Stabiliser Baltikum - men ikke med uøvede mikro-styrker

 

Alligevel synes det tabubelagt at erkende og sige, at beskyttelsen af NATOs landområde mod russisk "hybrid-krigs" infiltration eller konventionel invasion kræver rådighed over store, afbalancerede og øvede konventionelle hærstyrker. Det gælder i Europa som det gælder ved den indiske Kashmir-grænse til Pakistan, hvor truslen er den samme kombination af ”hybrid” indsats og potentiel invasion. Store styrker er ikke NATOs planlagte (dvs. ikke reelt eksisterende) VJTF-styrke[1] på 5.000 til 15.000 soldater, dvs. én-tre brigader af ikke samarbejdede, "blandede bolsjer”. Blot for Baltikums vedkommende skal der kunne opbygges en langt større styrke end blot et par brigader for at matche selv de nuværende russiske og hviderussiske styrker i nærområdet. Man skal altid huske, at på landjorden kan den offensive side vinde med numerisk underlegne styrker, fordi forsvareren bliver nødt til at dække alle potentielle angrebssteder med minimumsstyrker, fordi man ikke har initiativet.

NATOs destabiliserende underlegenhed

De baltiske landes og NATOs voldsomme militære underlegenhed i forhold til Rusland, og Putins stadig mere aggressive politik, er destabiliserende og farlig. Kredsen omkring og til højre for Putin taler offentligt om at knække NATO ved et kupangreb mod en baltisk provins eller et baltisk land, der stiller NATO skakmat ved at udstille Alliancens mangel på indhold, og dermed aflive den hensygnende papirtiger. Som Anders Fogh Rasmussen konkluderede i Daily Telegraph i februar 2015: "This is not about Ukraine. Putin wants to restore Russia to its former position as a great power (...). There is a high probability that he will intervene in the Baltics to test NATO's Article 5."[2]

Behovet for styrker

Det bør kunne hjælpe NATO til at fokusere, at huske at Putin mobiliserede 100.000 soldater omkring Ukraine i sommeren 2014, og siden har haft mellem 5.000 og 9.000 soldater indsat i kamp inde i Ukraine. Reelt skal de baltiske grænser sikres med mindst én forstærket brigade for hver 25 km grænse samt yderligere enheder til hovedstæderne, havne og lufthavne. Baltikum har mere end 1000 km landgrænser til Rusland og Hviderusland, som jeg har gennemrekognosceret, og hvoraf mere end halvdelen er til Rusland og en stor del af denne grænse op til politisk eller strategisk interessante regioner. NATOs lillebitte planlagte VJTF reaktionsstyrke og ikke sam-øvede NRF reaktionsstyrker er måske politisk spiselige for Putin, men ikke deployerbare til Baltikum i en krisesituation og militært stort set irrelevante til formålet.

Alliancens dækningsstyrke i Baltikum behøver i første omgang næppe at være større end op mod de 100.000, der skal til at dække de mest truede områder. Hovedparten må af praktiske og logistiske grunde opstilles af de tre lande. Det begrænsede antal, skyldes først og fremmest, at Rusland ikke råder over massive styrker som Sovjetunionen. Det er dermed muligt for NATO – som ukrainerne gør det – at koncentrere styrker til de umiddelbart truede områder. Men når der er tale om landforsvar af statens og alliancens territorium, kan man ikke helt blotte resten af grænsen.

Grunden til at behovet trods alt umiddelbart kan holdes på blot 100.000 er mulighederne for at lade forsvarerne beskytte af moderne overvågningsteknologi. Man kan også spare på det pansrede materiel til brigaderne i det omfang, de specialiseres til og forbereder stillinger og hindreområder i det pågældende indsættelsesområde, men brigaderne må råde over et balanceret sæt af moderne luftværns-, ildstøtte og hindremidler.

Reelle hærstyrker forudsætter værnepligt

Genopstillingen af så store styrker er kun realistisk, hvis de i stor udstrækning opstilles som mobiliserbare kadre-reserveenheder bemandet med uddannede værnepligtige. Det gælder både i Baltikum og i de nærtliggende NATO-lande såsom Danmark, der formodes at støtte Alliancens overlevelse ved at være solidariske med balterne. Nødvendigheden af flere og længere uddannede værnepligtige også i Danmark forudsætter en betydelig professionel og politisk indsats med at forklare befolkningen – og måske særligt Finansministeriet – hvorfor dette er nødvendigt.

Men hvem skal fortælle politikerne, at der nu igen, og hurtigt er behov for store hærstyrker? I mange år har rådgivningen været præget af den overfladiske angelsaksiske liberal-ideologiske afvisning af værnepligten. Mange har været nemme ofre for fascinationen af teknologiske fata morgana, der lover muligheden for at ”zappe” sig til sejr på ingen tid – dette uanset at næsten alle reelle krige efter Den Kolde Krig, som nu den i Østukraine, har haft karakter af udmattende nedslidningskamp.

Fordelingen af omkostninger og opstillingsbyrde mellem frontlinjestaterne, primært Balterne og Polen, og resten af NATO er et politisk forhandlingsspørgsmål. Men det vil være ægte ”Smart Defence”, hvis vi andre hjalp balterne med materielhjælp (som bl.a. vi fik det i 1950’erne), mod at de opbygger deres umiddelbare forsvar som hurtig-mobiliserbare kadre-værnepligtsenheder. Det er forstået i Estland og nu senest i Litauen, hvis sikkerhedsråd den 24. februar 2015 reaktiverede værnepligten. At gøre det lidt, vi kan bidrage med, er nødvendigt i rammen af den logik, som Thomas Wright fra Brookings lidt senere den samme dag, 24. februar, præsenterede for, hvordan Vesten kan håndtere Putins Rusland uden en gentagelse af Den Kolde Krig og uden at give efter på en måde, der undergraver Europas fremtid.[3]

For Danmark vil det første problem være at få netop Finansministeriet og derigennem politikerne til at forstå, at det ikke kun er kronen, svineeksporten og Carlsbergs ølsalg der er under angreb, men stabiliteten i nærområdet, og dermed NATOs troværdighed og eksistens. Den verdensorden Danmark om nogen nyder godt af er under voldsomt pres. Der er behov for flere penge til Forsvaret, hvis Danmark skal yde et bidrag til at sikre de Baltiske lande mod Putins pres, destabilisering og sandsynlig delvis eller hel invasion. Ekstra penge er nødvendige, men ikke et tilstrækkeligt skridt. Det kvælende forvaltningsregime, som Forsvaret har været underkastet i tyve år, har skabt professionel demens og fysisk lammelse.

Genopbygning af en dansk hær

Hvis Forsvaret igen skal kunne producere sikkerhed til NATO, i stedet for blot maksimalt kortvarigt symboloptræden med 500 ad hoc-udsendte til de varme lande, er der behov for en hurtig og markant restrukturering af især Hæren. Den hurtigst tænkelige genopbygning af egentlig militær kapacitet vil være at lade hver af hærens tre ”battle groups” danne rammen for opstilling af en fuld brigade med uddannede værnepligtige, og lade "brigaderne" med deres mange forvaltere være de støtteelementer for uddannelse, de reelt er. Dette kan tilmed ske umiddelbart under en langt bedre udnyttelse af de kaserner, vi har tilbage.

Udgangssituationen er dog ikke længere specielt gunstig, blandt andet fordi helt essentielle kapaciteter er helt fraværende. De, der følger kampene i Ukraine, vil have noteret sig, at 70 procent af tabene dér forårsages af artilleri. Beklageligvis er Hærens artilleri nedlagt som andet end en kulisse for en eller anden senere genopbygning. Og der er næppe 20 operative kampvogne. Hærens enheders styrke er nu på under halvdelen af det niveau, der ville være blevet resultatet, hvis De Radikales og Socialdemokratiets ”afrustnings”-forslag fra 1919 til 1932 var blevet gennemført. Selv den lille beredskabsstyrke, hæren havde den 9. april for 75 år siden, var i bemanding, kadrekvalitet og -moral samt relativ teknologisk niveau den nuværende hær overlegen.

Officerskorpsets hurtige tab af erfaring og derfor troværdighed

Hærens nu få og forsvarsmæssigt irrelevante små-enheder og den lave og urealistiske øvelsesaktivitet gør, at kun en lille brøkdel af officerskorpset, og næsten udelukkende de yngste, kan gives den for en praktisk profession afgørende praktiske erfaring. For hver måned, der går, henfalder officerskorpsets professionelle niveau yderligere.

Så hvem skal fortælle politikerne, at der nu igen, og hurtigt er behov for større hærstyrker? Åbenbart Ikke det danske officerskorps, der i offentligheden fuldt ud har underkastet sig civile tænkemåder og de civile akademiske ”forsvarseksperter”, som i de senere år har domineret debatten i Danmark og en del andre NATO-lande.

Tilsyneladende har danske midaldrende hærofficerer, der nu er uden generel professionel erfaring og har set professionelle studier og diskurs som irrelevant, mistet lysten og nok også evnen til at rådgive om andet end forvaltning og om symbolsk deltagelse i fjerne operationer. Alt for mange synes at have glemt, at uniformen uden energisk, åben professionel opdatering og viljen til at blive hørt burde udsættes for den lille drengs spørgsmål, da den upåklædte kejser passerede.




[1] Brooks Tigner, "NATO approves interim rapid response force for 2015". IHS Jane's 360, 1/12-2014. http://www.janes.com/article/46600/nato-approves-interim-rapid-response-...

[2] Ambrose Evans-Pritchard, "Putin could attack Baltic states warns former Nato chief". Daily Telegraph, 5/2-15. http://www.telegraph.co.uk/news/worldnews/europe/russia/11393707/Putin-c...

[3]  Thomas Wright, “How to contain Russia without a new Cold War”,

http://www.brookings.edu/blogs/order-from-chaos/posts/2015/02/24-how-to-...

 

Litteraturliste

Del: