Putins momentum, Baltikum og NATO

Med en stribe sejre på den internationale politiske scene er Ruslands præsident, Vladimir Putin, udråbt af det indflydelsesrige Forbes Magazine som verdens mest magtfulde person i året 2013. For Estland, Letland og Litauen lyder spørgsmålet nu, om Putins nyvundne momentum vil give Rusland blod på tanden til at udfordre de baltiske landes selvstændighed.  Og hvad betyder dette for dansk sikkerhedspolitik og for Forsvaret?

Foto: Premier.gov.ru.

2013 var et særdeles godt år for den russiske præsident, Vladimir Putin. Udover at give midlertidig asyl til den eftersøgte amerikanske whistleblower Edward Snowden og bremse Ukraines forhandlinger om associerings- og frihandelsaftaler med EU leverede Putin også en diplomatisk løsning på spørgsmålet om fjernelsen af Syriens kemiske våben. Samme spørgsmål ville præsident Obama oprindeligt løse med et begrænset missilangreb på syriske militær- og kommunikationsfaciliteter, før han trak i land. Obamas trussel mod Syrien, mente nogle, banede vejen for at Putin kunne præsentere en fredelig løsning, og det endelige udfald skyldtes dermed amerikansk, strategisk snilde. Uanset hvad man måtte mene om den udlægning, fremstod Putin i overvejende grad som den stærke statsmand og Obama som den svage verdensleder, der blev løbet over ende. Og Putin frydede sig vel sagtens, da han i oktober af amerikanske Forbes Magazine blev udråbt til årets mest magtfulde person i verden – en titel, der typisk tilfalder den amerikanske præsident.

Mens de kemiske våben her i begyndelsen af 2014 fjernes fra Syrien, og Edward Snowden offentliggør sine filer fra russisk eksil, kigger de baltiske lande med fornyet mistro mod øst og spørger sig selv: Har Putins momentum givet ham blod på tanden til at udfordre de baltiske landes selvstændighed?

Rusland set fra Baltikum
I Litauen, det største og folkerigeste land af de tre baltiske nationer, frygter man ikke russerne, men man frygter ideen om Rusland som supermagt og i særdeleshed præsident Putins motiver. Mistroen til Rusland er historisk forankret i det 20. århundrede, hvor Sovjetunionen to gange besatte Litauen, senest fra 1944 til 1991 (Letland og Estland led lignende skæbner). Siden de baltiske landes løsrivelse i start 1990’erne og efterfølgende medlemskaber af EU og NATO i 2000’erne har Rusland forsøgt at influere landenes indenrigspolitik og økonomi, blandt andet ved at styre priserne på naturgas, indføre importforbud af fødevarer og støtte russiske minoritetsgrupper i de baltiske lande. Læg dertil gentagende russiske overflyvninger af litauisk (og svensk og norsk) luftrum, et formodet cyberangreb i 2007 mod Estland på grund af flytningen af en statue, der repræsenterede den sovjetiske besættelse, og endelig nyheden om deployeringen af moderne Iskander luftværnsmissiler til Kaliningrad. Derudover afholdte Rusland i september militærøvelsen Zapad 2013, som simulerede et russisk angreb mod Polen og de baltiske lande. 70.000 mand deltog i øvelsen – tre gange så mange som oplyst til omverdenen. Har balterne så grund til at være bekymrede for Rusland? Ikke nødvendigvis. Tværtimod kan Putins assertivitet vise sig at være til fordel for de baltiske lande.

Ruslands motiver
Dele af Ruslands ageren i Østersøen skyldtes det netop afholdte litauiske EU-formandskab. Her drøftede man blandt andet associerings- og frihandelsaftaler mellem EU og Ukraine, mens Rusland på samme tid forsøgte at trække Ukraine ind i sin samhandelsunion. I den anledning har Putin muligvis set sit snit til at vise, at Rusland er den regionale magtfaktor i kraft af landets militære kapaciteter. Ligeledes kan Zapad-øvelsen sidste år i lige så høj grad have handlet om indenrigspolitik som regional geopolitik: Befolkningen fik set et aktivt og dueligt militær, hvilket styrkede borgernes tilslutning, og politisk talte øvelsen for fortsatte bevillinger til forsvaret. Det betyder dog ikke, at Putin kun ser de baltiske lande som strategiske brikker til at øge indflydelse andre steder, som for eksempel i Ukraine. Tværtimod eksisterer der et stærkt historisk bånd til Baltikum, som siden Den kolde krigs afslutning har ændret sig til en følelse af tab. Putin skulle have sagt, at de baltiske landes selvstændighed i 1990’erne er en af de største udenrigspolitiske fejltagelser for Rusland i nyere tid. En russisk anneksion af Baltikum er dog i vor tid nærmest utænkelig. De tre lande er for længst blevet fuldgyldige, suveræne stater med medlemskaber i NATO og EU.

De regionale magtforhold
Ruslands militære aktivitet i regionen er den form for indflydelse og magtdemonstration, som Rusland kan tillade sig at udvise, og meget længere går man nok ikke. Militæret har mere travlt med at sikre Ruslands utvetydige tilstedeværelse nordpå ved Arktis, holde Kaukasusregionen, herunder Georgien, i ro og udstationere tropper ved grænsen til Kina. Endelig vil fortsatte militære provokationer i Østersøregionen og brud på de baltiske landes suverænitet i yderste konsekvens få NATO-medlemmerne op af stolen med alliancens Artikel V i hånden. Udover NATO’s musketer-ed afholder en række grunde Putin fra at ville annektere de tre lande ved magt. For det første udgør Estland, Letland og Litauen ikke en trussel over for Rusland (i så fald kunne Rusland argumentere for et eventuelt forebyggende angreb mod de tre). For det andet ligger de baltiske lande ikke inde med særlige mængder af råstoffer, materiel eller territorium, så også den økonomiske gevinst ved at invadere Baltikum er sværd at få øje på. For det tredje er Putin trods de militære markeringer dybt afhængig af at bevare stabiliteten i Ruslands nærområder. Stabilitet medfører, at den russiske gas kan sendes ud til markederne, herunder det energihungrende Vesteuropa. Gazproms eksport til udlandet udgør 10 procent af bruttonationalproduktet, og et kontinuerligt gassalg er en topprioritet for russisk økonomi. Skulle Rusland angribe Baltikum, ville gassen teknisk set stadig kunne nå ud til storimportører så som Tyskland takket være gasledningen Nordstream i Østersøen. Men politisk ville de fleste europæiske lande, hvoraf størstedelen er medlemmer af EU og NATO, højst sandsynlig vende Rusland og dets gasforsyninger ryggen, om ikke andet for en periode. Den tabte eksportindtjening ville skade landets i forvejen udsatte økonomi betragteligt. Der er altså for lidt at vinde og for meget at tabe ved en russisk anneksion af Baltikum. Men det betyder ikke, at balterne og deres allierede blot kan overlade russerne til sig selv. Rusland viste med krigen mod Georgien i 2008, at man er villig til at forsvare sine interesser med militær magt, også selvom, som nogle analytikere mente, at krigens overordnede mål i lige så høj grad handlede om at markere sig over for USA som at bremse en fjende i Ruslands nærområde. USA’s manglende militære tilslutning til Georgien fik efterfølgende de baltiske lande (og Polen) til at frygte, at deres store forsvarer, Washington, var ganske langt væk, imens Rusland rykkede tættere på.

USA, NATO og Baltikum 
Georgien-krigen koblet med Sovjetunionens besættelser i det forrige århundrede samt Putins afvisning af baltisk selvstændighed giver balterne al ret til at være mistroiske over for Ruslands intentioner. Men Putins momentum er ikke udelukkende bad news for Estland, Letland og Litauen. Zapad 2013-øvelsen, Iskander-missilerne ved Kaliningrad samt cyberangrebet mod Estland leverer stærke argumenter for, at NATO og USA fortsat skal være militært til stede i Østersøregionen. I en tid hvor præsident Obama taler om en amerikansk pivot mod Kina og Stillehavsområdet og dermed en forskydning af amerikanske kapaciteter væk fra Europa, har balterne brug for argumenter, som fastholder alliancepartnernes tilstedeværelse og sikrer et tæt samarbejde – og dem leverer den russiske præsident.

De danske bidrag

Putins politiske sejre sidste år har givet ham et momentum, men det vil han snarere bruge i andre internationale sammenhænge end til at udfordre Baltikum, for eksempel i kommende forhandlinger i FN’s Sikkerhedsråd om Irans atomprogram eller til at ignorere kritik af russiske lovstramninger rettet mod minoriteter. Balternes fremtid ser på den baggrund ikke mere dyster ud. NATO-samarbejdet i Østersøen udgør et stærkt bolværk mod russisk assertivitet, og her spiller Danmark en vigtig rolle. Inden for de sidste 20 år har Danmark støttet baltisk selvstændighed og hertil et kompetent, baltisk forsvar. Støtten har blandt andet vist sig i samarbejdet ved Baltic Air Policing-missionen, hvor danske F-16 jagerfly af fire omgange har været udlånt til Litauen og hjulpet med at håndhæve litauisk suverænitet og luftrum, i Estland ved Baltic Defence College, hvor baltiske officerer og embedsmænd uddannes, og endelig ved Danish Advisory and Training Staff-missionen i Riga, som ligeledes hjælper Letland med at uddanne og opbygge landets forsvarsstyrker. NATO-samarbejdet mellem Danmark og de baltiske lande bør fortsættes, hvis ikke udbygges, og Baltikum må ikke sikkerhedspolitisk overlades til sig selv på grund nedskæringer i NATO-landenes forsvarsbudgetter eller tiltagende ustabilitet i Nordafrika og Mellemøsten. Drosler NATO først ned i Baltikum, og bliver USA’s pivot en mærkbar realitet, så er det ikke utænkeligt, at Putin i stigende grad vil markere sig som regional hegemon over for Estland, Letland og Litauen.
……………………………………………

Interesserede læsere kan finde mere information her:

·         Dmitri Trenin: Post-Imperium – A Eurasian Story, Carnegie Endowment for International Peace (2011)

·         Uffe Ellemann-Jensen: Har kold krig afløst kold fred? (kronik bragt på www.b.dk den 24. oktober 2013

·         Agnia Grigas: Legacies, Coersion, and Soft Power: Russian Influence in the Baltic States, Chatham House (2012)

 

Litteraturliste

Del: