Nyt militært gradstegn - en ny/gammel tradition!

1 1983 brød hæren og søværnet afgørende med en gammel tradition, der skriver sig fra det mindeværdige år 1801, men indførte samtidig en ny. I denne fjerne periode under kronprins Frederik, den senere kong Frederik VI, »korporalen i Danmarks kongerække«, som en dansk historiker har kaldt ham, indførtes de store, seksoddede stjerner for personel af generals- og admiralsklassen, et gradstegnssystem, som - i modsætning til øvrige officerers distinktionering - lige til vore dage har trodset alle senere ændringer i uniformering og afmærkning, hvilket er ekceptionelt i den internationale uniformshistorie. I 1983 besluttede forsvaret - dikteret af NATO-samarbejdet og kun at bruge i NATO-regi - at indføre en ny grad »brigadegeneral« for hæren og flyvevåbnet, i søværnet »flotilleadmiral«. Graden brigadegeneral eller »brigader« har tidligere været brugt, primært i 1700-tallet, medens betegnelsen flotilleadmiral er ny i søværnet. Da man i Forsvarskommandoen besluttede, at brigadegeneralen i hæren, hvad angår distinktionering, skulle med i generalsklassen og derfor have én stor, seksoddet stjerne på skulderklappen, skulle generalmajoren som den næste i rækken nødvendigvis have to, hvorefter man kunne regne ud, at der ville blive trængsel på generalens skulderklap, der altså siden 1801 har båret tre stjerner. Man skønnede, at fire store, seksoddede stjerner ville blive for voldsomt og fylde for meget, og da man - meget forståeligt - agtede at bibeholde de historiske generalstjemer, der - hvad alder angår - er enestående for dansk forsvar, måtte der nødvendigvis komponeres en særlig distinktion til generalen. 
 
 
 
Da graderne brigadegeneral og flotilleadmiral ville kunne indpasses i henholdsvis flyvevåbnet og søværnet uden at ændre eller øge antallet af rundgående snore om ærmerne, besluttedes det endvidere, at den nye distinktion kun skulle bæres af søværnets admiraler på gallauniformens epauletter. Der blev i Forsvarskommandoen komponeret et forslag tn et gradstegn, som Forsvarschefen godkendte som oplæg, hvorefter det fremsendtes til den kgl. våbenmaler Aa. Wulff med anmodning om at få et endeligt forslag. Denne ansete kunstner og heraldiker, der bl.a. har ansvaret for fremstillingen af de storkorsvåbener, som ophænges i Frederiksborg Slotskirke, udarbejdede den magtfulde, heraldiske komposition, som - i metal fremstillet ved Hærens Materielkommando - pryder Hans Kongelige Højhed Prinsens og forsvarschefens skuldre, og som givet vil påkalde sig opmærksomhed både i og uden for NATO. Forsvarskommandobefaling nr. 7/1983 siger om den nye distinktions »blasonering« (beskrivelse):
 
»En krone centralt placeret på to krydsede kommandostave. Krone og stave er lagt på en krans, hvis venstre halvdel er af laurbcer,, højre halvdel af egeløv«.
 
Bag gradstegnets udseende skjuler der sig en god portion dansk militær- og traditionshistorie: Kronen - Christian V’s - giver sig selv. Den er den vigtigste komponent i al dansk Witær og statslig heraldik og har været det gennem århundreder. Laurbær (sejrens) og egeløv er bestanddele i såvel forsvarsmærket, hærmærket som hueemblemet for officerer i søværnet. Kunstneren har derfor ment det naturligt at videreføre disse to - i international heraldik tilbage til Middelalderen - smukke og velegnede symboler. De to kiydslagte kommando(marskal)stave har gammel rod i både hæren og søværnet. Marskalstaven er oprindelig udviklet af den for alle kulturer ældgamle stridskølle, som i 14- og 1500-tallet i stadig mere rigt udsmykkede udgaver efterhånden var blevet kendetegn for den højere fører. Der eksisterer flere danske afbildninger af både hærens og søværnets øverstkommanderende med kommandostav i hånden af udseende som den i det nye gradstegn og de to i forsvarschefens personlige myndighedsvåben, som vil være kendt fra skrivelser, visse publikationer m.m. Man skal herunder erindre sig, at graden »generalfeltmarskal« - som hærens øverstkommanderende lige under kongen - eksisterede i Danmark lige til hærordningen af 1842. Brugen af de deciderede marskalstave i hånden er ophørt omkring 1780. Christian VII er den sidste danske konge, der er afbildet med en sådan i hånden i sin egenskab af forsvarets øverstkommanderende. I Roskilde Domkirke hænger i Nordre og Søndre Komlnding to danske marskal/kommandostave, som har været forlæg for såvel forsvarschefens myndighedsvåben fra 1977 som det nye gradstegns kommandostave. Det er generaUøjtnant i artilleriet Andreas Harboes (1648-1706) og rigsadmiral Ove Gjeddes (1594-1660), der begge er mørke, læderbetrukne træstave med blanke messingbeslag i enderne. Gennemsnitslængde: 52 cm. Ved betragteisen af afbildningerne af højere søofficerer, der bærer staven, fx Just og Niels Juel, Cort Adeler m.fl., skal man passe på ikke at forveksle staven med den énøjede, indslåede søkikkert, som med sit læderbetræk og sine endebeslag i messing meget nemt kan forveksles med kommandostaven. Med ibrugtagningen af den nye distinktion er historien på sin vis gået i ring, og dansk forsvar har med gradstegnet for Hans Kongelige Højhed Prinsen og den nyligt afgåede forsvarschef, general i hæren O. K. Lind, i realiteten genindført en gammel dansk, militær tradition!
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kilder
E. 0. A. Hedegaard: »Den militære feltmarskalstavs historie. En våben- og krigshistorisk studie«, m. noter og litteraturhenvisninger, København 1979.
 
Forsvarskommandobefaling nr. 7/1983 m. bilag.
 
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært tidsskrift hvor denne artikel er fra:
 
 

Litteraturliste

Del: