Ulve, Får og Vogtere: Den Kolde krig i Danmark 1945-1991

Anmeldt af Kjeld Hald Galster

Bent Jensen. Ulve, Får og Vogtere: Den Kolde krig i Danmark 1945-1991. Viborg: Gyldendal, 2014. ISBN 978-87-02-16223-3. To bind, 797 og 709 sider, Kr. 799,95

 

Foto: gyldendal.dk

Bedømt ud fra den sproglige fremstilling og den metodiske tilgang synes værket dog primært at henvende sig til det brede publikum snarere end til akademiske fagfæller. Værket er ikke kronologisk men tematisk opbygget, hvilket giver klare fordele m.h.t. overskuelighed, men betyder til gengæld også nogle gentagelser.

I forordet gør Jensen rede for sin baggrund og den tid, hvori hans interesse for Sovjetunionen spirede, ligesom han fortæller om sine personlige russiske kontakter. Herpå beskrives trængslerne under forskningen, der ligger til grund for værket, og i den forbindelse synes navnlig Statsministeriet, Politiets Efterretningstjeneste og Forsvarsakademiets ledelse at have stillet unødige hindringer i vejen. Medarbejderne på centret takkes for ihærdig indsats, men det fremgår ikke, om disse har skrevet enkelte kapitler, udkast, billedtekster o. lign. eller blot har været professorens forskningsassistenter. Et kapitel om afklassificering ligger i forlængelse af forordets beskrivelse af de bureaukratiske vanskeligheder m.h.t. brug af arkivmaterialet. Herefter gives i indledningen en oversigt over den politiske udvikling i den omhandlede periode.

 

Kapitlet ”Sovjetunionen som Militært-Industrielt Kompleks” beskriver indgående USSR’s permanente krigsøkonomi og dens karakter af garnisonsstat. Også vestlig opfattelse af truslen bliver omtalt, og navngivne personer af en efter forfatterens opfattelse lidt for sovjetvenlig observans bliver nævnt. Jensen lægger megen vægt på Sovjets paranoide forestillinger om Vestens intentioner og USSR’s deraf følgende forberedelser til iværksættelse af forkøbsslag (pre-emptive strikes). Ikke overraskende bringes derfor også Ex Able Archer i erindring, idet denne øvelse jo senere er blevet set som en risikabel provokation, der kunne have bragt et sovjetisk forkøbsslag med kernevåben til udførelse. Med baggrund i kilder som ikke ellers har tiltrukket sig den store opmærksomhed i Vesten mener Jensen dog at kunne afvise, at dette scenarium nogensinde var aktuelt.

 

I det følgende kapitel behandles risikoen for sovjetisk fejlvurdering af vestlig militær aktivitet mere indgående. Ligeledes omtales danske tilløb til at indgå i større militære alliancer, men hvorfor FN-sporet og senere ideen om et nordisk forsvarsforbund strander, er kun lige akkurat berørt. Kapitlet beskriver også Vestens berettigede bekymring for ustabiliteten i Øst efter Korea-krigens afslutning og den styrkelse af solidariteten i NATO, der efterfølgende indfandt sig. Jensen påpeger med rette den påfaldende koncentration af sovjetiske styrker længst muligt vestpå, der sammen med konceptet om brug af slagmarks-atomvåben indikerede en offensiv doktrin. Bent Jensen henleder læsernes opmærksomhed på de danske socialdemokraters sikkerhedspolitiske skred i 1970-80’erne og den danske uvilje mod at lade forsvarsbudgetterne følge med udviklingen i Warszawa-Pagtens militære potentiale. I den sammenhæng citeres fra Forsvarskommandoens såvel som udenrigstjenestens vurderinger af det betænkelige i at forvente evt. danske mangler måtte blive udfyldt af de allierede.

 

I de følgende fire kapitler undersøges den indenlandske politiske trussel og de socialistiske landes forsøg på undergravning af forsvarsviljen. I en lang beskrivelse af Danmarks Kommunistiske Partis (DKP’s) historie fokuseres bl.a. på partiets konsekvente overholdelse af Sovjetunionens påbud om ikke at modarbejde den tyske besættelsesmagt efter 9. april 1940. Først efter Tysklands angreb paa USSR 21. juni 1941 gik kommunisterne ind i modstandskampen. Der gives en række meget interessante personskildringer fra såvel Sovjetunionens Kommunistiske Parti som DKP. Af særlig interesse for danske læsere er nok de mange navne på senere i offentligheden kendte personligheder (som f. eks. rigsantikvar Olaf Olsen og folketingsmedlemmerne Pelle Voigt og Frank Aaen), hvis meriter som ’ungkommunister’ beskrives og dokumenteres. Den senere så omtalte aflytning af kommunisten Alfred Jensens hjem omtales i forbindelse med mistanken om, at DKP kunne have været i færd med at etablere illegale grupper og gennemføre illegale aktiviteter i Danmark som bl.a. tilskyndelsen til mytteri i Forsvaret i 1953 (i forbindelse med indførelsen af 18 måneders værnepligt). I 1960’erne og 70’erne spredtes de venstreorienterede synspunkter over en række selvstændige grupperinger og partier uden egentlig central kontrol fra Moskva. Bl.a. nævnes Tvind-imperiet, Jesper Jensen, Politisk Revy, Vibeke Sperling, Jørgen Dragsdahl m.fl. KGB-officeren Oleg Gordievskiy, der dengang var stationeret i Danmark (inden sin afhopning), har fundet denne venstrefløj verdensfjern, og en østtysk spion anså den for befolket af drømmere. De venstreorienteredes blindhed m.h.t. øst-staternes mangelsamfund, politistatsmetoder og ufrihed påpeges, og bl.a. Dragsdahls omtale af USA som en nyfascistisk trussel og Sperlings beklagelse af den fredelige sameksistens bruges som eksempler. Forfatteren henleder desuden læsernes opmærksomhed på DKP’s såvel som Socialistisk Folkepartis (SF’s) agitation mod dansk medlemskab af Fællesmarkedet og deres bestræbelser på at underminere dansk nationalfølelse og forsvarsvilje.

 

Også de anti-demokratiske strømninger i 1970-80’erne, som ”var toneangivende på store dele af universiteterne […] og i vigtige intellektuelle miljøer” beskrives. Det nævnes dog ikke, hvori intellektualismen endsige det vigtige bestod. Venstresocialisternes (VS’) naivitet overfor regimerne i Den Tyske Demokratiske Republik (DDR) og Nordkorea illustreres med eksempler, og partiets leninistiske fraktions- og internationale udvalgs afstandtagen fra Sydkorea, der ansås for fascistisk, og Solidarność og dets leder Lech Wałęsa, pointeres. Af danske fredsbevægelser nævnes: ”Fredens Tilhængere”, ”Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed”, ”Danmarks demokratiske Kvindeforbund”, Verdensfredsrådet”.

 

Interessen i de første efterkrigsår for Sovjets fremskridt var betydelig i både akademiske og politiske kredse. Partiavisen Land og Folk organiserede kulturelle arrangementer med bl.a. hyldester til loyale partistøtter som Hans Scherfig og Kjeld Abell. K.K. Steinckes afvisning af professor Mogens Fogs sovjetbegejstring med henvisning til ufrihed, koncentrationslejre og likvideringer modstilles Fogs påstand om at kommunisme ikke tåler sammenligning med nazisme. Dagbladet Politikens overmåde begejstring for USSR’s politik, samfundsindretning og fredelige hensigter sammenlignes med samme blads holdning til Hitler-Tyskland i de tidlige 1940’ere. Af danske kulturstøtter af den hensygnende østblok-socialisme nævnes Rifbjerg og Erik Knudsen.

 

Når man læser værket, er man ikke i tvivl om nødvendigheden for professor Jensen af at afvente Østre Landsrets dom i sagen Dragsdahl versus Jensen, for der er næppe en person, der nævnes så mange steder som netop Dragsdahl. Dragsdahl-sagen omtales udførligt med henvisning til tidligere offentliggjort materiale såvel som Gordievskiy’s udtalelser herom, og Dragsdahls ageren under store dele af Den Kolde Krig bliver godt beskrevet gennem værkets to bind.

 

Danmarks militære forsvar voldte bekymring fra først til sidst – både nationalt og i NATO, idet landet på intet tidspunkt opfyldte styrkemålskravene. Hæren var dårligt bemandet, og materiellet var forældet – særligt i artilleriet. Flådens nybygningsprogrammer var forsinkede, og Flyvevåbnet fik først sent udskiftet kampflyene F-100 og F-104 med F-16. Udenrigsministeriet (UM) bedømte i 1980 udlandets opfattelse af Danmark som værende usolidarisk set i lyset af det danske lønniveau og et nationalt overforbrug, hvormed der velsagtens hentydedes til de skiftende socialdemokratiske regeringers successive optagelse af udenlandske statslån. I 1986 fremførte Knud Damgaard så idéen om ’defensivt forsvar’, som ifølge en officiel analyse uundgåeligt ville flytte tyngden af krigshandlinger til dansk område.

 

Jensen giver også en grundig analyse af danske bestræbelser på at modvirke de kommunistiske og andre venstredrejede initiativer. Fra den tidligste efterkrigstid, hvor frygten for kommunistisk kup var intens, oprettedes forskellige antikommunistiske organisationer som Arbejdernes Informationscentral (AIC), Firmaet og senere Atlantsammenslutningen. Dertil kom Udenrigspolitisk Selskab samt mindre grupper, der dog ikke eksisterede i længere tid. Ole Lippmann, der var blandt initiativtagerne til Det Udenrigspolitiske Selskab, udtrykte i 1997, at det ikke var ubegrundet, at man i de tidlige efterkrigsår havde frygtet en tilbagevenden af 30’ernes Socialdemokratisk-Radikale tilpasningspolitik til den dominerende stormagt.

 

Kapitlet vedr. kultureliten er nok et af værkets mest interessante – i hvert fald for dem, der i størstedelen af koldkrigsperioden selv har været engagerede avislæsere. Man genkender indtrykket af, at det ikke var sovjetisk og anden kommunistisk litteratur, der kom til at påvirke meningsdannelsen. Om end forfattere som Hans Scherfig læstes af mange, skete det dog, uden at det kommunistiske budskab blev internaliseret. Det var snarere forfattere, der var kritiske mod den realiserede socialisme – som Arthur Koestler, George Orwell og Martin A. Hansen – der gjorde indtryk.

 

Ændringerne i den socialdemokratiske sikkerhedspolitiske holdning bliver med god grund gået nøje efter i sømmene. Sammenbruddet, der tog sin begyndelse i 1982, af den politiske enighed mellem de gamle partier om forsvars- og sikkerhedspolitikken sættes i relation dels til den generelle venstredrejning efter 1968 dels til tilsynekomsten af en række unge, stærkt venstreorienterede socialdemokrater som Auken, Lykketoft, Hilden, Bjerregaard m.fl., som alle var kritiske over for Reagan-administrationen, mellemdistance-kernevåben (INF) og Strategic Defence Initiative (SDI, også kaldet stjernekrigsprojektet), mens de bagatelliserede Sovjets SS20-udstationering. Dette resulterede i fodnotepolitikken, som stillede Schlüter-regeringen i en ganske prekær situation i NATO.

 

Professoren konkluderer bl.a., at trods den alvorlige nedgang i dansk politisk forsvarsvilje i fodnoteperioden kom Danmark igennem den Kolde Krig med alliancepartnerskabet intakt. Det kan have haft flere årsager, hvoriblandt Grønlands og Færøernes allierede basefaciliteter må have været blandt de væsentlige. Jensen afslutter sit magnum opus med en ajourføring af Martin A. Hansens skildring af stemningen i 1939-40: ”Under Den Kolde Krig var der også tomt og falsk i ryggen på det danske forsvar. Dengang havde nationen angiveligt heller ikke råd til at forsyne forsvaret med de nødvendige våben og give soldaterne den nødvendige træning. Soldaterne var som i 1939 dilettanter . . .”

 

I dette store og i næsten alle henseende fint udførte værk er der dog en række beklagelige fejl og mangler. Det slår én, at billedteksterne i flere tilfælde synes vel sarkastiske og i enkelte tilfælde decideret forkerte. Her skal blot anføres to tilfælde. Det første i Bind 1, p. 80, hvor billedteksten lyder: “Generalmajor Matvej Burlakov . . . Her i Bruxelles i maj 1993 sammen med en tysk officer.” Man behøver ikke være militær for at se, at der tvært imod er tale om en britisk field marshalDet drejer sig om Richard Frederick, Baron Vincent of Coleshill, GBE KCB DSO. Vincent blev Chief of the Defence Staff efter Golfkrigen i marts 1991. Han blev udnævnt til Field Marshal i april 1992, og var formand for NATO’s Militærkomite 1993-96. Burlakov var i øvrigt på det tidspunkt generaloberst og chef for Gruppen af Sovjetiske Styrker i Tyskland. Det andet, som er i den sarkastiske genre, er ligeledes fra Bind 1. På p. 106 lyder billedteksten: ”Henrik Kauffmann med butterfly og en lidt snæver jakke.” Det kan beskueren selv se. Det havde været mere relevant at forklare tidspunkt og sted for samt anledning til, at Kauffmann træder ud af netop dette fly.

 

Af andre fejl, hvoraf der er en del i de første tre kapitler, skal der for eksemplets skyld også blot anføres nogle stykker: Bind 1, p. 65 anføres: ”i begyndelsen af 1970’erne koncentrerede Sovjetunionen sig om mellemdistanceraketterne og de såkaldte teaterkapabiliteter – dvs. militære styrker på de enkelte krigsskuepladser.” Det er korrekt, at en krigsskueplads på russisk hedder театр войны, og på engelsk theatre of war, men at oversætte dette så direkte er ikke korrekt. Bind 1, p. 426, note 34: der må være sket en fejl i citatet. Gymnasielæreren Mikael Busch (sprog-officer i polsk 1988, cand. mag. med hovedfag i tysk) er født 1962 og således ikke så gammel, at han kan have været gymnasielærer i 1970’erne. Bind 2, p. 35: General Alexander Haig betegnes som ”NATO’s militære øverstkommanderende.” Det er en upræcis beskrivelse, idet hans funktion var SACEUR (den ene af tre NATO Principal Commanders (SACEUR, SACLANT & C-inC-CHAN).

Stilistisk kan man ærgre sig over slutnoterne, der gør læsningen besværlig sammenlignet med de langt mere brugervenlige fodnoter. Ligeledes må det undre, at værket anfører alle bloc quotations i kursiv og endda tillige sætter dem i citationstegn.

Trods de nævnte indvendinger, som er få i forhold til værkets omfang, må det stå klart, at her er tale om et særdeles veludført arbejde i et læservenligt sprog og med en rig detaljerigdom, der gør det velegnet til både at studere i sammenhæng og til at benytte som opslagsværk.

 

Kjeld Galster

Militærhistoriker, Ph.D.

 

Del: