Sianepisoden- et historisk mytteri

Dyrlæge Mogens Errhoe har sendt tidsskriftet følgende skildring af et berømt, men lidet omtalt mytteri.

I Kina indtraf i december 1936 en hændelse, der fik den øvrige verden til at glippe med øjnene, såvidt den da nåede til dens kendskab. Hændelsen, der siden er blevet benævnt »Sianepisoden«, kunne være gået ganske upåagtet hen, hvis der ikke lige havde været generalmobilisering. Noget andet er, at episoden fik en enorm betydning i selve Kina, der på dette tidspunkt var invaderet af japanerne og hærget af borgerkrig. Allerede i 1931 havde japanerne invaderet Manchuriet. Manchuriets uindskrænkede hersker. Marskal Chang Tso Lin, fik sit private tog sprængt i luften af japanerne, og det døde han af, og hans søn, Chang Hsue-Liang, blev fordrevet med sin hær, som hed Tungpeihæren, der, som vi straks vil få at se, spillede en afgørende rolle i Sianepisoden. I 1926 var Chiang Kai Shek blevet betroet opgaven, af den kinesiske revolutions fader. Dr. Sun Yat-sen, at samle Kina og nedkæmpe de mange røvergeneraler, der herskede i provinserne. 

Til at begynde med var der kommunister i hærens rækker, men allerede året efter foretog Chiang en kovending og indledte en massakre på kommunisterne i Shanghai. Denne massakre dannede indledningen til en årelang borgerkrig. Kommunisterne blev først drevet mod vest til det centrale Kina, til Chingkang-provinsen, hvor de en tid holdt stand på Chingkangshanbjerget, hvor Mao Tsetung opslog sine paroler på bagsiden af de buddhistiske bederuller. I de følgende år førte Chiang Kai Shek ikke mindre end fem såkaldte »udryddelsestogter« mod kommunisterne, inden disse omsider gav op og begav sig ud på en 10.000 km lang vandring over bjerge, kløfter og ødemarker til byen Yenan i Shensiprovinsen, hvor de dannede en mønsterstat, der ikke var set magen til i datidens Kina. Dette skete i årene 1934-35.

I mellemtiden havde japanerne invaderet selve Kina. Man skulle tro, at Chiang Kai Shek nu fik hænderne fulde. Chiang fortsatte imidlertid sin kampagne mod kommunisterne til stor fortrydelse for både Mao og Marskal Chang Hsue-Liang, der hellere havde set, at Chiang i stedet for at øde sine kræfter på en borgerkrig, havde brugt dem i kampen mod den fælles fjende; japanerne. Chiang Kai Shek satte nu Chang Hsue-Liang - den unge Marskal, som han kaldtes - ind mod kommunisterne. Det skulle han aldrig have gjort! Tungpeihæren bestod af mænd, der var drevet ud af deres hjemland, og de havde kun eet ønske: At komme hjem og drive japanerne ud af Man- churiet. De delte kommunisternes misfornøjelse med Chiang Kai Sheks opfattelse. Men Chiang lugtede lunten, og den 7. december 1936 landede han med sin stab i Sians lufthavn for at tale »den unge Marskal« til rette. »Den unge Marskal« havde sit hovedkvarter i provinshovedstaden Sianfu. Endelsen »fu« fortæller, at der var garnison i byen.
 
Forudsætningen for et oprør mod Chiang Kai Sheks diktatur havde således længe været til stede, og »den unge Marskal« var ikke sen til at gribe chancen. Ikke et ord om oprøremes hensigter nåede deres fjenders ører, før det var for sent. Klokken seks om morgenen den 12. december var hele affæren overstået. Tungpeihæren havde magten i Sianfu. »Blå- skjorteme« (Chiang Kai Sheks politisoldater), som havde Ugget i deres søde søvn, var afvæbnet og arresteret. Hele Ghiangs generalstab var blevet omringet i sit kvarter, Sians gæstehus, og sat i fængsel. Guvernøren og politichefen var sat fast og byens politikorps havde overgivet sig.
 
Men selve arrestationen af Ghiang Kai Shek var mere kompliceret. Ghiang boede en halv snes kilometer fra byen på et kursted med varme kilder, som var blevet »renset« for uønskede gæster. Ved midnat begav den 26-årige kaptajn Sun Ming-chiu, chef for den unge Marskals Hvgarde, sig af sted fra Sian. Undervejs udkommanderede han 200 Tungpeitropper, og med dem kørte han klokken 3 frem til kurstedets udkant. Her ventede man til klokken 5, da den første lastbil med 15 mand i, drønede ind til kurhotellet. Vagtposterne åbnede ild, men Tungpeitroppeme fik snart forstærkning. Kaptajn Sun ledede angrebet på Ghiangs bolig. Vagtposternes modstand gav Ghiang et pusterum til at undslippe i første omgang, så Sim, da han nåede Ghiangs soveværelse, fandt dette tomt. Sun sendte et eftersøgningshold op ad den stenede, sneklædte bjergskråning bag kurstedet. Man fandt hurtigt Ghiang, der var flygtet barfodet, kun iført en slåbrok over sin natskjorte. Ghiang sad med blodige fødder, rystende af kulde i en klippehule. Han havde tabt sine forlorne tænder. Hans første ord til Sxm lød: »Hvis du er en kammerat, så skyd mig og gør en ende på det hele«. Sun svarede: »Vi vil ikke skyde. Vi beder Dem blot om at lede vort lands kamp mod Japan«. Enden på historien blev, at Sun bar Ghiang på sine skuldre ned til den ventende bil, der førte ham til Sianfu.
 
Stillet ansigt til ansigt med den unge Marskal var Ghiang i begyndelsen vred og chokeret. Da kommunisterne i Yenan erfarede om Ghiangs arrestation, sammenkaldtes straks til et møde i »Soyjetregeringen«, og et par dage efter sendte den unge Marskal sit private fly til Yenan for at hente repræsentanter for Mao’s regering. Blandt disse repræsentanter var den evigt unge general Ghou En-Lai, der år senere charmerede den ganske verden ved Genévekonferencen. Den senere amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger har i et interview i TV udtalt, at Ghou En-Lai var den mest intelligente mand, han havde truffet i sin diplomatiske karriere. 
 
Ghou var gammel kollega til Chiang fra Wampoa-militærkollegiet i Canton, helt tilbage til 1925. Det må have været et mærkeligt møde mellem de to mænd, der repræsenterede så forskellige synspunkter. Chiang Kai Shek fik nu forelagt 8 punkter til godkendelse. Hans modstand og frygt var i begyndelsen stor, men efterhånden tøede han op, da det gik op for ham, at Chou En-Lai’s besindighed måske var årsag til, at hans liv ikke var i fare. Der var dog stærke kræfter inden for de unge Tungpei-officerers rækker, der ville have Chiang stillet for en »folke- domstol«.
 
De 8 punkter gik ud på følgende:
1. Nanking regeringen skal omdannes, og alle partier skal have ret til at få ansvar for nationens frelse. (Nanking var Chiang Kai Shek’s hovedstad og hans regeringsparti hed »Koumintang«).
2. Al borgerkrig skal øjeblikkeligt bringes til ophør, og der skal iværksættes en politik, som går ud på væbnet modstand mod Japan.
3. Lederne af den patriotiske bevægelse i Shanghai skal sættes på fri fod.
4. Amnesti til alle politiske fanger.
5. Folket skal garanteres mødefrihed.
6. Folkets ret til patriotisk organisering og politisk frihed skal sikres.
7. Dr. Sun Yat-Sens testamente skal opfyldes.
8. En konference om national frelse skal øjeblikkelig sammenkaldes.
 
Disse punkter var ingenlunde nogen selvfølge i datidens Kina. Samtidig sendte man fra Sian bud til Nankingregeringen om at sende repræsentanter til Sian. Hele sagen vanskeliggjordes ved, at Nankingregeringen mørkelagde sagen gennem censur for såvel ind- som udland, samtidig med, at den udspredte løgnagtige og helt fantastiske rygter om kommunisterne og Tungpei-hæren. Omsider ankom delegaterne fra Nanking. Det skete den 22. december. Det drejede sig om Chiangs personlige rådgiver, australieren W. H. Donald, madame Chiang Kai Shek og Chiangs svoger T. V. Soong, der var indenrigsminister.
 
Hele affæren afsluttedes med, at Chiang højtideligt lovede at godkende de 8 punkter. Der blev ikke underskrevet noget dokument - man stolede på hans ord. Juleaften fløj general Chiang tilbage til Nanking, ledsaget af den unge Marskal som frivillig »fange«. Han blev stillet for en domstol, angrede sine »synder« og blev idømt 10 års »husarrest«, men han havde gjort sit land en uvurderlig tjeneste.
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
 
 
 
 

Litteraturliste

Del: