Subversion - en metode til påvirkning?

Mange forveksler fejlagtigt psykologisk krigsførelse med undergravende virksomhed, subversion. Medens psykologisk krigsførelse imidlertid har som mål at få en modstander til at opgive at kæmpe, og derfor gennemføres i krig og under krigslignende tilstande, har subversion som endeligt mål at ændre et bestående samfund og kan derfor finde sted under alle forhold, såvel i fred som i krig. At subversionen under krigsforhold kan virke parallelt med psykologisk krigsførelse med henblik på, som et mellemfaldende mål, at få nedlagt våbnene, er ikke ensbetydende med, at de to begreber er synonyme. Oberstløjtnant Per Svensson, Forsvarskommandoen, der tidligere her i tidsskriftet har behandlet psykologisk krigsførelse, belyser i det følgende begrebet subversion.
 
 
Påvirkning.
Alle udsættes hver dag for påvirkninger af den ene eller den anden art. Opdragelse og undervisning er således systematiserede forsag på holdningsdannelse og tilvejebringelse af holdningsændringer, ligesom reklame og propaganda er eksempler på organiseret anvendelse af midler med det formål at fremme en efterspørgsel eller påvirke visse gruppers meninger, følelser, holdninger eller adfærd i en bestemt retning. Der findes flere teorier om fremkaldelse eller ændring af holdninger og man kan forsøge at behandle påvirkningsprocessen ud fra forskellige modeller såsom kommunikationsmodellen, participationsmodellen eller gruppedynamikmodellen. De to sidstnævnte omhandler holdningspåvirkning via gruppediskussion og gruppepres, medens kommunikationsmodellen i forenklet form består af: Sender, budskab, medium og modtager. Ved anvendelse af kommunikationsmodellen er påvirkningens effekt afhængig af flere forhold som f.eks. senderens autoritet og troværdighed, budskabets relevans, mediets tilgængelighed samt - ikke mindst - modtagerens opfattelse og tolkning af budskabet.
I alle tre påvirkningsmodeller arbejder man imidlertid ud fra teorien om påvirkning af den enkeltes holdning omend dette i visse tilfælde sker i gruppesammenhæng.
 
Subversion.
Inden for NATO er subversion defineret som handlinger, der har til formål at undergrave en nations militære, økonomiske, moralske eller politiske styrke og den enkeltes loyalitet. I den her behandlede sammenhæng forstås ved subversion systematiske forsøg på at undergrave et samfund. Det endelige mål for subversiv virksomhed er at frembringe nationens og med den det eksisterende samfunds totale sammenbrud. Selv om dette mål ikke nødvendigvis nås, er det styrende for dem, der udøver den subversive virksomhed og det er ved denne målfastsættelse de adskiller sig fra den almindeligt utilfredse samfundsborger. Som foreløbige mål på vejen frem mod det endelige mål kan subversive elementer sætte sig for at bringe et regime i miskredit, at udbrede mistillid til det eksisterende system, dets institutioner og regeringer og fremprovokere sammenbrud af lov og orden. Subversion er imidlertid først mulig at erkende som sådan, når det klart fremgår, at der bag handlingerne står organiserede grupper med samfundets sammenbrud som mål. Man kan rent teoretisk inddele subversion i fire faser angivende stigende intensitet.
1. Fase: Subversiv virksomhed mod udvalgte mål som f. eks. industrivirksomheder, universiteter, parlamenter, institutioner, forlagsvirksomheder og massemedier. Målet er at mangedoble flere små gruppers virksomhed ved at infiltrere i større, der så - mod flertallets ønsker - kan bruges til revolutionære formål.
2. Fase: Mindre politisk vold og lovbrud, intimidering af mere moderate kræfter, protestmarcher og provokation mod politiet.
3. Fase: Mere udbredt politisk vold, terrorisme og byguerilla.
4. Fase: Nationens generelle sammenbrud, revolutionært anarki, fare for borgerkrig, mulighed for statskup enten udført af revolutionære grupper eller af kræfter, der ønsker at imødegå et revolutionært kup.
 
Subversion i praksis behøver ikke nødvendigvis at optrappes på denne måde. Fase 1 og 2 ophører ikke altid som følge af at fase 3 nås. På samme måde er fase 4 ikke historisk uundgåelig - undtagen i visse revolutionære håndbøger. Som det fremgår af det foranstående, er terrorisme en del af den subversive virksomhed. Da det ofte er terrorismen, der tiltrækker sig den umiddelbare og største opmærksomhed, bør det til stadighed erindres, at andre dele af den subversive virksomhed i ubemærkethed og på længere sigt arbejder mod de helt samme mål. Endelig skal det for fuldstændighedens skyld understreges, at subversiv virksomhed må vurderes ud fra, hvilket samfund det er, der forsøges undergravet. Ikke al subversiv virksomhed er knyttet til én bestemt ideologi, hvilket forskellige mere eller mindre kendte terroristgrupper viser. Her er der tale om grupper fra nationale mindretal, som f. eks. IRA i Ulster, Baskerne i Spanien og Black Power i USA, revolutionære marxistiske grupper, anarkistgrupper, patologiske grupper som de amerikanske Weathermen og den fra kidnappingen af millionærdatteren Patricia Hearst kendte Symbionesiske Befrielseshær samt nyf ascistiske grupper, som de bl. a. er kendt fra Italien. Målet for subversion er således at opløse et bestående system, og påvirkning af den enkeltes holdning er kun et middel til at nå dette mål.
 
Hjemlige eksempler.
Søndag den 28. september 1975 kunne man i flere danske dagblade bl. a. i Berlingske Tidende og Frederiksborg Amts Avis læse om smedeformanden Paulus Andersens »kinesere«. »Kineserne« er ifølge dagspressen studenteraktivister, der som led i en ny taktik infiltrerer større arbejdspladser med det formål at skabe uro. »Kinesernes« modstandere er de socialdemokratiske fagforeningsledere, Danmarks Kommunistiske Parti samt arbejdsgiverne. Aktivisterne føler sig mest i overensstemmelse med det maoistiske Kinas ideologi, hvilket er grunden til navnet »kinesere«, og de er efter det foreliggende ansvarlige for strejker i postvæsenet og i Hovedstadsområdets Trafikselskab samt for uro på Burmeister og Wains skibsværft.
 
Strejken i postvæsenet nævnes som et typeeksempel på den nye strategi, som »kineserne« har indført i arbejdskampe. En del fortropper var som løse studenter-medhjælpere placeret i postsorteringen, hvor de hurtigt fandt nogle ømme punkter. Blandt de faste postarbejdere havde der længe været nervøsitet som følge af frygt for rationaliseringer. På trods af ledelsens beroligelser var frygten let at omsætte i uroligheder. »Kinesernes« første handling var også typisk. Man afsatte postarbejdernes tillidsmand, så ledelsen ikke havde nogen at forhandle med. Dermed var der skabt garanti for, at konflikten ville gå i hårdknude. At arbejdet alligevel blev genoptaget i løbet af et par dage gør ikke aktionen mislykket. Tværtimod. Herefter kan »kineserne« beskylde de besindige tillids- mænd, der fik arbejdet igang igen, for at være forrædere mod klassekampen.
 
»Kinesernes« her efter dansk dagspresse beskrevne virksomhed passer således ind i modellen på subversiv virksomhed, idet de helt klart arbejdede og formentlig stadig arbejder på at bringe fagbevægelsen i miskredit og udbrede mistillid til de valgte tillidsmænd. I det følgende skal gives tre eksempler på virksomhed, som - når man tager målet, at bringe NATO og dansk forsvar i miskredit - også kan indpasses som faser i den subversive virksomhed. Dermed være imidlertid ikke sagt, at de givne eksempler omfatter ulovlig virksomhed, endsige at denne er styret eller koordineret fra udlandet. Den er derimod nok internationalt inspireret, men det behøver der ikke at være noget odiøst i. Hensigten med at nævne de tre eksempler er først og fremmest at belyse, hvilke midler og metoder der kan tages i anvendelse med henblik på at påvirke udpegede målgruppers holdning og adfærd således, at der opnås overensstemmelse med det erklærede mål.
 
Aktion 70.
I 1967 stiftedes Militæmægterforeningen som en aflægger af organisationen Aldrig Mere Krig. Militæmægterfareningens formål opdeltes i tre: At arbejde for større tilslutning til militæmægtelse, at skaffe militæmægteme bedre kår samt at forbedre kommunikationen millitæmægteme imellem. Af disse tre mål synes det sidstnævnte vanskeligst at nå. På trods af stor øgning i antallet af civile værnepligtige - militæmægtere, er tilslutningen til Militæmægterforeningen minimal ligesom det tilsyneladende ikke kan lykkes for militæmægteme at få etableret en blot nogenlunde akceptabel samarbejdsordning for de civile værnepligtige. Det andet mål, at skaffe militæmægteme bedre kår, må til gengæld siges at være lykkedes. Ikke mindst som følge af en parlamentarisk politisk bevågenhed etableredes ret hurtigt efter Militæmægterforeningens oprettelse mulighed for udstationering af nægtere ved pædagogiske og sociale institutioner m. v. En ensformig tilværelse i øde militæmægterlejre kunne nu - alt efter den enkeltes eget valg - erstattes med en meningsfuld værnepligtstid på en byggelegeplads, i et bibliotek eller lignende og i alle tilfælde i mere befolkede områder, ofte i umiddelbar nærhed af den civile værnepligtiges familie og bopæl. For så vidt angår opnåelse af det første mål at skaffe større tilslutning til militæmægtelse, gennemførtes forskellige aktiviteter bl. a. Aktion 70. Denne kampagne blev ført under mottoet: »Det er behageligere at aftjene civil værnepligt«. I den mere aktive del af Aktion 70 opsøgte man dem, man ville påvirke, medens man samtidig ved opklæbning af mærkater, uddeling af løbesedler m. v. opfordrede publikum til selv at søge oplysning om militærnægtelse under anvendelse af de til formålet påtrykte adresser og telefonnumre.
 
I den opsøgende del af kampagnen rettede militæmægterne deres virksomhed direkte mod de unge mænd enten ved sessionsbehandlingen eller under aftjeningen af den militære værnepligt. Når der afholdtes session rundt om i landet, mødte nægterne op, uddelte tryksager om militærnægtelse og indledte samtaler med de unge, der skulle til sessionsbehandling. Da myndighederne, i dette tilfælde Indenrigsministeriet hvorunder sessionsbehandlingen hører, som princip ikke iværksætter nogen form for virksomhed, der kan rubriceres under overskriften statspropaganda, stod militæmægternes argumenter som regel uimodsagt. Dette virkede så meget stærkere som de forhold, nægterne påpegede, var korrekte. Det var mere behageligt at aftjene civil værnepligt end at være værnepligtig soldat.
 
For så vidt angår de militære værnepligtige opsøgte nægterne de steder, hvor soldaterne færdedes i deres fritid, f. eks. på gågader i garnisonsbyer og lignende. Her opstilledes planche- og biliedudstillinger samt uddeltes brochuremateriale, ligesom man indledte drøftelser med de forbipasserende. Ikke mindst den værnepligtige menige, der mente, at han ville blive sendt på befalingsmandsskole med udsigt til ialt 18 måneders tjenestetid, var modtagelig for en påvirkning i retning af kun 16 måneders tjenestetid uden vagter, uden lørdag-søndags tjeneste, uden fravær p.g.a. øvelser, men med mulighed for at komme hjem til pigen hver nat. Aktion 70 var iøvrigt begunstiget af, at man rent administrativt gjorde det lettere at blive militærnægter. Også politiske motiver akcepteredes nu som grund for ikke at bære våben, og spørgsmålet om vitterlighedsvidner blev en ren proformasag. Endvidere var Militæmægterforeningen så heldig, at myndighederne fastholdt, at man ikke blev militærnægter af bekvemmelighedsgrunde, men kun fordi man af etiske, moralske eller religiøse grunde - og senere altså også af politiske grunde - ikke ønskede at forrette militærtjeneste. Som følge heraf var det den almindelige opfattelse uden for de aktuelle målgrupper, at militæmægteme burde respekteres for deres høje moralske og etiske standard, hvilket igen gjorde det endnu lettere for den enkelte at vælge civil værnepligt.
 
Ser man på Militærnægterforeningens virksomhed som helhed, og ikke mindst i forbindelse med Aktion 70, kan der ikke være tvivl om, at foreningen arbejder for nedlæggelse af det danske forsvar bl. a. ved at fratage dette dets grundelement, de værnepligtige menige. Militæmægterforeningen som sådan er en lovlig oprettet forening med en formålsparagraf, der helt klart gør rede for foreningens mål. Foreningen har opnået officiel anerkendelse bl. a. derved, at den deltager i forhandlinger om militæmægteraes vilkår med indenrigsministeren, indenrigsministeriet og andre myndigheder. I Aktion 70 er senderen altså kendt, ligeså budskab og målguppe. Mediet var her først og fremmest den personlige kontakt med samtale og diskussion støttet ved opsætning og uddeling af oplysende skriftligt materiale. Og den samlede aktion var et led i bestræbelserne på at nå Mili- tæmægterforeningens endelige mål: Opløsning og nedlæggelse af det danske forsvar.
 
IKKE-VOLD
Samtidig med oprettelsen af Militæmægterforeningen søgte moderorganisationen Aldrig Mere Krig nye veje. Som et symbol herpå kan man nævne, at organisationens tidsskrift ændrede navn fra »Pacifisten« over »IKKEVOLD - Tidsskrift for revolutionær pacifisme« til »IKKEVOLD - Forum for revolutionær ikkevoldskamp«.
Aldrig Mere Krig er den danske afdeling af War Resisters International. Den driver studiekredse om ikkevoldsforsvar, opfordrer til militærnægtelse, udsender talere til foreninger og skoler, hjælper desertører, samarbejder med internationale fredsorganisationer, bekæmper våbenfabrikation, planlægger og udfører aktioner mod oprustning og militarisme samt støtter Mellemfolkeligt Samvirkes u-landsarbejde. Organisationen har lokalafdelinger og aktionsgrupper overalt i landet og udover forannævnte tidsskrift udgives bøger og tryksager fra eget forlag. Ordet ikke-.vold taler ligesom navnet Aldrig Mere Krig rent følelsesmæssigt til det bedste i mange mennesker. Næsten alle afskyr krig og vold, og alene af denne grund er man positivt indstillet over for et begreb, der tilsyneladende er den fysiske volds modsætning. Læser man imidlertid Aldrig Mere Krigs publikationer får man hurtigt et indtryk af, at ikke- vold for denne organisation betyder noget andet og mere end det umiddelbart positive udtryk giver anledning til. Alene tidsskriftets undertitel »Forum for revolutionær ikkevoldskamp« fortæller noget om intentionen. Ifølge en af organisationens publikationer »IKKEVOLD — strategi i klassekampen«, er målgrupperne for Aldrig Mere Krigs virksomhed for det første aktive socialister, som man meget gerne vil overbevise om, at ikkevold er kampmidlet for sociale forbedringer, og for det andet, den del af befolkningen, der ikke er for et militært forsvar og som man vil overbevise om, at ikkevold er alternativet.
 
Budskabet er derimod noget mere diffust, bl. a. fordi de forskellige internationale leverandører af indlæg i ikkevoldsdebatten tilsyneladende har hver deres opfattelse af målet Nogle ikkevoldstilhængere forkaster således aldeles, at ikkevold kan betragtes som et alternativ til et militært forsvar, idet man herved akcep- terer, at det nuværende samfundssystem overhovedet er værd at forsvare. I stedet mener f. eks. den norske Berit G. Holm, at betydningen af ikkevold eller »uvæbnet klassekamp« ligger i nødvendigheden af at styrke arbejderklassens forsvarsevne mod den herskende klasse. Ikkevoldsfo rmen kan anvendes ved arbejde i aktionsgrupper. I publikationen »Ikkevoldsaksjon« anbefales det således, at man organiserer sig i grupper, der nok kan have forskellige formål, virkefelt og sammensætning, men som har et fællestræk: At ændre status quo, hvad enten det så er for at skaffe en sikker og god legeplads for nogle børn eller det er for at bekæmpe imperialismen. Publikationen anbefaler således, at aktivistgrupperne tager et af følgende emner op som særligt egnede for direkte aktion:
- Demokratisering, hvor kampen mod magtkoncentration, bureaukrati m. m. bør resultere i et aktivt nærdemokrati.
- Nærmiljø med aktioner, der har til formål at engagere til egenaktivitet f. eks. ved ombygning af legepladser, etablering af daginstitutioner for børn, ungdomsklubber m. v. 
- Underprivilegerede grupper, d.v.s. støtte til børn og ældre, handicappede, indsatte m. fl. - Fællesmarkedet, der skal bekæmpes.
- Værn om naturen med koncentration om kampen mod forurening m. v.
- Det militære system, idet dette har indflydelse på uddannelse og forskning og derved stor indvirkning på samfundsudviklingen.
- International solidaritet med modstandsbevægelser i lande som Chile, Sydafrika m. v. eller med enkeltpersoner. Et tværnationalt støttearbejde kan også give sig udtryk i aktioner mod nationale afdelinger eller datterselskaber af udenlandske selskaber, ambassader, udstillinger m. v.
 
De metoder, der anvendes i forbindelse med ikkevold, kan altså finde direkte anvendelse i de daglige forsøg på at påvirke samfundsudviklingen, hvad enten denne påvirkning har et fagligt eller et politisk sigte.
Aldrig Mere Krig er en akcepteret afdeling af en international organisation. Således har såvel den tidligere politiske ordfører i den radikale folketingsgruppe Niels Helweg Petersen som den nuværende formand for samme folketingsgruppe Svend Haugaard været medlemmer af organisationen. Begrebet ikkevold er endvidere nu taget op officielt i Socialistisk Folkepartis politiske program. Ikke desto mindre kan det være vanskeligt at placere ikkevold i den almindelige kommunikationsmodel. Senderen er tilsyneladende kendt: War Restisters International. Målgruppen er udpeget: Socialister og pacifister. Budskabet er derimod uklart. Ikkevold er ikke den direkte modsætning til fysisk vold, men et middel for nogle, der ønsker at ændre en parlamentarisk demokratisk samfundsstruktur i en socialistisk retning.
 
Til gengæld er mediet interessant. Tilsyneladende er det publikationer og direkte aktioner med det formål at bekæmpe krig. Reelt synes det også at være anerkendelsesværdigt og medmenneskeligt arbejde i egnede organisationer og kredse. I »Ikkevoldsaksjon« nævnes således eksempler som borgergrupper, der forsøger at varetage og beskytte beboernes interesse mod miljøforurening, slumstormerbevægelser, forældrekredse m. v. Slumstormerne beskrives f. eks. som den mest slagkraftige og kreative udenomsparlamentariske bevægelse i Danmark. Eller sagt på en anden måde: Publikationerne om IKKE YOLD er for de få, der herigennem inspireres til en aktiv udenomsparlamentarisk virksomhed med det formål, gennem erhvervelse af autoritet og troværdighed, at ændre det bestående samfund.
 
Teatergruppen Solvognen.
Tirsdag den 5. marts 1974 blev der på en statsskole i Nordsjælland afholdt emnedag om NATO. Emnet var valgt og dagen iøvrigt tilrettelagt af eleverne selv, som til formålet bl. a. havde formået teatergruppen Solvognen til at deltage. Forud for selve dagen havde Solvognen sendt eleverne et par regneopgaver, hvor løsningen skulle danne grundlag for elevmedvirken i teatergruppens optræden. Regneopgavernes ordlyd er som følger:
 
 
Emnedagen, begyndte med, at der kl. 0800 »erklæredes undtagelsestilstand« på skolen. Solvognens »NATO-hær« med hunde besatte skolen og overtog kommandoen. På skolens flagstang hejstes »NATO-flaget«, der havde en umiskendelig lighed med Amerikas Forenede Staters »Stars and Stripes«. Indledningsvis blev alle eleverne beordret ud i skolegården, hvor drengene blev stillet op i række og geled, medens pigerne blev vist ind i skolens festsal. I den kolde bidende martsvind blev drengene sat til at eksercere under højlydt råben, passende blandet med eder og forbandelser fra »befalingsmændenes« side. Forsøgte nogle at undslippe blev de ført til »hærens« hovedkvarter i skolens bibliotek, hvor de blev sat under ret så hårdhændet forhør, hvorunder de afhørte rent bogstaveligt blev klædt mere eller mindre af.
 
I skolens festsal delte »hærens lottekorps« pigerne op i tre hold. Et hold blev undervist i elementær førstehjælp, d.v.s. de blev sat til at rulle forbindinger, et andet hold fik styrket deres nationale sindelag ved at klippe dannebrogsflag, medens sidste hold blev sat til at indstudere en til formålet forfattet patriotisk sang, alt med det erklærede formål at opretholde og styrke soldaternes kampmoral. Efter en times forløb samledes alle i skolens festsal, hvor Solvognen demonstrerede afhøring under anvendelse af tortur. En hvidkitlet aktør besteg talerstolen, introducerede sig selv som repræsentant for Forsvarets Lægekorps og kommenterede hen ad vejen de forhørs- og torturscener, der demonstreredes på salens teaterscene. Salen var »bevogtet« af »soldater« med hunde ved udgangene, medens »soldater« og »lotter« fra midter- og sidegange overvågede, at skolens elever ikke var uopmærksomme. Var de det, blev det på stedet kraftigt påtalt, og den pågældende elev blev noteret i »den sorte bog«. Et par af skolens lærere, herunder den konstituerede rektor, blev på scenen »forhørt«, idet en lærer, der er meget Kina-interesseret, p.g.a. sin interesse blev beskyldt for ved sin undervisning at være med til at undergrave NATO.
 
Efterhånden som forhørsmetoderne skærpedes overgik de forhørte til at være medlemmer af teatergruppen. Som afslutning blev en nøgen mandsperson bundet til en aftaget dør, der derefter blev lagt hen over et par stole på scenen. Den hvidkitlede kommenterede forskellige former for tortur, der derefter vistes på scenen med den afklædte som offer. Som en særlig effekt forklaredes, hvorledes man ved at presse en tom sodavandsflaske op i anus kunne få selv de mest genstridige til at tale. Solvognens »læge« måtte her beklage, at »endetarmsmuskelen hos mange danske soldater som følge af udbredt homoseksuel omgang i hæren var slap, hvilket medførte, at denne torturmetode ikke var helt så effektiv som man skulle tro.«
 
Senere på dagen afvikledes to paneldiskussioner, hvor emnet for den ene var »NATO - et redskab for imperialismen«, medens man i den anden diskuterede militærnægterp roblematikken. Under denne del af emnedagen var Solvognens medlemmer blandet som tilhørere mellem skolens elever og lærere, hvor de ved passende mishags- og bifaldsyt ringer forsøgte at styre stemningen mod de af de indforskrevne paneldeltagere, der var for et dansk forsvar og NATO.
 
Betragtes Solvognens optræden i almindelighed er der ingen tvivl om, at teatergruppens mål er at skabe mistillid til det vestlige - og hermed også det danske samfundssystem. NATO og det danske forsvar betragtes som samfundsbevarende d.v.s. som en hindring for en udvikling, der er mere i overensstemmelse med solvognsmedlemmernes livsholdning Solvognens optræden som »NATO-hær« er således et helt klart forsøg på at sætte NATO og dansk forsvar i miskredit.
Teatergruppens medlemmers identitet er mere eller mindre skjult i anonymiteten, men gruppen har gennem statsstøtte opnået officiel anerkendelse af sin kunstneriske virksomhed.
 
Betragtes Solvognens virksomhed på statsskolen ud fra kommunikationsmodellen er senderen i en vis udstrækning kendt, ligesom budskabet er klart nok. Det samme er målgruppen: Gymnasieelever og HF-studerende. Mediet var her - som ved andre lejligheder - den enkelte tilskuers engagement. Gennem erfaring på egen krop - eksersits, forhør, undervisning i førstehjælp m. v. - skulle skolens elever sættes i stand til selv at tage stilling for eller imod at være soldat. Endvidere skulle elevernes øjne gennem løsning af regneopgaverne åbnes for, at det de lærte i skolens almindelige undervisning kan udnyttes i krigens tjeneste f. eks. ved at regning og matematik er basis for udviklingen af det militær-industrielle kompleks. Og Solvognens samlede medvirken i emnedagen kan betragtes som et skridt på vejen mod det endelige mål: At få opløst NATO og nedlagt dansk forsvar for dermed at bane vejen for et andet samfundssystem. 
 
Erkendelse af subversion.
Der findes metoder ved hjælp af hvilke den enkelte selv kan afgøre, om hun eller han er udsat for subversiv virksomhed af den ene eller anden art og selvom ingen af metoderne er fuldkomne, kan de dog være til nogen hjælp for den enkelte.
Først og fremmest må man søge at finde frem til målet for virksomheden. Det er det endelige mål - at frembringe det eksisterende samfundssystems sammenbrud - der er afgørende for benævnelsen subversion. Og allerede her er der problemer. Det den ene vil betegne som samfundsom- væltende og revolutionært, vil den anden måske med ligeså god ret kalde en naturlig samfundsudvikling. En marxist og en nyfascist vil meget naturligt have hver sin holdning til dette spørgsmål - for nu at nævne yderstandpunkterne. Ønsker man alligevel at vurdere om der i et tilfælde er tale om subversion kan man gå frem under anvendelse af følgende nøgleord: Kilde, indhold, medie, målgruppe og effekt eller virkning.
 
Kildens betydning fremgår bl. a. af eksempler fra krigens tid, hvor man opererede med begreberne hvid, sort og grå propaganda alt efter om der var korrekt, direkte falsk eller slet ingen kildeangivelse. BBC har ord for - og søger bestandigt at fastholde dette - at være en sober og troværdig nyhedskilde, hvorimod mange nok sætter et spørgsmålstegn ved sandfærdigheden af visse boulevardblades overskrifter og løbesedler. I al almindelighed må man nok konstatere, at hvor kildeangivelsen for nogle er forlenet med autoritet og tillid, vil den selvsamme kilde af andre blive betragtet med en vis reservation. Tag som eksempel det sovjetrussiske partiblad »Pravda«.
 
Indholdet skulle give bedre mulighed for at vurdere eventuelle subversive intentioner. Alene ordvalg og terminologi vil ofte give en antydning jf. det foran nævnte »Forum for revolutionær ikkevoldskamp«. På den anden side er der foran også nævnt eksempler på god idealistisk virksomhed, som danner grundlag for subversion. Det ville være forkasteligt at forveksle relevant kritik med subversion, uanset hvor ubekvem kritikken end måtte være. Til gengæld må det heller ikke glemmes, at der findes elementer og organisationer, der forstår at udnytte aktuelle strømninger i tiden til subversiv virksomhed. En sund og naturlig skepsis overfor et alt for idealistisk indhold af en publikation eller et oratorisk indlæg vil ofte være på sin plads. Hvad er det, der bliver sagt? Og hvad menes der så med det? Meningen kan godt være en anden end ordene umiddelbart giver udtryk for. F. eks ikkevold.
 
Medierne kan være mangfoldige. De omfatter ikke blot massemedierne radio, fjernsyn og dagspresse, men også film, bøger, andre skriftlige publikationer, kunstnerisk optræden samt personlig kontakt og gruppediskussion. Et mediestudium kan afsløre en kilde, som man måske ønsker at skjule, ligesom målgruppen ofte vil kunne udpeges ved hjælp af de anvendte medier. Teatergruppen Solvognen er eksempel på et medie af de mere utraditionelle, hvor kilden er vanskelig at identificere. Radioens bøme- og ungdomsudsendelser er et eksempel på et medie, hvor målgruppen er helt klart defineret.
 
Målgruppen kan angive, hvad det er man vil opnå. Er indholdet vanskeligt at få hold på, vil man mange gange ved at sætte sig i modtagerens sted få en anden og dybere mening ud af et budskab end dette umiddelbart giver anledning til. At det er mere behageligt at aftjene civil end militær værnepligt kan for den udenforstående virke som en uretfærdighed. Men for den som står over for valget, er betydningen en anden, og set i den sammenhæng har budskabet nogle særdeles afgørende konsekvenser. Effekt eller virkning må vurderes på baggrund af det, man har fundet frem til om kilde, indhold, medie og målgruppe, idet resultatet heraf skal sammenholdes med det endelige mål for eller eventuelle foreløbige mål i en subversiv virksomhed. Og ikke mindst her må man være særdeles nøgtern i sin vurdering. Det tjener intet formål, at overvurdere effekten og se fjernstyrede aktivister og provokatører med subversive hensigter alle vegne. Men det kan samtidigt blive katastrofalt for det samfundssystem, man selv har tiltro til, dersom man ud fra en misforstået liberalistisk og altforstående holdning ser helt bort fra, at andre ikke alene kan have en anden mening end en selv, men at de oven i købet også kan have som erklæret mål at fratage anderledes tænkende deres ret til at tænke anderledes.
 
Påvirkning - subversion.
Er subversion en metode til påvirkning? Svaret herpå må nok blive ja. Men så må det også tages i regning, at der her ikke blot er tale om holdningspåvirkning af den enkelte, men at påvirkningen har en samfundsændring - eventuelt på trods af flertallets ønsker - som sit endelige mål. Det, der bevirker, at man må være opmærksom på og på vagt over for subversion, er, at det endelige mål ikke altid ligger klart. Tværtimod kan det være hensigtsmæssigt for de subversive elementer at skjule den egentlige hensigt bag en legitim fremtræden i medier, institutioner, organisationer m. v. Som bevidst samfundsborger bør man derfor gennem aktiv medleven i bl. a. politiske og andre samfundsorienterede forhold gøre sig sin egen holdning til tilværelsen klar, og er man, ligesom flertallet i den danske vælgerbefolkning for NATO og for et dansk militært forsvar, må man især være opmærksom på den virksomhed - også den helt igennem legale - der har til mål at få Danmark ud af NATO og få dansk forsvar erstattet med en telefonsvarer.
 
 
Litteraturliste
»Ikkevoldsaksjon« Nordisk håndbog med aktionsbeskrivelser fra Sverige, Danmark og Norge. Pax Forlag, Oslo, 1972 158 sider n.kr. 10,
»Manifest for ikkevoldelig revolution« Ole Galster Bach (ansv.) Særnummer af IKKEVOLD, 1972 60 sider
»Ikkevold - Strategi i klassekampen« Jens Thoft, (red.)
Aldrig Mere Krig, 1974 kr. 18,
 
Special rapport:
»New Dimension of Security in Europe« Institute for the Study of Conflict, London 1975
 
Tidsskrifter:
»Nægterbulletin«, Militærnægter foreningen
»Ikke Vold - Forum for revolutionær ikkevoldskamp «, Aldrig Mere Krig.
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF iconmilitaert_tidskrift_105_aargang_jan-feb.pdf
 

 

Litteraturliste

Del: