Taktiske doktriner

Oberstløjtnant H. Kroon, der er tjenstgørende ved HQ AFNORTH, Kolsås, beskæftiger sig, i fortsættelse af oberst H. T. Havnings artikel i tidsskriftets nr. 11-12/75, med behovet for ændringer i den gældende doktrin for forsvarskamp.

 

1. Indledning
Som afslutning på året 1975 bringer oberst H. T. Havning en artikel om Defensiv Kamp. Artiklen tager sit udgangspunkt i en anerkendende konstatering af den nu skabte reglementariske sammenhæng i hærens regle- mentssamling på brigade og bataljonstrin, gennemgår den historiske baggrund for samme og ender med at sætte visse ting til debat, hvad angår den defensive kamp.

Jeg er sikker på, at det ikke sker med let hjerte, for med en lang lærervirksomhed bag sig på Taktisk Kursus, Generalstabskursus, som bataljons- chef og nu brigadechef ved Havning bedre end nogen, hvilket enormt antal mandtimer, der i tidens løb systematisk og med stort udbytte er investeret i hærens doktrinopbygning, således at man i dag med føje kan påstå, at vi er nået op på et kvalitativt højere udviklingstrin taktisk set. Nu er debat jo ikke nødvendigvis det samme som ændring af det debatterede, men muligheden foreligger altid. At dette i sig selv ikke er noget nyt, lader vi en resigneret røst fra for snart 2000 år siden tale med om, nemlig Gaius Petronius (død år 66 e. Kr.): »Vi trænede hårdt - men hver gang vi begyndte at få funktionsduelige grupper frem, skulle vi omorganisere. Jeg lærte mig senere i livet, at vi tenderer at møde hver ny situation gennem omorganisering, og også hvilken vidunderlig metode dette er til at skabe illusion om fremskridt, mens den afstedkommer kaos, ineffektivitet og demoralisering«.

Vi må naturligvis leve med den verden, der omgiver os, og der opnås ingenting ved at trække sig ind i sin egen skal eller ved at lægge skylden på omgivelserne alene, jf. fig., der er en illustration af noget meget menneskeligt, som en modvægt til Petronius’ erklæring.
 
 
Den efterfølgende analyse, som jeg nu vil forsøge, kan teoretisk give flere resultater:
a. Den eksisterende doktrin kræver ingen ændring, den er i overensstemmelse med tidens krav og i overensstemmelse med de antagelser og forudsætninger, der almindeligvis accepteres både i Vest og Øst.
b. Den eksisterende doktrin er på visse områder ved at blive »umoderne« og kræver en justering på grund af visse ændringer i omverdenen,
c. Den eksisterende doktrin er fra sin begyndelse forkert, da den baserer sig på en forkert fortolkning af omverdenen og må derfor snarest forkastes og erstattes af noget andet.
 
2. Analyse
Den efterfølgende komparative analyse af vestlige doktriner har den svaghed, at jeg ikke råder over udkast til det nye amerikanske reglement FM 100-5 udgivet i 1974, men må støtte mig til papirer udarbejdet i overensstemmelse hermed. Jeg anskuer problemerne som allieret stabsofficer i en international stab og må nødvendigvis være ret summarisk uden skelen til nationale »fortolkninger« af egne reglementer, hvilket også gælder FR I. Udgangspunktet er det nuværende udkast til ATP-35, udgivet i 19751) som det seneste eksisterende fælles taktiske dokument. Den i ATP-35 anvendte terminologi bruges som indgangsværdi, og det betragtede niveau er Brigaden for at skabe størst mulig berøringsflade til Feltreglement I, vel vidende, at man ved at betragte problemet fra Korpsniveau godt kan komme til et andet resultat end det i det følgende anførte. Vi bevæger os på niveau Major Types of Operations (kampformer) og vil kun betragte følgende:
Offensive Operations, Annex A
Defensive Operations, Annex B
Retrograde Operations, Annex C
Impact of NBC Weapons, Annex D
for at danne os et generelt billede af, hvorvidt FR I er i overensstemmelse med andre landes reglementer. For at understrege den tilstræbte distance og mit personlige udgangspunkt som allieret stabsofficer »fjernt fra Danmark« er Annex A-D på engelsk, hvilket yderligere har den fordel, at en oversættelse af ATP-35, med terminologisk forvirring til følge, derved undgås. ATP-35 fastslår klogeligt i sit forord, at der blandt nationerne findes variationer i taktisk doktrin og terminologi, som det er umuligt at forklare fuldstændigt eller at standardisere. En af grundene hertil er, at betingelserne i de forskellige NATO lande varierer, hvad angår terræn og art af styrker til rådighed. Når det er sagt, må det imidlertid fastslås, at der også eksisterer visse forskelle, som ikke kan forklares, jf. ovenstående.
 
En første hastig redaktionel analyse af Annex A-D antyder, at ATP-35 er stærkt influeret af amerikanske og tyske synspunkter, og at alene derfor mange nationale reglementer må omredigeres for at komme i overensstemmelse med ATP-35. Hvilken indflydelse den endelige udgave af US FM 100-5 (TEST) vil få på ATP-35, må afventes efter april 1976, når ATP skal omarbejdes til sin endelige form. En undersøgelse af indholdet af de analyserede operationer antyder, at der kun eksisterer mindre forskelle mellem de nationale doktriner vedrørende Offensive Operations og Retrograde Operations. Større forskelle synes at forekomme på doktrinerne vedrørende Defensive Operations og Impact of Nuclear Weapons på den anvendte taktik i konventionel krigsførelse (her i betydningen Non-Nuclear).
 
 
 
 
 
 
3. Spekulationer og slagord
Noget fundamentalt må have ændret sig, siden den vestlige verden er begyndt at revurdere visse af sine doktriner. Det fyger med slagord såsom »Future conflicts will be furious, intense and deadly«, »What can be seen can be hit and what can be hit can be killed«. »The crucial importance of the first battle«, »In the past, we have assumed that the winner would be that side which emerged victorious from a war’s final campaign. Technology has eliminated that luxury« og til slut det, det drejer sig om »We must have the capacity to limit the conflict’s size, area and intensity, we must have the strength to keep the conflict nuclear-free and to bring it to at least a negotiated setlement on terms acceptable to us«. Dette er ikke uddrag fra en ny udgave af Sokolowskis »Militærstrategi«, men citater fra »punkt 1. b. Egne forhold«, i dette tilfælde den amerikanske Hærchef general Fred C. Weyands artikel i Army oktober 1975 »Our Strategy is Readiness« samt fra Havnings artikel. Disse doktrinære slagord findes udmøntet i et arbejdspapir præsenteret af den amerikanske delegation ved Land Forces Tactical Doctrine Working Party i Bruxelles medio 1975 kaldet »US emerging anti-armour doctrine«.2) Dette kompendiumligne- de papir forklarer på fem uklassificerede sider en sådan doktrin set fra delings til korps trin. Jeg vil senere benytte mig af dette papir, da det måske kan give anledning til et par overvejelser.
 
SHAPE Technical Centre og tilsvarende nationale forskningscentre har længe på opfordring af de militære myndigheder og på eget initiativ gennemført taktisk-tekniske krigsspil, for ad spilmæssig vej at gennemprøve nye våben og ny teknik. Resultatet af disse spil har givet næring til nogle af de ovenfor citerede slagord. Et uklassificeret eksempel på en sådan tænkning findes i Adelphi Paper nr. 118 »Precision- Guided Weapons« af James Digby, udkommet sommeren 1975. Fremkomsten af disse Precision Guided Weapons eller Precision Guided Munition (PGM), som de også kaldes, er det tekniske alibi for at udråbe »What can be seen can be hit and what can be hit can be killed«. Ad spilteknisk vej kan det let påvises, at det betaler sig at forblive i dækning og lade de andre bevæge sig ud i det åbne enten som angrebsstyrke eller modangrebsstyrke og PGM klarer resten eller næsten da. Engang i 1980’erne eller 1990’eme kan PGM erstatte brugen af nukleare våben ... hvis!!!
 
Slagord er farlige, for de kan jo misbruges, hvilket jeg heller ikke vil undlade. Spørgsmål nr. 1 af mere perfid karakter: Hvorfor brugte man det ikke i Vietnam, mens tid var? (PGM henter sin argumentation fra denne krig). Spørgsmål nr. 2: Hvis man forbliver i stilling og dækning, udgør man da ikke et lukrativt mål for et C-angreb, da man er stationær og dermed lettere at lokalisere? Spørgsmål nr. 3: Hvilken rolle har im- ponderabilierne spillet ved den teoretiske spilopsætning, og hvorledes bliver disse ting, der ikke lader sig måle og veje, kvantificeret i det opstillede scenario? Og for at blive i det lidt ondskabsfulde, er vi igen på vej ind i en æra af krigshistorien, hvor krigslykken er afhængig af om opmarchretning, operationslinier og den slags udgør bestemte geometriske figurer i overensstemmelse med en matematisk model, der lader sig kvantificere; man bedes erstatte ovennævnte med elementerne fra sandsynlighedsregning for at gøre det mere moderne og nært. Spørgsmål nr. 4: Hvorledes hjælper disse slagord en til at erkende den sande natur af den krig, man står foran, således at man ikke gør den til noget eller antager den for noget, som den efter sin natur ikke kan være? »What can be seen can be misunderstood and what can be misunderstood can be disastrous« for at omskrive ovennævnte slagord lidt.
 
Nu er det vist på tide at sige stop og stille spørgsmålet om NATOs strategi stadig står ved magt med sin indbyggede Deliberate Escalation eller om den amerikanske hærchef med sine ord ovenfor citeret har undermineret den, så den i stedet for at være Flexible nu blot er Controlled og i så fald af hvem? Nogle må have draget deres konklusioner, jeg tænker på tyskerne, for ellers ville de næppe have ladet deres gamle feltreglement, der var baseret på »Gefecht unter atomaren und chemischen Bedingungen«, afløse af det nye baseret på »Gefecht unter atomarer und chemischer Bedrohung« ....
 
Træt af det amerikansk opbyggede atomare bureaukrati og næppe på grundlag af forsikringer fra den potentielle modstander har tyskerne opgivet at opbygge en meningsfuld taktik omkring egen brug af atomvåben, og dette har revet modangrebet ned fra sin dominerende sokkel, da den nødvendige ildstøtte herfor ikke mere kan tilvejebringes på så lavt et plan som brigaden, når atomstøtten bortfalder, og kvalitativ og kvantitativ PGM endnu ikke er til rådighed før om mange år, om overhovedet.
Man skal ikke lade sig narre af, at tyskerne nu søger at glorificere deres nye doktrin som en større landvinding, for det sker kun for at tilsløre den triste baggrund for samme. Var der nogen, der hørte en franskmand småle i baggrunden?
 
Jeg vil ikke bore mere i såret, men kun minde om, at tyskerne tillader atomvåben oplagret på egen jord, opstiller og træner atomleveringsen- heder og i fredstid har tildelt amerikanske Custodian Teams tilknyttet disse, hvilket er en forudsætning for at få tildelt Warheads, når tidens fylde måske kommer.
 
Hvis konventionel ildstøtte for modangrebet herefter er det eneste realistiske at planlægge på, hvad er da ildstøtte nok, indtil PGM for alvor gør sig gældende? Der findes enkelte eksempler fra Korea-krigen og Vietnamkrigen, men det sikreste beregningsgrundlag udgøres formodentligt af erfaringerne fra 2. Verdenskrig. Jeg generer mig næsten for at referere »Divisions- og korpsartilleri i angrebet«, Forsvarsakademiet 1955,3) for sådanne begreber har faktisk eksisteret, da de nuværende elever på generalstabskursus endnu gik i underskolen. En svensk analyse af ildstøttebehovet ved et angreb mod en feltbefæstet stilling udført af størrelsesordenen to enkadrerede regimenter opgør dette til otte artilleriafdelinger, heraf mindst halvdelen tunge eller middeltunge. Med alle mulige modifikationer indlagt for dagens situation, bliver det stadigvæk vanskeligt at reducere denne talstørrelse ned til den eksisterende kendsgerning rent organisatorisk. Med overhængende fare for at gå eksperterne i bedene vil jeg gætte på mindst et middeltungt batteri pr. angribende underafdeling som det nødvendige i dag, hvortil kommer alt det udenoms, som man siger, hvilket kan opgøres til i alt tre middeltunge artilleriafdelinger pr. brigade, når modangrebet skal udløses. Kan det skaffes, og hvilke organisatoriske konsekvenser kan det få?
 
4. Tankeekseperiment
Forestiller vi os nu et allieret korps bestående af en amerikansk, en tysk og en dansk division indsat side om side i Defensive Operations kunne man forestille sig divisionerne løse opgaven således: Amerikanerne og tyskerne Position Defence, danskerne Mobile Defence. De opståede koordinationsproblemer omkring Forward Edge of Battle Area (FEBA) er ikke vanskelige at forestille sig, når en part benytter sig af Mobile Defence og den anden af Position Defence. Mellem de to parter benyttende Position Defence skulle der ikke kunne forekomme tilsvarende pro- bemer, for de er jo enige, sådan da. Bevæger vi os fremad i det, der i ATP-35 kaldes Corps Security Area (på amerikansk Covering Force Area), d.v.s. i området foran FEBA, hører enigheden fuldstændigt op vedrørende, hvor meget man skal investere der. Det kan nu være på tide at se lidt nærmere på US Emerging Anti-Armour Doctrine, tidligere nævnt.
 
Som en konsekvens af at »defensive doctrines must emphasize the ability to defeat an attacker in the initial encounter (win the first battle)«, er betydningen af fremskudte styrkers kamp kraftigt understreget. »Covering forces will consist of both corps and division assets and include cavalry, tank, air defence and where needed, mechanized infantry, attack helicopters, TOW, artillery and engineers. This covering force will fight a major battle. Attrition of enemy tanks must begin as soon as possible. Therefore the battle in the covering force area is initiated as far forward as possible«. Om Tank Battalion Task Force’ kamp i den fremskudte styrkes ramme siges, at »it may engage in a conventional delay or in a more destructive - protect without loss of tactical integrity - operation«. Og tilsvarende at Mechanized Battalion Task Forces skal »orient on armor avenues of approach and focus on wearing down and fragmenting an attacker. The task forces fight back towards Main Battle Area (MBA) moving when tactically appropriate and when the integrity of the force is in jeopardy«. Kampen foran MBA skal føres så hårdt, at styrkeforholdet er blevet gunstigere for forsvareren, når modstanderen endelig når frem til FEBA.
 
Hvis den danske division for eksperimentets skyld skulle tilpasse sig dette som sine allieredes allierede, kunne det gøres på to måder. Enten ved at lade de forreste brigader fremskyde de til modangreb afsatte styrker plus opklaring under brigadernes kontrol, eller hvis afstanden bliver for stor, fremsky de hele reservebri gaden under divisionens kontrol og henvise denne til eksempelvis at udkæmpe forsvarskamp inden for en begrænset tid i en henholdende kamps ramme. Dette forklarer egentligt bedst, hvad den amerikanske division tilsigter med sin Covering Force. Uenigheden med tyskerne fremkommer ved, at amerikanerne på en måde »snyder« og indleder forsvarskampen foran FEBA udnyttende visse dele af Mobile Defence uden at kalde det sådant. Årsagerne til denne uenighed kan være mange, såvel politiske, som strategiske og taktiske, og at analysere disse er ikke formålet med denne artikel.
 
Ved FEBA begynder den egentlige kamp, lad os fortsætte eksperimentet og lade den danske division være indsat mellem den amerikanske og den tyske, altså med allierede på begge fløje. Den danske division kæmper i overensstemmelse med Feltreglement I, altså Mobile Defence, naboerne derimod Position Defence (Jede Preisgabe von Gelände ohne zwin- genden Grund widerspricht dem Wesen der Verteidigung). Ydermere er den danske division svagere i Hardware end sine naboer. De danske frontbrigaders anvendte taktik kan da fremkalde åbne flanker hos de amerikanske og tyske naboer, og farlige situationer kan opstå, idet de danske brigader kan blive tvunget til at udløse modangrebet for tidligt og de allierede naboer til at disponere frontorienterede reserver ud på flankerne med svækkelse andetsteds til følge. Da den danske division er den taktisk mest fleksible og avancerede, hvad angår officerskorpsets grundlæggende og videregående uddannelse, beslutter divisionsgeneralen, efter samråd med korpset, sig til at gribe ind i sine frontbrigaders dispositioner. Dette sker ikke uden store betænkeligheder, da han mærker det anklagende blix fra såvel nuværende som tidligere lærere i taktik på generalstabskursus og hører, hvorledes Tillæg 1 til feltreglementet knager ildevarslende i sin fortøjninger. Han gengiver over for sine brigadechefer korpsgeneralens ord:
 
»Frontages and threat require the bulk of the divisions combat power deployed forward. Forward brigades are expected to fight the decisive battle for the division. Brigades begin this task once they assume control of the battle in the covering force area and subsequently hand-off the enemy to MBA forces. The forward brigades are prepared to accept additional forces or relinquish elements of the brigade on short notice as the direction of the enemy main thrust is determined. Near total control is maintained to permit rapid shifting of forces between brigade sectors and the reserve to insure the correct combat power ratio at the critical place and time. Positions are organized from which the defender can fight an active and mobile battle making maximum use of the terrain, mines, obstacles, field fortifications, and other combat multipliers. Reserves at every echelon will of necessity be small. The division will rarely be able to retain more than a three battalion-size reserve. If the commander correctly visualizes the battle ahead of time, reserves will be prepositioned, where they can be deployed rapidly to thicken the defence in front of and on the shoulders of the main thrust(s) and net the advantages accrued by the defender. They will be used to reinforce, block, or conduct limited objective countersattacks- delivering fires from cover to minimize vulnerability«. Her slutter tankeeksperimentet.
 
5. Afslutning
Har krigens natur ændret sig eller skal den ændres, koste hvad det koste vil (we must have the strength to keep the conflict nuclear-free) ? Hvor meget skal et lille land yde, inden atomleverandøren er overtydet om, at nu kan konflikten ikke mere holdes nuclear-free og hvad er så tilbage til en opfølgning af atomstøttens virkning? Hvorledes overlever et til Position Defence grupperet forsvar en pludselig overgang til kemisk eller atomar krigsførelse iværksat af modstanderen, der midlertidigt er kørt fast? Er det primært ændringer i det fjendtlige miljø eller i eget allieret miljø, der er den egentlige årsag til de nye signaler? Kan et lille land ukritisk forlade sig på de større partneres antagelser og forudsætninger, hvis man får mistanke om, at ikke alle kort bliver lagt på bordet?
 
Dette er måske nogle af de tanker Taktisk Studiegruppe også må igennem, inden den tilretter den eksisterende reglementssamling til også at omfatte Position Defence. Er studiegruppen ikke ganske overtydet om en ændring i krigens natur, kan den jo som en begyndelse og af hensyn til vore allierede nøjes med en omskrivning af Tillæg 1 til Feltreglement I noget i stil med »DA emerging anti- armour doctrine« samt udnytte den endelige udgave af ATP-35, Land Tactical Doctrine, indtil de væsentligste udenoms problemer vedrørende Position Defence er afklaret eventuelt på højeste politiske plan. Glemmes må det jo heller ikke, at Position Defence altid har eksisteret som en »undtagelsesparagraf« i Feltreglement I, hvorfor denne »paragrafs« ikrafttræden også kan motiveres med »hensynet til samordning med allierede enheders kamp«, uden at det nødvendigvis rokker ved den eksisterende doktrins troværdighed, men kun er et fuldgyldigt udtryk for den åndelige bevægelighed mange års uddannelsesinvestering har indpodet i det danske officerskorps. Ydermere er ca. halvdelen af felthæren henvist til at kæmpe, hvad der i ATP-35 kaldes »Coastal Defence«, der i sin natur måske kommer Position Defence nærmere, end man tror. Som jeg nævnede i paragraf 1 af denne artikel, kan analysen give flere resultater:
a. Den eksisterende doktrin kræver ingen ændring, den er i overensstemmelse med tidens krav og i overensstemmelse med de antagelser og forudsætninger, der almindeligvis accepteres både i Vest og Øst. At svare på dette er et uhyre delikat problem, fordi vi her bevæger os ind i det kommissorium, som Taktiske Studiegruppe må have fået af vor højeste militærpolitiske myndighed, uden at kende indholdet af samme. Skal vi gætte på, at den determinant, der udgøres af den potentielle modstander nu må betragtes som den mest sikre og forudsigelige, og at den determinant, der udgør vore alliancepartnere, er blevet sat på vægten for at se, hvad den er god for. Alene tilkomsten af ATP-35 kan være det påskud, der behøves.
b. Den eksisterende doktrin er på visse områder ved at blive »umoderne og kræver en justering på grund af visse ændringer i omverdenen«. Svaret på dette er en naturlig fortsættelse af det foregående, lad os sende en sidste venlig tanke til Petronius og fig. 1.
c. Den eksisterende doktrin er fra sin begyndelse forkert, da den baserer sig på en forkert fortolkning af omverdenen og må derfor snarest forkastes og erstattes af noget andet.
 
Hvis svaret på dette var bekræftende, ville det få de mest uhyggelige konsekvenser for alle, der i tidens løb har været beskæftiget med doktrinens udformning og på forhånd undergrave troværdigheden af den nye doktrin, der skulle afløse den forkastede. Uagtet forfatterne af den nu* værende udgave af Feltreglement I måske nok har lukket det ene øje for den fulde konsekvens af den danske atom- og basepolitik og dennes konventionelle substitution må den eksisterende doktrin stadigvæk klassificeres som tilhørende Premiers Crus, der tåler lang lagring. Men hvem ved, måske bliver 1977 også en stor årgang. 
 
 
 
Noter
1) Allied Tactical Publication -35 Land Force Tactical Doctrine.
2) Annex E to MAS (ARMY) TAC (75) 6th Meeting, 10 jul 75.
3) p.32.
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra
PDF iconmilitaert_tidskrift_105_aargang_mar-apr.pdf
 

Litteraturliste

Del: