The Lion, the Fox and the Eagle. A Story of Generals and Justice in Rwanda and Yugoslavia.

Carol Off: The Lion, the Fox and the Eagle. A Story of Generals and Justice in Rwanda and Yugoslavia. Random House Canada, 2000, ISBN 0-679-31049-5, 406 sider

Anmeldt af specialkonsulent Peter Otken, Forsvarets Auditørkorps

Den canadiske journalist Carol Off har skrevet en bog om de fredsstøttende operationer i Rwanda og det tidligere Jugoslavien samt opgøret med krigsforbryderne fra konflikterne i de to lande. Bogen tager sit udgangspunkt i tre markante canadiske personligheder, der hver især har bidraget væsentligt til begivenhederne: General Romeo Dallaire, der var chef for FN’s fredsbevarende styrke, UNAMIR, i Rwanda i 1994; General Lewis MacKenzie, der først som stabschef ved UNPROFOR, derefter som leder af FN’s fredsstyrke i Bosnien var placeret i Sarajevo ved borgerkrigens udbrud i 1992, og endelig juristen Louise Arbour, der var chefanklager ved FN’s krigsforbrydertribunaler for det tidligere Jugoslavien og Rwanda i perioden 1997 – 99. Det er der kommet en spændende og i øvrigt også let læst bog ud af.

Romeo Dallaire er ”løven” i bogens titel. Den dengang 47-årige brigadegeneral blev i efteråret 1993 udnævnt til chef for FN’s fredsstyrke i Rwanda, som havde til opgave at overvåge implementeringen af fredsaftalen mellem landets regering, der var domineret af hutuer, der også udgjorde flertallet af befolkningen, og oprørsgruppen Rwandan Patriotic Front (RPF) bestående af medlemmer af tutsi- mindretallet. Der var tale om en mindre, letbevæbnet FN-styrke på få tusinde mand, der væsentligst havde til opgave at monitere våbenhvilen og etableringen af en samlingsregering. Missionen skulle vise sig uden muligheder for at bremse, endsige stoppe det folkedrab, der blev indledt i april 1994.

Historien om folkedrabet i Rwanda er fortalt før og mere systematisk (bl.a. af Gérard Prunier i The Rwanda Crisis. History of a Genocide, New York, 1995). Det interessante ved Carol Off’s fremstilling er, at folkedrabet er set fra FN-soldaternes perspektiv, særlig for så vidt angår deres øverstkommanderende, General Dallaire, men også chefen for det belgiske kontingent, oberst Luc Marchal. Der gøres en del ud af den herostratisk berømte fax, som Dallaire sendte til FN hovedkvarteret i New York 11. januar 1994, og hvori han beder om beskyttelse til en informant, der har oplyst, at medlemmer af hutu-militsen Interahamwe planlægger at likvidere tutsi- mindretallet og moderate hutuer, samt tilladelse til at beslaglægge et våbenlager, der angiveligt skal bruges til formålet. FN svarede næste dag til Dallaire og den civile chef for FN-missionen, den camerounske diplomat Booh Booh, at der ikke kunne ydes beskyttelse til informanten, at våbenlageret ikke måtte beslaglægges, og at man i stedet skulle konfrontere præsident Habyarimana med oplysningerne. Henset til FN-styrkens begrænsede mandat var det den formelt korrekte afgørelse, på tidspunktet da den blev truffet i FN-hovedkvarteret i New York. I dag, i bagklogskabens klare lys, fremstår enhver ”missed oppertunity” til at forsøge at skride ind over for folkedrabet på mere effektiv vis som en tragedie.

Fremstillingen beskriver, hvordan General Dallaire og FN-styrken rent faktisk forsøgte i begrænset omfang at skride ind over for folkedrabet. Det hævdes således, at FN-styrken reddede livet for ca. 30.-40.000 mennesker. Efter drabene på 10 belgiske FN-soldater blev det belgiske kontingent, missionens mest slagkraftige enhed, trukket hjem af den belgiske regering. Dallaire valgte selv at hjemsende andre kontingenter pga. deres manglende evne til at løse militære opgaver. Man forstår hans bevæggrunde for at skille sig af med kontingentet fra Bangladesh, når det beskrives (side 63-64), hvordan dette kontingents officerer løber fra deres egne soldater for at komme først på transportmaskinen ud af Rwanda! De ghanesiske soldater roses derimod for professionel optræden. Fremstillingen går tæt på Dallaire, der beskrives som selvmordstruet og fuldstændig nedbrudt ved hjemsendelsen, ligesom det fremgår (side 118-119), at han få måneder før bogens udgivelse blev fundet af politiet beruset og sovende på en bænk i en park i Ottawa. Det forekommer på den anden side ikke som nogen urimelig reaktion oven på en mission som UNAMIR, som det må formodes at være i særklasse traumatisk at have været militær chef for.

Hvis General Dallaire er bogens helt, så er Lewis MacKenzie til gengæld bogens skurk. Den canadiske generel befandt sig i Sarajevo i april 1992, da borgerkrigen i Bosnien brød ud, i sin egenskab af stabschef for den i Kroatien kort forinden indsatte FN-styrke, UNPROFOR. Han blev kort efter chef for UNPROFOR II, der blev indsat i Bosnien som reaktion på borgerkrigen. Iflg. Carol Off fuppede han nærmest sin chef, den indiske general Nambiar, til at få sig udnævnt som chef for missionen i Bosnien (side 177). Han var en hovedperson i den dramatiske udveksling af præsident Izetbegovic med Sarajevos garnison fra forbundshæren i begyndelsen af maj 1992 – en højdramatisk situation der også er beskrevet i BBC- journalisterne Laura Silber og Allan Little’s The Death of Yugoslavia (London, 1995) – og efterfølgende i forhandlingen af aftalen om åbningen af lufthavnen i Sarajevo for humanitære flyvninger. MacKenzie har selv skrevet en bog om sin tjeneste i Bosnien (Peacekeeper: The Road to Sarajevo) og har desuden i vidt omfang foredraget og ladet sig interviewe om sine oplevelser på Balkan.

Carol Off’s bedømmelse af MacKenzie er hård. Hans fejl, man fristes til at sige forbrydelse, består i hans angivelige opfattelse af parterne i borgerkrigen i Bosnien- Herzegovina som to ligeværdige parter og hans deraf følgende accept af de bosniske serberes ledere i Pale som en part, som i hvert fald måtte accepteres netop som part i  en  borgerkrig  og  ikke  –  som  det  var  Sarajevo-regeringens  opfattelse  –  som forbrydere,   oprørere.   Forfatteren   deler   således   100%   Sarajevo-regeringens opfattelse af konflikten, den opfattelse som også endte med at blive udslaggivende for  det  internationale  samfund,  og  som  resulterede  i  NATO’s  intervention  i sommeren 1995, 3½ år og mange lidelser senere. De bosniske serberes forbrydelser  mod international humanitær ret i den mellemliggende periode – Srebrenica- massakren i juli 1995 som det mest fremtrædende eksempel herpå – har efterfølgende frataget de bosniske serberes politiske ledere enhver sympati, i hvert fald i den vestlige verden. Men opfattelsen og den deraf følgende behandling af MacKenzie – iflg. Off er han i dag i Bosnien en hadet mand, og de bosniske myndigheder efterforsker iflg. forfatteren i ramme alvor beskyldninger mod ham om medvirken til krigsforbrydelser begået af de bosniske serbere (side 224ff) – rejser nogle tankevækkende spørgsmål om forståelsen af FN-operationer og den neutrale rolle, som militære og andre chefer er nødt til at påtage sig i fredsstøttende missioner. Visse konflikter har selvfølgelig en sådan karakter, at der ikke længere kan være tale om at opretholde nogen form for ”neutralitet” fra verdenssamfundets eller FN’s side. Folkedrabet i Rwanda i 1994 er et godt eksempel herpå. Men hvor går grænsen i øvrigt? Skal FN opgive at udføre sin mæglerrolle med deraf følgende typiske forøgelser af lidelserne for civilbefolkningen i det berørte område, fordi man ikke ønsker at ”legitimere” en eller flere af parterne i konflikten? Forfatterens kritik af MacKenzie’s indsats må forstås således, at hun ikke mener, at denne balancegang burde være forsøgt i Bosnien i 1992 eller senere. Den reflekterende iagttager bør imidlertid huske på, at der altid kun er to alternativer hertil: Enten helt at holde sig væk eller at foretage en væbnet intervention på den ene parts side, således som det som nævnt også skete senere i Bosnien i sommeren 1995 og igen i foråret 1999 i Kosovo.

På baggrund af de foregående skildringer af de meget voldsomme begivenheder i Rwanda og i Bosnien 1992, er bogens sidste tredjedel om Louise Arbour mindre dramatisk læsning. Ikke desto mindre får man en god beskrivelse af Arbour’s baggrund for at påtage sig opgaven som chefanklager ved FN’s krigsforbrydertribunaler og af hendes betydning for ændringen af tiltalepraksis i retning af en øget fokusering på tiltalerejsning mod politiske og militære ledere som de egentlige ansvarlige for krigsforbrydelserne. En anden væsentlig ændring i tribunalernes praksis, som Arbour var ansvarlig for, var indførelsen af de hemmelige tiltalebeslutninger – ”sealed indictments” – som har været en væsentlig positiv faktor i arbejdet for at anholde tiltalte krigsforbrydere, i hvert fald fra konflikten i det tidligere Jugoslavien. Der gives også en interessant skildring af de første anholdelsesaktioner i sommeren 1997, som blev gennemført af enheder fra NATO’s fredsstyrke i Bosnien og af FN-styrker i Kroatien (side 303-305). Der beskrives også en væsentligt mere omfattende, men i medierne mindre kendt anholdelsesaktion (Operation ’Naki’), som anklagere fra tribunalet i Arusha gennemførte i samarbejde med de kenyanske myndigheder i Kenya samme sommer, og hvor væsentlig flere personer blev anholdt (side 319ff).

Fremstillingen er ifølge bogens efterskrift baseret på en omfattende research, herunder en række interviews med hovedpersonerne og andre nøglepersoner. I hvert fald Lewis MacKenzie må antages at sidde tilbage med en dårlig smag i munden, når han bliver takket for sin deltagelse heri. Trods researchen skæmmes fremstillingen dog af småfejl, som når forfatteren har misforstået forkortelserne for både (!) IFOR og SFOR (der bliver til Intervention, hhv. Security Force (side 296 og  306)), ligesom hun side 357 blander den bosnisk-serbiske general Momir Talic sammen med kollegaen Kristic. Det er Kristic, der er tiltalt for forbrydelser begået i forbindelse med Srebrenica-massakren, og som blev anholdt af specialstyrker fra SFOR, men det skete allerede i december 1998, hvor Talic derimod blev anholdt af østrigsk politi under et møde i Wien i august 1999, ligesom han – så vidt det er offentligt kendt – ikke er tiltalt i forbindelse med Srebrenica-sagen. Småfejlene opvejes af, at bogen til gengæld er forsynet med en grundig kildefortegnelse og et godt sagregister.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_130.aargang_nr.3_2001.pdf

 

Del: