Udvikling i NATO's koncept for udførelse af operationer uden for traktatområdet. Er den tidssvarende?

Efterfølgende artikel er forfattet af oberstløjtnant P. Skov-Christensen, som p.t. er tjenstgørende ved de Forenede Nationers hovedsæde i New York.

 

Indledning
Der har været nogen diskussion i dagspresse og diverse tidsskrifter om NATO fremover i højere grad skal være villig til at gennemføre operationer uden for det definerede traktatområde - eller som det kaldes på NATO-engelsk "out-of- area". Embedsmænd i USA har endog udtalt ønske om at ændre NATO’s traktat i den retning. Derfor må det være interessant at vurdere, om NATO’s "out-of-area" koncept overhovedet er tidssvarende eller med baggrund i de sidste års begivenheder bør ændres. Dette er hensigten med denne artikel.

Baggrund
Ved NATO’s oprettelse blev den defensive rolle understreget ved definering og begrænsning af dets ansvarsområde. Artikel 6 i Washington Traktaten etablerer området således:

"...the territory of any of the Parties in Europe or North America ... the territory of Turkey ... the Islands under jurisdiction of any of the Parties in the North Atlantic area north of the Tropic of Cancer."

Spørgsmålet om NATO var i stand og villig til at operere "out-of-area" blev først politisk behandlet i Harmel Rapporten, som blev godkendt af Rådet (NAC) den 14. december 1967. Rapporten reflekterede det politiske synspunkt, at NATO’s område ikke kunne betragtes i isolation fra den øvrige verden:

"Crisis and conflicts arising outside the area may impair its security either directly or by affecting the global balance. Allied countries contribute individually within the United Nations ... In accordance with established usage the Allies, or such of them as wish to do so, will continue to consult on such problems without commitment and as the case may demand."

Siden 1967 har NATO derfor haft en "out-of-area" koncept, hvorved dets globale politiske forpligtelse blev accepteret, hvorimod det tilsyneladende forventede, at militære aktioner uden for dets ansvarsområde ville blive organiseret af andre internationale institutioner.

De seneste kriser i Mellemøsten og Sovjetunionens samt Warszawapagtens sammenbrud har ført til en fornyet debat om NATO’s politik på dette område. Der er almindelig enighed om, at NATO ikke har haft og fortsat ikke vil have autoritet til at udføre "out-of-area" militære operationer under dets egen myndighed. På den anden side mener mange, at NATO fremover skal være i stand til at operere udenfor dets område. En ny NATO "out-of-area" operativ koncept, som skulle reflektere den nye verdenssituation er ikke - endnu i alt fald - blevet formuleret officielt.

Udvikling
Siden NATO’s start har der været delte meninger om, hvorledes organisationen skulle reagere på sikkerhedstrusler, der opstod udenfor det definerede traktatområde. Denne uenighed har lige siden kompliceret forhandlinger, fordi alle "out-of- area" debatter har konfronteret medlemslandene med den vanskelige balanceakt mellem kollektive interesser repræsenteret ved NATO og de enkelte landes forskellige interesser og forpligtelser i forskellige dele af verden.

Det har endvidere vist sig meget vanskeligt at opnå konsensus, hvorfor alliancen har været forhindret i at reagere militært på "out-of-area" trusler, selvom disse blev vurderet både alvorlige og umiddelbare. På den anden side er eksterne trusler blevet debatteret i alliancen. Ambassadører fra medlemslandene mødes og konsulterer hinanden om "out-of-area" emner jævnligt, og ministre informerer åbent kolleger om alle forpligtelser, som man har påtaget sig for andre organisationer eller ensidigt nationale. Politiske ledere har jævnligt på allerhøjeste niveau i NATO drøftet, hvorledes vestlige interesser skulle varetages i forskellige dele af verden.

I 70’erne blev USA og dets allierede tvunget til at revurdere den strategiske betydning af "out-of-area" problemer specielt i Sydvestasien. Problemer her blev opfattet som potentielle kilder til svækkelse af alliancens politiske solidaritet og samtidig værende tilbøjelig til at underminere medlemslandenes økonomiske og militære sikkerhed. USA gav derfor høj prioritet til ”out-of-area" samarbejde og anvendte NATO’s institutionelle og konsultative mekanismer til at opnå politiske sanktioner, økonomisk kompensation og militær deltagelse fra dets allierede til støtte for USA’s engagementer i Sydvestasien. Uden for alliancen koordinerede USA sine strategier med de allierede, som havde globale forpligtelser og kapabilitet til at beskytte og fremme disse. Dette var baseret på en opfattelse af fælles interesser og ansvar som medlemmer af NATO. Dette informelle netværk af bilaterale og multilaterale aftaler blev anvendt i årene, der fulgte, og spillede den største rolle i behandlingen af "out-of-area" problemer.

I begyndelsen af 1980 besluttede præsident Jimmy Carter at oprette en "rapid deployment force" - stimuleret af et opfattet behov for at kunne intervenere i den Persiske Golf. Da styrken blev oprettet under navnet "Rapid Deployment Joint Task Force" (RDJTF), var det med allerede eksisterende amerikanske tropper, som allerede var udpeget til at indgå i NATO’s styrkestruktur. I en krise ville RDJTF derfor være stærkt afhængig af NATO-styrker. Derved blev debatten om, hvorledes NATO skulle behandle "out-of-area" problemer tvunget ind i alliancen. Denne potentielle fjernelse af styrker fra Europa tvang amerikanerne til at søge konsensus i NATO om Sydvestasiens strategiske betydning for alliancens sikkerhed. USA søgte endvidere at få de europæiske allierede til i en krise at bidrage med flere styrker på den europæiske centralfront. Nogle europæiske lande gav som resultat heraf tilsagn om yderligere "host nation" støtte i krigstid og base- og transitfaciliteter i tilfælde af en krise.

I løbet af 1980 forsøgte USA flere gange at få besluttet en reaktion fra NATO på Sovjetunionens invasion af Afghanistan. Efter megen debat besluttede Defence Planning Committee (DPC), at NATO skulle udvikle forholdsregler, der kunne opveje den potentielle formindskelse af NATO’s europæiske forsvar, såfremt USA deployerede RDJTF med styrker, der var designerede til forstærkning i Europa.

I 1980 dukkede udtrykket "out-of-area" op for første gang op i NATO’s officielle kommuniquer. Samtidig opstod en debat om fremtidige trusler mod NATO’s interesser, og hvorledes alliancen skulle imødegå sådanne trusler. Resultatet fremgår af et DPC kommunique:

"The current situation has serious implications for the security of member countries. The altered strategic situation in South West Asia warrants full solidarity and the strengthening of Allied cohesion as a response to the new challenges ... It is in the interests of members of the Alliance that countries which are in a position to do so should use their best efforts to help achieve peace and stability in South West Asia."

Udtrykket "countries which are in a position to do so" reflekterede det mønster, som havde hersket siden skabelse af alliancen: Kun visse medlemslande havde vilje og kapabilitet til at agere uden for det definerede ansvarsområde. NATO’s forsvarsministre erkendte, at USA’s forpligtelser:

"...could place additionel responsibilities on all allies for maintaining levels and standards of forces necessary for defence and deterrence in the NATO area."

NAC udsendte et kommunique, som udviste en vis tøven m.h.t. det delikate spørgsmål om "out-of-area"-samarbejde, men hilste handlinger udført af enkeltlande velkommen - nemlig lande, som var:

"...in a position to make contribution to peace and stability in the region"

I december accepterede DPC, at Afghanistan havde vist, at visse hændelser udenfor NATO’s ansvarsområde kunne få direkte betydning for medlemslandenes sikkerhed. Derfor besluttede forsvarsministrene:

"...that it would be essential to prepare against the eventuality of a diversion of NATO-allocated forces the United States and other countries might be compelled to make in order to safeguard the vital interests of member nations outside North Atlantic Treaty area."

De accepterede endvidere vigtigheden af transitfaciliteter og "host nation" støtte til sikring af modtagelse og deployering af forstærkningsstyrker for at afbalancere reallokering af NATO tildelte amerikanske styrker, som blev anvendt til "out- of-area" operationer. På det politiske niveau var det vanskeligt, at opnå konsensus, hvilket kan ses af et NAC kommunique fra december 1980:

"Members of the Alliance are prepared to work for the reduction of tension in the area and, individually, to contribute to peace and stability for the region, while protecting their vital economic and strategic interests."

Der var således kun lidt formel, synlig støtte til den amerikanske politik, men der skulle vise sig at komme et substantielt omend uformelt militært samarbejde med de allierede, som havde vilje og evne til at handle. Som en konsekvens heraf forblev NATO som politisk forum i store træk irrelevant som værktøj for management af "out-of-area" problemer.

Fordi præsident Ronald Reagan yderligere lagde vægt på "out-of-area" problemer og pressede NATO, kan man i et NAC kommunique fra december 1981 for første gang finde en henvisning til sådanne: 

"Those allies in a position to do so will be ready to take steps outside the Treaty area to deter aggression and to respond to requests by sovereign nations for help in resisting threats to their security or independence."

I december 1982 understregede et DPC kommunique de kompensatoriske forholdsregler, som de allierede kunne tage og bemærkede:

"...individual allied nations, on the basis of national decision, would make an important contribution to the security of the Alliance by making available facilities to assist such deployments."

En NAC udtalelse fra december samme år var endnu mere direkte:

"The allies recognise that certain events outside the Treaty area may affect their common interests as members of the Alliance."

Dette var første gang, at NAC havde anvendt udtrykket "common interests". I 1982 blev RDJTF omdøbt og ændret til United States Central Command (USCENTCOM). United States Congressional Budget Office offentliggjorde i februar 1983 en rapport, som fastslog, at mobilisering af 220.000 tropper eller flere ville have følger for USA’s forstærkningsmuligheder til NATO i de første 60 dages krig i Europa af en tilsvarende størrelsesorden. Rapporten konkluderede, at en deployering af væsentlige dele af USCENTCOM ville ændre styrkeforholdene i Europa i betydelig grad til Warszawapagtens fordel. På trods af disse mørke forudsigelser var den europæiske modtagelse lunken, og de europæiske medlemslande afslog at gøre mere, end de allerede gjorde.

Golfkrisen i 1986/87 blev en prøve. Generelt indhøstede amerikanerne, europæerne og alliancen de samme erfaringer som tidligere. På trods af nogen entusiasme for at involvere NATO formelt i Sydvestasien opdagede USA, at det etablerede mønster med uformelle, bilaterale aftaler mellem få partnere gav de bedste resultater. Europæerne fokuserede på den ubehagelige kendsgerning, at amerikanske ressourcer ikke var ubegrænsede, og at Europas sikkerhed kunne trues, direkte eller indirekte, af udviklinger uden for traktatområdet.

Over årene er der således udviklet en praksis med uformelle konsultationer og samarbejde mellem de medlemslande, som har fælles interesse i et område eller et problem uden for traktatområdet - den såkaldte "alliance of the willing". Alle opståede "out-of-area" problemer er derfor blevet behandlet på ad hoc basis, samtidig med at der blev taget højde for, at NATO’s evne til at opnå politisk konsensus samt de til rådighed værende militære ressourcer ikke blev strakt for langt.

På et møde i maj 1989 besluttede NATO’s statsledere, at de allierede på trods af de store ændringer i verden fortsat delte en bred vifte af fælles interesser, både i og udenfor Europa. I den hensigt at forholde sig til den ændrede verden fokuserede statslederne på globale udfordringer og risici for alliancens sikkerhed bl.a. med en bred "out-of-area" dagsorden:

"Worldwide developments which affect our security interests are legitimate matters for consultation and, where appropriate, co-ordination among us. Our security is to be seen in a context broader than protection from war alone."
 
Statslederne fortsatte med at identificere de fremtidige problemer og risici, som på daværende tidspunkt kunne erkendes. Herved har landene aftalt at ville behandle regionale trusler såsom instabilitet i den Persiske Golf samt overveje en bred vifte af globale problemer. Statslederne sluttede af med at erklære, at man ville søge at inddæmme disse:
 
"...in the appropriate multilateral fora, in the widest possible co-operation with other states."
 
Da statslederne ikke samtidig ændrede NATO’s "out-of-area" koncept, synes der her at være en accept af i stigende grad at ville støtte sig på "alliance of the willing" i fremtiden for at imødegå globale risicier for den vestlige verdens sikkerhed.
 
Både hensigt og praksis er derfor fortsat styret af princippet om, at beslutning om at sende styrker "out-of-area" og disse styrkers anvendelse efter deployering tages på nationalt niveau. Konsekvensen heraf bliver, at imødegåelse af "out-of- area" trusler vil tendere til at blive partielle, fragmenterede og resultere i forskellige grader af succeser eller fiaskoer.
 
Begivenheder med indflydelse på NATO’s koncept
To store begivenheder har haft dybgående indflydelse på verdenssituationen: Golfkrigen samt opløsning af Warszawapagten og Sovjetunionen. Mange af de risicier, som NATO nu står overfor er på en eller anden måde relateret til disse to begivenheder.
 
Golfkrigen i 1990/91 kunne være endt på en helt anden måde, hvis Saddam Hussein havde sendt sine styrker ind i Saudi Arabien øjeblikkeligt, eller såfremt USA havde været mindre effektiv i samling af en aldrig før set international koalition. I denne sammenhæng er det vigtigt at hæfte sig ved to ting. For det første den bemyndigelse, som koalitionen fik til at handle og for det andet den måde, hvorpå enkeltlande besluttede og indbyrdes enedes om at sætte styrkerne sammen på. NATO ville aldrig have ladet sig involvere under eget flag, da området var uden for traktatområdet - det ville måske have været muligt at opnå konsensus om, at Saddam Husseins angreb var en direkte trussel mod NATO’s medlemslande, men det ville have været utænkeligt for medlemslandene at opnå konsensus om at ville handle i overensstemmelse med NATO’s traktat.
 
Derfor blev bemyndigelse til at handle givet af De Forenede Nationer (FN) og en "alliance of the willing" opstod baseret på nationale, suveræne beslutninger om deltagelse. NATO’s base- og kommandostruktur gav muligheden for den massive deployering. I alt deltog femten lande i flådeblokaden eller selve krigen på den ene eller anden måde eller ydede støtte. Disse bidrag synes at være blevet givet effektivt og i tide. Den kendsgerning, at verdenssamfundet var i stand til at gøre krigen til en FN-operation, fik uden tvivl adskillige lande til at bidrage, da Iraq’s handlemåde netop derved var blevet stemplet som uacceptabel. FN’s resolutioner gav det legitime grundlag for koalitionens handlinger samt sikrede, at verdensopinionen forblev positiv overfor aktionen. FN’s rolle i Golfkrigen har endvidere skabt præcedens, hvorfor det er usandsynligt at NATO eller noget enkeltland i den nære fremtid vil forsøge at operere militært udenfor sit eget ansvarsområde uden et FN-mandat. Eller i Europa uden et CSCE-mandat.
 
Sammenbruddet af Warszawapagten og Sovjetunionen med deraf følgende tab af den stabilitet, som den bipolare situation gav, har skabt et miljø, hvor risicier kan blomstre. Enorme problemer - f.eks. uløste grænsekrav som resultat af arbitrært fastlagte grænser, etniske uoverensstemmelser, økonomiske problemer (ofte i et politisk vacuum) og store våbenarsenaler er altsammen noget, som de nye lande står overfor. Ironisk nok har dette skabt en verden, som er mere farlig at leve i end hidtil. NATO vil nødvendigvis blive konfronteret med trusler og risici langs med grænsen til dets traktatområde, og vil derfor blive tvunget til at beslutte om evt. involvering med militære midler. Sammenbruddet har imidlertid også betydet, at NATO uden substituering af styrker i Centraleuropa nu kan sende tropper "out-of-area".
 
NATO har mistet sin gamle focus - Sovjetunionen er forsvundet og dermed dette lands stabiliserende indflydelse. Derfor må NATO’s opmærksomhed nødvendigvis skifte fra det hidtidige forsvar af Europa mod en synlig og identificeret aggressor til mulighederne for at intervenere udenfor dets traktatområde for at hindre risicier her i at udvikle sig til farlige trusler mod NATO’s og dets medlemslandes interesser og sikkerhed. Med andre ord må NATO have en meget bredere opfattelse af sikkerhed end hidtil, hvilket da også er blevet nævnt på alle topmøder siden London 1990.
 
Risicier
Der er skrevet meget om de mulige risicier, som Vesteuropa og dermed NATO står overfor. Bortset fra nogle klart synlige i det tidligere Jugoslavien er det generelt således, at de er uforudsigelige både hvad angår politisk indhold, trusselsniveau (art og omfang af de involverede militære styrker) samt geografisk område (afstande, klima og terræn) - uanset om vi taler om etniske uroligheder, grænseuoverensstemmelser, økonomiske problemer, interne krige, nuklear og konventionel våbenspredning, terrorisme osv. -, hvorfor det heller ikke er muligt at forudsige indholdet af eller vurdere behovet for NATO’s "out-of-area" operationer i fremtiden, - men risikoen er klart til stede.
 
Diskussion
De oftest diskutererede måder, som NATO afhængig af situationen er bedst organiseret og placeret til at handle på er følgende:
- humanitær assistance/intervention f.eks. støtte med mad og lignende,
- militær beskyttelse af humanitære aktioner og interventioner inkl. beskyttelse af flygtninge,
- politilignende aktioner f.eks. sikring af nationale valg,
- international katastrofehjælp på tværs af grænser f.eks. modforholdsregler efter atomkraftskatastrofer,
- demonstration af NATO’s tilstedeværelse f.eks. flådestyrker,
- overvågning af embargo,
- overvågning af FN sanktioner f.eks. no-fly zoner eller inspektioner af militære installationer,
- håndhævelse ("enforcing") af embargoer og/eller sanktioner,
- anti-narkotika operationer,
- anti-terrorisme operationer,
- fredsbevarende ("peacekeeping") operationer og
- operationer til håndhævelse ("enforcing") af fred.
 
Nogle af de nævnte operationer kan udføres af civile eller med udrustning alene, medens andre p.g.a. deres natur kræver anvendelse af militære styrker. Mange risikoområder kan antages at være så politisk følsomme, at verdenssamfundet ikke vil acceptere NATO-aktioner uden et legitimt mandat. NATO må derfor klarificere sin stillingtagen m.h.t. under hvilke omstændigheder, alliancen vil intervenere. Dette er i nogen grad søgt tilgodeset ved at tilkendegive, at NATO vil være villig til at lede fredsbevarende operationer "out-of-area", såfremt FN eller CSCE beder derom.
 
Det kan ikke påregnes at varslingstiden forud for en krise, vil give regeringer tilstrækkelig tid til opnåelse af konsensus om mulig militær aktion i NATO. Dette taler for en ændring af NATO’s "out-of-area" koncept i retning af en forud aftalt automatisk forpligtelse af en eller anden grad. Omvendt har alle demokratisk valgte regeringer behov for accept af en militær intervention i den offentlige mening i eget land, hvorfor en forud aftale om automatik vil være utænkelig i NATO.
 
I Europa er anstrengelserne gået mere på at skabe et indbyrdes afhængigt system af forsvars- og sikkerhedsorganisationer fremfor at ændre NATO’s koncept for fremtidige "out-of-area" operationer. Den sikkerhedspolitiske hensigt med alle de nye organisationer og øvrige foranstaltninger såsom North Atlantic Cooperation Council (NACC), udbygningen af CSCE ved Paris Aftalen fra november 1990, den nye Strategic Arms Reductions Treaty (START), CFE Aftalen og Maastricht Aftalen er at gøre det vanskeligere for et land i Europa at forøge sin egen sikkerhed på bekostning af dets naboer. Man søger at skabe et fælles, indbyrdes afhængigt sikkerhedssystem.
 
Den kendsgerning, at krigen fortsætter med uformindsket styrke i det tidligere Jugoslavien må ikke forlede til at tro, at der er andre løsninger end fortsat at styrke elementerne i den kollektive sikkerhed via samarbejde gennem FN og CSCE for at skabe en permanent løsning. Ingen kan vel forestille sig, at fordi en politisk løsning er slået fejl på trods af gentagne forsøg, så vil militære midler være en slags magisk formel. Militære styrker kan kun være meningsfulde, såfremt de politiske mål, der skal nåes, er klart formulerede og accepterede af verdenssamfundet. Det må endvidere gøres klart, hvorledes den militære intervention skal afsluttes, og hvad der skal følge efter. Endelig må ødelæggelser og evt. døde og lemlæstede, som måtte resultere af den militære intervention, kunne retfærdiggøres i relation til det politiske mål ellers mistes støtten i offentligheden.
 
NATO er en organisation under løbende ændring for tiden, men det har iHfp i sin nuværende traktat defineret en stærk eller klar rolle m.h.t. "out-of-area" operationer. Disse operationer blev behandlet under Rom Konferencen i 1991 i "The Alliance’s Strategic Concept", som forudsætter:
 
"...Alliance security must also take account of the global context." 
 
og fastslår:
 
"Arrangements exist within the Alliance for consultation among the Allies ....and, where appropriate, coordination of their efforts including their responses to such risks."
 
Konklusion
Den apokalyptiske trussel fra fortiden er forsvundet, men nye risici, potentielle trusler, kan ikke udelukkes. Ingen af de seneste begivenheder tyder på, at NATO kan erstattes - i hvert fald i en forudseelig fremtid. NATO fortsætter derfor med at være et uerstatteligt instrument til håndtering af krisesituationer. Der er investeret store anstrengelser, penge og politisk energi i alliancen, som gør den til den bedst organiserede og højst profilerede (både internt i medlemslandene og eksternt overfor ikke medlemslande) forsvarsorganisation i Europa. Lande i Central- og Østeuropa har rent faktisk udtrykt ønske om NATO lederskab.
 
NATO’s overlevelse afhænger i stigende grad af bånd til eller afhængighed af andre organisationer. Jo tættere og mere indbyrdes afhængig organisationerne er jo bedre er udsigterne til stabilitet og varig fred i Europa. Derfor er en rent NATO ledet og udført "out-of-area” operation usandsynlig i den nære fremtid. Den senest vedtagne strategi i NATO med en derved besluttet fortsættelse af den hidtil gældende koncept for "out-of-area" operationer må således vurderes at have gyldighed i en overskuelig fremtid. For at opnå konsensus i det 20. århundredes demokratier må NATO have støtte i offentligheden, støtte fra regeringer, som er villige til at engagere sig i konflikter og et klart og legitimt mandat. Varslingstiden forud for en krise giver ikke nødvendigvis regeringer tid til at indhente støtte i den offentlige mening, før en stillingtagen til militære aktioner er nødvendig.
 
Beslutning om at udføre "out-of-area" operationer vil sandsynligvis blive taget af de enkelte medlemslande enten selvstændigt eller som partnere i en "alliance of the willing". Dette er indenfor mulighederne jf. NATO’s traktat og er internationalt i overensstemmelse med en suveræn nations ret til at varetage nationale interesser. Det må erindres, at NATO er en defensiv organisation, som bygger på kollektivitet, og at den må forblive en sådan for at fremme stabilitet og fred i Europa. Vi kan derfor fortsat forvente en del tøven m.h.t. at agere udenfor det definerede traktatområde uanset de mange ændringer i Europa. Specielt må det forventes, at regeringer og parlamenter i medlemslandene vil kræve mandat fra FN eller CSCE før iværksættelse af egentlige militære "out-of- area" operationer. Men det må fastslås, at NATO fortsat er en alliance, som er frit stillet til at handle og beskytte sine medlemslandes interesser også uden for det definerede traktatområde baseret på den eksisterende NATO Traktat!
 
 
Bibliografi
Allies in Crisis af Elizabeth D. Sherwood, Yale University Press, New Haven & London 1990 (AIC).
Deklaration of Heads of State and Goverment participating in the Meeting of the North Atlantic Council in Brussels (29-30 May 1989), NATO Information Services, B-1110, Brussels 30 May 1989 (DHS).
NATO Facts and Figures, Brussels 1990 (NATO).
Can NATO transcend its borders? NATO Out-of-area disputes af Douglas T. Stuart, Strategic Studies Institute, US Army War College.
European Security and the New Arc of Crisis: Paper II af Curt Gasteyger, Adelphi Paper 265, Winther 1991/92 (AP 265).
Preparing the Western Alliance for the next Out-of-Area Campaign af Thomas- Durell Young, Naval War College Review, sommer 1992 Vol. XLV No. 3. NATO Review Nr. 5, Oktober 1992, Volume 46.
Integration, disintegration, and security in Europe: preparing the Community for a multi-institutional response af Reinhardt Rummel, International Journal, Vinter 1991-92.
NATO’s Out-of-Area Problem af Marc Bentinck, Adelphi Papers 211. The US, West European and Military interventions overseas redigeret af Christopher Coker, 1987.
The Persian Gulf Crisis and US-European Relations af G. H. Seitz, US Department of State Despatch, 15 Oct 1990 (Persian Guld Crisis).
Out of Joint - a Survey of the Middle East, The Economist, 28 SEP 1991.
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF icon militaert_tidskrift_122_aargang_mar.pdf
 
 
 
 
 

 

Litteraturliste

Del: