Ti år efter Golfkrigen - set i luftstridskræfters optik

Indledning
Nærværende artikel er et udtryk for forfatterens oplevelse af udviklingen indenfor luftstridskræfter over de sidste ti år. Den er således ikke nødvendigvis et udtryk for hvordan udviklingen officielt opfattes i Flyvevåbnet. Da der er tale om oplevelser, der i deres natur er subjektive, er der heller ikke i alle tilfælde gennemført en stabsteknisk korrekt analyse eller anvendt et note apparat. Forfatteren har med udgangspunkt i erfaringerne fra de seneste militære operationer med dansk deltagelse valgt at behandle udviklingen inden for de traditionelle områder: Operationer, Organisation og Opgaver, Teknologi og Doktrin.
 

Foto: Forsvaret.dk

Operationer

Flyvevåbnet blev for første gang involveret i internationale operationer med kampfly i Juni 1998 med deltagelse i Øvelse Determined Falcon.  Øvelsen indebar, at kampfly fra 11 NATO lande blev samlet i Italien med henblik på at gennemføre en magtdemonstration med luftstridskræfter mod Det Tidligere Jugoslavien. Der gik 4 døgn fra det første planlægningsvarsel blev givet, indtil et mindre styrkebidrag fra bl.a. Danmark var på plads i Italien. To dage senere gennemførtes en navigationsflyvning med ca. 60 fly fra Italien igennem Albanien og Makedonien. For de danske flys vedkommende drejede det sig om en flyvning på ca. 2000 km. Formålet var at demonstrere NATO evne til hurtigt at kunne sammendrage og indsætte luftstridskræfter. Senere begivenheder viste, at serberne ikke var mærkbart imponerede.
Operation ALLIED FORCE. 24 Marts 1999 indledtes Operation ALLIED FORCE, der havde til formål at tvinge de serbiske regeringsstyrker til at ophøre med deres menneskerettighedskrænkende overgreb på det albanske mindretal i Kosovo. I den forudgående periode havde Flyvevåbnet gennemført et langt planlægningsforløb og danske fly havde i efteråret 1998 været deployeret til Italien. Folketinget havde vedtaget en beslutning om eventuel magtanvendelse med danske styrker udenfor dansk territorium. I foråret 1999 blev det klart, at anvendelse af magt mod Det Tidligere Jugoslavien igen kunne blive aktuelt, og F-16 fly fra Eskadrille 730 (Reaktionsstyrke) blev atter – sammen med kampfly fra 10 andre NATO-lande - deployeret til Italien forberedt på gennemførelse af offensive eller defensive missioner som beordret af den stedlige NATO kommando.

Ideelt skulle operationen herefter have været afviklet i o.m. krigens principper om koncentration og udnyttelse af luftstridskræfternes evne til indledningsvis at angribe strategisk betydningsfulde mål. Det blev imidlertid besluttet at gennemføre en faseopdelt kampagne, hvor der gradvist blev lagt et stigende pres på Milosevic. Det var den udbredte opfattelse (håb ?), at konflikten ville blive kortvarig. Det var vurderingen, at Milosevic ikke ville udsætte Serbien for et længerevarende luftangreb, men at han havde brug for et påskud til acceptere Rambouillet aftalen, der indenrigspolitisk var overordentlig svær at håndtere for Milosevic. Operationen blev indledt med ca. 350 fly, men efterhånden blev det klart, at Milosevic ikke ville give sig uden kamp. Således øgede NATO antallet af fly til over 1000, hvorved NATO kunne opretholde et massivt kontinuerligt pres mod Serbien.
 
Organisation og opgaver

Historisk udvikling. I de ti år, der gik forud for danske styrkers indsats  i Operation ALLIED FORCE, var der sket en skelsættende historisk udvikling. Berlinmuren faldt, opløsningen af det Sovjetiske Imperium begyndte og serbisk nationalisme genopstod under S. Milosevic. Opløsningen af det Sovjetiske Imperium og Warszawa Pagten betød bortfaldet af den trussel, som de fleste i Forsvaret havde levet med under hele deres professionelle virke, men det betød også genopblussen af de territoriale, etniske og religiøse konflikter, som 40 års sovjetisk dominans havde lagt en dæmper på. Dette kombineret med serbisk ny- nationalisme skabte på kort tid en helt ny sikkerhedspolitisk situation i Europa og dermed nye sikkerhedspolitiske udfordringer for FN, EU, NATO og dermed Danmark. Der opstod en ny verdens (u-)orden.
Efter Sovjetunionens sammenbrud må Rusland dog stadig betragtes som den største sikkerhedspolitiske variabel i Europa, ligesom De Nordatlantiske og De Europæiske NATO medlemslande må betragtes som en sammenhængende sikkerhedssfære. Det må antages, at det er disse forhold, der gør det ønskeligt for ansøgerlandene at opnå NATO medlemskab, og ikke udsigten til hurtigt at skulle stille styrker til en fredsbevarende/skabende operation. Fra midt i 90’erne ændrede NATO sig fra at være en ren forsvarsalliance til en sikkerhedspolitisk aktør  i bredere forstand, og NATO gennemførte med dansk styrkebidrag den første fredsskabende operation.

Operation ALLIED FORCE rejste en debat om hvilken form for rationale, der skulle tilvejebringes før en reaktion fra det internationale samfund kunne betragtes som legitim. Dette rejste efterfølgende debatten om det tidssvarende i international ret; specielt FN charter set i relation til Menneskerettighederne. FN charter forholder sig til konflikter mellem nationalstater og næsten ikke til borgerkrig. Der er en asymmetri mellem ånden i Menneskerettighederne og det internationale samfunds ret og pligt til indgriben jf. FN charter, når en nationalstat gør overgreb på sine borgere. Hvad kommer først: Nationalstatens suveræne ret eller Menneskerettighederne ? NATO og Danmark var ikke i tvivl under Operation ALLIED FORCE.
Den ændring, der er sket i forholdet mellem de opgaver der løses af militære styrker i FN, NATO og nationalt regi, kan illustreres ved nedenfor anførte figur.

I perioden 1990 – 1997 var styrker fra det amerikanske forsvar involveret i større eller mindre konflikter 45 gange. Under hele den kolde krig var de involveret i tilsvarende konflikter 16 gange. I perioden 1990 – 1999 har der fra Beredskabsstyrelsen, Politiet og Forsvaret været udsendt omkring 15.000 personer i nødhjælps-, observatør-, fredsbevarende eller fredsskabende missioner. Forsvaret råder efterhånden kun over to kategorier af personel. Det, der har været indsat i en fredsstøttende operation, og det der vil blive det. Enheder fra det danske forsvar var to gange indsat i egentlige konflikter, og danske enheder var flere gange i kamp. Det kan til tider være lidt svært at få øje på den såkaldte fredsdividende.
Lov om Forsvarets organisation og opgaver.   Både NATO og dansk forsvar indstillede  sig  hurtigt  på  denne  nye  situation. NATO  etablerede  en  ny styrkestruktur, hvor styrkerne blev opdelt i de hidtil kendte hovedforsvarsstyrker og reaktions styrker, der skulle kunne indsættes der, hvor alliancen vurderede, at det sikkerhedspolitiske  fokus  lå. Loven  om  Forsvarets  Ordning,  Organisation, Opgaver m.v. af 1993 delte Forsvarets opgaver op på to roller. Den Regionale (forsvar af dansk område) og den Globale (fredsstøttende operationer gennemført på mandat af FN eller OSCE og indsættelse af bidrag til NATO reaktionsstyrker). Den Globale Rolle blev tildelt en større betydning end hidtil på bekostning af den Regionale rolle. Flyvevåbnets bidrag til Reaktionsstyrkerne blev indledningsvis en F-16 og en HAWK eskadrille. Disse blev reorganiseret således, at de under udsendelse har en betragtelig forøget bemanding, en forøget logistisk beholdning og en forstærket logistisk støttestruktur.
Det var disse kapaciteter, der egentlig var udviklede m.h.p. gennemførelse af tyngdedannelse overalt inden for NATO område i f.m. Art V operationer (Counter Concentration), der gjorde, at FLV umiddelbart var klar til at blive indsat til løsning af fredsskabende operationer. Den Globale Rolle indebærer, at enheder fra FLV skal kunne deployere over meget store afstande og operere over længere tid fra en fremmed operationsbase. Der er i forbindelse hermed opstået et krav til og en forventning om, at tab under fredsstøttende operationer er minimale. Dette stiller forøgede krav om, at vore styrker skal være taktisk og teknologisk overlegne i forhold til modparten. Et afledt behov for til stadighed at råde over et uddannelses- og materielteknisk højt niveau og beredskab i Forsvaret følger denne logik.
Styrkestruktur. Det skal blot for fuldstændighed skyld nævnes, at kampflystrukturen i alle NATO lande er blevet kraftigt reduceret. I 1989 havde USA 700 kampfly fast stationeret i Europa. I dag er der ca. 150. Til gengæld gennemfører det amerikanske flyvevåben langt flere udstationeringer end tidligere. For FLV vedkommende er antallet af flyvestationer reduceret med 50 %, antallet af kampfly eskadriller med 50 %, antallet Hawk eskadriller med 25 % og personellet med ca. 20 %.
Prisen på moderne våbensystemer i den vestlige verden stiger med 7 % om året i reelle priser. Hvis der ikke foretages en tilsvarende stigning i forsvarsbudgettet, må dansk forsvar erkende, at de kommende forsvarsforlig uden undtagelse vil indebære en erstatning af de eksisterende våbensystemer, i et forhold der er mindre end 1 : 1, med en deraf følgende reduktion i styrkestrukturen og en muligvis afledt reduktion for overhovedet at kunne anskaffe nye hovedvåbensystemer. At  evnen  til  at bidrage til internationale operationer herved vil svækkes, kan næppe overraske.
Et forslag til løsning af dette problem, der jævnligt manifesterer sig i debatten, er rolle specialisering/fordeling. Dette skulle inden for NATO indebære, at en nation skulle påtage sig at løse nogle opgaver, som der i dag løses af en anden, mod at denne til gengæld påtog sig at løse nogle andre opgaver for den første. Med mindre idéen er at en nation skal yde mindre end den nyder, ville dette arrangement ikke blive en krone billigere for nogen af parterne, og man ville samtidig ”pantsætte” en del af sin handlefrihed.
Personel.  Moderne  teknologi  og  en  fleksibel  doktrin  kræver  højt  uddannet personel,  der  er  i  besiddelse  af  et  højt  omstillingsberedskab. Det  er  derfor bekymrende, at Forsvaret i de forløbne år har set en tendens til at yngre personel forlader Forsvaret på et tidspunkt, hvor de har opnået et uddannelsesstade og en tjenesteerfaring, hvor de virkelig kunne gøre gavntjeneste. I f.m. NATO seneste reorganisering lykkedes det ikke i væsentligt omfang Danmark at besætte chefstillinger, der er operativt toneangivende. Hermed svækkes med tiden vores evne til at behandle strategiske og operative problemstillinger og deltage i doktrinudvikling.
 
Teknologi

Der har i faglitteraturen været blevet givet udtryk for, at de væbnede styrker var ved at gennemgå en revolution i både teknologi og doktrin. Selv om det efterfølgende måske ikke er udtryk for en revolution, så er der dog over de sidste 10 år tale om en teknologisk udvikling, der indenfor visse områder nærmer sig det revolutionære.
 
Navigationsnøjagtighed
Udviklingen er bl.a. karakteriseret ved en stigende evne til at kunne navigere med meget høj nøjagtighed i alt slags vejr takket været Ground Positioning System (GPS). Indtil for ca. 10 år siden anvendtes inertinavigationssystemer (INS), der under de bedste omstændigheder kunne give en nøjagtighed på 100 – 300 m. Dette var i sig selv et kvantespring fra den bestiknavigation, der indtil da blev anvendt i lav højde. Men nøjagtigheden var stadigvæk ikke god nok som grundlag for våbenaflevering uden visuel målfatning. GPS giver en navigations- og våbenafleveringsnøjagtighed på 15 m eller derunder. Med anvendelse af en særlig korrektionsteknik (”Differentiel GPS” – der er til rådighed overalt i Danmark og store dele af Østersøen) kan der opnås en nøjagtighed på ca. en meter. Et mål - hvis position er kendt i GPS koordinatsystemet (WGS 84) - kan således findes og rammes med en høj grad af nøjagtighed selv med ustyrede våben. Danske F-16 fly blev i f.m. opdaterings- og levetidsforlængelsesprogrammet ”Midlife Update” udrustet med GPS. Hovedparten af Forsvarets luftfartøjer er faktisk i dag udrustet med systemet. Udfordringen er ikke længere alene at finde målet, men også at fastslå dets koordinater i WGS 84 systemet, og hertil er det eksisterende kortmateriale i mange tilfælde langtfra godt nok. Man er i stedet nødt til at anvende forudgående rekognoscering enten til lands eller med anvendelse af luft- eller satellitrekognosceringssystemer. Under alle tidligere konflikter, hvor luftstridskræfter har været indsat, har mangel på evne til nøjagtig navigation og våben aflevering Sine Qua Non været den største udfordring i f.m. at påføre de udvalgte mål, den ønskede effekt med luftstridskræfter. De operative og strategiske implikationer burde være åbenbare og behandles yderligere nedenfor, men som illustration kan nævnes, at der under den anden verdenskrig skulle afleveres 10.000 250 kg. bomber mod en struktur på 20 x 20 m for at opnå en skadessandsynlighed på 0,9. Under Vietnamkrigen var det tilsvarende antal krævede bomber 300. Med indførelse af de INS baserede våbenafleveringssystemer, der blev anvendt af hovedparten af de indsatte fly under Golfkrigen, faldt behovet til 6 ustyrede eller én laserstyret bombe. Laserstyrede våben. Allerede inden Golfkrigen var der  udviklet  laserstyrede våben, der givet visuel målfatning kunne ramme og ødelægge størsteparten af de relevante måltyper. Efter Golfkrigen er disse blevet udbredt til hovedparten af NATO luftstridskræfter inkl. Flyvevåbnet, der i dag råder over både 2. og 3. generations laserstyrede bomber(GBU-10/12 og GBU-22/24), der kan afleveres fra MLU opdaterede F-16. Laserstyrede våben har imidlertid en væsentlig taktisk begrænsning.

Dansk F-16 udrustet med (fra oven) mellem og kort distance luftforsvarsmissiler (AIM-120, AIM-9L) og laserstyret 500 lbs. Bombe (GBU- 12).

Der skal, inden aflevering foretages, være visuel målfatning med eller uden optiske hjælpemidler. Herefter skal en laser være rettet mod målet indtil træfning. Det afleverende luftfartøj skal således anflyve i en højde, der muliggør dette, og manøvremulighederne er i nogen grad begrænsede i laserbelysningsfasen. Mange NATO lande - herunder Danmark - har også anskaffet, eller er ved at anskaffe, flybårent laserbelysningsudstyr. Under Golfkrigen var ca. 7 % af de afleverede våben præcisionsstyrede - de ødelage 50 % af alle de mål, der blev angrebet. Under Operation ALLIED FORCE var ca. 25 % af de afleverede våben præcisionsstyrede. GPS styrede våben. Som en logisk konsekvens af GPS udviklingen produceres der i dag ligeledes GPS styrede våben (GBU-31, Joint Direct Attack Munition (JDAM)). Disses træfsandsynlighed afhænger af modtagelse af et GPS signal i hovedparten af våbnets flyvefase, samt at målets koordinater er kendt med en tilstrækkelig nøjagtighed. Disse våben kan anvendes i alt slags vejr under alle lysforhold. Den seneste udvikling indebærer, at disse våben har en nøjagtighed på 3 meter.
Én B-2 kan på én flyvning teoretisk opnå samme effekt som 15.000 B-17 under den anden verdenskrig.  Flyvevåbnet har GPS styringsmoduler under anskaffelse til de bomber, der allerede rådes over.  De taktiske implikationer af de præcisionsstyrede våben er, at en enkelt flyvning (”Sortie”) er blevet mellem 1000 – 10.000 gange mere effektiv end under den anden verdenskrig. Når færre luftfartøjer skal indsættes for at opnå en given effekt, vil man for en given tabsrate opleve færre tab i absolutte tal. Det betyder færre tab af menneskeliv og materiel. Risikoen for uønskede følgeskader (Collateral Damage) bliver ligeledes stærkt reduceret. Man kan således nu angribe sensitive mål som man tidligere havde afstået fra at angribe af frygt

B-2 afleverer en GBU-31 JDAM
Til illustration af den teknologiske udviklings betydning for luftstridskræfters potentiel kan det nævnes, at det med én B-2 lastet med 16 stk. 2000 lbs GPS styrede bomber og takket været,  at  flyet  er  meget svær at detektere på radar og  tilsvarende  vanskelig at bekæmpe    med radarstyrede luftforsvarssystemer, er muligt  på  en  mission  at angribe 16  forskellige mål.

for Collateral Damage. Som en konsekvens af den markant forbedrede præcision, går udviklingen i dag i retning af mindre bomber (50 –125 kg), da selv en 500 lbs bombe mod visse måltyper er ”Over-kill”. Før i tiden fandt valg af bombestørrelse sted delvis for at kompensere for den manglende træffe sandsynlighed. Med den forøgede præcision er det muligt under anvendelse af mindre bomber at reducere ”Collateral Damage”, samtidig med den ønskede effekt i målet opnås. Dette søges kombineret med ”Tænkende” brandrør, der er programmeret til først  at funktionere, når et bestemt antal begivenheder – eksempelvis et antal decelerationer
- er indtruffet. B-2 overvejes modificeret til at medføre 324 af  disse  mindre bomber. Nedenstående to historiske eksempler viser den afledte effekt af præcision ud over den umiddelbare forøgede effekt i målet

Under Golfkrigen blev evnen til præcisionsangreb anvendt til at angribe det irakiske tunge materiel med laserstyrede bomber. Da man samtidig havde advaret de irakiske tropper om faren ved - p.g.a. af risiko for luftangreb - at betjene og opholde sig ved tungt materiel, led de irakiske tropper få personeltab under disse operationer, men man eroderede troppernes tillid til det tunge materiel. Under Operation ALLIED FORCE blev der angrebet et antal mål i Beograds centrum, hvor man ved omhyggelig udvælgelse af træffepunkt (et bestemt vindue på en bestemt etage) opnåede den ønskede effekt i målet, samtidigt med at Collateral Damage var minimal.

Aflevering uden for ballistisk rækkevidde. Laser- og GPS styrede bomber er ikke udrustet med nogen form for selvstændig fremdrivning, og deres styrefinner er så små, at de faktisk ikke bidrager i nævneværdig grad til en forøget rækkevidde. Det kan være meget ønskeligt at kunne aflevere våben med stor præcision på afstande, der gør, at det afleverende luftfartøj undgår målets terminal forsvar eller til angreb på mål, der i sig selv er et luftforsvarssystem. Sådanne systemer har været i operativ brug siden anden verdenskrig. De er dog alle karakteriseret ved, at de kræver en eller anden form for målfatning ad optisk vej. GPS har også på dette område givet nye taktiske muligheder. Joint Stand Off Weapon (AGM-154, JSOW) er en GPS styret glidebombe, der indeholder et antal ”Bomblets”, der, når bomben når det programmerede koordinat, spredes ud over målområdet. AGM-154 er under anskaffelse til Flyvevåbnet.
Ubemandede luftfartøjer. De sidste ti år har set en udvikling, hvor små, ubemandede, fjernstyrede luftfartøjer (Unmanned Aerial Vehicles (UAV)) udrustet med rekognosceringssensorer har fået større og større udbredelse og betydning. Man får således målfatning, målidentifikation og målkoordinater leveret samtidigt uden tidsforsinkelse. Under Operation ALLIED FORCE var UAV’er udrustet med sort-hvid, farve og Infra Rød TV kamera. I konfliktens sidste fase blev et antal amerikanske UAV’er udrustet med laser belysningsudstyr således, at de kunne anvendes til udpegning og laserbelysning af mål i et kampområde. Indsættelse af denne type luftfartøjer muliggør, at man løbende kan blive informeret om  de aktuelle vejrforhold, at man kan verificere GPS position, tilstedeværelse og art af aktivitet og styrker, som man har erkendt ad passive vej, og at man kan få et umiddelbart indtryk af effekten af et angreb.

Som eksempel kan nævnes, at US Navy anvendte disse systemer til artilleri observation under Golfkrigen med en sådan effekt, så der er eksempler på at irakiske tropper forsøgte at overgive sig til UAV’en, da de vidste, at UAV’ens tilsynekomst som oftest betød et snarligt artilleribombardement.
Under operation ALLIED FORCE var der konstant flere UAV’er indsat hovedsageligt over Kosovo. Optagelserne blev løbende transmitteret til operatøren, til en flyvende kommando station (ABCCC) og til Combined Air Operations Centre 5, der udøvede operativ kontrol over de indsatte luftstridskræfter. Fartøjerne blev bl.a. anvendt til vejrrekognoscering, da det var vigtigt at vide, om der var jordsigt fra kampflyenes indsatshøjde. Yderligere blev de anvendt til rekognoscering mod områder, hvor man ad passiv vej havde indikationer på, at der var serbisk aktivitet.

Cruise Missiler. Luftstridskræfter er langt andet og mere end fastvingede kampfly. De omfatter alle de militære midler, der - uanset værns tilhørsforhold - betjener sig af den tredje dimension. Til denne kategori hører Cruise Missiler. Disse fremdrives af en lille jetmotor, og de er udrustet med bæreplaner og præcisionsnavigationssystemer (INS, GPS og udstyr til målfatning i terminalfasen). De kan affyres fra luftfartøjer, fra overfladefartøjer og fra U-både (om nødvendigt neddykket). Cruise missiler har yderligere meget stor rækkevidde og de er meget vanskelige at detektere v.h.a. radar. Disse våben kan således indsættes på meget stor afstand, de er vanskelige at bekæmpe, og de rammer målet med stor træffesandsynlighed. Et angreb med Cruise missiler kommer således overraskende, med stor effekt i målet og med stor chokeffekt. Da de er ubemandede, udsættes flyvende besætninger ikke for risiko for tab, og de kan takket været deres karakteristika anvendes i kraftigt forsvarede områder evt. netop til at bekæmpe modpartens luftforsvarssystemer, som forberedelse til indsættelse af bemandede luftfartøjer.
Stealth.          Et  af  de  større  teknologiske  gennembrud,  der  er  sket  inden  for aeronautisk teknologi,  er      uden      tvivl   den   praktiske   anvendelse   af konstruktionsformer og materialer, der nedsætter luftfartøjers radarsignatur (Stealth teknologi).  Idéen er ikke ny, men anvendelsen og udbredelse til luftbårne platforme er.   Under anden verdenskrig anvendte tyske styrker konstruktionsformer på u- både, der nedsatte det reflekterede signal fra fartøjets tårn.  Yderligere havde man udviklet materialeformer, der enten absorberede det indkomne radarsignal, eller diffunderede det ud i tilfældige retninger, så det totale reflekterede signal blev reduceret til 1- 2 % af det, der ville være reflekteret af en ubehandlet overflade. Den matematik, der dannede grundlag for udformning af det amerikanske F-117 bombefly,  er  udarbejdet  af  en  russisk  matematiker  (Pyotr  Ufimtsev)  midt  i 1960’erne.  Anvendelse af Stealth teknologi reducerer den afstand, et luftfartøj kan detekteres på, og den højde det kan detekteres i, og reducerer den afstand, hvorpå luftfartøjet kan følges af en ildlederader, til en værdi der ikke tillader gennemførelse af et engagement.  Stealth teknologi er ikke et illusions nummer, det er en speciel anvendelse af fysikkens love, og teknologien kan kun imødegås under anvendelse af de samme love.   Besiddelse af Stealth platforme giver den angribende part en enorm taktisk og operativ fordel over modparten.  Man har ved en konflikts udbrud operativ frihed i den tredje dimension, uden at det er nødvendigt at kæmpe for den. Det må på baggrund af oplysninger fra åbne kilder antages, at den næste generation af kampfly som f.eks. Joint Strike Fighter (JSF) og F-22 er konstrueret under anvendelse af Stealth teknologi. I fremtiden vil en modstander som  NATO kommer til at stå overfor være konfronteret ikke bare med ca. 20 B-2 og ca. 50 F- 117, der anvender Stealth, men hundredvis af kampfly som det er svært at detektere og meget vanskelige at bekæmpe med systemer, der baserer sig på radar. Andre modtræk må naturligvis imødeses som en naturlig del af udviklingen af midler og modmidler.
Air Ground Surveillance. Et af initiativerne fra den amerikanske Air/Land Battle doktrin var udviklingen af et fly, benævnt Joint STARS, der under anvendelse af radar er i stand til at følge køretøjer på jorden. Flyet blev første gang anvendt under Golfkrigen, hvor det satte koalitionen i stand til at monitere og reagere på den irakiske hærs manøvrer. Informationerne indhentet fra Joint STARS kan give NATO et overlegent informationsniveau om modpartens ageren, der muliggør afgørende anvendelse af magt mod modpartens landstyrker.
Satellitter. Anvendelse af satellitter har de sidste 10 år antaget større og større betydning. GPS er baseret på et stort antal satellitter, der udsender de nødvendige signaler. Megen strategisk og operativ efterretningsindhentning baserer sig på oplysninger, der kun kan indhentes ad denne vej. Med udviklingen af evnen til at rekordere og videresende de indhentede informationer digitalt, er det efterhånden også muligt at udnytte de indhentede oplysninger i taktisk sammenhæng. Mange former for især dataudveksling ville ikke være mulig uden anvendelse af satellitter. I visse områder på jorden og under visse operative forhold ville kommunikation være meget vanskelig at gennemføre uden anvendelse af satellitter. Under Operation ALLIED FORCE var billeder optaget 10 minutter tidligere af U-2 fly, takket været satellit kommunikation, til rådighed i CAOC 5 til umiddelbart taktisk brug.
Command, Control and Information Systems (CCIS). Informationsteknologi (IT) og dens udnyttelse har udviklet sig eksplosivt over de sidste 10 år, og udviklingen synes at fortsætte med forøget hastighed. På dette område har Danmark absolut ligget på forkant af udviklingen. Kommando- og Kontrol systemerne ACBA CCIS og FOD CCIS var begge systemer langt forud for deres tid (i denne sammenhæng er 1 – 2 år meget langt foran), og det nuværende opdaterede ACBA CCIS (benævnes nu NEC CCIS) er ikke blevet eftergjort noget sted i NATO. Det er i dag det eneste system, der fra den samme arbejdsstation giver operatøren adgang til E-Mail på NATO Wide Area Network, mulighed for at sende signaler i NATO standard format, præsentere Recognized Maritime Picture, Recognized Air Picture, det sidst kendte opdaterede plot af egne og modpartens styrker fra alle tre værn og en standard MS Office pakke. Med den forestående opdatering af systemet med et fuldt moderne Geographic Information System (MARIA) bliver systemets anvendelighed yderligere forbedret.
Forsvarets Integrerede Informations Netværk (FIIN), der blev fuldt udbygget for blot 5 år siden, har betydet gennemgribende ændringer i den interne og eksterne sagsbehandling og stabskultur. Sekretærpuljens skrivekapacitet er ikke længere en flaskehals i sagsbehandlingen. Alle sagsbehandlere producerer nu parallelt med en høj grad af teknisk kvalitet, hvilket medfører et betragteligt accelereret sagsbehandlingstempo. Mange chefer er ved at nå et punkt, hvor det er et spørgsmål om vore sjæle kan følge med.
Adgangen til Internet ved alle forsvarets myndigheder indebærer, at nyheder og informationer er til rådighed med meget kort forsinkelse. Under igangværende operationer har beslutninger truffet i Folketinget, i NATO rådet og i FN sikkerhedsråd umiddelbar strategisk og operativ betydning. Beslutningernes konkrete ordlyd er til rådighed 3 –12 timer efter, at de er truffet.
Fjernsynet er ikke en institueret del af CCIS, men der er ikke et operationsrum eller situationscenter i NATO eller nationalt på det operative niveau, der ikke har adgang til CNN, Sky News, BCC etc. Vigtige politiske beslutninger viderebringes via pressekonferencer, der holdes umiddelbart efter, at beslutningen er truffet. Selv Internettet kan ikke hamle op med den informationshastighed. Forfatteren erindrer klart en hændelse i f.m. styrke opbygningen til Operation ALLIED FORCE, hvor NATO General Sekretær efter et rådsmøde på en pressekonference, der blev sendt ”live”, erklærede, at NATO havde til hensigt at iværksætte en bestemt foranstaltning. Der gik 12 timer inden ordren blev modtaget officielt ad kommandovejen. Da var alle forberedelser gjort til effektuering af ordren, man afventede blot den officielle bekræftelse for at iværksætte den. Den første efterretning, der tilgik CAOC 5, hvor forfatteren på det tidspunkt gjorde midlertidig tjeneste, om, at russiske styrker var rykket ind i Kosovo efter afslutningen af Operation ALLIED FORCE, kom via ”live” billeder fra CNN vist kl 0130.
Video Tele Conference (VTC) systemet vinder større og større udbredelse både nationalt og i NATO. Under Operation ALLIED FORCE så forfatteren eksempler på, at VTC også blev brugt til direkte befalingsudgivelse uden forudgående sagsbehandling. En lidt bekymrende udvikling.
 
Doktrin

I midten af 1990’erne blev Flyvevåbnet for alvor involveret i doktrin udvikling og i forlængelse heraf erkendte Flyvertaktisk Kommando, at der var et behov for en styrkelse af undervisningen i luftoperationer. Dette blev begyndelsen  til Flyvevåbnets Operative Kursus og RFLV 150 ”Flyvevåbnets Operative Doktrin” (FLVDOK).
FLV skal kunne agere på det strategiske, det operative og taktiske niveau. Hvor det strategiske niveau under den kolde krig indebar gennemførelse af nukleare operationer med styrker fra de nationer, der havde nukleare våben, indgår agering på det strategiske niveau med konventionelle midler nu i NATO doktriner. Dette kræver frihed til at operere i den tredje dimension (luftoverlegenhed), præcision, evne til gennemførelse af natoperationer og gerne Stealth.
På det operative niveau skal FLV kunne være med til at angribe fjendens operative
Centre of Gravity (CoG), eksempelvis hans operative reserve, som er et mobilt målkompleks, der anvender luftforsvar, sløring og manøvre til  at  forsvare  sig. Dette indebærer, at kommando- og kontrolsystemet kontinuerligt skal kunne producere et ”Common Operational Picture” og på baggrund af det informere missionerne om målets position. Dette stiller krav om rådighed over indhentningsplatforme, evne til målfatning, såvel om natten som om dagen, og evne til at angribe enkelte enheder, uden at forårsage ”Collateral damage”. Dette stiller store krav til såvel organisation som teknologi.

Flyvevåbnets operative doktrin

Hovedelementerne i doktrinen er:

·         Betydningen af luftoverlegenhed for at beskytte samfundet mod luftangreb og for at skabe den nødvendige operationsfrihed for enheder fra alle værn. Herunder identificeres et behov for at fastsætte det indledende operative mål for enheder af alle værn som tilkæmpelse af luftoverlegenhed. Luftoverlegenhed kan i princippet blot anskues som en høj grad af operationssikkerhed (OPSEC) på det operative niveau. Luftoverlegenhed er således også af største betydning ved gennemførelse af fredsstøttende operationer.
·         Udnyttelse af luftoverlegenheden til indsættelse af luftstridskræfter m.h.p. opnåelse af Den Operative Førers fastsatte mål og om muligt Desired End State på det strategiske niveau.
·         Den værnsfælles karakter af luftoperationer, specielt i et operationsområde som Joint Headquarters North East forudselige  ansvarsområde. Luftoperationer gennemføres i synergi mellem luftfartøjer og missiler fra alle værn, på et efterretningsgrundlag på det operative og taktiske niveau etableret af sensorer/indhentere fra alle værn.
·         Behovet for at identificere CoG på det strategiske og operative niveau m.h.p. at fastslå, hvorledes luftstridskræfter bedst bidrager til opnåelse af Den Operative Førers fastsatte mål. Det understreges, at CoG skal identificeres på under hensyntagen til modpartens værdinormer ligesom CoG ikke nødvendigvis er modpartens militære styrker, eller et håndgribeligt fysisk målkompleks. CoG kan være et symbol, et tankesæt eller en adfærd Herunder fastslås, at målet altid er at påvirke CoG således at modparten påtvinges en adfærdsændring i retning af vores ønsker.
·         Betydningen af anvendelse af Command and Control Warfare. Med de restriktioner, der vil blive pålagt fra politisk side, med en påvirkning fra pressen og fra den offentlige opinion er det overordentligt tvivlsomt, at det vil være muligt at forfølge en handlemåde, hvis hovedelement er en nedslidning af modstanderens militære potentiel. Det er forfatterens opfattelse, at det vil være langt mere kost/effektivt på det operative niveau at fratage modparten evnen til at gennemføre operationer og føre kampen. Dette kan opnås ved på det operative niveau at frustrere hans evne til at gennemføre planlagte operationer, fratage ham evnen til at gennemføre en målrettet planlægning og nægte ham adgang til de informationer, der er en nødvendighed for gennemførelse af en målrettet planlægning og beslutningtagen. På det strategiske niveau er det nødvendigt at påvirke det sæt af ”værdier”, der sættes højt af modpartens central ledelse. Dette stiller krav til etablering af efterretningsdatabaser, der ikke alene indeholder militære oplysninger, men oplysninger om alle systemer og elementer inden for modpartens organisation, befolkning, infrastruktur, historie, kultur og personalia. Tankegangen er blevet mere aktuel end nogensinde ikke mindst i f.m. fredsstøttende operationer, hvor det ofte ikke er en option at identificere de agerende parters militære potentiel som CoG.
 
Det har i den meget værdifulde doktrindebat, der kom i gang bl.a. på selskabets initiativ, været drøftet om Forsvaret havde behov for en værnsfælles doktrin. Det kan argumenteres, at der ikke er behov for en sådan doktrin, sålænge alle værn fuldt

og  helt  bekender  sig  til  indholdet  af  AJP-01  og  at  nationale  doktrinlignende publikationer er udarbejdede i o.m. principperne i AJP-01.  Dette indebærer bl.a., at alle tre værn bekender sig til en fokuseringsmodel, hvori der som minimum indgår de tre niveauer for militær handling, og som indeholder sammenhængene mellem de tre nøglebegreber som illustreret ovenfor. Konsensus omkring fokuseringsmodellen er ikke mindst vigtig, fordi den værnsfælles dybdekamp finder sted næsten udelukkende under anvendelse af luftstridskræfter. Der er ligeledes behov for at opnå en fælles forståelse for nødvendigheden af anvendelse af en indirekte operationsvej frem mod CoG på det operative niveau. Idéen er ikke ny, men blev udviklet af engelske og russiske doktrin-tænkere i 1930’erne (”The Indirect Approach”). I moderne engelsk doktrinær tænkning anvendes i dag udtrykket ”The Maneuvristic Approach”
 
Teknologi og doktrin

I de forløbne 10 år er der sket en markant udvikling inden for teknologi og doktrin. Det er forfatterens opfattelse, at den teknologiske udvikling har været instrumental i implementeringen og udviklingen af den eksisterende doktrin for indsættelse af luftstridskræfter. Delelementer af doktrinen har eksisteret siden 20’erne, men den har ikke kunnet realiseres p.g.a. manglende teknologiske forudsætninger. Præcision og en høj grad af indledningsvis operativ frihed i den tredje dimension (via Stealth) gør det i dag muligt om ønsket direkte at påføre de strategiske tyngdepunkter den

ønskede  effekt.      Informationsteknologiens  udvikling  har  givet  den  strategiske beslutningstager mulighed for at opnå et taktisk indblik i real tid, og givet den operative fører mulighed for at gennemføre en meget kort beslutningscyklus.  Der er opstået en stigende erkendelse af, at formålet med gennemførelse af operationer er at påføre et målkompleks en ønsket effekt og ikke nødvendigvis udelukkende at nedslide modpartens militære potentiel. Dette skift i fokus og den stigende mulighed for anvendelse af IT er illustreret på ovenstående figur. (CCIS = Command, Control and Information Systems, C4ISR = Command, Control, Communications, Computers, Intelligence, Surveillance and Reconnaissance). Der er i dag åbnet teknologisk mulighed ikke alene for at kommunikere, beordre og rapportere, men også for at udveksle informationer og efterretningsoplysninger hurtigt og direkte mellem formationer og hovedkvarterer fra alle værn (Netværksforsvar). Inden for JHQ NE område er en stor del af de teknologiske forudsætninger faktisk på plads i kraft af FOD og NEC CCIS, men der udestår indførelse af de nødvendige procedurer og samarbejdsrelationer. Denne teknologiske evne til at få indblik i og kommunikere direkte med niveauer langt nede i organisationen indebærer imidlertid også en fare for en umættelig appetit for Micro-Management.
 
 
Afslutning
Talrige historiske erfaringer taler imod en inkrementel indsættelse af militære styrker til forfølgelse af den politiske målsætning, men der var formentlig tale om det, der var politisk opnåeligt i NATO Rådet.

et i relation til den seneste doktrinære tænkning kan det konstateres:
 
·         Luftoverlegenhed var forudsætningsskabende for en forfølgelse af de operative og strategiske mål.
·         Luftstridskræfter opnåede ”Desired End State” gennem strategiske, operative og taktiske luftoperationer.
·         Der eksisterer en kapacitetskløft mellem amerikanske og europæiske luftstridskræfter. NATO var således afhængig af USA bidrag med satellitter, Stealth platforme, tankningsfly, specialfly til elektronisk krigsførelse, overvågnings- og indhentningsfly, ubemandede opklarings luftfartøjer og indsats af Cruise Missiler.
·         Der eksisterer til dels en teknologisk kløft mellem de amerikanske og europæiske luftstridskræfter inden for evnen til at aflevere præcisionsstyrede våben, og mængden af våben til rådighed. Uanset europæisk vilje til  at reducere denne kløft gennem anskaffelse af amerikansk materiel vil denne kløft altid eksistere. Visse systemer overstiger én europæisk nations økonomiske formåen, og visse systemer vil aldrig blive frigivet til andre. Tilbage er de våbenplatforme, våben og systemer, der kan frigives, og som en europæisk nation har råd til at anskaffe. Her har den amerikanske holdning indtil nu været, at der ikke gives eksporttilladelse, før de amerikanske behov i høj grad er tilgodeset. Kun de største europæiske NATO nationer har en teoretisk chance gennem nationale udviklingsprojekter for at være på højde med USA.

Der har igennem krigshistorien altid været et samspil mellem  teknologi, organisation og doktrin. De tre faktorer har skiftende været den ledende aktør. For luftstridskræfter har de sidste 10 år indebåret en dimensionsgivende teknologisk udvikling, der har haft en udslagsgivende effekt på doktrinudviklingen. Organisation og opgaver har ligeledes påvirket doktrinudviklingen. Omvendt er teknologien i mindre grad blevet drevet af doktrin og organisation.
Det tager meget lang tid at færdigudvikle våbenplatforme og våbensystemer. Idealsituationen for militær-teknologisk udvikling indebærer, at de operative krav danner grundlag for de grundlæggende militære krav, og at industrien i overensstemmelse hermed udvikler det ønskede system. Visse store NATO nationer er i stand til at følge denne proces, men udviklingstiden for et nyt kampfly eller våben er typisk ca. 15 år. Dette indebærer, at projektet konstant overhales af nye teknologiske muligheder, og i værste fald ændringer i kravspecifikationer. IT udviklingen synes dog i nogen grad at drives af organisatoriske og doktrinære påvirkninger, og udviklingen foregår med en sådan hastighed så det er muligt at levere det specificerede produkt til tiden.
NATO, dansk forsvar og dermed Flyvevåbnet er definitivt gået ind i en ny æra. Internationale opgaver i den global ramme antager større og større betydning efterhånden på direkte bekostning af den regionale rolle. Det er uomtvisteligt, at dansk forsvar skal kunne løse et bredt spektrum af opgaver spændende fra rene humanitære, over fredsstøttende til traditionelle Art V opgaver. Det er dog forfatterens opfattelse, at NATO og dansk forsvar må bevare en troværdig evne - doktrinært som styrkemæssigt -til om nødvendigt at kunne gennemføre traditionelle Artikel V operationer, dvs. at kunne kæmpe, hvilket også er anført i Forsvarschefens Vision 2010. Det var det, der under Den Kolde Krig gjorde alliancen til et næsten urørligt sikkerhedspolitisk fundament ikke mindst takket været den trans-atlantiske dimension, og det er det, der i fremtiden skal sikre, at vi fortsat kan løse det fulde spektrum af militære opgaver, som vore politiske ledere direkte eller indirekte forventer af Forsvaret.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_130.aargang_nr.4_2001.pdf

 
 

Litteraturliste

Del: