Materiel til Arktis kræver nytænkning!

Især når det kommer til udvinding af rigdomme og beskyttelsen af Grønland. For at spille en nøglerolle kræves det at Forsvaret er effektivt og samarbejdsparat. Forsvaret og dets alliancepartnere skal kunne udøve den autoritet, som isens tilbagetrækning betinger. Ressourcerne er vanskeligt tilgængelige, klimaet er barskt og det bliver sin sag at udvinde råstoffer under så vanskelige vilkår. Det bliver så sandelig også vanskeligt at passe på råstofferne og dem, der udvinder dem. Kongeriget Danmark, er en lille selvstændig stat, men er rent faktisk en stor Arktisk magt. Når Kongeriget påberåber sig rettigheder følger forpligtigelser.

Foto: Forsvarskommandoen ©. P571 Ejnar Mikkelsen på opgave ved Grønland.  ”Thi inspektionsskibet var afgået til Island; der var nu fri bane til at fiske overalt, og vi så derfor en del af vore gamle kendinge ligge klods under land og fiske indenfor tremilegrænsen.” Ejnar Mikkelsen, Fra Fribytter til Embedsmand, Gyldendal, København, 1957.

I Arktis gælder det bl.a. redningstjenesten såvel som en forsvarlig beskyttelse af Kongerigets territorium. Alternativet er, at et andet land udfører sikkerheden. Det fremgår af Selvstyreloven for Grønland, at Kongeriget står for sikkerhedsanliggender. Forsvaret er udførende myndighed for den militære sikkerhed, og til den skal der bruges materiel. De sidste år har jeg haft den udfordrende fornøjelse at studere og arbejde med strategiske materielanskaffelser. Ulig flere af de øvrige stater omkring Arktis har vi vanskeligt ved at agere alene. Vi har ganske enkelt ikke råd til at udvikle og opstille egne kapaciteter uafhængigt af omverdenen. Selv USA og Rusland har knap nok råd til det alene, og for os er alliancer en nødvendighed.

Materiel-alliancer
Kongeriget er i den gunstige situation, at vi kan vælge vores engagement fra den palet af alliancer, som vi er medlem af. Der er i øjeblikket kun fem nationer med direkte adgang til Arktis. Øvrige nationer er ”kun” interessenter. Men når et japansk, kinesisk eller sydkoreansk skib er ved at synke i koldt, nordgrønlandsk farvand, vil disse interessenter forvente og sætte pris på redning. Bryder en amerikansk olieboreplatform i brand, vil taknemmeligheden for hjælp være stor. For slet ikke at nævne naturen, der nok også vil have brug for et vist beredskab overfor katastrofer.

Rusland dækker ca. den ene halvdel af den arktiske kystlinje og USA, Canada, Norge og Kongeriget Danmark dækker resten. Da vi i forvejen har begrænset samarbejdsflade med Rusland vil det være naturligt at starte med de øvrige tre, som vi har arbejdet tæt sammen med i NATO i snart 70 år. Men dermed ikke sagt, at vi ikke skal arbejde sammen med Rusland. Det kommer bare til at tage et stykke tid, før både vi og de er klar.

I 2012, den 31. oktober, indviede Hendes Majestæt Arktisk Kommando i Nuuk, en sammenlægning af Grønlands og Færøernes Kommando. Selvom enkelte i udlandet har noteret ændringen som en dansk oprustning i Arktis, er oprettelsen af en koordinerende søredningsmyndighed meget langt fra oprustning. Men oprustning er nødvendig. Ikke gammeldags kold-krigs oprustning med myriader af kampvogne og soldater, men med fly, helikoptere, skibe og små indsatsstyrker.

Kravet om territorial overvågning
I en kronik i Politiken den 19. november 2012 har det grønlandske selvstyre rakt hånden frem til Danmark i et ønske om at sikre integriteten mellem kongerigets dele og samarbejde om opgaven. Med Grønlands ønsker står Forsvaret dermed overfor en enorm opgave, der fra politisk hold forventes løst i den nære fremtid. Enorm i geografisk omfang. Enorm i opgavetyper. Forsvarsministeren har så småt taget fat på opgaven eksempelvis med forsvarets tilbagevenden til NATOs Alliance Ground Surveillance (AGS) program, et storstilet program med fokus på store overvågningsdroner. (Dronerne forsinkes dog af luftrumssikkerheds- og politiske vanskeligheder). Droner og deres anvendelse i den arktiske kontekst[1] har stor betydning for udviklingen af Forsvaret. AGS-programmet, som er et af de større strategiske elementer i NATOs fremtid, og dets udvikling af droner, kan udvikles til at blive et vidtrækkende og omkostningseffektivt værktøj for forsvaret.

Internationalt samarbejde på tværs?
Kunne man forestille sig en situation omkring Arktis, hvor staterne rent faktisk arbejdede sammen om hele viften fra politik til indsatsen på land til vands og i luften? Kunne man forestille sig en situation, hvor en dansk besætning betjener russisk materiel? Kunne man forestille sig at et amerikansk inspektionsfartøj foretog fiskeriinspektion i grønlandsk farvand? De forestillinger er nok ikke realistiske under de nuværende institutionelle betingelser, hvor selv krænkelser af luftrum og søterritorium mellem Danmark og Sverige er forhold, der rapporteres. Sådan behøver det vel ikke at være i al evighed. Nationalstaten, FN’s Havretskonvention og EU's Udbudsdirektiv er institutioner, der har gjort international regulering og interaktion til håndterbare størrelser, men de er samtidig med til at begrænse mulighederne for frugtbart samarbejde. Ressourcespørgsmålet omkring de mest nødvendige omkostningstunge arktiske kapaciteter, gør det, som jeg ser det, nødvendigt at tænke innovative tanker og gøre det i samarbejde med vores alliancepartnere, og muligvis også de vi ikke ellers arbejder tæt sammen med.

Kapaciteterne i dag
Ser vi på den nuværende infrastruktur af redningsmateriel, er det langt fra tilstrækkeligt. En optælling af redningsstationer og deres materiel er hurtigt gjort. Der er reelt ingen. Der er én koordinationscentral i Nuuk og beredskabet består af én Lynx-helikopter fra Flyvevåbnet ombord på ét inspektionsskib af Thetis-klassen fra Søværnet. Yderligere to inspektionsfartøjer af Knud Rasmussen-klassen befinder sig i Grønland sammen med den aldrende kutter ”Tuluaq” af Agdlek-klassen. Der er endvidere samarbejdsaftaler med civile luftfartsselskaber. Air Greenland har 22

helikoptere, men kun de to S-61 ”Sea King” kan reelt bruges til redning i hårdt vejr. De er imidlertid ikke udstyret til søredning. I bedste fald er der således tre helikoptere og fire skibe tilstede, hvis uheldet er ude. Det skal dække 2,1 millioner km 2 og 44.000 km kystlinje og ikke mindst det tilhørende havområde.

Patruljering, inspektion og intervention i tilfælde af overskridelser af fiskerettigheder, brud på miljølovgivning eller anden kriminalitet er næste skridt, der skal adresseres. Med stigende menneskelig tilstedeværelse i Arktis, fastboende og midlertidig, vil behovet for effektiv opretholdelse af lov og orden stige.

Anskaffelsespolitik
Den danske beslutning om anskaffelse af 9 amerikanske MH-60R ”Seahawk” helikoptere til brug for det danske søværn er et lille, men nødvendigt strategisk skridt i den rigtige retning. For første gang længe er materielmæssige dispositioner gjort på et grundlag, der rækker videre end blot kroner og ører her og nu, eller om helikopteren passer ind i den eksisterende hangar. Alle øvrige materielanskaffelser bør ses i samme perspektiv. Det betinger en ændret tankegang, hvor anskaffelsesprisen kun er en parameter. Hvor specifikationer rent faktisk skal overholde de principper, som længe har været opstillet af forsvarskommissioner og forligskredse, og som også fremgår af Forsvarets strategipapirer. Smart Defence kalder NATO det for tiden.

Når de ideale principper ikke fuldt ud har været manifesteret i praksis, så skyldes det et utal af regulerende faktorer. Jeg kritiserer hverken de tidligere materielkommandoer eller den nuværende materieltjeneste. De lavede og laver ikke reglerne, men lever bare efter dem. Eller med dem.

Tag et kig på EU og NATO, de to drivende institutioner for den europæiske sikkerhedskontekst, og samtidig en oftest politisk befæstning af en enormt omkostningskrævende forskellighed. Hvis vi kigger på NATO, så køber hver af de 28 NATO medlemmer fortsat materiel efter de regulativer, som den enkelte nation er omfattet af, og efter specifikationer, som hver enkelt nation selv opstiller. Danmark er hverken en duks eller en skurk i klassen. Den fragmenterede europæiske våbenindustri nyder godt af ordrer af en sådan tilpas størrelse, at de kan overskue produktionen. Desværre betyder det også, at der er et utal af forskellige platforme indenfor hvert af de tre domæner – land, vand og luft. Det kræver naturligvis ikke megen fantasi at forestille sig den logistiske situation, hvis de 28 lande skulle finde på at arbejde sammen operativt. Hvis bare hvert land har ét køretøj eller ét fly, som de andre lande ikke har, så skal der bruges mange forskellige reservedele, mekanikere og ikke mindst støttestruktur. Jeg kan afsløre, at det konkrete tal er meget højere. Alene i Europa er der over 100 forskellige familier af tunge militære køretøjer. Med andre ord bruges der en uforholdsmæssig stor andel af ressourcerne på blot at være i stand til at kunne køre, flyve eller sejle. Vi er slet ikke gået i gang med operationerne endnu.

Løfterne om standardisering
Forsvarskommissioner, Forsvarsforlig og ikke mindst Kongerigets Strategi for Arktis betoner samarbejde og fremme af materiel indkøbt ”smart” og ”standardiseret” hos strategiske samarbejdspartnere. Det har været en del af Forsvarskommissionerne 1998 og 2008 samt forsvarsforlig siden 2004, og sikkert længe før det. I mellemtiden har Forsvaret anskaffet materiel fra følgende nationer: Hæren har køretøjer fra Svejts, Tyskland, USA, Finland og Sverige. Flyvevåbnet har fly og helikoptere fra USA, England og Canada samt Sverige og Frankrig/Tyskland. Søværnet har overvejende skibe bygget på danske værfter. Det sidste er et vidne om en stolt søfartsnations egne evner i skibsbygning. Desværre er det nok en tendens, der er på retur senest med

lukning af Odense Stålskibsværft. Når søværnet næste gang skal udvide flåden eller bygge nyt, vil der ikke være et dansk værft, der kan løfte opgaven. Det siger næsten sig selv, at så mange platforme, fordelt på et stadigt mindre forsvar, ikke er bæredygtigt, hverken nu eller i fremtiden. Hver lille forskellighed kræver dokumentation, afprøvning og betjening der kræver uddannelse. De kræver reservedele og vedligeholdelse, der igen kræver uddannelse. Omkostninger, der alene relaterer sig til forskellighed, men som kunne være sparet. Måske bør diskussionen om lukning af kaserner og tjenestesteder i virkeligheden dreje sig om, hvorvidt Forsvaret reelt pålægger sig selv varige fordyrende omkostninger, eller om Forsvaret drives på den strategisk bedste måde. Måske kunne Forsvaret have råd til at løse flere opgaver, hvis det købte strategisk ind.  Forsvaret kunne have endnu mere operativt materiel, der var klart, når det skulle bruges.

At købe strategisk ind er ikke kun et spørgsmål om at få varen til den laveste pris. Det er et spørgsmål om at få alle parametre optimeret, herunder ved gennemgribende standardisering og deling af kapaciteter i alliancer, så der under hele materiellets levetid er tillid til driften. Længe efter glæden over en lav pris er glemt, huskes ærgrelsen over dårlig kvalitet eller unødigt høje driftsomkostninger.


[1]Jens Ringsmoses udredning vedr. droner i Arktis viser, at den kapacitet endnu ikke er en løsning – der er ikke Arktis-relevante typer til rådighed endnu.
http://forsvaret.dk/FAK/Nyt%20og%20Presse/Pages/Ny-rapport-Danske-droner...

 

Litteraturliste

Del: