Operation Unified Protector - en kommentar

Artiklen Operation Unified Protector – et maritimt perspektiv, blev offentliggjort i Militært Tidsskrift nr. 3, november 2012, af orlogskaptajn, ph.d. Kenneth Øhlenschlæger Buhl (KØB). Kommentaren er udarbejdet da den nævnte artikel efter min opfattelse dels indeholder en fejlagtig beskrivelse af mandatet for operationerne, dels forekommer mangelfuld i beskrivelsen af den maritimt baserede indsats.

Kilde: forsvaret.dk Danske F-16 fly og piloter på Naval Air Base Sigonella, Sicilien. Disse piloter fløj den første danske mission over Libyen den 20. marts. (Foto: Thorbjørn Forsberg)

Artiklens tilsyneladende tilfældige nedslag i det samlede operationsbillede kan vel for en del forklares ved forfatterens manglende operative indsigt i den faktiske mission, men som det skal vises i det følgende er det dog muligt blot ved brug af åbne kilder i væsentligt omfang at korrigere flere dele af artiklens indhold. Det skal for en god ordens skyld bemærkes, at nærværende kommentar er begået for egen regning. Jeg gjorde for en tid tjeneste i forbindelse med udsendelsen af det danske kampflybidrag i rammen af NATO Operation Unified Protector, Royal Danish Air Force F-16 Libya Force, men har i denne kommentar alene ønsket at give udtryk for egne synspunkter.

Mandatet for missionen
I artiklen anfører KØB (s. 112) om mandatet i FN’s Sikkerhedsråds resolution 1973, at det blev anset for uforeneligt med dette mandat at acceptere civile tab, således at angreb skulle undlades eller afbrydes, hvis der var fare for blot en enkelt civil person. Denne udlægning af mandatet har jeg svært ved at se finder støtte i de faktiske forhold. Jeg har gennemgået samtlige forhandlinger i FN’s Sikkerhedsråd både før, under og efter vedtagelsen af resolution 1973 den 17. marts 2011, og har ikke kunnet finde udtalelser, der underbygger den antagelse, som KØB fremfører om et totalt forbud mod at gennemføre angreb, hvis der herved var fare for blot en eneste civilperson.

FN's generalsekretær, Ban Ki-Moon, udtalte ved et møde i FN's Sikkerhedsråd den 24. marts 2011, at han forventede, at det internationale samfund fortsat burde udvise omhyggelighed i at undgå civile tab og følgeskader.[1]

Vender vi os mod den danske parlamentariske behandling af spørgsmålet, fremgik følgende af B 89 forslag til folketingsbeslutning om et dansk militært bidrag til en international militær indsats i Libyen, pkt. VI:

"Bidragene vil operere under et robust mandat for magtanvendelse. Udover adgang til at anvende magt i selvforsvar, vil der som beskrevet være adgang til i fornødent omfang at anvende magt til at gennemføre de pålagte opgaver. Det danske bidrag vil være undergivet folkeretten, herunder den humanitære folkeret."

Folketingets behandling af beslutningsforslaget resulterede i en række spørgsmål. Her er især besvarelse af forsvarsudvalgsspørgsmål nr. 3 stillet af folketingsmedlem Frank Aaen, Enhedslisten, interessant, idet der blev spurgt til, hvad ministeren ville gøre for, at der blev undgået civile tab.

Hertil lød svaret:
"Sikkerhedsrådsresolution 1973 (2011) bemyndiger FN’s medlemslande til at anvende alle nødvendige militære magtmidler til at beskytte civilbefolkningen. Det følger af beslutningsforslag B 89, at det danske bidrag vil være undergivet folkeretten, herunder den humanitære folkeret. Heraf følger, at magtanvendelse vil være begrænset til mål, som det er militært nødvendigt at nedkæmpe. Magtanvendelse skal tillige være proportionel i forhold til en eventuel forventet civil skadevirkning. Det er dog vigtigt at understrege, at civile tab ikke vil kunne udelukkes, når der er tale om militær magtanvendelse."

Et enslydende svar blev under behandlingen af samme beslutningsforslag givet til besvarelse af forsvarsudvalgsspørgsmål nr. 10, stillet af folketingsmedlem Søren Espersen, Dansk Folkeparti:

"Har regeringen gjort sig overvejelser i forhold til risikoen for civile tab i Libyen, i takt med at de allierede styrker påbegynder bombardementerne af de militære mål, som for en dels vedkommende er placeret op ad civile, samt risikoen for at civile bruges som våbenskjolde?”

På baggrund af de gennemgåede offentliggjorte mødereferater fra FN’s Sikkerhedsråd samt den danske parlamentariske behandling kan jeg således ikke finde holdepunkter til støtte for den snævre fortolkning af mandatet, som KØB fremfører.

Heller ikke i den akademiske litteratur om emnet har jeg kunnet finde synspunkter, der støtter den udlægning af mandatet, som KØB hævder. Eksempelvis skriver Michael N. Schmitt:

"In the Libyan case, the authorization to use force to protect the civilian population enables enforcing states to use force more broadly, but it simultaneously indicates that enforcing states should be especially careful to avoid civilian collateral damage as they do so."[2]

Den ædruelige konklusion bør altså være, at der ikke i den retlige ramme for operationerne lå de begrænsninger, som KØB skitserer i relation til at efterleve de formål, som FN’s Sikkerhedsråd havde besluttet i forhold til beskyttelse af den libyske civilbefolkning.

Missionens faktiske forløb
Hvor analysen af mandatet for den samlede mission således kan karakteriseres som fejlbehæftet, synes artiklens beskrivelse af de maritime aspekter af de operative forhold i bedste fald mangelfuld. Nogle eksempler skal gives her.

KØB skriver (side 113), at indsatsen i Libyen blev indledt med Operation Odyssey Dawn. Det er for så vidt korrekt, men allerede på et tidligere tidspunkt end den reelle begyndelse på koalitionsstyrkernes operationer havde en række lande – for en stor dels vedkommende via maritime platforme – evakueret en række af deres statsborgere samt andre relevante personer. [3]

Samme sted omtaler KØB de ”maritime adgangsveje fra øst og vest”, men mindst lige så vigtige var de kystnære ruter, der bl.a. af Gadaffi-loyale styrker blev benyttet til smugling, troppetransport etc. Fordi koalitionsstyrkerne patruljerede fra søsiden, kunne man stoppe tilførsel af våben til Gadaffis styrker. Desuden kunne det kontrolleres, at det kun var nødhjælp, der blev sejlet ind, og at udgående skibe kun blev benyttet til evakuering af civile m.v. I en rapport fra Royal United Services Institute antages det ligefrem, at bulgarske maritime specialoperationsstyrker (frømænd) bl.a. hjalp oprørerne med at udnytte det kystnære terræn til transport af personel og våben, herunder i relation til indsatsen mod Tripoli.[4]

Bekæmpelsen af Gadaffi-tro styrkers maritime kapabiliteter var i det hele taget et afgørende element i at sikre koalitionens bevægelsesfrihed for derved at kunne beskytte civile områder under trusler – som fx i begyndelsen af konflikten, hvor de Gadaffi-tro styrkers kampkraft stadig var nogenlunde bevaret, og de blandt andet benyttede deres maritime enheder til beskydning af havnebyer fra havet, samt til troppetransport og –landgang for at foranstalte en knibtangsoperation mod oprørere i Ras Lanuf og ikke mindst til minering af havneindløb ud for bl.a. Misrata. [5] Langt henne i konfliktens forløb var Misrata en vigtig havn for indskibning af nødhjælp samt evakuering af civile, så det siger sig selv, at havneområdet i og ud for Misrate var et af de prioriterede områder for den maritime del af koalitionens indsats.

Særligt minerydning var afgørende for koalitionens flådeenheders bevægelsesfrihed ligesom for eksempelvis nødhjælpstransporterne, og det rygtedes endda også på et tidspunkt efter ophøret af de fleste kampe, at oprørerne havde anmodet en af koalitionens styrker om at afsøge hele den libyske kystlinje og hele det indre territorialfarvand for eventuelle miner. En opfordring, der dog høfligt blev afvist, da passager til og fra havne samt de vigtigste sejlruter allerede var ryddet, og da det ydermere ville tage årevis at rydde hele det libyske farvand for gammel ammunition og andet, som kunne have ligget der i årtier.

En konkret maritim operation, der fortjener omtale, er en hændelse medio maj måned, hvor en båd fyldt med sprængstoffer blev sat i vandet af Gaddafi-folk. I båden var anbragt to dukker iført civilt tøj, så det skulle se ud som om to mennesker var nødstedte i en redningsflåde. Heldigvis havde koalitionens maritime bidrag et godt overblik over situationen generelt (det såkaldte RMP: Recognized Maritime Picture) og også denne konkrete episode. Ifølge åbne kilder var der tale om to oppustelige både, som blev observeret af koalitionens maritime enheder ud for Misrata. Da de blev opdaget, sejlede den ene båd hastigt retur til havnen, og da EOD-folk fra et af koalitionens nærliggende krigsskibe undersøgte den anden båd, opdagede man den uhyggelige last. Derefter trak man sig på afstand og bragte bådens last til sprængning resulterende i en eksplosion, der kunne iagttages 12 sømil væk.[6]

På side 114 beskriver KØB hvordan engelske flådeenheder var involveret i skudvekslinger med kystbatterier, men for fuldstændighedens skyld kunne man ligeledes nævne, at også andre af koalitionens maritime enheder var involveret i skudvekslinger med Gadaffi-regimets fartøjer såvel som artilleri- og antiluftskytspositioner fra land. Desuden blev der fra søsiden affyret afledende eller undertrykkende ild bl.a. for at understøtte indsættelsen af helikoptere, jf. nedenfor.

Samme sted i artiklen nævnes affyringen af Tomahawk-missiler fra både undervandsbåde og overfladeskibe, hvilket ifølge KØB skete for at bekæmpe mål i lands, som udgjorde en fare over for civilbefolkningen. De fleste åbne kilder, jeg har fundet, beskriver derimod de først affyrede Tomahawk-missiler natten mellem 19. og 20. marts 2011 som værende rettet mod mål såsom luftforsvarsstillinger og kommando- og kontrolcentre. Disse mål blev vel snarere engageret som en forudsætning for flyveforbudszonen end som udgørende en (direkte) trussel mod civile. [7]

I relation til brugen af koalitionens flådeenheder som platforme for bl.a. fly og angrebshelikoptere (KØB s. 114 f.) kan det ligeledes være nyttigt at beskrive flere aspekter af indsatsen end angrebs- og overvågningsindsatserne. Selvfølgelig er der et tidsperspektiv, der gør at nærheden til land er en vigtig faktor i relation til mål, der skal engageres hurtigt, men mindst lige så vigtigt var det, at de helikoptere, der var ombord på enheder forholdsvis tæt på den libyske kyst i påkommende tilfælde hurtigt ville kunne komme eksempelvis nedskudte piloter til hjælp. På et tidligt tidspunkt i konflikten var der en situation med to mand fra et koalitionsfly (F-15E) på jorden i Libyen. Heldigvis blev begge forholdsvist hurtigt bragt i sikkerhed, men det satte fokus på PR-aspektet (Personnel Recovery), da det ville have været et mareridt med tilfangetagne soldater, der kunne bruges som propaganda, afpresning, menneskeskjolde mv. [8]

I angrebsrollen er det også blevet fremhævet, at angrebshelikoptere blev introduceret i begyndelsen af juni måned for bedre at kunne engagere regimets landtropper i bymæssige områder efter at Gadaffis styrker overgik til at blande sig med civilbefolkningen og efterhånden ikke var lette at skelne fra de civile, som koalitionen var sat til at beskytte. [9]

Også indsatsen for at beskytte fx de sydlige italienske øer mod Gadaffis langtrækkende missiler (SCUD) kunne have været nævnt som en del af en såkaldt missilparaply inkluderet i eller på de maritime enheder, ligesom de deltagende skibes NGS missioner (naval gunfire support) mod land kunne have været uddybet – både i relation til den direkte nedkæmpelse af Gadaffi-enheder samt uskadeliggørelse af militære faste installationer såvel som mobile kapaciteter og som led i indirekte psykologiske eller støttende operationer – hvilket kunne have anskueliggjort det samlede billede af de maritime aspekter af Operation Unified Protector.

Afslutning
Denne kommentar er ikke kommet ind på de afsnit af Kenneth Øhlenschlæger Buhls artikel, der er givet overskrifterne ”Lessons learned” og ”Perspektivering”, idet disse naturligt kun indirekte har med Operation Unified Protector at gøre. En sidste kommentar skal være, at udover den påvist fejlagtige analyse af mandatet for operationen og den selektive eller mangelfulde beskrivelse af de maritime aspekter af de operative forhold kan det også undre, at KØB i sin artikel benytter sig af tal fra den 20. september 2011, da missionen jo som bekendt løb helt frem til den 31. oktober 2011. Tallene for de maritime operationer angivet af NATO Allied Maritime Command i Napoli er, at i alt 49 skibe fra 12 nationer deltog, og at der samlet set blev foretaget over 3.000 anråb og 311 bordinger. [10]

[1] Refereret i min oversættelse. Den originale udtalelse findes i Sikkerhedsrådets dokument S/PV.6505.
[2] Michael N. Schmitt: Wings over Libya: The No-fly Zone in Legal Perspective, The Yale Journal of International Law Online, vol. 36 Spring 2011, s. 58.
[3] Accidental Heroes. An Interim RUSI Campaign Report, September 2011, s.8.
[4] Ibid., s. 11-12.
[5] Center for Strategic & International Studies, Varun Vira og Arleigh A. Burke, The Libyan Uprising: An Uncertain Trajectory, juni 2011, s. 28. 
[6] Se bl.a. http://www.reuters.com/article/2011/05/16/libya-nato-mannequins-idAFLDE7... og http://www.dailymail.co.uk/news/article-1387900/Libya-Is-Gaddafi-filling...
[7] Se eksempelvis Accidental Heroes. An Interim RUSI Campaign Report, September 2011, s.4 hhv. s. 8.
[8] Se herom eksempelvis John A. Tirpak: Lessons from Libya, Air Force Magazine, December 2011, side 37.
[9] CSIS Center for Strategic & International Studies, Varun Vira og Arleigh A. Burke, The Libyan Uprising: An Uncertain Trajectory, juni 2011, s. 11.
[10] Pressemeddelelse nr. 53 af 1. november 2011, forefindes på: http://www.manp.nato.int/news_releases/mcnaples/pressreleases11/NR_53_11....

 

Litteraturliste

Kommentarer

Jeg har konstateret, at det link, der henvises til i note 10, desværre ikke længere virker. Dags dato, 4. maj 2014, kan statistik ses her: http://www.eucom.mil/doc/23163/2012-low-res-posture-statement.pdf

Del: