Stort problem, stor hammer – lille problem, stor hammer

Således har danske enheder ved flere lejligheder været i ildkamp med pirater, hvor både pirater og gidsler er blevet dræbt eller såret.

Foto: Forsvaret.dk

Danske enheder har siden 2008 været indsat i anti-piraterioperationer i regionen omkring Afrika Horn. Indsættelserne har siden start tiltaget i intensitet, og der har gennem perioden været et stort antal tilbageholdelser. Således har danske enheder ved flere lejligheder været i ildkamp med pirater, hvor både pirater og gidsler er blevet dræbt eller såret.

Som en stor søfartsnation har Danmark dagligt handelsskibe enten under dansk flag eller med dansk besætning, som sejler gennem området, hvor pirateri er et problem. Det betyder, at danske statsborgere lider under følgerne af langvarige tilfangetagelser, mens en løsesum forhandles på plads mellem rederier og pirater. Ligeledes lider danske rederier af omkostningerne ved betaling af løsesummer og forhøjede forsikringsrater. Og endelig er der de følger af stress, bekymring og angst, der rammer pårørende til tilfangetagne søfolk.

Det internationale samfund har gennem FN forsøgt at løse problemet, der er nedsat en kontaktgruppe,[1] der varetager opgaven med at finde en langsigtet løsning, ligesom FN i flere omgange har vedtaget sikkerhedsrådsresolutioner, der skal komme pirateriet til livs.

I den danske offentlighed er problemet også blevet nærværende. Senest har en skudveksling mellem danske styrker og pirater, hvor piraterne efterfølgende måtte landsættes, skabt stor debat.[2] Ved en tidligere episode blev to gidsler dræbt som følge af en dansk enheds anvendelse af magt.[3]

Den offentlige debat i Danmark er begyndt at være kritisk over for måden, danske enheder gennemfører anti-piraterioperationer. Selv om der er en bred accept af behovet for danske enheders deltagelse i operationerne, er der en opstående debat af, hvorfor tilbageholdte pirater ikke kan retsforfølges. Herudover er der en debat om enhedernes magtanvendelse. Senest har dagbladet information gennem en artikelserie[4] rejst en debat om, hvorvidt danske enheder anvender det at kunne overgå til national kommando til at give større beføjelser for at anvende magt.[5]

Dette løfter en interessant problemstilling. Man kunne med rette spørge, om der ved indsættelsen af militære enheder i operationer, hvor modstanderne ikke kan defineres som traditionelle militære modstandere, opstår en situation, hvor de militære enheder ser mulige løsninger i et traditionelt lys, dvs. et paradigme, hvor hammeren ser alle problemer som søm.

Dette vil medføre, at de indsatte enheder vil agere med magt som et virkemiddel til opnåelse af et taktisk mål. Det ville heraf følge, at magtanvendelsen ikke ville stå i et rimeligt forhold til opnåelsen af et hensigtsmæssigt resultat.

Der ses en tendens til, at danske enheder anvender potentielt dødelig magt i anti-piraterioperationer. Denne magt anvendes ved varselsskydninger og ved skydning direkte mod piraternes fartøjer.

Normalt beskæftiger militære enheder sig med opfyldelsen af missioner af militær karakter. I gennemførelsen af traditionelle militære operationer vurderer den militære chef de forskellige virkemidler, han har til sin rådighed, og han vælger derefter at indsætte det middel, han mener bedst kan løse den opgave, han er blevet stillet, inden for de regler han er blevet underlagt. Når militære enheder indsættes i civile opgaver, kunne man rejse spørgsmålet, om det paradigme, en militær chef arbejder ud fra, vil medføre, at der anvendes mere magt, end hvad der er rimeligt for at løse den pålagte opgave.

Denne artikel vil belyse de forhold, der er gældende, når militære enheder anvendes til politimæssige opgaver. Det er således artiklens ambition at forsøge at fastlægge, hvad der kan betegnes som ”rimelig” magtanvendelse. I vurderingen af ”rimelig” spiller flere faktorer en rolle, det være sig den kulturelle baggrund af den der vurderer eller et særligt juridisk paradigme. I vurderingen af danske enheders magtanvendelse anlægges betragtningen, at med ”rimelig” forstås, at magtanvendelsen ikke må overstige den magt, det danske politi ville kunne have anvendt i samme situation. Med dette afsæt vil det være muligt at vurdere, om danske militære enheder indsat i Operation Ocean Shield [OOS] anvender mere magt, end hvad der kan opfattes som ”rimeligt” i et dansk perspektiv.

I første afsnit af denne artikel vil jeg analysere national lov med henblik på at fastslå, hvilke retningslinjer der er gældende for politiets magtanvendelse. Herefter vil jeg i afsnit 2 vurdere, om der i mandatet fra Folketinget åbnes mulighed for at anvende mere magt, end politiet ville kunne have gjort. I afsnit 3 vil jeg diskutere om anvendelsen af Rules of Engagement begrænser magtanvendelsen. Endelig vil jeg runde af med en konklusion, hvor jeg samler delkonklusioner op.

Denne artikel finder, at danske militære enheder maksimalt kan anvende magt til et niveau svarende til den magt, det danske politi ville kunne anvende i en tilsvarende situation, når de er under national kommando, og at den er begrænset til et niveau, der ligger under det niveau, der er gældende for dansk politi, når de er under NATO-kommando.

Det er derfor denne artikels argument, at den magt, der anvendes af danske enheder indsat i OOS i et dansk perspektiv må kunne fastslås at være ”rimelig”.

Politiets magtanvendelse generelt

Overordnet vil personer underlagt dansk lov have ret til at forsvare sig i henhold til straffelovens [SL] § 13 om nødværge. I tillæg hertil vil det være lovligt at forhindre strafbare handlinger i henhold til SL § 14 om nødret. Herudover fastsætter Lov om politiets virksomhed [PL] rimelig magtanvendelse i forbindelse med udførelsen af den pålagte politiopgave.

SL §§ 13 og 14 lovliggør, hvad der generelt beskrives som selvforsvar og udvidet selvforsvar i forståelsen en ulovlighed begået i beskyttelsen af andre eller ejendom. Således fastsættes i SL § 13: ”Handlinger foretagne i nødværge er straffri, for så vidt de har været nødvendige for at modstå eller afværge et påbegyndt eller overhængende uretmæssigt angreb og ikke angriberens person og det angrebne retsgodes betydning er forsvarligt.

Stk. 2. Overskrider nogen grænserne for lovligt nødværge, bliver han dog straffri, hvis overskridelsen er rimeligt begrundet i den ved angrebet fremkaldte skræk eller ophidselse.

Stk. 3. Tilsvarende regler finder anvendelse på handlinger, som er nødvendige for på retmæssig måde at skaffe lovlige påbud adlydt, iværksætte en lovlig pågribelse eller hindre en fanges eller tvangsanbragt persons rømning”.

Af SL § 14 følger, at: ”En handling, der ellers ville være strafbar, straffes ikke, når den var nødvendig til afværgelse af truende skade på person eller gods, og lovovertrædelsen måtte anses for at være af forholdsvis underordnet betydning”.

Af SL §§ 13 og 14 følger det derfor, at der lovligt kan anvendes magt i selvforsvar og i forsvaret af andre eller materielle goder. Det gælder for denne magtanvendelse, at den skal være underordnet; det medfører ingen begrænsning i niveauet af magt, men den anvendte magt skal være relativ mindre end det, der søges beskyttet. I tillæg hertil kommer, at situationen, hvori magten anvendes, har en betydning. Hermed gælder, at personen, der anvender magt, føler sig truet og denne følelse får således betydning for magtanvendelsens lovlighed.

Udover den altid gældende ret til nødværge og nødret er der ligeledes mulighed for at anvende magt i forbindelse med løsning af den pålagte opgave. For denne specifikke ret skal hjelmen findes i PL.

PL giver således jfr. § 15, pkt. 3 ret til; at anvende magt med henblik på at bringe en strafbar handling til ophør eller i forbindelse med efterforskning og forfølgning af strafbare forhold.

I PL fremgår det endvidere af § 16, stk.1, at der i beslutningen om magtanvendelse skal anlægges perspektiv om nødvendighed, forsvarlighed og proportionalitet: ”…magtanvendelse skal være nødvendig og forsvarlig samt proportional i forhold til den interesse der søges beskyttet….”.

I forslag til lov om politiets virksomhed punkt 6.1 fastsættes niveauet af magtanvendelse. Dette niveau fastsættes som afledt af strafferetsplejen, ifølge bestemmelserne i retsplejelovens §§ 758, stk. 1, 792 e, stk. 2 og 798, stk. 1, at ”indgreb skal foretages så ”skånsomt, som omstændighederne tillader”.

Således følger, at magtanvendelse ligeledes ikke må gå ud over, hvad der er nødvendigt for at gennemtvinge indgrebet. Det vil naturligvis altid bero på et skøn, i den givne situation, hvad der er nødvendigt for gennemtvingelse af indgrebet, men det følger, at der er en betydelig margin for politiet til at foretage konkrete skøn.

PL definerer således rammen for, hvornår magt kan anvendes og opbrudt i delelementer ses derfor, at følgende altid skal være opfyldt:

·         Nødvendig og forsvarlig

·         proportional

·         skånsomt

I de almindelige bemærkninger til forslag til lov om politiets virksomhed udvides med en nærmere definition af, hvordan politiets mulighed for magtanvendelse skal forstås. Det beskrives i de almindelige bemærkninger til PL § 16, stk. 1, at der gælder et proportionalitetsprincip om, at ”Kravet om at magtanvendelsen skal være nødvendig og forsvarlig indebærer, at magt kun må anvendes, hvis mindre indgribende midler ikke findes tilstrækkelige. Kan den konkrete opgave løses ved, at politiet udsteder påbud mv., må magtanvendelse ikke finde sted”.

Det er således et krav, at andre mindre indgribende midler ikke er tilstrækkelige. Der er dog ikke et krav, at magtanvendelsen eskaleres trinvist fra mindre magtmidler som f.eks. et påbud, hvis situationens natur eller andre omstændigheder gør, at en trinvis eskalering ikke vil være hensigtsmæssig. Således beskrives i de almindelige bemærkninger til PL §16, stk. 1., at ”… Hvis øjeblikkelig magtanvendelse efter en konkret vurdering er nødvendig, f.eks. for at afværge et påbegyndt angreb på en person, kan politiet gribe til magtanvendelse uden forinden at have forsøgt at løse situationen ved et påbud mv.”.

Af dette følger, at det er situationens særlige omstændigheder der er bestemmende for hvordan magt anvendes.  

Det kan derfor fastslås, at reglerne i SL og PL bestemmer, at der kan anvendes magt i forbindelse med nødværge, nødret og med henblik på at bringe en strafbar handling til ophør. I tillæg her til kan magt anvendes i forbindelse med efterforskning og forfølgning af strafbare forhold. Der følger ikke af denne lovgivning en begrænsning i magtanvendelsen. Der er således fastlagt i reglerne, at magtanvendelsen er lovlig, såfremt den er nødvendig og forsvarlig, det vil sige, at magtanvendelsen ikke overstiger det nødvendige for gennemførslen. Magtanvendelsen skal være proportional, og således stå i et rimeligt forhold til den handling, der søges stoppet, og magtanvendelsen skal tillige gennemføres så skånsomt som muligt. Endelig kan magt anvendes lovligt uden indledende varsel, såfremt situationens særlige omstændigheder taler herfor.

 

Anvendelse af skydevåben

Anvendelsen af skydevåben som magtmiddel er underlagt særlige regler. Af PL og af de almindelige kommentarer til forslag til Lov og politiets virksomhed fremgår det, at der er særlige hensyn, der skal tages inden og i forbindelse med anvendelse af skydevåben. Af de almindelige kommentarer i lovforslaget fremgår det, at anvendelsen af skydevåben ikke begrænses til egentlig afgivelse af skud for virkning men tillige omfatter varselsskud og trussel om anvendelse af skydevåben. Således beskrives det i de almindelige kommentarer til forslag til Lov om politiets virksomhed § 17, stk. 1, at ”Bestemmelsen omfatter den faktiske afgivelse af skud, herunder varselsskud, samt advarsler og andre tilkendegivelser om afgivelse af skud”.

Således skal bestemmelserne for afgivelse af skud være opfyldt både ved faktisk afgivelse af skud og ved trussel herom. Politiet skal derfor i forbindelse med anvendelse af skydevåben sikre, at situationen lever op til kravene om afgivelse af skud. Disse krav specificeres i kommentarerne til § 17, stk. 1, nr. 1 hvor det anføres, at ”Skydevåben kan anvendes med henblik på at afværge et påbegyndt angreb eller et overhængende farligt angreb på person”.

Kommentaren henviser til, at angrebet skal være farligt. Et angreb er farligt, når det indebærer eller må formodes at indebære fare for den angrebnes liv eller fare for, at den angrebne pådrager sig alvorlige helbredsskader.  Det fremhæves i bemærkningerne, at dette navnlig er tilfældet hvis ” … angriberen er bevæbnet med skydevåben eller et farligt stik- eller slagvåben. Et angreb kan endvidere være farligt, hvis det udføres så kraftigt og brutalt – eventuelt af flere i forening – at der af den grund er anledning til at frygte for den angrebne persons liv mv”-

I tillæg hertil beskriver de almindelige kommentarer til § 17, stk. 1, nr. 4, til forslag til lov om politiets virksomhed at ” … skydevåben kan anvendes ved pågribelse af personer, som har eller med rimelig grund mistænkes for at have påbegyndt eller gennemført et farligt angreb på person..”.

Det følger heraf, at såfremt der i situationen kan fastsættes en rimelig mistanke for, at et farligt angreb er påbegyndt, kan der ligeledes anvendes skydevåben. Der er i denne fastlæggelse tale om ”mistanke” (og ikke et angreb, der i modsætning til mistanke er manifesteret ved handlinger). Der kan i denne vurdering indgå vurderinger af tidligere forhold. Mistanken defineres som rimelig, når forberedelseshandlingerne er afsluttet og det eksemplificeres ved at der f.eks. kommes patroner i et skydevåben.

 

Nationalt mandat

Baggrunden for danske enheders indsættelse i OOS skal findes i folketingsbeslutning B59 af 17. december 2009.[6] Folketingsbeslutning B59 beslutter dansk deltagelse i NATO anti-piraterioperation Ocean Shield.

I den skriftlige fremstilling af beslutningsforslaget specificeres, at formålet for indsættelsen af danske enheder af ABSALON-klassen er deltagelse i NATO anti-pirateri Operation Ocean Shield.  Således fremsattes i skriftlig fremsættelse af 19. november 2009, at ”Folketinget meddeler sit samtykke til, at et dansk militært bidrag indsættes i NATO’s Operation Ocean Shield som led i den internationale indsats mod pirateri i farvandet ud for Afrikas Horn”.

I bemærkningerne til beslutningsforslaget udlægges formålet med indsættelsen, og rammerne for bidragets muligheder for at anvende magt i forbindelse med deltagelsen. Bemærkningerne fremhæver således specifikt, at mandatet, som bidraget underlægges via NATO, er respons på FN’s sikkerhedsresolutioner 1814 (2008), 1816 (2008), 1838 (2008) og 1846 (2008). Særligt fremhæves det i punkt III i bemærkningerne til beslutningsforslag B59, at ”Det danske sømilitære bidrag vil være undergivet folkeretten. FN’s havretskonvention indeholder i kapitel VII om det åbne hav en række generelle bestemmelser om flådefartøjers adgang til at træffe foranstaltninger til bl.a. bekæmpelse af pirateri”. Ligeledes fremhæves det, at bidraget vil ”… have mandat til magtanvendelse i selvforsvar, herunder som fastlagt ved NATO’s regler for magtanvendelse ...”.

Beslutningsforslag B59 er siden blevet forlænget gennem beslutning i Udenrigspolitisk Nævn, som hjelmet i afsnit V i bemærkningerne til folketingsbeslutning B59.

 

Analyse af mandat

Mandatet givet af Folketinget pålægger ikke enhederne begrænsninger i retten til selvforsvar, i form af nødret og nødværge, som gældende i dansk lov. Således er der overensstemmelse mellem den magtanvendelse, Folketinget har bemyndiget, og den magt, politiet kan anvende. I tillæg hertil behandler det nationale mandat retten til anvendelse af nødvendig magt til bekæmpelse af pirateri, ved reference til gældende sikkerhedsrådsresolutioner. Herved hjelmes enhedernes magtanvendelse til opfyldelse af missionen indenfor HRK. Det betyder, at enhederne kan anvende magt, herunder dødelig magt, i bekæmpelsen af pirateri.

 

Rules of Engagement

Militære enheders magtanvendelse kontrolleres af Rules of Engagement [ROE]. Ved anvendelse at ROE anlægges et antal begrænsninger i udøvelsen af magt med henblik på at sikre, at en given operation ikke udvikler sig mere voldeligt end nødvendigt. ROE er således udtryk for begrænsninger i de underlagte enheders handlemuligheder. Omvendt er ROE ikke et udtryk for handlinger, der skal gennemføres eller et værktøj til operationsplanlægning.

 

International Institute of Humanitarian Law

The International Institute of Humanitarian Law [IIHL] har udgivet et antal manualer og håndbøger, særligt indenfor krigens love og ROE. Således udgav IIHL i november 2009 The Sanremo Handbook on the Rules of Engagement [ROE Håndbog], hvilket er den eneste eksisterende håndbog, der forklarer, hvorledes ROE udformes og implementeres udenfor national eller alliancekontekst.

Håndbogen definerer ROE som et middel til at autorisere og/eller begrænse brugen af magt i forbindelsen med gennemførelsen af militære operationer. ROE anerkendes således som det overordnede redskab for styringen af magtanvendelsen. I erkendelsen heraf fremhæves det, at ROE aldrig kan erstatte national lovgivning. ROE er derfor et redskab til at opretholde politisk kontrol med udviklingen af magtanvendelse. Således vil et godkendt sæt af ROE ikke kunne tillade mere magtanvendelse end respektive nationale lovgivninger.

Indledningsvis erkender ROE håndbogen, at der er en universel ret til selvforsvar. Således vil der ikke kunne besluttes ROE, der begrænser retten til selvforsvar: “International law and the domestic laws of all nations recognise a right of self-defence, which is the use of force to defend against attack or imminent attack. Self-defence is available in all situations”  (International Institute of Humanitarian Law, 2009, s. 3).

ROE håndbogen beskriver situationer, hvor denne ret til selvforsvar vil kunne hævde ret, herunder ret til individuelt selvforsvar, selvforsvar af egen enhed, beskyttelse af andre og national selvforsvar. For anti-piratoperationer vil retten til selvforsvar finde anvendelse i følgende definitioner (International Institute of Humanitarian Law, 2009, s. 3):

·         “Individual self-defence. This refers to the right of an individual to defend himself or herself (and in some cases other individuals) from an attack or imminent attack. Some nations permit commanders to limit individual self-defence in the same way as for unit self-defence

·         Unit self-defence. Unit commanders have the right to defend their unit and other units from their nation in the face of an attack or imminent attack. For some nations, the concept of unit self-defence is both a right and an obligation; whereas for others the concept is only a right. Some nations permit the right of unit self-defence to be limited by orders from higher authority. Unit self-defence may be extended to units and individuals from other nations when authorised by the applicable ROE

·         Protection of Others. This refers to the right to defend specified persons (who are not part of the Force) against an attack or imminent attack. For some nations, the right of individual self-defence or unit self-defence may not include the right to use force to defend another nation’s citizens”

Således er der en international anerkendt ret til at forsvare egen person, en ret til at forsvare egen enhed og en ret til at forsvare navngivne andre.

I OOS har besætningsmedlemmer, der føler sig truet på livet, ret til selvforsvar, ligesom en enhedschef har ret til at forsvare sin enhed. Endelig kan der specificeres andre, der kan gennemføres selvforsvar for; for OOS kunne dette eksempelvis være besætningsmedlemmer på handelsskibe, der trues på livet.

Jfr. ROE håndbogen kan denne ret til selvforsvar anvendes, såfremt andre midler enten er blevet udtømt, ikke er til rådighed eller ikke vurderes tilstrækkelige til at forhindre et angreb (International Institute of Humanitarian Law, 2009, s. 4). Rettigheden opretholdes så længe angrebet pågår, og den magt, der anvendes i selvforsvar, skal være proportional i natur, varighed og ikke strække sig ud over det nødvendige.

ROE håndbogen behandler i tillæg til selvforsvar også anvendelsen af magt. Det beskrives således, at ROE angiver de omstændigheder og begrænsninger, der pålægges militære styrker i anvendelsen af magt for at opnå disses mål (ROE håndbogen, s. 1). Det defineres således, at magtanvendelsen er et grundlæggende værktøj for militære styrker og en del af den grundlæggende opgaveportefølje.

ROE håndbogen beskriver den måde, hvorpå magt applikeres i den militære opgaveløsning. Anti-piraterioperationer er væsensforskellige fra konventionel magtanvendelse for militære enheder, idet der er tale om magt anvendt mod kriminelle og ikke mod traditionelle militære modstandere. ROE håndbogen beskriver både ROE, som de kan opstilles, når der anvendes magt mod andre militære styrker, og i forbindelse med magt anvendt mod pirater. Således kan ROE håndbogen danne grundlag for en internationalt anerkendt tilgang til magtanvendelse i forbindelse med OOS.

Om magtanvendelse generelt beskriver ROE håndbogen (s. 7), at ”When the ROE authorise the use of deadly force, this authorises the use of all lesser degrees of force permitted by law, up to and including deadly force. The actual tactics, techniques and procedures for applying force or utilising non-deadly force will vary based upon factors such as environment, weapons systems available, the prevailing threat, and applicable law. The tactical employment of approved ROE is a matter of command judgment”

Således vil det blive op til en vurdering af enhedens chef, om den faktiske situation opfylder kravene for magtanvendelsen. Det betyder derfor ikke, at der kan anvendes dødelig magt umiddelbart, men denne tilladelse vil lovliggøre, at den pågældende chef iværksætter magtanvendelse gradvist og i henhold til gældende doktriner.

Når magt anvendes mod pirater eller formodede pirater i OOS, skal alle andre muligheder for at sikre, at disse efterkommer givne ordrer, således være udtømt, med mindre situationen kræver, at der anvendes dødelig magt umiddelbart.

Særligt beskriver ROE håndbogen et forslag til, hvordan en profil for ROE kan opstilles. Således definerer ROE håndbogen (s. 54), at der ved operationer, der skal forhindre pirateri kan anvendes non-deadly force eller deadly force. Det er således international anerkendt, at der i forbindelse med operationer mod pirateri kan lovliggøres anvendelse af dødelig magt.

 

MC 362/1 NATO Rules of Engagement

NATO anvender ligeledes ROE til styring af magtanvendelse i forbindelse med operationer. NATO ROE defineres og styres ved anvendelse af NATO ROE doktrin beskrevet i MC 362/1. Heri udlægges retningslinjerne for magtanvendelse. Det funderende grundlag for opstillingen af ROE defineres i MC 362/1 s.2 således: ”[ROE] are the authorisation for, or limits on, the use of force during military operations.  Formulation of ROE is influenced by a variety of factors.  ROE first must be lawful.  International law defines the lawful limits for the use of force during military operations.  National law may further limit the use of force by member States in certain types of military operations or in certain situations.  Within this legal framework, the North Atlantic Council/Defence Planning Committee [NAC/DPC] provides political direction for the conduct of military operations, including authorisations for, and limitations on, the threat or use of force or actions which might be construed as provocative.  ROE do not limit the inherent right of self-defence”.

Der er således intet i MC 362/1, der kan lovliggøre magtanvendelse, der strækker sig ud over lovlig magtanvendelse under international eller national lov. MC 362/1 vil således kun kunne begrænse den magt, der anvendes. MC 362/1 bliver derfor et middel til at graduere den magt, der anvendes.

I MC 362/1 udlægges tillige hvordan magt skal anvendes. MC 362/1 (s. 5) beskriver således, at ”Reasonable and prudent effort should be made to control a situation without the use of force.  When time and conditions permit, the potentially hostile forces should be warned and given the opportunity to withdraw or cease threatening actions, and further warned that NATO/NATO-led forces will take action, as necessary. The on-scene commander should consider actions that do not involve the direct application of force to warn potentially hostile forces”.

Det betyder at magt skal anvendes i en gradueret form. Enhederne, der anvender magt, skal derfor, når situationen tillader det, indlede med advarsler og ikke dødelige former for magtanvendelse, før dødelig magt kan anvendes.

De forskellige former for magtanvendelse, som enheder kan anvende under MC362/1, er, jævnfør Annex D til MC 362/1, der beskriver magtanvendelse i forbindelse med maritime operationer:

·         Varselsskydning, defineret som afgivelsen af skud afgivet, så den enhed, der søges tvunget til at efterkomme ordrer, tydeligt kan erkende at skud er blevet affyret. Dette kunne være korte byger afgivet foran boven på et skib.

·         Direkte beskydning der ikke medfører, at det beskudte fartøj bliver utjenstdygtigt. Dette kunne være beskydning af f.eks. stævnen. Gennemføres denne form for magtanvendelse, bør føreren af det beskudte fartøj informeres herom så betids, at der er mulighed for at sikre, at der ikke er personer i det område af fartøjet, der beskydes.

·         Direkte beskydning der skal gøre det beskudte fartøj utjenstdygtigt. Dette kunne være beskydning af maskinrum eller broen. Her bør føreren ligeledes informeres om hensigten, så han kan sikre, at der ikke er personer i det område, der beskydes.

Hermed anlægges en gradueret definition af den magt, der anvendes. De forskellige former for magtanvendelse kan derfor applikeres trinvist med henblik på at sikre, at risikoen for skade på personer begrænses mest muligt.

For anvendelsen af magt under MC 362/1 gælder det (jævnfør s. 5), at ”With respect to mission accomplishment, the degree of force used must be no more than that necessary to carry out duties and accomplish assigned objectives of the mission.  Force used must be limited to the degree, intensity, and duration necessary to achieve the objective”.

Således ophører den lovlige magtanvendelse i det øjeblik hvor enhedernes mission opfyldes. I anti-piraterioperationer er det, når de givne ordrer efterkommes. Herudover må graden, intensiteten og udstrækningen af magtanvendelsen ikke overstige, hvad der er nødvendigt for at opnå dette. 

I forbindelsen med gennemførelsen af OOS er der udgivet en ROE profil, der definerer den magt, der kan anvendes i forbindelse med operationens gennemførelse. Det er gældende, at autoriserede ROE er givet til styrkechefen for operationen. Således gælder det, jfr. MC 362/1 (s. 9), at ”When implementing ROE for forces, a commander must act within the ROE authorised, but is not obliged to pass along to subordinates the full range of the authorised ROE.  If superior authority later withdraws or restricts ROE previously implemented, commanders must immediately update their direction to subordinates in order to comply with the updated ROE.  Even within implemented ROE, it remains the commander’s responsibility to ensure that forces use only that degree of force which is lawful under the circumstances”.

Det betyder, at en given ROE profil ikke nødvendigvis er delegeret til de lavere niveauer i en styrke. Det giver styrkechefen mulighed for at kontrollere magtanvendelsen i den givne situation, på baggrund af de fakta der er. En enhedschef, der ønsker at anvende magt, skal anmode om tilladelse til at anvende en given ROE. Således vil en tilladelse til at gennemføre varselsskydning ikke nødvendigvis medføre tilladelse til at gennemføre skydning direkte på det pågældende fartøj. Derved bliver anvendelse af magt gradueret.

Både i definitionen af ROE i henhold til ROE håndbogen og MC 362/1 tydeliggøres, at ROE aldrig vil begrænse retten til selvforsvar. Dette er i overensstemmelse med national dansk lov, der lovliggør nødret og nødværge. Både i henhold til ROE og i henhold til analysefaktorerne er det oplevelsen i situationen, der afgør, om der er tale om selvforsvar. Således vil anvendelsen af ROE ikke begrænse danske enheders mulighed for at anvende magt i situationer, hvor disse oplever et angreb som værende umiddelbart forestående.

I et ROE perspektiv er der ikke umiddelbart en tilladelse for danske enheder til at handle i nødværge. Dette skyldes, at der ikke er enighed internationalt, eller i NATO, om hvilken udstrækning af lovlig magt, der kan anvendes som i betydningen nødret. Muligheden for at handle i nødret er beskrevet i MC 362/1 som en selvstændig ROE, der kan være givet til underlæggende enheder. Dette er dog ikke ensbetydende med, at denne tilladelse altid er givet. Således kan der være situationer, hvor danske enheder vil blive begrænset i deres mulighed for at anvende magt i forståelsen nødret.

MC 362/1 anvendes som et redskab til at kontrollere enhedernes anvendelse af magt i givne situationer. Således vil der i den udgivne ROE profil for OOS være klare definitioner af, hvornår et angreb anses for at være påbegyndt. Det er dog ikke ensbetydende med, at enhederne vil kunne anvende magt umiddelbart i disse situationer. Anvendelsen af ROE vil betyde, at enhederne vil skulle anmode om delegering af den eller de relevante ROE, der giver tilladelse til anvendelsen af magt i hver enkelt situation. I den enkelte situation skal der anmodes om delegering af relevant ROE, inden magt kan anvendes. Der kan dog være situationer, hvor der er en stående tilladelse til at anvende magt. Dette kunne være såfremt, der observeres en situation, hvor der ikke kan være tvivl om, at angrebet er påbegyndt, f.eks. at en pirat er ved at entre et handelsskib via en stige, og hvor en anmodning om delegering af relevant ROE vil bevirke, at muligheden for at undgå, at skibets besætning kommer i fare, forspildes. Således er anvendelsen af ROE ikke nødvendigvis en begrænsning i muligheden for at anvende magt ved et påbegyndt farligt angreb, men det er ikke givet, at beslutningen vil kunne iværksættes umiddelbart.

Når der er tale om et overhængende farligt angreb, bliver anvendelsen af ROE mere kompliceret. Der vil i disse situationer ikke nødvendigvis kunne anlægges en definition af, hvornår et angreb er overhængende. Således vil det ikke være muligt for enhederne, at anvende magt inden en ROE bliver autoriseret af overordnede kommandomyndighed. Hele formålet med ROE er at kontrollere magtanvendelse, derfor er det ligeledes ikke givet, at autoriseringen af en ROE, der giver tilladelse til at gennemføre varselsskydning, nødvendigvis vil blive fuldt af en tilladelse til at gennemføre virkningsskydning med det formål at gøre det formodede piratfartøj utjenstdygtigt. Således er det en indbygget del af ROE princippet, at eskalation af magtanvendelsen skal ses i enkelte trin. Der kan således udelukkende gennemføres eskalation ved at foranstående kommandomyndighed autoriserer de enkelte elementer af magtanvendelsen. Dette kan betyde, at der opstår en situation, hvor der gives tilladelse til varselsskydning, men at der ikke gives tilladelse til virkningsskydning, såfremt varselsskydningen ikke medfører det ønskede resultat. Dette er ikke i overensstemmelse med analysefaktorerne, hvor muligheden for at gennemføre varselsskydning er betinget af, at bestemmelserne for virkningsskydning er opfyldt. Således kan anvendelsen af ROE blive en begrænsning af enhedernes mulighed for at anvende magt.

Tilsvarende problematikken om at definere hvornår et angreb er overhængende, er det kompliceret at definere, hvornår der kan etableres mistanke om, at et angreb er påbegyndt. Det betyder, at der i den udgivne ROE profil vil være mulighed for at anvende magt i disse situationer, men fordi en endelig definition ikke kan anlægges, vil tilladelsen til at anvende magt skulle indhentes på højere niveau. Det betyder, at enhederne heller ikke i disse situationer vil kunne anvende magt umiddelbart, men at de foreligger deres observationer for foranstående kommandomyndighed, der vil autorisere magtanvendelsen på baggrund af et skøn i den givne situation. Dette er ligeledes en begrænsning i forhold til analysefaktorerne, idet muligheden for at foretage dette skøn ikke er delegeret til det udførende niveau. Således vil anvendelsen af ROE kunne blive en begrænsning, idet det ikke er givet, at en autorisation til magtanvendelse vil blive givet.

I beskrivelsen af ROE, både i en international forståelse og i NATO, er det beskrevet, at når der anvendes magt, skal denne være nødvendig og kun gennemføres i en udstrækning, der kræves for opfyldelsen af målet. Det er i fuld overensstemmelse med analysefaktorerne. I tillæg hertil beskrives det, at magt kun kan anvendes i overensstemmelse med international og national lov. Det betyder for danske enheder, at magtanvendelsen i tillæg til nødvendighed også skal gennemføres forsvarligt. Dette er således i overensstemmelse med analysefaktoren, der beskriver nødvendig og forsvarlig magtanvendelse,

Når danske enheder gennemfører operationer under en ROE profil, er de forpligtet til at overveje, hvilke magtmidler der anvendes. Således er det et krav, at enhederne skal søge at kontrollere den faktiske situation uden anvendelse af magt, hvis muligt ved at advare og give mulighed for, at modparten har mulighed for at efterkomme de givne ordrer, før yderligere magt anvendes. Det betyder, at magtanvendelsen skal gennemføres proportionalt i forhold til den givne situation. Således vil enhedernes magtanvendelse være i overensstemmelse med analysefaktoren om proportionalitet.

Endelig vil anvendelsen af ROE medføre, at magt anvendes skånsomt. I både en international forståelse, og som defineret af NATO, beskrives, hvordan magt skal anvendes gradueret og med tid for modparten til at efterkomme givne ordrer. Således vil anvendelsen af ROE være i overensstemmelse med analysefaktoren, der beskriver, hvorledes et perspektiv om skånsom anvendelse af magten skal anlægges i den faktiske situation.

Således viser analysen, at danske enheder muligvis vil blive begrænset i deres mulighed for at anvende magt. Særligt vil denne begrænsning komme til udtryk i situationer, hvor enhederne ønsker at anvende magt for at stoppe et overhængende farligt angreb, eller ved mistanke om et påbegyndt angreb. Det kan ikke umiddelbart fastslås, at denne begrænsning vil opstå, men idet beslutningen skal godkendes af højere niveauer, er det muligt, at situationen vil kunne opfattes i et andet perspektiv, og at en tilladelse derfor ikke vil blive givet.

I anvendelsen af magt påviser analysen, at der ikke er forskel i den måde, magten anvendes på, set i forhold til den måde dansk politi ville skulle anvendes magt. Der er således hverken tale om, at enhederne bliver begrænsede, eller at de har udvidede beføjelser.

Særligt viser analysen, at der kan opstå situationer, hvor enhederne kan have tilladelse til at gennemføre varselsskydning, men at efterfølgende gennemførelse af virkningsskydning ikke vil blive tilladt. Dette er ikke i overensstemmelse med måden, dansk politi ville kunne gennemføre magtanvendelse på i en tilsvarende situation.

 

Konklusion

Som analysen i afsnit 1 viser, er det Havretskonventionen af 1982, der er den gældende internationale lovgivning på området. Danmark har ratificeret Havretskonventionen og derfor følger, at danske militære enheder kan anvendes til bekæmpelse af pirateri.

Som analysen i afsnit 2 viser, er danske militære enheder, der deltager i Operation Ocean Shield begrænset i deres mulighed for at anvende magt i de situationer, hvor der ikke er konsensus i NATO. Dette gælder særligt i at anvende magt i forbindelse med ”nødret”. Således vil dansk politi kunne anvende magt i tilfælde, hvor danske enheder, under NATO kommando, sandsynligvis ikke vil kunne gøre det.

Danske militære enheders magtanvendelse kontrolleres som beskrevet i afsnit 3 ved ”Rules of Engagement”. Analysen påviser, at der vil kunne opstå situationer, hvor anvendelsen af Rules of Engagement medfører, at enhedernes mulighed for at eskalere magtanvendelsen fra varselsskydning til virkningsskydning kan blive begrænset. Det konkluderes, at denne begrænsning ikke er til stede for dansk politi i en tilsvarende situation.

Således konkluderes det, at danske enheder der deltager i Operation Ocean Shield, ikke har mulighed for at anvende mere magt i gennemførelsen af anti-piratoperationerne, end det danske politi ville have haft i den tilsvarende situation. Det konkluderes ligeledes, at der er tale om en begrænsning af den magt, de militære enheder kan anvende, når de er underlagt NATO kommando.

Som denne artikel konkluderer, kan det ikke teoretisk påvises, at danske militære enheder har større beføjelser til at anvende magt, end dansk politi ville have i tilsvarende situation. Der er dog i praksis en væsensforskel. Når dansk politi anvender magt, er der en betragtelig retspraksis på området. Det betyder, at politiet har adgang til retspraksis, der er beskrivende for, hvilket niveau af magtanvendelse, der anses som værende rimelig i dansk ret. Dette er ikke gældende for danske militære enheder i operationer, der har en karakter af kriminalitetsbekæmpelse. Det betyder, at den militære chef befinder sig i et etisk og moralsk dilemma, hvor det kun er muligt at vurdere rimeligheden i magtanvendelsen retrospektivt.

Det bliver derfor sandsynligt, at den militære chef vil anvende magt i små skridt. Således vil den militære chef pålægge sig begrænsninger, der ikke var tiltænkt i de regler, han er underlagt.

 

Litteratur

Regulering

Retsplejeloven (RPL). Lov nr. 1063 af 2011-11-17, Retsplejeloven

Straffeloven (SL). Lov nr. 1062 af 2011-11-17, Straffeloven

Politiloven (PL). Lov nr. 444 af 2004-06-09, Lov om politiets virksomhed

Havretskonventionen (HRK). 10. December 1982, United Nations Convention of the Law of the Sea

Doktrin

NATO Military Committee, Rules of Engagement Doctrine Version 1 (MC 362/1)

Analyser

Jensen, Mikkel Storm. Krigsførelsens kredsløb, Militært Tidsskrift, marts 2004: s.176-210

Nielsen, Ruth, og Tvarnø, Christina Duevang. Retskilder og Retsteorier, København: Jurist- og Økonomiforbundets Forlag, 2011

Mandsager, Dennis m. fl., Rules of Engagement Handbook, San Remo: International Institute of Humanitarian Law, 2009

NATO Shipping Centre. Best Management Practices for Protection against Somali Based Piracy, Edinburgh: Whitherby Publishing Group Ltd, 2011

Udenrigsministeriet. Strategi for den danske indsats mod pirateri 2011-2012, København: Udenrigsministeriet, 2011

Elektroniske kilder

United Nations Department of Political Affairs. Piracy of the Coast of Somalia. URL: http://www.un.org/wcm/content/site/undpa/main/activities_by_region/africa/somalia_piracy. Citeret 13.1.2012

Ritzau. Pirater undgår sag trods skud mod danskere. Dagbladet Information 7. juli 2011. URL: http://www.information.dk/telegram/270347. Citeret 10.12.2011

Ritzau. Dansk krigsskib lader pirater gå fri. Dagbladet Information. 6. april 2012. URL: http://www.information.dk/telegram/297825. Citeret 12.4.2012

Fancony, Simon og Aagaard, Charlotte. Eksperter: Danmark går for vidt i kampen mod piraterne. Dagbladet Information. 6. marts 2012. URL: http://www.infor­ma­tion.dk/29­5420. Citeret 20.3.2012

Aagaard, Charlotte. Danske krigsskibe opererer udover NATO mandatet. Dagbladet Information. 27. september 2011. URL: http://www.information.dk/280428. Citeret 23.3.2012

Søværnets Operative Kommando. Fakta om NATOs anti-piraterioperation OPERATION OCEAN SHIELD. URL: http://forsvaret.dk/SOK/Internationalt/OCEAN/Pages/default.aspx. Citeret 26.2.2012

UN Security Council Resolution 1816 of 2. June 2008. The situation in Somalia. URL: http://daccess-ods.un.org/TMP/3092089.59341049.html. Citeret 28.2.2012

UN Security Council Resolution 1838 of 7. October 2008. The situation in Somalia. URL: http://daccess-ods.un.org/TMP/1532230.8242321.html. Citeret 28.2.2012

UN Security Council Resolution 1846 of 2. December 2008. The situation in Somalia. URLhttp://daccess-ods.un.org/TMP/6239862.4420166.html. Citeret 28.2.2012

UN Security Council Resolution 1851 of 16. December 2008. The situation in Somalia. URLhttp://daccess-ods.un.org/TMP/9078722.59616852.html. Citeret 28.2.2012

UN Security Council Resolution 1897 of 30. November 2009. The situation in Somalia. URL: http://daccess-ods.un.org/TMP/2069246.76895142.html. Citeret 28.2.2012

UN Security Council Resolution 1918 of 27. April 2010. The situation in Somalia. URL: http://daccess-ods.un.org/TMP/9545514.58358765.html. Citeret 28.2.2012

UN Security Council Resolution 1950 of 23. November 2010. The situation in Somalia. URL: http://daccess-ods.un.org/TMP/8444881.43920898.html. Citeret 28.2.2012

UN Security Council Resolution 1976 of 11. April 2011. The situation in Somalia. URL: http://daccess-ods.un.org/TMP/9792067.40856171.html. Citeret 28.2.2012

UN Security Council Resolution 2015 of 24. October 2011. The situation in Somalia. URL: http://daccess-ods.un.org/TMP/4113321.00629807.html. Citeret 28.2.2012

UN Security Council Resolution 2020 of 22. November 2011. The situation in Somalia. URL: http://daccess-ods.un.org/TMP/5434032.08255768.html. Citeret 28.2.2012

Folketingsbeslutning B59 af 10-2009. Forslag til folketingsbeslutning om dansk militært bidrag til NATO’s Operation Ocean Shield som led i den internationale indsats mod pirateri ud for Afrikas Horn. URL: http://www.ft.dk/samling/20091/beslutnings­forslag­/B59­/som_ved­taget.htm. Citeret 1.3.2012

North Atlantic Treaty Organisation. Counter-piracy operations. URL: http://www.nato.int/cps/en/SID-30C10C39-DE7BD60E/natolive/topics_48815.htm. Citeret 2.3.2012

The International Institute of Humanitarian Law. The Institute. URL: http://www.iihl.org/De­fault.aspx?pageid=page11845. Citeret 2.4.2012

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_141.aargang_nr.3_2012.pdf

Litteraturliste

Del: