Schjønnings fald: Reformer, embedsmandsetik og demokrati

Denne kronik argumenterer for, at loyale militære embedsmænd har som forudsætning, at embedsmanden som fagekspert inddrages i de politiske overvejelser inden de træffes.

Chefen for Hærens Officersskole oberst Eigil Schjønning. (Foto: Forsvaret).
 

Gårsdagens forflyttelse af chefen for Hærens Officersskole, Oberst Schjønning, illustrerer tydeligt hvilket minefyldt farvand Admiral Nils Wang inviterer os ind i med sin invitation til debat her på Krigsvidenskab.dk.

Schjønnings forflyttelse efter hans offentlige hårde kritik af forsvarets nye ansættelses- og uddannelsesstruktur for officerer rejser naturligt spørgsmålet, om der er plads til en kritisk debat - om officerer, der stiller kritiske spørgsmål, risikerer karrieren.

Spørgsmålet rammer lige ned i den bredere debat om hvad der (bør) kendetegne gode civile-militære relationer, som debatteret tidligere her og her på krigsvidenskab.dk.

 

Skal officerer blot klappe hælene sammen og udføre de beslutninger, som politikerne og civile topembedsmænd træffer, hvad enten det angår mål, rammer, eller hvordan opgaven skal løses? Eller er det tilladt at rejse kritik af hvordan - men ikke af mål og rammer? Eller må alt kritiseres?
 

Et sammenstød mellem kulturer

I disse spørgsmål ser vi mødet mellem den faglige professionskultur og den politisk loyale embedsmandskultur. I dette tilfælde drejer beslutningen sig ikke om indsættelse af danske styrker i krig, men om ansættelses- og uddannelsesstruktur. Spørgsmålet har derfor i mindre grad karakter af særlige civile-militære forhold, men er i stedet mere et generelt spørgsmål om embedsmandens rolle i et demokrati. Denne kronik slutter derfor med en kort opridsning af den klassiske debat i Danmark om hvad demokrati egentlig er, og hvad det betyder for debatten og ytringsfriheden. Det er også et spørgsmål om professionernes status. Har professionernes udøvere, medicinere, officerer, lærere, politiet m.v. ret til at blive hørt af deres generalist-chefer? Eller har ”djøffernes” og djøf-kulturens bærere pligt til at styre rationelt uanset de fagprofessionelles (begrænsede og selvtjenende) indsigter? Dette er også i spil i denne debat, Oberst Schjønning parkerer på tværs af motorvejen med fagprofessionelle argumenter.

 

Hvad er formålet med kritikken?

Når man svarer på de rejste spørgsmål, må man først gøre sig klart, at man kan kritisere med to forskellige perspektiver:
1) Man kan benytte sig af sin grundlovssikrede ret til at rejse kritik af selve den politiske beslutning (efter den er truffet), der i dette tilfælde sætter nye mål og rammer for den fremtidige uddannelsesstruktur, i håb om at man herved kan få omgjort beslutningen.
2) Man kan bidrage kritisk til debatten om, hvordan den politiske beslutning bedst muligt implementeres.

 

I det ideelle demokrati foregår alle beslutninger efter en offentlig debat baseret på et veloplyst sagligt grundlag, og når beslutningen træffes, er alle argumenter hørt og taget med i overvejelserne. I den virkelige verden træffes store reformbeslutninger ofte uden forudgående debat, nok fordi reformer sjældent er populære - de forandrer mange menneskers hverdag uden deres ønske eller samtykke. Store forandringer skaber ofte både vindere og tabere, og det kan være svært at gennemskue på forhånd, hvilken kategori man havner i.

Men offentlige reformer kan være nødvendige, når samfundet og verden udvikler og ændrer sig, og den offentlige sektor nødvendigvis må tilpasse sig herefter - nogle gange af faglige hensyn, andre gange af hårde økonomiske vilkår. I dette tilfælde skal forsvaret bidrage til statens kritiske hul i kassen med 2,7 milliarder – men skal der spares med eller uden inddragelse af professionernes udøvere, og hastigt eller efter debat?

 

Vælger man 1), at forsøge at få omgjort beslutningen, som Schjønning gjorde, kan det være fordi, A) at man som fagekspert ikke føler, man er blevet hørt, inden beslutningen blev truffet. Man håber derfor, at vægtige argumenter kan ændre beslutningen. Det kan også være, B) at man blev hørt, men ikke fik overbevist beslutningstagerne om at vælge en anden kurs, og nu har behov for at sige "det går galt, nu har jeg forudsagt det, og jeg fralægger mig ansvaret."
 

I et demokratisk samfund er det vigtigt at fagekspertens kritik som A) finder sted, både for at undgå lov- og beslutningssjusk, men også for at undgå magtfuldkommenhed. Man risikerer dog som embedsmand at sætte sig uden for indflydelse på den forandring, der skal finde sted, såfremt den politiske beslutning står ved sin magt. Hvorvidt dette sker, vil ofte dels afhænge af hvor saglig og konstruktiv, man har været i sin kritik, dels af om organisationen (her forsvaret) har tradition for en kritisk dialog og for at gøre plads og indlemme kritikere i processen.

Kritiserer man med motivet B), ”jeg har advaret jer”, vil det uundgåeligt medføre, at man sætter sig selv uden for indflydelse i processen med at implementere beslutningen. Man kan ikke bruge en embedsmand i en ledende funktion i processen, hvis vedkommende ikke støtter op om beslutningen, når den først er truffet. Schjønning havde netop, som chef for Hærens Officersskole, en ledende funktion i den kommende forandringsproces. Hvorvidt Schjønning handlede efter A eller B har jeg dog ikke indsigt til at kunne svare på.

Vælger man 2), at konstruktivt kritisk medvirke til implementeringen, agerer man efter min mening både som en loyal embedsmand og som demokratisk borger, og den offentlige organisation, der ikke kan rumme dette, har et stort problem og vil stivne i sin udvikling.

 

Min foreløbige konklusion i denne kronik er derfor, at man ikke bør holde sig tilbage som officer i sin kritik af de forandringer, forsvaret skal igennem, men man bør nøje overveje med hvilket formål man blander sig – er det 1), at få omgjort beslutningen, eller 2) konstruktiv kritisk støtte til implementeringen? Hvis det er 1) så bør man fraholde sig fra B, at fralægge sig ansvaret, hvis man ønsker at være en del af den fortsatte forandringsproces.

 

Efter at have konkluderet, at vi som officerer som minimum BØR bidrage til debatten om den fremtidige ansættelses- og uddannelsesstruktur inden for de givne rammer, vil jeg i det følgende kort diskutere elementer af dette.

Til spørgsmålet om hvorvidt denne ”revolution” af ansættelses- og uddannelsesstrukturen for officerer i Danmark har fundet sted på et fagligt veloplyst grundlag, kan man dog godt have sine tvivl på visse områder. Før diskussionen fortsætter, bør vi dog opdele denne i to: ansættelsesssystemet og uddannelsesstrukturen. Schjønning udtalte sig om begge på en måde, hvor det for en udefrakommende kunne være svært at gennemskue hvad, der var hvad.

 

En radikal ændring af ansættelsessystemet

Der er ingen tvivl om, at det potentielt kan ændre radikalt ved officersprofessionen, at man overgår til et ansøgningssystem fremfor et beordringssystem. Som Schjønning udtalte, »vi forlader et system baseret på ’bedste mand på jobbet’ til fordel for et system baseret på ’billigste mand på jobbet’«. Det er dog ikke ”overgangen” til et ansøgningssystem (som reelt blot bliver et parallelsystem, da man forbeholder sig retten til at beordre til kritiske stillinger, hvor man ikke har kunnet tiltrække kvalificerede ansøgere), der efter min opfattelse frembringer den fare som Schjønning nævner, men snarere at man fjerner ”midlertidig tjeneste” som tjenestetype. Det betyder nemlig, at man formentlig vil have særdeles svært ved at tiltrække ansøgere med mere end 3-4 timers samlet daglig transporttid i bil eller tog, hvilket udelukker alle med bopæl længere vestpå end Fredericia fra stillinger i Storkøbenhavn, og alle med bopæl i Storkøbenhavn fra stillinger vest for Fredericia. At pendle med fly til/fra Karup, Esbjerg, Billund eller Aalborg kan godt nok klares inden for de 3-4 timer i daglig transport, men koster den enkelte en netto merudgift på over 100.000 kr. om året. Med det eksisterende system med ”midlertidig tjeneste” vil man kunne få betalt sine transportudgifter, i fremtiden vil denne tjenestetype være forbeholdt et meget lille antal stillinger, og den såkaldte geografiske stabilitet bliver i stedet til geografisk fastfrysning. Det er derfor min påstand, at det ikke ansøgningssystemet, men den manglende mulighed for at kunne få betalt transporten, der betyder, at Forsvaret fremafrettet må kigge langt efter ”bedste mand til jobbet.”

 

Værdsættelse som motivation

Hvad angår tjenestemandsansættelsen deler jeg ikke Schjønnings bekymring over, at den danske officers ”professionalisme, korpsånd, loyalitet og opofrelse” hænger sammen med tjenestemandsansættelsen. Jeg tror snarere den hænger sammen med (skabelsen af?) en virksomhedskultur, hvor officerer oplever at professionalisme, korpsånd, loyalitet og opofrelse værdsættes på forskellig vis af både foranstående officerer, civile ledere og politikere, og af samfundet som helhed. Her har vi lige nu et væsentlig større problem end tabet af tjenestemandsansættelsen udgør, eftersom forsvarets øverste militære ledelse igennem de seneste par år offentligt er blevet gjort til genstand for mistillid, herunder beskrivelser som inkompetence, korrupt og syg kultur. Denne form for ”dialog” er langt mere giftig for officersprofessionen end afvikling af tjenestemanden er…

 

Uddannelsesstrukturen

Hvad angår ændringer i uddannelsesstrukturen for officerer deler jeg ikke Schjønnings bekymring. Der er klart både fordele og ulemper ved de nye rammer, og kunsten bliver selvfølgelig at styrke fordelene og mindske ulemperne mest muligt. Dette kræver alle gode kræfter – som Admiral Nils Wang også opfordrer til i linket øverst i denne kronik. Selvom professionsdannelsen starter på officersgrunduddannelsen, foregår den i lige så høj grad, hvis ikke mere, i den funktionsuddannelse, der foregår i værnene efterfølgende. Denne del forsvinder ikke, hvorfor jeg ikke er så nervøs, som Schjønning er.

 

Personligt ser jeg større fare ved at forsøge at bevare så meget af det gamle som muligt, fremfor at se på uddannelserne med helt nye og friske øjne. Det sidste gøres sikkert bedst ved at inddrage folk, der ikke har for meget hjerteblod investeret i de eksisterende uddannelser, men som samtidig har en god indsigt i hvilke kompetencer, uddannelserne skal skabe og styrke. Her kan der være en vis fare ved at store dele af forsvarets operative struktur – for flyvevåbnet det hele – ligger i Jylland, og at der derfor er en ringe grad af ”friskning” af skolernes stabe med officerer fra den operative struktur. Altså en strukturelt skabt adskillelse af vores krigere fra vores tænkere, som Wang ellers advarer mod i hans kronik her på Krigsvidenskab.dk. Et problem, der næppe bliver mindre med bortfaldet af midlertidig tjeneste, som diskuteret ovenfor.
En mulighed for friske øjne kunne være, at de tre officersskolers stabe udfordrede hinanden i deres tanker om de fremtidige uddannelser, med ”kampdommere” med frisk operativ indsigt fra Forsvarskommandoen (i det omfang sådanne forefindes, jf. diskussionen lige ovenover).

 

Forsvarets ypperste uddannelse, stabskursus

På tilsvarende vis kan Forsvarsakademiet med fordel skæve til sammenlignelige uddannelser i Norge, Sverige, England og USA, når den nye VUT-II/L (stabskursus) skal skrues sammen – helt friske øjne på uddannelsens sammensætning fremfor blot at stoppe de eksisterende silotænkte uddannelsesmoduler ned i et flerårigt fleksibelt Master forløb. Som Wang skriver, vi skal ”udnytte de muligheder, der altid opstår, når en organisation sættes under udviklingspres.” Jeg mener derfor, at vi skal benytte chancen til at kaste det hele op i luften, når vi nu alligevel skal gå hele VUT-II/L uddannelsen igennem for at tilpasse den til en blanding af fjernundervisning og tilstedeværelsesmoduler. Det fremstår bestemt ikke indlysende, at den nuværende struktur med tre store fagspecifikke moduller er den, der bedst ruster den danske kaptajn/kaptajnløjtnant til virket som major/orlogskaptajn i fremtidens forsvar.

 

 

I stedet kunne man forestille sig en tematiseret uddannelse, hvor de forskellige fagområder som Forsvarsakademiet dækker over – herunder også Institut for Sprog og Center for Militærhistorie – byder ind med deres ekspertise i hvert tema. Altså en langt større grad af tværfaglighed, end vi ser i dag. Eksempelvis uddanner Institut for Ledelse og Organisation (ILO) de studerende på stabskursus i risikoledelse, virksomhedsledelse og politisk ledelse. Risikoledelse overlapper med ledelse- og føring i militære operationer, mens politisk ledelse overlapper med forståelsen for tilblivelse af strategi på højeste niveau i udenrigs- og sikkerhedspolitik (samtænkning/grand strategy). Den skarpe læser vil ane et vist sammenfald med Institut for Militære Operationer (IMO) og Institut for Strategis (IFS) fagområder – et sammenfald, der dog ikke kommer til udtryk i den eksisterende opbygning af stabskursus. På tilsvarende vis er der overlap mellem IFS og IMO uddannelsesmoduler, idet begge beskæftiger sig med emner som nye krige og oprørskrig, uden at pensum dog er nøje koordineret og skaber en rød tråd gennem uddannelsen.

 

Endelig kan man forundres over, at en afdækning og diskussion af begreber som krig og væbnet konflikt ikke finder sted i begyndelsen af uddannelsen, således der fra starten diskuteres og reflekteres over hvad der er særegent, men også hvad der er almen gyldigt ved officerens virke og profession. En grundlæggende refleksion, der så kan danne grundlag for forskellige temaer/modulers udbygning.

 

Demokrati og debatkultur
Som lovet i starten vil jeg slutte denne kronik af med en kort opridsning af den klassiske debat i Danmark om hvad demokrati er, og hvad det betyder for ytringsfriheden og dialogen.

Diskussionen om demokratiet er i Danmark knyttet til to navne: Teologen Hal Koch (1904-1963), som i 1945 - under retsopgøret efter besættelsen - udgav Hvad er demokrati?, og juristen Alf Ross (1899-1979), der under besættelsen og som reaktion på nazismen skrev Hvorfor demokrati?, udgivet i 1946.

Teksten, der følger nu, er respektfuldt lånt fra Undervisningsministeriet.

Demokratiet har altid været knyttet til diskussion. Ytringsfriheden er central, fordi alle parter skal kunne fremlægge deres interesser og argumenter offentligt. Den demokratiske diskussion er et fortroligt ritual, hvad enten den foregår i Folketinget eller forsamlingshuset. Men hvad er dens formål? Er det at overbevise de øvrige deltagere i samtalen, så alle kan ende med at være enige? Eller er det at få alle aspekter af et problem frem i lyset, hvorefter parterne kan fastholde deres uenighed og lade et valg afgøre, hvilket synspunkt som vejer tungest og kan samle flertal?

En god samtale er åben for, at parter kan overbevise hinanden og forandre mening. En demokratisk samtale skal ikke blot fremføre en interesse, men også argumentere for den og sætte den i forhold til det fælles bedste. Og en demokratisk proces skal bøje interesser mod hinanden, enten i enighed om sagen eller om et fair kompromis. Men når alt kommer til alt, er det hverken det gode argument eller appeller til Sandheden, med stort S, som afgør udfaldet. Det gør det matematiske flertal, som i det danske Folketing kræver 90 mandater. Den levende samtale støder mod den rituelle samtale, som kun føres for et syns skyld eller for at overbevise usynlige vælgere.

For Hal Koch er demokrati først og fremmest en livsform, hvor samtalen står i centrum. Det afgørende er, at parterne er åbne for at lytte, forstå, tage ved lære og sætte i sammenhæng. Demokrati er ikke et system eller en teori, men en livsform og et sindelag, som langsomt har udviklet sig. Det er forfald, hvis et flertal blot lader, som om man diskuterer, før det trumfer sin beslutning igennem. Derfor bruger Hal Koch ord som "frugtbart møde" og "oprigtig debat".

For Alf Ross er demokrati primært en styreform, hvor friheden står i centrum. Hvad friheden fører til, er ubestemt. Demokratiet bestemmer ikke, hvad mennesker skal mene, og handler ikke om at finde Sandheden. Det er en formel procedure, hvor alle interesser kan komme til orde og få politisk magt i forhold til et flertalsprincip. Et flertal har dog kun ret til at træffe beslutninger i en begrænset periode, så demokratiet er også en formel procedure til at afskedige magthavere på en civiliseret måde. Afgørende for demokratiet er derfor frihedsrettigheder og retssikkerhed.

Selvom Hal Koch og Alf Ross betoner hver deres side af demokratiet, er de ikke grundlæggende uenige. Også for Hal Koch kræver demokratiet et formelt apparat, og også for Alf Ross hviler demokratiet på sociale forudsætninger såsom en informeret befolkning og frihed fra nød.

Hal Koch: "I det store og hele findes der kun to veje til at finde denne løsning [på konflikten mellem forskellige interesser]: Man kan slås sig til rette, hvilket vil sige, at det bliver den stærkeres vilje, som råder; således går det til i junglen; ofte er det imidlertid vanskeligt at se forskel på menneskers og jungledyrs optræden. Man kan tale sig til rette, hvilket vil sige, at man gennem en samtale mellem de stridende parter søger at få sagen alsidigt belyst, og at de samtalende parter virkelig bestræber sig for - det må ikke glemmes - gennem samtalen at nå til en rigtigere og rimeligere forståelse af konfliktens problem.

Dette er demokrati. Det er samtalen (dialogen) og dens gensidige forståelse og respekt, som er demokratiets væsen. Hvor dette glipper, vil man uvægerligt falde tilbage til magtkampen. Således forstået er demokratiet noget langt mere omfattende end en bestemt samfundsmæssig styreform".

FRA HVAD ER DEMOKRATI?, 1945.

Alf Ross: "Sammenfattende kan det repræsentative demokratis ideologi måske udtrykkes således: Mennesket er ikke overvejende et fornuftsvæsen. Den store mængde er overvejende træg og konservativ, behersket af fordomme og traditioner, mistroisk mod alt nyt. Folket behøver ledere. Tanken om den enkeltes selvstyre og ansvar bør forbindes med tanken om ledelse i tillid. Sideordnet med trangen til selvstændighed ligger hos mennesket trangen til tillidsfuld tiltro, til ledelse af dem, der er klogere og mere indsigtsfulde end en selv. Medens det direkte demokrati alene bygger på selvstændighedstrangen og diktaturet alene på behovet for ledelse, forenes de to tendenser på harmonisk måde i det repræsentative demokrati: Ledelsen står under folkets kontrol og er betinget af, at den fortsat formår at beholde folkets tillid på grundlag af fri kritik og meningstilkendegivelse".

FRA HVORFOR DEMOKRATI?, 1946.

Se også Kochs kronik “Ordet eller Sværdet” fra 1945 her.
 

KONKLUSION

Demokrati kræver debat og dialog, men også respekt for at beslutningerne til slut træffes af flertallet. Hvor meget vægt man mener henholdsvis Kochs og Ross argumenter skal have, vil uundgåeligt præge ens syn på den militære embedsmands rolle i den offentlige debat om forsvaret. Skal diskussionen og debatten stoppe, når den politiske beslutning er truffet – når flertallet har talt – eller er den kontinuerlige debat og dialog en grundsten i demokratiet? Hvad nu, hvis der ikke var nogen saglig debat inden den politiske beslutning?

Jeg vægter personligt Koch tungere end til Ross i kontekst af denne kroniks emne, idet jeg tror succesfuld implementering af store reformer kræver medinddragelse og medindflydelse til dem, der skal gennemføre reformerne og leve med dem i sidste ende. Den loyale embedsmand, der dygtigt og effektivt gennemfører politiske beslutninger, han i bund og grund er fagligt uenige i, har derfor som forudsætning, at embedsmanden som ekspert (hvis han er dette) inddrages i de politiske overvejelser inden de træffes. Denne inddragelse må omfatte en åben demokratisk debat inden beslutningerne træffes, eller som minimum en fagprofessionel orientering til alle de politiske partier. Hvis debatten holdes internt og ikke når ud til offentligheden eller til andre politikere end ministeren (der således fungerer som filter til de øvrige politikere), hvorledes sikrer vi så vores samfund mod magtfuldkommenhed og flertalsdiktatur i situationer, hvor samfundets eksperter inden for det givne felt stort set kun (men ikke udelukkende) findes internt i organisationen? Med andre ord, hvordan skal oppositionen og medierne holde ministeren og regeringen i ørene, hvis de ikke har adgang til forsvarets militærfaglige eksperter, uden at disse sætter karrieren over styr? Jeg har ikke svaret, men jeg stiller gerne spørgsmålet!

I sagen Schjønning traf denne et valg, da han fortsatte kritikken efter flertallet havde stemt. Han valgte at fortsætte kampen mod beslutningen, fremfor kampen for den bedst mulige implementering. Man får sjældent en chance for at deltage i begge kampe. Jeg vil slutte denne diskussion om embedsmandsetik og demokrati med Hal Kochs ord: ”Det er Samtalen (Dialogen) og den gensidige Forstaaelsen og Respekt, som er Demokratiets Væsen.”

 

 

Litteraturliste

Kommentarer

For dem, der måtte være interesseret i offentlige ansattes ytringsfrihed, forefindes her en vejledning fra Justitsministeriet (link):

På side 5 fremgår:
"Derudover må der, af hensyn til offentlige myndigheders interne beslutningsproces og funktionsevne, i særlige tilfælde udvises tilbageholdenhed med hensyn til ytringer om forhold, der vedrører eget arbejdsområde.  Denne begrænsning gælder normalt kun for centralt placerede medarbejdere tæt på beslutningsprocessen... Begrænsningen vil navnlig have betydning for ansatte med nær tilknytning til de enkelte myndigheders ledelse, og vil således ikke omfatte offentlige ansatte, hvis funktioner ligger langt fra de politiske og administrative beeslutningstagere.

Man har som offentlig ansat en vidtgående frihed til at udtale sig om ressourcespørgsmål, som kan have væsentlig betydning for de fremtidige forhold på arbejdspladsen, f.eks. nedskæringer." [fremhævning tilføjet]

Nøgleordene her er altså "centralt placeret medarbejdere" der udtaler sig om "eget ansvarsområde."

Ud fra det konkluderer jeg, at havde Schjønning begrænset sig til at udtale sig om tjenestemandsansættelse og ansøgningssystemet, havde han holdt sig inden for rammerne af det tilladte. Ved at udtale sig om reformen af officerernes uddannelsesstruktur, udtaler han sig klart som "centralt placeret medarbejder om eget ansvarsområde." Det følger naturligt heraf, at det nemt skaber  "samarbejdsvanskeligheder" der som i dette tilfælde medfører "negative ledelsesreaktioner" - altså forflyttelse til andet ansvarsområde (side 6). Hvorfra Schjønning så, med fuld ret, kan fortsætte sin kritik.  Det er med andre ord ikke Schjønnings kritik som sådan, der går imod embedsmandsetikken, men den ledelsesmæssige position hvorfra han ytrer sig, der er problemet.

Alle burde læse side 7 i vejledningen. Her følger et par centrale afsnit:
"Det er derfor naturligt, at offentlige ansatte, der har grundig indsigt i og interesserer sig for  forholdene inden for deres egne arbejdsområder, også bidrager med deres viden og synspunkter i den offentlige debat...

Her spiller ledelsen en væsentlig rolle for, at der skabes en kultur, hvor det både er legitimt og velset, at man viser interesse for og debatterer arbejdspladsens forhold... loyalitet mod arbejdspladsen betyder ikke blot, at man udviser respekt for de trufne beslutninger, men også at man på konstruktiv vis påpeger eventuelle kritiske forhold."

Nøgleordet her er konstruktiv vis.

Lad os sparke den konstruktive debat i gang! 

 

"Derudover må der, af hensyn til offentlige myndigheders interne beslutningsproces og funktionsevne, i særlige tilfælde udvises tilbageholdenhed med hensyn til ytringer om forhold, der vedrører eget arbejdsområde.  Denne begrænsning gælder normalt kun for centralt placerede medarbejdere tæt på beslutningsprocessen... Begrænsningen vil navnlig have betydning for ansatte med nær tilknytning til de enkelte myndigheders ledelse, og vil således ikke omfatte offentlige ansatte, hvis funktioner ligger langt fra de politiske og administrative beeslutningstagere.

Jeg er ikke enig i, at "Nøgleordene her er altså "centralt placeret medarbejdere" der udtaler sig om "eget ansvarsområde." Snarere er der tale om at nøgleordene er "af hensyn til ... interne beslutningsproces" og "i særlige tilfælde" hvorved dine nøgleord mere fremstår som en efterrationalisering af Bartrams sanktion over for Schjønning. Nu er der næppe nogen udover de implicerede parter som har reel viden om hvad der sagens virkelige virkelige indhold, men at forflytte en mand, der vurderet ud fra de offentlige kilder så loyalt som muligt og med integritet forsvarer officersuddannelsen er mere end bare en aparte fremgangsmåde. Det er også svært for mig, at se at Chefen for HO er tæt på beslutningstagningen, når alt tyder på, at der kun er minimale dele af beslutningsgrundlaget der er i nærheden af at kunne kaldes sagligt og derfor snarere er udtryk for en kombination af centralt placerede AC/djøfferes "endlösung" på officersstanden som sådan, og opfyldelsen af nogle krav fra Finansministeriet om nedregulering af afløbet af tjenestemandspensioner over de næste mange år.

At hele præmissen for kronikken og vurderingen af JM vejledningen er forkert, skyldes måske høj akademisk begavelse kombineret med en sympatisk "tro på det gode", men i betragtning af at årtiers forsvarspolitiske beslutninger er resultatet såre naivt. Konkurrencen mellem forskellige forklaringsmodeller må nødvendigvis vindes af den, der oftest rammer rigtigt i forudsigelsen af virkeligheden. Her kommer troen på den gode til kort over for erfaringen.  

Sagen er, at beslutninger der vedrører forsvaret skal holdes hemmelige så længe der arbejdes på dem, og efter de er truffet, så er det stadig magtpåliggende at detaljerne, herunder hvad der taler for og imod alternativerne samt beslutningens reelle konsekvenser, fortsat skal holdes skjult.

Årsagen til dette er, at forsvaret reelt er et lavstatusområde, hvorfor knapt nogen beslutninger handler om forsvaret, opgaverne, materiellet og personellet, men i stedet handler om, hvad man i forligskredsen og med forsvaret som handelsvare i studehandler kan opnå på de områder man politisk prioriterer højere. Derfor er sagligheden lige uønsket på begge sider af beslutningen!

Til det billede hører også det for mennesker med integriteten i behold uacceptable problem, at en del ændringer tager udgangspunkt i en på forhånd given arbitrær konklusion, hvorefter øvelsen for embedsværket består i at lave Reverse Engineering til nogle for fagpersonerne helt uforståelige løsningsforslag. Skal det være særlig fint, så betaler man for at et konsulenthus giver deres navn som alibi for sagligheden. Det kan jeg give veldokumenterede eksempler på, men jf. JM vejledning er krigsvidenskab.dk ikke det rette forum...

Når offentligheden somme tider efterlades med det indtryk, at forsvaret har høj politisk status, så skyldes det budgettets størrelse, antallet af direkte og indirekte arbejdspladser i Danmark og en grov overvurdering af vores bidrag ude i verden under den aktivistiske udenrigspolitik. Skalaen gør forsvaret interessant fordi selv mindre ødelæggelser af det kan finansiere store lunser kød på de områder, som partiernes politiske bagland vægter højt.

Den forrige regerings "Genopretningsplan" indehold eksempelvis flere punkter hvor beløbene var af bagatelstørrelse og helt ude af proportion med de landspolitiske slagsmål og rævekager der førte dem frem til deres beslutning.

Selv de partier der har "Gud, Konge og Fædreland" på partiprogrammet er reelt kun forsvarspolitisk interesserede, når de kan få noget ud af det, og når de ansvarsfrit kan bruge det i skåltaler, forloren retorik og til at sikre sig taletid ved de store allierede.

Det var alt for mange ord: I virkeligheden er det mest sigende for hele situationen, at der ingen debat er og at næsten alle jeg kender der duer til noget er i limbo til de finder noget andet, så held og lykke med at sparke debatten i gang!

 

Kære Jens,

Citat Jensmedfanen: "men at forflytte en mand, der vurderet ud fra de offentlige kilder så loyalt som muligt og med integritet forsvarer officersuddannelsen er mere end bare en aparte fremgangsmåde. Det er også svært for mig, at se at Chefen for HO er tæt på beslutningstagningen, når alt tyder på, at der kun er minimale dele af beslutningsgrundlaget der er i nærheden af at kunne kaldes sagligt og derfor snarere er udtryk for en kombination af centralt placerede AC/djøfferes "endlösung" på officersstanden som sådan, og opfyldelsen af nogle krav fra Finansministeriet om nedregulering af afløbet af tjenestemandspensioner over de næste mange år."

Jeg diskuterer ikke i min kronik, hvorvidt Schjønning har været tilstrækkeligt involveret i beslutningsprocessen, men skriver allerede i manchetten under overskriften:
Denne kronik argumenterer for, at loyale militære embedsmænd har som forudsætning, at embedsmanden som fagekspert inddrages i de politiske overvejelser inden de træffes.

I min indledning til den konkrete diskussion af enkelte af Schjønnings kritikpunkter skriver jeg ligeledes:
"
Til spørgsmålet om hvorvidt denne ”revolution” af ansættelses- og uddannelsesstrukturen for officerer i Danmark har fundet sted på et fagligt veloplyst grundlag, kan man dog godt have sine tvivl på visse områder."

Hvad angår Oberst Schjønnings afstand til beslutningstagningen tror jeg, du forveksler beslutningsprocessen med implementeringsprocessen.  Beslutningen om ændringer i ansættelses-og uddannelsesstrukturen er sket. Processen omkring denne diskuterer jeg ikke i kronikken, men jeg nævner den kort, som angivet ovenfor. Den konkrete udmøntning af beslutningen er en længere proces, der er i gang nu, og som CH HO har en væsentlig rolle i, som en del af topledelsen på det fremtidige Forsvarsakademi+. De brede linjer er selvfølgelig lagt, men detaljerne er ikke endnu.  
Hvis Oberst Schjønning gerne vil have direkte indflydelse på denne proces, kan han naturligvis ikke offentligt kritisere rammerne for processen. Omvendt er det helt fair at fortsætte med sin kritik (ikke mindst hvis man føler de fagprofessionelle argumenter helt er blevet tromlet i beslutningsprocessen), og hermed præge den offentlige debat, men så må det nødvendigvis være fra en anden stilling end en af nøglestillingerne i den nye uddannelsesstruktur.  
Er du virkelig uenig i det??

Citat Jensmedfanen: "At hele præmissen for kronikken og vurderingen af JM vejledningen er forkert, skyldes måske høj akademisk begavelse kombineret med en sympatisk "tro på det gode", men i betragtning af at årtiers forsvarspolitiske beslutninger er resultatet såre naivt." 

Jeg forstår udemærket din frustration omkring tynde faglige grundlag for markante beslutninger i forsvarsregi (har selv oplevet politikeres arrogance og usaglighed på meget nær hold), men har svært ved at se hvordan du kan drage ovenstående konklusion på baggrund af min kronik. Hvor er den naive "tro på det gode" i min kronik? Jeg skriver lige fra starten, at " at loyale militære embedsmænd har som forudsætning, at embedsmanden som fagekspert inddrages i de politiske overvejelser inden de træffes."

Da jeg ikke ved i hvilket omfang, at Schjønning i løbet af beslutningsprocessen har haft mulighed for at lade de ansvarlige politikere vide hvad hans fagprofessionelle mening er i den sag, har jeg ikke grundlag for at vurdere om han med rette kan føle hans argumenter ikke har indgået i beslutningsprocessen. Jeg giver dig ret i, at det er ret sandsynligt, at politikerne ikke har interesseret sig for / lyttet til denne kritik.  Og det ligger klart inden for embedsmænds ytringsfrihed - ja demokratiske pligt - at kritisere usaglige politiske beslutninger, men det må nødvendigvis ske fra  "funktioner [der] ligger langt fra de politiske og administrative beslutningstagere (JM vejledning)."

Der er ingen tvivl om, at ændringerne i ansættelses- og uddannelsesstrukturen fortjener debat. Som JM vejledningen også slår fast:
"Man har som offentlig ansat en vidtgående frihed til at udtale sig om ressourcespørgsmål, som kan have væsentlig betydning for de fremtidige forhold på arbejdspladsen, f.eks. nedskæringer."  

Viden og forståelse for forsvaret og dets opgaver er desværre meget lille uden for forsvaret. Vi har en ringe tradition for forskere i forsvarspolitik og militære studier, der har erfaring fra tjeneste i forsvaret, eller forskere med primær forskningsfokus på forsvarspolitik og indretning af forsvaret.  Måske fordi de fleste danske forskere indenfor området kommer fra statskundskab, særligt IP-området, hvor man i andre lande har mange sociologer, antropologer og historikere, der forsker med forsvaret som fokus.

Meget hænger givet sammen med din beskrivelse af forsvaret som lavstatus område. Jeg deler din frustration, men ikke din pessimisme. Det er svært at hæve vidensniveauet og interessen for forsvaret blandt politikere og offentligheden, men jeg synes alligevel vi skal gøre forsøget - med din og alle gode kræfters hjælp. Krigsvidenskab.dk har jo som explicit formål at bidrage til dette. 

Venlig hilsen

Jacob Barfoed

 

Del: