Mobiliseringshærens kvalitet

Indledning
Det er politisk bestemt, at den danske hær skal være en mobiliseringshær. I fredstid skal den være så lille som mulig og med evnen til i krise og krig at kunne vokse til den størrelse, som situationen måtte kræve. Som en konsekvens af denne beslutning har vi konstrueret et system, hvor en lille del af hærens personel er af linien og fast tjenestegørende, mens den største del er af reserven, hjemsendte med rådighedskontrakter eller hjemsendte uden andet tilhørsforhold til hæren end den lovbefalede pligt til at møde op til mønstringer og ved mobilisering.
På materielsiden har vi valgt til stadighed at besidde de materielgenstande, som ikke umiddelbart kan hentes i det civile samfund, når krisen eller krigen opstår. Andre materielgenstande forudses at være til rådighed fra den civile verden. Jeg vil i det følgende give en beskrivelse af, hvilke delopgaver denne politiske beslutning medfører for hæren, herunder specielt for hærens ledergrupper samt, hvorledes disse enkeltopgaver er fordelt til de forskellige myndigheder i hæren. Jeg vil derefter påpege nogle problemområder, som jeg ser i den løsning, der for nærværende er valgt, og endehg vil jeg skitsere nogle forslag til ændringer, hvis hovedformål er det samme som nu  -sikring af kvaliteten i mobiliserings- hæren.
 
Opgaven
Løsningen af den samlede opgave er delt op i en række delopgaver:
- Uddannelse af nye soldater til mobiliseringshæren for at kunne erstatte de, der må forlade den på grund af alder. Dette benævnes den første samlede uddannelse.
- Vedligeholdelse af uddannelsen hos hjemsendt personel. Denne uddannelse sker ved indkommanderinger og mønstringer. Indkommanderinger anvendes, når personel af reserven skal uddannes. Mønstringer anvendes, når øvrigt hjemsendt personel skal uddannes, og kan foregå som kadremønstringer, hvor primært førerne uddannes, som nøglepersonelmønstringer, hvor særhge uddannelsesbehov tilgodeses og endelig som enhedsmønstringer, hvor hele enheder uddannes.
- Forvaltning af mobiliseringshærens personel.
- Forvaltning, opbevaring og vartning af hærens materiel.
 
Ansvarsfordelingen
For at kunne løse disse enkeltopgaver har vi etableret to kommandostrukturer  en række opstillende myndigheder (hærens regimenter) og en række operative myndigheder (division, landkommando, brigader, kampgrupper og militærregioner). Ansvaret for den første samlede uddannelse er delt mellem de opstillende myndigheder og de operative myndigheder. Opdelingen er sket således, at regimenterne har ansvaret for uddannelsen af den enkelte soldat og for uddannelsen af grupper og dehnger, mens de operative myndigheder overtager ansvaret for uddannelsen, når der er tale om underafdelinger og enheder over dette niveau. Ansvaret for gennemførelsen af indkommanderinger er pålagt regimenterne. Således skal de operative myndigheder anmode regimenterne om at indkommandere personel af reserven, som skal deltage i aktiviteter ledet af de operative myndigheder. Ansvaret for planlægning og gennemførelse af mønstringer er ligeledes pålagt regimenterne, idet der dog skal foregå en koordination med de operative myndigheder.
I planlægningsfasen betyder dette, at regimenterne skal inddrage de operative myndigheder i analysen af behovet for mønstringer. I udførelsesfasen betyder det, at regimenterne har ansvaret for opstilling og uddannelse af mønstrede enheder indtil det tidspunkt, hvor en enhed indtræder på en feltøvelse ledet af en operativ myndighed, og igen når denne feltøvelse er slut, og hjemsendelsesprocedurer skal gennemføres. Endelig har regimenterne også ansvaret for den generelle forvaltning af det personel og materiel, der tilhører de operative myndigheder.
 
Ledergruppernes rolle
For hærens leder- og mellemledergruppe er hovedopgaven at sikre kvahteten af mobiliseringshæren eller krigsstyrken, om man vil. Det er her afgørende at holde fast i, at disse grupper ikke kun i denne sammenhæng, men altid består af såvel liniepersonel som af personel af reserven og af personel, der er hjemsendt uden rådighedskontrakt.
Denne hovedopgave for ledergrupperne består også af nogle delopgaver:
- Gennemførelse af den første samlede uddannelse med henblik på nyproduktion af soldater til mobiliseringshæren. (Denne delopgave løses alene af liniepersonellet).
- Uddannelse af sig selv med henblik på førerens virke i krig.
- Uddannelse af hjemsendte soldater og enheder under mønstringer.
- Forvaltning og kontrol med hærens materiel.
 
Udover denne hovedopgave er det en væsentlig opgave for liniepersonellet at sikre den daglige drift af hærens øvrige fredstidsorganisation. Denne opgave består ligeledes af en række enkeltopgaver som for eksempel økonomistyring og personelforvaltning. Ingen af disse opgaver kan undlades.
 
Problemområder
Det delte uddannelsesansvar sikrer ikke, at der er sammenhæng i uddannelsen fra enkeltmandsniveau til afdelingsniveau eller højere niveauer. Samtidigt hindrer delingen, at der kan flyttes økonomiske midler til uddannelsesformål fra for eksempel delingsniveauet til underafdelingsniveauet eller omvendt. En sådan manglende fleksibihtet i anvendelsen af de rådige midler er ikke hensigtsmæssig i en hær, hvis fredsbevarende- og krigsopgaver er omskiftelige, og hvor tyngden i uddannelsen derfor også skal kunne ændres.
Mest kunstig er fordelingen af uddannelsesansvaret dog ud fra den betragtning, at det alene er de operative myndigheder, der skal bruge enhedernes viden, færdigheder og holdninger1
I en mobiliseringshær har planlægningen og gennemførelsen af mønstringer afgørende indflydelse på hærens kampevne. Dette betyder, at der skal være en nøje sammenhæng mellem den første samlede uddannelse og de efterfølgende mønstringer for på den måde at kunne videreuddanne enhederne, eller som minimum at kunne vedligeholde uddannelsesniveauet til den standard, det havde efter den første samlede uddannelse. Kravet om sammenhæng forstærkes, hvis den overordnede uddannelsespolicy bevæger sig i en retning, hvor enheden ikke skal være færdiguddannet ved den første hjemsendelse, men forudses at kunne fortsætte uddannelsen senere. Denne opprioritering af mønstringer taler for, at ansvaret for disse i højere grad varetages af de operative myndigheder  - igen generelt set ud fra den betragtning, at enhedernes kampevne skal bruges af disse, men også fordi enhederne afslutter den første samlede uddannelse i det operative regi, som mønstringerne skal fortsætte i. Opprioriteringen af mønstringer betyder ligeledes en øget planlægningsbyrde for ledergrupperne, og nogle korte betragtninger om arbejdsfordelingen mellem liniepersonel og reservepersonel er derfor nødvendige.
Som nævnt ledes den daghge drift af hæren idag af liniepersonellet, hvor alle har en fredstidsfunktion. Dette personel har samtidigt en designeringsfunktion i en mobiliseringsenhed og skal i denne funktion blandt andet lede planlægning og gennemførelse af mønstringer. De to funktioner kan, omend sjældent, ses sammenfaldende. Det faktum, at liniepersonellet i fredstid reelt har to funktioner er dog ikke tilstrækkeligt erkendt, hvilket betyder, at der sker en ubevidst prioritering, der ofte falder ud til fordel for fredstidsfunktionen. Hærens brug af reservepersonellet er kendetegnet ved, at der stilles krav om, at der præsteres tjeneste i et bestemt antal dage. Der er ikke noget krav om, at tjenesten ubetinget skal ske i forbindelse med planlægning og gennemførelse af hverken uddannelse generelt eller mønstringer specielt.
En opprioritering af mønstringer sammenholdt med den dobbeltfunktion, som liniepersonellet er tildelt, taler derfor for, at reservepersonellets brug af tid skal disciphneres og målrettes mod deres hovedopgave, som er virket som førere og uddannere i krigsstyrken. En logisk konsekvens af denne betragtning er umiddelbart, at ansvaret for anvendelsen af reservepersonellet skal overgå fra regimenterne til de operative myndigheder.
 
Opsummerende har vi idag følgende problemområder, hvis løsning vil kunne øge visheden for, at mobiliseringshæren altid har den kvalitet, som forventes af de politiske ledere:
- Uddannelsesansvaret er unødvendigt delt med den konsekvens, at sammenhængen og fleksibiliteten ikke er sikret.
- Liniepersonellets dobbeltfunktion er ikke tilstrækkeligt erkendt med den konsekvens, at der sker en ubevidst og ikke altid hensigtsmæssig prioritering oftest til fordel for fredstidsfunktionen.
- Brugen af reservepersonellet er ikke tilstrækkelig målrettet mod hovedopgaven. Dette betyder, at der ikke ubetinget lægges tyngde i planlægningen og gennemførelsen af føreruddannelse og enhedsuddannelse (læs: mønstringer).
 
Løsningsmuligheder
For så vidt angår placeringen af uddannelsesansvaret er det svært at få øje på afgørende argumenter, der taler imod en konsekvent placering ved de operative myndigheder. Der vil fortsat være væsentlige opgaver for regimenterne i at skulle stille de nødvendige uddannelsesfaciliteter til rådighed samt i at sikre enhedernes rådighed over det nødvendige personel og materiel. Dette både for enheder under den første samlede uddannelse, for mønstrede enheder og ved mobilisering. En erkendelse af liniepersonellets dobbeltfunktion hænger nøje sammen med muhghederne for at optimere anvendelsen af reservepersonellet. Liniepersonellets dobbeltfunktion og betydningen af mønstringer for krigsstyrkens kvalitet betyder, at planlægningen og gennemførelsen af føreruddannelse og mønstringer i alt væsentligt bør ske af reservepersonellet. Dette vil øge personelressourcerne til løsning af disse opgaver afgørende. En væsentlig forudsætning for denne anvendelse af reservepersonellet er dog, at liniepersonellet tilvejebringer gode funktionsvilkår for personel af reserven. Det vil sige kontorfaciliteter, stabshjælpere og klare direktiver. Henset til at personel af reserven har civile job og derfor ikke altid kender alle rutiner og nøglepersoner i deres garnison, taler dette for, at der i alle mobiliseringsenheder altid er mindst en fast tjenestegørende, som alene beskæftiger sig med sin mobiliseringsenhed. En sådan fast tjenestegørende ville kunne være kontaktperson og indgangsvinkel til arbejdet for reservepersonellet. Denne løsning ville for eksempel betyde, at en mobiliseringsafdeling kunne befale underafdelingscheferne til at planlægge en eller flere årlige stabs- og signaløvelser, hvor underafdelingen og afdelingen fik øvet sin føringsvirksomhed og sine ordregrupper2.
Efterfølgende kunne gennemføres mønstringer af hele underafdelinger, hvor underafdelingschefen og hans hjælpere planlagde og gennemførte hele forløbet uden anvendelse af hniepersonel ud over deres kontaktperson.
 
Konsekvenser
De beskrevne løsninger vil for regimenterne betyde, at de ikke mere vil have noget ansvar for uddannelsen af hærens enheder. De vil heller ikke have noget ansvar for uddannelsen af reservepersonellet. Tilbage vil være et generelt ansvar for, at enhedernes personel og materiel er tilstede, at uddannelsesfaciliteterne er anvendelige samt i visse tilfælde et ansvar for vedligeholdelse af krigsstyrkens fredstidsgarnisoner (læs: kaserner). For de operative myndigheder vil løsningerne betyde, at de vil få øgede muligheder for at uddanne deres enheder til at kunne løse deres opgaver uanset om en sådan måtte kræve indsættelse af en deling eller for den sags skyld en brigade. Disse øgede muligheder ville være en fælles konsekvens af de øgede økonomiske muligheder, som vil følge med samlingen af uddannelsesansvaret og den målrettede anvendelse af reservepersonellet. En ulempe for de operative myndigheder vil være en større byrde i forbindelse med planlægningen og gennemførelsen af mønstringer.
Et naturhgt spørgsmål er, om man nu ikke burde tage den fulde konsekvens og lade opstillingsphgten overgå til de operative myndigheder. Imod dette taler den store forvaltningsbyrde, som ville være forbundet hermed. En sådan løsning vil sandsynligvis betyde, at de operative stabe skulle have mere personel i fredstid, og risikoen er stor for, at man i fredstid ubevidst ville lægge tyngde i disse forvaltningsopgaver alene på grund af opgavernes størrelse.
Det er vigtigt at fremhæve, at en af de store styrker ved de operative myndigheder idag er fritagelsen for dette store forvaltningsansvar. Derved kan de bruge deres kræfter på sikring af krigsstyrkens uddannelsesmæssige og organisatoriske kvalitet samt medvirke til sikring af, at doktrinerne for styrkens indsættelse er tidssvarende. To ting taler yderligere for, at regimenterne fortsat skal være opstillende myndigheder. For det første vil der fortsat være behov for en overordnet og våbenspecifik personelforvaltning.
Endelig er der ikke nogen indlysende sammenhæng mellem at have ansvaret for uddannelsen af enhederne og at have ansvaret for at opstille enhederne i forbindelse med mobilisering. Selve opstillingsphgten er i dyb fred begrænset til den allerede nævnte personel- og materielforvaltning og ved mobilisering til at iklæde personellet, udlevere materiel og køretøjer og om nødvendigt støtte enhederne med nogle uddannelsesfaciliteter. Det vil derfor være forkert at bruge et manglende uddannelsesansvar som argument for heller ikke at skulle have ansvar for opstillingen.
 
Afslutning
Jeg har i denne artikel påpeget det afgørende i, at vi retter alle rådige ressourcer mod den hovedopgave, det er at sikre mobiliseringshærens kvalitet. Dette gøres bedst ved konsekvent at lade de myndigheder, som skal indsættes i krig, være dem, som også i fredstid råder over disse ressourcer. Samtidigt skal vi give disse myndigheder de bedst mulige funktionsvilkår ved at fritage dem for så mange forvaltningsopgaver som overhovedet muligt. De betænkeligheder, jeg har udtrykt ved at lade de operative myndigheder overtage opstillingspligten, kan være overdrevne. De er primært begrundet i frygten for, at de operative stabe skal blive for fikserede på at leve op til de bureaukratiske og økonomiske krav, som stilles, fremfor at tænke operativt. Skulle der fremkomme løsningsmuligheder, hvor opstillingspligten kan varetages af de operative myndigheder som en integreret del af det operative virke, ville disse sandsynhgvis være at foretrække.
 
 
Noter
1. Placeringen af uddannelsesansvaret er blevet diskuteret ofte og intenst. Dette gør dog ikke den valgte løsning mere hensigtsmæssig.
2. Sådanne øvelser gennemføres som indkommanderinger. Det er her vigtigt at påpege betydningen af, at der også indgås rådighedskontrakt med menigt personel i stabsdelinger og kommandodelinger. Derved kan sikres, at førernes føringsværktøjer er rutinerede. Betydningen af rutinerede stabshjælpere synes ofte undervurderet.
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF iconmilitaert_tidskrift_121_aargang_okt-nov-dec.pdf
 

Litteraturliste

Del: