Operativ og taktisk efterretningsvirksomhed

”Alt, hvad Pierre så, var så uklart, at han intetsteds fandt noget, der svarede til hans forud dannede opfattelse.  Der var ingen slagmark, kun huse, lejrbål, marker, skove og åer. Trods al sin søgen kunne han ikke få øje på en eneste militær stilling. Han kunne ikke en gang skelne vore tropper fra fjendens”. Leo Tolstoy (Krig og Fred)

 

Som Tolstoy beskriver Pierre Bezukhovs vue over marken ved Borodino, således er virkeligheden den dag i dag. Ikke som på vore øvelser, men som officerer har oplevet det på Falkland, i Irak, i Somalia, i Afghanistan og mange andre steder. Og det bliver næppe mere overskueligt med tiden. Vi får stedse flere og forbedrede midler til at understøtte vore forsøg på at skabe orden af kaos. Et avanceret og kostbart instrumentarium, der virker, hvis vi øver og forbedrer, hvis vi med andre ord til stadighed skærper det våben, som står til vor rådighed.

Udgangspunktet for dette indlæg er en vis generel mangel på forståelse for efterretningstjenestens betydning, som i mange år syntes at herske, og som har kunnet dokumenteres ved inspektionsresultater fra danske hærenheder gennem 1990’erne. Det personel, som under inspektionerne har bestridt efterretningsfunktioner, har forsøgt efter bedste evne at løse de foreliggende opgaver, men har som oftest manglet uddannelse og dermed den fulde forståelse for opgavernes kompleksitet, ligesom øvelsesgrundlagene ofte ved deres mangelfuldhed har betydet, at de er kommet - og under alle omstændigheder ville komme - til kort. Det er med en vis behersket optimisme, det må konstateres, at mange - allerede inden den 11. septembers uhyggelige aktualisering af problemet - havde set dette og var begyndt at reagere. Artiklen skal tjene som et bidrag til at forstærke enhver positiv interesse i så henseende.

Den operative og taktiske efterretningstjeneste (herefter blot ”efterretningstjeneste”) har lidt - og lider til en vis grad stadig - under, at førerens beslutninger under fredstidsøvelser ofte er blevet truffet/træffes uden hensyn til de efterretningsmæssige aspekter, og at konsekvenser af forkerte beslutninger udebliver. Hertil kommer, at øvelsesledelsens bestræbelser for at give øvelsestagerne et efterretningsgrundlag, hvorpå der kan planlægges for indsættelse samt føres, kun sjældent rækker ud over udgangssituationen og den aktuelle situation i selve kontaktslaget. Dækningen af den fjendtlige situation i den resterende del af øvelsestagerens ansvars- og interesseområde og i de senere faser af en øvelse er spredt og usammenhængende og har som oftest ikke haft relation til øvelsestagerens efterretningsbehov og indhentningsplan. Hertil kommer, at det generelle kendskab til fjenden og den valgte taktik oftest har været så ringe, at øvelsestageren har haft vanskeligt ved at uddrage relevante efterretninger.
Denne artikel skal ikke gentage, hvad der kan læses i AJP 2.1 eller HRN 818-010, at grundlaget for enhedens virke på kamppladsen er efterretningsbehovet og -kredsløbet, samt at midlerne til at opfylde det omfatter indhentningsplan, organisatoriske og andre indhentningsmidler, foresat myndighed, naboer, tekniske og elektroniske hjælpemidler m.m. Nej, idéen er at erindre læseren om de sammenhænge i operationerne, der nødvendiggør en seriøs beskæftigelse med efterretningstjenesten, de mekanismer der medvirker til at bringe én selv inderst og fjenden yderst - få overtaget i Boyd’s kredsløb, og om årsager - psykologiske, tekniske, personelle og andre - til forsyndelser imod, hvad der dybest set er egen bedste interesse.

Boyd’s kredsløb
Når landet ligger, som erfaret under inspektioner ved danske hærenheder frem til udgangen af år 2000, kan det naturligvis have mange forklaringer. Skal man sige det neutralt, kan man vælge udtryk som ”tvunget af omstændighederne”, ”personelmangel”, ”for stor gennemtræk blandt efterretningspersonel”, ”for få indkommanderingsdage” osv. i det uendelige. Søger man ind til problemets kerne, vil man dog nok ret beset finde en ikke ubetydeligt islæt af pragmatisme og den dermed beslægtede omstændighed, at det militære system befordrer adfærd, der sætter omgivelsernes (ikke mindst de foresattes) anerkendelse højere end opgavens - objektivt set - optimale løsning. Jeg tror, at ingen af os vil kunne sige os helt fri i den sammenhæng, men vi må alle se at få sat os ud over mentale begrænsninger af den art, for , som J. Piaget udtrykker det i ”The Moral Judgement of the Child”: ”…. Den voksne, der er under dominans af ensidig respekt for de ældre og for traditionen, optræder virkelig som et barn”. I øvelser kan man vælge at se bort fra virkelighedens imperativ, men på den egentlige kampplads – som jo mange også i de allerseneste år har stiftet bekendtskab med – må karrierebetinget behagesyge vige for realiteterne. Det støtter Norman Dixon’s antagelse, at evnen til at analysere en situation, at uddrage det essentielle fra en kompleks masse af informationer, og til at gøre det nødvendige, som situationen kræver, det der var adelsmærket for førere som Wellington, Nelson og Montgomery, er produkter af en personlighed, der enten ikke har oplevet disse en tidlig barndoms kvælende begrænsninger eller har formået at sætte sig ud over dem”. (Dixon p. 282).
Netop evnen til at sætte sig ud over de mentale blokeringer, som et langt liv under opdragelse har lagt, skal være fokus for dette indlæg. Jeg vil forsøge dette gennem beskrivelse af  nogle mekanismer, der på kamppladsen understreger behovet for seriøs håndtering af efterretningstjenesten, en beskrivelse af  de tilbøjeligheder, som lægger sig hindrende i vejen, og som vi altså må forsøge at komme bort fra, og endelig et krigshistorisk eksempel på, hvor galt det kan gå for en autoritært opdraget, traditionstynget vanetænker i et system, hvor egeninteresser og værnsrivalitet i mange tilfælde kom før nationens vel.

Når efterretningstjenesten spiller den rolle, den gør, kan det blandt andet henføres til det krigsføringens grundprincip, der drejer sig om overraskelse. Vi kan antage, at fjenden vil håndtere dette på samme måde som vi. Man vil selv undgå at blive overrasket, men med alle midler sørge for, at modparten bliver det. Dette skyldes jo ikke en glæde ved overraskelsen per se, men den omstændighed, at evnen til at træffe de rigtige beslutninger stækkes ved hyppige uforudsete sceneskift og ved den nedsatte overskuelighed, der genereres gennem ikke fuldt ud kortlagte begivenhedsforløb. Vi antager, at enhver rationel handling på slagmarken sker i et forløb bestående af orientering, observation, beslutning (decision) og aktion; i den anglo-amerikanske jargon beskrevet som ”the ooda-loop”.
Den amerikanske oberst John Boyd har på udmærket vis formået at underbygge betydningen af overraskelse som synonym for hastighed i forbindelse med indtrængen i fjendens ooda-loop.  Han tog sit udgangspunkt i et studium af amerikanske piloters præstationer under Korea-krigen, hvor de opnåede en kill ratio på 10:1 til trods for MiG-15’s generelle overlegenhed i forhold til amerikanernes F-86. Den amerikanske pilot havde faktisk udelukkende de fremragende observationsforhold i F-86’s boble canopy og evnen til hurtig manøvreskift p.g.a. maskines exceptionelt gode hydrauliske system at takke for denne overlegenhed. Boyd påstod, at disse forhold var afgørende, fordi de gav piloterne mulighed for at tvinge deres modstandere ind i en serie af aktioner, hvor det igen og igen skulle vurderes, hvorledes situationen ændredes, hvorved den amerikanske pilot lidt efter lidt øgede sin tidsmæssige fordel lige til det punkt, hvor en ”fire opportunity” opstod. Til tider opdagede de kommunistiske piloter, hvad der foregik, hvilket blot førte dem i panik og så meget desto mere gjorde dem til de sikre tabere i kampen. Boyd udbyggede sine observationer til ”Boyd Teorien”, som forudsiger en afgørende gevinst til den, der formår at gennemløbe ooda-kredsløbet hurtige end modstanderen. Hver gang den langsommere side reagerer, er den hurtigere allerede i gang med den næste aktion, som gør den langsommes utilstrækkelig. For hvert gennemløb øges den hurtigere sides fordel, indtil det punkt, hvor den langsomme ikke længere kan agere hensigtsmæssigt (Holmes, Nuclear Warriors p. 113).

Den udprægede hældning, der i det danske forsvar er mod Auftragstaktik (mods. Befehlstaktik) begunstiger hurtig reaktion, hvis beslutningstagerne er selvstændige ikke-autoritære individer, der udfra et direktiv handler i opgavens ånd og ikke spejler sig i omgivelsernes anerkendelse ved bestandig at søge tilslutning til og anerkendelse af egne dispositioner. Under samme forudsætninger lettes chefens tilværelse i betydelig grad af den eksplosive vækst i informationsmængden - real time - fra fly, UAV, sensorer og enheder samt de hyppigere opdateringer fra højere echelon. Sultne computere fordøjer de indhentede oplysninger (det er da i hvert fald perspektivet i systemer som DACCIS), og usikkerheden fordamper i en sky af fakta, der konstituerer informationsdelen af info-beslutning-aktions-cirklen.

Men der er også detaljer, der peger i modsat retning af dette opmuntrende billede af nutidens feltforhold. De fleste vil nok være enige i, at computere udviser en tilbøjelighed for malfunktioner på de mest ubelejlige tidspunkter. Disse forstærkes selvsagt af fjendens naturlige trang til at skaffe sort skærm gennem elektroniske forstyrrelser. Og værst af alt er vel den uhæmmede mængde af  informationer, der fylder skærmene, hober sig op under printerne og holder snesevis af mennesker beskæftiget døgnet rundt. Når antallet af analytikere er for ringe og deres erfaringer og uddannelsesmæssige forudsætninger utilstrækkelige, som det til overflod ses af inspektionsrapporterne, udebliver den moderne teknologis forspring. Vor mulighed for at skubbe modstanderen ud af ooda-loop’et beror jo netop på hurtigt overblik gennem bearbejdede oplysninger og holdbare vurderinger i tide. Unge og uerfarne efterretningsofficerer (analytikerne) har tilbøjelighed til at gribe, hvad de kommer i nærheden af, og som ikke er i konflikt med deres forud dannede opfattelser - deres tidligere indlærte og måske mangelfulde dogmer - og til at præsentere efterretninger uden nærmere personlig overvejelse om indholdts sandsynlighed og kildernes troværdighed (Holmes p. 272 f). Dette taler sit tydelige sprog for en forankring af ekspertise og erfaring, minimering af personel gennemtræk og omhyggelig udnyttelse af hvert eneste minut under øvelser. Hertil kommer, at problemet delvis skyldes, at moderne teknologi i mange tilfælde anvendes af en militær organisation, der er bundet af tradition og bevarelse af ekspertise på felter, der er velkendte og approberet ved erfaring. Uden innovativ tankegang bliver de teknologiske landvindinger meningsløse, og den potentielle overlegenhed går tabt. Må jeg erindre om krigsføringens kredsløb bestående af organisation-doktrin-teknologi. Når det ene ændres, må det næste følge trop, ellers kommer krigsmaskinen til at se ud som den k.u.k. østrig-ungarske i 1909.

Alt dette har læseren sikkert for længst gennemskuet. Men hvad er det så, der – trods viden om det modsatte – gang på gang får enheder til at gennemfører øvelser, der ikke tilgodeser dette indlysende formål? Jeg skal komme nærmere ind på det om lidt, men her blot udkaste den teori, at alle jo gerne vil tage sig godt ud i omgivelsernes øjne. Det fører til en tilbøjelighed til at vægte det, der traditionelt anses for det afgørende i enhver militær organisation: det operative. Kan ikke alt nås eller rækker ressourcerne ikke til det optimale, ja så lægger man vægten, der hvor generationer af officerer har observeret, at sporerne tjenes: ved det operative. Men sådan kan den militære virksomhed ikke fungere overfor krigens endelige inspektion. Krigsmaskinen er en organisme. Hovedet er det vigtigste, og det består ikke kun af hjerne, men også af sensorer som ører, næse og øjne, uden hvilke man vanskeligt kan forstille sig nogen koordineret handling. Hovedet på en enhed har efterretningsapparatet som sine sensorer. Og i hjernedelens computer bearbejder og samarbejder efterretningsanalytikere og operationsfolk i fællesskab det sansede til et handlingsgrundlag. Vil dette grundlag blive bedre eller leveres produktet hurtigere ved flytning af arbejdskraft fra sensorerne og bearbejdningen og over til midlertidigt tomme pladser i den operative del af hjernen? Næppe. Det vil give den fjende, der bedre har tilgodeset balancen mellem de forskellige specialer overtaget og puffe os ud af ooda-loop’et. Der er behov for en balanceret vægtning af det operative med det efterretningsmæssige både i øvelsesscenarier, i uddannelse i øvrigt og i personellets tilstedeværelse. Og der skal være en skuffe af passende størrelse i chefens hjernekiste, på hvilken der står ”E”.

Psykologien
Og lad os så med denne betragtning som udgangspunkt gå til den psykologiske side af sagen. Clausewitz nævner i ”vom Kriege” at ”De psykologiske og fysiske faktorer danner et organisk hele, der i modsætning til en metallegering ikke kan adskilles gennem en kemisk proces. En hvilken som helst regel, som teoretikeren måtte formulere, må medinddrage den psykologiske (moralske) faktor. Man kunne sige, at det fysiske ikke er andet end sablens parerplade, mens det psykologiske (moralske) aspekt er selve klingen”. Han taler ikke om efterretningstjenesten særskilt, men om krigen som fænomen med alle dens tilhørende dele. Jeg tager dette aspekt op, fordi det ikke kun er venstre-intellektuelle med udgangspunkt i 1968-oprøret, der har et noget skeptisk syn på militæret. En notabilitet som Einstein har udtalt: ”menneskets store hjerne er spildt på soldaten: en rygsøjle ville have været helt tilstrækkelig”.
De efterfølgende betragtninger er selvfølgelig mine personlige spekulative påhit. De anførte litterære henvisninger er ikke i den forbindelse primært ment som belæg for mine påstande, men skal snarere bruges til at henlede læserens opmærksomhed på, at paralleller findes i mange andre af livets forhold.

Enhver karrierebevidst person vil søge at beherske. Beherske sig selv, situationen og sine omgivelser. Han eller hun vil have det behov for anerkendelse, der ligger i foresattes og kollegers registrering af succes, planmæssighed og gnidningsfri afvikling af vigtige aktiviteter. Hvad der kan medvirke til at spolere dette billede er en trussel mod egoet og mod oplevelsen af egen kontrol over begivenhederne. Officeren vil derfor søge at udelukke usikkerhed, ikke fuldt ud kendte arbejdsgange og uforudsigelige hændelsesforløb, som jo et realistisk tilrettelagt fjendespil altid vil indebære. Denne ufejlbarlighedstrang har sin parallel i psykologien. Charles Rycroft mener, at ”Trangen til at have kontrol over alt og alle er karakteristisk for dem, som lider af tvangsneuroser. På denne måde undgår de bekymringer ved at eliminere det uforudsigelige fra deres menneskelige kontakter. Hvis de kan opnå selvkontrol i en grad, så de aldrig overrumples af følelser, og hvis de kan kontrollere andre, så disse ophører med at agere som fri aktører med spontane og derfor uforudsigelige reaktioner, så vil - ifølge tvangsneurosens logik - det uventede aldrig opstå og det ukendte aldrig skulle opleves; bekymring vil aldrig være nødvendig” (Dixon p 194 fra Charles Rycroft). Det kan ikke udelukkes, at denne trang til kontrol i situationer, hvor officeren føler (eller forudser) bedømmende øjne hvile på sig, manifesterer sig i satsning på det sikre, som jo ofte vil være det rent operative, inden for hvilket han må forventes at føle sig som ekspert. I den kurv vil han lægge hovedparten af sine æg, og er kurven ikke fyldt vil han tage æggene andre steder fra for at tilsikre succes på det område, hvor han er mindst usikker, og hvor han føler, at der står mest på spil. Følger man denne tanke i sin konsekvens, vil man opleve, at sparsomme ressourcer sættes ind på tid, uddannelse og indkommanderinger med hovedvægten lagt på de rent operative officerer og kun i mere begrænset omfang kommer efterretningssiden til gode. Jeg vil videreudvikle denne tankerække, men tage det forbehold, at jeg jo her fokuserer på dé uheldige sider, hvoraf vel de fleste genkender et eller flere træk hos sig selv.

Den militære inkompetence, eller skal vi sige ufuldstændige kompetence, der kendetegnes ved individets uopnåelige krav om fuld kontrol, er lammende for den kreative proces, der er efterretningstjenestens kerne og væsentligste bidrag til førervirksomheden. Dette krav har som sin forudsætning - eller er måske snarere synonymt med - personens gennem et langt liv fastgroede autoritære indstilling. Nogle psykologer ser den som afledt af de tidligste barndomsårs overdrevne krav om præstationer med det ene formål at tilfredsstille moders ambitioner. Følgen af manglende opfyldelse er af barnet blevet oplevet som afvisning og tab af forældrenes hengivenhed. Det støtter den opfattelse, at det tilsyneladende hårde, forudindtagne, fjendtlige, aggressive, maskuline ydre af det autoritære individ skjuler en person, hvis autoritetstro, forudindtagethed og snæversyn reflekterer en lammende arv fra den mødrene opdragelse. Det støtter endvidere den antagelse, at evnen til at analysere, uddrage det essentielle og til at skære igennem, når situationen kræver det, skyldes en personlighed, der enten ikke har oplevet disse den tidlige barndoms kvælende begrænsninger eller har formået at sætte sig ud over dem. (Dixon p 282)

Vi kan sige, at det autoritæres psykologi stiller sig i vejen for det afslappede overblik og udelukker det format, der skal kendetegne den taktiske og operative fører, og som skulle muliggøre et afbalanceret hensyn til alle parametre ud fra et holistisk syn på enhedens og opgavens tarv. Det overdrevent autoritære rummer i grunden kernen af militær inkompetence. Organisationer, hvis opgave er at styre nationens magtanvendelse, udvikler metoder til at kontrollere aggression, så de vil også have tilbøjelighed til at tiltrække individer med lignende problemer. Mange sådanne personer vil have forkærlighed for det konforme, konventionelle og overkontrollerede. De vil hige efter anerkendelse, glæde sig over stillinger i et dominans-underkastelses-hierarki, og tilfredsstilles ved tilstedeværelsen af legitime ventiler for naturlig, men normalt undertrykt, aggression. Altså det autoritære. Vurdér selv, hvilken analytisk virksomhed, der trives i et sådant klima! Fordi årsagerne ligger langt tilbage i barndommen, vil sådanne individer ofte udvikle egenskaber, der er levn fra den tidlige barndom såsom: pedanteri (bull), påholdenhed og stædighed (tvangstrekanten). De frygter gennembrud af intellektuelle impulser og bliver følgelig overkontrollerede, rigide og tillukkede. De foretrækker at lade sig regelstyre og afskyr alt spontant, fleksibelt og usædvanligt”. (Dixon p 285). Mon de vil kunne lide øvelser, hvor et realistisk fjendespil udstiller deres svage sider?

Krigshistorisk eksempel
Til at understrege validiteten af de fremsatte betragtninger har jeg valgt den tyske efterretningsstabs (Abwehrs ”Fremde Heere West”) eklatante fejlfortolkning af begivenhederne forud for D-dag. Staben var under ledelse af oberst v. Rönne, en aristokrat opdraget efter gængse tyske principper med forkærlighed for autoritetstro og æresbegreber. Som det vil være bekendt, planlagdes i London af LCS (London Control Section) sideløbende med ”Operation Overlord” en omfattende vildledning ”Operation Fortitude”. LCS var hjulpet godt på vej af kendskabet til ”Enigma” og den omstændighed, at så godt som alle tyske agenter i UK siden 1940 var i britisk sold. Fortitude byggede på kendskabet til v. Rönnes indhentningsplan. Man benyttede sig af det psykologiske fif, at oplysninger, som man har brug for (og som derfor indgår i indhentningsplanen), er man mere tilbøjelig til at tro, end hvad der er nyt og ude af trit med ens forhåndsopfattelse, og hvis de har været vanskelige at indhente, forholder det sig ligesom med et maleri af Picasso; jo mere man har betalt, des højere værdsætter man det. LCS lagde derfor operationen tilrette m.h.p. dels at fylde hullerne i Rundstedt efterretningsbehov udmøntet i Rönnes indhentningsplan, dels at lade tyskerne arbejde for de falske oplysninger. Selve den fiktive operation indeholdt en nordlig akse Scotland-Sydnorge og en sydlig Kent-Calais. Den betjente sig af grovere vildledning i nord, hvor tyske rekognosceringsfly ikke kunne række, end mod syd, hvor man med omhu opbyggede såvel elektroniske signaturer som egentlige aktiviteter, attrapper og arbejder på jorden. Tyskerne fik som sagt selv lov at indhente oplysningerne ved ambassader, spioner (dobbeltagenter), signalopklaring og rekognoscering. Som et interessant clou lod man general v. Cramer (den sidste chef for Afrikakorpset), der siden kapitulationen i 1943 havde været britisk krigsfange, og som nu skulle repatrieres p.g.a. alvorlig sygdom, på vej til udskibning køre gennem Kent og se alle de mange militære aktiviteter. Man lod ham endog som en særlig courtoisie spise afskedsmiddag med Patton og enkelte af hans chefer, der lystigt plaprede løs om Kanalen, Calais, måneskin, højvande o. lign. Som forudset viderebragte Cramer sine indtryk under debriefingen i Berlin.

Udover autoritetstro og glæden vil at se planer og skemaer blive smukt udfyldt var tyskerne også kendt for betydelig grad af opportunisme. Denne gik i NS-tiden smukt hånd i hånd med en alt gennemsyrende intragovernmental brødnid. Værnene stredes indbyrdes og med OKW, partiet bekæmpede de paralle ministerier, Værnemagten hadede SS, og værst af alt (for dem): SD bekæmpede og vandt over Abwehr. SD havde i 1944 fået kommandoen over Abwehr og havde sin egen agenda, der i alt væsentligt gik ud på at stå sig godt med føreren (autoritetstro). SD halverede derfor generelt Abwehrs efterretningsvurderingers styrkeopgivelser, som v. Rönne, der udmærket vidste dette, derfor konsekvent fordoblede. Det militære pedanteri betød at tallene skulle stemme. Sindet var lukket: når indhentningsplanen blev udfyldt med oplysninger, der ikke stred imod egen forud dannede opfattelse og mod autoriteten Hitler kunne verden ikke blive mere fuldkommen. Da al militær logik talte for et angreb over Pas de Calais, da Hitler ikke ville høre tale om andet, og da styrkerne var disponeret, så dette var den mest bekvemme model, passede de indhentede (men falske) oplysninger som fod i hose. Da SD imidlertid for en gangs skyld ikke halverede v. Rönnes styrkevurderinger i dagene op til D-dag (sagsbehandleren var blevet flyttet), og da Cramers ”observationer” støttede Pas de Calais-tankegangen, nedlagde føreren ikke alene på D-dagen, men også i flere dage derefter forbud mod at flytte styrker bort fra Calais-området. Følgerne var som bekendt katastrofale for Tyskland. Von Rönne blev i kølvandet på 20. juli samme år henrettet for at gå fjendens ærinde (Hughes-Wilson p 16 ff).

Afslutning
Når man har beskæftiget sig med inspektion af (hær)enheder indenfor den taktiske efterretningstjenestes område, ser man groft sagt følgende problemer: manglende forståelse for efterretningstjenesten, hyppige udskiftninger af personel samt manglende uddannelse og rutinering. Det bør derfor overvejes at øve i mere realistiske rammer, at skabe et dansk ”intelligence community” evt. med begrebet ”horisontalt karriereforløb” mantra og følgelig at lade efterretningsuddannet personel virke i deres stillinger i en passende lang årrække.
Må jeg afslutningsvis bemærke, at jeg på ingen måde antager de fremsatte teorier som gældende universelt, men at de indeholder observationer af betydninger for hele vor virksomhed, og kan fremstå som et memento mori, for dem som lader hånt om dem.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_131.argang_nr.2_2002.pdf

 

Litteraturliste

John Hughes-Wilson: ”Military Intelligence Blunders”

Lev Tolstoy: ”Krig og Fred”
Richard Holmes: Firing Line”
Richard Holmes: ”Nuclear Warriors”
Norman Dixon: ”On the Psychology of Military Incompetance”
J. Piaget: ”The Moral Judgement of The Child”
Alice Miller: ”Du sollst nicht merken”
John Keegan: ”The Mask of Command”
Operativ og taktisk efterretningsvirksomhed  •

 

Del: