Militært-humanitært samarbejde: Erfaringer fra Kosovo-krisen

Foto: Forsvaret.dk

Det synes som om antallet af kriser og konflikter i verden stadigt vokser. Nye
konflikter på Balkan, i Øst Timor og i Rusland har nået verdenspressens overskrifter,
men også i Colombia, Etiopien/Eritrea og Angola, for blot at nævne nogle fa lande,
fordrives og dør titusinder som følge af væbnede konflikter. Mange af disse konflikter
er interne og har en kompleks karakter, som gør langsigtede løsninger vanskelige.
Konflikterne har ofte rod i en manglende hensyn til etniske eller andre minoriteters
legitime forventninger til frihed og rettigheder. Overdreven nationalisme og racisme
mod minoriteter kan føre til voldelige repressalier mod grupper der ønsker større
indflydelse eller selvstændighed.
Det internationale samfund har længe (forgæves) ledt efter hurtigere og mere
effektive metoder til at gribe ind i den nye type konflikter, der har præget dette årti.
Udenlandsk militær intervention, såkaldte “humanitære interventioner”, har været højt
på dagsordenen som løsning på interne konflikter. Militære interventioner af humanitære
grunde, ofte i interne nationale konflikter er et relativt nyt fænomen. Det skyldes
blandt andet, at sammenbruddet i Øst betød at tidligere så “hellige” internationale
principper som “indre anliggender” og “national suverænitet” ikke har samme vægt
som tidligere. I dag spiller menneskerettigheder og respekt for civile ofre en langt
større rolle. Den første store FN-godkendte militære indsats for en konfliktramt
befolkningsgruppe internt i et land var FN’s aktion for at beskytte kurderne mod
overgreb fra Sadam Hussein i umiddelbar forlængelse af Golfkrigen. Siden har FN
godkendt militære interventioner af humanitære grunde i bl.a. Somalia, Rwanda, Haiti
og Ex-Jugoslavien.
Selve konceptet “humanitær intervention” er særdeles omdiskuteret og resultaterne
fra Somalia over Angola til Kosovo og Øst Timor er diskutable. I de første år med
denne nye type ingreb med et humanitært sigte, var der en eufori om indgreb i alle
væsentlige konflikter, men de seneste år er denne slags forsøg på at stoppe konflikter -
denne type af “nye krige” - blevet mere og mere kædet sammen med regional stabilitet.
Dette har ført til, at der i humanitære kriser i områder uden regionale eller
internationale interesser kun har været sporadisk tale om ingreb i interne konflikter.
Det gælder f.eks. i Angola, Etiopien/Eritrea og Rusland (Tjetjenien). Og har der været
vedtaget interventioner i sådanne konflikter har kun fa eller ingen lande ønsket at
deltage i en fælles fredsskabende indsats. Derimod har man set hurtig regional militær
involvering i konflikterne i Kosovo, Øst Timor, Sierra Leone og Congo, hvor mere end
blot nationale og humanitære interesser stod på spil. Det er på den baggrund derfor
ikke unaturligt at stille spørgsmål om hvorvidt det i sidste ende virkelig er humanitære
problemer der driver “humanitære interventioner” eller om det snarere er regionale
sikkerheds- og magtspørgsmål.
 

Nødvendigt militær
Ekstern militær involvering i løsning af komplicerede humanitære kriser er relevant når
alle andre muligheder for at skabe fred mislykkes. Ofte er en trussel om militær
intervention en nødvendig forudsætning for realistiske forhandlinger, og er man ikke
villig til at bringe en trussel i anvendelse vil den hurtigt vise sig at være en “fuser”.
Intensiv involvering af militæret i komplekse kriser for at skabe fred skaber i sig
selv ikke de store problemer for det humanitære arbejde - tværtimod skaber det ofte
forudsætningerne for det humanitære arbejde, ved at skabe den sikkerhed der gør det
humanitære arbejde muligt. Dette var f.eks. tilfældet i Bosnien, hvor Dansk Flygtningehjælp
oplevede hvorledes vores meget omfattende nødhjælpsarbejde var betinget
af de fredsbevarende styrkers tilstedeværelse.
Dansk Flygtningehjælps mest omfattende program var 110 lastbiler der bragte
nødhjælp fra Kroatien til forskellige destinationer i Bosnien. Mange af disse mål, og
dermed titusinder af civile ofre for konflikten, ville vi aldrig have nået uden beskyttelse
af UNPROFOR. Militærets støtte omfattede bl.a. et “humanitært tunnelsystem” hvor
farlige vej sektioner havde en særlig omfattende beskyttelse, eskorter, overnatningsmuligheder
etc. Men det var ikke uproblematisk for os at modtage denne beskyttelse.
UNPROFOR blev ikke betragtet som neutral i konflikten i Bosnien, og vi skulle have
vores nødhjælp frem til alle ofre der havde et behov - bosniere såvel som kroater og
serbere. Med UNPROFOR beskyttelse blev vores konvojer betragtet som værende
bestemt alene for bosniere, og i mere end et tilfælde var det den direkte årsag til angreb
på konvojerne med tab af menneskeliv til følge. Vores afhængighed af UNPROFOR
gjorde det også meget vanskeligt for os at arbejde med ofrene på den serbiske side af
konflikten. Serberne betragtede os ganske enkelt som part i konflikten. Vort
samarbejde med UNPROFOR satte dermed i realiteten spørgsmålstegn ved et af de
fundamentale principper for vort arbejde - upartiskheden. Et princip der er afgørende
for at kunne nå alle ofre for en konflikt.
Samarbejdet med UNPROFOR i Bosnien var ganske ofte til debat i Flygtningehjælpen
og med FN’s flygtningehøjkommissariat - UNHCR. Når vi valgte det tætte
samarbejde, frem for som Røde Kors der under ingen omstændigheder ønsker at
arbejde med militær beskyttelse, var det konsekvenserne af at lade være; at vi ikke
havde kunnet bringe nødhjælpen frem overhovedet. At vores konvojer ikke kunne
komme til Sarajevo, Tuzla eller hvor det ellers var de mange nødlidende befandt sig.
I Bosnien var de fremmede militære styrker næsten udelukkende involveret i
beskyttelse og kun i meget begrænset omfang aktive i den direkte humanitære bistand.
For de danske tropper husker jeg, at den direkte humanitære indsats stort set
begrænsede sig til uddeling af overskydende mad, udlån af tungt udstyr til humanitære
organisationer og systematisk overvågning af den humanitære situation.

Militæret som humanitære aktører
Militærets involvering i løsningen af humanitære problemer er relativt uproblematisk
når opgaven alene er militær, d.v.s. opgaven er at begrænse en krig, beskytte ofre og
skabe sikkerhed. Når jeg siger relativ uproblematisk er det fordi, der også i sådanne
“freds- og sikkerhedsskabende” situationer kan opstå problemer af mere principiel
karakter. Jeg har før omtalt upartiskhed i det humanitære arbejde under militær beskyttelse,
men også selve beskyttelsen af de individuelle ofre er ofte et problem. Humanitære
organisationer har ofte den opfattelse at en stor international militær tilstedeværelse
i en konflikt er ensbetydende med generel beskyttelse af ofrene for konflikten.
Men det er langtfra altid tilfældet. Militæret er uddannet til at skabe “kollektiv”
sikkerhed for store grupper ved at kunne lukke grænser, “indkapsle” kæmpende enheder
osv., men har haft store problemer med at beskytte enkeltindivider. Eksempler
på dette har vi sidst været vidner til i Kosovo, hvor nok så stor en KFOR tilstedeværelse
i landet ikke har kunnet forhindre en massiv udrensning af serbere og sigøjnere.
Det synes som om, der i dele af militæret mangler træning i at påtage sig opgaver
der også omfatter et element af individuel beskyttelse - og evner indenfor dette område
er afgørende, hvis militæret ønsker at spille en humanitær rolle. En komparativ fordel
ved anvendelse af militæret i humanitære operationer burde være såvel den generelle
som den individuelle beskyttelse. De alvorligste problemer opstår først når militæret
skal spille - eller forventer at spille en rolle i de direkte humanitære operationer med
fødevaredistribution, shelter, sundhed osv. som tilfældet var i Somalia og nu er i og
omkring Kosovo.
 

Balkan i foråret 1999
I Kosovo førte befolkningens ønske om selvstyre og rettigheder til en konflikt der i
1999 tvang hundreder af tusinder på flugt over en periode på blot fa måneder. Den
kosovoalbanske befolkning flygtede ikke “blot”, de blev fordrevet fra deres hjem -
brutalt og uden nåde.
Den hast hvormed befolkningen i Kosovo blev tvunget på flugt og det deraf følgende
pres på nabolandene Makedonien, Albanien og Montenegro skabte en hidtil uset
stor udfordring for de humanitære organisationer, der har som mandat at tage sig af
flygtninge og fordrevne.
Opgaven med at hjælpe de titusinder af flygtninge der dagligt krydsede grænserne
til Makedonien og Albanien blev så omfattende i krisens første dage, at FN’s flygtningehøjkommisariat
(UNHCR), som havde det overordnede ansvar for den humanitære
bistand, i begyndelsen af april rettede henvendelse til NATO med et ønske om
hjælp til visse dele af det humanitære arbejde - specielt logistik.
NATO tropper der allerede var tilstede i Makedonien fik i løbet af fa dage rejst
flere store teltlejre som tog det øjeblikkelige pres af flygtningesituationen. I de første
dage af flygtningestrømmen stod NATO-tropper også for driften af lejrene.
I Albanien fik NATO et egentligt “humanitært mandat” hvis hovedelement var at
beskytte flygtninge og nødhjælpsarbejdere, men som også kom til at omfatte etablering
af flygtningelejre, flygtningetransport og nødhjælpsfordeling. NATO sendte tusinder
af tropper, bl.a. danske, til Albanien, med det nødvendig udstyr til at løse den humanitære
opgave. Men reelt var de tropper der blev sendt afsted NATOs første udrykningsstyrke,
og det udstyr der medbragtes var ikke alene klar til en humanitær indsats,
det var også klar til en invasion i Kosovo om dette måtte besluttes. Senere i konfliktens
forløb blev NATO-styrkeme i Albanien bedre og bedre udstyret til en invasion i Kosovo,
bl.a. blev der stationeret Apache helikoptere i Albanien - helikoptere der næppe er
særligt egnede til transport af flygtninge eller humanitær bistand.
I Albanien var der altså en delvis NATO opmarch til en invasion i Kosovo under
et humanitært mandat, og man var således med til at gøre det humanitære arbejde udsat
i konflikten. Man vil næppe kunne bebrejde serbiske tropper nær Kukes i det nordlige
Albanien, at de ikke kunne se forskel på humanitært arbejdende NATO-tropper og
NATO-tropper der forberedte en invasion i Kosovo. Det humanitære arbejde i Albanien
havde på den baggrund svært ved at opretholde den neutralitet og upartiskhed der
er så afgørende for at der f.eks. trods krigen også kunne være adgang til at yde beskyttelse
og hjælp til uskyldige flygtninge i Serbien.
Der er ingen tvivl om, at flygtningene i Albanien og Makedonien følte sig beskyttet
af NATO-troppeme og til dels også var det, men tropperne kunne have ydet beskyttelse
af flygtningene uden den meget tætte tilstedeværelse blandt flygtningene som tilfældet
blev.
Mange af de store logistiske opgaver som NATO-tropper løste i Makedonien og
Albanien var et vigtigt og uundværligt bidrag til at så fa flygtninge fra Kosovo døde
eller led alvorlig overlast ved ankomsten til asyllandene. Men indsatsen var også
problematisk på en række områder.
 

Humanitær bistand er for professionelle
Mange aktører fører sig frem på den humanitære scene. Mange vil gerne hjælpe når de
ser et behov, og samtidig er der både penge, prestige og goodwill i at være “humanitær”.
Det er der mange der har opdaget, og den humanitære ’’familie” har således faet
mange nye medlemmer i de seneste år. Og under konflikten i Kosovo kom atter mange
nye til. Blandt de nytilkomne var både private organisationer - NGOer, individuelle
regeringer, privatpersoner og militæret. Det er som om den fremherskende opfattelse
er, at man hvis man gerne vil hjælpe ofrene for en konflikt, så er man per automatik/definition
en acceptabel aktør på den humanitære scene.
Men, groft sagt, er humanitært arbejde ikke for amatører - det er en profession som
kræver indsigt og uddannelse. Selvom jeg har stor sympati for et kræftsygt barn, er jeg
ikke kræftlæge, og kan kun gøre barnet begrænset nytte med min bistand. Det samme
gælder for amatører med sympati for flygtninge og fordrevne. Forkert bistand og hjælp
kan ofte gøre mere skade end gavn - medvirke til at fejlemære ofre, øge
liv.
Langt de fleste amatører i det humanitære arbejde befinder sig uden tvivl blandt
de private organisationer, men jeg vil også medtage de fleste militære enheder i gruppen
af “humanitære amatører”. Også selvom der findes discipliner indenfor militæret,
som er nært beslægtet med professionelt humanitært arbejde, specielt indenfor logistik
og sundhed.
 

Professionelle humanitære
I det humanitære arbejde findes der organisationer der har en stærk professionel tilgang
til det humanitære arbejde, organisationer der ansætter eksperter i nødhjælpsarbejde,
som yder hjælp der ikke gør ofrene mere sårbare, som ikke skaber fejlernæring og nye
sundhedsproblemer osv. Disse organisationer laver naturligvis også fejl - sender forkert
personel i felten, etc. - men grundlæggende for dem alle er, at de arbejder med en
uddannet stab og efter fælles internationale standarder og retningslinier.
De overordnede retningslinier og principper som professionelle nødhjælpsorganisationer
arbejder efter en “Code of Conduct”. Denne “Code of Conduct” er udarbejdet
af den internationale Røde Kors bevægelse. Mere end 150 nødhjælps- og FNorganisationer
har tilsluttet sig principperne bag dette nødhjælps-kodex. Det gælder
også Dansk Flygtningehjælp.
Nedenstående vil jeg forsøge at beskrive de humanitære principper i “Code of
Conduct” i relation til hvorledes jeg oplevede militærets involvering i den humanitære
bistand på Balkan i foråret og sommeren 1999.
“Code of Conduct” for det internationale nødhjælpsarbejde har 10 overordnede
principper.
1. Alle har ret til at modtage humanitær assistance og til at tilbyde den. Det
internationale samfund har en forpligtigelse til at yde humanitær assistance når
der er et behov. Vores mål med assistancen skal alene være at lindre nød, og
hjælp må ikke ses som en politisk eller partisk handling.

I Kosovo var et hovedproblem retten til at tilbyde ofrene for konflikten hjælp. I
selve Kosovo umuliggjorde serberne at der blev ydet nødhjælp. I Makedonien betød
lukkede grænser, at flygtninge ved grænsen i f.eks. Blace ikke kunne få bistand og
senere har bl.a. NATO-landenes uvilje til at finansiere hjælp til Serbien betydet, at
mange ofre for de seneste fordrivelser i Kosovo ikke modtager hjælp. I den sammenhæng
betød den militære indsats, at det blev muligt at yde nødhjælp i selve Kosovo,
og NATOs indsats med at bygge flygtningelejre i Makedonien var medvirkende til, at
grænsen ved Blace blev åbnet, og flygtningene her fik mulighed for beskyttelse og
bistand.

2. Hjælp skal ydes uanset modtagerens race, tro eller nationalitet. Prioriteringer a f
hjælp skal alene ske med udgangspunkt i behov.

I Kosovo-krisen så jeg ingen eksempler på at hjælpen ikke blev ydet efter behov,
hvis man vælger at se bort fra, at der overhovedet ingen hjælp blev ydet til de mange
civile ofre for NATOs bomber i Serbien. Problemet i Kosovo-krisen var nærmere
mængden afhjælp og den tilfældige prioritering der foregik. I ingen tidligere flygtningekrise
er der tilflydt så meget hjælp til ofrene - hjælp fra private, regeringer, NGOer,
militæret osv. Et eksempel er, at der i Albanien alene var en overkapacitet på mere end
100.000 sengepladser i teltlejre, en overkapacitet der aldrig blev behov for. Formeget
hjælp er naturligvis bedre end for lidt, men fra mange andre regioner i verden lyder der
røster om “dobbeltstandarder” for flygtninge i verden, at hjælpen til Kosovo-flygtningene
var prioriteret på bekostning afhjælpen til mere trængende andre steder i verden.
 

3. Hjælp skal ikke blive brugt til at fremme et bestemt politisk eller religiøst standpunkt.

På Balkan var donorernes villighed til at støtte ofrene for serbernes overgreb
entydigt større end viljen til at hjælpe ofre i Serbien. Villigheden til at hjælpe blev og
bliver fortsat brugt som et politisk signal, f.eks. om, at styret i Beograd skal ændres før
der kan blive tale om genopbygningshjælp til Serbien. KFORs villighed og evne til at
beskytte serbere og sigøjnere i Kosovo mod overgreb fra det muslimske flertal kunne
også ses som et eksempel på, at hjælpen og beskyttelsesgraden er politisk bestemt.
 

4. Nødhjælpsorganisationer vil ikke at være instrumenter i regeringers udenrigspolitik.

I Kosovo-krisen var dette et forhold som de færreste organisationer kunne sige sig
fri for at have problemer med. Vores manglende adgang til Kosovo og Serbien gjorde
det vanskeligt at hjælpe trængende ofre her, og organisationernes villighed til at
modtage meget store donationer fra regeringer til øremærkede aktiviteter i Makedonien
og Albanien gjorde mange til instrumenter for regeringers udenrigspolitiske mål. At
militæret er et instrument i regeringers udenrigspolitik siger sig selv - militæret var i
dette tilfælde regeringernes vigtigste udenrigspolitiske instrument, og enhver tanke om
at militæret, uanset hvor humanitært de i øvrigt optrådte overfor enkeltpersoner, ikke
var et politisk instrument var og er utopisk. Den militære indsats var politisk og partisk,
også på den humanitære side.
 

5. Nødhjælpsorganisationer skal respektere lokale kulturer og vaner.

På Balkan var der ikke meget respekt for lokale kulturer og vaner i den indsats der
blev ydet. Den enorme mængde hjælpeorganisationer løb flygtningene over ende. Et
eksempel på den manglende respekt for lokale kulturer og vaner var behandlinge
flygtninge i Makedonien. Langt de fleste flygtninge ønskede at bosætte sig hos slægtninge
og venner i Makedonien i overensstemmelse med lokale traditioner og vaner.
Men de humanitære aktører, ført an af de internationale militærkontingenter, havde
mere end travlt med at opføre flygtningelejre hvor flygtningene indkvarteredes - ofte
mod deres vilje. I disse lejre var flygtningene reelt lukket inde uden mulighed for at
søge den løsning på deres beskyttelsesproblem, som de ønskede - nemlig privat hos
venner og familie. Ved at gå i spidsen for etableringen af flygtningelejre i Makedonien,
var NATO-landenes militær i højere grad med til at støtte den makedonske regerings
ønske om at kapsle flygtningeproblemet ind, frem for at hjælpe flygtningene på deres
egne præmisser.

6. Nødhjælpsorganisationer skal søge at bygge nødhjælpen på lokale ressourcer og
kapacitet.

Militærets involvering i nødhjælpsoperationer på Balkan byggede kun i meget begrænset
omfang på lokale ressourcer og kapacitet. Militærets indsats var præget af en
meget stor grad af importerede varer og materialer samt et enormt internationalt personaleforbrug
(soldater). Ved at bryde denne grundlæggende regel for nødhjælpsarbejde
var militæret medvirkende til at gøre nødhjælpsoperationen forholdsmæssig alt for dyr,
den skabte kun ringe lokal beskæftigelse, den etablerede standarder og serviceniveauer
i lejre, som ingen lokale ressourcer ville kunne måle sig med.
Nødhjælpsorganisationerne har i fællesskab vedtaget en række standarder for
leverancer af nødhjælp, faciliteter i flygtningelejre osv. Standarderne er fastsat for at
give flygtninge og fordrevne samme hjælp uanset til hvem og hvor bistanden ydes. Ved
den enorme tilstedeværelse af militære ressourcer i de lejre der blev opført af NATO
i Makedonien og Albanien blev alle rammer for hjælpeniveauer sprængt. De traditionelle
nødhjælpsorganisationer forsøgte at holde sig til aftalte nødhjælpsstandarder for
at nå flest mulige, men der blev alligevel skabt enorme forskelle på den hjælp hver
enkelt flygtning modtog på Balkan. Det var ikke mindst militærets ansvar, fordi man,
givetvis med god vilje, etablerede helt urealistiske “serviceniveauer” baseret på en
ikke-bæredygtig indsats af internationalt personale og ressourcer. Da militæret overlod
“sine” flygtningelejre til humanitære organisationer stod vi med flygtninge der ikke
kunne forstå, at vi hverken kunne eller ville leve op til de “serviceniveauer” som
militæret havde etableret. Ved ikke at bygge på lokal kapacitet og ressourcer skabtes
frustrationer og et overflødigt forbrug.
 

7. Nødhjælpsorganisationerne forpligtiger sig til maksimalt at involvere flygtninge
og andre modtagere a f vores bistand i nødhjælpsarbejdet.

Som beskrevet tidligere var et meget stort antal internationale medarbejdere (soldater)
og andre internationale ressourcer karakteristisk for militærets involvering i den
humanitære operation på Balkan. At flygtninge blev anvendt som andet end tolke forekom
yderst sjældent, i modsætning til hos f.eks. Dansk Flygtningehjælp, hvor langt
mere end 50% af de ansatte var flygtninge eller lokale.
 

8. Nødhjælp skal bidrage til at hindre fremtidige kriser såvel som møde basale
fornødenheder.

Der er næppe tvivl om, at alle de mange humanitære aktører på Balkan sikrede at
flygtningenes basale fornødenheder blev mødt. Men kun de færreste overvejede deres
indsats i forhold til fremtidige kriser. Det var specielt tilfældet i den konfliktramte
Albanien - alle organisationer inklusiv NATO brugte enorme summer i Albanien på
meget kort tid. Mange af disse penge endte givetvis i lommerne på den lokale mafia,
samme mafia der i årevis har undermineret regering og freden i Albanien. Den
internationale bistand har således styrket mafiaen i Albanien og medvirket til en fortsat
destabilisering af dette i forvejen skrøbelige samfund. Hvis vi havde tænkt lidt mere
langsigtet i Albanien kunne vores nødhjælp og involveringen af lokalbefolkningen i
indsatsen måske have understøttet en demokratisk udvikling i landet frem for at styrke
de undergravende og destabiliserende kræfter.
 

9. Nødhjælpsorganisationer skal stå til regnskab fo r de ofre som vi ønsker at hjælpe
såvel som fo r dem, vi accepterer bidrag fra.

De humanitære organisationer har påbegyndt 15 (!) evalueringer af deres indsats
i Kosovo-krisen. Disse evalueringer tager sigte på at gøre det muligt at diskutere og
kritisere den gennemførte indsats og rapportere til donorer både kvalitativt og kvantitativt.
Langt hovedparten af disse evalueringer bliver offentligt tilgængelige som der
er tradition for indenfor professionelle humanitære organisationer. Til disse evalueringer
kommer, at hver enkelt organisation er forpligtiget til at rapportere både narrativt
og økonomisk (med revisionstempler o.l.) til donorer. Der er stor åbenhed om de
humanitære organisationers arbejde og resultater.
Det samme har ikke hidtil været tilfældet for militæret. De evalueringer der gennemføres
i militært regi er ikke tilgængelige for offentligheden, militært personel deltager
ofte ikke eller kun nødtvunget i evalueringer gennemført af andre og der er ingen
reviderede regnskaber eller narrative rapporter for de anvendte midler - i hvert fald
ikke specificeret for den humanitære indsats.

10. De humanitære organisationers information, pressearbejde og annoncer skal vise
ofrene for konflikter som individer med værdighed og ikke som håbløse ofre.

Det er et punkt som vi humanitære organisationer har haft svært ved at leve op til.
Mange organisationer er af den opfattelse, at billeder af håbløst nødlidende flygtninge
m.v. er bedre til at indsamle penge. Så det 10. bud om at vise ofre som værdige individer,
leves der ikke altid op til fra de humanitære organisationers side.
I Balkan-konflikten var NATO dog blandt de værste til at skildre ofrene for serbernes
aktiviteter i Kosovo som håbløse ofre. Det var fra de daglige pressemøder i Bruxel
les at de mest “grumme” billeder af flygtninge og fordrevne blev spredt til hele verden,
og det var også fra NATOs hovedkvarter at der blev offentliggjort flygtningetal, der
ofte var langt større end de tal FN’s flygtningehøjkommissariat offentliggjorde samme
dag.
 

Skomager bliv ved din læst
Som sagt er hele den humanitære indsats i forårets og sommerens Balkan-krise
under evaluering fra mange sider. Det gælder også for Dansk Flygtninges vedkommende.
Militærets indsats i det humanitære arbejde er en vigtig del af de mange
evalueringer. Ovenstående skal derfor ikke tages for mere end personlige refleksioner
over min egen aktive tilstedeværelse i regionen under krisen. Forhåbentlig kan vi -
militæret, de humanitære organisationer, regeringerne, FN m.fl. - i fællesskab drage
læren af de mere videnskabelige evalueringer på et senere tidspunkt.
Der er begået mange fejl under den humanitære indsats på Balkan og brugt mange
unødige ressourcer. Men generelt set fik flygtningene den hjælp de havde behov for,
og ofte mere til. Om det var kost-effektivt er mere end tvivlsomt. Men alligevel - målet
med hjælpen blev nået, få led nød som flygtninge, og næsten ingen døde. Det humanitære
imperativ blev mødt.
Mange af de fejl der blev begået skete i lyset af en kaotisk situation med titusinder
af flygtninge væltende ind over utilgængelige og fjerne grænser til lande med meget
begrænsede ressourcer. I en sådan situation trænges principper ofte i baggrunden til
fordel for at redde liv.
Alligevel er det min hovedkonklusion, at der blev begået flere fejl og undermineret
flere humanitære principper i den seneste Balkan-krise end nødvendigt var. Alt for
mange aktører på det humanitære område, herunder militæret men også mange
regeringer i bilaterale indsatser, var med til at gøre operationen urimelig vanskelig.
Ser vi alene på militærets indsats i det humanitære arbejde, så var NATOs engagement
afgørende for at den øjeblikkelige humanitære krise sluttede hurtigt og de fleste
flygtninge kunne vende hjem. Det var så absolut den væsentligste “humanitære” indsats
NATO og militæret stod for. Når det gælder hjælpearbejdet i øvrigt, var militærets
indsats væsentlig for den hurtige modtagelse af det store antal flygtninge i Albanien og
ikke mindst Makedonien. Militæret leverede i flere tilfælde en væsentlig beskyttelse
til det øvrige nødhjælpsarbejde (i Albanien) og bidrog til løsningen af mange store
logistiske opgaver som f.eks. hjemtransport af flygtninge, der ikke selv kunne rejse den
lange vej.
Militærets indsats i de humanitære operationer skabte imidlertid også en række
principielle problemer, som jeg har forsøgt at beskrive i denne artikel. Indsatsen med
militæret medvirkede til at gøre nødhjælpen partisk og vanskeliggjorde så afgjort vores
arbejde i f.eks. Serbien. Militærets indsats underminerede væsentlige principper om
ligebehandling af alle flygtninge, fastholdelse af fælles nødhjælpsstandarder samt
anvendelse af lokale ressourcer og kapaciteter. Til dette skal lægges, at militærets
involvering i det humanitære arbejde (krigsindsatsen fraregnet) givetvis har kostet et
beløb som langt overstiger den bistand alle de private organisationer til sammen havde
til rådighed, og man kan spørge sig selv om disse penge var rigtigt givet ud.
Ret skal være ret, og mange andre end militæret var medvirkende til at underminere
de principper mange NGOer i princippet har for deres nødhjælpsarbejde - det
gælder også NGOeme selv. Men militæret må, som ny aktør på den humanitære bane
finde sig i at blive sat under et særligt kritisk lys.
Mange humanitære organisationer bruger enorme ressourcer på at uddanne sit
personale til at følge “nødhjælpens 10 bud” (Code of Conduct). Vi bruger mange ressourcer
på at etablere objektive og realistiske mål for vores indsats. Alt sammen for at
kunne yde den bedst mulige nødhjælp til flygtninge og fordrevne hvor end i verden
katastrofen opstår. Vores job er at yde god og rigtig nødhjælp til enhver tid og i enhver
situation. Og det er, som Balkan-krisen har vist, ikke altid lige nemt.
Jeg er overbevist om, at militæret gør alt hvad det kan for bedst muligt og mest
professionelt at forsvare landet og deltage i internationale indsatser. Forsvar, krig og
beskyttelse er på militærets dagsorden. Nødhjælp er ikke på skemaet, og derfor er det
vel heller ikke sært, at militæret ikke har basale humanitære principper i baghovedet,
når det inddrages i nødhjælpsindsatser.
Jeg tror, at militæret har en begrænset rolle at spille i store komplicerede nødhjælpsoperationer
specielt i relation til logistik og beskyttelse, men der er behov for at
militæret bliver langt mere opmærksom på de principper der normalt bærer nødhjælpsarbejdet.
En tættere dialog om idealer og arbejdsmetoder mellem militæret og
humanitære organisationer vil givetvis gøre problemerne mere overkommelige i
fremtidige operationer. Men ligesom humanitære organisationer skal holde sig fra
deciderede militære opgaver gælder det samme for militæret i nødhjælpsoperationer.
Respekt for hinandens professionelle kompetencer er nøgleordet.

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidskrift_128_aargang_nov.pdf

Litteraturliste

Del: