Mål, Strategi, Doktrin (IV)

Behandlingen af emnet »Mål, Strategi, Doktrin« afsluttes her af majorerne K. G. H. Hillingsø og O. H. Eggers. Denne artikel er den sidste i den række, der startede i Militært tidsskrift NOV/DEC 1975 (1) og blev fortsat i JUL/ AUG 1976 (2) samt i NQV/DEC 1976 (3).
 
Indledning
Inden behandlingen af dansk forsvars mål, strategi og doktrin afsluttes, skal der tages visse forbehold overfor læserne.
Vores valg af et uklassificeret tidsskrift som medie for besvarelsen af opgaven vedrørende valg af dansk forsvars strategi medfører såvel fordele som ulemper. Vi har vurderet og prioriteret fordelene over ulemperne. To begrænsninger bør imidlertid understreges som værende meget væsentlige. Det kan ikke lade sig gøre at komme ind på uddybninger af truslen, ligesom det atomare aspekt i det store og hele også må overlades til læsernes egne overvejelser.
Disse begrænsninger giver en del af konklusionerne i denne artikel et skær af postulater. Det er dog muligt ved direkte kontakt med forfatterne at få uddybet disse tilsyneladende postulater, ligesom man selv kan - og forhåbentlig vil - arbejde videre med en afprøvning af disse.
Denne artikel er, ligesom resten af serien, ikke et udtryk for officielle standpunkter, og har dermed ingen forbindelse med de arbejdsfunktioner, de to forfattere bestrider eller har bestridt. Det drejer sig udelukkende om personlige vurderinger og synspunkter.
Artiklen tager udgangspunkt i en kortfattet gennemgang af NATO’s militære operative doktrin. I forbindelse hermed vurderes krav til afskrækkelse. Herefter opstilles og vurderes et antal modeller. Der udvælges på grundlag af de nødvendigvis meget kortfattede vurderinger to modeller, en idealmodel og en alternativmodel.
I forbindelse med de to valgte modeller forsøges formål, strategi og doktrin formuleret, primært ud fra en opstilling og prioritering af et antal hoved- og delfunktioner. I begge tilfælde sammenholdes de økonomiske muligheder med modellerne og eventuelle konsekvenser understreges, f. eks. en eventuel manglende sammenhæng mellem mål og midler.
Videre diskuteres, om andre af de opstillede modeller vil kunne give en bedre sammenhæng mellem mål og midler, og om de i givet fald vil kunne accepteres militært og politisk.
 
NATO’s militære operative strategiske doktrin
Fleksible Response-strategien er bl.a. formuleret i NATO-dokumentet MC14/3. Grundlaget for denne strategiske doktrin, som fastholder principper om et fremskudt forsvar, er at en troværdig afskrækkelse af alle former for militære aktioner er nødvendig, og at dette kan opnås ved opretholdelse af varierende styrker, udrustet med en afbalanceret blanding af konventionelle våben og atomvåben til såvel taktisk som strategisk anvendelse.
Formålet med disse afbalancerede styrker er at muliggøre en fleksibel imødegåelse på tre niveauer:
 
  • Det direkte forsvar med midler afstemt efter angriberens.
  • Kontrolleret eskalation. 
  • Total indsats af kernevåben.
 
Ved et fjendtligt, konventionelt angreb anvendes det direkte forsvar med udelukkende konventionelle midler. Hvis angrebet ikke umiddelbart vil kunne inddæmmes, anvendes den kontrollerede eskalation, der kan indebære en selektiv indsættelse af atomvåben — primært i en taktisk rolle — med det formål at overbevise modstanderen om NATO’s bestemte hensigt om at slå igen og derved gennemtvinge en pause, i hvilken forhandling kan optages eller/og angriberen vil kunne overveje risikoen ved fortsat angreb. Det drejer sig altså her om en slags »skud for boven«. Lykkes den kontrollerede eskalation ikke, anvendes atomvåben i fuldt omfang såvel taktisk som strategisk.
Det er som anført ikke muligt i denne artikel at komme ind på de to niveauer, der vedrører den kontrollerede eskalation og den totale indsats af kernevåben. Dette er uheldigt alene af den grund, at troværdigheden afhænger af indholdet af samtlige niveauer, ikke kun det ene af dem.
Dansk holdning til kernevåben er af klart forståelige grunde meget vagt formuleret, og giver sig i praksis udtryk i en enkelt sætning: »Kernevåben kan under de nuværende vilkår ikke forventes placeret på dansk territorium i fredstid«. Man kan ikke se bort fra det hensigtsmæssige i at stå frit — politisk set, men der må nødvendigvis være mere indhold i en kernevåbenpolitik end udelukkende en konstatering af, hvad Danmark for nærværende har besluttet sig for i fredstid. Skal den politiske frihed reelt være at finde, må man have overvejet en række alternative fremgangsmåder, strækkende sig fra en afvisning af brugen af kernevåben i det hele taget til en total brug af disse, såfremt det bliver nødvendigt, og de mere praktiske foranstaltninger til udførelse af denne række af alternativer må være vurderet og evt. sat i værk, for ellers kan troværdigheden drages i tvivl.
Har man overvejet at bruge eller tillade at bruge kernevåben på dansk territorium, må det være klarlagt, hvem der skal kunne anvende dem, og eventuelle restriktioner for deres anvendelse må være fastsat.
Skal kernevåben kunne anvendes af dansk forsvar, kræver det en række foranstaltninger, der bl. a. omfatter et uddannelsesmæssigt og materielt aspekt. Skal kernevåben overhovedet ikke anvendes, må en sådan beslutnings indflydelse på afskrækkelsesvirkningen af NATO’s doktrin vurderes.
Vi har her berørt afskrækkelsen. Evnen til at afskrække en modpart er ikke alene afhængig af den kapacitet, man selv råder over, den afhænger i lige så høj grad af modpartens og ens egen overbevisning om, at denne kapacitet vil blive bragt i anvendelse. Troværdigheden i truslen om gengældelse bliver således et spørgsmål om den potentielle modstanders bedømmelse af modpartens politiske og militære forhold, herunder også de omkostninger, det at handle i en given situation indebærer, idet der må være en vis overensstemmelse mellem værdien af det mål, der søges nået, og omkostningerne for at nå det (4).
Afskrækkelseseffekten kan udtrykkes som en funktion af kapacitet og troværdighed. Såfremt den skal opretholdes, må et af følgende tre krav være opfyldt (5):
 
  • Begge elementer må være på et minimumsniveau.
  • Såfremt troværdigheden falder, må evnen til af afstraffe en modstander øges.
  • Såfremt den anvendelige kapacitet formindskes, må troværdigheden for den resterende kapacitets anvendelse øges.
 
Det er forhåbentlig hermed gjort klart, at de to niveauer, der i NATO’s doktrin omfatter brugen af kernevåben, også må indpasses i et dansk forsvars formulering af formål, strategi og doktrin. Forfatterne skal herefter overlade den videre tankevirksomhed om det nukleare aspekt til læserne og samtidig understrege, at den videre behandling udelukkende tager sit udgangspunkt i de dele af NATO’s doktrin, der vedrører det fremskudte og direkte forsvar med konventionelle midler.
 
Krav til afskrækkelse (6)
Inden modelopstillingen påbegyndes, vil det være hensigtsmæssigt at betragte visse forhold i forbindelse med afskrækkelsesbegrebet, der kan sættes sammen med det fremskudte og direkte forsvar. Det er afskrækkelse, der må være det filosofiske grundlag for struktureringen af et dansk forsvar.
Såfremt forsvaret alligevel kommer til anvendelse, kunne det derfor ses som det ultimative udtryk for, at opgaven ikke er blevet løst. Afskrækkelse virker imidlertid ikke alene ved at forhindre krig. Den virker også i krig og kan her vise sin værdi ved at forhindre eskalation. Man må derfor tage hensyn til, at afskrækkelsen skal kunne virke såvel i fred som i krig, og det medfører igen, at man på forhånd vil kunne opstille visse krav til et dansk forsvar.
Udover de almindelige - på forhånd fastlagte - fredsmæssige opgaver, skal forsvaret kunne virke som en del af nationens krisestyringsinstrument under fredsforhold og spændte forhold, d. v. s. i det såkaldte grå niveau. Dette kræver stor fleksilibitet og stiller sådanne krav til udrustning og organisation, at man efter forfatterens opfattelse ikke udelukkende kan give forsvaret en fredsstruktur, der alene er sammensat meü henblik på en regulær krigssituation.
Som en naturlig fortsættelse af krisestyringen skal det danske forsvar kunne glide direkte over i en krigssituation. Freds- og krigsstrukturer må derfor ikke være væsensforskellige. Dette er ikke nyt, men skal haves for øje, når man starter på strukturdiskussionen.
Forsvaret skal endvidere have en sådan styrke, at mobilisering etc. ikke på forhånd vil kunne forhindres af en potentiel angriber. Dette i forbindelse med muligheden for et overraskende angreb medfører, at der i fredstid må være stående, indsatsberedte styrker til rådighed. Struktureringen af disse og deres fordeling på værn (incl. hjemmeværn) kan imidlertid diskuteres, og det synes ikke på forhånd givet, at den nuværende balance værnene imellem bør opretholdes.
Forsvaret må organiseres således, at det meget hurtigt vil være muligt at indsætte den fulde styrke. En langvarig mobilisering er i betragtning af den potentielle modstanders mulighed for i første omgang at kunne indsætte relativt store styrker ikke umiddelbar acceptabel.
Man skal imidlertid ikke på grundlag heraf konkludere, at forsvarets initialstyrke alene skal prioriteres. Selv om man derved tilgodeser en kort krig, fraskriver man sig samtidig muligheden for at afskrække med henblik på en langvarig konflikt. Forsvaret må derfor også dimensioneres efter kravene til en langvarig spændings- og krigssituation. Det er bl. a. i lyset heraf, man skal betragte de eksterne forstærkninger.
Man kan altså ikke alene afskrække overfor en kort eller en lang konflikt, man må gøre begge dele. Hvis man prioriterer efter den korte konflikt, kan modstanderen blot trække konflikten i langdrag, og man vil på forhånd være forhindret i at kunne udnytte dette. Prioriterer man efter en lang konflikt, og medfører de økonomiske og politiske restriktioner, at man derved formindsker eller ser bort fra opstillingen af en fleksibel initialstyrke, risikerer man aldrig at få udnyttet sit forsvar.
Det er svært på forhånd at prioritere de enkelte afskrækkelsesniveauer. Drister vi os imidlertid til at betragte sandsynligheden for en storkrig som ringe, og tillægger vi sandsynligheden for en begrænset konflikt i Vesteuropa en tilsvarende ringe størrelse, er det dog muligt at nå frem til en form for prioritering:
 
  • Afskrækkelse i fredstid og under spændte forhold.
  • Afskrækkelse overfor en kort krig.
  • Afskrækkelse overfor en lang krig.

Vi skal ikke her komme ind på konsekvenserne. Det må vente til de opstillede modeller skal vurderes. Men er der kun begrænsede økonomiske midler til rådighed, bør dette nødvendigvis få indflydelse. Kan midlerne reelt kun dække de krav, fredstid, det grå niveau og en kort krig formodes at ville stille, vil virkningen af også at forsøge en stor mobiliseringsstyrke opstillet kunne blive direkte negativ, idet dette vil medføre en sådan spredning af midlerne, at man i ingen af situationerne opnår sammenhæng mellem mål og midler. I denne forbindelse frembyder diskussionen af ammunitions- og materielreservens størrelse interessante momenter, for den afkræver svar på spørgsmålet om, hvor længe forsvaret skal kunne virke.
Det skal understreges, at forfatterne har den opfattelse, at afskrækkelse bør finde sted på samtlige niveauer. Fastlægges der imidlertid fra politisk side sådanne økonomiske restriktioner, at afskrækkelsesevnen må indskrænkes, må dette naturligvis accepteres, men inden da er det forsvarets ret og pligt at lade rent faglige vurderinger få overvægt (7).

Modelopstilling
Forfatterne har ment, at opstilling af modeller er en forudsætning for overhovedet at kunne diskutere mål, strategi og doktrin. En modelopstilling rummer på den anden side store problemer, fordi der er så mange kombinationsmuligheder. Studiekredsens modelopstilling vil derfor ganske givet kunne diskuteres og suppleres på mange relevante måder. De opstillede modeller vil nok for nogen virke genkendelige. Selv om de i artiklen indeholdte synspunkter og vurderinger står helt for studiekredsens egen regning, bygger modelopstillingen dog på materiale fra det arbejde, der blev udført i årene 1973—75 vedrørende forsvarets perspektivplanlægning, herunder specielt strukturarbejdet (8).
Vi opstillede oprindelig 11 modeller, men fandt at disse burde indskrænkes til 5, dels af hensyn til overskueligheden, dels fordi den sammentrængte form skønnedes at være mere egnet til at fremkalde debat. Modellerne sammenfattes ved henførelse til et antal hovedfunktioner, der iøvrigt også danner udgangspunkt for formuleringen af det endelige forslag.
Hovedfunktionerne omfatter:
 
  • Efterretningsvirksomhed.
  • Suverænitetshævdelse.
  • Imødegåelse af fjendens maritime styrker, herunder
  • Imødegåelse af fjendtlige styrker i danske og tilgrænsende farvande, Nordsøen, samt
  • Imødegåelse af fjendtlige styrker i danske og tilgrænsende farvande.
  • Imødegåelse af fjendens styrker på landjorden, herunder
  • Imødegåelse af fjendtlige styrker i den sydlige del af den jyske halvø,
  • Imødegåelse af fjendtlige styrker på dansk territorium vest for Storebælt, samt
  • Imødegåelse af fjendtlige styrker på dansk territorium øst for Storebælt.
  • Imødegåelse af fjendens luftstyrker.
Inden de valgte modeller præsenteres, ønsker forfatterne at understrege to modelforudsætninger:
 
  • Efterretningstjenestens virke og
  • evnen til at konstatere og afvise suverænitetskrænkelser,

samt kortfattet at fremføre de argumenter, der har medført en afvisning af følgende modeller:

  • Forsvar baseret primært på søstridskræfter,
  • forsvar baseret primært på flystyrker,
  • forsvar baseret primært på blokering af gennemsejlingsfarvandene og spærring af mulige landgangsstrande,
  • forsvar baseret primært på et centralt opstillet kommando (såkaldt MOKO), samt
  • forsvar baseret på hærstyrker.
Hvad angår efterretningstjeneste, så skal samtlige modeller kunne tilvejebringe bedst muligt varsel om forberedelse til aggression, herunder forestående angreb. Forfatterne er af den opfattelse, at denne forudsætning ikke på nogen måde vil kunne udelades eller svækkes. Efterretningsvirksomheden må og skal derfor tillægges meget høj prioritet. Da de enkelte modeller ikke specificeres i særlig høj grad, vil det kun være muligt enkelte steder at komme ind på vurderinger i forbindelse med efterretningsvirksomhed. Man må blot ikke glemme denne modelforudsætning.
Samtlige modeller skal endvidere besidde evnen til at konstatere og afvise suverænitetskrænkelser.Forfatternt vil forsøge i forbindelse med de enkelte modeller at vurdere, hvorvidt egnede midler hertil kan tænkes helt eller delvis at være indeholdt i modellerne.
Et forsvar baseret primært på søstridskræfter er afvist, fordi studiegruppen ikke mener, at det selv med en stor økonomisk indsats vil være muligt at opstille styrker, der, de omliggende farvandes ringe dybde og Østersøens relativt ringe udstrækning taget i betragtning, vil kunne løse opgaven. Yderligere vil denne mulige løsning give allianceproblener eller i det mindste overlade forsvaret af Jylland til allierede — primært tyske — styrker. Endelig vil løsningen blotlægge landet for angreb med luftbårne styrker.
Et forsvar baseret primært på flystyrker findes uacceptabelt, fordi Danmark ligger indenfor samtlige offensive flys og hovedparten af de defensive midlers rækkevidde fra den potentielle fjendes territorium. En imødegåelse af angreb og et fortsat forsvar vil derfor kræve et meget højt beredskab og en meget stor evne til retablering af lande- og basefaciliteter. Løsningen er endvidere uegnet overfor en landværts trussel fra syd og vil sandsynligvis kræve et meget højt økonomisk niveau.
Et forsvar baseret primært på blokering af gennemsejlingsfarvandene og spærrring af mulige landgangsstrande skønnes mindre egnet under kriseforhold og som middel til hævdelse af suveræniteten. Det er ligeledes uegnet til at imødegå en landværts trussel og luftlandsætninger. Da denne løsning imidlertid tvinger en modstander til at indsætte betydelige ressourcer for at kunne gennemsejle vore farvande og yderligere synes at kunne realiseres på et relativt lavt økonomisk niveau, samt endvidere gennemføres af personel med kort uddannelse, bør den haves i tankerne som et værdifuldt supplement til andre mulige løsninger.
Et forsvar primært baseret på et centralt opstillet mobilt kommando (MOKO) forekommer heller ikke hensigtsmæssigt. Skal kommandoet have tilstrækkelig slagkraft må det grundet Danmarks geografiske karakteristika rumme styrker af alle tre værn, og alene hærelementet må have en sådan størrelse, at det økonomiske niveau ikke kan undgå at blive så højt, at effekten næppe vil kunne komme til at stå i et rimeligt forhold til omkostningerne. Løsningen rummer dog flere positive træk og giver bl. a. mulighed for at udnytte begrænsede hærstyrker mere fleksibelt end den nuværende forsvarsstruktur. Tanken bør derfor holdes in mente, og anskaffes f. eks. luftmobilt panserværn, bør en central opstilling og en forudset anvendelse såvel øst som vest for Storebælt overvejes. Ligeledes vil eventuelle utility-helikoptere med fordel kunne anvendes til transport af felthærstyrker til særligt truede, eller i fred tyndt garnisonerede, områder som et led i dansk krisestyring.
Endelig skal et forsvar baseret primært på hærstyrker behandles. Dette synes grundet landets geografiske karakteristika og ønsket om at kunne bekæmpe fjenden udenfor beboet dansk område umiddelbart at kunne afvises. Den teknologiske udvikling og det stadigt stigende antal amfibie- og lufttransportøvelser, som gennemføres af den potentielle fjende nær dansk område, gør det imidlertid muligt for fjenden at angribe med så kort varsel, at dansk landterritorium er berørt inden en reaktion vil være mulig. Yderligere må den danske vilje til at gribe ind overfor en fjendtlig opmarch på søen og i luften inden dansk territorium er krænket betvivles. Indsats af danske styrker overfor østlige amfibie- og/eller lufttransportenheder finder næppe sted udenfor dansk territorium, medmindre en konflikt allerede foregår mellem Warszawapagten og NATO eller dansk område er krænket ved krigshandlinger. Derfor kan den potentielle fjende i forbindelse med øvelsesaktivitet, der muliggør en sløret opmarch af alle tre værn, ved en minutiøs tidsmæssig afpasning muligvis nedkæmpe eller i hvert fald lamme danske flystyrker og søstridskræfter og umiddelbart herefter foretage landgang fra luften og søen. I et sådant tilfælde vil kun hærstyrker kunne indsættes fra dansk side. Selvom modellen alligevel ikke af denne grund kan accepteres, må argumentationen dog tages i regning ved anvendelse og opstilling af andre mulige modeller. Det er forfatternes opfattelse, at der under alle omstændigheder må lægges stor vægt på hærstyrker. Herefter vil de 5 modeller blive gennemgået.
 
Model A
Model A karakteriseres ved fremskudt imødegåelse af fjendtligt angreb såvel i Østersøområdet som på den Jyske Halvø (Slesvig-Holsten). Ideen i strukturen fremgår grafisk af figur 1.Strukturen tager primært sigte på at imødegå angreb i Østersøområdet og over zonegrænsen. Bestræbelserne koncentreres om at etablere et forsvar, der kan bringe fjenden til standsning således, at landet ikke direkte bliver kampområde. Ved et fremskudt forsvar søges kontrollen med Østersøområdets vestlige del bevaret, og invasonsstyrker nedkæmpet forud for eller i transportfasen. Ved et forsvar i Slesvig-Holsten — i samarbejde med vesttyske styrker — søges en fjendtlig fremrykning bragt til standsning så sydligt som muligt. 
Forsvarets indsats i øvrige områder prioriteres lavere. Til kampen på landjorden må der rådes over kraftige felthærsenheder, som kan gennemføre den defensive kamp i Slesvig-Holsten; i det øvrige land må der være et lokalforsvar til løsning af defensive og normalt forberedte opgaver. Til den fremskudte kamp i Østersøområdet må der rådes dels over maritime styrker, som er i stand til igennem længere tid at operere i området, dels over fly, der tillige skal kunne samarbejde med felthæren i Slesvig-Holsten.
Modellen stiller ganske store krav til materiel og personel. De fremskudte opgaver i Slesvig-Holsten samt i Østersøområdet stiller således krav om:
 
  • Kvalitetsmateriel,
  • personel med længere uddannelse,
  • ret omfattende samvirkeuddannelse og -muligheder, samt
  • et ydedygtigt forsynings- og vedligeholdelsesapparat specielt for de maritime enheders vedkommende.
Til løsning af de øvrige opgaver vil der i hovedsagen kunne anvendes kvantitetsmateriel og mobiliseringspersonel med kortere uddannelse. Sammenfattende kan der påpeges følgende fordele:
 
  • Egnet under kriseforhold,
  • egnet til at hindre gennemsejling,
  • egnet til suverænitetshævdelse,
  • acceptabel for alliancen, da modellen er helt i overensstemmelse med den operative strategiske doktrin, samt
  • acceptabel fordi modellen tilsigter kamp uden for dansk område.
Af ulemper bør fremdrages:
 
  • Stiller særlige krav til varsel og dermed også til politisk handlekraft, idet der må være tid til deployering m. v. Disse krav forstærkes overordentlig meget, såfremt styrkerne i fredstid kun kan påregnes at være til umiddelbar rådighed i et begrænset omfang,
  • kræver særlige foranstaltninger overfor et angreb fra nord,
  • har på grund af den fremskudte tyngde en begrænset effekt over for større luftlandsætninger længere tilbage på dansk landterritorium, samt
  • stiller krav om kvalificeret personel og materiel.
 
Det skal endelig påpeges, at modellen umiddelbart må opfattes som et tærskelforsvar. Initialeffekt prioriteres højere end udholdenhed. Mulighederne for tilførelse af eksterne forstærkninger vil være afhængig af de ressourcer, der eventuelt vil kunne afses til at give strukturen udholdenhed.
Strukturmodellen må anses for at kræve et højt økonomisk niveau, og vil i forbindelse hermed være stærkt følsom over for ændringer i personelle og materielle omkostninger.
 
 
Model B karakteriseres ved fremskudt imødegåelse af fjendtligt angreb i Østersøområdet kombineret med et kraftigt forsvar af den Sjællandske Øgruppe. Ideen i strukturen fremgår grafisk af figur 2.
Strukturen tager primært sigte på at imødegå angreb i Østersøområdet. Bestræbelserne koncentreres om at etablere et kraftigt forsvar af Østersøområdet og den Sjællandske Øgruppe. Ved et fremskudt forsvar søges kontrollen med Østersøens vestlige del bevaret længst muligt. Invasionsstyrker søges nedkæmpet forud for eller i transportfasen; er dette ikke muligt, skal det fremskudte forsvar vinde så megen tid, at et stærkt forsvar af den Sjællandske Øgruppe kan etableres. I Slesvig-Holsten indsættes alene tyske styrker. Forsvarets indsats i øvrige områder prioriteres lavere.
Til kampen på landjorden må der til det sjællandske invasionsforsvar rådes over kraftige felthærsstyrker, der i forbindelse med et udbygget kystforsvar kan imødegå og tilintetgøre invasionsstyrken. I det øvrige land må der være et lokalforsvar til løsning af defensive og normalt forberedte opgaver. Til den fremskudte kamp i Østersøområdet må der rådes over dels maritime styrker, som er i stand til igennem længere tid at operere i området, dels fly. Både det fremskudte forsvar i Østersøområdet samt invasionsforsvaret på den Sjællandske Øgruppe stiller krav om:
 
  • Kvalitet smateriel,
  • personel med længere uddannelse,
  • ret omfattende samvirkeuddannelse og -muligheder, samt
  • et ydedygtigt forsynings- og vedligeholdelsesapparat specielt for de maritime enheders vedkommende.
Til løsning af de øvrige opgaver vil der i hovedsagen kunne anvendes kvan- titetsmateriel og mobiliseringspersonel med kortere uddannelse. Sammenfattende kan der påpeges følgende fordele:
 
  • Egnet under kriseforhold,
  • egnet til at hindre gennemsejling,
  • egnet til suverænitetshævdelse, samt
  • acceptabel fordi modellen tilsigter kamp uden for dansk område.
Af ulemper bør fremdrages:
 
  • Stiller som model A særlige krav til varsel,
  • giver store problemer i Jylland over for angreb fra syd og nord samt over for større luftlandsætninger på dansk territorium vest for Storebælt,
  • giver allianceproblemer grundet de særlige krav om allieret indsats i Slesvig-Holsten, bl. a. som forudsætning for modtagelse af eksterne forstærkninger, samt
  • stiller krav om kvalificeret personel og materiel, dog i mindre udstrækning end model A.
 
Det økonomiske niveau må anses for at være ret højt. Niveauet vil kunne sænkes, såfremt forsvaret indskrænkes til primært at omfatte den Sjællandske Øgrupe, d. v. s. at den fremskudte imødegåelse af et fjendtligt angreb i Østersøområdet udgår. Herved vil de anførte ulemper imidlertid forstærkes, strukturens egnethed under kriseforhold vil formindskes og kampen vil ikke kunne gennemføres udenfor dansk område.
 
 
Model C karakteriseres ved fremskudt imødegåelse af fjendtligt angreb i Slesvig-Holsten kombineret med et kraftigt forsvar af dansk område vest for Storebælt. Ideen i strukturen fremgår grafisk af figur 3.
 
Strukturen tager primært sigte på at fastholde så store dele af området vest for Storebælt, at Danmarks eksistens som nation ikke kan bestrides, og at eksterne forstærkninger kan tilføres i beskyttet rum. Bestræbelserne koncentreres om at etablere et kraftigt forsvar af den jyske halvø og Fyn. Ved fremskudt forsvar i Slesvig-Holsten understreges dansk vilje til at bidrage til det fælles forsvar af allieret område. Fjendtlige forsøg på at trænge frem mod den jyske halvø imødegås med lettere enheder med begrænset mobilitet indsat i defensive, forberedte opgaver i området øst for Storebælt, af antiinvasions- minering omkring Sjælland og spærringer af Fehmern Bælt og Storebælt. Flyoperationer og offensive maritime operationer forudses gennemført af allierede.
Til landforsvaret af området vest for Storebælt må der rådes over kraftige felthærsstyrker med mulighed for hurtig tyngdeforlægning og lettere enheder, der kan løse opgaver i forbindelse med fastholdelse af brohoveder for eksterne forstærkninger og et område, hvorfra landets regering kan virke.
Det vurderes, at hærstyrker må opretholdes på samme størrelsesniveau som i nuværende forsvarsordning, at maritime styrker under hensyntagen til opgaver i fredstid og det grå niveau, herunder opgaver på Grønland og Færøerne, må have næsten samme niveau, medens flystyrker i hovedsagen kan konverteres til missilbaseret luftforsvar og mindre kostbare, langsomtgående nærstøttefly, idet andre opgaver — bortset fra suverænitetshævdelse — løses af allierede fly fra mindre truede baser i udlandet.
Sammenfattende kan der påpeges følgende fordele:
 
  • Relativt velegnet under kriseforhold,
  • egnet til suverænitetshævdelse, samt
  • acceptabel fordi modellen tilsigter at skabe forudsætninger for modtagelse af allierede forstærkninger.
Af ulemper bør fremdrages:
 
  • uegnet til forsvar af området øst for Storebælt,
  • kun til en vis grad egnet til at hindre gennemsejling,
  • giver visse alliancemæssige problemer grundet opgavefordelingen,
  • forudsætter indsættelse af fly udefra på et meget tidligt tidspunkt, samt
  • stiller krav om kvalificeret personel og materiel, dog i mindre udstrækning end model A.
Det økonomiske niveau anses for at ligge således, at modellen sandsynligvis vil kunne holdes inden for de nuværende økonomiske rammer.
 
 
Model D karakteriseres ved et guerillaforsvar af dansk land- og søterritorium, betegnet ved kvantitet over kvalitet. Ideen i strukturen fremgår grafisk af figur 4.
Strukturen tager sigte på — ved et i fredstid opbygget guerillaforsvar — at kunne imødegå en angriber overalt på dansk land- og søterritorium. Der lægges vægt på, at forsvarets enheder kan operere uden krav til lokalt luftherredømme, og at de er af en sådan karakter, at deres tilstedeværelse ikke umiddelbart kan erkendes. I fredstid og under spændingsperioder skal forsvaret kunne løse alle suverænitetshævdelsesopgaver. Udenfor Danmark, og her tænkes specielt på Slesvig-Holsten og Østersøområdet, indsættes alene allierede enheder.
Det maritime element udgøres primært af motortorpedobåde, motormissilbåde, minelæggere og mindre undervandsenheder. Til kamp på landjorden kræves et lokalforsvar, der uddannes og udrustes til guerillakamp med henblik på at udgøre grundstammen i en i fredstid opbygget national modstandsorganisation. Luftforsvaret udgøres primært af enkeltmandsbetjente våbensystemer. Til suverænitetshævdelse i fredstid må der rådes over et antal fly- og flådeenheder, der kan operere overalt inden for dansk luftrum og danske territorialfarvande med tilstødende områder af dansk sikkerhedspolitisk interesse.
Der stilles krav om kvalitetsmateriel til løsning af maritime opgaver samt til suverænitetshævdelse, medens de øvrige opgaver hovedsageligt vil kunne løses med kvantitetsmateriel (enkeltmandsvåben). Sammenfattende kan der påpeges følgende fordele:
 
  • Egnet til suverænitetshævdelse, samt
  • må forventes at ville kunne binde store fjendtlige styrker i landet, såfremt en angriber ønsker at holde nationen besat.
Af ulemper bør fremdrages:
 
  • Relativt uegnet under kriseforhold. Egnetheden hertil afhænger af det potentiel, der er disponeret indsat til suverænitetshævdelse,
  • uegnet over for en stor del af de mest sandsynlige trusler,
  • giver store alliancemæssige problemer, samt
  • betyder i endnu højere grad end de andre modeller en uundgåelig kamp på eget landterritorium.
 
Model E karakteriseres af fremskudt imødegåelse af fjendtligt angreb på den jyske halvø (Slesvig-Holsten) kombineret med et forsvar af den Sjællandske Øgruppe. Ideen i strukturen fremgår grafisk af figur 5.
 
Strukturen tager primært sigte på at imødegå angreb på den Sjællandske Øgruppe fra Østersøen samt på den jyske halvø over zonegrænsen. Ved et kraftigt forsvar af den Sjællandske Øgruppe tilstræbes søbårne invasionsstyrker nedkæmpet i og nær kystområdet. Ved et forsvar i Slesvig-Holsten — i samarbejde med vesttyske styrker — søges en fjendtlig fremrykning fra zonegrænsen bragt til standsning så sydligt som muligt. Der tilstræbes etableret en spærring af gennemsejlingsfarvandene. Forsvarets indsats i øvrige områder prioriteres lavere.
Til kampen på den jyske halvø må der til den fremskudte kamp i Slesvig-Holsten rådes over kraftige felthærsenheder og i Jylland/Fyn over et lokalforsvar til løsning af defensive og nærmere forberedte opgaver. Invasionsforsvaret bør bestå af mindre maritime enheder samt fly, der med nogen styrke kan indlede bekæmpelsen af invasionsstyrken i transportfasen, men hvis primære rolle vil være bekæmpelsen af invasionen i landsætningsfasen i snævert samarbejde med et kraftigt kystforsvar, bestående af lokalforsvar med supplement af felthærsenheder, overvejende af pansret karakter.
De fremskudte opgaver i Slesvig-Holsten samt primært den maritime og flymæssige del af invasionsforsvaret stiller krav om et betydeligt islæt af:
 
  • Kvalitetsmateriel,
  • personel med længere uddannelse, samt
  • ret omfattende samvirkeuddannelse og -muligheder.
Til løsning af øvrige opgaver vil der i større udstrækning kunne anvendes personel med kortere uddannelse og kvantitetsmateriel. Sammenfattende kan der påpeges følgende fordele:
 
  • Rimeligt egnet under kriseforhold,
  • egnet til at hindre gennemsejling,
  • rimeligt egnet til suverænitetshævdelse,
  • rimeligt egnet til at imødegå et bredt spektrum af trusler, samt
  • vurderes at opfylde de alliancemæssige forpligtelser på en rimelig måde.
Af ulemper bør fremdrages:
 
  • Stiller særlige krav til varsel,
  • uegnet over for en trussel fra nord,
  • stiller krav om relativt kvalificeret personel og materiel,
  • kravet om fremskudt forsvar opfyldes kun i Slesvig-Holsten, samt
  • medfører risiko for at Sjælland inddrages som kampområde.
Det økonomiske niveau må anses for at være relativt højt.
 
Afsluttende kommentarer til modelopstillingen
De opstillede modeller sammenfattes herefter ved en vurdering i forhold til de tidligere omtalte hovedfunktioner. Denne vurdering, der i princippet har form som en matrix, skal ikke belyses nærmere her i denne artikel, men den fører frem til valg af en idealmodel og en alternativ model. Inden disse modeller behandles, skal der dog knyttes nogle kommentarer til den mellemliggende vurdering.
Fremskudt imødegåelse af fjendtlige fly og maritime styrker er skitseret i modellerne A og B. Denne fremskudte imødegåelse kan tænkes gennemført udelukkende med danske styrker eller i samarbejde med allierede og omfatte såvel Østersøområdet som Skagereak og Nordsøen. I hvilken grad allierede kan deltage, og hvor stor vægt, der kan lægges på Østersøområdet på bekostning af Skagerak og Nordsøen, må afgøres politisk efter forhandling med NATO-partnerne.
Truslen mod de danske øer vil være mindre i jo højere grad det fremskudte forsvar styrkes. Ved en fremskudt imødegåelse vil man under alle omstændigheder kunne sinke og reducere en fjendtlig styrke således, at tid vindes til udbygning af spærringer og aktiverering af et bagvedliggende forsvar. Det skal dog fremhæves, et en fremskudt imødegåelse stiller store krav til varslings-, kommunikations- og identifikationsmidler for at skabe grundlag for en tidlig politisk beslutningstagen, samt at mulighederne for en fremskudt imødegåelse er ganske afhængig af modstanderens evne til at skabe sø- og luftherredømme i Østersøområdet. Og denne evne er jo vokset i betydelig grad indenfor de sidste år.
Styrker til gennemførelse af en fremskudt kamp vil i stor udstrækning også kunne anvendes tilbagetrukket, medens det modsatte normalt ikke vil være tilfældet. Spærring af gennemsejlingsfarvandene må anses for at være en væsentlig opgave for dansk forsvar såvel ud fra et nationalt som et alliance- mæssigt synspunkt. I forbindelse hermed må det anses at være en forudsætning, at Sjælland og Fyn bevares på egne hænder.
Et fremskudt forsvar i Østersøområdet svækker ikke uden videre behovet for hærstyrker til umiddelbar indsættelse mod specielt luftbårne enheder overalt i området. Disse kan i større eller mindre grad være felthærsenheder. I forbindelse hermed skal det påpeges, at den tiltagende urbanisering giver et stærkt lokalforsvar gode muligheder for at gennemføre en fastholdelse af dansk område i længere tid overfor såvel luft- som søbårne invasionsstyrker. Det er imidlertid forfatternes opfattelse, at en nedkæmpelse af invasionsstyrkerne og dermed en generobring af besat område kun kan finde sted med pansrede felthærsstyrker med stor mobilitet.
Fremskudt imødegåelse af fjendtlige landstyrker med danske styrker i samarbejde med vesttyske er skitseret i modellerne A, C og E, medens modellerne B og D forudsætter, at denne opgave løses af vesttyske styrker alene.
Et forsvar i Slesvig-Holsten er af afgørende betydning for opretholdelse af muligheden for at modtage eksterne forstærkninger. En dansk deltagelse i dette fremskudte forsvar vil ikke alene være alliancemæssigt ønskeligt, men også operativt nødvendigt, sålænge der ikke inden for NATO eller ved bilaterale aftaler er skabt forudsætninger for en anden løsning. Et fremskudt forsvar opnår iøvrigt størst effekt, såfremt et dansk forsvar er organiseret med henblik på indsættelse sammen med allierede (vesttyske) styrker. Muligheden for at gennemføre en ændret opgavefordeling må vurderes som relativt ringe. Endelig skal anføres, at det jyske landområde — såfremt der etableres et fremskudt forsvar - næppe vil kunne erobres alene ved indsættelse af amfibie- og/eller luftbårne enheder, ligesom denne trussel vil være mindre i jo højere grad det fremskudte forsvar styrkes.
Ingen af de opstillede modeller blotlægger det jyske landområde, selvom der anføres en række stærkt varierede former for specielt landforsvar. Forsvaret af havne, flyvepladser, baseinstallationer o.l. må tillægges afgørende betydning for bevarelse af forsvarets kampkraft og muligheden for at modtage allierede forstærkninger. Tilstedeværelsen af et fremskudt forsvar svækker ikke uden videre behovet for regionale enheder til umiddelbar indsættelse og imødegåelse af amfibie- og/eller luftbårne enheder overalt i området samt for et mobilt element - evt. i form af et mobilt kommando - til at skabe tyngde i denne kamp.
I samtlige modeller - undtagen D - er det forudsat, at luftforsvaret skal skabe handlefrihed for de øvrige forsvarskomponenters indsættelse. Modellerne peger som helhed på betydningen af at skabe handlefrihed for egne operationer. Da ingen del af Danmark ikke er truet, og da fjenden har initiativet med hensyn til tid og sted for operationernes gennemførelse, må luftforsvaret besidde tilstrækkelig fleksibilitet til at kunne skabe denne handlefrihed hvorsomhelst inden for området. Dette må dog ikke medføre, at luftforsvaret prioriteres højt på bekostning af de andre forsvarskomponenter. Det er forfatternes opfattelse, at luftforsvaret primært må ses som en forudsætning for indsættelse af andre, i den sidste ende mere kampafgørende komponenter, og aldrig selv kan blive eneafgørende.
Bornholm udgør et særligt problem, idet øens forsvar næppe vil kunne forstærkes med hærstyrker under krise eller krig. Forfatterne forudsætter derfor i alle modeller undtagen D, at hærstyrkernes niveau ikke sænkes under det for nuværende forsvarsordning gældende.
Endelig er der ikke taget stilling til den organisation, de forskellige forsvarskomponenter skal have i modellerne. Forfatterne mener ikke at have viden til detaljeret at diskutere flyvebvåbnets og søværnets sammensætning, hvorimod det for hærstyrkernes vedkommende kan siges, at det ikke er umiddelbart indlysende, at styrkerne i Jylland og på Sjælland i modellerne A og E bør være organiseret på samme måde. Et nøje studium heraf må imidlertid gennemføres, før der kan siges noget endeligt herom.
På grundlag af de betragtninger og forudsætninger, forfatterne gennem deres diskussioner indtil nu er nået til, forekommer kun to af modellerne tilstrækkeligt relevante, nemlig modellerne A og E. Disse to modeller skal derfor danne udgangspunkt for den endelige behandling af dansk forsvars mål, strategi og doktrin.
 
Idealmodellen
Model A må betegnes som idealmodellen. Den opfylder NATO’s operative strategiske doktrin og indebærer efter forfatternes opfattelse en maksimal afskrækkelsesevne. En forudsætning herfor er dog som tidligere anført omfanget af de ressourcer, der vil kunne afses til at give ideen den fornødne udholdenhed, d. v.s. kunne give forsvaret en sådan styrke, at tilgangen af eksterne forstærkninger bliver mulig, inden nedkæmpelse af danske styrker finder sted, samt at kampen vil kunne fortsættes også efter tilgang af disse forstærkninger (9).
Disse betragtninger må dog ikke forlede til en prioritering af udholdenheden på bekostning af initialstyrken, fordi man i så fald forlader den i indledningen nævnte afskrækkelsesprioritering, der af studiekredsen anses for at være grundlæggende.
Medens der således ikke er nogen tvivl om, at model A er den mest rigtige ud fra en rent faglig vurdering, er det dog forfatternes opfattelse, at den alene vil kunne danne grundlag for argumentationer i retning af at få tilpasset en mere realistisk model til det ideelle, idet model A vurderes at kræve et så højt økonomisk niveau, at den realistisk set må betragtes som værende uopnåelig med de midler, der må påregnes at kunne afses til dansk forsvar under forudsætning af en uændret sikkerhedspolitisk ramme (10).
 
Alternativmodellen
Forfatterne er af den opfattelse, at model E er det eneste realistiske alternativ til model A.
Et andet økonomisk realistisk alternativ kunne være en formel opdeling af ansvaret for forsvaret af BALTAP’s område, således at f.eks. Vesttyskland leverede det fremskudte forsvar i Slesvig-Holsten samt det fremskudte søforsvar i Østersøen, medens de andre allierede leverede flystyrker. Danmark kunne således koncentrere sig om spærring af bælter, landforsvar af dansk område samt levering af et større bidrag til varsling end idag. Denne tanke kan i betragtning af den stigende NATO-interesse for specialisering, standardisering og interoperabilitet måske blive aktuel senere, men forfatterne har på nuværende tidspunkt fundet at måtte koncentrere sig om et nationalt afbalanceret forsvar og afvise en gennemført specialisering alene med baggrund i suverænitetsbegrebet.
Behandlingen af mål, strategi, doktrin m. v. i forbindelse med model E vil finde sted med udgangspunkt i de i Forsvarschefsskitsen anførte formuleringer (11).
 
De væsentligste krav til strukturen
Strukturen skal indeholde elementer, der kan medvirke til opnåelse af tilstrækkeligt varsel til at bringe det jyske landforsvar i fremskudt position og til at aktivere invasionsforsvaret, gennemføre spærringer m.v.
Strukturen skal kunne konstatere og afvise suverænitetskrænkelser. Bekæmpelsen af en søbåren invasionsstyrke koncentreres i landsætningsfasen. Gennemsejling af stræderne skal kunne forhindres.
I Slesvig-Holsten skal fjendtlige landstyrker kunne imødegås i samarbejde med allierede styrker umiddelbart efter overskridelsen af zonegrænsen. På Sjælland lægges hovedvægten på evnen til at deltage i et kraftigt invasionsforsvar, der tilsigter nedkæmpelse af fjenden i landsætningsfasen. I den øvrige del af området skal landforsvaret besidde evne til sikring af objekter og til konstatering og nedkæmpning af mindre, selvstændigt opererende fjendtlige enheder.
Der etableres et områdeluftforsvar med vægt på de elementer, der direkte tager sigte på at bevare egne styrkers handlefrihed i Slesvig-Holsten og i det sjællandske invasionsforsvar.
 
Forudsætninger for forsvarsordningen
Der skønnes ikke her at være anledning til store ændringer. Der må dog tages stilling til den målopfyldelsesgrad, man fra politisk side ønsker i forhold til NATO’s militære operative strategiske doktrin, der som tidligere anført også omfatter to niveauer med anvendelse af kernevåben. Betragtninger herover vil vi overlade til læserne, men det er ikke så svært at føre konsekvenser videre herfra, såfremt man måtte ønske det.
 
Generelle krav til forsvaret
Også her vil forsvarschefsskitsen kunne anvendes (12). Som ved forudsætningerne berøres disse generelle krav dog i væsentligt omfang, såfremt der tages stilling til kernevåbenniveauerne.
 
Efterretningstjeneste
Her følges forsvarschefsskitsen helt (13).
 
Opgaver under fredsforhold
Forsvarschefsskitsens formulering kan følges (14), men endelig strukturering af forsvaret i forhold til de anførte opgaver kan ikke umiddelbart fastsættes ud fra formuleringen. Der må en nøjere angivelse af værnsfordelingen til, før udtrykket:
 
»De stående styrker skal også tjene som den kerne, hvorom man kan opstille de supplements- og reserveenheder, som tilgår ved ekstraordinær indkaldelse og mobilisering.«
 
Her kan man nå frem til såvel en kadreopbygning som en regulær enheds- opbygning. Det må imidlertid være sådan, at præciseringen af forsvarets fredsstruktur følger af kravene til krigssituationen og de prioriteringer, der følger heraf. Forfatterne vil derfor i forbindelse med opgaverne under krigsforhold i en vis udstrækning også kunne angive, hvordan opgaverne, eller rettere midlerne hertil, i fredstid skal struktureres.
 
Opgaver under spændingsforhold
Her følges forsvarschefsskitsen helt (15).
 
Opgaver under krigsforhold
Her finder forfatterne, at forsvarschefsskitsen, formentlig af klassifika- tionshensyn, ikke går tilstrækkeligt i dybden. Det er muligt på grundlag af model E at formulere en militær operativ strategisk doktrin i meget grove træk, og denne vil igen kunne medføre en noget mere håndfast prioritering af de respektive værns opgaver og strukturering, herunder prioritering af f.eks. materielanskaffelser.
Forfatterne har formuleret doktrinen således:
 
  • Ved angreb mod Danmark søges kontrollen med dansk land-, sø- og luftterritorium opretholdt længst muligt.
Med henblik herpå søges
 
  • Fjendtlige styrker, som angriber gennem Slesvig-Holsten, bragt til standsning så tæt ved zonegrænsen som muligt, og
  • fjendtlige sø- og luftbårne invasionsstyrker tilintetgjort i landsætningsfasen.
Forsvarets operationer søges under alle forhold gennemført således, at der tilvejebringes tid og rum for at modtage forstærkninger udefra, primært fly- og hærstyrker i den nævnte prioriteringsrækkefølge.
 
  • Fjendtlige styrker, som angriber gennem Slesvig-Holsten, bringes i første omgang under alle omstændigheder til standsning så tæt ved zonegrænsen som muligt. Er dette ikke muligt, gennemføres kampen således, at de sinkes mest muligt syd for linien Kolding-Ribe. Såfremt midlerne kun slår til ved en opfyldelse af den første standsning, må og skal denne prioriteres højest, også selv om dette medfører, at foranstaltninger i forbindelse med tilgang af eksterne hærstyrker ikke vil kunne opfyldes/udføres.
  • Søbårne invasionsstyrker imødegås i transportfasen så tæt ved egne minefelter som muligt for herved at kunne udnytte disse i fuld udstrækning. De fjendtlige styrker søges herunder påført sådanne tab, at en invasion enten ikke kan gennemføres eller vanskeliggøres væsentligt. De styrker, som herefter måtte nå frem til kystområdet, søges tilintetgjort i landsætningsfasen ved en samlet indsættelse af styrker fra alle værn.
  • Luftbårne invasionsstyrker bekæmpes og påføres størst mulige tab i transportfasen. Landsatte styrker imødegås umiddelbart efter landsætningen og søges nedkæmpet eller frataget muligheden for at etablere brohoved i området.
  • Efter landsætning af fjendtlige styrker søges tilførsel af opfølgningsstyr- ker begrænset mest muligt, dog fortsat i umiddelbar tilslutning til egne minefelter.
  • Udover at sikre visse vitale opjekter indsættes luftforsvaret således, at det i de afgørende områder vil kunne samvirke med henholdsvis flåde- og hærstyrker, idet vægten lægges på invasionsbekæmpelse og nærstøtte til felt- hærsenheder. Indsættelse herudover vil kun være muligt og ønskeligt, såfremt midlerne på forhånd tillader en opfyldelse af de øvrige dele af doktrinen.

Mellemfaldende vurdering af sammenhæng mellem mål og midler 
En del læsere vil måske her bemærke, at den foran anførte doktrin ikke adskiller sig væsentligt fra den eksisterende. Men sagen er jo den, at for det første eksisterer der ikke nogen egentlig doktrin — ihvertfald ikke som forfatterne opfatter begrebet, og for det andet er de forsøg på formuleringer, der alligevel er gjort, dels ikke særligt anvendelige til at angive prioritetsrækkefølger, dels klassificeret, hvilket må anses for at være meget uhensigtsmæssigt.
Forfatterne er af den opfattelse, at selvom model E kan karakteriseres som den mest realistiske, er det ikke helt sikkert, at der alligevel vil være sammenhæng mellem mål og midler med de økonomiske rammer, man kan regne med. Nu må der imidlertid være et vist spillerum for vurderinger, som vi tidligere har været inde på, men doktrinen må alligevel suppleres med en række værnsvise prioriteringer, der i sammenhæng med den foreslåede ramme for doktrinen vil kunne hjælpe ved ressourcefordelingen.

Hæren
Hæren gennemfører kampen ved under alle omstændigheder at standse et fjendtligt angreb så tæt på zonegrænsen som muligt, samt ved deltagelse i invasionsforsvaret ved imødegåelse af fjendtlige styrker i landsætningsfasen. Når søværnets og flyvevåbnets opgaver tages i betragtning, kan hærens prioriteringer anføres således:

Geografisk set:
 
  • Slesvig-Holsten,
  • Sjælland og Fyn,
  • den øvrige del af den jyske halvø, samt
  • Bornholm.
Kvalitetsmæssigt set, d.v.s. behovet for pansrede enheder:
 
  • Slesvig-Holsten,
  • Sjælland,
  •  Fyn, 
  • Bornholm, samt
  • den øvrige del af den jyske halvø.
Beredskabsmæssigt set:
 
  • Slesvig-Holsten,
  • Fyn og Bornholm,
  • Sjælland, samt
  • den øvrige del af den jyske halvø.
Slesvig-Holsten kommer ind på førstepladsen såvel geografisk, kvalitetsmæssigt som beredskabsmæssigt set. Sjælland derimod ligger beredskabsmæssigt vurderet under Fyn og Bornholm. Dette kunne føre til, at man forlod den ensartede strukturering af enheder og gik over til at se på de geografiske områder og deres krav istedetfor. Skulle forfatterne videreføre konsekvenserne af den gennemførte vurdering og prioritering, kunne det f.eks. betyde:
 
  • At størstedelen af de pansertunge enheder koncentreredes vest for Lillebælt, samt at disse styrker fik en bemanding og et beredskab, der gjorde dem umiddelbart rede til indsats, medens kun en mindre del placeredes på Sjælland, og her med udelukkende en kadreopbygning, der primært tillod vedligeholdelse og hurtig mobilisering.
  • At størstedelen af det artilleri, der idag indgår i felthæren, blev placeret i Jylland, medens behovet på Sjælland for artilleri blev inddækket ved anskaffelse/anvendelse af våbensystemer, der har stor eller større effekt i en landsætningsfase, d.v.s. direkte skydende våben, f.eks. CENTURION.
  • At hærens del af beredskabet i forbindelse med løsningen af opgaver under fredsforhold og spændingsforhold i mindre grad end idag blev placeret på Sjælland, men blev koncentreret om Slesvig-Holsten, Fyn og Bornholm.
Sådan kunne man blive ved, selvom det her hverken er ønsket eller muligt for forfatterne at gøre dette. Forslagene skal derfor ses som en illustration af, hvordan doktrinens formulering giver anledning til kontante overvejelser om fordelingen af ressourcerne.
 
Søværnet
Søværnet skal anvendes til minering og imødegåelse af søbårne invasionsstyrker så tæt ved egne minefelter som muligt for herved at kunne udnytte disse bedst muligt.
Søværnets prioriteringer skal anføres således:
 
Geografisk set:
 
  • Farvandet øst og syd for Sjælland i forbindelse med dansk territorialfarvand samt sådanne minefelter, der måtte være udlagt herudenfor.
  • Stræderne.

Kvalitetsmæssigt set:

  • Minelægning og materiel hertil, herunder miner.
  • Skibstyper til indsættelse i forbindelse med imødegåelde af søbårne invasionsstyrker, d.v.s. et søværn, der er skæddersyet til indsættelse tæt ved kysten.
  • Landbaserede missilsystemer til afløsning af permanente forter.

Beredskabsmæssigt set:

  • Mineberedskab.
  • Øvrigt beredskab.

Specielt for søværnet betyder de fredsmæssige opgaver, herunder i særlig grad suverænitetshævdelse i forbindelse med fiskeriinspektion (incl. Grønland og Færøerne), at der også må investeres i midler, der til en vis grad kun kan tilgodese løsningen af de fredsmæssige opgaver. Materiel og personel hertil må derfor holdes uden for den ovenfor anførte prioritering. Med snævre økonomiske rammer kan det ske, at de fredsmæssige opgaver må prioriteres højere end de krigsmæssige, med alt hvad en sådan prioritering indebærer. Den geografiske vægtning medfører ganske naturligt, at forsvaret af Sjælland beredskabsmæssigt hviler på søværnet og flyvevåbnet i fredstid og i den indledende kriseperiode. Når der ses bort fra indsættelsen af luftbårne styrker er det jo også sådan, at man kun kan komme til Sjælland ved at anvende amfibiestyrker, og disse bekæmpes efter doktrinen inden landsætningsfasen påbegyndes.

Flyvevåbnet
Flyvevåbnet skal anvendes til invasionsbekæmpelse og close air support til felthærsenheder, primært i Slesvig-Holsten. Herudover skal visse vitale objekter kunne sikres. Prioriteringerne i flyvevåbnet kunne derfor se således ud:

Geografisk set:

  • Farvandet øst og syd for Sjælland i forbindelse med invasionsbekæmpelse.
  • Slesvig-Holsten i forbindelse med felthærens kamp her.
  • Sikring af visse vitale objekter.
  • Indsættelse andetsteds såvel indenfor som udenfor dansk territorium.

Kvalitetsmæssigt set:

  • Invasionsbekæmpelse.
  • Nærstøtte til landforsvaret.
  • Luftforsvar.
  • Indsættelse til andre opgaver.

Beredskabsmæssigt set:

  • Luftforsvar, herunder sikring af visse vitale objekter.
    Andre opgaver.
De midler, der efter forfatternes opfattelse bør afses til flyvevåbnet efter den skitserede doktrin, vil også kunne anvendes til de mere fredsmæssige opgaver. Forfatterne skal iøvrigt ikke komme ind på, hvilke ændringer der kunne uddrages set i forhold til idag.
 
Fælles forsvarsopgaver
Der må fortsat lægges stor vægt på et integreret kommando- og kontrolsystem.
 
Afslutning på »Mål, Strategi, Doktrin (IV)«
Model E anses for at være den eneste realistiske model idag. Såfremt midlerne ikke slår til, må det dreje sig om prioriteringer inden for rammerne af denne model. Andre modeller kunne anvendes, men ved en nærmere vurdering indeholder de alle så store ulemper enten af militær eller politisk karakter, at de på kortere sigt næppe vil være realistiske.
Forfatterne skal endvidere opfordre til, at det nukleare aspekt behandles noget mere konkret i doktrinformuleringen.
 
Afslutning på hele artikelserien
Forfatterne har været længe undervejs med færdiggørelsen af serien om mål, strategi og doktrin. Forhold, som ikke kontrolleres af forfatterne, har imidlertid medført, at dette ikke kunne være anderledes. Og det er nok en realitet, vi også fremover må rette os efter af praktiske grunde.
Det kan være, at artiklerne har kunnet kaste lidt lys over forfatternes intentioner. Det modsatte kan imidlertid også være tilfældet. Vi har fundet emnet vanskeligt at behandle, hvilket ikke overraskede os, men måske vil overraske andre, der prøver på at formulere en god idé i sammenhæng med de mange variable, der nødvendigvis må indgå i en sådan behandling.
Det skal ikke skjules, at vi selv er blevet klogere, og derved er meget jo nået. Selvom vi måske ikke har fundet de vises sten, mener vi dog, at den nu afsluttede artikelserie vil kunne betragtes og anvendes i forbindelse med en debat om dette meget vigtige mål-middel emne. Og en sådan debat finder vi af afgørende værdi fremover, specielt fordi det med de stadigt stigende udgifter til materiel, personel etc. bliver vanskeligere og vanskeligere at få sammenhæng mellem mål og midler.

K. G. H. Hillingsø & O. H. Eggers

Noter:
1. MSD I.
2. MSD II.
3. MSD III.
4. Se nærmere herom i SU.
5. Se nærmere herom i Rosecrance.
6. Se nærmere herom i Nato Strategy.
7. MSD II, pp. 181-182.
8. STRUK.
9. MSD II, p. 195.
10. Ibid., p. 195.
11. FCH-Skitse, pp. 23-31.
12. Ibid., p. 24.
13. Ibid., pp. 24-25.
14. Ibid., pp. 25-26.
15. Ibid., pp. 26-27.
 
Bibliografi:
Adelphi Paper nr. 116: Richard Rosecrane: Strategic Deterrence Reconsidered (Rosecrance).
 
Forsvarschefsskitse 1975. FKO, Vedbæk DEC 1975 (FCH-Skitse).
 
 
. V. Nielsen: Strategiske udviklingstendenser. AHG/SPP (FST LTP), 1 OKT 1976, endeligt udkast, 2. udgave (SU).
 
Militært Tidsskrift 1975, pp. 433-441: O. H. Eggers: Màl, Strategi', Doktrin (MSD I).
 
Militært Tidsskrift 1976, pp. 181-196:0. H. Eggers & K. G. H. Hillingsø: M å lStrategi, Doktrin (II). (MSD II).
 
Militært Tidsskrift 1976, pp. 276-297: O. H. Eggers: Màl, Strategi, Doktrin (III) (MSD III). 
 
Notat vedrørende strukturarbejdet indtil 1DEC 1974. TTJ, Strukturgruppen/Projektgruppe III (Projektorganisationen for Forsvarets Planlægningssy- stem) (STRUK).
 
Survival, JAN/FEB 1977, pp. 30-38: S. Nunn, A. Haig &M. Carver: Nato Strategy (Nato Strategy).
 

 

Litteraturliste

Del: