Ak, hvor forandret

Oberst Nils Berg, der var formand for de udvalg, der udarbejdede forslag til førsteudgaverne af publikationerne Ledelse og Uddannelse, Pædagogiske Principper for Forsvaret og Ledelsesprincipper for Forsvaret giver her sin bedømmelse af Ledelse og Uddannelse, 2. udgave 1983. (FKOPUB. 
PR 18Q-3).
 
 
Kritisk analyse af en bog
Grundbogen Ledelse og Uddannelse kom til verden i 1969. Nu foreligger den - 14 år efter - i 2. udgave. En anmeldelse af den må naturligt bestå i - også - at sammenligne den med 1. udgave. Da der trods alt er gået en del år, siden denne fremkom, vil jeg indlede med at minde om den historiske situation, der gav stødet til det, der dengang var en litterær nydannelse, og om den idé, der bestemte stoffet og dettes strukturering.
 
Udgangssituationen
1960’eme havde for hæren og for forsvaret som helhed på det såkaldte klimaområde været præget af intense udvalgs- og kommissionsarbejder. Som arbejdsfrugter heraf havde en del betænkninger set dagens lys, og deres mere eller mindre abstrakte tanker skulle nu geme omsættes til noget mere håndgribeligt i forsvarets hverdag. Probleriiet var, hvorledes man skulle give fordøjelig åndelig føde til alle de officerer m.fl., der i den grå hverdag skulle skabe det ledelsesmæssige og pædagogiske tusindårsrige, hvor arbejdets effekt bliver større, samtidig med, at oplevelsen af personligt medansvar - og dermed trivselen - øges. En af Hærkommandoens løsninger var øget intensiv kursusvirksomhed. En anden var at skabe en fælles reference af viden i form af en grundbog om ledelsesmæssige og pædagogiske emner. Hermed var kølen lagt til Ledelse og Uddannelse, der - efter kun ca. halvandet års arbejde - forelå trykt, netop som vi var ved at forlade de glade 60’ere. 
 
Bogens idé og struktur
Det gav næsten sig selv, at bogen måtte indeholde ét afsnit om ledelse og ét om uddannelse. Men var det nok? Da hverken ledelse eller uddannelse foregår i et vakuum, fandt man det ikke blot hensigtsmæssigt, men nødvendigt, at skildre det miljø, den omverden, disse aktiviteter udspilles i. Gennem miljøskildringen definerer man en del af de determinanter, der dels er vilkår for dem, der leder og uddanner (er subjekter i aktiviteterne), dels giver bidrag til at fastlægge uddannelsesmålene. Dette var begrundelsen for bogens første afsnit: Det militære miljø. Miljøskildringen begrænsedes til kun at omfatte de to situationer, der har væsentligst relevans for ledelses- og uddannelsesproblemer. Skildringen fik kapiteloverskrifterne Soldaten i kamp og Soldaten under uddannelse. Da mennesket er aktør (både som subjekt og objekt) i aktiviteterne ledelse og uddannelse, måtte det skildres - både som socialt væsen og som individ - så godt som bl.a. samfundsvidenskaberne gav mulighed for. Dette synspunkt førte til kapitlerne Gruppekundskab og Menneskekundskab (i nævnte rækkefølge) i bogens andet afsnit, der burde have heddet Gruppe og individ, men ved en lapsus fik overskriften Individ og gruppe. Da indholdet blev lidt sociologi- og psykologitungt, bestræbte man sig for, at teksten ikke lod læseren glemme, at mennesket også har en krop. Med disse begrundelser fik bogen følgende fire hovedafsnit:
1. Det militære miljø
2. Individ og gruppe
3. Ledelse
4. Uddannelse
 
I indledningen pegede man bl.a. på, at den skete udvikling på de områder, der er bogens hovedemner, kan spores tilbage i hvert fald tU begyndelsen af dette århundrede. Hermed ville man udtrykke den mening, at verden ikke skabtes med Klimaudvalget.
 
Bogens modtagelse
Bogen blev vel modtaget. De seriøse anmeldelser var mange, og Hærkommandoen kuime indkassere megen ros. Den måske fineste anerkendelse var, at Søværnet og Flyvevåbnet - til trods for at bogen fremtrådte som en hærpublikation - kunne bruge den. Kritikkens indvendinger var færre, end ophavsmændene havde forestillet sig på forhånd. Et pionerarbejde kan jo ikke være perfekt. Dette var førsteudgavens baggrund og idé. Nu til den reviderede udgave!
 
Den reviderede udgaves præmisser
Så vidt jeg kan se, er der tre eksplicit udtalte arbejdsforudsætninger for Forsvarets Center for Lederskab, der fik pålagt i samarbejde med Hærens Undervisningsteknologiske Faggruppe at udarbejde den nye udgave:
1) Arbejdet skal udføres som »en revision af Lerfefee og uddannelse, baseret på 1. udgave« (s. 9). '
Dette må vel betyde, at 2. udgave - når der ses bort fra nødvendige ændringer - sammenlignet med 1. udgave i ikke for lav grad skal opleves som identisk med denne. Identitetsoplevelsen støttes af bogens ydre (omslag, typografi, lay-out o.lign.) og til en vis grad tilsyneladende af den redaktionelle struktur, hvorom senere. Hovedideen i 1. udgave, som den er beskrevet ovenfor, tror jeg nok, revisorerne har forstået og accepteret, men jeg synes, det kniber lidt med at omsætte forståelsen til indhold - og struktur. Men deres holdning til ideen er nok ikke helt den samme som min Ændringerne har bestået i nogle strygninger og mange tilføjelser. Så mange, at bogen nu omfatter 420 sider mod tidligere 320. Dette - sammenlagt med, at der er brugt sværere papir - gør bogen tyk som en mursten med den uønskelige effekt, at en del ønskelige læsere vil skræmmes fra at åbne den.
 
2) Bogen skal være fælles for de tre værn. Dette er naturligt henset til den faktiske knæsættelse af bogen i Søværn og Flyvevåben og til integreringen af værnene i Forsvarskommandoen (s. 9 og 12).
Forudsætningen skaber egentlig kun problemer i miljøafsnittet, hvor bestræbelserne for at tilgodese væmspariteten ind imellem kan virke lidt anstrengt.
 
3) Da der nu »eksisterer autoriserede principper for såvel ledelse som pædagogik, (skal) det foreskrivende stof i videst mulig udstrækning ... udskilles af bogen og henvises til optagelse i« publikationer lavere i publikationshierarkiet (s. 9-10). Bogen skal være beskrivende og dens indhold vil koncentrere sig »om at meddele varig viden«, dvs. klassiske forsøgsbeskrivelser og nyere teorier, »der har bevist eller synes at ville bevise deres holdbarhed« (s. 11).
 
Jeg kan følge disse tankegange og tilslutte mig dem som grundlag for et hensigtsmæssigt praktisk arbejdsprogram. Logikken er formelt i orden. Men muligheden for at realisere dem tror jeg nok mindre på end forfatterne, og jeg vil godt advare læseren; Man kan ikke lave en rent beskrivende fremstilling, man kan højst udfolde en ædel stræben. For udvælgelsen af, hvad der er »varig viden«, sker efter kriterier, der bl.a. bestemmes af forfatterens holdninger. I bogen her, f.eks., repræsenterer Freud ikke mere varig viden, ogEmie Pyle får samme plads som Clausewitz.
 
Almindelig vurdering af 2. udgave
Bogen vidner om en stor arbejdsindsats. Så stor, at det nok vil være rigtigere at tale om en omarbejdning end om en revision. Mange vil hilse den velkommen som den ajourførte håndbog, den er på flere områder. Mange vil sikkert også glæde sig over de mange farverige illustrationer. Bogen som helhed er blevet uhensigtsmæssigt omfangsrig. Det er betænkeligt, at de to hovedafsnit - om ledelse og uddannelse - der dog skal motivere bogens titel, er skrumpet ind, absolut fra 160 til 126 sider, relativt fra 50 til 30%. Disse tal peger på, at det er i de øvrige afsnit, redaktøren har ladet stoffet svulme ud over det hensigtsmæssige. En anden redaktionel uhensigtsmæssighed er manglende konsekvens med hensyn til sammenfatninger efter kapitlerne (de tocifrede punkter). 1. udgaves to første afsnit (Det militære miljø og hidivid og gruppe) er blevet til fire, hvorefter bogen har følgende seks afsnit:
1. Forsvarets virkelighed
2. Individet
3. Gruppen
4. Organisation
5. Ledelse
6. Uddannelse
 
Den ændrede struktur ligger formelt ikke langt fra 1. udgavens, men den viser efter min opfattelse et uheldigt skred i holdning til idé og indhold, hvorom mere nedenfor. Også af den grund mener jeg, at man bedre havde levet op til kommissoriet med en fortsat firedeling, f.eks. som følger:
1. Forsvarets omverden/miljø
2. Gruppe og individ
3. Ledelse
4. Uddannelse
 
Bemærkninger til denne struktur: »Omverden« eller »miljø« forekommer mig at være bedre ord end »virkelighed«, der efter mit filosofiske leksikon kan betyde de første syv ting. Emnet organisation kan indredigeres i ledelsesafsnittet, hvor emnet også tidligere - omend kun kort - behandledes.
Herefter følger nogle bemærkninger til de enkelte afsnit. 
 
ad 1. Forsvarets virkelighed
Mange brugere mente, at 1. udgaves miljøafsnit var for snævert. Det har man nu rådet bod på med indledningskapitlet Den samfundsskabte virkelighed. Indholdet er godt, men hvorfor har man pålagt sig det bånd, at virkeligheden kun skal omfatte det, som på en eller anden måde præges af menneskeligt samspil? Det er da en uvirkelig virkelighed. Kapitlerne 12. Kampens vilkår og 14. Uddannelsens vilkår følger i det væsentlige de tilsvarende kapitler i 1. udgave, men for mange tilføjelser slører overblikket. Af de efter min mening helt overflødige vil jeg nævne to eksempler:
- Den detaljerede konkretisering af våbnene i miljøbeskrivelsen, baseret på de situationsdannende faktorer under »Fjenden« (pkt. 12.11).
- Omtalen af krigsfangepsykologi (pkt. 12.38). Selve fænomenet kan eventuelt nævnes i pkt. 22.6 som et eksempel blandt andre på stressende situationer, soldater kan komme i uden for kamp. Et andet eksempel er Vietnam-veteraneme.
 
1. udgaves pkt. 11.51 om fysiske kampskader er strøget. Bogen kender således nu kun psykiske kampskader. Så åndeligt går det nu ikke til i kamp. Vægtmodellen (s.24) er ændret fra: kampeffektiviteten er en funktion af kampkraft og belastning, til: kampkraften er en funktion af modstandskraft og belastning. For mit sprogøre er dette langt fra en forbedring, idet modstandskraft for mig kun er én del af kampkraft, nemlig overlevelsesevne og forsvarsevne, medens handlekraft (angrebsevne) er en anden del. Det nye minikapitel (én side) 13. Det forhøjede beredskabs vilkår er efter afsnittets redaktionelle struktur en misforståelse. Det er nok et eksempel på mange-kokke-effekten.
 
ad 2. Individet og 3. Gruppen
I disse afsnit er man gået over til som overskrifter at anvende fagbetegnelser som anatomi, fysiologi, psykologi m.v. Det forekommer mig uheldig af to grunde:
1) Man fokuserer dermed på midlerne i stedet for målene. Målene er gruppe- og menneskebeskrivelser. Den viden, de respektive fag kan yde, er midler til at nå disse mål. Det er bl.a. det, jeg mener med, at forfatternes holdning er en anden end min.
2) Det virker prætentiøst. Det er trods alt kun meget elememtære dele af disse fag, man præsenterer.
 
Bortset herfra fremlægges der megen - nok også for megen - varig viden. I en vidére produktudvikling bør man måske overveje, om ikke andre gruppe- og menneskebeskrivelser - f.eks. af sociokulturel og filosofisk art - også kan have væsentlig relevans for bogens hovedemner.
 
ad 4. Organisation
I I. udgave behandledes emnet måske nok for stedmoderligt. Det er der rådet bod på her. Forfatteren har leveret et indholdsmæssigt fortræffeligt afsnit, men redaktøren har opgivet at integrere fremstillingen. Afsnittet fremtræder som en helt selvstændig afhandling. Ud fra det synspunkt, at ledelse af mennesker er en funktion i samarbejdet, og at det samarbejde, det militære system er præget af, er det, der foregår i organisationsramme, kunne man naturligt lade organisations- stoffet indlede afsnittet om ledelse med f.eks. kapitlerne Samarbejde og organisation, Organisationsteori og Organisation og mennesket. Samarbejdsbegrebet skal tydeligere med i beskrivelsen. Siden 1. udgave er der skabt klarhed over det, jf. analysen i Militært tidsskrift november 1973 og grundbogshæftet Samarbejde i Forsvaret. Denne varige viden må med.
 
ad 5. Ledelse
Bortset fra, at der er stof i 1. udgave, som jeg geme havde genset, har jeg stort set kun godt at sige om dette afsnit. Problembehandlingsprocessen er illustreret på side 296. Jeg foretrækker 1. udgaves model (s. 171 ff.) suppleret med et illustrerende diagram. På side 284 kan man finde et pudsigt eksempel på ny varig viden, idet man her vil lade arbejde være 1) en målrettet ændring af omverdenen, der 2) søges gennemført inden for et begrænset tidsrum. Andet led forekommer mig intetsigende, da alt jo foregår i en rum-tid-dimension, og da ingen aktivitet er endeløs. Jeg synes, man som varig viden skal fastholde, at arbejde er anstrengelser for at nå et mål/opnå et resultat/løse en opgave.
 
ad. 6. Uddannelse
Dette er nok det stærkest omkalfatrede afsnit i bogen. Der er kommet nyt og godt stof til f.eks. om taxonomier og pædagogiske modeller. Et kapitel som 65. Pædagogiske principper forekommer mig med det foreliggende indhold at stride med bogens erklærede program, idet det kun omhandler forsvarets pædagogiske grundprincipper. (En pendant findes da heller ikke i ledelsesafsnittet.) Noget andet er, at man under denne overskrift kunne have præsenteret nyttig varig viden med stof hentet fra både fortid og nUtid. Man kunne have omtalt giganter som Comenius, Grundtvig m.fl. og diskuteret humanistisk kontra teknologisk prægede pædagogiske strømninger. Redaktionen af afsnittet er i øvrigt tæt ved at falde fra hinanden. F.eks. er de sidste fire kapitler for korte til at have egeneksistens. De kunne med fordel slås sammen til ét kapitel under titlen Et uddannelsesproblems løsning, og den uddannelsesteknologiske model, der er forvist til tillægget, kunne være taget ind i varmen her.
 
Læselighed, læsbarhed, diagrammer og tegninger
Der er anvendt typografi og tospaltet sats som i 1. udgave, hvilket giver samme gode læselighed. Indirekte citater er ud over med gåseøjne markeret med kompakt gullig farvedækning. Det ser hæsligt ud og gør spalten urolig. Emie Pyle (s. 49) får gul farvedækning, Clausewitz (s. 24-25) ingen, fordi han citeres indirekte. Hvad er meningen dog? Læsbarheden er målt til lix = 52 (20,32), en anelse bedre end 1. udgave, der havde lix = 55 (21,34). Grafiske virkemidler som tegninger og diagrammer skal primært tjene til at fremme kommunikationen mellem forfatter og læser. Dette formål leves der vel stort set op til. Et problem er det måske, om ikke flerfarve- trykket giver bogen et kulørt image, der ikke helt korresponderer med tekstens niveau. De grafiske virkemidler i 1. udgave var i al deres spartanskhed efter min opfattelse lige så funktionelle og nok så stilsikre. (Om tegnernes professionalisme kun godt. Et par plagiater af Engholm (s. 40 og 190) kan noteres). Specielt om diagrammerne: De er med enkelte undtagelser (f.eks. s. 351 og 357) illustrative og klare (se f.eks. serien s. 304-17). Men når man som her har kunnet svælge i farver, har man somme tider glemt, at hver enkelt farve skal have sin funktion. Ellers forvirres læseren, der søger efter en mening, der ikke er der. (Se f.eks. s. 241.)
Slutord Med denne kritiske gennemgang har det været min hensigt at give mit bidrag til, at den næste udgave kan blive bedre. Bogen er i forhold til den oprindelige idé ved at blive en anden i indhold og struktur. En afsporing lurer forude, hvis man ikke slår bremseme i og med Foch besinder sig på: Hvad drejer det sig om? Bogen er blevet en etableret publikation og i en revisionsproces dermed formentlig udsat for et bureaukratis idéfremmede sagsbehandlerinput. En del af de vildskud, der kan gro heraf, har redaktøren været for rar til at skære bort. EUer har man givet ham for lidt myndighed? Svimma summarum: Bogen er nok god, men ikke god nok. 
 
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF iconmilitaert_tidskrift_113_aargang_jan.pdf
 
 
 
 
 
 

Del: