efterfølges af en
landgang på Dagö den 2 OKT og en landgang på Ösel den 5 OKT.
Der blev opstillet to angrebsgrupper. En nordlig omkring Rohukiila
med Dagö som mål og en sydlig om Virtsu med Moon som mål. Under
hovedangrebet på Ösel skulle de to grupper samarbejde, idet dette angreb
skulle udgå dels fra Dagö, dels fra Moon.
Den tyske besættelses- og forsvarsstyrke blev anslået t il ca. 11000
mand.
 
Situationen set fra tysk side.
 
Desværre eksisterer Welirmachtkommandant der Baltischen Inseln,
generalløjtnant Schirmers, vurdering af situationen ikke; men general
M elzcr bar i sin bog, Kam pf u n die Baltischen Inseln 1917 — 1941 -—
1944, retrospektivt givet en vurdering, der har den største interesse for
alle, der beskæftiger sig med angreb fra søen ført over korte distancer og
forsvaret af øgrupper mod et sådant angreb.
 
»Divisionens opgave er at forsvare de baltiske øer med fire infanteribatailloner,
tre artilleriafdelinger og en ingeniørbataillon. Fjenden kan
angribe øerne fra søen og fra vestkysten af Estland. Et angreb fra søen
med søstridskræfter er ikke meget sandsynligt lienset til farvandets ringe
dybde. Der hersker også bos de foresatte myndigheder fuldstændig uklarhed
med hensyn til de russiske søstridskræfters styrke og eventuelle indgriben
i kampen.
 
En landgang foretaget fra vestkysten af Nordestland på Moon over
den korteste distance synes meget sandsynlig. En sådan landgang kan
hurtigt gennemføres under udnyttelse af ingeniørtroppernes landgangsbåde
og fiskerbåde. En sådan operation er ikke afhængig af den russiske
flådes indsats.
 
Der må im idlertid også regnes med en landgang på Dago.
Om disse landinger vil blive gennemført tidsmæssig adskilte eller
samtidig, er det ikke m uligt at forudse, og det er ikke m uligt at fastsætte
tid eller sted for landingerne.
 
Såfremt landingerne på Moon og Dago finder sted samtidig, hvilket
vil være yderst uheldigt, kræver det, at divisionen må fordeles på de tre
øer på forhånd, samt at der opstilles en reserve på Osel.
Situationens uklarhed kræver i første række en overvågning og sikring
af de kyststrækninger, der frembyder gode landgangsmuligheder, 
hvilket i praksis vil sige, at hovedparten af divisionen må anvendes
hertil. Det vil kun i ringe omfang være m uligt at udskille reserver.
De sandsynlige landgangssteder er: Kuivastu på Moon, Heltermaa på
Dagö og kysten syd for Arensburg på Ösel.
 
En landgang på sydkysten af ösel øst for Arensburg vil være yderst
farlig, da der herved opstår fare for, at den mulige reserve på Ösel bliver
bundet, således at de på de øvrige øer værende dele af divisionen må
kæmpe alene under fare for enten at blive afskåret eller omgået. Spørgsmålet
om fjenden skal bekæmpes før, under eller um iddelbart efter
landgangen besvares gennem divisionens ringe tildeling af a rtilleri og
tunge våben. Det v il kun være m uligt at optage kampen med fjenden,
efter at landgangen er lykkedes. Fjenden vil sandsynligvis være overlegen
såvel på jorden som i luften, og der må regnes med vildledende
manøvrer og skinlandinger.
 
Såfremt der ikke tilføres yderligere forstærkninger, må divisionen
beslutte sig til at besætte hver ø med en bataillon forstærket med artilleri
og at holde resten af divisionen som bevægelig reserve på Ösel.
Tilføres der forstærkninger, skal i første række forsvaret på Moon
forstærkes, da man her inden længe må regne med et fjendtligt angreb,
og fordi Moon må anses som et springbrædt for et angreb på ösel«.
 
Angrebet.
 
Den 29 SEP 1944 kl. 2030 landede efter mørkets frembrud et russisk
infanteriregim ent fordelt på erobrede finske motorbåde og kystfartøjer
samt am fibiekøretøjer af amerikansk oprindelse over en 15 km bred front
på øen Moon. Overføringsområdet blev afskærmet mod nord og syd af
lette russiske søstridskræfter. Angrebet fandt sted uden artilleriforberedelse,
og opgaven for de enkelte batailloner var så hurtig som m ulig uden
at tage hensyn t il nabobataillonerne at trænge frem til øens indre, således
at øens vejnet kunne beherskes. Denne opgave var løst allerede inden
midnat, og da det samtidig var lykkedes at erobre et større brohoved om
mole- og havneanlægget ved Kuivastu, således at der kunne etableres en
færgeforbindelse fra fastlandet til overføring af forstærkninger i form af
kampvogne og artilleri, lykkedes det i løbet af 24 tim er at erobre hele
øen, hvis forsvarere, en tysk forstærket bataillon, hvoraf kun et kompagni
befandt sig i en udbygget stilling, blev tvunget til at trække sig tilbage til
ösel over den dæmning, der forbinder de to øer.
 
Den 30 SEP forsøgte russerne at sætte sig i besiddelse af dæmningen
ved et overraskelsesangreb; men forsøget mislykkedes.
Hverken den tyske flåde eller det tyske luftvåben bavde på nogen
måde været i stand til at forsinke eller forhindre overføringen af de
russiske tropper fra Estland til Moon.
Den 2 OKT 1944 kl. 0500 fulgte så landingen på Dagö, der i lighed
med landingen på Moon blev foretaget over bred front, i dette tilfæ lde ca.
25 km. Angrebstropperne var opdelt i tre grupper: Gruppe A, angrebsmål
Heltcrmaa, bestod af ca. en bataillon med pansrede mandskabsvogne.
Gruppe B, angrebsmål Tiefenhaven, bestod af ca. to batailloner. Disse to
grupper blev transporteret på torpedobåde, patruljebåde, minesøgere og
pionerpontoner. Gruppe C, angrebsmål Hiiesaare, bestod af ca. to kompagnier
marineinfanteri, der blev transporteret på hurtigtgående motorbåde.
 
Forsvaret på Dagö bestod af ca. en tysk bataillon forstærket med
to-tre batterier artilleri. Bataillonen blev i det væsentlige sat ind mod
landgangen ved Heltermaa; men kræfterne var for svage til at kaste russerne
i havet igen, og bataillonen blev tvunget til at trække sig tilbage til
øen Kassaar, livor den blev indskibet i løbet af natten 2— 3 OKT og
evakueret til Ösel, uden at russerne havde forsøgt at afskære eller t ilintetgøre
tyskerne.
Tre dage efter kampenes afslutning på Dagö landede russerne den
5 OKT 1944 over en front på 20 km på østkysten af Ösel med en samlet
styrke på ca. en division.
 
Karakteristisk for gennemførelsen af operationen var udnyttelsen af
de sidste mørketimer og morgentågen, hvor første bølge af de russiske
tropper nærmede sig kysten uden anvendelse af motorkraft for at kunne
lande overraskende.
 
Landingen over en så bred front bandt så mange tyske tropper, at
det ikke var m uligt at opstille en styrke, der var stærk nok til at kunne
foretage et afgørende modangreb. Landgangen blev kraftig støttet af det
russiske luftvåben, og efter at første bølge var nået i land, blev landgangsstyrken
hurtigt forstærket med kampvogne og artilleri. Russiske
torpedobåde og kanonbåde, der afskærmede landgangsflåden mod angreb
fra søen, greb ligeledes ind i kampen på landjorden med deres kanoner,
og det lykkedes de russiske tropper at bryde igennem de tyske forsvarsstillinger,
og hermed var de baltiske øers skæbne beseglet.
 
Kampene på Ösel varede im idlertid ved in d til den 24 NOV 1944, hvor
de sidste tyske tropper blev evakueret til åVindau i Letland. A t russerne
t il trods for deres luftherredømme og store overlegenhed af såvel personel
som materiel var så længe om at nedkæmpe de tyske tropper skyldes, at
den russiske føring ikke formåede at udnytte de taktisk gunstige m uligheder,
der fulgte efter landgangsfasen, fordi man, hvilket var typisk for
den russiske føring på det tidspunkt, ikke var i stand til at fravige den
en gang lagte plan; men holdt sig nøje til »drejebogen«.
 
Erfaringer.
 
Operationerne blev udført over korte distancer varierende fra 10— 45
km og kan i mange tilfæ lde sammenlignes med en række af de flodovergange,
der blev foretaget andre steder på østfronten, uden at de dog
kunne gennemføres udelukkende med ingeniørm atericl.
Der blev anvendt et stort antal fartøjer af forskellig type, motortorpedobåde,
kanonbåde, motorbåde, kyst skibe, stormbåde, ingeniørpontoner
og amfibiekøretøjer, hvilket for en stor del forklares af, at operationerne
på grund af det hurtige tempo måtte gennemføres med im proviserede
midler. Første angrebsbølge blev deg som regel altid transporteret
på fartøjer fra den røde marine, hvor hovedkomponenten var motortorpedobåde,
hvilket var tilfæ ldet ikke alene under angrebet på de baltiske
øer, men også under mange andre amfibieoperationer som russerne
udførte under den 2. verdenskrig bl. a. mod det lysk okkuperede Krim ,
mod kystinstallationer på kysten af Rumænien og Bulgarien og mod øerne
i den finske bugt.
 
Motortorpedobåde og kanonbåde synes at have været velegnede for
operationer i det vanskelige farvand med de mange sandbanker og revler,
hvor de i modsætning til de større enheder bar kunnet gå med høj
fart, hvilket i forbindelse med anvendelsen af røgslør i nogen grad har
opvejet deres store sårbarhed.
 
Det russiske a rtille ri spillede en stor rolle under angrebet på de baltiske
øer med hensyn til afvisningen af tyske søstridskræfter, der prøvede
at gribe ind i kampene på øerne, hvilket viser hetydningen af, at artilleriet
er sådan uddannet, at det kan beskyde og ramme mål på søen.
Den taktiske plan for landsætningerne synes rigtig; men blev sjældent
gennemført på en form ålstjenlig måde. Der var ikke tale om tyngdedannelser,
og gunstige situationer, der opstod under kampene, blev ikke
udnyttet, fordi den russiske føring ikke v ir i stand til at fravige den en
gang lagte plan.
 
Første bølge, der altid var den stærkeste, gik for det meste i land
i mørke over en bred front såvel tids- som stedsmæssig adskilt og altid
overraskende.
 
Landgangsstyrkens flanker blev kraftig afskærmet af søstridskræfter,
medens man så bort fra artilleriforberedelse og luftstøtte, kun i enkelte
tilfæ lde f. eks. under landgangen ved Hcltermaa var der tale om støtte
fra luften, idet der blev rettet kraftige luftangreb mod de tyske a rtille ristillinger.
De russiske søstridskræfter var ved operationernes begyndelse de
tyske underlegne, men var alligevel, især efter erobringen af Moon og
Dago meget aktive, og den indsats, der blev ydet med hensyn til udlægning
af miner og rent artilleristisk, var udmærket.
 
Russerne havde under operationerne luftlierredøm m e over det baltiske
område og var på landjorden overlegne med såvel personel som
materiel, og da den russiske troppeføring var ganske klar over de tyske
troppers svaghed, kunne russerne som den angribende part stedse bevare
initiativet.

Sovjets syn på amfibieoperationer 1959.

Uddrag af kapitlet »Fundamentals of Naval Science« fra bogen »The
Navy« skrevet af kaptajn N. A. Ncvski, Soviet Navy, udgivet af det russiske
forsvarsministerium 1959.
 
Landgangsoperationer er norm alt kombinerede operationer, der karakteriseres
ved et meget snævert samarbejde mellem flåden og de andre
værn. Afhængig af opgaven og de styrker, der sættes ind t il løsning af
denne, skelner man imellem operationer i taktisk, operationel eller strategisk
ramme.
 
Landgangsoperationer inddeles i tre typer. Operationer, der gennemføres
for at sætte sig i besiddelse af store dele af den fjendtlige kystlinie,
operationer, der gennemføres for at sikre sig øer eller andre områder,
som er nødvendige for gennemførelsen af frem tidige operationer, raids,
der gennemføres for at ødelægge vigtige fjendtlige objekter, og hvor landgangsstyrken
trækkes tilbage, efter at opgaven er løst.
 
Sammensætningen af de styrker, der er udset til operationen, samt
sammensætningen af landgangsstyrken afhænger af den tildelte opgave
og fjendens muligheder for at foretage modforholdsregler.
Land gangsstyrken består af de tropper, der er udset til at lande på
fjendtligt okkuperet territorium . Landgangen kan gennemføres enten som
sølandsætning, luftlandsætning eller en kombineret luft- og sølandsætning.
 
Søstridskræfter, der avendes i en landgangsoperation, tildeles under
hensyntagen til situationen på søkrigsskucpladscn og formålet med landgangen.
Norm alt v il de omfatte en afskærnmingsstyrke, en styrke til nærbeskyttelse
og specielle landsætningsenheder.
 
En landgangsoperation har følgende faser: træning, indskibning,
overskihning, landgang og angreb efterfulgt af opfølgning.
Den øverstkommanderende for den samlede operation er normalt chefen
for den enhed, der er tild elt den vigtigste opgave. Under ham finder
vi cheferne for de resterende styrker, normalt chefen for landgangsflåden
og chefen for land gangsstyrken.
 
Under indskibning, overskihning og lamlgangsfasc er chefen for landgangsstyrken
underlagt chefen for landgangsflåden; men fra det øjeblik
landgangen er gennemført, er chefen for landgangsstyrken direkte under
den øverstkommanderende for den samlede operation og er kun underlagt
chefen for landgangsflåden med hensyn til kontrollen med de styrker,
der endnu ikke er landsat.
 
Landgangsflåden omfatter egentlige landgangsbåde, støtteenheder
udrustet med raketter og artilleri og enheder, der er beregnet til beskyttelse
af landgangsområdet mod angreb fra søen.
 
Landgangsstyrken kan na;rme sig operationsområdet i bølger. Den
første bølge består af stormtropper, der er de bedst trænede landgangstropper.
Det har ganske overordentlig stor betydning, at de enheder, bataillon,
kompagni, deling, der deltager i am fibicoperationcr, kan arbejde selvstændigt,
og af den grund hør der til operationer af denne art kun udtages
veltrænede tropper med chefer, der udviser in itiativ og beslutsomhed.
 
Fremtiden.
 
Den fremtidige am fibietaktik vil blive præget af forøget spredning
under træning, indskibning, overfart, landgang og opfølgning samt af øget
bevægelighed og ildvirkning.
 
En sådan taktik kræver en stor flåde af lette og hurtige fartøjer med
ringe dybgående og stor manøvreevne, hvilket f. eks. også er en forudsætning
for, at de kan anvendes til besejling af de danske fladkyster, hvor
kølen normalt tager hunden i lang afstand fra strandbredden, og hvor
revlerne i høj grad vanskeliggør navigationen.
 
Udviklingen synes også at gå i den retning, f. eks. har russerne i h. t.
J. Meister i »The Navy« i dag ca. 1000 motortorpedobåde, kanonbåde,
kystbevogtningsskibe og patruljebåde.
 
Endvidere arbejder man med indbygningen af sådanne laste- og lossegrejer,
at såvel indskibning som udskibning af det tunge materiel kan
finde sted i mindre bavne eller fra/på åben strand, således at man undgår
at anvende de eksisterende havne i en sådan grad, at koncentrationen af
tropper og materiel bliver så stor, at de um iddelbart frembyder atommål.
En amfibiestyrke kan let indskibes i vidt adskilte havne og over åben
strand for derefter, fra disse vidt spredte lokaliteter, efter en nøje beregnet
tidstabel, at sætte kursen mod målområderne.
 
Selve bevægelsen skal selvfølgelig gennemføres med høj fart, og det
er ganske givet, at konvojer af den art, som blev anvendt under 2. verdenskrig,
hurtigt v il blive opdaget og tilintetgjorte. Alle fartøjer i styrken
skulle gerne være i stand til at opretholde samme fart som eskortefartøjerne,
for hvis hastigheden må sættes ned, betyder det forøget risiko
for en tid lig opdagelse og udslettelse, medens styrken endnu er under
transport til landsætningsstederne.
 
Den frem tidige am fibietaktik vil også omfatte anvendelsen af luftlandetropper,
der for en stor dels vedkommende vil blive transporteret
med helikoptere, der yderligere vil øge angrebsstyrkens taktiske bevægelighed,
således at der kan foretages en vertikal omfatning af strandforsvaret
samtidig med den egentlige landgang.
 
Man kan eventuelt gå så vidt, at man betragter det luftbårne angreb
udført under anvendelse af såvel faldskærmstropper som tropper transporteret
i svæveplaner og i helikoptere som det primære angreb, og landgangen
fra søen som en absolut nødvendighed for at kunne yde det
luftbårne angreb den nødvendige støtte.
Natlige operationer vil blive det almindelige.
 
I ly af mørket, med modpartens overvågningsmidler helt eller delvis
elimineret, vil det være m uligt med hurtige fartøjer at lande store styrker
på den fjendtlige kyst, hvor de hjulpet af overraskelsesmomentet vil
kunne opnå vigtige måske afgørende resultater inden daggry.
 
I forbindelse med elim ineringen af modpartens overvågningsmidler
vil der blive gjort alt for at vildlede ham ved hjælp af raids, skinmanøvrer
og skinlandinger, således at der opstår et falsk efterretningsgrundlag, der
kan medføre usikkerhed og forsinkelse af de nødvendige og rigtige modforholdsregler.
De enkelte enheder i landgangsstyrken vil være således sammensat
og have så tilstræ kkelige forsyninger, at de selvstændigt kan føre kampen
i en vis periode. Deres opgaver vil blive stillet med henblik på, at de
hurtigt søger bort fra kysten og frem til anviste mål, idet indtagelsen af
kysten kun har til form ål, at det tunge materiel og specielt de pansrede
enheder hurtigt kan udskibes.
 
En sådan fremgangsmåde sikrer også en passende spredning i operationsområdet
og er en forudsætning for, at landgangsstyrken kan overleve.
Den frembyder selvfølgelig en vis risiko; men er nøje i overensstemmelse
med atomkamppladsens krav, fordi de selvstændige enheder, der hurtigt
og over bred front trænger ind i det indre, v il kunne tjene som øjne og
ører for de forbedrede ildstøttem idler, de' er til rådighed, og som kan
tilintetgøre modstanderens styrker, såfremt det lykkes at konstatere og
stedfæste disse.
 
De taktiske atomvåbens indflydelse.
 
Atomvåbnet har øget ildkraften på såvel angriberens som forsvarerens
side, og den angribende kan, ud fra den betragtning at han har initiativet
og kan vælge tid og sted, koncentrere sire atomvåben mod landgangsområdet
såvel før som under landgangen.
 
Endvidere kan angriberen, hvis han er i stand til at gennemføre operationen
med stor hurtighed i ly af mør ret eller på tidspunkter med
dårlig sigtbarhed og uden på noget tidspunkt at koncentrere sine styrker
for længe, tvinge forsvareren til at anvend« sine atomvåben »fra hoften«,
hvilket selvfølgelig medfører, at våbenvirkningen nedsættes ganske betydelig.
En amfibieoperation kan derfor gennemføres, selv om modparten er
i besiddelse af taktiske atomvåben; men den må planlægges og gennemføres
med større omhu end nogensinde før. fordi den mindste fejltagelse
kan betyde katastrofale tab og nederlag.
 
Konklusion.
 
Vi kan med sikkerhed sige, at den amfibieoperation, der skal sætte
en angriber i besiddelse af den vigtigste strategiske position i Nordvesteuropa,
sundet, bælterne og de danske øer, ikke vil få nogen lighed med
de amfibieoperationer, der blev foretaget af de vestlige stormagter under
den 2. verdenskrig, fordi koncentrationer af en størrelsesorden som f. eks.
under invasionen i Frankrig vil være utænkelige henset til atomtruslen.
Meget taler for, at den af russerne anvendte taktik og teknik under
operationerne mod de baltiske øer i 1944 — landgang i mørke eller på
tidspunkter med dårlig sigtbarhed, såvel tids- som stedsmæssig adskilte
angreb over bred front og udnyttelse af ovcrraskelsesmomentet — bedre
svarer til atomkamppladscns krav, alt under forudsætning af at atomvåbnet
kun vil blive anvendt i begrænset taktisk omfang.
 
Og meget tyder da også på, at netop en sådan am fibietaktik og teknik
i m odificeret form, en art søværts infiltration, vil blive anvendt i fremtiden.
 
H. B. Konradsen.
 
Kilder: Walther Melzer »Kampf um die Baltischen Inseln 1917 — 1941 — 1944«.
Tidsskrift i Sjöväsendet 1949. Military Review 1957— 60. Marine Corps Gazette 1960.
Ny Militär Tidskrift 1958. Axel Schou »Det marine forland«.
 
PDF med originaludgaven hvor denne artikel er fra: PDF icon argang_1961_-_v3.pdf

 

Litteraturliste

Del: