Afvæbning af tankemønstre i post-konflikt samfund

Følgerne af voldelig konflikt kan være ødelæggende og processen mod sustainable peace kan være lang og med komplekse implikationer. Disse har oftest en negativ indflydelse på genopbygningen af samfundet, såvel som på den sociale og politiske proces i samfund, der tidligere har været kastet ud i voldelig konflikt. Generelt bliver muligheden for vedvarende fred i en post-konflikt mere opnåelig når tidligere stridende parter engageres i en forsoningsproces. Efter at volden i en konflikt er ophørt venter en stadig svær opgave i at genopbygge eller ligefrem opbygge relationer mellem ofre/gerningsmænd, som har været skadet eller helt nedbrudt i forbindelse med konflikten.  Hvis de stridende parter er nødsaget til at leve sammen, som det er tilfældet i bl.a. Irak vil der oftest være et stort behov for at indgå i en forsoningsproces.

I løbet af det sidste årti er forsoning i højere og højere grad blevet forbundet med post-konflikt processer, hvor debatten er præget af koncepter som fortidsbearbejdning, undersøgelse og fastlæggelse af sandheden, retfærdighed og genopretning til ofrene. Indflydelsen kan især ses på sandhedskommissioner, hvor forsoning nu står helt centralt. Sandhedskommissioner blev tidligere set som opklarende mekanismer i forhold til at afdække konfliktens begivenheder og misgerninger, mens målet nu er langt bredere idet der fokuseres på hvordan sandhedsafdækning kan føre til forsoning.  Forsoning bærer som begreb en religiøs konnotation og tilgivelse kan da også netop spores i bl.a. hinduismen hvor tilgivelse er en dyd, i buddhismen understreges vigtigheden af at give slip på vreden og bevæge sig mod medfølelse, i jødedommen forventes tilgivelse af en angrende, mens tilgivelse forventes i både kristendommen og Islam og er central at udøve for selv at kunne modtage Allahs/Guds tilgivelse. [1]  Forsoning har som begreb været alment anvendt i politisk retorik siden 1990ernes fredsprocesser og politiske forhandlinger, [2]  men kun løst defineret som en tilsidesættelse af fortidens fjendskab og etablering af holdbare forhold mellem de forhenværende fjender. Forsoning har som begreb kæmpet for at ryste de religiøse konnotationer af sig, om end det fundamentale i tilgivelse understreges i mange religioner og kulturer.
Forsoning som et skarpt defineret arbejdsredskab i post-konflikter har længe været ønskeligt idet alt for mange har undladt at definere begrebet eller arbejdet med det i et teologisk perspektiv, hvorved det bliver diffust og irrelevant for de samfundsgrupper, der endelig har afsluttet den voldelige strid og spørger sig selv og det internationale samfund, hvad der nu skal ske og afløse de mønstre der har hersket gennem hele konflikten og måske endda tidligere. I forbindelse med Nordirlands freds- og forsoningsproces blev en arbejdsdefinition udviklet i erkendelsen af, at på trods af en meget almen brug af ordet, især ved fondssøgning, var der ingen konsensus i brug af begrebet og blandt befolkningen var det for bredt og uhensigtsmæssigt forstået. Denne arbejdsdefinition [3] er værd at fremhæve idet den bygger på forsoning som en proces, der bl.a. anerkender vigtigheden af, at for at skabe fred må der tilregnes den nødvendige opmærksomhed på forholdet mellem de implicerede parter.

Processen skal og må være frivillig og kan inkludere fem interrelaterede trin der forekommer i vilkårlig rækkefølge: 
1.    Udvikling af en fælles forståelse af et interafhængigt retfærdigt samfund.
Udviklin¬gen af en fælles vision forudsætter deltagelse af hele samfundet uanset individers og gruppers rolle i konflikten. Dette skridt i forsoningsprocessen er en forudsætning uanset divergerende og endda modstridende meninger og politiske holdninger.
2.    Erkendelse og bearbejdning af fortiden.
Fortidens gerninger, tab og smerte er nødvendigt at erkende også i forbindelse med juridiske repressalier. Retfærdighed, healing, genopretning og restitution er centrale elementer, som kan inkludere undskyldning og anger hvis nødvendigt. For at forsoning overhovedet kan finde sted, er det afgørende at både individer og grupper erkender deres rolle i konflikten og er villige til at lære af fortidens gerninger for at ville og kunne garantere at de ikke gentager sig.
3.    Opbygning af gode forhold
Efter voldelig konflikt er det nødvendigt at (gen)oprette gode og tillidsfulde relationer hvor emner som tillid, fordomme og intolerance indgår som nøglebegreber. Denne proces bestræber sig på at opnå en universel accept af fællestræk såvel som forskelle. Dette element fremstår muligvis som en løftet pegefinger, der burde gælde os alle, men som eksempler senere vil vise kan det være særdeles svært at acceptere og i det hele taget at ville omgås ”de andre” som er forskellige fra ”os”.
4.    Væsentlige kulturelle og holdningsmæssige forandringer.
Mistænksomhed, frygt, mistro og vold kan nedbrydes til fordel for rum, hvor folk kan få luft for deres opfattelse af situationen og blive hørt. Det er i dette stadie af forsoningsprocessen at en kultur omkring respekt for menneskerettigheder og menneskers forskelligheder kan opbygges og skabe en kontekst, hvor alle borgere bliver aktive medspillere og føler tilknytning til og samhørighed med samfundet som en helhed.
5.    Fundamentale sociale, økonomiske og politiske ændringer danner fundamentet for etablering af en varig fredsproces, der kan sikre den stabilitet, som kan bringe fredens budskaber videre end blot den politisk sfære. De sociale, økonomiske og politiske faktorer der forårsagede konflikten må identificeres og ændres.  

De ovenstående fem trin kan optræde i varierende grad uafhængigt af hinanden og trin kan helt være udeladt uden at det nødvendigvis betyder at denne post-konflikts risiko for at vende tilbage til voldelig konflikt er mere latent end andre fredsprocesser, der oplever at gå gennem alle fem stadier. Under udarbejdelsen af de 5 trin blev almindelige borgere i Nordirland, såvel som folk engageret i projekter under forsonings bannere adspurgt om deres forståelse af hvad et forsonet samfund var og hvordan det ville se ud. Det stod her klart at begrebet forsoning for mange indbefattede en langt dybere og mere omfattende proces end blot gode relationer og fredelig sameksistens og at nogle endda mente at deres samfund ikke var parat til en sådan proces. [4] Denne måde at tænke forsoning på fordrer en holistisk opfattelse og ikke et konkret resultat.
En holistisk tilgang til forsoning som en proces er mere realistisk for samfund der netop er kommet ud af en voldelig konflikt, hvor spændinger og sammenstød vil være uundgåelige. Forsoning som koncept handler om evnen til at håndtere disse spændinger, mens forsoning som proces handler om hvordan dette rent faktisk opnås.  Trinene i en forsoningsproces som præsenteret ovenfor er ikke perfekt i sin helhed, men er en god arbejdsdefinition på forsoning, der kan anvendes som lakmusprøve på et makro niveau i en hvilken som helst konflikt og give en ide om stadiet og et sammenligningsgrundlag med andre processer. I Iraks tilfælde er forsoningsprocessen for nuværende centreret omkring det politiske niveau, hvor samlingsregeringen med repræsentanter fra de største etniske og politiske grupper samarbejder om et fælles program. Programmets vigtigste punkter er forsoning, sikkerhed og stabilitet, samt økonomisk udvikling, hvilket kan ses som en overordnet enighed om en fælles vision for fremtiden og scorer derfor forholdsvist højt på niveau 1, ligesom det er tilfældet på niveau 5, hvor væsentlige politiske ændringer er indtruffet. Anderledes ser det ud på niveau 2, 3 og 4, hvor den fortsat spændte sikkerhedssituation vanskeliggør disse processer, der kun er påbegyndt i meget ringe grad hvis påbegyndt overhovedet.

Dødsfjender som læremestre i samarbejde om forsoningens svære kunst
Et forsoningsseminar afholdt i København i februar 2011 resulterede i et fælles sunni- og shiamuslimsk initiativ til beskyttelse af Iraks kristne minoriteter. [5] FN understreger alvor-ligheden i de fortsatte krænkelser af menneskerettighederne, som bl.a. omfatter overgreb mod kvinder, religiøse grupper og bestemte professionelle grupper. Der finder imidlertid omfattende genopbygningsindsatser sted, som er værd at hæfte sig ved idet lokale initia¬tiver kan vise en spirende forsoningsproces, som er med til at give fornyet håb sammen med det faktum, at den sekteriske vold ikke har været stigende på trods af fortsatte terrorangreb. For den kritiske læser der nu sidder og tænker at forsoning (læs: enighed) på det politiske niveau på ingen måde er tilfældet, så vil jeg erindre om den anvendte definition på forsoning som en langvarig proces med mange skridt, der skal tages førend den lange vej til forsoning er ved sin endedestination. Måske netop derfor har irakerne i deres mission for en fælles fremtid vendt blikket mod en anden lang vej til fred- og forsoning, nemlig Nordirland. Repræsentanter fra den nordirske samlingsregering besøgte i 2007 [6] den irakiske samlingsregering for at dele deres erfaringer, ligesom de selv besøgte Mandela i post-apartheid styrets Sydafrika, da deres befolkning endelig syntes at være parat til nye tider. En komparativ analyse af konflikterne i Irak og Nordirland vil efter al sandsynlighed påpege store og substantielle forskelle, men også en række slående ligheder og det er netop denne erkendelse, der styrker forståelsen af situationen i Irak.
Da veteranerne fra Nordirlands og Sydafrikas fredsprocesser mødtes med irakiske ledere I Helsinki 2008 var målet at vise irakerne at fred var muligt, samt at give dem en model at arbejde ud fra. Deltagerne fra Nordirland inkluderede en tidligere britisk soldat, som var udstationeret i Nordirland og en tidligere IRA soldat, der på trods af at have repræsenteret hver sin side af en blodig sekterisk krig nu arbejder  sammen i den demokratisk valgte forsamling. De understregede overfor irakerne at deres store fordel havde været at Sydafrika allerede havde etableret fred, da denne mulighed også opstod i Nordirland og at de derfor havde haft en model at arbejde ud fra og inspireres af. Fredsprocesserne i Sydafrika og Nordirland vurderes som overordnet succesfulde og kan derfor hjælpe irakerne med at iværksætte tiltag. Denne høring om irakisk forsoning resulterede i Helsinki-aftalen, hvor 33 politikere fra forskellige politiske og religiøse grupper enedes om 17 punkter til beskyttelse af minoriteters rettigheder og modsatte sig international og regional indflydelse af Iraks interne affærer. [7]  
De nordirske lærermestre og irakiske disciple har på trods af kulturelle, politiske og historiske forskelle givetvis haft svært ved at forstå hinanden på flere planer, men alene i begge situationers første taktiske opgave med at implementere freden på det politiske niveau, der har de kunne nikke genkendende til hinandens udfordringer. Den irakiske samlingsregering har været svækket ved, at den shiitiske Sadr-bevægelse forlod regeringen for en tid i 2007, mens den nordirske samlingsregering har været suspenderet adskillige gange grundet samarbejdsproblemer. Det er svært, for ikke at sige nærmest umuligt, at (gen)opbygge gode og tillidsfulde relationer mellem en befolkning, der er delt grundet voldelig konflikt, hvis lederne ikke formår at foregå med et godt eksempel og skabe ro og stabile fremskridt på det politiske niveau. Irakerne står sammen i ønsket om, at få alle udenlandske parter ud af landet, hvilket også skaber enighed om at etablere et stærkt og repræsentativt styre for hele Irak. Det politiske niveau er første mulighed for at indlede forsoningsprocessen og det kræver meget af alle parter idet det ikke er nok at underskrive aftaler, hvis ikke politikerne er i stand til at sælge dem til deres bagland og implementere disse tiltag. I Nordirland var det nødvendigt at fokusere på bedre relationer mellem den irske og britiske regering førend det overhovedet var muligt at sættes sig omkring forhandlingsbordet i en nordirsk samlingsregering. Det kan ligeledes vise sig vigtigt for Irak at opmuntre og appellere til større Sunni deltagelse i fredsprocessen for ikke at risikere at denne gruppe vender freden ryggen. Tidligere kunne både Sunni og Shiitiske ekstremister slå sig sammen i angreb mod koalitionsstyrkerne, men efter bombningen af Askariya moskeen i februar 2006 eskalerede den sekteriske vold betydeligt idet Shiitiske militser svarede igen med systematiske gengældelseskampagner og Sunni oprører lod ikke dette være ugengældt. De irakiske sikkerhedsstyrker var ikke i stand til at bremse den stigende sekteriske vold før et år senere, hvor sikkerheds¬situa¬tio¬nen blev forbedret betydeligt, om end der stadig forekommer spektakulære sekteriske angreb.
Muligheden for forsoning er der, men den varer ikke ved hvis ikke der sættes ind på en række områder der adresserer den irakiske befolknings største forbehold mod et nyt Irak. Forsoningsprocessens udfordringer beskrives indledningsvist af en amerikansk forsonings rådgiver i Irak som værende følgende: “the task of designing effective strategies for reconciliation in Iraq must be done in the context of a recent history dominated by tension rather than unity, suspicion rather than trust, and dictatorship rather than democracy. The brutal oppression of Saddam Hussein, the Iran-Iraq War in the 1980s, and the economic sanctions imposed after the first Gulf War in 1991 seriously undermined Iraq’s cohesion as a unified and stable nation-state.” [8]
Her berøres helt central aspekter af forsoningsprocessen som identitet og tillid og at ændre hævn som reaktionsmønster. Når sikkerheden degenereres til et stadie, hvor opretholdelse af livet er truet bliver parametrene for identitet indskrænket til ofte kun et par få markører, såsom religion, etnicitet, stamme, familie eller andre udtryk for tilhørsforhold. I Irak, såvel som i de fleste andre eksempler, er der et sæt værdier, tankemønstre og skikke, der er dominerende for skabelsen af identiteter selv hos irakere der ikke går ind for stærk religiøs udøvelse eller har stærke bånd til nogen traditionel stamme. Disse tilhørsforhold er ofte medvirkende til at skabe kløfter mellem grupper og fortsætte med at optrappe konflikterne med destruktive mønstre, men der er her ligeledes mulighed for at forene grupper gennem overbevisninger og fokusere på fælles værdier.  Nogle af de overordnede værdier, som kendetegner mellemøstlig kultur modsat den vestlige er vægt på værdier som tradition, gruppers velfærd, hierarki, respekt for autoriteter, og ”saving face” modsat innovation, individualisme, lighed, respekt for loven, og ligefrem kommunikation. Ære og undgåelse af skam står helt centralt i mange arabiske kulturer og det er nødvendigt at tænke ind i forsoningsprocesser idet spændinger ofte opstår på grund af ærekrænkelse hvor ordenen i et forhold et blevet brudt og altså ikke fordi loven er blevet brudt. [9] Udfordringen i Irak er at få vendt den kritiske masse så også de vil bidrage til et demokratisk samfund og få vendt bølgen af kritiske punkter som bombningen af Askariya Moskeen, men hvor succesfuld dialog mellem de stridende grupper kan åbne markørerne for identitet og skaber fælles bånd på tværs af grupper og stammer. Det er nødvendigt at (gen)skabe gruppeidentiteter, der kan bygge selv-definition uden at dette sker på bekostning af andre grupper eller at en identitet nødvendigvis skabes som modbillede til en anden gruppe.   

Menneskeliggørelsen af ”den anden”
En mulighed for at overkomme problemet med identitet i Irak foreslås at være skabelsen af en fælles identitet, men dette er langtfra uproblematisk set i lyset af bl.a. Nordirlands delte samfund, der langt om længe kan acceptere at de ikke er enige, men faktisk kan rumme hinandens fortolkninger, hvor lighed og accept af hinanden var et svært stadie at nå. Irak har mindst ligeså mange forskelligheder i sine grupper og med flere grupper end i Nordirland synes det usandsynligt og urealistisk at bede disse grupper om at finde en fælles identitet, især da de fleste irakere fornægter denne version. Alternativet er som nævnt den nordirske version med en række tiltag, der med fordel kunne implementeres blandt irakerne. I forbindelse med EU's Peace III program har det nordirske traume center WAVE [10] udviklet en række workshops og programmer, der sigter mod at nå mennesker, der har været direkte påvirket og- eller traumatiseret af konflikten.
Græsrodsorganisationen yder støtte til efterladte, traumatiserede og sårede som følge af den voldelige konflikt og underviser de, der arbejder med sociale aspekter af samfundet. Organisationen har i særdeleshed fanget undertegnedes opmærksomhed ved at tilbyde kurser hvor tidligere fjender mødes. Kombattanter der alle har haft sin rolle at spille i optrapningen, kampen og afviklingen af konflikten uanset om de har svoret troskab til Union Jack, den irske trikolore eller Ulster. Erfaringer udveksles her og debatteres sammen med skyld/uskyld, uretfærdighed/retfærdighed, angreb/forsvar, tab, smerte og spild af liv og muligheder. Kombattanterne kommer på trods af stor uenighed om politik og fortidstolkning oftest frem til, at de til deres store overraskelse slet ikke er så forskellige endda. De opdager fælles værdier som de tager med hjem til deres samfund og der er set eksempler på, at tidligere dødsfjender nu arbejder sammen om at forhindre unge fra deres kvarterer i at følge i deres fodspor. Nogle er tilligemed blevet venner. Det bør huskes på, at selvom fredsaftalen er underskrevet og arkiveret, så knytter identiteterne sig i høj grad til de erindringsfællesskaber, som blev defineret af konflikten og selvom fredsprocessen tromler derudaf på skinner, så følger følelserne og erfaringerne med.

Jeg er dit vidne - Storytelling
Et andet projekt fra Nordirland, der ligeledes havde til formål at finde fælles værdier var en programserie kaldet Epilogues. [11] Samfundsgrupper i al sin diversitet spændende lige fra skoleelever til kvindegrupper eller paramilitære grupper mødtes gentagne gange og så filmede interviews med folk, der alle havde lidt et stort tab som følge af den voldelige konflikt og herigennem delte deres fortælling med de der opmærksomt sad og lyttede. Efter disse sessions havde deltagerne som regel opfattelsen af at kunne identificere sig med de interviewede og fattede stor empati for dem og deres tab. De var oftest af den opfattelse, at det måtte være en fra deres egen side, de havde lyttet til, og tankevækkende blev det når de fandt ud af, at de tog fejl. Det var en af ”de andre” der havde plantet tanken hos dem, at alle der levede i Nordirland under konflikten havde gennemlevet uhyrligheder og at mange familier havde mistet et mennesker de holdt af, de var alle ofre. Dette skaber ifølge en af arrangørerne refleksion over konfliktens konsekvenser for de stridende samfund, og selvransagelse over sin egen rolle i konflikten, samt hvordan den pågældende person tænker om og agerer overfor den anden gruppe. [12]  I Irak såvel som i Nordirland er storytelling anvendt som heling. Primært foregår storytelling i mindre grupper af individuelle personer med forskellige religiøse og politiske tilhørsforhold, hvor folk med fælles oplevelser mødes og en del af pointen i dette er at det er folk fra forskellige grupper og ofte med forskellig baggrund. Denne terapiform kan lede andre arrangementer med sig, såsom at skabe et living Memorial Museum [13] og bygge venskaber blandt børn på tværs af grupper gennem forskellige aktiviteter og uddannelse. Et museum i Nordirland havde stor success med et temaforløb, der blev tilbudt alle skoler, hvor de stiftede bekendtskab med bl.a. ikoner, ritualer og musikinstrumenter fra ”de andres” kultur.
Muligheden for at fortælle sin egen fortælling er således ikke kun begrænset i forhold til en dominerende fortælling, men også i forhold til sociale, religiøse og politiske grupper og udstødelse herfra. Det kan virke meget voldsomt at bryde med disse grupper. Disse storytellings-projekter er derfor ikke bare modige i forhold til at fortælle om personlige oplevelser, men også fordi de risikerer at støde eller vække vrede hos de grupper fortællerne tager del i. Netop fordi der stadig findes folk som ikke mener konflikten er afsluttet og givet heller ikke ønsker forsoning må dette synspunkt antages at virke hæmmende på skabelsen af et rum, hvor alle sider kan mødes og tale om begge siders skyld og tab. Ikke desto mindre har det politiske kompromis skabt grundlag for at tidligere fjender nu samarbejder om særdeles følsomme projekter, som at forvandle det tidligere Long Kesh fængsel til et konfliktcenter. [14]  Det anslås at mere end 200.000 mennesker i Nordirland har en direkte forbindelse til fængslet, der husede hovedsageligt nationalistiske og republikanske fanger, men også loyalister afsonede straffe her. [15]
Storytelling synes at have skabt ikke bare et fælles rum, hvor alle fortællinger kan være i spil samtidig, hvor modstridende eller forenelige de måtte være, men også en ny fælles identitet. Denne identitet samler sig omkring accept af og forsoning med fortidens spøgelser og går på tværs af religiøse, politiske, kulturelle forskelle og imødekommer mennesker fra det samfund, som tidligere var et stereotypt fjendebillede. Dette erindringsfællesskab har ikke fælles ideologi, symboler eller lever dør om dør sådan som man har gjort det indenfor ”sit eget” fællesskab. Det er i stedet det personlige brud med at være forankret i og begrænset af traditionelle fortidstolkninger, samt behovet for at dele sin egen og måske families fortælling med nogen som ønsker at lytte og dele opfattelser som ikke bestemmes af politik, men derimod individuelle oplevelser, der fungerer som kit mellem deltagerne i post-konfliktens forsonende erindringsfællesskab. Workshops og programmer som beskrevet ovenover kan udover at finde nye parametre at identificere sig med også afhjælpe cirklen af hævn ved at fokusere på opbygning af tillidsfulde forhold og træning i konflikthåndtering på flere niveauer. Forebyggelse af konflikter mellem grupper og cyklussen af hævn ligger som en tung opgave blandt befolkningen, hvor politikerne ikke kan stille meget op. Derimod kan fremtrædende personer såsom religiøse ledere spille en afgørende rolle:
“Today’s indigenous religious leaders – of all sects – must be the ones to evaluate how their specific traditions of mourning can express, yet transform, the people’s rage and lead them away from vengeance. Given the stature they have as some of the most respected authority figures in their communities, these religious leaders can provide the foundation upon which other reconciliation programming can be built.” [16]
Storytelling kan ligeledes ses som en folkelig sandhedskommision, som modreaktion på de officielle forsøg på at udrede tråde om fortidige begivenheder, der måske stadig giver anledning til forbehold mod og direkte modstand til freden.

Sandhed og konsekvens
Storytelling er beslægtet med en sandhedskommission i sit formål med at komme dominerende fortællinger til livs, og få de undertrykte såvel som kulegravede fortællinger med i en konsensusfortælling eller hvad resultatet af et politisk kompromis måtte være.  Storytelling kan være en mere frugtbar proces end en sandhedskommission idet den inddrager befolkningen direkte modsat officielle sandhedskommisioner, der oftest kun vil inddrage direkte involverede parter i latente begivenheder. Storytellings projekter kan komme til udtryk gennem meget forskelligartede medier og være meget ambitiøse og grundige i sine dokumentationer af modfortællinger til dominerende fortællinger, samt være overbevisende i affærdigelse af myter og påpege sekteriske krænkelser og forskelsbehandling, hvorved sandhed og retfærdighed bliver fremadrettede mål og nøglebegreber. Men hvor meget legitimitet de end finder i deres påstande får dette modsat en officiel sandhedskommission ingen konsekvenser.  Storytelling forbliver fortællinger der fortælles. Disse fortællinger kan med tiden genere et paradigmeskift i historiekulturer og måder fortiden tænkes på, men de har ingen magt til at gennemtrumfe revolutionerende ændringer. En sandhedskommission derimod udføres af staten eller til tider af væbnede oppositionsgrupper som del af en fredsproces, hvorved dens kendelser vil være officielle og have lovmæssige konsekvenser.
Sandhedskommissioner synes at være mest vellykkede, hvor der er stærk politisk konsensus om at etablere en sandhed.  I en skrøbelig fredsproces, hvor der er ingen endelige slutninger kan en sandhedskommission i stedet være ugunstig. [17]  Søgen efter sandheden kan ligeledes have den modsatte effekt, hvis de der deltager i processen ikke er parate til at håndtere de oplysninger der vil komme frem, som tilfældet med Sydafrika har vist, samt at der oftest vil være en efterfølgende forventning om tilgivelse af gerningsmanden. [18] Sandhed og forsoning står i et latent modsætningsforhold til hinanden, hvor forsoning risikerer at bryde sammen ved tilstedeværelsen af for meget sandhed. Dette er ikke mindst svært i et samfund som det irakiske grundet forestillingen om og betydningen af ære, hvortil det kan blive opfattet som ærekrænkende for en gruppe at blive bedt om at tage ansvar for sin del af skylden. En effektiv sandhedskommission vil tage hensyn til værdierne i et shame-oriented samfund. En måde hvorpå dette kan løses er ved at flere grupper samtidig bliver bedt om at foretage en selvransagelse og efterfølgende sammen undergå en overordnet undersøgelse af fortidens gerninger. Det kan hjælpe grupperne at vide at der foregår en parallel undersøgelse af alle grupper og at dette i første omgang finder sted i private rum, for at undgå at blive gjort til skamme overfor andre. Brug af en tredjepart, en mægler, er der gode erfaringer med i Irak, idet det er almindelig praksis i shame-oriented kulturer og derfor en respekteret måde at løse uenigheder på. For at denne metode skal lykkes kræver det dog, at mæglerne er en respekteret autoritet.
I artiklen har udgangspunktet været at fremhæve eksempler på, hvordan der i Nordirlands og Iraks tilfælde arbejdes med forsoning for at (gen)skabe gode relationer på tværs af samfundsgrupper, men interaktion mellem grupper efter voldelig konflikt er i visse tilfælde slet ikke muligt. Segregation af samfundsgrupper opstår oftest forud for konflikter grundet stigende etnocentrisme og militarisering, hvor det kan være svært at bo i områder med blandede grupper. Efter afslutningen på den voldelige del af konflikten er det ønskeligt at opløse adskillelsen af samfundsgrupperne, men i flere tilfælde kan det vise sig som den bedste løsning at bibeholde denne adskillelse, som det bl.a. ses med FNs bufferzoner og Peacelines i Nordirland. Selvom sikkerheden er det primære og for ikke at udfordre en fredsproces er det ikke uproblematisk at bibeholde adskillelse af bestemte samfundsgrupper idet etnocentrismen risikeres bibeholdt sammen med fjendebilleder. Adskillelsen vil nemlig i de fleste tilfælde betyde en større grad af polarisering og adskillelsen vil også kunne mærkes i andre aspekter af livet, såsom skole, uddannelse, job, indkøbsområder, sport og fritid. I segregerede områder mindskes individers muligheder for at mødes på tværs af Peacelines og det kan resultere i bevarelse af fjendebilledet og i sidste ende føre til en eskalering af konflikten.  

End-state
En tilbagevenden til et samfund der ikke længere er dikteret af vold og ustabilitet er en svær opgave, så målet er ikke nået med militære løsninger alene. Der kræves omfattende tiltag der ikke alene gælder den politiske elite, men så store dele af befolkningen som muligt. Tidligere kombattanter bør inddrages ifølge erfaringer fra Nordirland og det er vigtigt at få alle grupper involveret og dedikeret til fredsprocessen. Der vil næsten uundgåeligt forekomme spoilers fra grupper som ikke kan passes ind i en ny, fælles identitet og nation, men det er vigtigt ikke blot at udelukke disse grupper, hvilket Irak har set vigtigheden af i samlingsregeringen. Det politiske niveau er det første til at skabe og sikre stabilitet og sikkerhed, og kan det foregå med en godt eksempel bliver det i højere grad muligt for befolkningen at beslutte hvorvidt de kan tro på en fælles fremtid og indgå i relationer med tidligere fjender. Det er svært i sig selv at tro på at fortidens uhyrligheder ikke vil gentage sig hvis der ikke er sket et tilstrækkeligt regimeskift eller bekræftelser på at det ikke vil ske igen og bekymringerne kan være mange: ” threats to personal safety, social transformation, economic crisis, political manipulation, and so forth. Iraqi Sunnis fear Iranian influence over Shiite political parties running the government as well as attacks by Shiite militias and Iraqi police. Shiites fear loss of long awaited political power as well as attacks by Sunni insurgents. Kurds fear loss of autonomy and potential independence. All groups fear foreign control, indigenous threats to security, and the loss of dignity and honour.” [19]
Der er med andre ord mange forhold at rette op på selvom freden er vundet. Især hvis freden ikke blot er karakteriseret ved fraværd af vold, men også som sustainable peace.
En freds- og forsoningsproces bliver ikke vellykket ved en afvæbning i en militær forstand alene, det kræver i ligeså høj grad en afvæbning af tankemønstre. De tanke og reaktionsmønstre som har været dominerende under konflikten hvad enten de er blevet til efterhånden som konflikten er optrappet eller måske allerede har været til før. Volden stopper ikke blot fordi en våbenhvile er blevet indgået, men skal implementeres i alle samfundslag. Som tilfældet med Nordirland har vist, er det ikke alene den politiske elite der har fastlagt freden i Nordirland, men i mindst ligeså høj grad tiltag udenfor den politiske sek-tor, som fortjener anerkendelse og opbakning. Et par af sådanne tiltag har været nævnt i nærværende artikel og der er heldigvis langt flere cross-community projekter at tage fra end der har kunnet nævnes her. Den nordirske freds- og forsoningsproces er ikke ovre og trues til stadighed af politisk uenighed såvel som det faktum at mange mener, at der ikke har været et tilstrækkelige reformer især med hensyn til politistyrken, der fortsat ikke støttes eller respekteres af dele af befolkningen. En stigende støtte til republikanske værdier og rekruttering til republikanske dissidenter er ligeledes bekymrende, men freden er så rodfæstet at der skal alvorlige revner i fredsaftalen for at sætte den på spil. Så Irak har måske alligevel fået en model at styre efter, som kan hjælpe dem til at overkomme de udfordringer de står overfor med ikke alene at skabe et stabilt, demokratisk og repræsentativt styre, men også et samfund af borgere der ønsker et fælles og fredeligt Irak.
En oplagt, men tidsbegrænset chance for at skabe et fundament til videre freds- og forsoningsarbejde eksisterer nu på trods af en periode med forøget vold og politisk uro i samlingsregeringen. Præcis som samlingsregeringen arbejder ihærdigt og dedikeret på at arbejde sammen, så må befolkningen opmuntres til at samarbejde konstruktivt om det nationale niveau såvel som det lokale, ligesom det ikke alene er det politiske niveau der bør fokuseres på, men i høj grad det sociale domæne. Forsoningsstrategier i Irak bør være hensynsfulde overfor dets shame-oriented kultur og med særlig opmærksomhed på hovedmarkørerne indenfor tilhørsforhold og identiteter: klasse, etnicitet, stamme og familie. Opmærksomhed er ligeledes påkrævet i forhold til at bryde hævnmønstre og opbygge gode relationer på tværs af grupper. Som beskrevet i artiklen er det vigtigt at konfrontere frygt, traumer, sorg, identificere behov, vedkende sig ansvar og at vælge at tilgive. Et bredt samarbejde omkring tiltag vedtaget ved Helsinki konferencerne i henholdsvis 2006 og 2008 sikrer Irak en strategi omkring forsoning og derved et mål, og ligeså vigtigt, strategier at følge. Flere af disse strategier er allerede implementeret i Irak på en række områder og erfaringerne herfra kan måske hjælpe os med at tænke forsoning ind i Peace building i Afghanistan, ligesom Sydafrika banede vejen for Nordirlands fredsproces og Nordirland kan hjælpe Irak med en freds- og forsoningsmodel at følge.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_140.aargang_nr.2_2011.pdf

_________________________________________

  [1]Joanna Santa-Barbara: Reconciliation i Webel & Galtung: Handbook of Peace and Conflict Studies. Routledge. 2009. s. 173-174
  [2]Hamber & kelly: the Challenge of Reconciliation: Translating Theory into Practice. In Com-munity Relations Council. A Sustainable Peace? 2008. s. 3-26  
  [3]Bl.a. Bloomfield, Barnes & Hyuse: Reconciliation after Violent Conflict: A handbook. Stockholm. 2003; Lederach: Building peace: Sustainable Reconciliation in Divided Societies. Washington 2003; Lynne Reinner & Van Der Merwe: Commission and Community Reconciliation: An Analysis of Competing Strategies and Conceptualizations. Virginia. 2002.
  [4] Hamber & kelly. s. 9
  [5]Den Danske ambassade i Bagdad: http://www.ambbagdad.um.dk/da/menu/InfoOmLand/LandefaktaIrak/
  [6]Mike Wooldridge: Northern Irelands lesson’s for Iraq. In BBC News 23 January 2007. http://news.bbc.co.uk/2/hi/middle_east/6291839.stm

   [7] http://iraqhelsinkiproject.org/helsinkiagreement
   [8] David A. Steele: Reconciliation Strategies in Iraq. United States Institute of Peace. Special report 213. 2008.s. 2
   [9] Steele. s. 4
   [10] http://www.wavetraumacentre.org.uk
   [11] http://www.epilogues.net/Introduction.asp
   [12] Jf. Interview: Jim Keys, producer på Gaslight Productions med Epilogues
   [13] http://www.healingthroughremembering.org/living_memorial_museum/current_...
   [14] Sinn Fein unveils its Long Kesh Proposals. Daily Ireland. 17.08.06
   [15] Sinn Fein unveils its Long Kesh Proposals. Daily Ireland. 17.08.06
   [16] Steele. s. 8
   [17]Edna Longley: Northern Ireland: commemoration, elegy, forgetting. I: Ian McBride: History and Memory in Modern Ireland. Cambridge University Press.  2001. s. 228
   [18] HTR: Making Peace With The past: Options for truth recovery regarding the conflict in and about Northern Ireland. s. 22
   [19] Steele s. 8
 

 

Litteraturliste

Litteratur
Ardoyne Commemorative Project: Ardoyne- The Untold Truth. Colour Books, Dublin. 2002
Joanna Santa Barbara: Reconciliation. In: C. Webel & J. Galtung:  Handbook of Peace and Conflict Studies. Routhledge. 2009.
Barsalou J. Trauma and Transitional Justice in Divided Societies. (Special Report 135) Washington: United States Institute for Peace.2005
Bloomfield, Sir Kenneth, Report of the Northern Ireland Victim Commissioner: We Will Remember Them, April 1998
Epilogues :http://www.epilogues.net/Home.asp
Cochrane, Feargal: Two cheers for the NGOs: building peace from below in Northern Ireland. in Northern Ireland. I A Farewell To Arms: Beyond The Good Friday Agreement. A. Cox, A. Guelke & F. Stephen. Manchester University Press. 2006
Hamber & kelly: the Challenge of Reconciliation: Translating Theory into Practice. In Community relations Council. A Sustainable Peace? 2008.
Healing Through Remembering: http://www.healingthroughremembering.org/
Huyse: Reconc¬iliation After Violent Conflict- A Handbook. Sweden. 2003
Galtung, Johan & Jacobsen, Carl: Searching for Peace: The Road to Transcend. Pluto Press. 2002
Graybill, Lyn: Truth and Reconciliation in South Africa: miracle or model. Lynne Rienner. 2002
Guelke & F. Stephen. Manchester University Press. 2006
Hoffmann, Kasper: Civil-Military Relations In Iraq 2003-2007. The Danish Experience. DIIS Report 2009:13
Jelin, Elizabeth: State Repression And The Struggle For Memory. Latin America bureau. 2003
Katzman, Kenneth: Iraq: Politics, Governance, and Human Rights. CRS Report for Congress. April 2011.
Lederach, J.P: Preparing For peace: Conflict Transformation Across cultures. Syracuse University Press. 1996.
Letamedia, Francesco and Loughlin, John: Learning from other places: Northern Ireland, the Basque Country and Corsica. In: A Farewell To Arms: Beyond The Good Friday Agreement.
Cox, Longley, Edna: Northern Ireland: commemoration, elegy, forgetting. I: Ian McBride: History and Memory in Modern Ireland. Cambridge University Press.  2001.
McKittrick, David, Kelters, Seamus, Feeney, Brian & Thornton, Chris: Lost Lives- The stories of the men, woman and children who died as a result of the Northern Ireland Troubles. Mainstrean Publishing. 1999
Oberg, Jan: Former Yugoslavia and Iraq: a comparative analysis of international conflict mismanagement. In: Webel & Galtung: Handbook of Peace and Conflict Studies. Routhledge. 2010.
Paris, Roland: 1967- At war’s end: Building peace after civil conflict. Cambridge University Press. 2002   
Smyth, Marie: Lost Lives: Victims and the construction of ´Victimhood` in Northern Ireland. I A Farewell To Arms: Beyond The Good Friday Agreement. A. Cox, A. Guelke & F. Stephen. Manchester University Press. 2006
Wooldridge, Mike: Northern Irelands lesson’s for Iraq. In BBC News 23 January 2007
 

Del:

Emneord