Værnevilje, kampeffektivitet og defensivt forsvar - en kommentar

I Militært Tidsskrift 6/91 gør oberstløjtnant P.Ø. Nielsen sig i artiklen "Væmevilje og kampeffektivitet. Nogle psykologiske og organisatoriske overvejelser vedr. defensiv strategi" til talsmand for, at det defensive forsvar øger soldatens kampkraft og kampeffektivitet. Endvidere postuleres, at det krav om spredning, der følger af den våbenteknologiske udvikling, passer "som hånd i handske" til det defensive forsvar og endelig, at dette også nødvendiggør den føringsmæssi- ge autonomi, som er et af det defensive forsvars kendetegn. Uden at ville gå ind i en detaljeret analyse og uden at ville åbne for en omfattende diskussion om emnet finder jeg, at der trods alt er grund til at fremsætte nogle kommentarer til de fremsatte påstande og konklusioner. Udgangspunktet  - de omfattende undersøgelser foretaget af enkeltmands kampindsats og effektivitet under den 2. Verdenskrig, kender og accepterer for mentlig alle, der har læst eller er blevet undervist i kamppsykologi. Men jeg finder grund til at betvivle de konklusioner, oberstløjtnant Nielsen drager, både hvad angår enkeltmand og større enheder.
Vi er enige om, at enkeltmands kampkraft er en funktion af hans modstandskraft i forhold til den belastning, han udsættes for. At reducere belastningen (f.eks. fjendens våbenvirkning eller vejrets påvirkning) tager en stor del af uddannelsen af enkeltmand og enheder sigte på. Men også soldatens modstandskraft kan påvirkes. Følgende forhold synes ud fra historiske erfaringer at have betydning i den forbindelse ("Ledelse og Uddannelse pp. 34-46 og 54-58"):

(1) Et basismotiv at kæmpe for, hvor værn af kultur,- familiebånd og livsform normalt opfattes som særligt høje værdier.
(2) Opfyldelse af kortsigtede og langsigtede mål ("sejr" i den kamp, man (enheden) deltager i).
(3) Redelig og tilstrækkelig information om forsvarets generelle situation.
(4) Tillid til og tro på sin funktion (selvrespekt).
(5) Effektivt lederskab/tiltro til foresatte, herunder kampstøtte når behov opstår (følelse af sikkerhed).
(6) Effektiv sanitetstjeneste. Sårede bør ikke falde i fjendens hånd.
(7) Effektiv opfyldelse af basale behov (f.eks. beskyttelse, forplejning, hvile).
(8) Opfattelse af at tilhøre en primærgruppe (soldaten har nogen at kæmpe for snarere end nogen at kæmpe imod).
(9) Et kontrol- og sanktionssystem for at opretholde den formelle disciplin (til supplement af den uformelle, der bl.a. skabes/opretholdes gennem gruppe og leder).
 
Oberstløjtnant P.Ø. Nielsen antager  -i lighed med øvrige fortalere for det defensive forsvar  -at soldatens modstandskraft i det defensive forsvar kan opretholdes p.g.a. enkeltmands øgede beskyttelse og engagement og en stærk social kontrol. Dette hænger imidlertid dårligt sammen med de ovenfor nævnte betydende faktorer:
 
Enkeltmands engagement vil ved en umiddelbar betragtning nok være stærk som følge af den gruppeorienterede organisation og føring, lokal rekruttering og anvendelse på hjemstavnen. Men det vil virke negativt, at
 
- de værdier, der kæmpes for, helt bevidst overlades til fjenden som led i hans fremtrængen i "netværket" (faktor (1)).
- der ikke er nogen direkte sammenhæng mellem personlig indsats og kampens endelige udfald (faktor (2) og (3)).
- megen fjendtlig våbenindsats ikke kan imødegås (f.eks. "standoff" våben fra fly) (faktor (3) og (9)). Et tydeligt fingerpeg om, hvorledes dette påvirker viljen til at kæmpe, sås tydeligt ved de irakiske styrker langs "linien" i Golfkrigen.
 
Enkeltmands beskyttelse vil nok blive styrket af den gode spredning, skjul, sløring og de veludbyggede kampstader (som i øvrigt næppe overhovedet ville blive accepteret bygget i fredstid ud fra miljømæssige og andre betragtninger).
 
Men det overses, at
 
- der som ovenfor nævnt vil være våben, soldaten ikke kan beskytte sig imod (imødegå).
- sårede nødvendigvis må overlades til fjendens kanaler - ingen andre kan jo komme til at evakuere den sårede (faktor (6)).
- fjenden vil være i overtal, i øvrigt i en grad som han alene bestemmer (faktor (4) og (7).
- fjenden vil kunne tilpasse sine taktiske fremgangsmåder til det fåtal af "forud beregnede og indøvede opgaver", det defensive forsvar baserer sig på (P.Ø. Nielsen p. 232) (faktor (4) og (7)).
 
Den sociale kontrol vil givet være høj p.g.a. de små gruppers karakter af stærke primærgrupper. Men oberstløjtnant P.Ø. Nielsen forbigår let, at
- gruppen kan vælge at undgå hård kamp, fordi den "autonomt" vælger indsatstidspunkt og -sted. Eller den kan vælge at uncf- drage sig fjenden helt ved at gå i overlevelsesrum. Ingen vil sandsynligvis med den forudsete "løse" føring og store spredning opdage en sådan handling og derefter gribe ind. Chancen for, at det lykkes uopdaget, er stor. Man har altså ikke en gruppe at kæmpe for, men derimod en gruppe man kan beskytte sig sammen med (faktor (8) og (9)).
 
Der er derfor ikke dækning i den moderne kamppsykologi for den postulerede øgede psykiske styrke hos den soldat, der kæmper i det defensive forsvar. Og dermed er den ene af de to faktorer, der har betydning for soldatens aktuelle kampkraft, altså næppe øget  -snarere tværtimod. Det defensive forsvars soldat vil derfor være mindre effektiv end den traditionelle soldat. Det næste problem i oberstløjtnant P.Ø. Nielsens artikel er berettigelsen af at overføre krigshistoriske analysers konklusioner for enkeltmand til større enheder  -helt op til det operative niveau.
Oberstløjtnant P.Ø. Nielsen overser stort set, at kampen i dag ikke er baseret på enkeltmands "hånd- og nærkampvåben" (P.Ø. Nielsen p. 227), men i høj grad på gruppebetjente våben. Og som oberstløjtnant P.Ø. Nielsen i øvrigt selv påpeger, er netop gruppen den grundlæggende faktor, når enkeltmand skal præstere noget under pres. Skytten på kampvognen vil hele tiden vide, hvor hans nærmeste kammerater er  -de er nemlig på vognen. Dysekanonskytten og hans hjælper vil følges ad o.s.v. Kampen i det moderne forsvar baseres altså på effektive grupper og våben.
Samles (koncentreres) sådanne våben og enheder på de steder, hvor afgørelsen søges, ja så taler alt for, at kampen falder ud til fordel for den, der har midlerne dertil. Golfkrigen viste som nævnt tydehgt dette - og eneste mulighed for i defensiven at unddrage sig denne kendsgerning er ikke at sprede kræfterne overalt og i småstykker som i det defensive forsvar. For derved kan fjenden få frit spil til stykkevis nedkæmpelse af forsvaret til den tid, på det sted og med en metode, han selv vælger.
Nej, svaret er tværtimod at bevare evnen til at kunne sprede sig/flytte sig derfra, hvor fjendes våbenvirkning bliver for stærk eller hans styrker for overlegne, og atter samle kræfterne der, hvor en afgørelse kan søges. Dette vil gælde fra det laveste taktiske niveau til det højeste operative niveau. Nøgleordene er derfor gruppebetjente våbensystemer, god mobilitet og beskyttelse. En kampvogn eller en pansret mandskabsvogn er gode eksempler på det lave niveau. Mobile og fleksible enheder er den naturlige følge på det højere niveau, så kræfterne kan koncentreres der, hvor behovet er størst og en stykkevis nedkæmpelse kan undgås. Vi må fortsætte udviklingen af et sådant potentiel - i god tråd med den seneste militærstrategiske tankegang i bl.a. NATO-regi.
Afslutningsvis vil jeg pege på det helt uforståelige i, at man forlods skulle søge mod en forsvarsmodel, der inviterer fjenden til at slås på ens eget territorium og kun under brug af egne kræfter. Selvfølgelig skal forsvaret "selv om vi nu en gang bor på landjorden" (P.Ø. Nielsen p. 222) da udnytte den dybde, som f.eks. Østersøen giver os. Der er da ingen grund til at åbne døren for ødelæggelser i eget hus, før man forsøger at stoppe fjenden. Og selvfølgelig har vi andre opgaver (også i luften) "end dem, der knytter sig til forsvaret af territoriet" (P.Ø. Nielsen p. 222)  -for den opgave kan vi nemlig ikke løse isoleret.
Vi må i stedet på en synlig måde være med i og bidrage til et fælles forsvar. Kun ved at stille os solidarisk med de øvrige NATO-lande og herunder i krise eller krig f.eks. stille dansk område til rådighed som modtage- og baseområde for allierede forstærkninger, og kun ved at bidrage med styrker der, hvor den nordlige del af det centraleuropæiske område i fællesskab kan forsvares, har vi en troværdig mulighed for, at vi sammen med vores allierede kan løse forsvarsopgaven.

 

 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
 
 
 
 

 

Litteraturliste

Del: