Nedrustning – i et folkeretligt perspektiv

Anmeldt af Lars Wille-Jørgensen, Forsvarsakademiet, Center for Militærhistorie.

John Kierulf: Nedrustning – i et folkeretligt perspektiv. København: Jurist- og Økonomforbundets forlag. 2014. 273 sider.

Foto: Djoef-forlag.dk

Traditionelt er nedrustningsspørgsmålet blevet anskuet som tilhørende freds- og nedrust-ningspolitiske studier og dermed som et sikkerhedspolitisk tema snarere end et juridisk, folkeretligt. Der har været fokus på aftalernes sikkerhedspolitiske dimension, og mindre på den internationale retstradition, som er det nødvendige grundlag for gensidige aftaler. Forsvarsakademiets ”Introduktion til Folkeret” (Heidi Gyntelberg (red), 2014) beskæftiger sig således ikke med emnet. Det er denne udfordring folkeretsjuristen John Kierulf tager op efter en lang diplomatisk karriere i nedrustningens tjeneste, som bl.a. har ført ham til OSCE i Wien og FN i Geneve og New York. Hans hensigt med bogen er trefold: At give en introduktion til nedrustningsretten, som lærebog og som håndbog – den første på dansk – og at skabe en politisk debat om nødvendigheden af yderligere nedrustning, våbenkontrol og ikke-spredning, især af atomvåben. Eller med andre ord, at bringe folkeretten ind i nedrustning, og nedrustning på dagsordenen.

Hans værk er dermed på samme tid en lærebog og debatbog. Det første opfylder den til fulde, det andet lykkes til en vis grad, i den forstand at forfatterens synspunkter kan både udbygges og udfordres, og også fortjener at blive det.

Disse synspunkter kommer eksplicit til udtryk i en række kommentarer undervejs og i den afsluttende ’politiske kommentar’ – og skinner lejlighedsvis igennem i teksten i øvrigt.

Bogen falder tre dele. Først en generel introduktion om folkerettens og nedrustningsrettens historie. Dernæst hoveddelen, hvor forfatteren gennemgår de eksisterende aftaler om nedrustning, våbenkontrol og ikke-spredning, deres oprindelse, hovedpunkter og deltagerkreds. Denne del følger på sin vis aftalernes logik gennem sin inddeling efter våbentyper og fremførelsesmidler. Det absolut fyldigste afsnit beskæftiger sig over seks kapitler med masseødelæggelsesvåben, fra atomvåbnene over B- og C-våben til fremføringsmidler og– lidt mere spekulativt – cyberkrigsførelse og droner. Der er gode grunde til, at atomvåbnene indtager en så fremtrædende rolle i forfatterens univers – og at han vier bogens længste kapitel til emnet. Disse våben har omtrent fra fødslen været anskuet som et særtilfælde, på grund af deres massive ødelæggelseskraft og deres mulige langtidsvirkninger. Men også fordi de spillede en afgørende rolle i den gensidige afskrækkelse under den kolde krig. Datidens diskussioner om terrorbalancens effektivitet i forhold til traktatmæssige forpligtelser ligger ikke inden for forfatterens synsvinkel. I stedet behandler han den bredsprektrede vifte af resolutioner og aftaler som gradvist sætter grænser for våbnenes antal, afprøvning, spredning og placering – det sidste i form af de atomvåbenfri zoner, fra det ydre rum til Rarotonga. I en fortale for en sådan zone i Arktis, helst inden udviklinger gør det umuligt, synes forfatteren kortvarigt at slippe den folkeretlige vinkling.

Afsnittet om de konventionelle våben redegør for CFE aftalerne og deres for tiden uvisse fremtid, for håndvåben og andre lette våben, antipersonelminer og klyngebomber. Forfatteren taber ind i mellem lidt sin egen tråd om den folkeretlige tilgang, bl.a. i en velment, men ikke helt velargumenteret,kritik af den amerikanske håndvåbenlovgivning – eller mangel på samme.

Denne del afsluttes med en udmærket gennemgang af våbenhandel, eksportkontrol og af aftalernes fortolkning, overholdelse og håndhævelse. Man kunne have ønsket, at disse spørgsmål, og andre gennemgående spørgsmål, bl.a. om verifikation, sanktioner og embargo var kommet tidligere, så læseren havde haft dem med sig undervejs.

Den sidste, og absolut korteste, del rummer en liste af anbefalinger for videreudvikling af våbenkontrolregimet, med udgangspunkt i en række rapporter udarbejdet i internationale fora. Ikke helt overraskende omhandler flertallet af disse anbefalinger atomvåben.

Det afsluttende ’politisk efterskrift’ supplerer og sammendrager den foregående teksts indsatte ’kommentarer. Med udgangspunkt i Regeringsgrundlaget fra 2011 peger forfatteren på, at der er basis for at gøre mere, både med hensyn til ressourcer og politiske initiativer for at fremme international fred og sikkerhed og for at markere Danmark stærkere på nedrustningsområdet. Danmarks aktuelle indsats sammenlignes med Cypern eller Malta snarere end Holland og de skandinaviske lande. Forfatterens både politiske og professionelle, faglige frustration over, at vi ikke her – modsat i andre dele af vor aktivistiske udenrigspolitik – yder over eller blot i vor vægtklasse træder tydeligt frem.

En lang række bilag, med aftaleoversigt, litteratur, relevante hjemmesider, en forkortelsesliste, samt person- og sagregister understreger og understøtter bogens anvendelighed som hånd- og lærebog.

Historisk er nedrustning og folkeretten om krigens love omtrent lige gamle. De fødtes begge i sidste halvdel af 1800-tallet inden for rammerne af den verdensorden, som datidens stormagter havde skabt. Som professor Michael Howard konstaterer, så bliver våbenkontrol og nedrustning nemlig først politisk muligt, når der er en gensidig forståelse af den underliggende magtbalance. På samme tid er der er et fundamentalt humanistisk element i denne udvikling, der får ord i den Petersborg erklæring fra 1868, der forbød anvendelsen af dum-dum kugler fordi civilisationens fremskridt bør have den virkning så meget som muligt at mildne krigens rædsler. Siden har disse to søjler skiftevis understøttet og været i strid med hinanden.

FN pagtens generelle krigsforbud og atomvåbnene gav under den kolde krig stødet til en række nedrustningsinitiativer, som først langsomt gav resultater. Ikke i form af den ultimative afskaffelse af masseødelæggelsesvåben, og her især af atomvåben, som også bogens forfatter ser frem til. Men i form af en blanding af realpolitiske overenskomster som prøvestopaftalerne og SALT og mere deklaratoriske aftaler som det våbenfri Antarktis. Som det vil huskes, strandede en række initiativer til at etablere atomvåbenfri zoner nærmere verdens brændpunkter på den politiske virkeligheds klippekyst.

Tiden efter den kolde krig har på en række områder været frugtbar for en traktatbundet kontrol med våben, fra landminekonventionen til ikke-spredningsinitiativer. Men begivenhederne 11. september 2001og derefter  har samtidig udfordret selve grundvolden i det internationale retsregime, fordi det har så vanskeligt ved at håndtere ikke-statslige aktører.

Det er på sin vis at beklage, at denne samtidshistoriske, politiske og internationale kontekst overvejende er skrevet ud af fremstillingen, således som det bl.a. eksplicit fremhæves i forbindelse med SALT- og START aftalerne. Som der flere steder gøres opmærksom på, taler den politologiske, militære og juridiske sagkundskab sjældent samme sprog, og det må synes nærliggende at søge at bringe dem i samtale. Forfatteren har i Nedrustning i et Folkeretligt Perspektiv valgt side til fordel for juraen. Den stemme er nok værd at lytte til, men man savner de andre stemmer i koret for en mere fuldtonende sang.

Det er ikke forfatterens skyld, at de seneste måneders udvikling på den sikkerhedspolitiske scene ikke understøtter tilliden til et fremvoksende internationalt retssamfund. At skabe rum for aftaler ligger ikke lige for. Drømmen om en verdensorden som er baseret på en international konsensus om et fælles retsregime synes i stigende grad udfordret.

Måske er der netop derfor behov for en debat herom. Og her er John Kierulfs bog et på en gang kyndigt og passioneret bidrag.

Del: