Styrke og stabilitet - Den Militære magtbalance 1973/74

»Styrkeligevægten er et nødvendigt og virkningsfuldt middel for fredens oprettelse.«
 
(Helmuth Schmidt på den årlige IISS konference i Travemiinde i sept. 73).
 
 
Det forløbne år har i flere henseender været et paradoksernes år. Det indledtes med Paris-aftalerne af 27. januar, der gjorde en ende på det direkte amerikanske engagement i krigen i Vietnam (uden derfor, som aftalt, også at gøre ende på borgerkrigen). Et engagement, der efterhånden var blevet traumatisk for både USA og store og betydelige dele af den vestlige opinion.
Det indeholdt ganske vist små, men dog erkendbare fremskridt i forholdet mellem supermagterne og de hertil knyttede to store magtblokke. Væsentligst i denne forbindelse er vel nok den amerikansk-sovjetiske aftale af 22. juni om at undgå en atomkrig og fortsættelsen af Brandt-regeringens Ostpolitik. Atomkrigsaftalens udformning og ikke mindre den nuværende amerikanske udenrigsminister Henry Kissingers tale den 23. april om et nyt atlantisk Charter har imidlertid voldt bekymring blandt flere af de europæiske NATO-lande. Såvel konferencen for sikkerhed og samarbejde i Europa, der afsluttede sin indledende samling i Helsingfors i begyndelsen af juli og påbegyndte anden fase i Geneve i midten af september, som forhandlingerne om gensidige styrkereduktioner i Europa, der efter indledende møder i begyndelsen af året, påbegyndtes 30. oktober, er foreløbig ikke nået ud over det stadium, hvor parterne har fremlagt deres synspunkter.
Året sluttede med den 4. arabisk-israelske krig og med en demonstration af, at krig ikke nødvendigvis betyder væbnet konflikt, men at der i nogen grad - som direktøren for Det internationale Institut for strategiske Studier i London, Frangois Duchéne udtrykte det i Survival i januar 1973 - må forudses anvendt ikke-militære midler, såsom bl.a. økonomiske, som pressions- og overtalelsesmiddel i forholdet mellem det internationale systems aktører.
Vi befinder os i flere henseender i en overgangsperiode, i hvilken økonomiske problemer spiller en afgørende rolle for vor sikkerhed.
I diskussionen mellem USA og dets europæiske allierede har byrde* fordelingen ved opretholdelse af det militære beredskab og de handelsmæssige problemer i årets løb skærpet dialogen. Den seneste arabiske olieboykot af Europa vil kunne skærpe forholdet yderligere, hvis den økonomiske vækst i Europa stagnerer, medens USA med egne ressourcer vil kunne overkomme den arabiske boykot og hermed styrke sin økonomi og industri på Europas bekostning. Det er i denne sammenhæng den vesttyske forbundskansler Willy Brandt i sin tale i Europa-parlamentet den 13. november manede til europæisk enhed. En enhed man kom et skridt nærmere under EF-topmødet i København 14.-15. december.
Men også andre, af økonomiske forhold affødte direkte og indirekte, problemer er markante ved dette årsskifte. På den ene side anses den væbnede magt fortsat for den yderste garant for det civiliserede samfunds legitimitet, samtidig med at man på den anden side rejser spørgsmålet, om det er muligt for et velfærdssamfund, baseret på lighedsgrundsætninger og antiautoritære holdninger, at opretholde væbnede styrker og en ordensmagt. På den ene side ønsker man ikke at blive konfronteret med voldsanvendelse, men samtidig tager man det for givet, at de dertil forudsete instanser sørger for fred og sikkerhed. Denne dobbeltholdning, som i stigende grad præger de vestlige velfærdssamfund (og som derfor også var temaet for Det internationale Institut for strategiske Studiers årsmøde i Travemünde den 11.-13. september) gør det stadigt vanskeligere at bevare respekten om den militære profession og dermed at kunne rekruttere det nødvendige personel til opretholdelse af et tilstrækkeligt troværdigt vestligt og vesteuropæisk forsvarsberedskab som garant for fred og frihed.
Det er i denne situation den vesttyske finansminister Helmuth Schmidt i Travemünde i september advarede mod at glemme, at en ligevægt i styrke mellem de to blokke i verden er et nødvendigt og virkningsfuldt middel for at opretholde freden*). Og det var ligevægten mellem de to førende magter i disse to blokke, der i oktober gjorde det muligt at holde den arabisk-israelske konflikt inden for kontrollable grænser.
 
Supermagterne
Den ligevægt i forholdet mellem USAs og Sovjetunionens strategiske våbensystemer, som blev fastslået i aftalen af maj 72, synes fortsat at bestå, selv om begge parter har haft travlt med at opbygge deres offensive systemer til den størrelse, den midlertidige aftale fastslog.
USA har således nu opstillet 350 Minuteman 3 missilier, hver med 3 M/i?F-sprænghoveder, og er på vej mod afslutningen af det forudsete program, der omfatter 550 Minuteman 3 med op til 1650 sprænghoveder i 1975. Samtidig er alle 1000 Minuteman siloer blevet forstærket og et nyt ledelsessystem (Command Data Buffer System) taget i brug med henblik på en hurtigere og mere nøjagtig målberegning for ICBM.
Omkring 20 atomubåde har fået installeret o. 320 Poseidon missilier hver med 10-14 M/jRF-sprænghoveder. Yderligere 11 ubåde er under ombygning og påregnes klar i 1975-76, hvorefter der kun vil være 10 både tilbage med Polaris A 3. Den næste generation Trident 1 med en rækkevidde på 4.6000 miles påregnes operativ efter 1978. Ved at benytte den i aftalen forudsete frihed vil USA kunne erstatte Titan 2 med Trident og således mod slutningen af 1970’erne have 1000 ICBM og 710 SLBM med over 8000 sprænghoveder.
Sovjetunionen, der har 1527 ICBM operative, har fortsat udviklingen af tre nye typer, nemlig SS-I6, der er en forbedret version af SS-13, SS-17 (en forbedret SS-11) og SS-18 (en forbedret SS-9). De to sidst nævnte er afprøvet med tre MRV og menes på et senere tidspunkt at skulle udrustes med MIRV. SS-18 menes at skulle installeres i 25 siloer, som påbegyndtes i 1970, men som stadig ikke er fuldendte. Herved kan Sovjetunionen bringe sit antal af »tunge« ICBM op på de tilladte 313. SS-17, der har en rækkevidde på ca. 4.500 miles, forventes at skulle installeres i de resterende 66 ufuldendte siloer, hvilket vil bringe totalantallet af ICBM op på de tilladte 1618. Til søs er Sovjetunionen derimod ikke så langt fremme. Man har her o. 31 ubåde af Y-klassen, hver med 16 SS-N-6 SLBM samt 3 ubåde af den nye D-klasse, der hver medfører 12 SS-iV-8 SLBM. Herudover råder man over 30 SLBM i ældre atomdrevne ubåde, hvilket bringer det totale antal op på 560 SLBM. Selv om Sovjetunionen beslutter sig for at erstatte SS-7 og SS-8 ICBM med nye SLBM, for at nå op på det aftalte tilladte antal af 62 moderne ubåde med 950 moderne SLBM, vil dette med det nuværende byggeprogram først kunne ske i 1977.
Medens begge supermagter således synes i fuld gang med at nå den øvre grænse for de offensive systemers vedkommende synes interessen for også for de defensive systemers vedkommende at fortsætte udbygningen mindre sikker.
USA er ved at afslutte færdiggørelsen af det ene aftalte Safeguard system til forsvar af ICBM siloer i Grand Forks, men har endnu ikke taget skridt til udbygning af det tilladte system omkring Washington. Sovjetunionen har fortsat udviklingen af et mere effektivt ABM-missil til afløsning af Galosh i forsvaret af Moskva, og der er også tegn på, at systemet skal udvides fra 64 til 100 affyringsramper, men der er endnu ingen klare indikationer på udbygning af et system til forsvar af ICBM. For så vidt angår de strategiske bombestyrker, der endnu ikke er omfattet af SALT-aftaler, er anstrengelserne koncentreret om udvikling, snarere end yderligere deployering. De amerikanske styrker er under reduktion fra 30 til 28 eskadriller. Samtidig arbejdes der med udvikling af en ny overlyds bomber Bl, som påregnes taget i tjeneste i 1978.
Sovjetunionen har afprøvet prototyper af Backfire, som har omtrent samme rækkevidde som den amerikanske FB-111. USA har øget sin nuværende bomberstyrkes slagkraft med den i 1972 påbegyndte indførelse af et atomart luft-til-jord missil SRAM (Short- Range Attack Missile) med en rækkevidde på 35-100 miles. Indførelsen påregnes tilendebragt i 1974-75 med i alt 1500 missiler i 21 eskadriller. Begge parter fortsætter med kvalitative forbedringer af luftforsvars- styrkerne. I USA er således F-14 og F-15 jagere på vej ind i de operative enheder, og i Sovjetunionen er såvel MiG-23 som MiG-25 operative. Samtidig søger begge parter at forbedre såvel de mobile som de stationære radarsystemer.
I det hele taget er kvalitative forbedringer nøgleordet for alle ikke-strategiske styrker. Efter afslutningen af engagementet i Vietnam er man nu i USA på vej mod et forsvar udelukkende bestående af frivillige. De sidste værnepligtige fases således ud i midten af 1975. Men der er tvivl om, hvorvidt man vil kunne nå det ønskede styrkemål på 1,8 millioner mand, som anses nødvendigt for at løse de sikkerhedsmæssige opgaver. En opgørelse fra begyndelsen af september viser således væsentlige mangler i det forudsete antal i hæren, men også flyvevåbnet udviser mangler. Udviklingen af nye og forbedrede våbensystemer er på denne baggrund væsentlige.
Selv om Sovjetunionen ikke har de samme vanskeligheder for så vidt angår mandskabsstyrker, lægger man også her vægt på forbedringer på den konventionelle materiels område. Og det er muligt i det første år under begrænsningsaftalen for de strategiske våben at identificere en række områder på hvilke et fortsat våbenkapløb vil kunne finde sted, såfremt det ikke lykkes at få gennemført politiske begrænsninger. I skema 1 er sammenfattet de i den seneste af Det internationale Institut for strategiske Studier udgivne styrkeoversigt*) anførte oplysninger om styrkeforholdet pr. juli 1973 mellem de to supermagter for så vidt angår rådige atomleveringssystemer. Skemaet indeholder tillige de rådige oplysninger om leveringsmidler til rådighed for andre NATO-lande, idet sådanne oplysninger ikke er tilgængelige for andre WP-lande.
 
 
 
Den konventionelle styrkebalance
Medens udviklingen i styrkeligevægten mellem de to supermagter på det strategiske våbensystemers område følger det mønster, som blev fastlagt i aftalerne af maj 72, og danner udgangspunkt for de videre drøftelser om yderligere begrænsninger på de strategiske våbens område, er udgangspunktet for de sideløbende drøftelser om gensidige reduktioner af de konventionlle styrker i Centraleuropa den styrkebalance, som eksisterer i Europa mellem de to blokke, NATO og Warszawa-pagten.
Denne styrkebalance har gennem de senere år haft en tendens til at forskyde sig til fordel for Warszawa-pagten, selv om bevægelserne ikke har vist større udsving. Det må i denne forbindelse understreges, at er det vanskeligt at foretage styrkesammenligninger på de strategiske våbens område, så er det langt vanskeligere for de konventionelle rustningers vedkommende. De kvalitative karakteristika er her langt mere komplicerede at fastslå.
I skema 2 er sammenfattet de oplysninger som den førnævnte styrkeoversigt angiver, idet sidste års opgivelser er anført til sammenligning. I forbindelse med denne oversigt, der baserer sig på detaljerede oplysninger i de enkelte behandlede lande, bør det nævnes, at styrkeoversigten, som anses for meget autoritativ, i år bringer ukorrekte detailoplysninger om danske forhold. Det anføres således i en fodnote på side 19, at de planlagte ændringer af forsvaret indebærer en nedskæring af hærens mandskabsstyrke til 13.000 mand. Dette er ikke korrekt, idet den planlagte ændring medfører nedskæring fra ca. 24.000 til ca. 21.500 mand. De nævnte 13.000 mand er størrelsen af den stående styrke. Fodnoten nævner videre en reduktion af flåden med 5 skibe, men udelader at denne reduktion skal ses i relation til de tidligere styrkemål, som aldrig nåedes. I sammenligning med de anførte tal vil de fire fregatter blive reduceret med 1, men samtidig vil antallet af korvetter gå op med 1 til ialt 5, ligesom antallet af motortorpedobåde vil blive forøget fra de nævnte 12 til 18. Endelig nævner oversigten en reduktion af flyvevåbnet med en eskadrille, men undlader at nævne at antallet af fly i jagerbomber-eska- drilleme vil blive forøget fra de nævnte 16 til 20 fly, hvilket vil betyde en forøgelse af det samlede antal fly fra de nævnte 112 til 116.
 
 
K. V. Nielsen.
 
1) Helmuth Schmidts indlæg på konferencen er gengivet i Wehrkunde nr. 10/73.
2) The Military Balance 1973-1974. IISS, London 1973, 96 sider, 65 p.
 
PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon militaert_tidskrift_103_aargang_jan.pdf

Litteraturliste

Del: