The Challenge: Britain against America in the Naval War of 1812

Anmeldt af Michael Clemmesen

The Challenge: Britain against America in the Naval War of 1812” af Andrew Lambert. Udgivet af Faber & Faber, London 2012. 538 sider. Pris: amazon.co.uk £10.

 

Foto: Saxo.dk

Bogen udgives i 200-året for starten af 2½-årskrigen mellem USA og Storbritannien, deres sidste åbne konflikt. Som Andrew Lambert gør klart i denne omfattende og ofte provokerende analyse, var dette en konflikt, der både var med til at skabe den amerikanske nationale bevidsthed, og som konsoliderede og forværrede de interne modsætninger om unionens karakter, der førte til borgerkrigskatastrofen et halvt århundrede senere.

Som i alle Lamberts bøger bevæger man sig naturligt fra de inden- og udenrigspolitiske vurderinger og beslutninger i London og Washington over den britiske kommanderende admirals umulige situation til bro og kanondæk på de fregatter, der udkæmpede de symbolske dueller før og medens briterne etablerede den knusende effektive blokade, der afgjorde krigen - de dueller, som amerikanerne indledningsvis vandt på grund af deres fregatters størrelse og kampkraft, og som de derefter i bevidst historieforvanskning i årtierne efter krigen anvendte til at sløre nederlaget. Myten lever stadig og synligt videre i form af den overlevende fregat, USS CONSTITUTION. Selve det forhold, at krigen alene benævnes ved sit startår 1812, hvor USA havde nogen succes på havet, er en del af historieforvanskningen.

De britiskfjendtlige, og lidet demokratisk indstillede, republikanske amerikanske præsidenter Jefferson og Madison ønskede at ændre landets karakter fra at være domineret af handelsbyerne på nordøstkysten til at blive en kontinentalmagt med en autonom økonomi. Storbritanniens stadig mere pressede og isolerede stilling efter 1807 skulle udnyttes, og da Napoleon forberedte og iværksatte angrebet på Rusland, der endeligt ville afgøre kampen om Europa, gik Madison ind i krigen for at udnytte situationen til at erobre Canada fra England - og Florida fra Spanien. Det lykkedes imidlertid til alles overraskelse både for russerne at vinde i Rusland og for de canadisk-britiske forsvarsstyrker ved grænsen og på de store søer at afvise de amerikanske angreb. Den eneste synlige og overraskende succes, amerikanerne opnåede, var under anvendelsen af de store enheder fra den søgående del af den amerikanske flåde, som republikanerne havde arvet fra forgængerne og set som irrelevante.

Krigens historie har normalt koncentreret sig om kampene ved grænsen og på søerne. Lamberts store bog koncentrerer sig næsten helt om den afgørende indsats på havet, hvor Royal Navy på grund af Englands stadig bedre situation i hovedkampen i Europa får mulighed for at både at forstærke blokaden og indsatsen mod den amerikanske kyst med skibe og marineinfanteri samt sende nogle hærenheder til forstærkning af det canadiske grænseforsvar. Det lykkedes også gennem organisering af konvojer og intensiv patruljering at hindre, at den omfattende amerikanske anvendelse af kapere får nogen væsentlig betydning for krigen. De britiske skibsforsikringspræmier stiger ikke, og investeringen i kaperfartøjer bliver stadig mindre lønsom.

Bogen følger, hvorledes krigsførelsen optrappes og udvikles af begge sider. Det sker fra britisk side for at få afsluttet konflikten. Blokaden udvides fra kun at omfatte de republikanske kernestater midt og syd på kysten til også at omfatte de nordøstlige kyststater, som var modstandere af krigen og ikke havde deltaget i angrebet på Canada. Man gennemførte aggressive raids, hvor det mest synlige muliggjorde afbrændingen af dele af Washington, herunder Det Hvide Hus. Under operationerne mod kysten rekrutteredes negerslaver, der derefter blev indsat som britiske hærenheder for at forstærke plantageejernes frygt for deres arbejdskraft. Amerikanerne udvidede krydserkrigen til Stillehavet, og en af fregattræfningerne fandt sted ved Chiles kyst. Den mest markante optrapning skete, da USA indsatte også et skib som bombe mod et britisk linjeskib. Krigen nærede også den amerikanske tekniske opfindsomhed, således byggede Robert Fulton et dampdrevet, egetræs-”pansret” batteri til New Yorks havneforsvar, der i koncept svarede til USS MONITOR fra Borgerkrigen.

Som i alt, hvad Andrew Lambert har skrevet i de sidste år, er der også i denne bog indarbejdet det budskab, at jo mere Storbritannien har koncentreret sig om at udvikle og anvende sømagt og økonomisk krigsførelse og har holdt sig fra nedslidende og resursekrævende indsats på land, jo bedre er det gået for landet. Eventuel uenighed i, at dette måske ikke altid er realistisk, skal ikke holde nogen fra at læse denne meget velskrevne og fornyende bog. Her passer modellen. Lamberts persontegninger og kampbeskrivelser er som altid rene perler.

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_141.aargang_nr.3_2012.pdf

 

 

Litteraturliste

Del: