Værnepligt

Efter min mening er præmisserne for debatten for snævre ligesom værnepligten normalt betragtes som et isoleret fænomen indenfor forsvaret. Spørgsmålet om værnepligt er for kompliceret og alvorligt til at blive afklaret i mindre avisartikler eller 45 sekunders indslag i tv, især fordi sagen er dødsensalvorlig for hæren. Det tager årtier – englænderne mener århundreder – at skabe en hær, men den kan tilintetgøres på ganske få år efter et politiske forlig. 

Foto: Forsvaret.dk

Jeg har tidligere i dagspressen antydet, at jeg ikke var enig med visse af mine mere erfarne og i andre sammenhænge højtestimerede kollegaer, når de har fremsat politisk bekvemme forslag til anvendelse af værnepligtige. Jeg er især uenig i forslaget om, at man burde indkalde alle værnepligtige til seks måneders tjeneste og derefter kun give dem, der skulle udsendes, en længerevarende tjeneste for at give dem forudsætninger for en udsendelse i en international operation. Forslaget indikerer, at de soldater, vi udsender i dag, mangler uddannelse for at kunne imødekomme kravene til de internationale operationer. Forslaget blev vel modtaget blandt nogle folketingsmedlemmer i regeringspartierne, der mente, at her var der endelig tale om et konstruktivt nytænkende forslag, som kunne løse forsvarets og især hærens problem en gang for alle. Jeg mener stadigvæk, at det vidner om indtagelse af euforiserende svampe og vil i det følgende begrunde min kritik. Jeg har valgt at holde mig til hærens forhold, fordi hæren er langt den største bruger af værnepligtige.
Vi har pt. et system, der er i stand til konstant at holde 1.500 mand ude i internationale operationer. Vores forsvarsminister mener, at vi burde kunne udsende 2.000 mand om året, og når forsvaret modtager 17 mia. kroner om året, er det vel ikke urimeligt. Men her i artiklen er forudsætningen altså 1.500 mand om året.
En helt grundlæggende kendsgerning er, at forsvaret skal kunne kæmpe. Dvs. at vi skal uddanne vores enheder til at kunne slås. Dette er faktisk kerneproduktet i vores virksomhed. Vi skal uddanne enheder og førere på alle niveauer, der skal kunne kæmpe og alt, hvad der ikke understøtter denne virksomhed, er grundlæggende spild af ressourcer. Der er mange, der mener, at vi burde uddanne vores soldater direkte med henblik på at kunne deltage i internationale operationer. Hvad de så end mener med det, men her bør man nok slå koldt vand i blodet. Hvis man ellers kan generalisere på baggrund af mine canadiske kollegaers helt private meninger, dur dette system ikke. Canadierne forlod for en del år siden doktrinen om at uddanne deres forsvar til at kunne kæmpe og uddanner nu deres enheder til kun at kunne deltage i fredsstøttende operationer og lige siden er deres professionelle kompetence faldet. Man skal nemlig huske, at soldater kun bør anvendes til at løse militære opgaver, fordi soldater har en helt enestående kapacitet, når de deltager i internationale operationer. De kan som de eneste nemlig om nødvendigt slås og det ved de lokale bøller og krigsherrer. Denne kapacitet er helt afgørende, når man er i uniform, fordi det er denne kapacitet, der er forudsætningen for forsvarets deltagelse i internationale operationer. Vi kan og skal ikke konkurrere med civile nødhjælpsorganisationer, dertil er vi for kostbare og de er langt mere effektive, hvis man udelukkende koncentrerer sig om humanitært arbejde.
Det hævdes af forskellige forsvarsanalytikere, at værnepligten ikke længere er tidssvarende, at vi ikke længere har brug for de store gammeldags masseformationer og at vi ikke længere har behov for kampvogne, artilleri mv. Nej fremtiden er specialstyrker, præcisionsvåben, små mobile enheder og hvervede styrker, der med kort varsel er i stand til at rykke ud til verdens brændpunkter. Indledningsvis er det en noget hastig konklusion, når den danske hær vurderes til at bestå af gammeldags masseformationer. Det har vi aldrig haft, men hvis man mener, at fremtidens forsvar skal designes til at kunne udkæmpe en krig som den, der foregik i Afghanistan bør, man mane til besindighed. En hær er som en værktøjskasse. Jo mere forskelligt værktøj man vil betale for, jo mere kan man bygge og det er farligt at specialisere sig for meget, fordi ens fleksibilitet dermed går tabt. Det kan godt være, at nogle af fremtidens væbnede konflikter vil blive udkæmpet, som den blev i Afghanistan, men når støvet har lagt sig, er der stadig behov for soldater på jorden, der kan implementere det, man nu har kæmpet for – som i Afghanistan og det kræver enheder af en vis størrelse, fuldstændig som i Afghanistan. Om disse enheder består af hvervede eller tidligere værnepligtige, er vel et spørgsmål om, at svendene har den nødvendige kvalitet, ikke hvorledes disse kvaliteter er frembragt. Derudover kan der sagtens blive brug for større enheder med kampvogne, artilleri mv. Se bare på opbygningen i forbindelse med den potentielle krig i Irak, som næppe bliver den sidste af slagsen. Konklusionen er, at man stadig har behov for enheder af en vis størrelse med den udrustning og uddannelse, der nu hører til.
Debatten er også for snæver, fordi der ikke tages hensyn til hele det militære systems kompleksitet. Hvis man i et snævert perspektiv kun skulle uddanne værnepligtige til internationale operationer, ville det endelige antal af fuldt uddannede soldater afhængige af, hvor mange vi måtte have behov for på det pågældende tidspunkt. Eksempelvis ville ophøret af vores deltagelse med en bataljonsstørrelse i Bosnien i år have betydet, at vi i stedet for to bataljoner pludselig skulle reducere antallet til en (den vi har i Kosovo). Det skulle selvfølgelig ske med det relativt korte varsel, som vi fik i den aktuelle situation. Den ville bare ikke gå med et mindre system, end det vi har i dag, hvad enten det bestod af værnepligtige eller hvervede soldater, hvilket jeg kommer tilbage til.

Produktionsapparatet

Forsvaret er som organisation helt afhængig af sin egen uddannelse. Det tager ca. 10 – 15 år at frembringe en erfaren kompagnichef, som man kan anvende i en international operation og det er ikke muligt at gå ud og købe denne helt enestående kapacitet på det civile marked. Der findes ingen lette løsninger. Man bliver simpelthen nødt til at investere de nødvendige ressourcer og den nødvendige tid til at frembringe de kapaciteter, der skal anvendes på de forskellige niveauer i den militære metier.
Hæren uddanner enheder og soldater, der, som nævnt, om nødvendigt skal kunne kæmpe. Med udtrykket kæmpe, mener jeg, at vi uddanner enheder, der mest kosteffektivt kan koordinere og indsætte en afgørende mængde voldsom vold for at løse en given opgave. Grundlæggende er holdningen, at når man kan løse denne opgave, da er man i stand til at løse samtlige andre opgaver inklusive en international operation.
Argumentet for denne påstand er, at en opgaveløsning tager udgangspunkt i en overvejelse af alle de variable parametre som f.eks. vejr, terræn, infrastruktur, særlige klimatiske forhold, demografi, ens egen organisation i relation til den pålagte opgave mv. Alt sammen forhold, der også skal overvejes under en international operation, men under kamp vil man i tilgift blive stillet overfor en modstander, der med alle midler vil forsøge at hindre os i at løse opgaven, ligesom han vil forsøge at tilintetgøre vores organisation. Kan man klare det, kan man klare alt. Derfor er argumentet, at kampuddannede enheder og førere med en kort supplerende uddannelse hurtigt kan fokusere mod særlige forhold i et internationalt indsættelsesområde, fordi de er uddannet til at løse opgaver under de vanskeligste forhold, nemlig i kamp.
Når vi betragter vores produktionsapparat, er det ikke nok kun at fokusere mod de værnepligtige. Man bliver nødt til at betragte apparatet som et system, der tilvejebringer en stribe af nødvendige kapaciteter. Dvs. vi har et system, der tilvejebringer de kapaciteter, som vi mener, vi skal bruge for at begå os i det nationale som i det internationale miljø, hvilket betyder, at vi kan deltage i internationale operationer, internationalt samarbejde, afgivelser til diverse internationale opgaver og stabe osv. For simplicitetens skyld behandler jeg kun officerer i det følgende, men eksemplet kan også anvendes på vores dygtige stregbefalingsmandskorps. Når jeg nu kalder produktionsapparatet for det operative produktionsapparat, er der ikke nødvendigvis tale om, at jeg ønsker at starte en debat om fordele og ulemper mellem regimenter og brigader. Min pointe er blot, at jeg fokuserer på den militære kompetence, som genereres i forbindelsen med uddannelse af værnepligtige. Jeg har valgt at begrænse mig til brigaderne og de af divisionens enheder, der anvender værnepligtige. Men systemet frembringer også stabsofficerer og chefer, der har kompetence til at optræde på divisions, korps og højere operative stabe og altså også er i stand til at levere officerer med de nødvendige forudsætninger, så de kan indgå i internationalt samarbejde i FN, NATO osv. Nogle karakteristika for danske officerer er, at de normalt har en bred og anvendelig stabsmæssig uddannelse, ligesom de er solidt funderet i soldaterhåndværket. Dette fundament bunder i, at de er vokset op gennem et antal niveauer, der har gjort dem klar til det næste højere niveau. Alle danske officerer er startet som menige og derefter sergenter, fordi det i modsætning til f.eks. den engelske hær er en dansk opfattelse, at en officer skal have prøvet at være nederst i fødekæden, før han får ret til at befale. ”Man skal lære at yde, før man kan byde.”
Når ændringer i værnepligten debatteres, er konsekvensen altså ikke kun, at der drøftes ændringer for de værnepligtige, men der også drøftes ændringer i det system, der tilvejebringer alle de officerer, som er med til at drive firmaet frem internationalt som nationalt. Drøfter man at spare ressourcer ved at skære ned på antallet af værnepligtige eller dennes længde, drøfter man også de konsekvenser, det vil have på de involverede niveauer for officerer (og som nævnt stregbefalingsmænd), dvs. man drøfter delingsførere, næstkommanderende, underafdelingschefer og bataljonschefers mulighed for at opnå den kompetence, som samfundet betaler os for. Dette vil også sige, at samfundet betaler for førere på ethvert niveau, der er i stand til at deltage i en international operation, hvor der også skal kunne kæmpes med en sådan grad af duelighed, at de ikke får deres soldater slået ihjel pga. uduelighed. Det er også dette, der er til debat, når vi debatterer værnepligt. Herudover drøfter vi kompetence for de forskellige våbenarter. Våbenarter som artilleri, logistik og ingeniør er helt afhængige af samvirket med andre våbenarter og skærer man uddannelsestiden ned, begrænser man også den professionelle ekspertise, der skal gøre, at vi er i stand til at kunne optræde hensigtsmæssigt.
Vores nuværende apparat til denne produktion, der anvender værnepligtige, består groft simplificeret af grupper og delinger, der leveres ved regimenterne og kompagnier, bataljoner og brigader, der leveres af Danske division.
Jeg har i opgørelsen indregnet de værnepligtige uddannelsesenheder i den danske internationale brigade, men ikke taget hensyn til stabens særlige organisation. Hertil kommer, at værnepligtsanvendende enheder i divisionen, eksempelvis opklaringseskadron, luftværnsmissilbatteri o.a., er medtaget. Jeg har ikke medtaget de kadrebemandede stabe i 3. JBDE (selvom jeg godt kunne have gjort det) eller kadrebataljonerne i brigaderne, men alligevel er produktionen af kompetent personel ret imponerende.
De kapaciteter vi får produceret i det operative system bestående af ovennævnte samt 1. Jyske og 1. Sjællandske brigade ved uddannelse af godt 6.000 værnepligtige er følgende:

Brigadeniveau: 4 oberster, 4 oberstløjtnanter, 20 majorer, 12 kaptajner og 4 premierløjtnanter.
Afdelingsniveau: 13 oberstløjtnanter, 13 majorer, 26 kaptajner.
Underafdelingsniveau: 50 kaptajner (chefer), 50 premierløjtnanter (næstkommanderende (NK)), 163 premierløjtnanter/løjtnanter (delingsførere (DF))

Dette system sørger for det output, som er nødvendigt for at vi kan uddanne vores personel til det næste højere niveau, ligesom den akkumulerede erfaringsmasse, som igennem et karriereforløb medtages fra bund til top i den operative struktur er uvurderlig. Det er ikke min fornemmelse, at vi har en overkapacitet på området. Det er mit indtryk, at behovet for officerer til den støttende og operative struktur, hærens skoler, egnede elever til VUT-I og VUT II, samt til nationale og internationale stabe og udsendelser af enheder og observatører lige med nød og næppe hænger sammen, hvorfor en begrænsning af systemet må medføre en justering indenfor alle områder – ikke kun værnepligten. Og det er altså dette system vi har i dag.

Uddannelsessystemet

Uddannelsen af værnepligtige opdeles generelt i enkeltmandsuddannelse, funktionsuddannelse og enhedsuddannelse, herunder samvirkeuddannelse. Jeg vil ikke gå i detaljer, blot overordnet påpege, at uddannelsen er bygget op således, at forudsætningerne for næste trin i uddannelsen skabes på det forudgående trin og at man normalt regner med, at enkeltmands- og funktionsuddannelsen tager omkring 5 måneder, hvorefter man kan overgå til at arbejde sammen i enheder startende med det laveste niveau, gruppe, deling, underafdeling, afdeling og endelig brigade. Det er et fastslået princip i opbygningen af uddannelsen, at den er prioriteret således, at hvis man af en eller anden årsag ikke kan gennemføre nogle lektioner i enkeltmands eller funktionsuddannelsen, da springer man det over, skriver i sin uddannelsesrapport, at det mangler og fortsætter uddannelsen. Det er en misforståelse, at dette også gør sig gældende for enheds- og samvirkeuddannelsen, fordi denne skal gennemføres, da det er en forudsætning for, at befalingsmænd på alle niveauer opnår den uddannelse, der skal gøre dem anvendelige senere i systemet. Man kan principielt prioritere i enkeltmands- og funktionsuddannelsen, men enheds- og samvirkeuddannelse er helt afgørende for systemets fortsatte kompetenceudvikling og kan ikke bortprioriteres uden alvorlige følger.
Der er nogle våbenarter, der har en uddannelse, der er så krævende, at enhedsuddannelsen og samvirket med andre først kan finde sted i afslutningen af et uddannelsesforløb, fordi soldaterne ikke har fået de nødvendige kundskaber før ligesom disse våbenarter ofte indsættes i afdelingsramme, som man først kan øve sidst i uddannelsen. Eksempelvis er en artilleriafdeling eller en trænbataljon først klar til at arbejde sammen med andre i de sidste måneder af den første samlede uddannelse, men uden dette samvirke vil man ikke kunne producere enheder og kompetente førere på ethvert niveau.
Hertil kommer, at der er en række forhold, der har udhulet tjenestetidens længde, således at man i dag har mindre tid til at uddanne soldater, end man havde før. De skærpede krav til at erhverve kørekort, nye sikkerhedskrav, en tilstræbt gennemsnitlig 37 timers arbejdsuge i garnison mv. har gjort, at uddannelsestiden reelt er blevet beskåret. Det bør således egentlig være mere relevant at tale om en generel forøgelse af tjenestetiden i stedet for en nedskæring.

Debatten

Debatten har taget udgangspunkt i et forslag, der kort lyder på, at man skulle give alle værnepligtige en grundlæggende uddannelse på f.eks. 6 måneder og herefter hjemsende dem og så satse på de 1.500, vi skal have ude i internationale operationer.
Hvis vi vil uddanne alle værnepligtige, forudsætter jeg, at vi taler om de, der er egnede eller begrænset egnede, hvilket i 2002 udgjorde 17.000 mand, eller groft sagt tre gange flere end de, der uddannes i dag. Nu har vi gjort alt for at nedlægge kaserner, for at komme af med uproduktive mursten og forslaget går altså stik imod det, der ellers har været god latin de seneste mange år. Herudover indebærer forslaget, at der vil skulle bruges tre gange så mange instruktører til det forøgede indtag i forhold til det, vi har i dag. Tanker, der måske ikke er helt gennemtænkt, men man kan også renoncere på forslaget og hævde, at man i så fald kun vil indkalde de ca. 6.000 værnepligtige, som vi har i dag, og derefter kun give de 1.500 en fuld uddannelse, evt. ved længere tjenestetid. Jeg vil indledningsvis opfatte forslaget som et forsøg på at spare ressourcer, hvorfor man ved at give de 1.500 mand en fuldstændig uddannelse også burde kunne reducere det fulde system med 75 %.
Vi ville således kunne nøjes med 25 % af vores nuværende produktionsapparat, fordi de instruktører, der uddanner værnepligtige i seks måneder, aldrig vil have prøvet at føre en deling, et kompagni eller en bataljon, de vil ikke have prøvet at samarbejde med andre våbenarter og vil derfor ikke være i stand til at kæmpe på en forholdsvis professionel måde. Det kan kun de førere, der uddanner de 1.500 mand, vi vil satse på og vi kan derfor kun tilbyde denne uddannelse til 1 OB (brigadechef) 4 (bataljonschefer) 12 KN (chef), 12 PL (NK) og 40 PL (DF) om året. Men det er en sandhed med modifikationer, idet brigadechefen aldrig vil have prøvet at indsætte en brigade med flere bataljoner, artilleri, logistik, ingeniører og militærpoliti og bataljonschefen vil aldrig opleve at indgå i en større ramme med alle de tildelte specialenheder, som han skal få til at virke som et hold.
Herudover vil vi ikke længere kunne uddanne de enheder, vi kender i dag. Vi må altså ophøre med at producere kompetence indenfor alle våbenarterne, fordi vi ikke længere vil indkalde en trænbataljon, en artilleriafdeling, et ingeniørkompagni og kampenheder, fordi dette tal ville overstige de 1.500 mand, der skulle satses på. Kort sagt vores ekspertise vil forsvinde. Hertil kommer, at forslaget ville indebære en folkevandring. Hvis man tager udgangspunkt i de 15 %, der i dag melder sig til international tjeneste, så skulle de forskellige tjenestesteders 15 % samles et eller flere steder i landet efter de første seks måneder, hvilket formentlig ikke ville have en gunstig sideeffekt for hvervningen.
Det, der afgør, om en hær er en milits eller en hær er, at den pågældende organisation er i stand til at kunne få de forskellige våbenarter til at indgå i et koordineret samarbejde på alle niveauer og bortset fra forslag om at indføre en hvervet hær, vil alle andre modeller resultere i en militsagtig styrke uden mulighed for at samordne noget som helst og uden internationale anvendelsesmuligheder, som kunne uddannes langt billigere hjemmeværns regi.
Konsekvenserne ved forslaget er således efter min mening ret overvældende. Og man kunne derfor overveje, om det ikke ville være mere hensigtsmæssigt med en hvervet hær.

En hvervet hær contra værnepligten

Hvis man i stedet vil holde 1.500 mand ude i en international operation, kan man nøjes med en hær på 1.500 mand, forudsat at de aldrig kommer hjem, men i så fald vil hvervningen nok blive vanskelig. Og herefter er det simpelt at beregne, hvor stor en hær man skal anskaffe sig. Det drejer sig blot om at beregne, hvor længe styrken skal være hjemme, før den skal af sted igen, idet jeg for regnskabets skyld forudsætter, at man ikke behøver en kadre til at uddanne dem, der går hjemme.
Med ½ år ude og ½ hjemme kan man nøjes med 3.000 mand, men igen vil hvervningen nok blive vanskelig. Hvis man regner med 2½ år hjemme og ½ år, ude skal styrken være på 9.000 professionelle og regner man med en 3 års pause mellem udsendelserne, taler vi om 10.500 mand. Dette system vil formentlig udgøre en kvalitetsforbedring i forhold til det, vi har i dag, men kun under forudsætning af, at vi får en fornuftig personelkvalitet, og skal man sammenligne med de nationer, der for nylig er overgået til hvervede hære, er denne forudsætning tvivlsom. Herudover bør vi erindre, at vi faktisk har prøvet denne ordning, om end ikke fuldt ud, idet vi i 1973-forliget agtede at overgå til en delvis hvervet hær. Systemet virkede ikke og blev forladt ved forligene i 80erne og det vil nok ske igen, hvis vi forsøger os. Hvis vi altså tager udgangspunkt i den tidligere forsvarsminister Jan Trøjborgs forslag om at holde 3.000 ude om året, skulle vi altså anskaffe os en hær på mindst 18.000 mand, hvilket ville blive dyrt, meget dyrt.
Det er en misforståelse, at en hvervet styrke ikke behøver et varsel og supplerende uddannelse forud for en mission. Hvis vi starter med de første 1.500 mand, der skal udsendes, skal disse jo uddannes først, hvilket for eksemplets skyld tager omkring 12 måneder evt. med en missionsorienteret uddannelse på et par måneder, hvilket giver en reaktionstid på omkring 1½ år for første hold, hvorefter næste hold skal uddannes for at kunne afløse de første 1.500 mand efter seks måneder, hvilket giver en reaktionstid på omkring 2 år for de første hold, som selvfølgelig nedsættes efterhånden, som man får hvervet og uddannet en så stor styrke, at man kan nøjes med den missionsorienterede uddannelse.
Hvis man skal sammenligne med vores nuværende værnepligtssystem, kan vi prøve at anskue, hvordan vores værnepligtssystem virker for indkaldelsesholdene til år 2004. Proceduren begyndte allerede i december 2002, hvor værnepligtssektionen arbitrært fastsatte frinummergrænsen for sessionsholdene i 2003. De unge mennesker, der møder på session i 1. halvår 2003, skal selvfølgelig have besked på, hvad de kan forvente, og har de trukket et nummer, der eksempelvis ligger under 20.000, får de at vide, at de under alle omstændigheder skal indkaldes, hvis nummeret ligger mellem 20.000 – 25.000 kan de blive indkaldt og over 25.000 betyder, at de ikke vil blive indkaldt, med mindre de melder sig frivilligt. Dette betyder, at forsvaret overfor de pågældende afgiver et mere eller mindre forpligtende løfte, som de unge mennesker herefter kan planlægge ud fra. De værnepligtige, der går på session i 1. halvår 2003, bliver fordelt til enhederne pr. 1. september 2003, hvor der udsendes indkaldelsesordrer til dem, der skal møde til aftjening af værnepligt i 1. halvår 2004. De, der går på session i 2. halvår 2003, bliver fordelt pr. 1 marts 2004, med indkaldelse i 2. halvår 2004. Alene her har man altså en reaktionstid på næsten to år, hvis man pludselig ønsker at begrænse eller forøge antallet af værnepligtige.
I 2002 blev der sessionsbehandlet ca. 27.500 værnepligtige og ca. 17.000 blev erklæret egnet eller begrænset egnet. Forsvaret indkaldte 6.878 værnepligtige, hvoraf 69,3 % havde indgået en aftale om frivillige værnepligt og af disse blev 6.310 indkaldt til hæren. For nemheds skyld har jeg i denne artikel forudsat, at hæren uddanner 6.000 værnepligtige om året.  Af de værnepligtige, der møder til tjeneste, eksempelvis 1. februar 2003 (ved kamptropperne), vil der skulle udtages et antal sergentelever, der påbegynder uddannelsen i april/maj 2003 for, at de er klar til at uddanne det værnepligtshold, der møder i februar 2004. Endelig hjemsendes de eller overgår til anden tjeneste sammen med deres uddannede enhed i november 2005. Skal man overordnet se på systemets reaktionstid taler vi altså om en reaktionstid på i nærheden af 3 år, men man bør erindre, at vi med vores nuværende system har en reaktionsstyrke i den danske internationale brigade med en reaktionstid, der stort set svarer til en hvervet hærs.
Man kan også konkludere, at vi med vores værnepligtssystem med 6.000 indkaldte om året kan levere den samme vare som en hær på 10.500 mand, og det gør vores nuværende system rigtig konkurrencedygtigt, idet det også har alle de fordele, som fås ved at indkalde et bredt spektrum af unge mennesker.

Fordele ved værnepligten

Der er andre fordele ved værnepligten. En hær er et spejl af dets samfund. Efter min mening bør den samlede sum af viden i samfundet være så høj som mulig, hvilket også gælder i samfundets hær. Det, at vi får værnepligtige ind fra alle lag i det danske samfund bevirker, at vi har et meget højt vidensniveau i vores forsvar, hvis vi sammenligner os med de fleste andre nationer, der har hvervede hære. Nationer som Danmark og de øvrige nordiske lande bør tilstræbe at opretholde dette vidensniveau inden for alle områder. Nationalt er det en fordel, men internationalt har det også haft betydning. Vort vidensniveau og, en lille smule højtravende, vores moralske styrke, har efter min mening medvirket til, at man stort set aldrig har hørt om skandinaviske soldater, der har været involveret i nogen form for sortbørshandel, overtrædelse af menneskerettigheder og nedværdigende behandling af den lokale befolkning, og det er min påstand, at dette bl.a. skyldes vort høje vidensniveau og herunder tilstedeværelsen af det store islæt af tidligere værnepligtige soldater i de enheder, vi sender ud.
Herudover udgør vores værnepligtige et fremragende rekrutteringsgrundlag for folk, der ønsker en karriere i forsvaret – og ingen kan vel være uinteresseret i, at niveauet også blandt det faste personel er så højt som muligt. Mange unge mennesker har ikke den ringeste idé om forsvaret, og værnepligten kan således være medvirkende til, at de udvider deres horisont og måske får lyst til at fortsætte i systemet. Jeg selv er et sådant eksempel. Da jeg blev indkaldt, agtede jeg at blive forstkandidat og intet lå mig fjernere end en officersuddannelse.
Hertil kommer, at de værnepligtige, der ikke bliver udsendt, overgår til mobiliseringsstyrken, som er en forudsætning for vores efterhånden minimale krigsstyrke. Jeg er helt klar over, at fjenden ikke står lige for døren og at vi formentlig aldrig – heldigvis – kommer til at anvende vores mobiliseringsstyrke, men mobiliseringsstyrken er en forudsætning for, at vi som lille nation er i stand til at opretholde en divisions- og brigadestruktur, hvilket er en forudsætning for uddannelsen af kompetente førere og stabsofficerer til internationale stabe med den dertil hørende indflydelse i det internationale militære miljø. Hertil kommer, at vores division er en forudsætning for Danmarks deltagelse i det Multinationale Korps i Szczecin i Polen, hvilket er en fin forretning for Danmark. Vi indgår som ligestillet partner i et korps bestående af tyskere og polakker og vores stemme og pr-værdi er lige så stor som de 80 mio. tyskere og de 40 mio. polakker. Budgettet for korpset, der deles i tre, ligger på omkring 15 mio. kr. (dvs. 5 mio. kr. til hver nation + nationale personeludgifter) og den betydning og reklameværdi, vi nationalt får ud af det, er enestående i forhold til investeringen.

Kvaliteten af værnepligtige

Det er imponerende, at der er så mange, der hævder, at kvaliteten af de soldater, vi udsender til i internationale operationer, ville være langt bedre, hvis de var professionelle. For det første er de allerede professionelle. Vi taler om soldater, der har gennemgået en værnepligtsuddannelse, har tegnet en kontrakt og derefter fået nogle måneders supplerende uddannelse og det er en hån mod de unge mennesker at hævde, at de ikke er ordentligt uddannet, når de drager ud. For det er de nemlig. Rigtig godt endda. Mit referencegrundlag for at udtale mig om disse sager er, at jeg selv har været udsendt og efterfølgende har besøgt nogle af vores enheder i udlandet, ligesom jeg i de 1½ år hvor jeg har været brigadechef, har vanskeligt ved at forestille mig nogle kompagnier, der skulle være meget bedre end de to, vi uddannede til Kosovo ved I/LG i 2001 og 2002 under henholdsvis kaptajn Ægidusen og kaptajn Meyr.
Herudover er det min påstand, at folk, der hævder, at vores soldater ikke er gode nok, inklusive NATO’s generalsekretær, simpelthen ikke har det fornødne kendskab til den enheds- og samvirke uddannelse, der foregår i afslutningen af en værnepligtsuddannelse. Jeg har aldrig set generalsekretæren eller andre, der kritiserer vores uddannelsesniveau, ude på nogle af de afsluttende enheds og samvirkeøvelser, men det kan selvfølgelig skyldes, at jeg ikke har opdaget dem.
Jeg har den dybeste respekt for de unge mennesker, der bliver hjemsendt efter endt uddannelse. De er dygtige, hårdføre og gode soldater. Og vi er da nogle, der stadig kan huske resultaterne af NATO’s infanterikonkurrencer i Nordregionen, hvor danske værnepligtige slog professionelle enheder fra Canada og England, så med mindre man kan påvise en genetisk udvikling, der understøtter ens påstande, er min konklusion, at det ikke er korrekt, når man hævder, at vi ikke er gode nok til at deltage i internationale operationer med det produkt, vi leverer.

Ulempen ved værnepligtige

Der er ikke mange, men efter min mening er den største ulempe, at vi gør en forskel på de unge mennesker. De, der bliver indkaldt, opgiver eller udsætter måske en uddannelse eller får andre ulemper i forhold til de, der går fri. Vi kan ikke indkalde alle egnede værnepligtige, fordi det, som allerede anført, vil kræve en stor og unyttig organisation, men i stedet burde vi arbejde den anden vej ved at give de, der har aftjent deres værnepligt, nogle fordele. Optjening af points til universiteterne, fortrinsstilling ved besættelse af jobs i det offentlige mv. De har ydet et stykke arbejde og tjent samfundet og bør have noget mere med hjem. Ud over oplevelsen, kammeratskabet og den forøgede personlige kompetence.

Afslutning

Jeg vil godt advare mod en ukritisk sammenligning med andre nationers forsvar. Går man dybere ind i sådanne sammenligninger viser det sig, at nationer alle har deres nationale særpræg og traditioner, som umiddelbart ikke lader sig overføre til danske forhold. Hvis man f.eks. ukritisk henviser til, at England har en hvervet hær, at englænderne er fremragende soldater og at Danmark derfor også bør have en hvervet hær, har man ikke forstået meget. I Danmark skal man f.eks. have prøvet at være menig og sergent, inden man kan blive officer, men i England går man direkte ind på officersskolen, hvilket bevirker en helt anden opfattelse af de menige soldater. Den engelske hær er et spejl af det engelske samfund, som er langt mere klasseopdelt end det danske. Eksempelvis er det en kendsgerning at hver fjerde hjemløs i England er tidligere professionel soldat, en kendsgerning som vi vel ikke nødvendigvis kan eller skal overføre til Danmark. Herudover findes der mange andre forhold som gør, at det simpelthen er helt umuligt at sammenligne.
Der er en del, der accepterer, at førerne på alle niveauer skal uddannes, og som hævder, at man derfor må finde egnede simulationsværktøjer, så en sådan uddannelse kan foretages, uden at der skal holdes øvelser med soldater. Computerbaserede værktøjer er en god ting, hvis de anvendes som supplement til føringsuddannelsen og til det, de er velegnede til. Men de kan ikke erstatte det soldatermæssige håndværk. De kan ikke erstatte følelsen af at have ansvar, stresset over muligvis at køre forkert, at planen ikke fungerer og at man må improvisere sig ud af vanskelighederne, med rigtige levende mennesker omkring sig. Hertil kommer, at de af vores soldater, der bliver udsendt, har krav på, at deres førere er kompetente professionelle fagfolk, der sørger for, at de ikke udsættes for unødige farer, i stedet for teknokrater, der er professionelle på computerbaserede systemer, men som vil tumle rundt i naturen, fordi de ikke har været der før.
Jeg vil afslutningsvis citere formanden for Forsvarsudvalget, der, efter at have overværet en demonstration af en panserbataljon (+) angreb under sikkerhedspolitisk kursus i 2002, udtalte:” Det er ikke nogen kunst at uddanne soldater, kunsten består i at uddanne førere til at få alle de forskellige enheder, som man lige har set i aktion, til at arbejde sammen på den rigtige måde.”
Jeg håber, at mit budskab trænger igennem. Jeg kan godt forstå, at man af politiske årsager er betænkelig ved værnepligten eller forsvaret, men jeg kan ikke forstå, at man argumenterer for en begrænsning eller afskaffelse af faglige årsager, fordi disse næppe eksisterer i afgørende omfang.
Jeg kan også godt forstå, at vi skal finde ressourcer i den nuværende situation, men jeg kan ikke forstå, at man overvejer at skære ned på produktionen – den produktion, som er vores eksistensgrundlag. Ingen anden virksomhed ville i krisetider overveje at skære ned på produktionen, men i stedet opretholde eller øge den og derefter gå i gang med at rationalisere bureaukratiet og de funktioner, der ikke har bæring på kerneproduktet.
Det er derfor hysterisk morsomt, når NATO’s engelske generalsekretær George Robertson anvendes som reference i værnepligtsdebatten. Han er fanatisk modstander af værnepligt og som englænder aner han ikke, hvad han taler om, når han specifikt kaster sig over det danske system. Men alligevel anvendes han gerne som oraklet fra Delfi blandt modstanderne af værnepligten.

 

Litteraturliste

Del: