Rustet til etiske fordringer? Om etik og uddannelse i forsvaret

Derfor har spørgsmål om etik og moral for alvor fundet vej til pensum på forsvaret skoler. Heriblandt på Søværnets Sergent- og Reserveofficersskole, hvor orlogspræst Thomas Reinholdt Rasmussen siden 2002 har været med til at sætte den etiske fordring på dagsordenen.

Foto: Forsvaret.dk

Etik og moral er på mode. Værdidebatten raser i det danske land. Det er jo således, at når noget diskuteres, er det i skred. For år tilbage diskuterede man ikke så udpræget etik og moral. Man kunne være uenig med den herskende holdning, men fundamentet synes at stå fast. I vor tid er etikken til debat; hvorfor skulle vi ellers have et etisk råd? Det etiske står ikke så klart, som det har gjort. Det skyldes selvfølgelig også den interesse for det religiøse, som har fundet sted de sidste ti år. Den danske filosof og teolog K.E. Løgstrup kunne i 1976 skrive at religionen kunne ser ud ”som en vigende hærs bagtrop, der udkæmper en tilbagetogsfægtning, inden hær og bagtrop forsvinder ud i anakronismens mørke”. Nu siger den danske statsminister så at religion skal fylde mindre i det offentlige rum.
Den nye interesse for den religiøse livstydning og sammen hermed det fler-kulturelle samfund, som er under opbygning, har betydning for vores opfattelse af etikken. Og omvendt end man skulle tro, betyder religionen også at etikken bliver flertydig. Der er for eksempel mange væsentlige forskelle på en kristen etik og en islamisk etik. 

Det flerkulturelle samfund betyder at flere etikker kan eksistere side og side. Denne forståelse har blandt andet fået den konsekvens, at man i det danske forsvar har indført egentlig undervisning i etik og moral på flere skoler. Det skyldes to ting. Dels optages flere i forsvaret med anden etnisk baggrund end dansk og derved - muligvis - et andet værdisæt og etik (eks. spiseregler og påklædningsregler) end man ellers har været vant til. Og dels er forsvarets operationelle område blevet udvidet, så danske soldater nu er udsendt til opgaver i Irak og Afghanistan, og her møder en anden kultur og religion, end de er vant til hjemmefra.

Det etiske synes således ikke at stå fast. For et par år siden var der diskussion om fester, druk og alkohol i forsvaret i forbindelse med en øvelse i Oksbøl. Denne opførsel kunne selvfølgelig ikke tolereres, men foranledigede alligevel skrivelser fra højeste sted, der påbød soldaterne ikke at drikke i tjenestetiden. Det er en regel, som altid har været gældende i forsvaret. For år tilbage ville man have fået en overhaling, hvis man overtrådte reglerne; i vore dage er man nødt til at udsende en skrivelse fra højeste sted. Man er nødt til så at sige hele tiden at stadfæste etikken. Den etiskes grænse er ikke umiddelbart synlig, men må hele tiden mødes. Etikken kommer først til syne, når den overtrædes. 
I efteråret 2002 påbegyndte vi undervisning i etik og moral ved Søværnets Sergent- og Reserveofficersskole i Frederikshavn. 24 unge sergentelever blev det første hold, der skulle indføres i klassiske etiske teorier fra Platon over Kant til Løgstrup, de store trosretninger såsom jødedom, kristendom og islam, og forsvarets egne værdier, som findes udtrykt i ”Pædagogiske grundprincipper for forsvaret”.
På holdet, der bestod af unge mennesker med stor interesse for etiske og værdimæssige spørgsmål, kom diskussionen meget hurtigt til at dreje sig om etikkens oprindelse; altså hvor etikken kommer fra. Udspringer den fra naturen selv - er etikken indlagt i os og kan vi derved tale om en medfødt etik for alle mennesker - eller er den bestemt af kultur og historie, og derved eksempelvis forskellig fra verdensdel til verdensdel? Spørgsmålet lød om der er en fast moral eller om vi selv skaber vore moralske regler for omgang mellem mennesker? De fleste på holdet hældte nok til det sidste. Moralen, mente de fleste elever, er kulturbestemt og således altså også bestemt af kulturens religion. Der blev i høj grad givet udtryk for værdirelativisme – en afvisning af etik som noget universelt eller kulturuafhængigt. Det synspunkt er ikke fremmed for en kristen kulturkreds, da kristendommen, som alle i det europæiske kulturrum i større eller mindre grad er påvirket af, netop er et opgør med den religiøs lov og derved også med forestillingen om en objektiv eller universel etik. 

Som enhver soldat imidlertid også ved, kan mennesker ikke fungere i kollektiv indenfor rammerne af den rene værdirelativisme. I Søværnet ville arbejdet på et skib været livsfarligt, hvis hver sømand havde sit eget mål. Derfor er og bliver værdirelativismen et underlig akademisk og abstrakt spørgsmål. Når det kommer til stykket, er vi nødt til at have fælles værdier såvel i små samfund som om bord på et skib, i store samfund såvel som det danske land. Det er muligt, at man ikke deler alle værdier i fællesskabet; men her må man vægte individ og fællesskab, og det er ud af dette forhold, at etikken udspringer: Hvor meget skal individet vige for fællesskabet, førend det bliver etisk uforsvarligt? I diskussionerne på holdene har vi høj grad opdaget, at filosoffen Thomas Hobbes (1588-1679) tanker om kontrakt-etik, er forståelig for eleverne og givermenig i deres tilværelse, samtidig med at de får en forestilling om at de selvom de indgår i en fastlagt etik, kan fastholde deres autonomi. En kontrakt-etik er en etik, hvor enkelt individerne indgår i, da de kan se at det tjener til deres fordel at være i fællesskabet. For at være i fællesskabet må de afbøje deres egeninteresser for noget det er større; men som samtidig giver dem værdi. Det kan også konkret udfoldes på forsvaret, hvor den enkelte soldat ikke nødvendigvis deler forsvares værdier eller opgavernes etik fuldt ud; men indgår i dem, for at være en del af noget større. En kontrakt-etik undgår at stille krav om sindelagsetik – at kræve at ’sjælen’ er med. En kontrakt-etik er en krops etik.

Indgåelsen i et fællesskab er på sin vis en undertrykkelse af individet. Individets selvudfoldelse undertrykkes for at tjene fællesskabets udfoldelse og derigennem også individets egen gevinst. Vi accepterer til en vis grænse undertrykkelsen af individet for et højere mål. Den etiske grund bliver således det enkelte individ, hvor etikkens grænse findes, når fællesskabet overskrider den, ved eksempelvis at sætte soldaten til opgaver, der ikke etisk kan forsvares. Det skal ikke forstås således, at alt bliver relativt og kun kan måles på individets egne følelser. Men det betyder, at fællesskabet og individet åbenbarer moralen, hver gang moralen er overskredet. Moralen er usynlig, men bliver synlig, når den overskrides. Således er moralen kun på overfladen relativ, for hvis det er tilfældet, så er individet relativt, og da er menneskelivet ikke længere ukrænkeligt.
Etikken udspiller sig altså i rummet mellem individ og fællesskab. Det er her, at spillereglerne tegnes op. Det betyder, at det enkelte menneske må leve sit liv i tro og ansvar både for sig selv og for det fællesskab man indgår som medspiller i.

Således forstået er det ikke etikken, der er relativ, men vores behandling af etikken, der er relativ. I forsvaret skal man adlyde sine overordnede. Det er man nødt til, ellers kan tingene ikke fungere. Nogle gange må man så udføre opgaver, som man ikke af egen drift ville indlade sig på. Men skal soldaten adlyde i alle forhold? Det skal han, så længe den overordnede er en ret overordnet. Men hvis den overordnede befaler andet end det, der er i overensstemmelse med forsvarets værdier, har han mistet sin karakter af overordnet. Det er også det, der fastslås i den militære straffelov.
Og det er i øvrigt helt i tråd med den evangelisk-lutherske kirkes augburgske konfession fra 1530, der skriver i sin artikel 16: »Derfor er det nødvendigt, at kristne adlyder deres øvrighed og dens love, med mindre den befaler at synde.«.  Hvis soldatens overordnede bliver utilregnelig, må soldaten adlyde forsvaret som helhed og ikke sin overordnede; men det afgørende er her, at soldaten står på eget ansvar i sin vurdering. Etikken bliver ikke af den grund relativ, men vores vurdering af den er det.

Det er på alle måder overraskende, hvor stor interesse de unge sergentelever på skolen har i etiske og religiøse spørgsmål. Spørgelysten i timerne er altid stor og tilgangene til stoffet meget forskelligt. Det danske forsvar rekrutterer i hele befolkningen uden at skelne til tro, hudfarve eller oprindelse. Forsvaret er en gammel organisation med stor erfaring. Hidtil har man kunnet overføre det omgivne samfunds normer til forsvarets organisation. Det kan man ikke umiddelbart mere. Derfor har man udarbejdet forsvarets grundværdier, som anføres som troværdighed, åbenhed, tillid, selvstændighed og ansvarlighed. Det er de basale værdier, som forsvaret forventer at finde hos soldaterne.
Hvis det gensidige forhold mellem individ og fællesskab skal fastholdes og individet opfattes som et ansvarligt individ i tråd med den augsburgske konfession og den militære straffelov, så må soldaten imidlertid også kunne forvente disse værdier af forsvaret selv. At forsvaret altså handler troværdigt, med åbenhed og tillid, giver plads for det enkelte menneske. Hvis det ikke er et gensidigt forhold, så kan der ikke være tale om etik. Etik er gensidighed; dog ikke nødvendigvis symmetrisk gensidighed
En organisation som forsvaret må i høj grad tænke etisk. Nok er det soldatens fornemste opgave at bevare freden; men enhver soldat må og skal gøre op med sig selv, at den yderste opgave er at tage et andet menneskes liv: Altså at fællesskabet fuldstændigt udsletter individet. Hvor bliver etikken af i alt dette? Det er nødvendigt at enhver soldat i det danske forsvar har tænkt denne problematik igennem, og ved at det kan være konsekvensen. Sergenterne i Frederikshavn kommer her altid i stor diskussion; en diskussion, som på alle måder er klassisk.
Den romerske Julius Cæsar førte retfærdige krige (bellum justum). Altså krige baseret på ret. Men i vores kristne kulturkreds kan der aldrig føres retfærdige krige, for vi er forpligtede på næsten og må under ingen omstændigheder slå ihjel. Ingen har – heller ikke i krig – ret til at slå ihjel; for den ret tilkommer ikke et menneske, for da har vi enten gjort næsten til et dyr eller os selv til Gud.  At vi så slår ihjel, er en anden sag; men det gør ikke sagen ret. Allerede Martin Luther (1483-1546) stillede spørgsmålet om, hvorvidt soldater kan have Guds nåde, som i vor tids sprogbrug kunne formuleres som: kan man med etikken i behold være soldat? Umiddelbart må man egentlig svare nej, for man tager et andet menneskes liv, og derved lukker man for etikken for det andet menneske. I en kristen kulturkreds kan derfor man ikke føre retfærdige krige, siger Luther. Man kan kun føre nødvendige krige: krig af nød. Krige, hvor man i beskyttelsen af næsten, må gribe til våben. Krig af kærlighed. Men det gør ikke drabet ret; det er stadig en udslettelse af individet af fællesskabet. Etikken er overskredet. Således kræver den nødvendige krig anger og bod af folk, land og individ. Hvorledes disse kvaler og samvittighedsspørgsmål sones og tilgives, må den enkelte gøre op med sig selv. Det kristne svar er anerkendelse af skyld og tro på Gud som nådigt. Men samvittighedsspørgsmålet i krigen er altid det sundhedstegn, for det viser at vi endnu er mennesker i fællesskab med hinanden – også med fjenden.

I den retfærdige krig er menneskelivet ikke længere ukrænkeligt. Her må vi ikke komme ud. Hvis vi skal fastholde forholdet mellem fællesskab og individ som et etisk forhold, så findes kun den nødvendige krig. Det er en skelnen, der er fastholdt af kristendommen, og det må man søge at acceptere. Eller sagt med andre ord: Opgaven er at formulere en etik, hvor vi stadig kan være mennesker, når menneskeligheden udviskes.
Undervisningen på Søværnets Sergent- og Reserveofficersskole i Frederikshavn foregår nu på femte år. Eleverne giver i evalueringerne udtryk for stor interesse for faget og for, at det giver mening i deres faglige sammenhæng. De kommende års store udfordring vil være at lave et sammenhængende undervisningsforløb på forsvarets skole, således at vi kan ruste mandskabet på bedst mulige måde, og give dem nogle kompetencer og redskaber, hvormed de kan bedre kan forstå og håndtere den verden de er sat i og skal agere i. 
K.E.Løgstrup: ”Skabelses og tilintetgørelse”, Religionsfænomenologiske betragtninger, Metafysik IV, København 1976, s.9
Der findes en historie om en præst, der blev afskediget p.g.a. overtrædelse af dekorumreglerne. I den afsluttende samtale med provsten sagde han: ”jeg ville jo blot undersøge grænserne”, hvortil provsten svarede: ”ja, og nu har du fundet dem!”. Etikken skal findes.
”Itague necessario debent christiani oboedire magistratibus suis et legibus, nisi cum iubent peccare”. in: Die Bekenntnisschriften der evangelisch-lutherischen Kirche, Göttingen 1992, s. 71
Martin Luther: ”Kan soldater også have Guds nåde?”, in: Luthers skrifter i udvalg, Århus 1980 bd. IV, s.302-357. Skriftet burde være pligtlæsning på landets officersskoler.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_136.aargang_nr.3_2007.pdf

Litteraturliste

Del: