Operativ kunst og oprørsbekæmpelse

Oberstløjtnant H.H. Møller har i Militært Tidskrift 4/2012 skrevet en fremragende artikel om ”kunst på det operative niveau”. Artiklen er indsigtsfuld og beskriver på en solid og omfattende måde de forskellige aspekter og overvejelser omkring det operative niveau, og ikke mindst dets udvikling i de seneste årtier, og dets forhold til henholdsvis det taktiske og strategiske niveau i krigsførelsen.

Under gennemgangen og præsentationen i artiklen, relaterer Møller udviklingen til den samtidige verden, f.eks. Den Kolde Krig og Vietnamkrigen. I perspektiveringen kommer han med det afgørende bud på operativ kunsts øjeblikkelige helbredstilstand, efter to årtiers fredsbevarende indsats og oprørsbekæmpelse, særligt gældende for det danske Forsvar.

Foto: Forsvaret.dk Charlie Kompagniet på kampgruppeoperation - Oberst Ken Knudsen taler muligheder med kompagnichef Anders. 

Det er denne indsigtsfulde perspektivering som dels foranlediger mig til at skrive denne artikel, og som bør inspirere de fleste danske officerer til at investere flere kræfter på og om det operative niveau. Jeg er én af de officerer Møller nævner som har været udsendt i en international stab på operativt niveau, og mine erfaringer underbygger i høj grad perspektiveringens konklusioner. Jeg vil gerne bidrage med konkrete erfaringer og observationer fra missionsområdet, i forlængelse af Møllers artikel, og jeg vil opfordre alle andre til at gøre det samme. Møller har en vigtig pointe i, at det danske Forsvar (og mange andre) kan blive for fokuserede på omstændelige taktiske doktriner og en politiceret strategi, og dermed glemme den operative kunst, som skal til for at vinde, og vinde rigtigt. Danske enheder skal ikke blot kunne kæmpe, de skal også kunne vinde.

Det manglende operative niveau – Kabul 2010

Jeg har tidligere beskrevet det operative koncept, eller mangel på samme, i NATO kampagnen i Afghanistan i 2010, i artiklen ”the operational level that dissappeared”, i Militært Tidsskrift 4/2010. Mit ærinde var, baseret på egne oplevelser i hovedkvarteret og med kampagnen, at påpege hvordan et egentligt operativt design manglede, hvorimod der var en meget mekanisk overvægt på synkronisering af en hel række lines of operations, og forskellige taktiske initiativer, uden en egentlig analytisk argumentation for, at de tilsammen, aggregeret, ville nå et operativt mål, nemlig at trække tæppet væk under oprøret i Afghanistan. NATOs doktrin på området, Bi-SC Counter Insurgency Joint Operational Guidelines, beskriver godt nok det operative niveau i COIN som spændene over længere tid, og at operativ succes er kumulativt af de taktiske succes’er over tid, men samtidigt at en chef må undgå, at have en ”strategy of tactics”. Selve den metodiske udførelse følger AJP-01, som Møller også beskriver i sin artikel under eksempler på operative designs. Hovedkvarteret var derfor i stand til at producere en meget kompliceret plan, men en plan som ikke var produktet af egentlig operativ kunst. I min egen tankeproces i hovedkvarteret, savnede jeg modstykket til at ”gå over Meuse ved Sedan”, naturligvis med reference til Fall Gelb i foråret 1940. Det er naturligvis korrekt, at hvert eneste initiativ og planlægningsopgave ikke skal være et stykke operativ kunst i sig selv, men der skal dog være en overliggende samlet plan, og den var efter min opfattelse ikke tilstrækkeligt præsenteret i hovedkvarteret på dette tidspunkt.

I forbindelse med det operative niveau i en COIN kontekst, vil jeg gerne fremdrage Møllers eksempel omkring blitzkrieg, og diskussionen om hvorvidt Blitzkrig konceptet er operativt, eller en taktisk model som ikke egnede sig til den langtrukne udmarvelseskrig 2. Verdenskrig viste sig at blive. Lidt de samme overvejelser kan gøres med hensyn til COIN, i det 21. århundrede. Jeg vil argumentere for, at på samme måde som værnemagten på det tidspunkt mestrede det taktisk samarbejde mellem alle virkemidler (blitzkrieg) så er der flere i dag, som mestrer counter insurgency på det taktiske niveau. De udgivne manualer, f.eks. FM 3-24 og US Marine Corps’ manualer er meget fyldestgørende for en deling som skal bedrive oprørsbekæmpelse i en landsby, og på en kort tidshorisont. Samt naturligvis forudsat, at der er tale om et oprør, en insurgency, og ikke noget andet. De virkemidler, taktik, som delingen vil benytte sig af, skaber resultater og er effektive. Men på samme måde som blitzkrieg var taktisk effektiv, skulle den understøttes af en operativ plan, for at være rigtig imponerende. Hvis man accepterer min præmis om, at der bør være mere operativ kunst på et lavere niveau, i COIN, er det spørgsmålet om hvorvidt disse manualer virkelig giver føreren frihed til det, eller de snarere er en spændetrøje, doktrinært og mentalt. En anden mulighed er naturligvis, at førerne på de lavere niveauer ikke mestrer indtænkningen af operative designelementer i udførelsen, selvom forfatterne til manualerne har forventet dette. I begge tilfælde ville et øget fokus på operativ kunst være ønskværdigt. Vores oprørsbekæmpelse i Afghanistan kan være nok så imponerende i landsbyen, og en skoleløsning i COIN, men hvis ikke den er understøttet af en operativ plan, ender den med at lide samme skæbne som blitzkrigen. Det er derfor væsentligt, at den operative plan i COIN ikke alene består af en kumulativ effekt af taktiske succes’er over tid. Vi mangler modstykket til ”at gå over Meuse ved Sedan”. Vi mangler operativ kunst indtænkt, samtidig med den gode taktiske doktrin.

The Anaconda Slide – operativ kunst?

Møller præsenterer i sin artikel forskellen mellem videnskab og kunst, i den militære planlægning som skismaet mellem designing og engineering. Det er underforstået at den operative fører bør basere sin planlægning mere på design end engineering, mens stabens opgave er at gennemføre den mere detaljerede planlægning, med en større andel af engineering end design. Særligt vil jeg her fremhæve, at ifølge Møllers model, så stiger kompleksiteten med niveauet, og derfor skal de mest komplekse problemstillinger løses med en større andel af design – kunst. De simplere problemstillinger kan løses med egineering. Dette er i høj grad gældende for både Afghanistan og COIN, om end skalaen måske skal flyttes mod højre, så man allerede på det taktiske niveau møder en høj kompleksitet som skal løses med en højere grad af kunst. Den taktiske virkelighed beskriver jeg nedenfor i nogle eksempler, mens jeg på det operative niveau, vil illustrere det manglende operative koncept, med General Petraeus’ efterhånden berømte Anaconda slide (fig. 1)[1].

Det er jo et faktum at al planlægning i et moderne hovedkvarter foregår med powerpoint slides, hvilket er en hel historie for sig selv, og det kan helt sikkert diskuteres, hvorvidt det er befordrende for kunsterisk operativ tækning, eller er en bureaukratisk spændetrøje når design og stil altid er nøje forudbestemt. Netop denne powerpoint slide var General Petraus symbol på oprørskampen i Afghanistan, og modellen for hvorledes han ville vinde. Den var en videreudvikling af en slide han havde anvendt i Irak, nogle år tidligere. Den blev bl.a. vist til journalister og politikere som besøgte Kabul, og internt i hovedkvartererne hang den på alle vægge og på alle skriveborde. Det var sådan krigen skulle vindes. Den var det operative koncept. Sliden er udødeliggjort bl.a. i interviews med Washington Post’s Rajiv Chandrasekaran, som også er forfatter til ”Little America”, en bog om oprørsbekæmpelsen i Afghanistan. Anakonda begrebet bygger på, at oprørerne, i midten, kvæles som af en kvælerslange, af alle aktiviteterne i den yderste ring. Som en anakonda kvæler sit bytte, langsomt, stærkt og sikkert. Oprørerne lever bl.a. af folkelig opbakning, våben, gemmesteder mm. som fratages dem ved kvælning fra ISAF’s aktiviteter, lige som ilt fratages anakondaens bytte. Det er en meget effektiv illustration, og meget korrekt i forhold til det som ISAF faktisk gjorde i Afghanistan. Men, jeg savner at se det operative koncept. Eller rettere, jeg savner at se at et forsøg på kvælning, er et kunstnerisk operativt koncept, frem for en synkronisering af aktiviteter der adresserer alle oprørernes styrker, frem for at fokusere (tyngde) på én frem for andre. Det er vigtigt at forstå, at der ikke er noget galt med hvert af initiativerne, eller nogle af de analyser der ligger til grund for konklusionerne i denne slide. De er dog et produkt af en engineering proces, hvor alt er adresseret og behandlet analytisk, og kogt ned til taktiske dessiner og en kompliceret plan. De illustrerer den ingeniørmæssige og over-analyserende tilgang til komplekse problemstillinger, som Møller advarer imod i sin artikel. Der har ikke været anvendt en intuitiv tilgang til problemstillingen, og der har ikke været rum til en kunstnerisk, designmæssig tilgang. Derfor mangler det operative koncept som produkt af operativ kunst. Resultatet af fraværet af et klart operativt koncept, var et endnu større fokus på engineered taktiske opgaver, som blev produceret i en lind strøm fra hovedkvarteret til underliggende enheder, og som nok i nogen grad kvalte dem i stedet for oprørerne, med initiativer de skulle iværksætte sideløbende, og uden en klar operativ plan at operere ud fra. Den operative planproces med sine lines of operations, decisive points og meget andet, var ikke tilstrækkeligt til at opveje manglen på et egentligt operativt koncept. Det manglende operative koncept i Afghanistan var lige så tydeligt som det manglende operative koncept i Vietnam (hos amerikanerne), eller på Vestfronten i 1. verdenskrig. Anaconda sliden illustrerer dermed lige så lidt operativ kunst som skyttegravskrigen på Vestfronten.

     Møllers fig. 1[2]: Sammenhæng og relationer mellem kunst og videnskab. Det er mit argument at særligt i en COIN kontekst som i Afghanistan, må der en større grad af design til, på lavere niveauer i den militære organisation.

Langsigtet operativ konsekvens af taktik

Af særlig betydning for en asymmetrisk konflikt, og i særlig grad oprørsbekæmpelse, er at den taktiske handling, som er doktrinært foreskrevet og umiddelbart giver mening, kan få en utilsigtet konsekvens. I stil med den strategiske korporal, og den ændrede betydning af både tid og rum i oprørsbekæmpelse, kræver det en operativ indsigt på lavt niveau, for ikke at begå fejl, som får betydning senere. Jeg vil her fremhæve elimineringen af ældre blandt stammer i Afghanistan, f.eks. i Helmand, og den indvirkning det senere fik på muligheden for at afslutte konflikten på det laveste niveau mellem stammer. En væsentlig del af kampene i bl.a. Helmand havde som mål at eliminere ledere og mellemledere i oprørernes struktur. Dette blev gjort med bl.a. angreb med droner, efter et stort forudgående efterretningsarbejde, eller i en konkret træfning baseret på elektronisk indhentning. Fra et taktisk synspunkt var det meget hensigtsmæssigt at fjerne de midaldrende og erfarne oprørere som kæmpede mod ISAF og de afghanske styrker. Det betød, at oprørerne måtte erstatte dem med yngre og mere uerfarne mellemledere og ledere, som igen var lettere at spore, og dermed eliminere, og sådan fortsatte det. Det som tilnærmelsesvis var den operative forklaring, udover den taktiske gevinst, var at oprørerne samlet set ville føle sig så pressede, at det via lav moral og egentlig frygt, kunne drive oprørerne til en forhandlingsløsning. Skoleeksemplet var erfaringer fra Irak, hvor Petraeus havde brugt metoden med succes. Det er for eksemplets skyld mindre vigtigt om der er tale om en centraliseret Taleban eller Haqqani bevægelse, eller mere lokale grupperinger indenfor Helmand provinsen; medicinen var den samme. Den utilsigtede konsekvens som jeg vil påpege, og som jeg mener henhører under en operativ tilgang, er den funktion som alle disse mellemledere og ledere havde i de lokale stammer, og som ikke kunne erstattes. Efterhånden som det stod klart, at det ikke var en lineær eliminering af alle oprørere, men derimod en løsning baseret på reintegration og en forhandlingsløsning, var nøglespillerne ofte blevet elimineret, og ofte af ISAF. Helt bortset fra, at ISAF uden tvivl var blevet misbrugt i interne stammekonflikter, særligt i begyndelsen, var de stammeældste som kendte til de århundrede gamle konfliktløsningsmodeller stort set udryddet. I stedet stod en ung generation tilbage, en generation som ikke kendte til de traditionelle måder til konfliktløsning mellem stammerne, og som i stigende grad var radikaliseret, både af det stærke tryk fra ISAF, men også internt fra Taleban, som ikke var interesseret i lokale løsninger. ISAF og elimineringerne bidrog til en yderligere polarisering af konflikten, fordi vi ikke forstod samfundet, men også fordi vi var fokuseret på taktiske gevinster, frem for en operativ plan, og heri ligger relevansen i forhold til det operative niveau og operativ kunst i COIN, samt det lave niveau hvor begge skal indtænkes, og i helst god tid. Mekanisk reducering af konflikten til en eliminering af modstandere i COIN, er måske taktisk logisk, men ud fra en friere intuitiv operativ design proces ville man nok have stillet spørgsmålstegn ved rigtigheden i dette. Som eksempel kunne man anskue problemstillingen som en konflikt mellem to helt lokale partier. Hvis målet er en løsning på konflikten, giver det måske mindre mening at slå så mange som muligt fra den ene part ihjel. Under alle omstændigheder skal der en operativ plan til, som ikke blot rækker længere i tid, rum og koordinering, end den taktiske doktrin, men som også præsenterer en løsningsmodel. Der er behov for operativ kunst.

Vi ønsker hamskiftet

En af de tre grundpiller i oprørsbekæmpelsen var god regeringsførelse. Et opgør med korruption og effektive lokale embedsmænd, skulle være det regeringsalternativ som skulle få befolkningen til at vende sig fra oprørerne, og til den legitime afghanske regering. Idet det lokale niveau ofte var korrupt og uden særlig forbindelse til, eller støtte fra, centralregeringen i Kabul, blev der fokuseret særligt på distriktet. Det var her, at den afghanske borger mødte den afghanske regering i praksis. Med vanlig nidkærhed og militær præcision fokuserede ISAF derfor på distriktsniveauets embedsmænd for at sikre at de levede op til vores krav om uddannelse, ærlighed og arbejdsomhed. De blev alle nøje vurderet på en skala, og bedømmelserne rapporteret til det centrale hovedkvarter på ugebasis. Man målte effektiviteten af oprørsbekæmpelsen i et distrikt på, om embedsmændene var vurderet effektive. Efter vores standarder vel at mærke. Hvis de ikke var effektive, gjorde vi (ISAF) alt hvad vi kunne for at få dem udskiftet, også selvom der ofte ikke var reelle alternativer. Effekten var måske nok at korrupte embedsmænd blev fjernet, men samtidig ødelagde vi også al kontinuitet i det civilsamfund vi forsøgte at opbygge. Vi signalerede at vi ikke rigtig stolede på dem og deres egne udnævnelser, selvom vores propaganda lovpriste dem. Dertil kommer den cykliske natur i vores egen COIN indsats, som opererer med seks måneders indsættelser, og ingen overdragelse er jo fuldstændig. Selv med ét års udsendelser ser man stadig en cyklisk natur, hvor hvert enkelt hold skal opnå noget indenfor netop deres rotation, og at dette påvirker indsatsen. I tilgift uddannes et hold yderligere af det hold som kom hjem én rotation før, således at man altid er lidt bagud i forhold til situationen og udviklingen derude.

Vilkår; tid, rum og oprørere

Møllers artikel omhandler operativ kunst som både et konkret og abstrakt begreb, som ikke er fuldstændig bundet af niveau, tid, rum eller andre elementer i krigsførelsen. Mine eksempler vedrørende oprørsbekæmpelsen omhandler i høj grad tidsmæssige aspekter, og jeg argumenterer for at det længere tidsperspektiv i oprørsbekæmpelsen kræver et bedre operativt koncept på et lavere niveau. Jeg vil dog påpege at det ikke alene er det længere tidsperspektiv, men også problemstillingens kompleksitet og natur, som kræver et vist element af operativ kunst og en intuitiv ledelse og føring, for at finde den rigtige løsning. Der er også en række faktorer som påvirker dette yderligere i retning af nødvendigheden af et operativt design, på et lavere niveau. Sammenligneligt med det operative niveaus fokus på nøgledistrikter, har Task Force og kampgruppe niveauet også fokuseret på by og landsby niveauet i sin tilgang. Blækklatterne skulle nå sammen, men blev indledningsvis set som individuelle blækklatter på kortet. Og samtidig alene betragtet indenfor kampgruppens eget rum. Men ligesom fjenden ikke respekterer skillelinjer, gør den afghanske befolkning og stammer det heller ikke. I det distrikt hvor jeg var politisk rådgiver var der 3-4 kampgrupper, fra tre nationaliteter, to Task Forces, og specialstyrker fra et helt andet mandat, i tilgift til de forbindelser som distriktet civilt havde til nabodistrikterne og provinsniveauet. Det var således ikke muligt at reducere alt til grundig taktik i landsbyen. Der måtte en overordnet plan til alene i rum, for at tage hensyn til dette. Vores egen organisering med skillelinjer, ansvarsområder og mandater, var således et vilkår som i sig selv nødvendiggjorde en højere grad af operativ tænkning på et lavere niveau end doktrinært foreskrevet.

Operativ kunst er relevant

Hans Henrik Møller har skrevet en fremragende artikel om operativ kunst, og ikke blot operativ doktrin eller det operative niveau. Han fremhæver, at det kunstneriske aspekt, dvs. den frie tænkning, spænder flere niveau, også ned til det taktiske, om end i mindre grad, og mere styret af den relevante taktiske doktrin. Jeg har igennem denne korte artikel forsøgt at bygge på Møllers artikel, for at vise hvordan den operative kunst, eller mangel på samme, spillede ind i Afghanistan, baseret på mine egne erfaringer. Jeg har især bestræbt mig på at vise dels manglen på en egentlig operativ plan på det operative niveau, i hovedkvarteret i Kabul. Men, derudover har det været mig magtpåliggende at forsøge at vise, hvordan operativ kunst og et operativt perspektiv har en helt særlig relevans i oprørsbekæmpelse, COIN. De særlige vilkår som den slags kamp foregår under, nødvendiggør en yderligere mestring af operativ kunst på alle niveauer, og det er min påstand at vi ikke har opnået dette i Afghanistan. Den øgede taktiske kompleksitet, som f.eks. en førers store span of control, mange forskellige enheder og assets, eksakte procedurer for flyvninger, medevacs, ildstøtte, og meget andet bidrager til at opsuge intellektuel kapacitet fra fri tænkning og virker måske som en mental spændetrøje for udfoldelsen af egentlig operativ kunst. Selvom der efter min argumentation er større behov for operativ tænkning i COIN, er jeg helt enig med Møller i, at det danske Forsvars (og andres) indsættelse i COIN-kampene i Afghanistan og Irak i praksis har været taktiske, så operativ kompetence og tænkning er forsvundet fra enheder og officerer, på grund af det komplekse taktiske fokus. Vi (officerer uden at skære alle over én kam) er blevet mere taktisk orienterede, i en kamp hvor der er mere behov for operativ tænkning end normalt. Jeg er derfor helt enig med Hans Henrik Møller i, at der bør være fornyet fokus på operativ kunst, også i vores eget Forsvar. Jeg håber at officerer fra både hovedkvarters-niveauet, men også fra det taktiske niveau, vil bidrage med deres erfaringer til denne debat. Det bedste supplement, om ikke alternativ, til de doktriner og manualer der uddannes og kontrolleres efter, er grundige og rigtige studier af krigshistorien. Herigennem er der en kontakt med virkeligheden, hvor der oftest kan stilles spørgsmålstegn ved doktrinerne, eller findes konkrete eksempler på hvordan de er blevet anvendt. Det behøver ikke blive kopieret, men bør derimod (ud)danne en officer til at lave sin egen anvendelse af en doktrin, i en unik situation.
_______________________________

[1] http://smallwarsjournal.com/jrnl/art/the-parable-of-little-america-a-dis...

[2] Militært Tidsskrift 4/2012, H. H. Møller: ”Kunst på det operative niveau”, s. 29. - Link til Pdf med artiklen: militaert_tidsskrift_141.aargang_nr.4_2013.pdf

 

Litteraturliste

Del: