Udviklingen og afviklingen af Flyvevåbnets Operative Doktrin 1997-2010.

Af Søren Nørby, forsker & ph.d. studerende ved Institut for Militærhistorie og Krigsteori, Forsvarsakademiet.Af Søren Nørby, forsker & ph.d. studerende ved Institut for Militærhistorie og Krigsteori, Forsvarsakademiet.

 

Indledning

Denne artikel beskriver udviklingen af det danske flyvevåbens første operative doktrin, den såkaldte ”Royal Danish Air Force. Air Operations Doctrine” (på dansk Reglement for Flyvevåbnet (RFLV) 150), som blev officielt udsendt første gang i oktober 1997. Doktrinen er interessant, fordi både dens opståen og ”død” ca. 13 år senere fortæller centrale detaljer om det danske flyvevåbens udvikling i årene efter den kolde krigs ophør.

Denne artikel er baseret på en gennemgang af relevante arkivalier bl.a. fra Flyvertaktisk Kommandos arkiv.1 Imidlertid beskriver Flyvertaktisk Kommandos arkivalier ikke den proces, der ledte til doktrinens udformning. Da denne også er relevant og interessant, har jeg søgt at afdække den gennem en række interviews med de personer, som var involveret i udviklingen af RFLV 150.

Denne artikel vil indledningsvis definere begrebet doktrin. Derpå følger en beskrivelse af den amerikanske militærteoretiker oberst John A. Wardens tanker, der udgjorde grundlaget for den første danske operative doktrin for flyoperationer. Dette følges af en beskrivelse af tilblivelsen af RFLV 150 og dens indhold efterfulgt af et afsnit om NATOs påvirkning af den danske doktrinudvikling – og vise versa og et afsnit om Flyvevåbnets doktrinudvalg og processen, der ledte til, at RFLV 150 i 2010 blev afviklet. Til slut konkluderes på RFLV 150s betydning for flyvevåbnets udvikling efter den kolde krigs ophør.

 

Hvad er en doktrin?

En doktrin er de grundlæggende principper, som et forsvar og dets enheder tager udgangspunkt i, når der ageres for at nå de udstukne mål. Doktrinerne er i forsvaret oplistet i officielle reglementer og standardprocedurer, der giver de generelle principper, som forsvarets personel skal træne efter i fredstid og/eller kæmpe efter i krig.2 De skaber en fælles forståelsesramme internt i et forsvar, og interoperabilitet med ens allierede, hvor doktriner er nødvendige for at forhindre misforståelser pga. forskellige (værns)kulturer.3

NATOs definition på en doktrin lyder: “Fundamental principles by which the military forces guide their actions in support of objectives. It is authoritative but requires judgement in application.”4 Doktriner skal altså skabe ensartethed i udførelsen af de pålagte opgaver og ordre, men samtidig være så tilpas generelle, at de kan tilpasses en så uforudsigelig ting som krig. Omvendt må en doktrin ikke være formuleret så abstrakt, at den ikke kan give anvisninger på, hvordan et problem løses. En doktrin skal således støtte, men ikke erstatte den sunde fornuft – eller sagt med et citat af den amerikanske general William E. Depuy: “Doctrine doesn’t tell the commander what to do; it tells him how to do what he wants to do.5

Militære doktriner er ofte baseret på militærhistoriske erfaringer, og der er således en indbygget risiko for, at de bliver udformet til at udkæmpe den forrige krig. Dertil kommer, at fjenden kigger på de samme krige og forsøger at drage de samme erfaringer til brug for deres doktriner samt at aflure deres potentielle fjendes doktriner. Doktriner har også den indbyggede svaghed, at de ofte først kan endeligt afprøves i krig. Det betyder, at en forkert doktrin kan koste store tab eller i værste fald betyde, at man taber krigen. 

 

Doktrinhjulet som illustreret af Geoffrey Till.6

 

Doktrinen har indflydelse på forsvarets organisation, uddannelse og træning samt anskaffelse af nyt udstyr, da alle tre elementer normalt forsøges opbygget, så de optimalt understøtter den valgte doktrin.7 Dette er dog kun muligt i en optimal situation, og normalt går doktrinhjulet også den anden vej, hvor doktrinen afspejler det tilgængelige materiel, organisation og træningsniveau.

Doktriner bruges på både taktisk, operativt og strategisk niveau.8 En doktrin på det taktiske niveau bestemmer f.eks. antallet af fly indsat på en specifik mission, mens den operative doktrin f.eks. bestemmer hvorvidt luftoverlegenhed prioriteres over landmilitær luftstøtte, eller om offensive operationer prioriteres frem for defensive i luftoverlegenhedskampen. På det strategiske niveau findes f.eks. USA's Monroe- eller Truman-doktrin, der på globalt eller regionalt plan fastsætter landets politik overfor f.eks. truslen fra kommunismen.9

 

Det operative niveau er niveauet mellem det taktiske og det strategiske niveau. På det strategiske niveau fastsættes krigens overordnede mål. På det operative niveau fastsættes målene for de enkelte krigsskuepladser, mens det taktiske niveau er selve slagmarken, hvor ens styrker kæmper mod fjenden. Set nedenfra skaber de taktiske resultater mulighed for at nå de operative mål, der igen gør det muligt at nå de strategiske mål.10

 

John Warden og “The Air Campaign”

Som i de fleste af Danmarks nabolande og allierede var national doktrinudvikling ikke noget, som man arbejdede med under den kolde krig.11 Med verden låst i en kold krig mellem Warszawa-pagten og NATO var der kun to skoler indenfor Air Power (luftmagt). Den ene beskæftigede sig med strategisk (atom)krig, mens den anden beskæftigede sig med luftkamp på taktisk niveau på selve slagmarken.12

Dette ændrede sig efter Berlinmurens fald i 1989, hvor den ændrede sikkerhedspolitiske situation gjorde, at luftvåbnene i USA, Storbritannien og Frankrig begyndte at arbejde med udvikling af nye doktriner for luftoperationer. Udviklingen her kom snart til også at påvirke det danske Flyvevåben.13

I midten af 1990’erne kom danske flyverofficerer hjem fra Air Command and Staff College på det amerikanske luftvåbens Air University på Maxwell Air Force Base i Alabama i USA. Under deres uddannelse her havde de som pensum stiftet bekendtskab med den amerikanske oberst John A. Wardens teorier. Han havde i 1988 udgivet bogen ”The Air Campaign. Planning for combat.”, der gjorde ham til en af de (hvis ikke den) toneangivende moderne luftmagtteoretikere.14

 

Oberst John Ashley Warden III, UASF (f. 1943)15


Hovedtesen i ”The Air Campaign” er, at målet med krig ikke nødvendigvis nås ved at nedkæmpe fjenden militært. Derimod er målet at få fjenden til at agere, som man ønsker. Dette kan kræve, at man nedkæmper fjendens militære styrker, men ifølge Warden kan man, takket være luftmagt, ofte nå sine mål i krig uden at skulle igennem en kostbar og langvarig ødelæggelse af fjendens militær og infrastruktur.16

I sit arbejde introducerede Warden de tre begreber: parallel krigsførelse, de fem strategiske ringe og strategisk lammelse.17
Ved parallel krigsførelse angribes flere af fjendens kritiske knudepunkter samtidigt. Eksempelvis ved at ramme alle fjendens luftforsvarsoperationscentre og radarer samtidigt, frem for kun i én sektor. Eller ved at ramme strategisk kommunikationsudstyr, energiforsyning og militære hovedkvarterer samtidigt. Derved opnår man, ifølge Warden, en markant større effekt af sine angreb, fordi de mange simultane angreb lammer fjendens beslutningsprocesser. Flyvevåbnet er qua dets store grad af mobilitet og fleksibilitet særdeles velegnet til parallel krigsførelse, og især den teknologiske udvikling, der tog fart i 1980’erne, skabte et teknologisk niveau, der gjorde de parallelle angreb mulige. Den teknologiske udvikling havde her nået et niveau, som betød, at hvor man under 2. Verdenskrig havde arbejdet ud fra et spørgsmål om, hvor mange togter et fly skulle flyve før et givent mål var nedkæmpet, var spørgsmålet nu, hvor mange mål et fly kunne angribe per togt. Denne såkaldte ”Revolutions in Military Affairs” gav bomber en træfsikkerhed, som man kun drømte om under tidligere konflikter. Ét fly kan i dag således ikke bare angribe flere mål på samme togt, men gøre det med en træfsikkerhed, som gør at man ofte kun behøver at bruge én bombe eller ét missil pr. mål.



 

Under 2. Verdenskrig ramte kun 18 % af de bomber, som det amerikanske luftvåben kastede, indenfor 300 meter af det tiltænkte mål – vel at mærke under angreb i dagslys. Under Golfkrigen 1990-1991 havde laserstyrede bomber (precision-guided bombs) en succesrate, hvor 70-80 % af bomberne ramte inden for ti meter af det tiltænkte mål, selv om natten, i overskyet eller dårligt vejr. Udviklingen fortsatte og under luftkampagnen mod Jugoslavien i 1999 formåede et enkelt amerikansk B2 bombefly, som det her viste, at engagere 16 mål på ét togt.18

 

Wardens grundtanke var offensiv og passede godt ind i den nye verdensorden efter Berlinmurens fald og Warszawapagtens sammenbrud. Væk var den altoverskyggende frygt for en altødelæggende Tredje Verdenskrig, hvor en talmæssig overlegen Warszawa-pagt ville kunne presse NATO ud i en krig, der i sidste ende kunne inkludere brugen at atomvåben. Bortfaldet af truslen fra øst cementerede USA's stormagtsstatus og gjorde det usandsynligt, at landet skulle i krig med en ligeværdig modstander.

Wardens arbejde var også et opgør med det amerikanske forsvars daværende doktrin AirLand Battle, hvor grundtanken var, at luftstyrkernes rolle var at støtte hærens indsats og hvor hovedmålet var fjendens militære styrker. Han så fjenden opbygget som en fem-ringet struktur, med fjendens militær (Fielded Forces) yderst, fulgt af fjendens befolkning (Population), central infrastruktur (Infrastructure), (krigs)industri/produktionsmidler (System Essentials) og i den inderste ring landets politiske og militære ledelse (Leadership). 

 

Wardens 5-ringsmodel.19


 
I en todimensionel symmetrisk landkrig ville man skulle kæmpe sig igennem den yderste ring, før man kunne ramme de andre ringe, men Wardens grundtanke var, at luftmagt er i stand til at angribe alle fem ringe, idet den opererer i den tredje dimension. Derved bliver man i stand til at nå krigens mål – at fjerne fjendens vilje til at kæmpe – både hurtigere og med mindre risiko for egne styrker.

Angreb på infrastrukturen kan hindre fjendes mobilitet ved f.eks. at ødelægge broer og derved forhindre at fjenden flytter sine tropper eller genforsyner dem. Angribes krigsindustri og produktionsmidler hindres fjenden i at forsyne sine tropper og bygge nyt krigsmateriel.

Luftmagten kan også f.eks. fokusere på at overtale fjendens civilbefolkning til at kræve at deres regering eller leder ændrer politik. Det kan f.eks. foregå gennem en strategisk informationskampagne – elektronisk såvel som flyveblade – i kombination med angreb på strategiske knudepunkter, der lammer den fjendtlige ledelse. Tesen er, at hvis ledelsen i så fald ikke ændrer politik, kan det medføre, at befolkningen gør oprør, som man f.eks. så i det sydlige Irak efter den første Golfkrig.

I Wardens optik er den inderste ring det centrale mål. Lykkes det at sætte fjendens ledelse ud af spillet opnås det, som Warden kalder ”strategisk lammelse”, hvor fjenden ikke bliver i stand til at udnytte sit militær og bekæmpe ens tropper.

Det grundlæggende krav for at kunne gennemføre Wardens koncept var, at man rådede over luftoverlegenhed eller luftherredømmet over det område, som skulle angribes.20 Luftoverlegenhed eller -herredømme er ikke et mål i sig selv, men uden det kan hverken hær, flåde eller flyvevåben få den nødvendige manøvrefrihed i tid og rum til at kunne angribe fjenden optimalt. Uden luftoverlegenhed ender man derfor nemt i en situation, hvor eneste mulighed for sejr er ”the direct approach” direkte mod fjendes styrker, hvor han er stærkest og hvor kampene bliver mest blodige. Gamle dyder som evnen til luftkamp skulle derfor, ifølge Warden, ikke nedprioriteres.

Dette betød også, ifølge Warden, at hæren og søværnet burde indse vigtigheden af at sikre og fastholde luftherredømmet. Sikringen af luftherredømmet bør således være det centrale mål for enhver styrkechef, ligegyldigt om denne er fra hæren, søværnet eller flyvevåbnet. Dette er især vigtigt hvis hæren og Søværnet råder over enheder og våbensystemer, der kan bidrage til at erobre og fastholde luftherredømmet over et givent område.

 

Warden og Golfkrigen 1990-1991

Oberst Warden fik i 1990 mulighed for at afprøve sine teorier i virkeligheden, da han uopfordret påtog sig opgaven at udarbejde et operationskoncept for en strategisk luftkampagne mod Irak under den første Golfkrig. Hans operationskoncept (navngivet ”Instant Thunder”) blev sidenhen overdraget til US Central Command (CENTCOM), der havde ansvaret for krigen. CENTCOMs luftchef forkastede navnet og sendte Warden hjem til Pentagon, men videreudviklede trods dette på konceptet med støtte fra Warden og hans nærmeste medarbejdere. Den luftkrig, som den amerikanskledede koalition indledte den 17. januar mod Irak, blev derfor kørt efter Wardens principper om parallelle angreb, der skulle sikre at det irakiske forsvar blev ramt af den ønskede strategiske lammelse.

Luftkrigsplanen var opdelt i tre faser. I fase ét skulle det irakiske flyvevåben og luftforsvar sættes ud af spillet. Når det mål var nået skulle fase to ødelægge central infrastruktur, (inkl. civil infrastruktur såsom elektricitetsværker og broer f.eks. over Tigris-floden) og i fase tre skulle hele det irakiske militær angribes.

 

 

Golfkrigen viste klart luftmagtens potentiale, men den tilhørende lære om, at luftherredømme alene ikke er nok til at vinde en krig, forsvandt måske i de mange imponerende filmsekvenser fra succesfulde præcisionsangreb. Her overflyver alliancens fly brændende oliefelter i den kuwaitiske ørken.21

 
Saddam Husseins militære styrker i Kuwait var den amerikanskledede koalition underlegen både talmæssigt og teknologisk, men det var Saddam Husseins strategi at tilføje de amerikanske tropper så store tab, at den folkelige opinion hjemme i USA ville fjerne støtten til krigen. Dette mål blev dog ikke nået. Bl.a. takket være den 38 dage lange luftkrig, der ødelagde store dele af den irakiske hær, mistede amerikanerne kun 147 soldater i den efterfølgende ca. 100 timer lange landkrig. De præcise irakiske militære tab er ukendt men ligger i rammen 20.000 – 35.000 mand, ligesom store dele af den irakiske hærs materiel blev ødelagt.22

Golfkrigen viste derfor bl.a. værdien af de parallelle angreb, og selv om det ikke lykkedes at ramme Saddam Hussein personligt, blev hans militære command-and-control-system så hårdt ramt, at det reelt lykkedes at påtvinge den irakiske hær operativ lammelse, og Golfkrigen blev af mange anset som en bekræftelse af Wardens tanker. Krigen fremstår i dag som en klar militær sejr, men også samtidig som en tabt fred, idet det ikke lykkedes at fjerne Saddam Hussein fra magten i Irak. Der udbrød en opstand i det sydlige Irak umiddelbart efter krigens afslutning, men her blev det tydeligt, at den amerikanskledede koalition ikke havde en klar plan for, hvordan et sådant oprør skulle håndteres og/eller understøttes – til trods for, at dette var et centralt element i Wardens koncept om den strategiske informationskampagne. 23

 

Reglement for Flyvevåbnet (RFLV) 150. Flyvevåbnets Operative Doktrin

Alle de personer, som er blevet interviewet i forbindelse med denne artikel, fremhæver oberst Michael Svejgaard (SES) som den centrale person i udviklingen af Flyvevåbnets operative doktrin. Han beskriver sig selv som en jagerpilot med stor interesse for doktriner og luftkrigshistorie og fortæller, at da han i midten af 1990’erne via de hjemkomne elever fra Air University blev introduceret til Wardens tanker, viste det ham, at der var en måde at skabe den operative doktrin, som han mente Flyvevåbnet manglede.24 Det var oberst Svejgaards opfattelse, at mange af delelementerne i Flyvevåbnets plan for brugen af dets styrker i krig var på plads, men den overordnede operative plan for luftstyrkernes brug manglede.

Startskuddet til udviklingen kom, da Forsvarsakademiet i midten af 1990’erne, ifølge oberst Svejgaard, udtrykte utilfredshed med niveauet blandt de studerende til VUT II, som Flyvertaktisk Kommando sendte til uddannelsen i København. Det var nødvendigt at hæve deres vidensniveau, og Flyvertaktisk Kommando besluttede at udvikle et forløb kaldet Flyvevåbnets Operative Kursus, som værnets VUT-II-studerende skulle gennemgå, inden de begyndte deres uddannelse på Forsvarsakademiet. Som led i dette kursus udarbejdede oberst Svejgaard en briefing i luftkrigsdoktriner, der efterfølgende blev grundlaget for udviklingen af Flyvevåbnets egen doktrin.

Arbejdet med doktrinen begyndte i 1996, hvor et udvalg benævnt FLYDOK blev formet under ledelse af oberst Svejgaard, der på dette tidspunkt var chef for Operationsdivisionen i Flyvertaktisk Kommando. Ud over obersten bestod udvalget af de tre majorer Max A.L.T. Nielsen, Kim Nødskov og Flemming Lentfer. Oberst Svejgaard beskriver selv gruppens tilblivelse således: ”Det viste sig, at vi havde en fælles interesse [for doktrinudvikling] og havde gået og snakket om det på gangene. Lentfer var lærer på FAK og deltog som observatør på det første FLYDOK. Og så begyndte vi at skrive og samledes til et 48 timers seminar [og] skrev færdig.”25

Ifølge daværende chef for Flyvertaktisk Kommando, generalmajor K.E. Rosgaard passede ideen om en operativ doktrin for Flyvevåbnet perfekt ind i den udvikling, som var i gang på dette tidspunkt i 1990’erne. Flyvevåbnet var på dette tidspunkt det eneste af de tre værn, som endnu ikke havde været engageret i Danmarks nye internationale og aktivistiske udenrigspolitik og ledte, med Rosgaards ord, efter sin plads i Forsvaret efter Berlinmurens fald. Ifølge generalmajoren var man derfor nok blevet tvunget til at lave arbejdet med doktrinen, hvis Svejgaard m.fl. ikke selv havde fået ideen. Ifølge Rosgaard blev doktrinen efterfølgende brugt som pejlemærke i Flyvevåbnets omstillingsproces, hvor de mange ændringer af værnet ofte blev holdt op mod doktrinen for at sikre, at Flyvevåbnet stadig kunne løse de pålagte opgaver.26

 

Udbredelsen

Den 68 sider (A5) lange illustrerede “Royal Danish Air Force. Air Operations Doctrine” blev godkendt af generalmajor og chef for Flyvertaktisk Kommando K.E. Rosgaard og generalmajor og chef for Flyvermaterielkommandoen V.D. Nielsen den 4. september 1997 og blev officielt udsendt den 2. oktober 1997. Den fik den danske titel ”Reglement for Flyvevåbnet 150. Flyvevåbnets Operative Doktrin” (RFLV 150).

Hovedelementerne i doktrinen var:

  • Luftoverlegenhedens centrale betydning. For at beskytte både civilsamfundet og egne og venligtsindede styrker mod luftangreb og for at skabe den nødvendige operationsfrihed for de militære styrker, skulle enheder fra alle værn indledningsvis fokusere på at tilkæmpe og fastholde luftoverlegenhed.
  • Den opnåede og fastholdte luftoverlegenhed udnyttes til opnåelse af The Military Objective27 og om muligt Desired End State28 på det strategiske niveau.
  • Luftoperationer skulle gennemføres i tæt samvirke mellem fly og våbensystemer fra alle værn, ligesom mål skulle udpeges på baggrund af f.eks. efterretninger fra alle værn.
  • Kampens Center of gravity29 skulle identificeres på både det strategiske og operative niveau. Og begge skulle angribes.
  • I moderne krig er det tvivlsomt, om det vil være muligt at gennemføre en luftkampgane, hvis mål er en nedkæmpning/nedslidning af modstanderens militære styrker. Derfor skulle der i stedet sigtes mod at fratage fjenden evnen til at flytte sine styrker og dermed til at kæmpe.

Den danske doktrin blev naturligt skrevet på engelsk, da dette er det fælles operative sprog i NATO. Doktrinen var som udgangspunkt ikke tænkt offentliggjort i civile cirkler. Der var tale om et internt dokument, der blev udsendt som en officiel Flyvevåbenspublikation til samtlige myndigheder i Flyvevåbnet og Forsvarsministeriet, Hærens og Søværnets operative kommandoer og materielkommandoer, alle danske forsvarsattacheer og NATO-repræsentanter. Doktrinen blev også sendt til Pentagon og NATOs hovedkvarter, hvor den øjensynligt blev læst, for året efter fik man fint besøg fra USA, da Richard P. Hallion og David Deptula kom til Danmark og deltog i chefskonferencen på Flyvevåbnets Officersskole for at drøfte den danske doktrin. Halion var forfatter til bogen ”Storm over Iraq” og daværende ”Executive Historian” ved USAF Air Force Systems Command og Deptula havde under Golfkrigen været den centrale planlægger af luftkampagnen, efter at Warden var blevet sendt hjem til USA.

Der kom ifølge Svejgaard ikke noget konkret ud af dette møde, ud over yderligere tankevirksomhed i doktrinudvalget, hvis arbejde blev motiveret yderligere af, at både Hallion og Deptula syntes ”det var et strålende produkt vi havde banket sammen”.30

Et af målene med doktrinen var at skabe grobund for en debat internt i Flyvevåbnet om brugen af luftmagt. Det var forfatternes håb, at doktrinen ville skabe ”food for thought”31 og frugtbare diskussioner ude i Flyvevåbnets eskadriller og blandt værnets piloter og andre officerer.

Sideløbende med Flyvevåbnets udvikling af dets doktrin foregik der en til tider ophidset debat i Militært Tidsskrift om behovet for en værnsfælles doktrin for hele det danske forsvar.32 Fortalerne for en værnsfælles doktrin kom fra Hæren, mens repræsentanter fra Søværnet og Flyvevåbnet ikke kunne se behovet for en sådan. Det fremgår af debatten, der i bladet sluttede i 1999, at den bl.a. udsprang af en mangel på viden om, hvordan de forskellige værn opererede. Hærens argumenter for en værnsfælles doktrin afspejlede, at dette værns sigte var på operationer i det danske område, mens Flyvevåbnets og Søværnets modstand mod en værnsfælles doktrin skyldtes, at de to værn var mere internationalt orienterede og i mange år allerede havde samarbejdet med fly og skibe fra Danmarks allierede.

 

Påvirkningen fra NATO – og af NATO

Flyvevåbnets operative doktrin blev til samtidig med, at man i NATO udarbejdede den centrale Allied Joint Publication 1 (AJP-1), hvis første udkast lå klar i februar 1997. AJP-1 fra 1997 var NATOs første værnsfælles doktrin.

Der er uenighed i FLYDOK-udvalget om hvorvidt man havde adgang til tidlige udkast af AJP 1. Trods sammenfald i indholdet mener Svejgaard ikke, at doktrin-gruppen havde adgang.33 I stedet sammenligner han situationen med udviklingen af cyklen. Den blev, ifølge Svejgaard, opfundet i flere lande stort set samtidig og i stort set identiske modeller, og det samme gør sig gældende med doktriner for anvendelsen af luftmagt. Inspireret af Warden igangsatte en række lande og myndigheder sideløbende og tilsyneladende ukoordinerede doktrinudviklinger, som, fordi det var den mest naturlige løsning, endte med stort set samme slutresultat. Modsat dette mener Kim Nødskov, at man havde adgang til det første draft af AJP-1.34

Omkring år 2000 begyndte NATO arbejdet med en egentlig doktrin for luftmagt, og det var naturligt, at FLYDOK blev den gruppe, som Flyvevåbnets ledelse gav i opdrag at sætte de danske fingeraftryk på dette arbejde. Takket være det omfattende forarbejde med RFLV 150 var FLYDOK vældig godt klædt på til arbejdet med NATOs doktrinAJP-3.3 (Allied Joint Doctrine for Air and Space Operations), og alle er enige om, at Danmark endte med at få større indflydelse på udformningen af AJP-3.3, end et lille land som Danmark ellers kunne have forventet.35 Bl.a. omfattede de første udkast til AJP-3.3 kun luftoperationer på strategisk og på taktisk niveau, og ignorerede helt det operative niveau. Det var repræsentanterne fra det danske Flyvevåben med til at rette op på. Ligeledes var grundtanken i danske doktrin, at opnåelsen af de pålagte mål skulle ske joint i samarbejde med hær og flåde.36 Igen et element, som måske ikke havde fået samme placering i AJP 3.3, hvis det ikke var for de danske repræsentanter i udvalget.

Udviklingen af Flyvevåbnets Doktrin var, som det ses ud af denne artikel, meget drevet af enkeltpersoner, som brændte for sagen. I slutningen af 1999 fandt FLYDOK således også på eget initiativ frem til, at der var behov for en opdatering af RFLV 150. Hovedårsagerne til dette var dels den amerikanske politolog Robert Papes opgør med Wardens teorier samt erfaringerne fra NATOs luftkampagne Operation Allied Force mod Jugoslavien i foråret og sommeren 1999.

Wardens tanker havde som nævnt fået stor indflydelse ikke bare i det det amerikanske luftvåben, men også i resten af verdens luftstyrker. Hans teorier blev dog ikke modtaget uden modspil, og den centrale kritiker af Warden blev Robert Pape (f.1960), der i 1996 udgav bogen ”Bombing to Win. Air Power and Coercion in War.” Papes bog var vigtigt, da den – modsat Wardens – tog udgangspunkt i 38 konflikter fra krigshistorien.

Pape anerkender luftmagtens potentiale, men gør samtidig opmærksom på, at kun hærenheder kan erobre og fastholde kontrol over et givent landområde. Ideen med at kunne angribe fjendens inderste ring – hvilket Pape kalder ”decapitation” (halshugning) – er god, men ifølge Pape ikke realistisk, da den kræver efterretninger om ledelsens præcise placering, hvilket i krigshistorien har vist sig næsten umuligt at sikre.37 Præcisionsbomber kræver jo at man ved præcist, hvor ens mål befinder sig, og trods mange forsøg er det eneste kendte succesfulde tilfælde af decapitation det russiske drab på den daværende tjetjenske præsident/oprørsleder Dzhokhar Dudayev i april 1996. Han blev ramt af et russisk missil, efter at man havde sporet hans position via signaler fra hans satellittelefon. Papes udlægning af Wardens teori som ”decapitation” er dog diskutabel, idet Warden ønsker at opnå strategisk lammelse (strategic paralysis) af fjendens politiske ledelse, ikke ”decapitation”.

Ud over problemerne med at lokalisere målene ifm. "decapitation” ser Pape yderligere det problem med Wardens teori, at krigshistorien ikke giver nogen gode fingerpeg om, hvorvidt fjernelsen af en diktator som f.eks. Saddam Hussein vil skabe fred eller blot give plads til en ny diktator. Et kup eller opstand mod den strategisk lammede ledelse er derfor ikke en sikker vej til fred.  

Papes grundide er således, at det centrale mål i enhver krig fortsat er fjendes tropper, og at krigen afgøres på slagmarken, hvor luftmagt får størst effekt, når den i tæt samarbejde med sø- og landstyrker rettes mod fjendens evne til at kæmpe og vinde militært. Har man luftherredømmet kan man forhindre fjenden i at manøvrere sine styrker, da de i fald de viser sig i det åbne landskab eller til søs, straks vil blive bombet. Det gør, at fjenden groft sagt har to lige dårlige muligheder – enten at lade sine styrker forblive spredt, hvor de ikke er lønnede mål for fly, men nemt kan nedkæmpes, eller samle styrkerne, så de kan bekæmpe en fjende samlet, men samtidig bliver gode mål for flyangreb.

Papes konklusion er, at luftmagt er mest effektivt, når det fokuserer på evnen til at gennemføre luftangreb mod fjendens militære styrker (det Pape kalder ”theatre air power”), med det formål at nægte (deny) fjenden evnen til at vinde slaget militært (”denial” på det operative niveau). Hvor Warden nemt læses som fortaler for, at flyvevåbnet er det vigtigste af de tre værn, gør Pape klart opmærksom på, at nok kan luftmagt spille en meget central rolle, men det kan ikke erstatte hær og flåde.38

Et væsentligt kritikpunkt af Papes bog er, at han fejludlægger Wardens idé om påvirkning af ringen med ”population”. Pape læser Warden som om han vil gennemføre terrorbombninger af civilbefolkningen i stil med det man så under 2. Verdenskrig. Pape kalder dette element af Wardens plan for ”punishment” og kan ikke i krigshistorien finde eksempler på, at dette har virket – tværtimod er der flere eksempler på, at angreb på civilbefolkningen har øget opbakningen til regeringen/regimet, f.eks. bombningerne af London og Berlin under 2. Verdenskrig.39 Dertil kommer det ikke uvæsenlige aspekt, at det pga. krigens love og det 21. århundredes etik i den vestlige verden ikke er en option at lave ”punishment” i den beskrevne form. Warden argumenterer dog ikke for ”punishment”, men (som beskrevet tidligere) for påvirkning af modstanderens befolkning via en strategisk informationskampagne.

Ifølge Kim Nødskov fik ”Bombing to Win” doktringruppen til at ændre fokus væk fra Warden på to områder: ”Vi erkendte, at strategic paralysis ikke virkede og vi skiftede fokus fra fem rings Center of Gravity analysemodellen til at fokusere på opfyldelse af [the military] objectives.”40

 

Erfaringerne fra Operation Allied Force

Operation Allied Force blev til at begynde med planlagt som en Pape’sk denial-kampagne, hvor NATO sigtede mod at fjerne serbernes evne til at føre krig på slagmarken. Det viste sig imidlertid, at Papes tanker var svære at gennemføre mod en fjende, der bestod af paramilitære grupper, der opererede i skov- og bjergrigt terræn. NATOs strategi skiftede derfor i løbet af luftkampagnen gradvist over mod en Warden-kampagne, hvor den serbiske præsident Milosevic og hans evne til at kontrollere Jugoslavien blev det Center of Gravity, som NATO sigtede mod. Det betød bombninger af det serbiske ledelsesapparat og serbisk infrastruktur - de elementer af ring 2 og 3, som Milosevic og hans netværk (inderste ring) var afhængig af for at bevare magten. Der blev hverken gennemført ”decapitation” eller ”punishment” af civile, men gennem luftangrebene på centrale knudepunkter blev der lagt pres på den inderste ring, og efter 74 dages luftkampagne gik Milosevic med til en forhandlingsløsning, hvor NATO nåede de mål, som alliancen havde sat sig.

Trods Papes tanker forblev RFLV 150 koncentreret om Wardens tilgang til luftmagt. Operation Allied Force førte til en udvidelse af doktrinen, der i år 2000 blev udvidet med to nye kapitler, men disse handlede om hhv. fredsbevarende operationer og humanitær folkeret, og rykkede ikke ved de grundlæggende tanker bag doktrinen.41

 

Fra Reglement for Flyvevåbnet 150 til Guidelines for the Application of Air Power (GAAP)

RFLV 150 blev fra ca. 1998 og frem set som Flyvevåbnets officielle luftmagtsdoktrin og derfor brugt som grundbog i luftoperationer på bl.a. VUT-I/L på Flyvevåbnets Officersskole.42 I midten af 00’erne var man imidlertid I FLYDOK af den opfattelse, at udviklingen i NATO og de krigshistoriske erfaringer fra krigene i Afghanistan og Irak havde udviklet luftmagts-doktrintænkningen (eksempelvis ift. brug af luftmagt i oprørsbekæmpelse)  indenfor områder, som ikke blev dækket af RFLV-150. Der opstod derfor et ønske om en opdatering af doktrinen. Denne udvikling kom sideløbende med en udskiftning af medlemmerne i FLYDOK, der i årene omkring årtusindskiftet alle blev forfremmet til anden tjeneste i Flyvevåbnet. Det lykkedes at finde nye officerer, der kunne fortsætte arbejdet med doktrinudviklingen, der dog forblev baseret på frivillig deltagelse ved siden af havende tjeneste.

FLYDOK begyndte arbejdet med en opdatering af RFLV 150 omkring år 2005. Den nye udgave fik arbejdstitlen ”Guidelines for the application of air power” (GAAP), og var tænkt udformet som en håndbog i luftoperationer. GAAP kom til at bestå af hhv. reviderede kapitler fra RFLV 150, kommenteret NATO doktrin (AJP-3.3 og Guidelines to Operational Planning) samt nyskrevne afsnit. Det bragte GAAP’ens samlede omfang op på over 200 sider - en næsten 4-dobling i forhold til RFLV 150.

GAAP’en blev i 2005 brugt i forbindelse med undervisningen på Flyvevåbnets Officersskole på VUT I 2005-06, hvor det dog ikke blev modtaget ubetinget positivt af de studerende. Det blev efterfølgende besluttet kun at benytte dele af GAAP i undervisningen på Flyvevåbnets Officersskole. Samtidig var FLYDOK af den opfattelse, at NATOs AJP-3.3 og Guidelines for Operational Planning nu var blevet så udviklet, at behovet for en dansk doktrin var forsvundet. På den baggrund anbefalede FLYDOK selv, at RFLV 150 udgik og at det videre arbejde med GAAP blev indstillet. Dette blev støttet af Flyvertaktisk Kommando, og i stedet har FLYDOK udarbejdet et såkaldt ”CH-FTK Kompendium for Air Power 20xx – teori og praksis”, der dels beskriver baggrunden for den nuværende NATO luftoperationsdoktrin, dels udfordrer den nuværende doktrin. Kompendiet er primært baseret på artikler fra militære tidsskrifter, kommenteret af FLYDOK og er dynamisk, hvilket indebærer en løbende revidering udført af FLYDOK.

Først i november 2010 fik FLYDOK sin officielle FTK-bestemmelse, der udstak udvalgets opbygning og opgaver m.v. 43 Ifølge FTKBST 140-2 skal FLYDOK:

  • kontinuerligt søge at være ajour med NATO doktriner samt udviklingen inden for disse.
  • så vidt muligt holde sig ajour med udviklingen af nationale doktriner fra doktrinførende nationer, specielt doktriner fra de strategiske samarbejdspartnere.
  • indhente erfaringer fra aktuelle operationer, øvelser eller andre doktrinært relevante begivenheder. FLYDOK er ansvarlig for at tilegne sig disse erfaringer, og anvende dem i den doktrinære udviklingsproces.
  • FLYDOK er, på vegne af FTK, ansvarlig for kommentering af AJP-3.3, samt hertil underliggende publikationer, som er iværksat af NATO Standardization Agency.

Udover førnævnte kompendium har FLYDOK udarbejdet en liste med ”recommended readings” for Flyvevåbnets officerer, stampersonel og civilt ansatte. Målet er, at holde dem ajour med udviklingen, også i de (lange) perioder, hvor de ikke er tilknyttet Forsvarets skoler. De centrale bøger på listen er efterfølgende blevet indkøbt i sæt til Flyvevåbnets etablissementer, så ansatte her nemt kan tilgå dem. I skrivende stund (2015) omfatter listen følgende bøger:

  •  "Airpower for Strategic Effect" af Colin S. Gray.
  •   “Anti-Access Warfare. Countering A2/AD Strategies” af Sam J. Tangredi.
  •  "European Air Power. Challenges and Opportunities" af Henrik R. Dam og John Andreas Olsen.
  • "Air Commanders" af John Andreas Olsen.

 

Reglement for Flyvevåbnet 150s betydning for Flyvevåbnet

Det er denne artikels konklusion, at udviklingen af Flyvevåbnets egen operative doktrin var et vigtigt led i den udvikling af Flyvevåbnet, som blev gennemført efter afslutningen på den kolde krig.

Drevet af ildsjæle blev den danske doktrin ikke bare et vigtigt værktøj internt i Flyvevåbnet, men kom også til at spille en rolle i NATOs doktrinudvikling, hvor de danske deltagere, qua deres forarbejde, evnede at sætte tydelige aftryk på NATOs AJP 3.3.

Doktrinen er således blevet brugt på flere måder i Flyvevåbnet. I Flyvertaktisk Kommando som ledetråd eller, med generalmajor K.E. Rosgaards ord, "knage" i forbindelse med Flyvevåbnets omstilling og på Flyvevåbnets Officersskole som centralt dokument i undervisningen i luftoperationer. Det har dog ikke været muligt at påvise doktrinens betydning og effekt i Flyvevåbnets operative eskadriller.

I midten af 2000’erne overhalede udviklingen i NATO imidlertid den danske doktrin, og efter et mislykket forsøg på at lave en opdatering, blev RFLV 150 trukket tilbage. Dens betydning som pejlemærke i udviklingen af det danske Flyvevåben efter den kolde krigs afslutning kan dog ikke fjernes. 


En dansk F-16 udstyret med AIM-120 Advanced Medium-Range Air-to-Air Missile (AMRAAM) missiler, lazer-guided-bombs (LGB) og Low Altitude Navigation and Targeting Infrared for Night (LANTIRN)-pod illustrerer den teknologiske udvikling som det danske Flyvevåben har gennemgået siden 1998.44

 
 

1 I forbindelse med dette vil jeg takke fuldmægtig Gitte Brinkbæk for bistand med at finde de gennemgåede arkivalier.

2 Jensen, M.S., ”Krigsførelsens kredsløb.” Militært Tidsskrift 2004, s. 183-184.

3 Høiback, H., ”Krigens vitenskap. En innføring i militærteori.” Oslo 2012, s. 418-419 & Svejgaard, M., m.fl., ”Operativ doktrinudvikling i flyvevåbnet.” Militært Tidsskrift 4/1998.

4 AAP-6(V) NATO Glossary of Terms and Definitions. http://fas.org/irp/doddir/other/nato2008.pdf, s. 2-D-9. Det ses af debatten i Militært Tidsskrift i perioden 1997-1999, at NATOs definition også blev brugt i det danske forsvar. Se f.eks. Wille-Jørgensen, L., ”Flerværnsdoktriner - et værnsfælles synspunkt.” Militært Tidsskrift 4/1998.

5 Citeret efter Høiback 2012, s. 389.

Fra Till, G., ”Seapower. A Guide for the Twenty-First Century.” London 2005, s. 29.

7 Barfoed, J., ”Military Strategy vs Military Doctrine.” https://www.krigsvidenskab.dk/military­strategy­vs­military­doctrine.

8 Høiback 2012, s. 380ff og Høiback, H., ”The Anatomy of Doctrine and Ways to Keep It Fit.” Journal of Strategic Studies, 2015. http://dx.doi.org/10.1080/01402390.2015.1115037.

9 Bjerga, K.I. og Haaland, T.L., “Development of Military Doctrine: The Particular Case of Small States.” The Journal of Strategic Studies, 33/4 (August 2010), s, 507.

10 RDAF 150, II-2.

11 Svejgaard, M., ”Ti år efter Golfkrigen – set i luftstridskræfters optik.” Militært Tidsskrift 4/2001, s. 344.

12 Nødskov, K., ”Systematizing Effect Based Air Operations.” Chronicles Online Journal, May 24, 2000.

13 Det britiske luftvåben fik sin første doktrin i 1991. Det amerikanske luftvåben udsendte den første post-koldkrigsdoktrin i marts 1992, inkorporerede erfaringerne fra Golfkrigen (Air Force Manual 1-1. Opdateret 1997 efter Operation Deliberate Force og 2003 efter 11. september 2001) Først i februar 1997 blev doktrinudviklingen i USAF sat i faste rammer med etableringen af Air Force Doctrine Center, der fik til opgave at udarbejde ”basic and operational doctrine and for reviewing doctrine education”. Anrig, C.F., “The quest for relevant air power: continental European Responses to the air power challenges of the post-cold war era.” Alabama 2011, s. 41-43 & Svejgaard, M., m.fl., ”Operativ doktrinudvikling i flyvevåbnet.” Militært Tidsskrift 4/1998, s. 359ff.

14 Interview Svejgaard, 20151202.

15 Illustration fra https://en.wikipedia.org/wiki/John_A._Warden_III.

16 Warden, J.A., ”The Air Campaign. Planning for Combat.” Washington 1988.

17 Flyvertaktisk Kommando 2000, Afsnit III.

18 Lambeth, B., ”NATO’s Air War for Kosovo.” RAND 2001, s. 118 og kap. 5. Det var den første operative indsættelse af en B2, og det er værd at bemærke, at det ene B2-fly havde 14 andre fly omkring sig til at passe på det og yde støtte med bl.a. lufttankning. Brookes, A., ”Hard European Lesson from the Kosovo air campaign.” Institute for Strategic Studies, London 2000, s. 8-9. Illustration fra https://en.wikipedia.org/wiki/Northrop_Grumman_B-2_Spirit#/media/File:B-2_Spirit_original.jpg

19 Illustration fra Warden, ”Bombing to Win. Air Power and Coercion in War.

20 Luftoverlegenhed (Air Superiority) defineres af NATO som “that degree of dominance in the air battle of one force over anotherwhich permits the conduct of operations by the former and its related land, sea and air forces at a given time and place without prohibitive interference by the opposing force.” (NATO Glossary of Terms and Definitions (AAP 6)). Luftherredømme (Air Supremacy) defineres af NATO som ”that degree of air superiority wherein the opposing air force is incapable of effective interference.” (NATO Glossary of Terms and Definitions (AAP 6)).

21 Illustration fra https://en.wikipedia.org/wiki/Operation_Instant_Thunder

22 Pape, R., ”The True Worth of Air Power.” Foreign Affairs. March/April 2004.

23 Kühnel, P. “Doktrinudvikling i hæren.” Militært Tidsskrift 1/1998.

24 Interview Svejgaard, 20151202.

25 Citeret fra e-mail fra Svejgaard af 20151211.

26 Interview Rosgaard, 20160202. En lignende udvikling ses også i det norske forsvar, jf. Bjerga og Haaland 2010, s, 512.

27 The Military Objective er den militære målsætning, hvor man med udgangspunkt i Center of Gravity og Desired End State beskriver målet med den militære operation. Nødskov, K. ”Militær Strategi.” Militært Tidsskrift 3/2002, s. 334.

28 Desired End State er den ønskede sluttilstand, som man som angriber eller forsvarer ønsker, når kamphandlingerne indstilles. Nødskov 2002, s. 334.

29 Center of Gravity (Schwerpunkt) er et udtryk, udviklet af den preussiske militærteorist Carl von Clausewitz og er ”kilden til modpartens styrke, handlefrihed og vilje til at kæmpe.” Nødskov 2002, s. 334.

30 Citeret fra e-mail fra Svejgaard af 20151211. Svejgaard m.fl. 1998, s. 361, Svejgaard, M. ”Niveauet der blev væk.” Militært tidsskrift 4/1997 og interview Svejgaard, 20151202. Der lader ikke til at eksistere et referat fra dette møde.

31 RDAF 150, ii.

32 Møller, L. & Møller, H.H., ”Værnsfælles doktrinudvikling i Danmark.” Militært Tidsskrift 1997.

33 Interview Svejgaard, 20151202.

34 E-mail fra K. Nødskov 20160312. Da der eksisterer en PowerPoint-fil med en gennemgang af AJP-1, dateret maj 1998, lader det til, at Kim Nødskov har ret.

35 Møller, L., ”Værnsfælles doktrin udvikling i Danmark.” Militært Tidsskrift 1998, s. 341-342 og interview Nødskov, 20160317.

36 Svejgaard m.fl. 1998, s. 363.

37 Man forsøgte således at ramme Saddam Hussein personligt både i krigen 1991 og 2003, uden held. Pape 2004.

38 Pape, R., “The limits of precision‐guided air power.” Security Studies, 7:2 (1997).

39 Pape 1997.

40 E-mail fra K. Nødskov 20160312.

41 Interview Svejgaard, 20151202 og Nødskov, 20160317.

42 Barfod, J., “NOTAT vedr. Flyvevåbnets Doktrinudvalg, RFLV-150 og undervisning i operationer.” 2011.

43 FTKBST 140-2

44 www.forsvarsgalleriet.dk

 

Interviews

20150528                Kim Nødskov, major.

20150611                Ole Fogh (FOL), generalmajor. Chef FTK 1990-1994.

20150916                Claus Cidric (MIR), major.

20151007                Laurits Tophøj (TOP), generalmajor. Chef FTK 1994-1997.

20151117                Max Vilhelmsen (MAX). Major. Chef for Eskadrille 730 1997-2000.

20151202                Michael Svejgaard (SES). Oberst.

20160112                Max A.L.T. Nielsen, generalmajor. Chef Flyverstab 2014-

20160202                Kurt Ebbe Rosgaard, generalmajor, Chef FTK 1997-2000.

20160310                Karsten Marrup, major, FAK.

20160310                Jacob Barfoed (COB), major, FAK.

20160317                Kim Nødskov, major.

20160407                Thomas Thue Hansen (HUA), oberst

20160411                Hans Peter Bagger (BAN), major.

20160411                Morten Kranker, oberstløjtnant.

 

 

 

 


 

 

Del: