Militær logistik – en forudsætning for krigsførelse

 Logistik er en ressource, og ressourcerne er altid begrænsede. Hvad er logistik, og hvad er baggrunden?

 

Foto: Forsvaret.dk

Der er en gammel militær sentens, som rummer nogen sandhed: ”Amatører studerer strategi og taktik. Professionelle studerer logistik”.

God logistik er en forudsætning for at føre krig, så der er noget om snakken. Det er nemmere at flytte tropperne end at flytte de forsyninger, som gør dem i stand til at kæmpe effektivt. I det følgende gengives nogle af definitionerne på logistik. Desuden beskrives logistikkens betydning i krigshistorien krydret med nogle citater.

“The more I have seen of the war, the more I realize how it all depends on administration and transportation (what our American allies call logistics). It takes little skill or imagination to see where you would like your Army to be and when; it takes much knowledge and hard work to know where you can place your forces and whether you can maintain them there. A real knowledge of supply and movement factors must be the basis of every leader’s plan; only then can he know how and when to take risks with these factors, and battles and wars are won only by taking risks”.

Fieldmarshal, Sir Archibald P. Wavell, ”The Good Soldier”, 1948.

 

Militær logistik som begreb

I følge ”The Concise Oxford Dictionary” defineres logistik som: ”The art of moving and quartering troops and supplying and maintaining a fleet”.

I moderne militær betydning er logistik et amerikansk begreb, men der hører en europæisk forhistorie til. Efter studier af Napoleonskrigene udgav baron Antoine Henri Jomini i 1836 sin ”Précis de l’art de la guerre”, altså en lærebog om krigskunsten. Den var bygget op over de observationer, han havde gjort sig mange år tidligere under Napoleonskrigene og som han den gang videregav til Storfyrst Nikolai. Han overtog senere tronen som Tsar Nikolai I (regerede fra 1825 til 1855). Lærebogen delte han op i fem hovedkategorier: Strategi, overordnet taktik, logistik, ingeniørmæssige forhold og almindelig taktik. Logistik definerede han som den praktiske kunst at flytte hære. Hermed mente han ikke alene selve transporten, men også hele stabsarbejdet hermed, administrative forholdsregler og rekognoscerings- og efterretningsmæssige forhold omkring opretholdelsen af organiserede militære styrker langt væk fra garnisonen. De ingeniørmæssige forhold omfattede kun bygning af fortifikationer, mens bygning af veje, broer og lejre hørte under logistikken.

I sin lærebog skriver Jomini, at forsyningstjenestens mål og midler danner grundlaget for udarbejdelsen af de strategiske og taktiske planer. Strategien afgør, hvor der skal sættes ind. Forsyningstjenesten bringer tropperne og deres forsyninger dertil.

I årene efter Den spansk-amerikanske Krig i 1898 blev den amerikanske regering klar over en række problemer, som havde relation til krigsførelse og de til rådighed værende forsyninger. Problemerne lå ikke i at skaffe soldater, men i at få dem samlet og bragt dem hen, hvor de skulle bruges samt holde dem forsynet der. Moderne krig krævede hurtig reaktionsevne og udnyttelse af den nyeste teknologi. Samtidigt voksede operationsafstandene.

Man indførte ordet ”logistik”, som er afledt af ordet ”logistikos”, som er en betegnelse fra det gamle Grækenland for en dygtig beregner, normalt en militærberegner. I hærene i det gamle Rom og i Byzans fandtes administrativt personel med titlen ”logista”. Logistik har i sin militære definition undergået væsentlige forandringer i løbet af det 20. århundrede, og de seneste krige har sat nye standarder.

I Det britiske Imperium havde man selvfølgelig gjort sig tilsvarende overvejelser, men man kaldte det bare noget andet. Man havde hær- og flådestyrker indsat i de mange kolonier spredt verden over. At holde dem kampklare og forsynede betegnede man ikke med brug af ordet ”logistik”, men det var inkluderet i den meget brede britiske betegnelse ”administration”. Den britiske forsvarschef udgav efter Den anden Verdenskrig en officiel liste over ”krigens ti principper”, som stadig doceres både i Storbritannien og i Danmark. Et af principperne er netop ”administration”, og ved en grundig gennemgang af kommentarerne kan man således finde, at det er et meget vidt begreb, som også omfatter hele forsyningsaspektet. Begrebet administration omfatter således væsentlige dele af de militære aktiviteter, som ikke direkte har med strategi og taktik at gøre.

Grundlæggeren af alle teorierne om sømagt, den amerikanske kommandør Alfred Thayer Mahan, havde især lagt megen vægt på studiet af Jomini og hans tanker om landkrigsførelse [i]. Medens Jominis anvendelse af ordet logistik ikke fik nogen betydning for hærene i det 19. århundrede, så introducerede Mahan begrebet i den amerikanske flåde. Han udgav sine vigtigste bøger mellem 1890 og 1914. Logistik blev langsomt ændret til også at omfatte mobilisering af industrien og etablering af en krigsøkonomi til støtte for militære operationer.

Den amerikanske forfatter George Cyrus Thorpe brugte Mahan som udgangspunkt i sin lille bog fra 1917 med titlen ”Pure Logistics”. Hans synspunkt var, at krigsførelse kunne inddeles i strategi, taktik og logistik. Logistik omfattede de mennesker og det materiel, som skulle bruges i krigsførelsen. Det skulle forstås meget bredt, det vil sige ikke blot forsyning og transport, men for eksempel også krigsfinansiering, konstruktion af transportskibe, ammunitionsfabrikation og andre af krigsøkonomiens aspekter.

Den amerikanske hær var ikke enig med Thorpe og fastslog i 1926, at hærens definition på logistik var ”den del af den militære kunst, som omfatter de nødvendige foranstaltninger til at transportere og forsyne tropper, som deltager i militære operationer.”

Da USA trådte ind i Den anden Verdenskrig i 1941, brugte man stort set ikke ordet logistik i Europa. Den amerikanske hær brugte på dette tidspunkt en definition på logistik, som omfattede stort set alle former for administration, men ikke uddannelse. Flåden betragtede logistik på samme måde som Thorpe i 1917, og den havde endda sin egen definition af ”civil logistik”, som omfattede industriens mobilisering.

I 1948 nåede man frem til en fælles definition af logistik, som gjaldt for hele det amerikanske forsvar. I følge denne definition omfattede logistik alle militære aktiviteter, som havde med tilvejebringelse og administration af personel, materiel og institutioner. To år senere tilføjede man uddannelse og velfærdsaktiviteter. I de næste ti til tyve år indførte man løbende justeringer, som blandt andet medførte, at al transport samt tjenesteydelser blev omfattet af logistikbetegnelsen. Endvidere omfattede det konstruktion, anskaffelse og drift af militære anlæg og baser. Design, anskaffelse, fordeling og udfasning af militært udstyr kom også med. Til gengæld er alle de personelmæssige forhold ikke længere med, bortset fra de to forhold: ”Hospitalisering” (hospitalsindlæggelse) og evakuering. Hvis man skal udtrykke det kort, så kan man bruge følgende beskrivelse: ”Logistics is often likened to the military element in the nation’s economy and the economic element in its military operations”.

De logistiske problemer kan opdeles i to. Den strategiske logistik tager sig af tilvejebringelse, opbevaring og transport frem til krigsskuepladsen. Den taktiske logistik tager sig af fordelingen af ressourcerne på selve krigsskuepladsen. NATO har benyttet fem principper for logistik, som er lige så anvendelige for assyrernes krigsførelse for snart 3.000 år siden som for de seneste konflikter: Fremsynethed, økonomi, fleksibilitet, enkelthed og samarbejde.

 

Logistik i historisk perspektiv

Gennem tiderne har der været forskellige måder at forsyne hære på. Man kunne anskaffe mad og dyrefoder undervejs, eller man kunne udlægge depoter langs ruten. Det man skulle bruge til at føre krig med, så som buer, pile, blider, sten etc. måtte man selv medbringe.

Den første stående hær var måske den assyriske fra år 700 f.K. De mange stridsvogne, jernvåben og andet udstyr har krævet en logistisk organisation eller et ”tros”. Filippos II af Makedonien ønskede at begrænse trosset og satsede på soldaten, som skulle kunne bære egen udrustning og forplejning. Hans søn, Aleksander den Store, tillod trosset at vokse, og han gav soldaterne lov til at medbringe deres kvinder. Det gav et større tros, men det medførte færre disciplinære problemer. Tidlige tiders transport foregik enten til søs – drevet af vind eller årer, eller over land med dyr og mennesker som trækkraft. Aleksander indførte skibstransport, hvor dette var muligt. En hest kunne bære 90 kg, medens et skib kunne laste ca. 400 tons.

Den romerske hær var meget fleksibel. Man havde sat forsyningstjenesten i system over hele Romerriget, og der fandtes et godt vejsystem, som gjorde transporten lettere. Håndværkere kunne rekvireres lokalt. Kvæg kunne udskrives. En hærstyrke kunne ved hjælp af soldaternes egen oppakning og en smule assistance fra heste eller trænkøretøjer medbringe mad til 30 dages forbrug. Under Den første puniske Krig (fra 264 til 241 f. K.) er der et eksempel på, at en romersk hær marcherede 25 km om dagen, hver dag i fire uger!

Romernes modstander, Hannibal Barca, begik en logistisk bedrift, da han under Den anden puniske Krig (fra 218 til 203 f. K.) sendte en hær fra Karthago, det nuværende Libyen, over havet til den spanske kyst og derfra over Alperne og ned i Italien. I hæren indgik en flok krigselefanter. I Norditalien slog han ved tre lejligheder den romerske hær ved henholdsvis Trebia, Trasimene-søen og Cannae.

Efter Romerrigets fald glemte man alle disse planlægningsfaktorer i Vesteuropa, og i de næste århundreders krige levede hærene af plyndringer. I Byzans derimod opbyggede man både søtransporten og udbyggede forter med forsyninger, således at operationer i grænseområderne kunne iværksættes umiddelbart.

De mongolske hære var meget mobile. Der er eksempler på, at større hærstyrker er rykket 250 km frem på tre dage. De havde et stort tros med sig med kvæg og andre fornødenheder, men tropperne kunne operere på lang afstand fra forsyningerne. Tropperne var hårdføre og nøjsomme og udrustet med lette våben. De red på små nøjsomme ponier.

Hære langt væk hjemmefra skulle ”leve af landet”, købe deres forsyninger eller røve dem lokalt. En undtagelse var hære, som selv drev kvæg med sig under frem- eller tilbagerykning. Hærledelsens problemer var oftest at finde egnede græsgange eller egnet foder til dyrene. At tilvejebringe mad til tropperne var langt lettere.

 

Da Den danske Flåde i 1709 udførte den anden store landgang ved Råå (der var også en stor landgang der i 1676), så overførte man en dansk hærstyrke til kysten syv km syd for Hälsingborg. Det var meningen, at styrken skulle generobre Skåne, Halland og Blekinge. På trossets køretøjer stod den manende sætning på latin: ”Aut nunc aut nunquam” (”nu eller aldrig”). Indtil videre er det ikke blevet til noget!

Da Tordenskiold i 1716 angreb en svensk flåde i Dynekilen, så udgjorde alle de mange forsyningsskibe hele logistikken til Karl XIIs planlagte felttog mod Norge. På grund af Tordenskiolds indsats måtte dette felttog aflyses.

I det 17. århundrede prøvede man at holde hærene på benene ved hjælp af systemer med kørende materiel, fremskudte depoter og til gengæld med lange og sårbare forsyningslinier. Her blev det almindeligt, at man købte varer i stedet for den tidligere systematiske udplyndring. Logistikkens betydning fremgår af Frederik den Stores konklusion: ”Den geniale hærfører udsulter sin modstander”.

Mutter Courage i Bertold Brechts skuespil af samme navn er en marketenderske, som følger med regimentet rundt i krigene i Europa. Hun hører med til trosset og har krigen som sin levevej. I 1700-tallet krævede en hær på 60.000 mand 45 tons brød hver dag produceret i 60 transportable ovne, som krævede 200 kærrer med brænde. Hvad værre var: De havde 45.000 heste med sig, som forbrugte ca. 500 tons foder pr. dag og det halve, når de lå i vinterkvarter.

En af grundene til at USA blev frit i 1776 var, at englænderne ikke var i stand til at opretholde forsyningerne til styrker, som opererede ca. 5.000 km hjemmefra. Det tog to måneder at krydse Atlanten, og to måneder at komme retur.

I Frankrig etablerede man et korps af intendanter, som varetog opgaver med forsyninger og krigsudgifter, men de var afhængige af kontrakter med civile købmænd. Afgørende for Napoleonskrigene var hærenes mobilitet, store operationsafstande og hærenes størrelse. For at reducere afhængigheden af logistikken satsede Napoleon på korte kampagner og overlegne sejre. Han udbyggede vejsystemet, som han var meget afhængig af. Hans ønsker om at skære ned på trosset blev modarbejdet af hans ønsker om forøget mobilitet og slagkraft. Det fik han fra kavaleriet og artilleriet, som begge krævede mange heste og dermed et stort forsyningsbehov. Hestene til en kavaleristyrke på 10.000 mand spiste lige så meget hver dag som 50.000 soldater. En moderne kampvogn bruger kun brændstof, når motoren er i gang, men en hest skal have mad uanset om den er i kamp eller ”holder fri”. Napoleon ønskede at begrænse trænet til at omfatte 500 vogne, når han rykkede ud med en armé på 40.000 mand.

I 1811 var Napoleons modstander under kampene på Den iberiske Halvø general Arthur Wellesley, den senere Duke of Wellington. Meget af hans tid gik med at kontrollere rigtigheden af beholdninger, forsyninger, organisation og personel. Til gengæld vidste han meget om, hvad hans hær umiddelbart var i stand til. Han sagde under kampagnen: ”It is very necessary to attend to all this detail and to trace a biscuit from Lisbon into a man’s mouth on the frontier and to provide for its removal from place to place by land or by water, or no military operations can be carried out.”

General William T. Sherman konkluderede efter Den amerikanske Borgerkrig, at det var muligt at sende en hærstyrke maksimalt ca. 100 miles væk fra basen, hvis den skulle holdes forsynet via transport med hestevogn. Distancen svarede til 5 døgns transport af forsyninger. Jernbaner ændrede på dette forhold. Den amerikanske Borgerkrig betragtes af mange som den første moderne krig. Her havde man store industrier til at forsyne de krigsførende parter, som introducerede jernbaner til strategiske og taktiske transporter. De nye våbensystemer brugte store mængder ammunition, som fortrinsvis blev transporteret med jernbane.

Det har ikke altid været nemt at beskæftige sig med logistik. Den tyske hærs forsyningsfolk gik under betegnelsen ”Etappensweine” (forsyningsliniesvin), medens den franske hær havde omfattende diskussioner om, hvorvidt intendanter skulle betragtes eller sidestilles med ”rigtige officerer”. Det var Napoleons opfattelse, at intendanterne skulle holdes i ørerne. Hvis man lyttede til deres råd, blev man aldrig klar: ”Generalens opgave er svær, for han skal sørge for at fodre så mange mænd og dyr. Hvis han begynder at støtte sig til intendanterne, så kommer han aldrig af sted, og hans plan vil smuldre”.

Feltmarskal Erwin Rommel var inde på det samme emne omkring de underlagte forsyningsfolks opfattelser af terminer. Han var under Ørkenkrigen involveret i en krig, som i allerhøjeste grad drejede sig om forsyninger. Briterne modtog forsyninger fra øst-vestgående konvojer tværs igennem Middelhavet. De led store tab til tyske ubåde og fly, inden de nåede frem. Rommel modtog sine forsyninger fra nord-sydgående konvojer, hvor briterne i kraft af kendskabet til enigma-koderne kunne læse sig frem til afsejlingstidspunkt, last, Rommels beholdninger, forsyninger, kritiske mangler etc. I følge ”The Rommel Papers” udtalte feltmarskallen følgende: ”Hvis forsyningsofficererne og de civile administratorer bliver overladt til sig selv for at organisere forsyningerne, så kommer alting til at gå meget langsomt. Forsyningsofficererne arbejder efter teoretiske modeller og baserer alle deres beregninger på tidligere erfaringer, og de bliver tilfredse, hvis resultatet kan måle sig med det. Det kan lede til frygtelige katastrofer, hvis der er en mand på den anden side, som iværksætter sin plan med større entusiasme og dermed i større hast. I denne situation må den kommanderende være hensynsløs i sine krav for at optimere de fælles anstrengelser.”

Mange generaler har været helt klar over madens betydning for kampen. Napoleon er citeret for at have sagt: ”En hær marcherer på sin mave.”

Churchills forfader, the Duke of Marlborough (1650 – 1722) fik udtrykt sig lige så klart her om: ”No soldier can fight properly unless he is properly fed on beef and beer.”

Hele den tyske krigsplanlægning i forbindelse med indledningen af Den første Verdenskrig baserede sig på nøje tilrettelagte jernbanetransporter, først mod fjenden i vest, siden i øst. Desværre gik krigen ikke, som planlæggerne havde udtænkt, og ammunitionsforbruget oversteg planlægningens tal, og gradvis brød transport- og logistiksystemet sammen.

Afgørende for udfaldet af Den anden Verdenskrig var det amerikanske produktionsapparat, som uden for fjendens rækkevidde kunne masseproducere kampvogne, lastbiler, transportskibe, landgangsskibe, bombefly etc. Endvidere havde man evnen til at transportere materiellet derhen, hvor det kunne ændre kampen. Der er ingen tvivl om, at krigen udviklede sig til en krig om forsyninger. Den allierede krigsindsats var rettet mod tysk krigsproduktion og tyske forsyningslinier. Japan blev nedkæmpet dels ved en bombning af den hjemlige krigsproduktion og dels ved, at landets ”sea lines of communications” (forsyningslinier over havet) blev afbrudt med søminer og ubådsangreb. Samtidig gav den amerikanske indsats i Stillehavet ordet logistik en hel ny betydning, og der er ingen tvivl om, at det i høj grad var strømmen af forsyninger, som styrede krigsindsatsen. Til gengæld stod man over for en fjende der, når han var etableret med artilleri og rigelige ammunitionsmængder på en Stillehavsø, var svær at bekæmpe, fordi hans forsyningsbehov i den situation var meget beskedent.

Invasionen i Normandiet den 6. juni 1944 var en kæmpemæssig logistisk operation. Man brugte mere end to år på at opbygge amerikanske og britiske styrker i Sydengland. 6.000 skibe og 11.000 fly deltog i selve invasionen, og efter 30 dage var der overført mere end 1.000.000 mand med tilhørende våben, udstyr, køretøjer, ammunition og brændstof. Afstandene fra baserne i Storbritannien til Normandiet var relativt korte.

 

Anderledes var forholdene under Stillehavskrigen. Amerikanerne måtte etablere flybaser og understøtte store hærstyrker på udvalgte Stillehavsøer. Det stillede særlige krav til transportmateriellet, og det tog mere end 18 måneder fra krigens start, før det første specialudstyr var klar i afgørende mængder. Man skulle bygge mindre landgangsskibe til infanteri og større til kampvogne og andet tungt udstyr. Under en landgangsoperation skulle man etablere baser og depoter, medens man var udsat for dårligt vejr, flyangreb, beskydning, søminer, landminer etc. Ofte var landgangen flere tusinde sømil fra udskibningsstedet.

For U.S. Marine Corps (Marinekorpset eller ”læderhalsene) gælder der særlige logistiske forholdsregler. Korpset er uddannet til at komme fra havet, erobre et brohoved på en fjendtlig strand og sikre et område, hvorfra andre styrker kan sættes ind. Deres landgangsskibe er ”Combat Loaded”. Princippet er, at når de lastes, så fyldes op agter fra. Ved indsættelsen på stranden ruller udstyret så ud i den rækkefølge, som Marinekorpset nøje har planlagt. Et andet element i ”Combat Loading” er at fordele æggene i mange kurve. Hvis man putter alt sit artilleri i et skib, al ammunitionen i et andet og artilleripersonellet i et tredje skib, og et af de tre skibe sænkes, så har man ikke noget artilleri med på stranden. Altså må der planlægges med lidt af hvert om bord i hver enhed. Lasteplanen godkendes af skibschefen og den ældste tilstedeværende fra Marinekorpset. Tilsvarende gælder for den overordnede operationsplan med tilhørende logistiske planer for landgangsoperationen. Den skal også underskrives af flådestyrkens chef og chefen for Marinekorpsets styrker. Landgangsstyrker har normalt forsyninger med til ca. 72 timers kamp. Så skal de typisk genforsynes eller afløses. Tilsvarende gælder for faldskærmsstyrker.

I Sovjetunionen havde man en lidt anden indgangsvinkel til logistik end i Vesten. Under Den store Fædrelandskrig (1941 – 1945) benyttede russerne talmæssigt overlegne styrker med relativt simple våben, som kun krævede et minimum af vedligeholdelse og personeluddannelse. Når de angreb tyskerne under de storstilede offensiver, tog det ofte tre til fire måneder at samle den nødvendige logistik. Så angreb de efter damptromleprincippet og knuste alt på deres vej. Angrebet ebbede langsomt ud efter ca. tre uger, og så gjorde man klar til næste angreb. Her var det igen logistikken, som styrede operationerne. Kort efter invasionen i Normandiet fik general Eisenhower besøg af en delegation af sovjetiske generaler, som gerne ville studere den amerikanske logistik, som var baseret på en industriel overflod, som var ukendt for russerne.

Under Den kolde Krig benyttede man i Sovjetunionen samme logistiske princip om simple indretninger. Sammenlignede man motorerne i et amerikansk Phantom F-4-fly med en Sukhoi SU 22 Fitter, så var der 24.000 reservedele i de amerikanske motorer, medens der kun var 2.000 i de sovjetiske. Den sovjetiske motor kunne til gengæld kun anvendes i 200 timer. Så skulle den på værksted. Automatvåbnet Kalashnikov AK-47 med sine mange varianter er også et eksempel på det sovjetiske koncept. Det er et simpelt våben, som virker under alle forhold, i modsætning til mange af de mere teknisk avancerede modstykker i Vesten. En Kalashnikov kan graves ned i flere måneder og skyde igen, når den bliver gravet op.

Berlinblokaden i 1948 – 1949 var en magtfuld demonstration for Sovjetunionen om Vestens store logistiske kapacitet, hvor man holdt en millionby forsynet ad luftvejen med alle fornødenheder så som fødevarer, kul og brændstof.

Krigene i Korea 1950 – 1953 og i Vietnam 1958 – 1975 var i høj grad konflikter, hvor USA og dets allierede i kraft af luftherredømmet målrettet gik efter modpartens produktionsapparat og især hans forsyningslinier. Til gengæld kunne modpartens hære holdes forsynet af et stort antal enkeltpersoner med ”rickshaws” eller cykler.

 

Tørre tal om militær transport

De romerske soldater bar i gennemsnit 25 – 27 kg. I dag bærer specialstyrker indsat i Afghanistan op til 50 – 55 kg hver.

En hest kan bære ca. 90 kg, men den skal have 9 kg foder hver dag eller 10 % af sin egen nyttelast. Er der ikke foder til rådighed undervejs, for eksempel ved passage af bjergpas, så er ti dage kritisk.

I den moderne verden er skibstransport absolut den mest økonomiske transportform. Skal man flytte en ton gods med et skib over en distance på 100 km, kræver det en kvart liter dieselolie. Skal den samme godsmængde transporteres med toget kræver det en halv liter dieselolie. Herefter kommer lastbiltransport, men her kommer der store unøjagtigheder ind på grund af forskelle i køretøjernes lastekapacitet, vejens beskaffenhed og transporthastigheden. Med flytransport stiger udgifterne voldsomt, og endnu dyrere er helikoptere, som ofte omtales som den dyreste og dårligste transportform, men helikopteren har vundet indpas på grund af evnen til at starte og lande lodret uden brug af særlige baner. Helikoptere kan også levere i ”sling” (i stropper) uden at lande.

 

De to Golf-krige

Under de to Golf-krige brugte USA fire til seks måneder på at opbygge logistikken. I denne periode var man ikke under angreb. Under Golf-krigen i 1991 oplagrede den militære styrke på 500.000 mand 7 millioner tons forsyninger.

De amerikanske flådestyrker i farvandene omkring Irak holdt sig forsynet fra de medbragte forsyningsskibe. Et amerikansk hangarskib medbringer ca. 80 kampfly, og man medbringer våben og brændstof til ca. 12 dages kamp om bord. Forsyningsskibene medbringer flybrændstof, dieselolie, mad, vand og ammunition. Genforsyning foretages i søen ”under gang”. Man går typisk – dag eller nat - på siden af et forsyningsskib med en fart på ca. 12 knob og en afstand på 30 meter. Så skydes der liner over, og herefter etableres stålwirer, som kan bære de tunge brændstofslanger m.m. Alle de langtrækkende fly og en del af de langtrækkende helikoptere kan modtage brændstof i luften fra de mange tankerfly. Der er også tankerfly om bord i hangarskibene.

En amerikansk division i kamp bruger 4.000 til 8.000 tons forsyninger hver dag. Heraf udgør ammunitionstransporter ca. halvdelen, medens brændstof udgør ca. en fjerdedel. Enhederne har forsyninger med til ca. 3 til 5 dages kamp. Der findes lagre på forskellige niveauer. Kompagniet har sine beholdninger. Så kan man rekvirere fra sin bataljon, brigaden, divisionen eller korpset.

Selv om USA rådede over en kæmpemæssig flåde af transportfly, så gjaldt det under begge Golf-krige, at 97 % af forsyningerne blev sejlet ind. Det meste af personellet blev fløjet ind. En del af det militære udstyr var lagret i ”Pre-Positioned Ships”, som kunne rykke hurtigt ud. Containerne var pakket og om bord.

Siden Golf-krigen i 1991 har man gjort meget ud af standardisering. Alle de involverede styrker skal kunne assistere hinanden, og derfor skal de bruge samme kortmateriale, kortreferencer, kommunikation, navigation etc. I det man kalder ”Joint Operations”, opererer flere værn sammen, og det har taget tid at gennemføre. Tidligere var det sådan, at når hæren for eksempel skulle have støtte fra et flådefly, så brugte piloten et søkort og hærofficeren et geodætisk kort. Nu bruger alle samme kortreferencer.

 

Logistikkens ikoner

Blandt logistikere regnes Aleksander den Store, Hannibal Barca og the Duke of Wellington blandt de største feltherrer. I den nyere historie vil man formentlig også inkludere de to ørkenkrigere, Fieldmarshal Bernhard Law Montgomery og Generalfeldmarschall Erwin Rommel.

 

Fremtidens logistik

De seneste logistiske initiativer går i retning af udbredt samarbejde med industrien i det man kalder ”Smart Procurement” og forsyninger set i et ”fra vugge til grav”-perspektiv. Logistik gik fra at være et militært begreb i 1940’erne til også at være et virksomhedsbegreb i 1950’erne. Mange, som havde beskæftiget sig med logistik under krigen, brugte deres militære ekspertise til at effektivisere forretningsgangen i de virksomheder, som de blev ansat i. Ekspertisen gik dengang fra de militære styrker til den civile industri. Nu går udviklingen den modsatte vej. Foranlediget af den teknologiske udvikling samt krav om ressourcestyring er militære styrker interesseret i at udnytte ”Commercial off-the-Shelf” (COTS eller ”hyldevarer”), ligesom man med fordel kan udnytte den civile industris effektivitet, konkurrencedygtighed og produktivitet. Den moderne militære chef og planlægger står dog også i fremtiden med de samme overvejelser, som Aleksander den Store, Napoleon og Rommel og alle de andre dygtige feltherrer også stod med: Der skal afsættes dygtige planlæggere, som skal kunne klare udfordringerne omkring logistikken – inden for de rammer, som den militære aktivitet omfatter. Til gengæld får de pågældende et spændende og udfordrende job.

 


[i] Mahans hund hed Jomini!

 

Litteraturliste

Del: