Regions and Powers - The structure of International Security

Anmeldt af Marie Louise Løvengreen Rasmussen

Som drivkraften i hvad der er blevet kaldt Københavnerskolen formulerede de deres sikkerhedsliggørelsesteori, hvor sikkerhedsbegrebet analyseres gennem de diskursive processer, hvorved nogen er i stand til at italesætte noget som eksistentielt truet. Dermed gjorde de op med forståelsen af sikkerhed som noget objektivt givet, uden dermed at gøre alt til sikkerhed.

 

Foto: booktopia.com.au

Deres nyeste fælles bog Regions and Powers - The Structure of International Security, er et storstilet og ambitiøst værk, hvor teoretisk nyskabelse og empirisk analyse af bogstaveligt talt hele verden kombineres i et forsøg på at belyse det samlede internationale sikkerhedsbillede med regionale sikkerhedsdynamikker som udgangspunkt, men ikke eneste forklaringsfaktor.
I dag tales der fra alle sider om betydningen af regional sikkerhed, og sikkerhedspolitisk er der i stigende grad fokus på regional ustabilitet som en potentiel trussel. Man kan, som Buzan og Wæver gør det, med stor rimelighed antage at sikkerhedsdynamikkerne varierer fra region til region. I denne kontekst synes analyserammen for forståelse af regionale sikkerhedsdynamikker som den præsenteres i Regions and Powers særdeles aktuel. Bogens udgangspunkt er, at verden bliver mere og mere regionaliseret, og at de væsentlige sikkerhedsmæssige interaktioner sker indenfor regioner snarere end imellem dem, idet trusler ofte flytter sig hurtigere over korte end lange distancer.
Ved netop at tage regional sikkerhed som udgangspunkt formår Buzan og Wæver at etablere et teoriapparat, der inddrager både neorealismens makroforklaringer med mere konstruktivistiske identitetsforståelser, uden at give køb på Københavnerskolens veldefinerede sikkerhedsforståelse.
Bogen er opdelt i en teoridel, hvor regional sikkerhedskompleksteori (RSCT) klarlægges (Kap. 1-3), samt i en række selvstændige empiriske kapitler, hvor teorien anvendes på forskellige regioner/sikkerhedskomplekser, der tilsammen afdækker hele det geografiske verdensbillede (Kap. 4-13) under overtitlerne Asien, Mellemøsten og Afrika, de amerikanske kontinenter og Europa (the Europes).
De empiriske kapitler er struktureret ud fra 4 tilbagevendende analyseniveauer: det nationale, det regionale, det interregionale samt det globale. Derudover får man med udgangspunkt i en empirisk analyse et indblik i regionen som begreb både under og efter den kolde krig. Dette viser, hvorledes sikkerhedsdynamikkerne kun er relativt stabile og under stadig forandring, hvilket understreges ved, at der for hver region diskuteres fremtidige sikkerhedsmæssige scenarier.

Modsat neorealismen har det globale niveau ikke forrang, men der tages typisk udgangspunkt i et lavere niveau, det regionale. Der argumenteres for at det regionale niveau er blevet overset i neorealismen, hvorfor dette niveau tilføjes teorien på overbevisende manér. Dette betyder ikke nødvendigvis, at det regionale analyseniveau altid er det vigtigste. Alle niveauer inddrages, men den vægt hvert enkelt niveau tillægges i de respektive kapitler er afhængig af den sikkerhedspolitiske kontekst i regionen. Bogen afsluttes med to konkluderende kapitler, hvor bl.a. teoriens problemer og fordele samt de fremtidige forskningsfelter teorien åbner for, behandles.
Regions and Powers er inddelt således, at læseren efter en gennemgang af teorien kan vælge at fordybe sig i den geografiske region, der måtte have størst interesse. For den energiske læser kan bogen dog også anbefales fra ende til anden som en slags sikkerhedspolitisk atlas.
Det er væsentligt at understrege at Regions and Powers RSCT ikke er et forsøg på at skabe en teori om regionalisering som sådan. Regionerne skal derimod forstås som et konstrueret redskab for analysen af sikkerhed, der kortlægges ud fra mønstrer af sikkerhedsliggørelse og afsikkerhedsliggørelse. Sikkerhedskomplekserne konstrueres ved, at man i princippet tegner en streg for hver sikkerhedsrelation der udspiller sig mellem forskellige aktører. I de områder hvor stregerne danner et tættere sammenhængende mønster indenfor end udenfor en region, kan man tale om et regionalt sikkerhedskompleks.
Et sikkerhedskompleks etableres således når sikkerhedsliggørelsesprocesserne mellem kompleksets enheder er så sammenhængende, at man ikke med rimelighed kan forstå enhedernes sikkerhedsproblemer uafhængigt af hinanden. Derfor kan de forstås som vedvarende, men ikke permanente mønstre af venskab og fjendskab. 
Sikkerhed er altså fokus i den regionale analyse, men begrebet forstås bredere end et traditionelt militær-politisk fokus, og der åbnes for andre aktører end staten.

Etableringen af det regionale sikkerhedskompleksbegreb giver mulighed for både at benytte et bredt sikkerhedsbegreb samt at inddrage aktører indenfor og på tværs af stater, og derigennem opnå en nuanceret analyse af sikkerhedsrelationer uden at de internationale strukturers betydning overses. Dette har som konsekvens at det traditionelle neorealistiske perspektiv udvides betydeligt.
For at forstå hvordan disse sikkerhedsdynamikker påvirkes, opererer forfatterne med to grundlæggende forudsætninger for formationen af sikkerhedskomplekset; det anarkiske internationale system samt betydningen af territorialitet (den geografiske placering). Indenfor strukturen af disse to, karakteriseres de enkelte sikkerhedskomplekser ud fra to tilbagevendende variabler: magtrelationerne eller magtfordelingen mellem aktører udtrykt ved polaritet (den neorealistiske variabel) samt de socialt konstruerede venskab – og fjendskabsmønstre (den konstruktivistiske variabel). I forlængelse af sidstnævnte inddeles sikkerhedskomplekserne i typer som konfliktformation og sikkerhedsfællesskab, der afspejler aktørernes gensidige opfattelse. Dermed reduceres aktørers interaktioner ikke bare til handlinger, der mekanisk reflekterer den givne magtfordeling.

Gennem denne regionale sikkerhedskompleksteori formår Buzan og Wæver dermed at inkorporere både neorealismens magtfokus og konstruktivismens fokus på socialt konstruerede relationer og samtidigt forene disse med et diskursivt konstrueret sikkerhedsbegreb. Som dette muligvis antyder, kræver det lidt arbejde at få styr på teoriens grundlæggende variabler og definitioner samt forholdet mellem de forskellige IP teoriretninger. Når dette benarbejde er færdigt, belønnes man imidlertid med en yderst brugbar teori, anvendelig på flere analyseniveauer.
Man kan muligvis stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt teorier som neorealisme og konstruktivisme er metodisk forenelige, og om man i realiteten ender med den gamle problematik om at sammenholde æbler og pærer. I det konkrete analyseapparat kommer forfatterne efter min mening dog fint udenom eventuelle metodiske problemer. Det må i sidste ende være op til den enkelte læser, at sætte mulige metodiske anker i forhold til den øgede forklaringskraft, der opnås ved netop at forene realistiske strukturer med konstruktivistiske identitetsforståelser.
Bogens regionale sikkerhedsantagelser udfordres af et mere globaliseret trusselsbillede gennem fænomener som f.eks. terrorisme, der ikke nødvendigvis har en territoriel karakter. Denne diskussion om globaliserede trusler behandles imidlertid også i Regions and Powers afsluttende kapitler. Her argumenterer forfatterne for hvorfor f.eks. international terrorismes regionale og territorielle bundede oprindelse gør, at man alligevel kan holde fast ved det regionale udgangspunkt, når terrorismens essentielle forhold til den amerikanske unipol holdes i mente.
Regions and Powers har bestemt potentiale til at blive et vidt læst og hyppigt brugt storværk. Teoriapparatet muliggør en arbejdsdeling mellem mikroanalyse og makroanalyse, således at man kan dykke ned i en diskursanalyse af en helt specifik sikkerhedsliggørelsesproces, såvel som at analysere sikkerhed ud fra makrostrukturer. Dermed kan teorien tilfredsstille mange med vidt forskellige analysebehov.
Som det ikke sjældent er tilfældet, er teoriens styrke også dens svaghed. Den konkrete brug af RSCT kan blive så fragmenteret, at den reelt ikke er strukturerende for analysen, og at teorien derfor ikke leverer en selvstændig forklaringskraft. Risikoen er at stå tilbage som et halvtomt teoretisk referencepunkt, som alle kan referere til, i den udstrækning det passer med deres hidtidige teoretiske standpunkt. Således at teorien ikke fører til en kvalitativ forandring af analysen. Denne kritik knytter sig til den fremtidige brug af RSCT, ikke til analyserne i Regions and Powers som sådan.
En af RSCT styrker er at, der åbnes for andre aktører end staten. Dermed bliver det principielt muligt at inddrage relevante transnationale aktører eller subnationale netværk i analysen af sikkerhedskomplekser uden at stat eller magtfordeling ignoreres. I de konkrete empiriske analyser beholder Regions and Powers dog i høj grad det statsfokus, der i de teoretiske kapitler ellers var blevet blødgjort. Dette er en skam, da der derved overses betydelige sikkerhedsdynamikker i forbindelse med f.eks. transnationale kriminelle netværk i Sydamerika eller betydningen af ikke-statslige aktører i Afrika. Ligeledes udbyttes det brede sikkerhedsbegreb heller ikke til fulde, men sikkerhedsdynamikkerne belyses hovedsageligt i en militær-politisk kontekst

Forfatterne er sig bevidste om dette og definerer sig delvist ud af problemet: hvis man udelukkende ved hjælp af staten og det militærpolitiske kan vise, at der eksisterer et sikkerhedskompleks, kan man undgå analysen af andre aktører og sikkerhedsemner. Dette kan være sandt nok for så vidt angår om den korrekte inddeling af regioner er valgt, men det betyder at bogen til tider overser væsentlige sikkerhedsdynamikker.
Dette er bogens tilbagevendende problem. Den teoretiske ramme åbner for en empirisk analyse med et ambitionsniveau, som forfatterne af plads og ressourcemæssige grunde ikke altid kan leve op til. Konsekvensen bliver at kvaliteten af de enkelte empiriske kapitler svinger, højst sandsynligt som en afspejling af forfatternes interessefelter. Som eksempel kan gives kapitlet om Afrika syd for Sahara, hvor de mere ustrukturerede regioner Vestafrika og Afrikas Horn tilsammen kun behandles over 5 sider med en temmelig overfladisk analyse som konsekvens. Bogen formår dermed ikke at bevare samme høje standard på samtlige af de 542 sider.
Når dette er sagt, vil jeg understrege at selv om bogen ikke holder det samme niveau hele vejen igennem er den vedvarende interessant læsestof, og hele tiden på et lødigt niveau. Buzan og Wæver formår med deres generelt klare definitioner og operationaliserbare analyseramme, at skabe en teori, der inkorporerer neorealismens, konstruktivismens og sikkerhedsliggørelsesteoriens styrker, uden at hverken læseren eller forfatterne brækker halsen på det. Dette er i sig selv et yderst værdigt mål at nå.
Forfatterne burde muligvis have overvejet at uddelegere visse teorikapitler. Ligeledes kan afgrænsningen af de enkelte sikkerhedskomplekser anfægtes, hvilket i sidste ende bliver et empirisk spørgsmål, der ligger op til videre efterprøvning. Samlet set er det dog en fornøjelse at læse et værk, der både har et højt teoretisk niveau, og hvor forfatterne derudover tør tage udfordringen og afprøve deres teori på intet mindre end hele verden.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_133.aargang_nr.4_2004.pdf

 

 

 

Del: