”Krestens breve og dagbøger. En dansker på vestfronten i Første Verdenskrig”

”Krestens breve og dagbøger. En dansker på vestfronten i Første Verdenskrig” af Kresten Andresen. Redigeret af Claus Bundgård Christensen. Udgivet af Gyldendal i 2012. 362 sider. Pris kr. 299 (vejledende).

 

Disse har efterladt sig et betydeligt kildemateriale i form af dagbøger, breve, ”rejsebreve” i samtidige aviser og erindringer. Og i ikke helt beskedent omfang publiceredes en del af dette materiale i mellemkrigstiden. Herefter var der, fraset lokalhistoriske studier, i en lang årrække næsten helt stille om den dansksindede krigsdeltagelse. Først med publiceringen i 2009 af bogen Danskere på Vestfronten 1914-1918 af RUC-historikeren Claus Bundgård Christensen kom et omfattende faghistorisk studie af denne vigtige gruppe danske soldater. Samme forfatter står bag redaktionen af den her anmeldte Krestens breve og dagbøger, som rummer den dansksindede menige soldat Kresten Andersens efterladte breve og dagbogsnotater. Skønt størstedelen af materialet har været publiceret før bl.a. i en i samtiden meget omtalt udgivelse fra 1919 redigeret af forfatteren Valdemar Rørdam, er nyt brevmateriale dukket op i de seneste år. Udnyttelsen af dette nye materiale gør foreliggende bog til den hidtil mest fuldstændige udgivelse. Og der er al mulig grund til at publicere Kresten Andresens skriverier. Ved siden af at være en talentfuld skribent med en fin stilistisk pen, er hans optegnelser detailmættede og spændende læsning, samt en god kilde til krigen på vestfronten set fra forreste linje. Claus Bundgård Christensen motiverer i sin indledning yderligere udgivelsen med, at brevene og dagbogsnotaterne kan ”betragtes som repræsentative, da de belyser en række temaer og tendenser, der er gennemgående i feltpost fra dansksindede i den tyske hær” (s.11).      

Et af disse temaer er naturligvis oplevelsen af at tilhøre et nationalt mindretal. Kresten Andresen var meget bevidst om sin dansksindethed, og på både moderen og faderens side havde han onkler, der var betydelige skikkelser i forhold til mindretallet. Morbroderen, H.P. Hanssen, var således de danske slesvigeres repræsentant i den tyske rigsdag. Kresten Andresens nationalitet kommer blandt andet til udtryk i hans syn på krigen, der ikke er præget af udpræget opslutning bag den tyske krigsindsats, uden på den anden side at være decideret subversivt. Det kommer imidlertid til flere episoder, hvor han mistænkeliggøres af andre soldater eller sine overordnede på grund af sin danskhed. Selv om man i de indledende breve og dagbogsnotater sporer en vis forventning til mødet med fronten, kan dagbogs- og brevstykkerne absolut ikke beskyldes for at være krigsforherligende. Håbet om en snarlig fred er således et andet gennemgående tema, og Kresten Andresen fulgte tilsyneladende med stor iver rygtebørsens nyheder om russiske og franske sejre. Relationerne til kammeraterne, især de tyske, men også i en del tilfælde danske, beskrives med en vis distance. Det kan muligvis skyldes Kresten Andresens forholdsvis høje uddannelse. Han var cand.mag. fra Københavns Universitet og havde forfatterambitioner. Dette forenet med et flere steder nævnt manglende håndelag for praktiske gøremål, for eksempel håndtering af heste, kan have været med til at skabe afstand til andre mere jordnære soldaterfæller. 

Der er altså ikke meget frontfællesskab at finde i bogen, selv om emnet dukker op i ny og næ. Fællesskabs- og solidaritetsfølelsen knytter sig ved de lejligheder ikke blot til egne kammerater. Der findes i bogen også beskrivelser af, hvordan soldaterne på Kresten Andresens afsnit ved flere lejligheder indgår uformelle våbenhviler med franskmændene overfor. Omvendt deltager han også i to slag – slaget ved Soissons i januar 1915 og slaget ved Somme i sommeren 1916. Begge slag bliver en blodig affære for Kresten Andresens enhed, Reserveregiment 86. Ved Soissons mister den bataljon, han tjener i, 270 mand på en uge. Og ved Somme indsættes regimentet i forreste linje mod britiske og australske styrkers angreb den 23. juli. Da det 10. august trækkes ud af frontlinjen, er det ca. 3.000 mand store regiment reduceret med næsten 1.700 mand, herunder stort set alle officerer.  Heller ikke Kresten Andresen oplevede tilbagetrækningen. Den 8. august blev han erklæret savnet. Og det er i lighed med hundredetusinder af andre savnede fra Den Store Krig aldrig blevet opklaret, hvad der blev hans endelige skæbne. Statistikken taler for, at en granat tog livet af ham, hvilket går fint i spænd med, at artilleriildens dominans på kamppladsen er et andet tilbagevendende tema i bogen. Også den på begge sider hastigt voksende brug af fly, dels til rekognoscering, men også til angreb på skyttegravene og baglandet, er et markant indslag i teksten. 

Det er en klog disposition, at både brevene og dagbogen er optrykt, selv om deres indhold en del steder overlapper. Det giver lejlighed til at analysere, hvilken selvcensur Kresten Andresen pålægger sig selv, når han skriver hjem.  I almindelighed synes den beskeden. Han undlader for eksempel ikke at give en meget detaljeret – og antageligt for forældrene rystende – beskrivelse af oplevelsen af et engelsk bombardement den 5. august 1916, hvorunder flere af hans kammerater bliver levende begravet. Det er forståeligt at visse breve som duplikerer mere triviel information fra dagbogen er udeladt, men det står desværre ikke læseren helt klart, om dagbogen er optrykt i sin helhed eller om der også her er udeladelser. 

I et kort men godt komponeret og på alle måder informativt forord giver Claus Bundgård Christensen Kresten Andresens livshistorie og sætter materialet ind i vestfrontens kontekst. Dette er suppleret af et antal forklarende noter undervejs i bogen, hvor steder og begreber, som kan volde nutidslæseren besvær udlægges. Det redaktionelle detailarbejde kunne dog have fortjent lidt større opmærksomhed og stringens.  De forklarende noter virker lidt lemfældige. Dels med hensyn til at få forklaret ting og begreber første gang de nævnes, dels med hensyn til hvad der medtages, og hvad der ikke medtages. Det forklares for eksempel ikke, hvad Landstormen er (s.20; en slags hjemmeværn). Heller ikke udtryk som Gefreiter – i teksten i øvrigt stavet gefreuter (s.35; en underofficersgrad), Kommiskost (s.41; militær forplejning) eller Groschen (s.179; en tysk møntenhed) forklares for læseren. Dette er beklageligt, da disse og flere andre ikke forklarede/kommenterede udtryk nok er de fleste almindelige læsere ubekendte. Stedvist virker det også som om dagbogen og brevene er blevet fejllæst eller skrevet af i lovlig stor hast. For eksempel omtales der under dagbogsopslaget den 23. marts 1915 (s.159) et rygte om, at ”russerne har taget Momel”, hvilket angives som årsag til, at franskmændene i deres skyttegrave råber hurra, afsynger nationalsangen og blæser hornsignaler. Mon ikke man her kan regne med, at der i dagbogen har stået Memel – den største tyske by tæt ved frontlinjen mod russerne. 

De redaktionelle skønhedspletter til trods kan bogen læses af snart sagt enhver og under løfte om stort udbytte. Det er på alle måder helt igennem velfortjent, at Kresten Andresens gribende og instruktive breve og dagbøger genudgives. Personer med almindelig militærhistorisk interesse eller en fagmilitærbaggrund vil opleve, at denne bog på bedste vis giver skyttegravskrigen ansigt og mæle. Den kan derfor varmt anbefales både som en følgesvend til dybere studier af vestfronten og til almindelig refleksion over mødet mellem mennesket og krigen.  

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

mt.02.2012.aug_.pdf

 

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.