Om principperne for krigsføring og vort forsvar

Med mellemrum tages krigsføringens principper op til analyse og diskussion. Man illustrerer den med passende krigshistoriske eksempler, eller man laver en sammenlignende analyse af deres plads og anvendelse i forskellige landes militære organisationer. Ingen af de to veje er benyttet i denne artikel af major M. H. Clemmensen, Gardehusarregimentet. Den vil i stedet - efter en generel vurdering af principperne - placere dem i et logisk hierarki og anvende dem til en indirekte og til tider direkte kritik af sider af forsvarets og specielt hærens struktur og doktrin.

 

Principperne er generelt relevante 
Den menneskelige vilje er i et stadigt samspil med omgivelserne. Den påvirkes af disse omgivelser og søger selv at påvirke dem. Sandsynligheden for, at det sidste lykkes, afhænger af, om ens opfattelse af omgivelser og egen udgangssituation er realistisk. Det afhænger endvidere af, om man har gjort sig helt klart, hvad man vil. Så klart, at man er i stand til at fastholde det stillede mål samtidig med, at man tilpasser sine handlinger til skiftende situationer. Man skal i den enkelte situation koncentrere sig om den vej til påvirkningen af omgivelsernes vilje, som er vanskeligst at blokere, og man skal samarbejde med dem, som har, eller tror de har, samme mål i denne situation. Man skal til stadighed være klar over og tage højde for, at dele af omgivelserne har andre mål end én selv, og at nogle har mål, der er uforenelige med dem, man selv søger fremmet. Systematiserer man, kan man udtrykke essensen af disse generelle betragtninger i en række fjnidord. Med udgangspunkt i betragtningen af krigsføringen gjorde den britiske militærskribent J. F. C. Fuller det i 1923, og hans valg af principformuleringer indgår - med variationer - i den vestlige verdens militære organisationers grundlæggende operative/tak- tiske reglementer i disses generelle dele, som f.eks. i det danske Feltreglement I. Man må imidlertid være opmærksom på, at selv om Fullers grundlag var krigen, er haris principformuleringer ikke kun relevante for krigsføringen.
De siger noget generelt sandt om, hvorledes man kan påvirke omgivelsernes vilje. De er lige så anvendelige f.eks. i politik, i en erhvervsvirksomheds stræben efter markedsandel, i en fodboldkamp og i ens forsøg på at påvirke enkeltpersoner, som de er i krig. De er endvidere på alle områder lige anvendelige i planlægnings- og udførelsessituationer. 

 
Principperne er kun anvendelige som generel vejledning
Principperne er nogle sandheder om menneskers og menneskegmppers samspil i krystallinsk form. Sådanne generelle sandheder er uanvendelige som huskeliste i en konkret situation. Hvilken værdi har så disse principper, når de - ud over ikke at sige noget, der er specielt for den militære situation - ikke er Umiddelbart anvendelige? Man kurme fristes til at sige: Ingen, idet de er blot en del af den indledning til de generelle taktiske bestemmelser, som man skal have for at opretholde et skær af professionel »videnskabelighed« - noget, der af prestigegrunde er nødvendigt i dette århundrede. De udtrykker jo kun, hvad man må anse for sund fornuft.
 
Imidlertid er dette netop det væsentlige. Den sunde fornuft er ikke let at fastholde i den militære førers friktions-, usikkerheds- og stress- dominerede situation i kamp. Her er det langt mere naturligt at handle direkte mod disse principper end i overensstemmelse med dem. De skal medvirke til at modvirke denne tilbøjelighed. Man kan i øvrigt også sige, at den sunde operative fornuft ej heller er specielt styrende under fredstidsbureaukratiets aktiviteter. Både i fastlæggelsen af, hvorledes ressourcerne skal anvendes, og i overvindelsen af modstanden mod en hensigtsmæssig kurs, er en efterlevelse af princippernes sunde fornuft ønskelig.
 
Om målet
I en diskussion af princippet om målet et det væsentligt at skelne mellem målet for den konkrete handling og det mere overordnede og langsigtede mål, som opnåelsen af det umiddelbare mål skal fremme. Princippet om målet er først og fremmest princippet om nødvendigheden af, at man gør det langsigtede og overordnede mål klart. Fastlæggelse af målet for den umiddelbare og konkrete handling er blot en udstikning af den kurs, der er hensigtsmæssig under de øjeblikkelige ydre omstændigheder, som man kender dem på grundlag af de aktuelle informationer. I den nationale strategi, hvori anvendelsen af kamp og truslen om kamp indgår som en integreret del, er målet altid at påvirke omgivelsernes (altså ikke kun den formelle modparts) vilje. Det kan ske ved at anvende militær magt eller trussel om militær magt direkte mod beslutningstagerne. Det sidste - truslen direkte mod beslutningstagerne - kan være en central del af strategien for kemevåben-»anvendelse«. Denne direkte anvendelse er ofte utilstrækkelig.
 
Det er som oftest nødvendigt at anvende en indirekte strategi, at søge at påvirke viljen
- via opinionen,
- via ødelæggelse eller demoralisering af de militære styrker, der enten kan rammes direkte eller ved at ødelægge de ressourcer, hvormed de opstilles, eller' ved at afskære styrken fra disse ressourcer, eller
- via økonomien, der både producerer de militære ressourcer og påvirker opinionen.
 
Målet for den nationale strategi er, at berøve omgivelsernes vilje opfattelsen af at have handlefrihed samtidig med, at man i maksimal grad sikrer egen handlefrihed. Sådanne betragtninger er selvfølgelig i nogen grad irrelevante for en småstat som Danmark. Dog kun i nogen grad, og de kan i betydelig grad overføres til de militære niveauer. Også på det militærstrategiske, på det operative og på de lavere taktiske niveauer er det egentlige mål for ens handlinger at påvirke omgivelsernes vilje. Den skal rammes ved, at man berøver omgivelserne oplevelsen af at have handlefrihed. Også her er vejen normalt indirekte, via erobring, fastholdelse eller beherskelse med direkte eller indirekte ild af nøgleterræn, eksempelvis med henblik på afskæring af modpartens styrker fra deres hjælpemidler, eller via en ødelæggelse af disse styrker. Men også her kan handlinger rettes direkte mod modpartens vilje og evne til at kontrollere sin indsats, direkte mod hans førere og føringsstruktur.
 
Den væsentligste betingelse for at kunne nå det overordnede mål er, at underordnede og sideordnede myndigheder ved mest muligt om dette mål. Det umiddelbare delmål, vi befaler til vore dispositionsenheder, er kun et - lige nu hensigtsmæssigt - skridt mod det overordnede mål. Det opstilles kun for at sikre den nødvendige samordning af anstrengelserne. Denne forud tilrettelagte samordning vil normalt hurtigt bryde sammen i kamp, hvorefter målopfyldelsen vil afhænge af dispositionsenhedernes kendskab tU det overordnede mål og deres evne til løbende decentraliseret samvirke. Det er afgørende, at kampens meget begrænsede muligheder for centraliseret kontrol indbygges i vor føringskoncept og i en eventuel datamatstøttet føringsstruktur.
 
I fastlæggelse af delmålene, d.v.s. vejen til det overordnede mål, er det væsentligt, at disse fastlægges så optimitisk, som det kan ske under hensyn til en nøgtern vurdering af de pågældende enheders muligheder. Man kan dog sige, at dette med den hidtidige praksis skulle være unødvendigt at konstatere. Problemet har her i landet snarere været for stor optimisme end for stor nøgtemhed. På det politiske niveau har denne optimisme hvilet trygt på et solidt grundlag af manglende ønske om at søge den nødvendige indsigt samt en urimelig kritisk holdning til investering i nyt materiel. På det militære område har det været karakteristisk, at man ikke har taget de doktrinære konsekvenser af utilstrækkehge ressourcer. I defensiv kamp har vi dels overvurderet den frontbredde, en enhed med en given sammensætning m.h.t. våben og overvågningsmateriel kan beherske. Endvidere undervurderer vi tiden, der er nødvendig for at udbygge stillinger, og vi overvurderer i meget betydelig grad deres modstandskraft over for koncentreret artilleribeskydning. I offensiv kamp var den manglende nøgtemhed tidligere total - i den bevægelige forsvarskamp - i dag kn5d;ter den sig til en vis lokalt manglende vilje til at se kampvognes afhængighed af et tæt samarbejde med betydelige infanteristyrker og indirekte skydende nærstøttevåben i øjnene. Det eneste område, hvor vor doktrin i dag er præget af nøgtemhed, er i den formelle ordning af den stedbundne forsvarskamp.
 
Om offensiven
Målets opnåelse kræver handling. Dette er indlysende imder offensiv kamp, men som Clausewitz konstaterede, kræver ligeledes defensiv kamp, at man ud over at vente også slår. Handlingen - »angrebet« i dette begrebs bredeste forstand - indeholder forskellige kombinationer af manøvre og ild. I den umiddelbare og traditionelle opfattelse af princippet om offensiven har man været tilbøjelig til at koncentrere sig om kampenhedemes søgen fremad til erobring af et nøgleområde eller til nedkæmpelse af fjendens enheder. For 150 år siden var dette også offensivens eneste mulige udtryk. Fodfolkskolonnens bajonetbølge og ryttersværmens attak var de eneste veje til afgørelse af slaget. Så sent som imder 2. Verdenskrig så man situationer, hvor sejren søgtes gennem en indsættelse af kampvogne til storm i en massiv falanks. Der er nok selv i dag en vis tilbøjelighed til at lægge for meget vægt på selve enhedens bevægelse i angrebet. Men - selv når vi ser på kampvognen - har udviklingen af ildkraften været de senere års dominerende faktor. Kampvognen bør nu ses som en nogenlunde beskyttet, alsidigt anvendelig, meget præcis direkte skydende artilleripiece med terrærmiobilitet. Bevægelsens formål er - uanset kampform og kampmåde - at sikre, at kampvognens virkemiddel, dens ild, bliver placeret, således at effekten er størst mulig. Ligeledes infanteriets kampkraft er under kraftig øgning, så også her kan man i stigende grad se bevægelsen som en flytning af ildvirkning. Det er i dag og i fremtiden kamptroppemes ild, der er det centrale materielle element i »angrebet«. Når udviklingen i den indirekte ilds virkning inddrages, bliver ildens betydning endnu klarere. Såvel målopklarings- som ildledelsessystemer og ammunition effektiviseres drastisk i disse år. Indtil nu har vi i store træk levet med det artilleri, som blev udviklet før og under 1. Verdenskrig.
 
Når det er fremført, at det centrale materielle element i dagens og fremtidens offensive handlen er ilden, skal det dog anføres, at hvis et delmål er erobring af nøgleterræn, kan kamptroppemes bevægelse til og gennem dette terræn - i et tæt samvirke mellem egen og støttende elementers ild - selvfølgelig fortsat være afgørende for, at det delmål nås. Som afslutning på denne diskussion af ild kontra bevægelse må det i øvrigt generelt siges, at jo kortere rækkende ilden er eller kan være, jo dårligere målopklaringen er eller kan være, og jo mindre effekt i målet, der er muligt at opnå med ilden, des mere afgørende bliver bevægelsen i angrebet. Det væsentligste mål for handlingens anvendelse af ild og manøvre, d.v.s. det primære i princippet om offensiven, er at tilkæmpe sig og bevare den størst mulige del af initiativet. Dette uanset hvilken situation man befinder sig i, uanset hvilke begrænsninger, der er pålagt én. Man skal have en knusende overlegenhed, hvis man skal kunne tillade sig som hovedregel at overgive initiativet til modparten. Kun da kan man forvente at kunne bøje hans vilje uden at tilkæmpe sig initiativet, d.v.s. uden drastisk at begrænse hans opfattelse af at have handlefrihed. Af politiske og andre grunde kan man - som NATO - indledningsvis have fraskrevet sig initiativet på væsentlige områder. På andre områder - eksempelvis i anvendelsen af elektroniske kampmidler - er dette ikke nødvendigvis tilfældet. Den part, der ikke har initiativet, bruger sin hjeme til at finde ud af, hvad modparten vil gøre, og sine ressourcer til at forberede parader mod mulige handlinger. Den part, der på væsentlige områder har initiativet, kan anvende sine ressourcer mere hensigtsmæssigt, til at bevare initiativet og den heraf følgende handlefrihed. Mere end noget andet er princippet om offensiven et krav om, at officerskorpset fornægter enhver form for passivitet og dogmatik. Det skal være frit- tænkende professionelle, der i enhver situation uhildet søger mulighederne for at vinde og bevare initiativet.
 
Om overraskelse og bevægelse
Overraskelse er det primære element, når man vil opnå og fastholde initiativet. Evnen til at opnå overraskelse hænger snævert sammen med mental og fysisk bevægelighed, d.v.s. evnen til at tænke, handle og bevæge sig hurtigt og fleksibelt. Man skal gøre noget nyt hele tiden. Det eneste, der begrænser muligheden for til stadighed at handle anderledes end sidst, er behovet for samvirke. Enheders samarbejde kræver et vist minimima af procedurer. Føreres utilstrækkelige rutine, kamp- og støtte- enhederS fysiske begrænsninger og signahnidlers karakteristika i det sandsynlige kampmiljø sætter også klare rammer for bevægelighed og fleksibilitet, men inden for disse rammer må der stræbes mod den højest mulige grad af mekanisk og konditionsmæssig udholdenhed. For så vidt angår ilden, må man stadig tilstræbe en mere fleksibel virkende reaktion og kontrol. , Det er en forudsætning for at opnå overraskelse, at man løbende får gode oplysninger om fjenden. Man skal - på trods af vor tradition for det modsatte - søge aktivt altid at kunne skaffe og faktisk skaffe viden om fjenden. Det må både afspejles i vore materielanskaffelser og i vore taktiske procedurer.
 
Overraskelse kan kun opnås, hvis fjenden nægtes viden om os. Dette forudsætter disciplin, såvel under bevægelse som stationært: Lyd-, lys-, spor-, slørings-, radio-, og radardisciplin, eh disciplin, der er afstemt efter det bedst mulige kendskab til de overvågnings- og opklaringssystemer, der er rettet mod vore styrker, således at man ikke opretholder en ressourcekrævende høj disciplin på områder, hvor mindre kunne gøre det. Med fremtidens overvågnings- og opklaringssystemer vil det imidlertid ikke være muligt at skjule alt for fjenden. Overraskelse vil derfor også indebære en bevidst stræben efter at vildlede: Lad ham få dét at se, som han ville se, hvis vi handlede dogmatisk. Også fjenden har begrænsede ressourcer.
 
Derfor må han prioritere sine parader efter, hvor umiddelbart sandsynlige vore handlinger er. Og jo højere grad af overraskelse vi opnår, jo større del af initiativet glider over i vore hænder, og jo flere af sine ressourcer må han bruge på sine parader. Overraskelse er lettere at opnå, hvis ens styrker ikke kun kan én ting, men er udrustet og uddannede til alsidighed. Det vil bl.a. kunne medføre, at flere våben (og væm) har en vis mulighed for at løse samme opgave. En sådan alsidighed virker ikke nødvendigvis driftøkonomisk hensigtsmæssig, men den er vital for effektivitet i kamp. Omkostningerne ved alsidighed kan dog holdes nede, hvis styrkerne specialiseres til at løse de opgaver, der er relevante i vort område. En type alsidighed, der stadig 'er afgørende for muligheden for at opnå overraskelse, er evnen til at kunne kæmpe under dårlige sigtbarhedsforhold og i lukket terræn. Det sidste vil for vort områdes vedkommende primært sige i bebygget område. Begge områder har været forsømt både organisatorisk/materielt og uddannelsesmæssigt.
 
Om tyngde, økonomi med kræfterne, disses samspil og sikring
Man har altid for få ressourcer til at tage parader mod alle fjendens handlemuligheder. Man må tage risici og koncentrere sin indsats. På det nationalstrategiske niveau betyder det, at vi, på trods af at vi længe har fomægtet dette, bliver nødt til at tage stilling til, hvilke af vor potentielle modstanders muligheder, der er de mest sandsynlige. Ikke at gøre det, at lade som om Sovjetunionens adfærd er uforudsigelig, er en grov forsømmelse mod princippet om tyngde. Tyngde betyder også, at intet væm i alsidighedens navn anvender væsentlige ressourcer på systemer, der ikke først og fremmest er egnede til operationer i det direkte forsvar af landet. I et tæt alliancesamarbejde i samme geografiske område som det dånsk-tyske kan en fornuftig efterlevelse af princippet om tyngde indebære national specialisering.
 
En efterlevelse af princippet om tyngde indebærer, at man først og fremmest koncentrerer sig om at opbygge og uddanne styrker, der er velegnede til at imødegå den sandsynlige trussel i vort geografiske område. I sin stræben efter at opbygge de - også nødvendige - pansrede enheder, har hæren i meget høj grad forsømt at bevare det vel førte, uddannede og udrustede lette infanteri, der er afgørende i virkelig kamp (til forskel fra den fra vore stabs- og signaløvelser og øvelser med tropper kendte forveksling af de »Guderianske« bevægelser, der kan følge efter et gennembrud, med kamp). 
 
Med tyngdedaimelse har man som oftest ment koncentration af styrker i tid og rum, og med økonomi med kræfterne, at man er tilbageholdende med anvendelsen af styrker uden for tyngdeområdet. Det centrale i princippet om tyngde er imidlertid, at man i anvendelsen af sine styrker koncentrerer sig om at løse den eller de opgaver, der med størst sikkerhed fører til målet. En tyngdedannelse i tid og rum af enheder kan være nødvendig, men med den stadig stigende virkning af indirekte ild vil den blive mere og mere risikabel. Det centrale i tyngdedannelsen er fastholdelsen af opgavens løsning som den styrende faktor. M.h.t. fysisk tyngde er det primære koncentrationen af ild. Kun, hvis man på væsentlige områder har initiativet, eller hvis man har sikker viden om enden, der tillader det, er det muligt for den svage part at etablere en mere varig fysisk tyngdedannelse. At satse på operationer, der skal øge egen andel af initiativet, herunder ikke mindst ihærdige opklaringsoperationer, er altid den bedste økonomi med kræfterne.
 
At man har et indgroet kendskab til alle underlagte, sideordnede og støttende elementers karakteristika, og at der eksisterer enkle og fleksible samvirkeprocedurer, er forudsætninger for økonomi med kræfterne under den overraskende tyngdedannelse, der skal bidrage til, at man tilriver sig en større andel af initiativet. Kræfternes samspil bygger på god kommunikation, herunder det at kunne tale og skrive det samme korrekte sprog - en del af dette er den militære terminologi. Klare, korte og entydige formuleringer er ikke mindst afgørende i en fremtid med taktisk kommunikation via forhåndsindtastede signaler. Samspillet bygger på gode tekniske hjælpemidler og på evnen til at kunne operere uden disse. Det bygger endvidere på en intensiv trang til at søge forbindelse til alle sider med henblik på koordination af samvirket. Den centraliserede føring vil være stadig mere udsat på grund af udviklingen inden for opklaringsmidler og indirekte ild. Kræfternes samspil kræver karske og stadige bestræbelser for at afbureaukratisere føringsstabe og føringsprocedurer. Effektiv føring bygger på få, men dygtige personer, ikke på besatte funktioner.
 
Det vil aldrig være muligt for den ene part - imder kampen - helt at fastholde initiativet på alle områder. Derfor vil det altid være nødvendigt at anvende ressourcer til sikring mod mulige fjendtlige handlinger. Sikring har to dimensioner: Paraden og beredskabet. Begge dimensioner indebærer en ressourceanvendelse, der mindsker de ressourcer, vi kan disponere over i vor aktivitet for at fremme målet. Vi skal derfor til stadighed søge at øge vor viden om modstanderen og de øvrige dele af omgivelserne, således at vi kan mindske ressourcerne til sikring og bedre efterleve principperne om tyngde og økonomi med kræfterne. Dette gælder uanset, hvilket niveau vi taler om. Hvis vi betragter beredskabet, må vi sige, at det gælder for både det nationale forsvarsberedskab i fred og for det operative og taktiske beredskab ved en indsat enhed. Et (for) højt beredskab er dårlig økonomi med kræfterne, et resultat af utilstrækkelig mental og fysisk stræben mod initiativ via viden om omgivelserne, og det er ofte et resultat af en manglende evne til at tage beslutninger om at løbe en inden for den givne ressourcetildeling nødvendig risiko.
 
Som afslutning
Der er her blevet fremlagt en revisionistisk holdning til væsentlige sider af den nuværende strukturelle, aktivitetsmæssige og doktrinære profil af vort forsvar og - i de konkrete bemærkninger - specielt til hæren. Ikke alt er forsvarets egen fejl. Den meget begrænsede politiske styring, der også skyldes utilstrækkelig politikerinteresse, har været medvirkende. Ressourcetildelingen har været begrænset, og administrationen af mangler kræver mange mentale ressourcer, som kunne have været anvendt anderledes. Men meget er vor egen fejl. Fra at have vort professionelle fokus i udførelsen af det, som forsvaret eksisterer for at kunne gennemføre, har vi i høj grad skiftet vor interesse til fredstidsprocesser og -systemer inden for forvaltning af økonomi, personeluddannelse og planer. Denne udvikling skete ikke kun i vort forsvar, og den ville kxm have haft gavnlige virkninger, hvis der fortsat havde været tale om en klar forståelse for de rammer, som løsningen af forsvarets krigstidsopgaver sætter, d.v.s. hvis aktiviteterne havde været målstyret. Hvis udviklingen var sket uden en mental og fysisk bureaukratisering af forsvaret. Hvis man havde opretholdt et kritisk policy-skabende miljø, som kunne have gjort alt det, man regnede med, at andre gjorde, medens man hyggede sig med systemudvikling i hvert sit hjørne. Dette er én diagnose. Artiklen beskæftigede sig indirekte eller direkte med nogle af symptomerne. 
 
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
 
 
 
 
 
 
 
 

Litteraturliste

Del: