Om hærens mobiliseringsberedskab

Major Michael H. Clemmesen, Gardehusarregimentet, fremsætter her nogle betragtninger om, hvorledes evnen til at mobilisere sammenhængende enheder til felthæren kan opretholdes i en situation, hvor behovet for etablering af et landmilitært indsatsberedskab er overhængende.

Under et politisk og rapporteringsmæssigt røgslør fuldendes den udvikling, der tog sin begyndelse i 1966. Det stående landmilitære indsatsberedskab, der blev opstillet i årene efter 2. Verdenskrig, som en naturlig, men umiddelbar, reaktion på de danske oplevelser den 9. april 1940, er nu under sin endelige afvikling. Det har i mange år været økonomisk urealistisk at opretholde et indsatsberedskab i hæren af en sådan størrelse, at det havde nogen mening i relation til landforsvarets opgaver.

Det betyder, at der må ske en revurdering af alle de hidtidige aktiviteter og prioriteringer. Alt, hvad der ikke bidrager direkte til at fremme kvalitet og mobiliseringsberedskab i krigsstyrken - og primært i felthæren - må tages op til kritisk revurdering. Er det f.eks. en god idé at indrette ind- kaldelsestermineme efter behovet for at kunne deltage i større NATO- øvelser, hvis uddannelsesværdi for de deltagende enheder er i bedste fald tvivlsom, og hvor det kun er muligt at øve samarbejde med mønstrede enheder under betydelig risiko for at desillusionere det genindkaldte mandskab? Er det en god idé, når disse terminer vil gøre det mere end tvivlsomt, om det bliver muligt at få de egnede befalingsmandsemner, der er en forudsætning for felthærens kvalitet, til at tegne korttidskontrakter. Er det hensigtsmæssigt at gennemføre de nuværende typer beredskabsøvelser og -inspektioner? Kort sagt: hvordan skal indholdet prioriteres i forhold til facaden? Det har i mange år - af hensyn til forsvarets værdi som symbol over for vore allierede - været normalt at prioritere facaden: d.v.s. antallet af troppeenhedskadrer i fredstid og deltagelsen i større allierede øvelser samt et tyndt indsatsberedskab. Således ikke at prioritere indholdet er at fortrænge, at symbolværdien hurtigt undergraves, hvis vi som professionelle ikke tror på kvaliteten af vort produkt, og hvis de professionelle, der til stadighed betragter os udefra, ikke overbevises. Ud over en sådan revurdering af forhold og aktiviteter, der under de tidligere forhold måtte tillægges vægt, må det overvejes, hvorledes vi sikrer en tilstrækkelig høj føringskvalitet og et tilstrækkeligt sammenhold i kadrene under de nye vilkår.

Føringskvalitet
Chefer og førere i felthærens enheder skal være til rådighed og anvende den fornødne tid til deres enheder. Linieofficerer skal passe deres designe- ringsfunktion. Der er ingen holdbar forklaring ud over sygdom på ikke at stille til aktiviteter, der har været fastlagt med den nuværende planlægningshorisont. Det er tjenesten i designeringsfunktionen, der sikrer opretholdelsen af et ajourført professionelt niveau hos officeren i fremtidens danske hær. Dette forhold bør gøres helt klart for »arbejdsgiverne« i de mange ikke-operative nicher i forsvaret, hvor den daglige tjeneste finder sted. Man kan altid overbevise sig selv og sin daglige chef om, at TTifln ikke har tid til at passe designeringsfunktionen, så der må sandsynligvis en blanding af gulerod og pisk til, før situationen generelt bedres. Guleroden kunne være, at tilfredsstillende tjeneste i krævende designe- ringsfunktioner medførte en forhøjelse af officerens procenttillæg. Pisken over for officeren kunne dels være, at en tilfredsstillende varetagelse af designeringsfunktionen dels var en forudsætning for bevarelsen af »opearativ status« med dette tillæg dels var en forudsætning for udnævnelsen til næsthøjere grad under bevarelsen af denne status. Bedømmelsen af officerens varetagelse af designeringsfunktionen skulle gennemføres af hans designerede chef. Man kan sige det på den måde, at det er uholdbart at forlange, at hjemsendt personel skal stille til mønstringer, når det betragtes som legalt, at tjenstgørende officerer er fraværende fra tjeneste i krigsfunktionen.
 
Chefer og førere skal ud over at deltage i aktiviteter ved deres enheder - befalingsmandsuddannelse, mønstringer, instruktionsøvelser samt stabs- og signaløvelser - også være parat til at planlægge disse og lede deres gennemførelse, kun derigennem kan man forvente den nødvendige professionalisme opretholdt. Man lærer ikke tilstrækkeligt, hvis aktiviteten blot »køres« af den foresatte myndighed henholdsvis dennes mønstringsstab. Dette indebærer, at de pågældende officerer bliver involveret i tilsvarende aktiviteter ved tilsvarende enheder som instruktører, kontrolofficerer eller lignende. For at gøre det muligt for linieofficerer samt reserveofficerer at holde sig ajour professionelt, bør hærens publikationsvirksomhed ændres fra stadig mere omfattende og mindre læseværdige taktiske reglementer o.a. til de mindre, illustrative og eksemplificerende publikationer og tidsskrifter, der kendetegner bl.a. lande som Schweiz, Sverige og Østrig. Brevskolens aktiviteter må kraftigt udvides og må inddrage fremtidens muligheder for decentraliseret undervisning.
 
Chefer og førere må have en alder, der står i rimeligt forhold til de krav, som den pågældende funktion vil stille i krig. I felthærens kampenheder er det reglen - som man må bygge sit system på - at officerer over 48-50 år er uegnede som bataljonschefer, 43-45 år er uegnede som kamp-under- afdelingschefer og over 35-38 år er uegnede som delingsførere for kampdelinger. For alle øvrige chefs- og førerfunktioner i kamptroppeme og kampstøtteenhedeme er det at narre sig selv at tro, at funktionen kan bestrides tilfredsstillende af officerer over 48-50 år. Ud over at opfylde disse alderskriterier må alle holde sig i en sådan fysisk minimumsform, at de er i stand til at klare 12-minuttersprøvens krav for den pågældende aldersgruppe. Det gælder for såvel linieofficereme med disse krigsfunk- tioner som reserveofficerer.
 
De betydelige krav, der her stilles til chefer for felthærens enheder kan synes at gøre det vanskeligt for officerer af reserven at opnå at gøre tjeneste på chefniveaueme. Hertil kan anføres følgende: Enhedernes personel har krav på at få så veluddannede og egnede chefer som muligt, og de har krav på, at cheferne ofrer så megen tid på enhederne, at de vü kunne fungere efter en mobilisering. Det gør det naturligt at besætte så mange chefstillinger med linieofficerer, som der er egnede emner til. Men man kan dog samtidig forsøge at skabe forudsætningerne for, at de bedste reserveofficerer kan opnå et tilstrækkeligt uddannelsesniveau til at kunne rykke op til kommando eUer til at besætte de chefstillinger, som der selv efter en klarere prioritering af krigsstyrken ikke er egnede linieofficerer til. For at dette skal være muligt i en hær, hvor antallet af enheder i freds- styrken knap tillader føringsrutinering af linieofficereme, og hvor det ikke bliver muligt at tilbyde reserveofficerer den rutinering gennem kontrakttjeneste, som vore nuværende ældre reserveofficerer har haft mulighed for indtil 1973, må der tages ekstraordnære skridt. Det er allerede nævnt ovenfor, at det teoretiske grundlag - publikationerne - bør tilpasses krigsstyrkens behov, og at enhedernes officerer - under vejledning og kontrol - i højere grad end i dag bør stå for tilrettelæggelsen og gennemførelsen af egne aktiviteter. Men det betyder en ekstra belastning, som det kun vil være lidet tiltalende for mange af de mest egnede chefemner blandt de yngre reserveofficerer at påtage sig. Det vil derfor være nødvendigt at afpasse rådighedskontrakternes indhold endnu mere efter funktionens belastning end tilfældet er i dag. Det vil også være nødvendigt, at den civile arbejdsgiver inddrages som part i kontrakten.
 
Sammenhold i kadrene
For at enhedernes føring etableres og bevares på et nødvendigt niveau, må man gennemføre et forholdsvis stort antal instruktionsøvelser og stabs- og signaløvelser med såvel afdelings- som underafdelingsniveauet som primær øvelsestager. Dette gælder selvfølgelig ikke mindst i de pansrede enheder, men hvis kampgruppernes afdelinger skal kuime siges at være på felt- hærsniveau, er det samme tilfældet her. Ved disse øvelser skal der dels - som hidtil - etableres et rutineret samarbejde mellem chef, stab og underførere, dels skal der etableres et fungerende samarbejde mellem chef og dennes personlige hjælpere af menig- og befalingsmandsgrademe, og mellem officererne i stabene og disses tilsvarende hjælpere. Det sidste har i flere år været forsømt i alle enheder bortset fra den stående styrkes. Man har på grund af utilstrækkelige muligheder for at kunne mønstre stabsdelinger m.m. klaret sig med tilfældigt sammenskrabet personel og materiel fra de stående bataljoner.
 
I fremtidens danske hærs stramt uddannelsesorienterede fredsstyrke er dette ikke længere holdbart. Et forsøg på i den mindre delvis uddannede styrke at fordele den nuværende, for slet ikke at tale om en udvidet afgivebyrde, vil virke undergravende på uddannelsens kvalitet. Der må findes en anden løsning. Der eksisterer et meget betydeligt behov for at indkalde kernen af føringselementeme, et så stort behov, at det ikke er muligt at forestille sig, at man kan løse problemet gennem mønstringer af disse. At holde føringselementeme stående vil være i modstrid med den kommende ordnings filosofi og vil medføre en meget skæv friskning. Den eneste vej synes at være at germemføre en udbygning af rådighedstjenestesystemet til at omfatte disse elementer. Umiddelbart set synes der et behov for at holde kemen af de pansrede bataljoners stabsdelinger på et særligt højt niveau sammen med kemen af brigademes artilleris, divisionsartilleriets og korps-/landsdelsartilleriets observationstroppe og skydecentraler og resten af føringselementer på kampgruppe-, afdelings- og underafdelingsniveau i felthæren på et andet - lidt lavere - niveau. For at kunne tegne det nødvendige antal rådighedskontrakter blandt menige og sergenter før hjemsendelse, vil det være nødvendigt at gøre kontrakterne tilnærmelsesvis ligeså attraktive som tilsvarende rådighedskontrakter for officerer. For at få et sådan system til at hænge sammen og give det størst mulige udbytte, er det nødvendigt at holde én gang etablerede bemandinger af føringselementer så stabile som muligt. Det vil også være nødvendigt at opprioritere forsyningen af stamkøretøjer til disse »elementkerner«, og da al føring naturligt vil finde sted på enhedens faktiske signalmateriel, er det sandsynligt, at man af fastholdelsesgrunde skal opprioritere anskaffelsen af radiomateriel, der ikke er ældre end AN/VRC-53 hhv. -12-serien (måske brugt) til alle førings- og skydenet i felthæren. Som en bivirkning af en sådan udvidelse af rådighedstjenestesystemet tü alle felthærens føringselementer, vil der være etableret tilpas modtagehold, som kan indkaldes administrativt, ved alle disse enheder.
 
Afsluttende bemærkninger
Hermed er der blevet fremlagt nogle umiddelbare betragtninger om, hvorledes vi kan bidrage til at opretholde evnen til at mobilisere sammenhængende enheder til felthæren, således at vi under en international krise på få uger kan etablere et landmilitært indsatsberedskab af en størrelsesorden, der er relevant i forhold til forsvarets opgaver. For at være sikker på, at mobiliseringsberedskabet er rimeligt højt, er det dog også nødvendigt, at der udarbejdes og ajourføres detaljerede planer for indkaldelse, udrustning, første sammendragning og efteruddannelse af enhederne, og det er nødvendigt, at der jævnligt opnås erfaringer ved realistiske mobiliserings- mønstringer. Evnen til en hurtig og smidig mobilisering forfalder hurtigt, hvis den ikke jævnligt øves. 
 
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra:
 
 
 

Litteraturliste

Del: