Officererne har ansvaret!

I dette tidsskrifts martsnummer 1986 anfører oberstløjtnant O. A. B. C. Hansen i sin artikel »Hvem har skylden?«, at »hærens officerer ved at acceptere en række holdningsmæssige dogmer har påført dem, der er direkte ansvarlige for at uddanne vore enheder lige fra sergenten til brigadegeneralen - en række ulemper og vanskeligheder«. Oberstløjtnanten mener, at det skyldes, at vi fra Tyskland, for så vidt angår de værnepligtige, overtog begrebet »Borger i uniform«, og at dette fik den konsekvens, at civile normer blev indført, såsom tilladelse til at være langhåret, at bo uden for kasernen, at bære civilt tøj uden for tjenestetiden, at arbejdsugen blev reduceret til 40 timer, at man fik begrebet »arbejdsdisciplin«, og endelig at man fik væmepligtsløn. Dette mener jeg er helt forkert, idet ovennævnte udvikling dels ikke er kommet til os fra udlandet, dels ikke - bortset fra arbejdstiden - har betydet nogen ulempe for uddannelsen; snarere tværtimod. Udviklingen blev sat i gang i 1964 af en værnepligtig i fljwevåbnet, Poul Schmidt, der via pressen tog til genmæle mod det, han blev udsat for, specielt fra de værnepligtige sergenters side. Det var, så vidt jeg husker, hele tonen, han ikke kunne lide. Forsvarsminister Victor Gram gav offentligt Poul Schmidt ret i nogle af dennes synspunkter, og sagen fik en bred omtale i aviser, radio og TV. Det endte med, at ministeren samme år nedsatte det såkaldte »Klima-udvalg« eller »Højby-udvalg« efter udvalgets formand, undervisningsdirektør Sigurd Højby, Direktoratet for Gymnasieskolerne. Fokus blev rettet på forholdene inden for forsvaret, der dog også selv forud havde rettet opmærksomheden mod klimaet på den militære arbejdsplads. Men nu kom der gang i tingene. Forsøgsordninger med »morgentegn« og civil påklædning blev iværksat; den militære pædagogik blev taget op til overvejelse; militær straffe- og retsplejelov, talsmandsordning og klageregler blev undersøgt o.s.v. Resultatet blev bl.a. indførelsen af de normer, som tidligere er anført.

Hvorfor gik det nu så stærkt? Simpelt hen fordi man - også i forsvaret - følte, at afstanden mellem forsvarets og det øvrige samfunds normer, traditioner, pædagogiske praksis og dagligliv efterhånden var blevet så stor, at den værnepligtige kun vanskeligt kunne tilpasses det militære system. Ledelsesprincipperne var ikke »realistiske i forhold såvel tü, hvordan mennesker oplever, tænker, føler og handler, som til de vilkår, forsvaret skal virke under« (den samfundsskabte virkelighed). Forsvaret ydede sin tiltrængte del i den to-vejsproces, som tilpasning er: Individets tilpasning til systemet og systemets tilpasning til individet. Resultatet heraf blev naturhgt nok bl.a., at færre sanktioner måtte tages i brug over for den enkelte for at tilpasse ham til systemet. Antallet af straffe faldt, fordi den værnepligtige følte sig bedre tilpas, men man fik da af den grund ikke en dårligere soldat ud af det; tværtimod. Og officersgerningen blev mere tilfredsstillende. Siden har det ikke været nødvendigt med indgreb udefra - eller fra ministeren - fordi man internt, hvilket i dette tilfælde vil sige fra officerernes side, har formået at følge med udviklingen, den samfundsskabte virkelighed, uden vel at mærke at overreagere, hvilket synes at være tilfældet i et andet tvunget system, skolesystemet. Forsvaret har endog på ledelses- området i et vist omfang været banebrydende. Dette tjener forsvaret til ære, fordi det, foruden at være et tvunget system (de værnepligtige kan ikke forlade det) også er et lukket system. Man udvælger selv, bl.a. ved militærpsykologers hjælp, blandt ansøgerne dem, der vurderes at kunne falde til inden for systemet. Dernæst oplærer man de pågældende på egne skoler, alt imens man sideløbende lige så stille bibringer dem systemets skrevne og uskrevne love (holdning).

Jeg tror næppe, at så mange værnepligtige, som tilfældet er gennem de senere år, ville have meldt sig til »frivillig« væmephgt, hvis forsvarets normer ikke var fulgt med tiden. Jeg tror heller ikke, at vi så ville have fået tjenestetiden sat op til 12 måneder, hvilket helt klart vil højne uddannelsesniveauet. At undlade at gro fast i eksisterende systemer og forældede opfattelser behøver ikke at medføre det, man almindeligvis forbinder med funktionærmentalitet, som oberstløjtnant O. A. B. C. Hansen antyder i sin artikel. Officersgemingen er nu en gang ikke et typisk 8-16 job, i hvert fald ikke når man er i geleddet. Vel primært som følge af udviklingen på lønområdet gennem de seneste år - og det er ikke officerernes skyld - er der dog en generel tendens til, at især de yngre officerer vil have præsteret merarbejde registreret og honoreret efter de herfor aftalte regler.

 

 

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra:
PDF icon militaert_tidskrift_115_aargang_maj-jun.pdf

 

Litteraturliste

Del:

Emneord