Recht oder Unrecht - mein Vaterland! En militærfilosofisk allegori

Efterfølgende artikel er forfattet af major OA. Hedegaard, leder af Hærens militæhistoriske Arbejder.

 

Ligesom man gennem generationer med flid har postuleret, at det ikke var den preussiske soldat, der vandt slaget ved Königgratz 1866, men den preussiske skolelærer, således har ovennævnte smerteligt kendte motto eller dogme nærmest været den blakkede devise for såvel kejsertidens som Det tredie Riges væbnede styrker.

Det stod - hamret i klodsede germanske bogstaver - bl.a. over porten til koncentrationslejren Buchenwalde, og det forsøgtes ihærdigt fra nationalsocialisterne at fæstnes som en art trosbekendelse for værnemagtens og partitroppernes personel, hvilket i stor udstrækning lykkedes. Størstedelen af værnemagtens of- ficerskorps var - trods ihærdige forsøg på knæsætning af Himmlers hedenske asa- dyrkelse - fast forankret i Luthers enkle, håndfaste protestantisme, der klart og utvetydigt foreskrev statens og magthavernes ubetingede ret til at befale individets betingelsesløse lydighed mod fyrsten. Det anførte motto er imidlertid næppe af tysk, men måske amerikansk oprindelse, selv om det med overvældende udsagnskraft senere blev heftet på tyske soldater og nærmest identificeredes som ”modets røde kokarde" for tysk militær og embedsmandsmoral. Sprogforskere er enige om, at det formodentlig oprindelig er et citat af den nordamerikanske flådekommandant Stephen Decatur (1779 - 1820) i Norfolk, Virginia, USA, i april 1816. Han udtalte:

"Vort land! I dets forhold til andre lande må det altid have ret. Vort land, ret eller uret!".
 
Englænderen Charles Churchill (1731 - 64) skrev i digtet "The Farewell:
 
"Be England what she will.
With all her faults she is my country still".
 
en version, der smager af førstnævnte. Antiimperialisten G.K. Chesterton (1874 - 1936) har i et digt (kun kendt gennem citat) taget afstand fra sloganet i verset:
 
"Why it is a thing no patriot could say. It is like saying: My mother, drunk or sober".
 
en udlægning, ingen ville bruge.
 
Man har strammet citaterne op ved kun at anvende den sidste, kompromisløse del, og det er altså den del, der har overlevet som det skinbarlige symbol på tysk afstumpet militarisme. Kan det overhovedet lade sig gøre i vore dage tilnærmelsesvis at efterspore, hvorfra denne militære egenskab, der altså er blevet specielt tillagt tidligere perioders tyske militær, skriver sig? Mest skæbnesvangert kom den til at give sig udtryk ved tyske troppers - primært Waffen-SS’s - betingelsesløse, nærmest primitive loyalitet over for givne ordrer, hvor umenneskelige de end kunne forekomme, og som verden for alvor blev bekendt med under Nürnbergprocessen 1945 - 46.
 
Det er et af de mest tidløse, vigtigste og udefinerbare spørgsmål i den internationale militære verden: Hvor langt skal en soldat adlyde givne ordrer, før han siger nej, og kan han overhovedet sige nej? Der er her utvivlsomt en række mekanismer af såvel national, politisk, men især åndelig art, som har spillet en dominerende rolle i Tysklands nyere historie og i en række tilfælde af skæbnesvanger rækkevidde for nationen. En af de mest grundlæggende faktorer var indførelsen af den tyske militærstat under kongerne Frederik Wilhelm I (1713 - 40) og især dennes efterfølger Frederik II ("den Store", 1740 - 86), altså et samlet tidsrum på ca. 73 år, en stormfuld periode, hvor Preussen skabte sig et navn i Europa som den mest velsmurte, hårdtslående militærmagt.
 
Om Frederik II af Preussen og hans krigsfyldte epoke er der skrevet uendeligt meget på alle Europas sprog. Denne fremstilling skal derfor ikke bringe nogen større biografisk skildring af den militære konge, men blot sætte i relief nogle forhold, som bidrog til, at Preussen ved hans død var anset som den første militærmagt i den "civiliserede" verden. Ved sin tronbestigelse overtog han en stående hær på ca. 80.000 særdeles veluddannede, hvervede soldater. Et enkelt citat af ham forklarer den dominerede magtstilling, militæretaten kom til at indtage i hans periode:
 
"Mine troppers sammensætning", udtaler kongen, "fordrer en uendelig applikation fra deres side, der skulle bruge dem. De må bestandig holdes under disciplin, bevares med den største omhu og fødes bedre end alle andre tropper i Europa. Regimenterne må bestå halvt af landets børn og halvt af udlændinge, der har ladet sig hverve for penge. Disse udlændinge søger, da de ikke føler sig knyttede til noget, atter at komme bort ved den første lejlighed, og derfor er det af yderste vigtighed at forhindre desertion".
 
Analyserer man denne bastante "problemerklæring", fremkommer klart baggrunden for den preussiske indiskutable disciplin, officerskorpsets næsten barbariske hånds- og halsret over de undergivne og korpsets priviligerede stilling i forhold til andre embedsmænd, fyrstens særlige bevågenhed over for denne del af statsmagten og dennes dybe troskab mod statsoverhovedet. Samtidig var kongen - som en ubetinget førerskikkelse - fra alle sider anerkendt som en fremragende feltherre, en strålende taktisk, strategisk og politisk begavelse og præget af et personligt ftisindet livssyn.
 
Alle kongens store sejre (erobringen af Schlesien 1740 - 42, Hohenfriedberg 1745, Prag, Rossbach og Leuthen 1757 og Zorndorf 1758) var med til afgørende og overbevisende at sammensvejse den preussiske stat og give hæren og folket nogle egenskaber og traditioner, som blev båret videre helt frem til vore dage. Efter de mange krige genrejste Frederik II med mægtig energi landet, og trods sit svagelige helbred og personligt mørke og kolde væsen blev han i befolkningen efterhånden "der alte Fritz", omgivet af en glorie, aldrig senere overstrålet af senere tyske regenter, måske med undtagelse af Hitler 1939 - 43. Arbejde og ansvar var hans personlige ledestjerner, og med sig selv som spydod tømrede han en imponerende administration og forvaltning op og indførte en hurtig og sikker justits. Dertil var han en universel begavelse, filosof og skribent. Hans overlegne skepsis avlede menneskeforagt, og hans franske kultur gjorde ham på sin vis ensom i sit folk. Han foretrak adelige som officerer, og kun ved våbenarter, der ikke tilhørte "kamptropperne", kunne han acceptere ikke-adelige officerer. Selv om han af såvel officerer som underofficerer og menige var mere frygtet end afholdt, lykkedes det ham alligevel gennem sin lange regeringsperiode at præge såvel folk som hær med sin overvældende personligheds grundlæggende elementer: Nøjsomhed, pligt, arbejde og loyalitet mod nationen.
 
Den militære og nationale arv efter Frederik II blev lang og tung for Preussens, senere Tysklands folk, og en bedømmelse af hans personlighed og indsats må nødvendigvis falde forskelligt ud. Få har dog som han evnet at forene jernhård vilje, en lysende intelligens og usvigelig realitetssans med filosofiens irgange og tankens spillende klarhed. Hans verdenshistoriske gerning blev den skæbnesvangre at have skabt Preussen som toneangivende stormagt og den brutale preussiske politik, som hans følgagtige lærlinge Bismarck, Wilhelm II og Hitler med forskelligt held søgte at videreføre. Ikke for ingenting var den eneste udsmykning. Hitler havde i sit personlige rum i bunkeren under Rigskancelliet, et enkelt portræt af preusserkongen, og under kejserdømmet og i Det tredie Riges skoler blev hans indsats for det tyske folk og den tyske sjæl nærmest mejslet ind i den tyske ungdoms forsvarsløse hoveder, formodentlig med et vidtrækkende, skæbnetungt resultat. Sælsomt nok fik Frederik IF s indsats og ånd et vidtrækkende efterslæt og et omfang, som næppe lader sig måle og vurdere, men som må anses for af overordentlig stor betydning for det tyske folk. Det skete ved den preussiske adelige officer Heinrich von Kleists (1777 - 1811) litterært dramatiske arbejder.
 
Von Kleist var officerssøn i en af Tysklands berømte slægter der har skænket Tyskland 18 generaler og to feltmarskaller, og han kom tidligt på kadetskolen i Berlin. 1765 udnævntes han til fænrik og senere løjtnant. Da han efter felttoget ved Rhinen følte sig utilfreds med sin militære stilling, tog han sin afsked og begyndte at læse filosofi og statsvidenskab ved universitetet i Frankfurt a.d. Oder Efter et kort ophold i Weimar hos Goethe fik han ansættelse i Finansministeriet i Königsberg (1804), men mistede det igen efter slaget ved Jena 1806. Kort efter blev han anholdt af franskmændene og ført som fange til Chalons som mistænkt for at have hørt til det SchilFske frikorps. Et halvt år efter blev han frigivet. I fængslet begyndte han at skrive, og han fik her skrevet det senere berømte værk "Michael Kohlhaas", beretningen om den stride hestehandler, som p.g.a. en ham overgået uret bliver oprører mod samfund og etableret verdens orden.
 
Kleist blev berømt primært på to store dramaer. I "Die Hermanns-schlacht" (1808), hvor den romerske feltherre Varus i Teutoburgerwald (ved Minden) med hele tre romerske legioner år 9 e.kr. nedkæmpedes totalt af germanerne, viger den germanske stammehøvding Hermann (Arminius) ikke tilbage for noget bedrag mod romerne for at gavne sin hær og sit folk. Kleists retfærdiggørelse af denne holdning - under den forhadte franske besættelse af Tyskland - munder ud i et dementi af alle de menneskelige værdier, der ellers er bærende hos ham.
 
Det, der for denne fremstilling er det centrale, er det nationale tema, som Kleist tog op i sit sidste drama "Prinz Friedrich von Homburg" (1811), et stykke om preussisk historie under Syvårskrigen og derfor om ubønhørlig pligt "bis im Tode". Det var et drama, der fik overvældende betydning i senere tysk åndsliv, såvel under kejserdømmet som Det tredie Riges uafladelige propagandabombardement af sjælene i et desperat forsøg på nærmest at indføre en germansk samuraikult i nationen.
 
"Die Hermannsschlacht" var skabt af Kleists afmægtige bitterhed over Tysklands eklatante afmagt over for Napoleon og næret af et uudslukkeligt had til undertrykkerne. Dramaet fuldendtes 1809 samtidig med Østrigs krigserklæring til Napoleon, og Kleist rejste straks til Prag for at vise den tyske sag sin pen og sit sværd. Slaget ved Wagram 1809 gjorde en brat ende på hans patriotiske forhåbninger, og mere bitter end nogensinde vendte han tilbage til Berlin (1809), hvor han henslæbte resten af sit korte liv i en fortvivlet kamp for tilværelsen.
 
Handlingen i Prinsen af Homburg er yderst fortættet. Prinsen har i et anfald af kærlighedssværmeri ikke opfattet forholdsordrerne forud for et stort slag. Han overtræder dem derfor under kampen, men vinder alligevel slaget. Efter sejren tror han at kunne bejle til kurfyrstens niece, men sættes prompte i arrest og dødsdømmes efter krigsretten, fordi han negligerede ordrerne: Statens eksistens står indiskutabelt over den enkelte undersåts optræden. Kurfyrstens omgivelser forfærdes over den brutale dom, fyrsten tilbyder selv prinsen øjeblikkelig frigivelse, dersom han føler sig uretfærdigt behandlet. Så kommer imidlertid det stolte indslag, og man aner som et pust skyggen af en kommende førerdyrkelse, idet prinsen - stillet over for denne mulighed - må erkende, at straffen er rigtig efter gældende lov, ikke vilkårlig eller hævngerrig. Krævede han nu sin frihed, ville han samtidig underminere fællesskabets bærende grundlag. Han accepterer derfor sin skæbne, hvorefter kurfyrsten til gengæld nådigt kan benåde ham på gravens rand i en sælsom, drømmeagtig scene og derved knytte ham til sig i et moralsk uopsigeligt vasalforhold. Dette drama er ofte senere blevet opfattet som monumentet over typisk tysk pligtmentalitet: Selv når det gælder livet, foretrækker undersåtten loyalt at sætte livet til for statsoverhovedet, en dødsensfarlig gift bevidst at nære en nation med, når den på alle højere skoler og læreanstalter gennem generationer blev gjort til genstand for en nærmest sakral dyrkelse uden skelen til personer eller forhold.
 
I tysk kultur og åndsliv er dette heroiske drama ofte blevet følt og fortolket som det skinbarlige monument over tysk disciplin. Om livet er indsatsen, forretrækker den lydige undersåt uden at ræsonnere at give statsoverhovedet ret. Førersyndromet stikker hovedet frem, men der er - paradoksalt nok - tillige tale om en typisk tidløs, men moderne konflikt, eftersom helhedens legitimering er lagt i hænderne på den enkelte.
 
Prinsen har selv valget, og ved lovlydigt at sige ja til sin dom, genskaber han ordenen, en udgang, der har talt til mange tyske sjæle i rigets ulvetider. Det er et heroisk drama i yderste konsekvens, både bevægende og skræmmende, ligesom von Kleists eget liv. Sammen med en veninde, fru Henriette Vogel, til hvem han i sin overspændte tilstand følte sig knyttet, og som var uhelbredelig syg, kørte han den 20. november 1811 til Potsdam, og ved Wannsee - ikke langt fra det palæ, hvor Reynhard Heydrich i 1942 besluttede "Endlösung" af det jødiske problem - skød han efter fælles overenskomst først hende og derpå sig selv.
 
Stykkets nationale farlighed kan ses af, at begrebet disciplin egentlig er dets problemstilling fjendtligt. Det handler om frivillig tilslutning til det nationale. I den harmoniske sammensmeltning af individ og nation almindeliggøres individet, således som kurfyrsten udtrykker det, at prinsens ånd skal gå foran Brandenburgs hær i kamp. Nationen gøres derimod til noget, der kun eksisterer som en række individers frivillige, betingelsesløse fællesstræben.
 
Digteren Friedrich Hebbel (1813 - 63) har skrevet om dramaet, at det hører til den tyske ånds mest ejendommelige frembringelser, fordi her gennem dødsangst nås det, som ellers kun nås gennem døden selv: Heltens sjælelige lutring og forædling. Heinrich von Kleist står for eftertiden som en af Tysklands store, nationale digtere, hvem tidens politiske forvirringer og egen sjælelig sygelighed hindrede i at vinde frem til åndelig harmoni og afklarethed. Hans dramaer fulgtes op af filosoffen Johann Gottlob Fichte (1762 - 1814). Under indtryk af nederlaget til Napoleon holdt han på universitetet i Berlin 1807 - 08 sine ildnende forelæsninger "Reden an die deutsche Nation", hvori han fremsatte sine anskuelser om en kommende tysk folkeopdragelse, der nærmede sig herrefolksidealerne. De vakte stor opsigt og var i høj grad med til at styrke moralen i hæren og nationen i frihedskrigen 1813.
 
Von Kleists og Fichtes nationale arvtager var på sin vis komponisten Richard Wagner (1813 - 83), som med sine helteoperaer, primært "Der Ring des Nibelungen", der bestod af "Das Rheingold", "Die Walküre", "Sigfried" og "Götterdämmerung", gendigtninger af den middelalderlige "Nibelungenlied", var med til at berede grobunden for en germansk kejser- og førerdyrkelse. Hans værker var præget af skæbnetunge, romantiske tanker og idealer, farverig tysk middelalderhistorie og heroiske oldfranske heltesagn, der blev kogt sammen i en farlig, men fascinerende sejd, som villigt nedsvælgedes af den tyske sjæl.
 
Den senere nationalsocialismes ideologi, der klart var en slags oprørt kølvand af ånden i bl.a. von Kleists, Fichtes og Wagners værker, var endnu mere gennemarbejdet og farvet af heroiske drømme, specielt om en særlig germansk oldtidskultur med grænseløs tapperhed og ædel troskab mod lensherren som et nordisk modstykke til den dekadente romersk-franske civilisation. Hertil kom en ensrettet raceteori, der forbandt højspekulative teorier om indoeuropæerne med lavfolkelige traditioner for at gøre jøderne til syndebukke. I forhold til det ariske herrefolk, som tyskerne tilhørte (trods beklagelige islæt af ringere blod), var andre racer mindreværdige og burde underordnes eller afskaffes.
 
Nationalsocialismen øste her af en forstemmende rigdom af kilder i tysk åndsliv fra Richard Wagner over filosofferne Fr. Nietzsche (1844 - 1900, "Also sprach Zarathustra") og Arthur Schopenhauer (1788 - 1860, "Die Welt als Wille und Vorstellung") til filosoffen Oswald Spengler (1880 - 1936, "Die Untergang des Abendlandes") og partiideologen Alfred Rosenberg (1893 - 1946, "Mythus des 20. Jahrhunderts"). Under den blændende intelligente propagandaminister dr. Joseph Goebbels (1897 - 1945) blev al skole- og universitetsundervisning en usmagelig, åndelig ensrettet befamling af den tyske ungdom. De her nævnte forfattere og deres værker blev nogle af de grundlæggende i Det tredie Riges moralske oprustning, og Hitlers udtalelse:
 
"Jeg vil se rovdyrglimtet i ungdommens øjne!"
 
fik en uhyggelig rækkevidde. Hvor meget den uklare balter Rosenbergs store, vanskeligt tilgængelige værk egentlig kom til at præge den tyske sjæl i det relativt korte tidsrum 1933 - 45, er usikkert. Medens Hitlers "Mein kampf" nåede ud til de fleste tyske hjem, hvor man efter 1933 fandt det klogest at have værket stående i reolen, kom Rosenbergs værk aldrig til at blive folkeeje. I nogle af sine få muntre øjeblikke udtalte Hitler selv spøgende, at han gentagne gange forgæves havde forsøgt at læse værket, og Göbbels benævnte det usentimentalt og ringeagtende som et "ideologisk ræb"! Ved det kendte massemøde i Sportspalast februar 1943, umiddelbart efter nederlaget ved Stalingrad, fremmanede den blodtørstige Goebbels den betingelsesløse krig og oldgermanske troskab mod føreren med råbet:
 
"Wollt Ihr den totalen Krieg!", 
 
og masserne svarede hysterisk med et rungende:
 
"Ja!"
 
Et åndeligt mørke sænkede sig fra den dag over riget, hvor enhver modstand eller blot tøven mod rigskansleren betød øjeblikkelig fjernelse. Dette åndelige mørke hænger måske - i overført betydning - sammen med den historiske kendsgerning, at den sorte farve i Tyskland altid har haft en sælsom, dragende og levende grokraft, historikere og heraldikere har undret sig over. Fx. var den tyske ridderordens ordenskors sort, dens dragt sort og hvid, og dynastiet Hohenzollerns våbenskjold var sort og hvidt. Dermed blev Preussens farver sort og hvidt, i hundredvis af offentlige og private våbener blev sorte og hvide, grænsepæle, ordensbånd, uniformer var sorte og hvide, al officiel udsmykning var sort og hvid. Jernkorset var sort, og sort (som ellers er sjælden som flagfarve) indgik i begge de tyske trikolore-flag, både Bismarcktidens og Weimar- republikkens.
 
I de første år var nationalsocialismens farve brun, en farve, terrorkorpset SA gjorde berømt, men efter magtovertagelsen 1933 og den stigende brutalisering af regimet op mod krigsudbruddet blev sort efterhånden den foretrukne farve. SS var sort, Hitlerjugende ligeledes tillige med flere andre organisationer. Det skønnes, at dette skyldes en sælsom historisk tysk tilbøjelighed. Det er påvist, at i middelalderens heraldik var den sorte farve to ä tre gange så hyppig i Tyskland som i andre lande, en kendsgerning, ingen historiker eller psykolog har kunnet svare på. Har den sorte farves udbredthed og officielle status, især i Preussen, mon bidraget til en påvirkning af tyskernes mentalitet og nationalkarakter med skæbnesvangre resultater for riget?
 
De ædle og tapre, kompromisløse nationalhelte og heltinder fra det middelalderlige stort anlagte epos "Nibelungenlied” Kriemhild, Siegfried, Günther, Brünhild og Hagen yndede mange moderne tyskere før 2. verdenskrig at identificere sig med og med dém de barbariske nibelungers voldsomme sagnverden. Det er en heroisk, mystisk verden, fuld af sort forræderi, overvældet af vold, druknet i blod og kulminerende i "Götterdämmerung", Ragnarok, når Valhal, der er stukket i brand af Wotan, går op i flammer i et orgie af selvvillet, nærmest selvdestruktiv tilintetgørelse, som altid har fascineret det tyske sind og svaret til en frygtelig længsel i den tyske sjæl.
Det bidrog til at give Det tredie Rige så meget af det primitive germanske "mythos", som partiet yndede så stærkt, og det kom bl.a. klart til ordre i bl.a. "SS-Leibstandarte Adolf Hitler’s" sang fra 30’erne:
 
"Heute gehört uns Deutschland, morgen die ganze Welt!". "Ein Volk! Ein Reich! Ein Führer!", "Blut und Ehre!", "Alles für Deutschland!", "Führer, befehl! Wir folgen!", "Meine Ehre heisst Treue!" o.s.v., o.s.v.
 
Altsammen enkle, hårdtslående og kompromisløse mottoer, der brutalt taler til noget i ethvert voksent menneske, og som utvivlsomt kan bidrage til at sammensvejse en nation og dens væbnede styrker i volds- og krisetider. Bruges nævnte og andre lignende mottoer ikke med en vis fornuft, har den nyere tids historie tilstrækkeligt med skræmmebilleder på, hvilke katastrofer, der kan opstå!
 
 
Bibliografi
Behrens, Carl: Heinrich von Kleist Bidrag til en Belysning af hans Liv og Digtning (Khh, 1909)
Bennecke, Heinrich: Hitler und die SA (München 1962).
Frisch, Hartvig: Europas kulturhistorie. Fra den franske revolution til i dag, bd. 4 (Kbh. 1962).
Hossbach, General Friedrich: Zwischen Wehrmacht und Hitler (Hannover 1949).
Hubatsch, Walter: Frederich the Great og Prussia. Absolutism and Administration (London 1975).
Howard, Michael: Krigene i Europas historie (Kbh. 1976).
Kleist, Heinrich von: Sämtliche Werke und Briefe, I-II (München 1952).
Munch-Petersen, Erland: Heinrich von Kleist. Studier fra Sprog- og Oldtidsforskning (Kbh. 1969).
Muth, R. von: Einleitung in das Nibelungenlied (Paderborn 1877).
Rahnei, S.: Das Kleist-Problem (Berlin 1903).
Schütte, G.: (Kristiania 1917).
Shirer, William L.: Det tredie Riges storhed og fald, I-IV (Kbh. 1966).
Wagner, Richard: Sämtliche Schriften, I-V (Berlin 1911).
Voche, Roland: Friedrich der Grosse, person. Zeit. Nachwelt (Gütersloh 1977).
Toynbee, Arnold: Menneskehedens historie - hvorfra og hvorhen? (Albertslund 1967).
Vogel-Jørgensen, T.: Bevingede ord (Kbh. 1955).
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF iconmilitaert_tidskrift_122_aargang_mar.pdf
 
 
 
 
 
 
 
 

Litteraturliste

Del: