”Carl von Clausewitz: Strategie im 21. Jahrhundert“

Anmeldt af Claus E. Andersen

Carl von Clausewitz: Strategie im 21. Jahrhundert“ af Lennart Souchon. Udgivet af E.S. Mittler-Verlag, Hamborg/Berlin/Bonn i 2012222 sider. Pris: € 29,90.

 

Foto: Ebay.com

Det kan den travle og ikke-akademiske (men praktisk) anlagte officer naturligvis ikke bruge til noget som helst, og derfor afvises Clausewitz oftest, som teoretisk fundament for nogen som helst krigsteoretisk eller politisk-strategisk tænkning. Den danske officer har det generelt svært med Clausewitz, og det skyldes ikke kun, at Clausewitz’ baggrund skal findes i en kompleks tysk filosofisk tradition; men langt mere den danske stabsofficers udprægede hang til nemme instruktive løsningsmodeller uden al for megen teoretisk baggrundsstøj.

De sidste 10 år – endda måske længere – er der fra det danske Forsvarsakademi udgået officerer på det, der kaldes højeste funktionsniveau, som ikke udviser den mindste forståelse for Clausewitz og hans krigsteori. Da akademiet i høj grad og i sagens natur er selvrekrutterende, hvad angår lærerkræfter, er institutionen havnet i en ond cirkel, som aldrig brydes af den reflekterende officerstype, som er i stand til at værdsætte og formidle det, som Clausewitz har at tilbyde officersprofessionen.

Når dette er sagt, hvordan kan det foreliggende værk, som er skrevet fortrinsvis for den tyske læser, hjælpe danske officerer? Målgruppen bliver tydelig efterhånden, som man får læst sig igennem de første sider. Så meget i professor Souchons bog er målrettet et tysk publikum, lige fra et indforstået kendskab til det tyske militærs forhold samt tyske inden- og udenrigspolitiske forhold. Der bliver adskillige gange henvist til tyske forskrifter for tjenesten indenfor Forbundværnet, kaldet Zentrale Dienstvorschriften etc. Desuden bliver der adskillige gange henvist til det særlige tyske begreb Innere Führung, som skal sikre, at begrebet ”borgeren i uniform” og det tyske forsvars tilknytning til den demokratiske samfundsorden og det civile samfund opretholdes – belært af de historiske begivenheder i det nationalsocialistiske Tyskland under 2. Verdenskrig. Det har i høj grad været med til at forme det tyske forsvar til det, det er i dag. Clausewitz ville nok have korset sig, hvis han havde set i hvor høj grad, at det tyske forsvar er skrumpet ind til en inkompetent skygge af sig selv, hvor det ”at kunne kæmpe” absolut ikke synes at have den højeste prioritet. Dermed ikke sagt, at den ikke-tyske læser ikke kan have stort udbytte af at læse værket, men det har tilsyneladende ikke været forfatterens intention at adressere denne målgruppe fra begyndelsen. For en forståelse af Clausewitz og dennes politisk-strategiske anvendelse er denne bog imidlertid et godt udgangspunkt.

Forfatteren til det foreliggende værk, professor Lennart Souchon, har en fortid som kommandør i den tyske flåde bag sig. Han blev Ph.d. i 1976. Siden 1975 har Souchon været tilknyttet ”International Institute for Strategic Studies” (IISS) i London, og han underviser til daglig på Führungsakademie der Bundeswehr – det tyske forsvarsakademi, og har i den forbindelse grundlagt ”Det Internationale Clausewitz-Centrum” og ”Clausewitz-Netværket for Strategiske Studier” (CNSS). I 2003 blev Souchon udnævnt til professor ved universitetet i Potsdam. Han har udgivet talrige publikationer med et strategisk perspektiv; ofte i sammenhæng med sin virksomhed i diverse Clausewitz-fora.

Souchons værk tager da også udgangspunkt i den forskning, som bedrives ved ”Det Internationale Clausewitz-Centrum” med tilknytning til Potsdam Universitetet, som blandt andet har udgivet forskningsresultater vedrørende Clausewitz’ ”formål – mål – middel” relationer samt funktionaliseringen af Clausewitz treenighedsanalyse. Det er kombinationen af disse resultater, som Souchon anvender som grundlag for sin analytiske tilgang til en undersøgelse af konflikter, som regeringer står overfor at påbegynde. Han glemmer dog lige at redegøre for disse resultater i sine henvisninger. Især pointeres vigtigheden af at finde frem til, hvordan den militære indsats endemål kan defineres – hvordan exitstrategien skal formuleres, om man vil. Det er almindelig kendt, at dette ofte har været et problem for de vestlige demokratier, når der i parlamenterne vedtages at gribe ind med militær magt i kritiske konfliktområder.

Forfatteren advarer undervejs læseren om, at: ”Den, der i dag citerer Clausewitz, som man citerer Zarathustra, Mao eller det gamle testamente uden at drage slutninger til samtiden, benytter Clausewitz-værket forkert og har overhovedet ikke forstået værket” (side 70). Hvem kan sige sig fri for i en snæver sammenhæng at have brugt et iørefaldende citat fra Clausewitz’ værker til at imponere sine tilhørere? Der er gennem tiden set talrige eksempler på dette fænomen. Militært Tidsskrift ligefrem bugner med sådanne henvisninger.

Souchon er endvidere af den betragtning, at Clausewitz’ teorier tillige er anvendelige på erhvervsmæssige forhold. Jeg har altid været skeptisk overfor denne sammenstilling af Clausewitz krigsteorier og teorier om erhvervslivet. Der er simpelthen grundlæggende forskelle, som ikke kan sammenlignes – fundamentalt slår man hinanden ihjel i krig, det sker (heldigvis) ikke i erhvervslivet. Krig og ageren på finansmarkederne og i virksomheder er derfor næppe det samme; men heldigvis går Souchon i dette værk, sikkert til nogens beklagelse og andres lettelse, ikke dybere ind i denne problemstilling.

Værkets indledning er en tour-de-force i europæisk krigsteoretisk tænkning og strategiske forhold set i historisk perspektiv. Alene på grund af denne indledning er værket læsværdigt.

Den clausewitzianske forunderlige treenighed behandles endnu engang i det foreliggende værk af Souchon. Kan der koges mere suppe på den pind? Kan man spørge sig selv. Ja, det kan der tilsyneladende, og Souchon kommer sågar et spadestik dybere, end så mange andre, der har beskæftiget sig med dette begreb, og i hvert fald dybere end eksempelvis den nu afdøde amerikanske oberst Harry Summers gjorde i sit værk om Vietnam-krigen (”On Strategy: A Critical Analysis of the Vietnam War” fra 1982), hvor han anvender et oversimplificeret Clausewitziansk treenighedsbegreb til at forstå den væbnede konflikt. Hertil har Souchon også nogle bidende kommentarer, idet han kalder Summer, Kaldor, van Creveld og Münklers anvendelse af treenigheden for ”en afgrundsdyb misforståelse” (side 79-80).

”Sammenfattende er den forunderlige treenighed en syntese af hele Carl von Clausewitz’ åndelige værk om krigens teori. Det er en dikotomisk erkendelsesmæssig gennemgang af teorien (væsen) og handling (åbenbaring) som med overlap forbinder den abstrakte og den virkelige krig. Med studiet af hans kernesynspunkter og med modet til at anvende disse i den aktuelle tidsånd bliver grundlaget for en strategisk kultur grundlagt til anvendelse af disse i det 21. århundrede” (side 79), skriver Souchon.

Når nu Souchon argumenterer for anvendelsen af Clausewitz’ primære treenighed, så kan det forundre denne læser, at han konstant gennem hele værket henviser til den sekundære treenighed (regering, folk og feltherre). Måske skyldes dette, at den sekundære treenighed trods alt er mere operationalisérbar, end den primære? Dette dilemma giver bogen imidlertid ikke noget svar på.

Souchon kommer cirka halvt inde i værket ind på, hvilke tanker Clausewitz har gjort sig om den militære fører på højt niveau. Han skal besidde mod og dristighed. Han skal være en militær begavelse, et geni, der på baggrund af sin erfaring kan tage beslutninger på et splitsekund. Den militære fører på højt niveau skal i tvivlstilfælde kunne fastholde sin indledningsvise mening, indtil en anden veldokumenteret analyse overbeviser ham om noget andet (side 104-106). Clausewitz anser ikke det militære genis evner som medfødte men som tillærte gennem uddannelse og en lang relevant praktisk tjeneste for den enkelte. Man kan jo spørge sig selv, om det er det, som vi søger i vores højeste chefer i forsvaret, eller om udvælgelseskommissioner og ansættelsesudvalg overhovedet tager disse forhold i betragtning. Man kan måske trøste sig med, at det ikke er feltherrer, som disse udvalg søger at ansætte, men snarere bureaukrater med den rette politiske tæft, som ikke skal lede styrker i kamp. Eller er det?

Souchons værk giver en opskrift på, hvorledes politikere og politologer kan tage udgangspunkt i Clausewitz før deltagelse i et konfliktområde, og hvorledes disse indledningsvis bør tage udgangspunkt i Clausewitz’ analyse, som indledningsvis påbegyndes med at fastslå formål, middel og slutmål samt derefter en analyse af konflikten med udgangspunkt i Clausewitz’ treenighed, som inddrager den rene forstand, hadet og fjendskabet samt sandsynligheden og tilfældighedens spil. Souchon anvender analysen på en række konkrete tilfælde, idet han anvender den forunderlige treenighed på Afghanistan, formål, mål, slutmål på Libanon-konflikten, friktion på den amerikanske nedskydning af et passagerfly i 1988 samt krigsformålets og indsatsens omfang i relation til Irak-krigen i 2003. Det kan måske kritiseres, at forfatterne ikke gennemanalyserer én konflikt med alle ovennævnte parametre, men at læseren skal igennem flere forskellige konflikter med forskellige analyseparametre svækker efter anmelderens mening analysemodellens forklaringskraft og forvirrer læseren ganske unødigt.

Men der er ingen tvivl om, at moderne demokratiske stater har brug for en analytisk funderet model, som kan hjælpe dem til at gennemføre absolut nødvendige overvejelser, inden de kaster sig ud i nye voldelige konflikter. Disse konflikter er ofte kendetegnet ved, at de intervenerende stater ikke har etableret en exit-strategi for konflikten, og derfor ofte fanges på det forkerte ben og kommer til at stå, om ikke som taber i konflikten, så i hvert fald i en særdeles ugunstig situation.

Det er sjældent, at jeg kan hævde, at jeg ligefrem har haft fornøjelse af at læse en videnskabelig afhandling om Clausewitz – oven i købet på tysk. Ikke desto mindre har det været en fornøjelse at læse foreliggende værk. Hvis man vil blive klogere på politisk-strategisk tænkning, og hvorledes man bør forberede sig på den næste konflikt, inden man styrter sig hovedløst ind i en sådan, så giver Souchon et godt bud på, hvordan man med Clausewitz foretager sådanne overvejelser. ”For en systemisk analyse af en international truende krigsfare og før den trufne afgørelse at føre krig, er den forunderlige treenighed uundværlig– anvendt som en strategisk Tour d’Horizon – som det første omfattende analyseinstrument” (side 84), skriver Souchon.

Værket er meget velskrevet, og forfatteren er exceptionelt vidende og velinformeret om Clausewitz og hans tanker om krigens teori. For den tyskkyndige læser foreligger her et opdateret og fremtidigt uundværligt værk om den militære tænker Clausewitz og dennes univers i en nutidig strategisk kontekst – lige til højrebenet for enhver officer. Ikke desto mindre ville foruden officerer også især politikere og politologer have stor glæde af at læse dette værk.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_141.aargang_32012.pdf

 
 
 

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.