Med klaphat og skyklapper – generalerne er klar til kamp!

Skal kritikken af Danmarks krigsførelse i Afghanistan tage hensyn til soldaterne, der har været indsat? Nej, for "hensyn" blokerer for enhver form for læring. Og læring skal ske hurtigst muligt, og helst inden forsvaret indsættes i en ny konflikt, mener kaptajn Mads Silberg i denne kronik på Krigsvidenskab.dk.

Foto: CIMIC i Helmand. (Kilde: Forfatteren)

I første halvdel af 2010 var jeg udsendt som soldat til Helmand i Afghanistan. Jeg fungerede som CIMIC-officer ud fra Forward Operating Base ”Armadillo”, på det sidste hold der gik patruljer og udførte operationer fra basen inden den lukkede. Jeg var indsat i et område som på et halvt år krævede fem døde og flere sårede end de foregående otte hold til sammen. Jeg har oplevet mine kolleger blive dræbt, såret og slidt ned psykisk, og i en sådan grad at folk til sidst græd af frygt inden de skulle ud på patruljer.

Jeg har dermed været indsat helt i front af den aktivistiske udenrigspolitik, og er således en af de soldater som der efter sigende tages hensyn til, når man holder igen med debatten og kritikken af krigen i Afghanistan. Et hensyn jeg helst ser mig frabedt. Et hensyn som blokerer for enhver form for læring. Og læring som vi skal drage hurtigst muligt, og helst inden, at jeg og mine kolleger står med fødderne plantet i en ny konflikt.

Takket være Zenia Stampes noget klodsede formuleringer i pressen i juli 2013, blev et sommerferieramt Folketing rusket godt og grundigt. En del af de ældre ”høge” følte sig nødsaget til at gå i rette med den unge politiker i diverse artikler, kronikker og indslag i medierne. Retorikken blev dog i det sædvanlige toneleje med den styrende logik; ”enten er du for krigen, eller også er du imod vores soldater”.

Den første egentlige debat
At en politiker udtaler sig kritisk om krigen (og ikke er fra Enhedslisten), er et kæmpeskridt i den rigtige retning. Det fik sat skub i den, indtil da, noget pauvre debat. Saglige bidrag er leveret af akademiske eksperter som Sten Rynning, Mikkel Vedby Rasmussen, Lars Erslev Andersen, Peter Viggo Jakobsen m.fl.

Det har også været forfriskende at se og høre nye bidrag i debatten fra bl.a. den tidligere finskytte og infanterist Jimmy Solgaard med rå erfaringer fra krigen og sågar en oberst, Anders Mærkedahl Pedersen. En oberst, der fra sin position som chef for den udsendte styrke i Afghanistan, udtalte, at der var aspekter af den danske indsats, som kunne være løst anderledes, samt at det er vigtigt at vi udnytter de erfaringer, vi har fået ved Gereshk. Ikke umiddelbart en udtalelse, som virker særlig kontroversiel, men bare det, at en chef i det danske forsvar udtaler sig tilnærmelsesvist kritisk om indsatsen i Helmand, er vel nærmest at betegne som en sensation.

Man kan kun håbe, at hans eksempel vil blive efterfulgt af nogle af de tidligere chefer, som har haft kommandoen på de hold, hvor det gik hårdest til, og unægteligt har nogle mere frustrerende erfaringer end Anders Mærkedahl, med al respekt for hold 15’s indsats.

Senest har Mads Ellesøe med sin dokumentar ”Var krigen det hele værd?” på DR2 sat spørgsmålstegn ved resultaterne af den danske indsats i Helmand, og Peter Viggo Jakobsen fra Forsvarsakademiet har i skarpe vendinger kritiseret den hidtidige debatform, samt politikere og højtstående militærfolks manglende vilje til selvkritik, for at blokere for enhver form for læring.

Læring
Læring er nøgleordet. Vi må og skal lære af krigen i Afghanistan! Selvfølgelig skal vi diskutere, hvorvidt det var en god idé at deltage i krigen. Men eftersom vi har været særdeles aktiv i den, i snart 12 år, er det vist ved at være på tide at gå et spadestik dybere og kigge på, hvad vi har foretaget os i krigen, og på hvilken baggrund.

Det er dog, som Peter Viggo Jakobsen også påpeger, meget småt med villigheden, fra politikere og højtstående militærfolk, til at tage det spadestik. Vores forsvarschef, general Peter Bartram, udtaler i Politiken 18. aug. 2012 ”…en samlet rapport om den danske krigsindsats vil bare være en masse varianter, der er styret af skiftende vilkår hvert halve år. Den fælles lære er ikke så stor. Der er ikke behov. Det er ikke relevant.”

Denne udmelding er rystende når den kommer fra chefen, som står i spidsen for de væbnede danske styrker. Selvfølgelig kan vi lære noget af at lave en samlet evaluering af de fire et halvt år, hvor Danmark havde kommandoen over en kampgruppe med ansvar for Gereshk og omegn.

Iagttagelser
For det første kan vi lære, at vores militære indsats på jorden ikke giver den ønskede effekt på den lange bane, hvis aktiviteterne ikke er koordineret med den civile indsats. Det kunne tænkes

  •     at det ikke nytter noget som helst at lægge al fokus på taktik, når der ikke er en holdbar strategi.
  •     at det ikke nytter noget at skifte fokus og opgaver hvert halve år når en ny oberst sætter sig i chef-stolen.
  •     at genopbygning og stabilitet kræver langsigtet planlægning og en vedholdende indsats.
  •     at det er essentielt, at man analyserer den lokale kultur, og  identificerer magt- og samfundsstrukturerne i de områder hvor man vil lægge tyngde.
  •     at det nogle gange kan betale sig IKKE at bruge militære midler, så man ikke gør mere skade end gavn.
  •     at det ikke nytter noget at udføre store konventionelle militære operationer mod en svært identificerbar fjende eller imod lokalt funderede oprørere.

Det kan ikke passe, at vi ikke kan lære noget af et forløb, hvor vi startede med at føre en offensiv angrebskrig for at ”befri” lokalbefolkningen fra Talebans åg og i løbet af 2 år endte med at blive opfattet som en besættelsesstyrke, der primært kæmpede imod lokalt funderede oprørere.

Konventionel tænkning og irregulær krig
Forsvarschefen må være den første til at vide, hvad der virker og hvad, der ikke gør, eftersom at han i fire år har været chef for 1. Brigade, der beordrer, opstiller og uddanner de danske enheder, som indsættes i Helmand. Hans efterfølger på posten som chef for 1. Brigade, den nuværende chef for Danske Division, generalmajor Michael Lollesgaard, udtaler i Berlingske 15. apr. 2013 "Helt basalt skal vi genlære at bruge ild og bevægelse, når vi kæmper. I Afghanistan er det sådan, at når vi bliver beskudt, så stopper vi, og vi er meget forsigtige for ikke at miste soldater. Vi vil ikke risikere tre soldater blot for at få fat i en mellemklasse-talebanleder.". Han supplerer: "Afghanistan sidder meget dybt i os. Vi skal lære om igen. Vi skal lære, at militære styrker arbejder bedst ved hurtighed og overraskelse”.

Udtalelser som disse, stiller, som jeg ser det, spørgsmålstegn ved generalmajorens forståelse af den form for krig vi har deltaget i de sidste 11 år og med meget stor sandsynlighed vil fortsætte med at deltage i i fremtiden. Irregulære krige som i Afghanistan udgør over 95 % af de krige, som har raset i verden de sidste 250 år. Når en fører bliver beordret til at neutralisere en mellemklasse-talebanleder er det vel med et formål. Der ligger forhåbentligt gode og gennemarbejdede analyser til grund for styrkens indsættelse i en sådan operation. Disse analyser skulle jo gerne gøre taleban-lederen til et fuldt ud legitimt mål, som er lige så meget værd at ”ofre” tre mands liv for, som en fjendtlig artilleristilling i et konventionelt krigsscenarie.

Superliga eller klaphat
Forsvarschefen bliver i Berlingske 20. juli 2013 spurgt ”Hvad er den vigtigste erfaring, vi har gjort efter mere end 11 år i Afghanistan?”, og svarer: ”Jeg er meget bevidst om vores tab. Dem, der er faldet i kamp, og dem, der er kommet hjem med ar på sjæl og legeme. Men det der står tilbage, er, at vi fagligt er rykket op i superligaen”.

Læs lige spørgsmål og svar en gang til. Han trækker ”hensynskortet” (hensynet til soldaterne og de pårørende) og konkluderer, at vi har rykket os fagligt. Det vækker undren, at den højest rangerede officer i Danmark ikke mener at der er mere at lære af 11 års krig! Hvis vi, for at blive i forsvarschefens fodbold-analogi, er rykket op i Superligaen, ligger vi mindst tæt på nedrykningsstregen sammen med USA og Storbritannien. Så vidt jeg ved, har vi ikke vundet nogle kampe endnu - den mod Irak spillede vi ikke færdig, og i den nuværende kamp har vi sendt alle spillere til omklædning undtagen målmanden, og er bagud med en 10-12 mål.

På spørgsmålet: ”Er der noget vi burde have gjort anderledes i Afghanistan-krigen?”, svarer Forsvarschefen: ”Jeg mener ikke, at vi lavede egentlige fejl”. Der er desværre ikke meget der tyder på, at toppen af det danske forsvar har tænkt sig at bruge megen energi på at drage nogen lære ud af de punkter af krigsførelsen, hvor vi var rigtigt dårlige. Man nøjes med at fokusere på det vi var gode til, nemlig de isolerede lokale kamphandlinger, hvor vi jo altid trak os sejrrigt ud, og de erfaringer som har resulteret i forbedret udrustning.

Strategisk læring og ansvar
Forsvarschefen mener, heller ikke at vi skal ”pege fingre”. "Vi skal ikke herhjemme stille os til dommere over de beslutninger, der blev truffet og skal træffes dernede. Det er dem dernede, der har ansvaret og indsigten” siger han. Men synspunktet afskærer os fra at lære, og selvfølgelig skal vi pege fingre og stille folk til ansvar. Der skal også straffes, hvis der er noget at straffe for. Fuldstændigt som den taktiske fører kan risikere det, hvis han beordrer tre formodede IED-udlæggere neutraliseret med et Hellfire-missil, skal de højere chefer stilles til regnskab for om strategien, læringen og systemet gjorde det så godt som de burde kunne. Officerer og politikere får deres løn for, at træffe beslutninger og tage ansvaret for dem. En ting er, at krigen er foregået mange tusinde kilometer væk fra Danmark, men den øverste ledelse kan ikke skubbe ansvaret så langt væk også.

På trods af ledelsens tilsyneladende mangel på vilje til selvkritik, er der dog tegn på at nogen i forsvaret har tænkt sig at tage ved lære af krigen i Afghanistan. Se Forsvarsakademiet, hvor kontreadmiral Nils Wang sidder i chefstolen. I sin egenskab af formand for Det Krigsvidenskabelige Selskab stod han bag et debatarrangement i maj måned, som, godt nok i civilt regi, stillede spørgsmålet ”Hvad har vi lært af Afghanistan?”. Wang er også chef for førnævnte Lektor Peter Viggo Jakobsen, som i skarpe saglige vendinger har kritiseret politikere og forsvarsledelse for deres håndtering af Afghanistan-krigen.

På Forsvarsakademiet ligger også Institut for sprog og kultur, og det står bag et helt nyt fire ugers kursus med titlen ”Kultur som operativ enabler”, som i bund og grund går ud på hvordan man håndterer væbnede konflikter med udgangspunkt i kulturforståelse. Et aspekt som har været stor set fraværende i de militære operationer som er blevet udført i Helmand.
Chefen for institut for sprog og kultur er oberstløjtnant Nicholas T. Veichert, og han leverede, i det seneste nummer af bladet ”Ræson”, en yderst fremsynet artikel med titlen ”Kravet til den næste krig”, hvor han argumenterer for, at vi, og hæren især, skal være klar til at løse flere ”skæve opgaver” – og at vi skal kunne gøre det hurtigt. Det ser således ud til, at ikke alle deler Forsvarschefens opfattelse af hvorvidt vi kan lære noget af de fejl vi har lavet i Afghanistan…..og det er glædeligt.

Tid til analyse
Fejl og succeser skal identificeres og folk skal stilles til ansvar for godt og skidt, det er måden vi bliver klogere på. Vi er en demokratisk, krigsførende nation, og vi har alle stemt på de politikere som har ansvaret for de sidste 11 års krigsførelse. Det er på tide at den almindelige dansker begynder at interessere sig for krigen og hvordan vores deltagelse er blevet forvaltet.

Det er på tide at der rejser sig et krav fra befolkningens side om at politikerne, bliver stillet til ansvar for resultaterne i Afghanistan - de gode naturligvis, men især dårlige og at beslutninger på Christiansborg, i Forsvarskommandoen og Forsvarsministeriet bør kulegraves for at finde ud af, hvor det er gået godt og skidt.

Det kræver indsigt og viden at overskue en krig, som er blevet simplificeret af beslutningstagerne til ”enten er du for krigen, eller også er du imod vores soldater”. En viden og en indsigt, som kun kan etableres, hvis vi tager det førnævnte spadestik. Et spadestik som skal foretages ved at de politiske og militære beslutningstagere begynder at være ærlige overfor befolkningen. En ærlighed som kræver mod og integritet. Mod og integritet til at tage ansvar for sine beslutninger, uanset om de så måtte vise sig at være rigtige eller forkerte.

Videre herfra
Den positive udvikling i den offentlige debat og de gode tegn fra Forsvarsakademiet er alle en nødvendig udvikling for den læringsproces som vi må og skal gennemføre. Men som jeg har understreget i denne kronik, er der plads til forbedring, både fra politisk side og især fra Forsvarets øverste ledelse.

Vi skal IKKE aflære Afghanistan, men derimod forankre de dyrt indhentede erfaringer, vi har haft med den mest krævende og komplicerede form for krigsførelse man kan involvere sig i. Vi skal være bevidste om vores militærs potentiale, men endnu vigtigere dets begrænsninger. Således at vi for alt i verden undgår unødig død og ødelæggelse, som der har været mere end rigeligt af i Afghanistan.

Der er desuden en del indikationer på, at det haster med selvransagelsen, idet, der fra politisk hold hen over sommeren er udtrykt stor velvillighed til at indsætte danske soldater i nye konfliktområder. Godt bakket op af Hærens Operative Kommando, som gerne ser, at vi hurtigst muligt får en ny opgave, så vi kan fastholde vores militære kompetencer - vi skulle jo nødigt ryge ud af ”Superligaen”.

Litteraturliste

Kommentarer

Alting har en tid - for alt, hvad der sker under himlen, er der en tid - en tid til at evaluere i pressens spalter, en tid til at føre informationsoperationer.
 
Eftersom danske styrker fortsat er indsat i Afghanistan - forekommer det ikke entydigt uhensigtsmæssigt, at flere af de citerede, og af Silberg så kritiserede, chefer er tilbageholdende med offentlige evalueringer samt åbenhjertig og selvkritisk deltagelse i den offentlige debat - og således udtaler sig til pressen om den danske indsats i Afghanistan under hensyntagen til den er igangværende.
 
Hvad selvsagt ikke betyder - at der ikke evalueres eller de i pressen bragte udtalelser udtrykker sådannes resultater - men muligvis at tiden ikke er til en dialektisk udveksling med en sensationslysten og overfladisk presse som moderator.

Kære Mads,

På baggrund af din kronik på krigerne.dk og nu også her på krigsvidenskab.dk skal du have ros for din debatlyst og modet til at diskutere vigtige, men også svære emner.

Du berører mange forhold i dit indlæg, men jeg vil begrænse mig at kommentere på forhold, der angår hæren, vel vidende at det ikke nødvendigvis giver svar eller bemærkninger til alle dine synspunkter.

Som planlagt er vi i hæren ved at drosle ned på vores engagement i Afghanistan efter snart mange års indsats. Jeg vil ikke gøre mig til dommer over den samlede danske indsats og det foreløbige udkomme i alle dets dimensioner, men kan konstatere, at hæren sammen med det øvrige forsvar, i mit perspektiv, har løst de militære opgaver tilfredsstillende. Der er imidlertid en del, vi i bagklogskabens lys, kunne have gjort anderledes.

Procedurer for indsamling og bearbejdning af vores erfaringer har gennemgået en løbende udvikling, gående fra vores tidligere ”End of Tour rapporter” til, at vi i dag har en dedikeret organisation samt en stribe processer og procedurer for erfaringsindhentning. Vi opsamler løbende erfaringer på alle områder fra det laveste taktiske niveau til det højeste for derved at kunne forbedre og optimere vores fremadrettede aktiviteter og indsatser til gavn for en effektiv opgaveløsning og sikkerheden i opgaveløsningen.

Bruger vi så erfaringerne? Ja, i den grad. Vores uddannelsesforløb bliver løbende justeret i forhold til de indhentede erfaringer. Vores materielindkøb (køretøjer og udrustning) bliver nøje overvejet i forhold den ramme, de forudses anvendt i, enhederne der skal anvende dem og de opgaver, der skal løses. Vores doktrin og TTP (Tekniske og Taktiske Procedurer) bliver kontinuerligt udviklet, og organisationen er hele tiden i bevægelse for løbende at tilpasse doktrin, organisation og teknologi til de opgaver, hæren skal eller forudses at skulle løse.

Justerer vi så med baggrund i alle erfaringerne? Nej, der gør vi ikke. Det er jeg også ret sikker på, at vi ikke skal.  Det er ikke enhver erfaring, som skal bringes med videre. Vi skal kunne virke under vilkår og omstændigheder, som ikke er kendte på forhånd, og derfor skal vi forberede os bedst muligt på at kunne løse en bred vifte af mulige opgaver – også dem, du omtaler som de ”skæve opgaver”. Vi skal forholde os kritisk til vores erfaringer fra tidligere indsættelser, så vi ikke forbereder os på at vinde den ”forrige krig” – men den næste.

Og så lige til sidst. Set fra chefstolen i Hærens Operative Kommando behøver vi i hæren ikke hurtigst muligt at blive indsat i en ny skarp operation, for vi kan fastholde vores militære kompetencer og derved blive i superligaen. I hæren er vi glade for, at vi betragtes som kapable og dygtige, og vi løser de opgaver, vi får stillet af regering og Folketing. Det gør vi med de kapaciteter og ressourcer, vi har til rådighed – og bl.a.med baggrund i de erfaringer, vi har fået gennem vores indsættelser. 

Med venlig hilsen

Per Ludvigsen

Chef for Hærens Operative Kommando 

Hej Mads Silberg!

En super kronik, for selvfølgelig skal man prøve at se på erfaringer ligegyldigt om man så senere ikke vil komme ud for en helt tilsvarende situation.

Selv om jeg for mange år siden har været linieofficer, endda med det hedengangne generalstabskursus, så er jeg absolut ikke mere ekspert hverken i hæren eller dens indsats i Afghanistan. Men erfaringer fra så lang en krig, hvor den danske hær har været indsats under helt andre omstændigheder end - næsten - forventet,  er da guld værd at få analyseret nærmere. Man vil altid kunne bruge lidt eller mere af fortiden og så er der også hensynet til den almindelige krigshistoriske læring.

Tilsyneladende har tiden imidlertid ikke ændret på den militære tops noget famlende lyst til at beskæftige sig med både plusser og MINUSSER ved både indsats og dagligdag - desværre.

Otto Eggers, Partner hos og ejer af CONSULTOR samt tidligere OL-R.

Kære Mads,

Tillykke med optagelse af din artikel på krigsvidenskab.dk.

For læsere af kronikken vil jeg gerne oplyse, at jeg tidligere har kommenteret denne på krigeren.dk. For den interesse det måtte have, og fordi jeg ikke gerne vil gentage mig selv, findes disse kommentarer stadig på krigeren.dk.

Bh

Michael Lollesgaard

 

 

For mig at se er det bekymrende at især Hæren ikke har nogen egentlig doktrin for indsættelse i oprørsbekæmpelse. Ved et oplæg spurgte jeg direkte CH/DDIV, hvorfor Hæren ikke har nogen doktrin for COIN, for hhv. DEL, - KMP og BTN-niveauerne. Udover at CH/DDIV erkendte at det var et "ømt punkt", var konklusionen lidt opgivende at andre nationer måtte udvikle vores doktrin. 

Der er flere aspekter af en sådan udmelding, som jeg finder markant problematiske. 

For det første har Danmark været indsat i oprørsbekæmpelse (herefter benævnt COIN) i snart to årtier. Vi gik vores babyskridt på Balkan, henover Irak og nu til sidst i Afghanistan, hvor UAFD-niveauerne reelt set ikke har haft noget doktrinært grundlag at forholde sig til, ifm. indsættelsen i et operationsmiljø. Anvendelse af manøvredoktrin i et COIN-miljø er ikke bare irrelevant, men direkte kontraproduktiv i et COIN-miljø. Det ved enhver som har læst Kilcullen, Rupert Smith, David Galula, ja selv Callwell erkender at det taktiske niveaus offensive adfærd kun midlertidigt kan skønnes avendelig ifm. 'small wars'. Det er sandt at FR I overfladisk berør "stabiliseringsoperationer", men FR I tilbyder ikke meget til en DF eller UAFDCH i et komplekst miljø i fejlslagne eller svage stater, med kulturelle modsætninger, usynlige modstandere og et efterretningsbillede som er ekstremt mudret. Når den clautzewitz'ske trinitariske opdeling mellem hær, befolkning og politikere ikke længere er relevant, så må doktrinen tilpasses således at den muligvis er kinetisk defensiv, men strategisk offensiv. 

For det andet ville et doktrinært grundlag muligivs afhjælpe mange af de straffesager som har fundet sted i de forløbne år. Et doktrinært grundlag for COIN på de laveste taktiske niveauer, ville give de pgl. FØ et klarere beslutningsgrundlag ifm. de dilemmaer som opstår under indsættelse. Det betyder konkret at vi må gentænke den måde hvorpå vi anvender vores kampenheder, den måde vi indretter vores KSTL, og den måde vi anvender vores ildstøtte. Hvis ikke midlerne understøtter en "population centric" indgangsvinkel til operationerne, så skaber vi mere skade end gavn. 

For det tredje mener jeg at det er utilstedeligt at andre nationer skal udvikle vores doktrin. 

Vi er professionelle officerer. Vi har en pligt til at udvikle vores doktrin kontinuerligt, således at det øvrige samfund har tillid til at vi anvender vores midler på den mest hensigtsmæssige måde. 

Tiden hvor man blot skulle gå højre eller venstre om bakken er forbi. 

Kære Hans Christian Bruus

Tak for en god og indsigtsfuld kommentar, som jeg dog synes kræver et lille opfølgning.

Doktrinskrivning er ganske rigtigt et ømt punkt i den danske Hær. Vi har ikke ret mange steder på skoler eller centre afsat dedikeret personel til at skrive doktrin. Opgaven ligger som skråstregsfunktion, hvilket ofte medfører, at doktrinskrivningen får 2. prioritet i forhold til bestridelse af lærer- eller sagsbehandlerfunktionen. Det er ikke tilfredsstillende, men når du anfører, at jeg har sagt, at vi i Afghanistan-missionen har støttet os til vores udenlandske kolleger, efterlader det et indtryk, at vi ikke har tænkt over tingene. Det passer ikke!

Doktrin betyder ’læresætning’ eller ’den fælles forståelse for, hvorledes vi gør tingene’. Jeg vil påstå, at alle de hold, som vi har sendt ud til eks. Afghanistan har brugt og forstået den seneste lære, som vi har kunnet uddrage af operationerne – altså har de haft en fælles doktrin. Det er sket gennem en meget effektiv og af mange lande betragtet som en misundelsesværdig erfaringsoverdragelse samt en stadig opdatering af TTP’er, håndbøger og SOP’er – som jo også er doktrin. Vi har måske endnu ikke nedskrevet det i DEL- eller KMP-reglementerne, hvorfor folk, der ikke har stået foran en udsendelse, har haft lidt sværere ved at få del i doktrinforståelsen. Skolerne har dog været inde i ’loopet’, ligesom vi ofte har placeret vores dygtige underafdelingschefer fra ISAF-holdene som lærere på eks. HO, hvorfor der også her grundlæggende er leveret up-to-date undervisning. Det havde naturligvis været ideelt, hvis vi havde flere kræfter til en bedre formalisering af ’det lærte’ gennem reglementsskrivning, men i disse ressourcefattige tider har vi indledningsvis prioriteret at gøre enhederne klar til udsendelse. At politikerne så ikke har kunnet læse i DEL-reglementet og forsikre sig om, at vi gjorde det rigtigt, lever jeg gerne med. De politikere, jeg har mødt, er tilfredse med at lave strategi. Så overlader de taktikken til soldaterne.

Jeg skal nævne, at jeg ikke er ansvarlig for doktrinskrivning i Hæren. Jeg anvender og underviser efter gældende doktrin – i den form den nu findes. Jeg var dog som leder af Operativ Føringsuddannelse for år tilbage medvirkende til introduktion af fuldspektrumbegrebet. Nu er mediet her krigsvidenskab.dk, hvorfor lidt doktrin-nørderi er på sin plads, så derfor vil jeg understrege, at Hæren med den nuværende tilgang til operationsopfattelse heller ikke vil fremkomme med en decideret ny COIN-doktrin. Vi har den!

COIN (eller nu Security) er et kampagnetema, og vi skriver ikke doktrin for hvert af de fire temaer – peacetime military engagement,  peacesupport operations, security (COIN) og major combat. I fuldspektrumforståelsen er alle operationer et mix af de tre indsættelseskategorier;  offensive, defensive og stabiliseringsoperationer. Grundtanken er, at føreren i relation til konfliktens intensitet og karakter (jf. kampagnetemaerne) lidt populært sagt i forlængelse af sine overvejelser blander ingredienserne fra de tre kategorier for optimalt at løse opgaven. For den interesserede giver det rigtig god mening at læse kapitel 1, 2, 8 og 9 af FRI, hvorefter man vil kunne forstå, at vi på det overordnede plan har redskaberne til agere med en fælles forståelse i alle miljøer, herunder også et COIN-miljø. Jeg skal dog medgive, at vi på de lavere niveauer er lidt bagefter i beskrivelse af stabilisering, som vil dække COIN-problematikkerne, ligesom Clear-Hold-Build tilgangen godt kunne indskrives i FR I. Men HO skriver pt. på en opdatering af bataljonsreglementet, hvorefter HKS formentlig kan få fyldt det manglende kapitel 11 om stabilisering ud i det nyligt udgivne reglement for det mekaniserede kompagni. Så lidt humpende når vi frem til målet – men et er sikkert, og det er, at vores enheder, som sendes ud, er fuldstændig klar og agerer under en fælles forståelse – en fælles doktrin!

Både du og Mads Silberg anfører, at COIN nu er 'the name of the game', hvorfor vores doktrintænkning og uddannelse skal fokuseres herom. Det er vores strategiske partnere bestemt ikke enige i, og i Hæren ser vi også lidt mere nuanceret på det. Vi skal lære videre af Afghanistan, men vi skal også kunne operere i andre miljøer. Jeg skriver p.t.på en artikel til Kentaur om udfordringerne med uddannelsen af vores reaktionskampgrupper, og her vil jeg prøve at komme med et bud på, hvorledes vi bedst forbereder os på den 'næste krig' - måske er det COIN i anden forklædning end Afghanistan eller måske en konflikt med højere intensitet? Hvis det er sidstnævnte, så kan jeg forsikre om, at det betyder noget', 'om vi går højre eller venstre omkring bakken'.

Bedste hilsner   

Michael Lollesgaard

Tak for dit svar. 

Venligst, 
Hans-Christian

Del: