“The Russian Origins of the First World War”

Anmeldt af Brigadegeneral Michael Clemmesen

“The Russian Origins of the First World War” af Sean McMeekin. Udgivet af The Belknap Press of Harvard University Press, Cambridge (Massachusetts) 2011, 324 sider.  Pris: £16,51 fra amazon.co.uk.

 
 

Foto: Saxo.com

Hovedårsagen til optrapningen til den internationale storkrig lå i Rusland. Dette har vestlige tyske og angelsaksiske historikere overset, på trods af, at det primære kildegrundlag har været til rådighed siden bolsjevikkerne offentliggjorde zarrigets diplomatiske dokumenter for at diskreditere dets udenrigspolitik. 

Forfatteren er ansat som underviser i bl.a. russisk historie ved Bilkent Universitet ved Ankara. Hans fokus er på krigen på den russiske sydfront mod Tyrkiet i Kaukasus og Persien samt på operationerne mod tyrkiske stræder. Dette betyder dog ikke, at han ignorerer disse operationers sammenhæng med de russisk-østrigske og russisk – tyske fronter. 

Det er hans opfattelse, at tidligere historikere - påvirket af det russiske sammenbrud i 1917 - har undladt at undersøge sammenhængen mellem den russiske krigsplanlægning før krigsudbruddet og de indledningsvise operationer. Rusland havde i et par årtier planlagt at erobre Konstantinopel (’Zargrad’) ved en sølandsætning, men havde endnu ikke opbygget den nødvendige søtransportkapacitet. Under Balkankrisen i 1912 var russerne blevet endnu mere overbevist end tidligere om Tyrkiets svaghed, men samtidig var de blevet rystet af, at det irriterende arrogante Bulgarien var ved at tage byen for næsen af Rusland, og man forberedte en intervention imod Konstantinopel, der skulle udnytte den internationale krisetilstedeværelse ved byen som påskud og dække. Under krisen foreslog krigsministeren mobilisering af Odessa og Warszawa militærdistrikter, men zarens statsråd afslog denne gang anmodningen på grund af risikoen for at starte optrapningen til en storkrig. En mobilisering i Warszawa Militærdistrikt truede både Tyskland og Østrig-Ungarn. 

Det forhold, at Østrig-Ungarn ikke gik i krig for sine interesser under Balkankrisen, gjorde, at russerne nu betragtede det som muligt at erobre Galizien i begyndelsen af en krig, og stærke kræfter i St. Petersborg søgte herefter at gøre denne erobring til det første hovedmål i en fremtidig krig. 

Man glemte dog ikke Konstantinopel og søgte at mobilisere international modstand mod den tyske militære rådgivermission, der skulle udbygge forsvaret af stræderne. Den russiske flåde var samtidig i gang med at skaffe forudsætningen for operationen mod Konstantinopel gennem bygning af nye slagskibe til Sortehavsflåden. Byggeriet gik imidlertid langsomt på de korrumperede og ineffektive værfter, og i sensommeren 1914 skulle den britiskstøttede tyrkiske flåde modtage det første af flere britiskbyggede moderne slagskibe. Rusland søgte forgæves at få den britiske regering til at standse leverancen, der ville blokere for erobringen af stræderne i lang tid. 

McMeekin argumenterer, at russerne under julikrisen i 1914 besluttede at tage en storkrig straks og gøre det på en måde, der ville binde briterne til at gå i krig sammen med Frankrig og Rusland. For at sikre sig, at Tyskland fik skylden, skjulte de to allierede for England, at Rusland allerede midt i måneden begyndte en mobilisering mod Østrig. Franskmændene var i lommen på russerne, fordi fransk strategi byggede på en tidlig og massiv russisk offensiv ind i Østprøjsen. (En tilsvarende meget tidlig mobiliseringsstart havde også fundet sted under 1912-krisen).  

McMeekin beskriver, hvordan Rusland på intet tidspunkt af krigen optrådte som en loyal allieret, der holdt sine aftaler med Frankrig og England. Rusland manipulerede dem altid til at påtage sig uforholdsmæssige store byrder. Ruslands bidrag til den britisk-franske operation mod Dardanellerne i 1915 – der, jo ikke blot skulle åbne stræderne, men erobre dem for Rusland – blev aldrig til noget. Man brød enhver aftale med Storbritannien om at begrænse sine operationer i Persien. Medens den russiske hær i 1917 alle andre steder var i opløsning, fortsatte den forberedelserne til operationen mod Konstantinopel. Man udnyttede, at den tyrkiske hær var svækket af de britiske offensiver i Mellemøsten, at den tyske slagkrydser Goeben var på værft, og at Sortehavsflådens første nye slagskib var blevet operativt.

Forfatteren beskriver det eskalerende folkedrab af armenerne som reaktionen på et russiskstøttet oprør, hvor russerne havde overladt de trans-kaukasiske folk til nedslagtning.

Bogen er et godt supplement til krigsskyldsdiskussionen. Der er meget lidt tvivl om, at McMeekin havde ret i, at Rusland havde accepteret og fremmet storkrigen i 1914. På den anden side er der heller ikke tvivl om, at det havde Tyskland også i en betydelig udstrækning. Berlin foretrak ganske vist, at Serbien blev straffet uden at modtage støtte fra Rusland, men de militære ledere havde samtidig den opfattelse, at storkrigen hellere skulle tages i 1914 end senere, hvor Rusland var blevet styrket yderligere. Det, at mindst tre af stormagterne søgte eller accepterede krigen, gjorde den reelt uundgåelig.  

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

mt.02.2012.aug_.pdf

 

 
 

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.