Admiral Rechnitzers maritime og politiske erindringer 1905 - 40

Admiral Rechnitzers maritime og politiske erindringer 1905 - 40, udgivet og kommenteret af Hans Christian Bjerg. København: Gyldendal Fakta, 2003. 464 sider, 399,00 kr.

Interesserer man sig for Søværnets nyere historie og Danmarks sikkerhedspolitiske situation i de seneste 100 år, er denne bog en perle. Hans Christian Bjerg har i samarbejde med Gyldendal udgivet og kommenteret viceadmiral Hjalmar Rechnitzers dagbøger. Ifølge Hans Christian Bjerg har admiralen siden 1945 været den person i søværnet, man elskede at hade. Det kan blandt andet skyldes, at personen Rechnitzer og hans ganske særlige arbejdsvilkår måske kun er kendt af en mindre kreds, og det kan denne bog rette op på.

Dagbogen tegner et interessant billede af livet i marinen og navnlig af forholdene omkring den øverste ledelse omkring Marineministeriet, Marinestaben, Søværnskommandoen og relationerne til Folketingets partier og de skiftende regeringers ministre. Dagbogsoptegnelserne er renskrevet i perioden fra viceadmiralens afgang fra tjenesten i 1940 og frem til efteråret 1943. Den omhandler perioden fra 1905 til 1940. Hans Christian Bjerg har udarbejdet fyldige noter samt et personregister. Som det fremgår af bogens undertitel, handler den om tjenstlige forhold, og derfor indeholder den meget begrænsede informationer om viceadmiralens personlige forhold, familie med mere.

Rechnitzer blev født i 1872 og døde i 1953. Han havde en ganske usædvanlig karriere. Efter Søofficersskolen deltog han i nogle år i opmålinger omkring Island. Som yngre søofficer kom han til Marineministeriet, idet ministeriet havde opdaget hans analytiske talent og evne til at formulere en sikkerhedspolitik. I perioden fra 1905 og til udbruddet af Den første Verdenskrig havde han stor indflydelse på indførelsen af flådens første ubåde, idet han afløste den syge projektleder. Han fik i samme periode også indflydelse på anskaffelse af fly til søværnet. Han fik tidligt øjnene op for anvendelsesmulighederne i Marinen for såvel ubåde som fly. Det var på et tidspunkt, hvor mange større mariner slet ikke var kommet i gang med tilsvarende projekter. Han fik skaffet midler og personel til at indføre disse nye systemer eller våbenplatforme. Hermed skaffede han Danmark et godt teknologisk forspring, som man kunne drage nytte af, da verdenskrigen kom.

Rechnitzer havde, medens han arbejde sig op gennem ministeriets poster, en vis tilknytning til partiet Venstre, og blev af partiet benyttet som taler ved forskellige lejligheder, men det var fortrinsvis i tiden lige efter Den første Verdenskrig.

Dagbogen beskriver blandt andet vilkårene for fiskeriinspektionen på Færøerne, Island og Grønland. Rechnitzer deltog i et antal togter nordpå, sommetider som ledsager for statsministeren eller forsvarsministeren. Hermed får vi også beskrevet, hvorledes arbejdsvilkårene var for statsadministrationen og de lokale myndigheder.

Hvis man skal vurdere hans person og hans indsats ganske kort, så har han i sin embedsmandskarriere manøvreret og skabt de kompromisser, som er nødvendige, når militære krav, politisk vilje og økonomiske realiteter skal gå op i en højere enhed. Rechnitzer udarbejdede sit eget forslag til en forsvarsordning omkring 1931. Med den fulgte en meget interessant sikkerhedspolitisk analyse, som en af datidens aviser fik lov til at trykke. Analysen beskrev blandt andet Danmarks forhold i Østersøen i relation til Tyskland, Storbritannien og Sovjetunionen.

Hans forsvarsforslag nød ikke fremme. Herefter fulgte den ulykkelige 1932-ordning, der med dramatisk effekt reducerede Søværnets mandskab, materiel og muligheder. Det er lidet tillidsvækkende, når man efter Hitlers magtovertagelse i Tyskland kan støde på en formulering som ”hvis Tyskland mod forventning opruster” eller notere sig den store tillid til Folkeforbundets muligheder for magtanvendelse over for en aggressorstat. Rechnitzer kom også med forslag om en fælles ledelse af de to værn, sammenlægning af deres flystyrker og et fælles ministerium, men det var tiden ikke moden til.

Rechnitzer var en af de få, der havde analyseret den sikkerhedspolitiske situation grundigt, og som vidste, at Danmark lå inden for Tysklands interesse- og sikkerhedssfære. Han vidste også fra sine personlige kontakter til skiftende 1st Sea Lords, at man ikke kunne hente militær støtte til Danmark fra Storbritannien. Da den sikkerhedspolitiske situation for Danmark blev forværret efter 1933, lykkedes det ikke at skaffe nævneværdigt flere midler. Rechnitzer havde også gode personlige kontakter i den tyske flåde, og besøgte blandt andet ganske kort før krigsudbruddet i 1939 den tyske flådechef, storadmiral Eric Raeder. Den anden Verdenskrig begyndte som bekendt i september 1939. Den 24. august 1939 tildelte den tyske ”fører” viceadmiral Rechnitzer ”Storkorset af den tyske Ørn”, men underretning herom modtog man først i Danmark over 3 uger senere, altså da krigen var godt i gang. Tyskerne var meget glade for Rechnitzer, som var dem en nyttig mand, og derfor kom Rechnitzer til at stå i et lidet flatterende lys efter den 9. april 1940. Han har dog hele tiden bestræbt sig på at løse sin vanskelige opgave til tilfredshed for den danske befolkning, det vil sige at holde Danmark uden for krigen og sørge for, at krigen påvirkede det danske samfund så skånsomt som muligt. Han var konsekvent i sin neutralitetspolitik, men selv om politikerne var enige i hans sikkerhedspolitiske analyse, så ønskede de – af økonomiske og pacifistiske årsager – ikke at følge hans forslag om en stærk, men neutral flåde.

En af årsagerne til flådens manglende modstand den 9. april 1940 var formentlig, at Rechnitzer var en gentleman, og han troede, at det også gjaldt de tyske søofficerer. Han forventede, at de kontaktede ham, såfremt Tyskland ville have opfyldt krav, som havde relation til Søværnet og dets virke. Der er ingen tvivl om, at Rechnitzer var en administrativ begavelse og en dygtig embedsmand, men i relation til den 9. april kan man vel også betegne ham som både godtroende og naiv. For god ordens skyld må det jo nok fastslås, at han jo ikke var den eneste i Danmark, som fejlvurderede situationen, men han sad i en nøgleposition, og han kunne have ændret på Danmarks lidet flatterende indsats i forbindelse med selve besættelsen. Når man forbyder Søværnets fly at foretage rekognosceringsflyvninger over Store Bælt den 8. april 1940 for ikke at provokere tyskerne, er man måske gået lidt for vidt i sin neutralitetspolitik!

Rechnitzer tilbød at trække sig tilbage den 10. april 1940, men det afslog marineministeren. Da 4 ældre søofficerer en måned senere meddelte viceadmiralen, at han ikke længere nød søofficerskorpsets tillid, så trak han sig tilbage.

Efter læsningen står man tilbage med opfattelsen af, at Rechnitzer er en ualmindelig loyal og retlinet embedsmand, men at han på det afgørende tidspunkt, hvor situationen kræver mod og mandshjerte, så foretager en fejlagtig vurdering. På den anden side må man give ham medhold i, at politikerne havde arbejdet meget målrettet på ikke at opfylde Rechnitzers anbefalinger om en stærk flåde til bevarelsen af den neutralitet, som alle partierne gik ind for. Handlingerne - eller rettere sagt de manglende handlinger - den 9. april 1940 - kan man så vurdere som en konsekvens af den førte politik. Selv om en dagbog jo kan være ensidig i sin skildring, virker denne dagbog meget nuanceret og velformuleret, om end situationen i dagene op til besættelsen kan give en nutidig læser anledning til at krumme tæerne i skoene. Kongen, regeringen, Søværnet og Hæren var ikke gearet til krisestyring, som det kendes i dag, og det var meget lidt, der var sat i værk for at skaffe informationer om den politiske og militære udvikling i de kritiske dage.

Dagbogen tegner et godt tidsbillede af perioden fra 1905 til 1940. Den forklarer på udmærket vis den politiske baggrund for de forskellige forsvarsforlig, materielanskaffelser og lignende. Desuden viser den et interessant billede af livet i Marineministeriet og i Søværnet. Den er krydret med en mængde anekdoter, små oplevelser og iagttagelser, som for eksempel da Flåden i 1914 forlod København for at udlægge minespærringerne i Store Bælt ved Verdenskrigens start. Københavns befolkning står ved Toldboden med lommetørklæderne fremme. De fremmødte familier ved ikke, om de får deres kære at se igen. En af skibscheferne ser sin kone stå derinde og råber: ”Hils børnene og betal ingen regninger!”

 

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.