Libanon i regionen

Libanon ligger som bekendt mellem Syrien og Israel. Og det er da også relationen til henholdsvis den syrisk-israelske konflikt og den palæstinensisk-israelske konflikt, der har en dominerende indflydelse på Libanon og dets politik.

Den regionale indflydelse har især en afgørende indflydelse på Libanons interne politik, fordi landet har mange af den 'svage' stats karakteristika: ringe politisk beslutningsdygtigtighed og lav effektivitet i håndhævelsen af landet love.

Foto: forsvaret.dk Det danske logistikkompagni i Libanon

Militæret, som er en afgørende institution for et lands politiske integretitet og cohesion, er også svagt i den forstand, at det kun har ringe mulighed for at gå op imod en af de konfessionelle grupper, som er den libanesiske statsbygning politiske byggesten. Den konfessionelle opdeling modsvares af de regionale aktører, der støtter hver deres interne aktør. Iran og Syrien støtter Hizbollah, Frankrig støtter de kristne, Saudi-Arabien støtter sunnierne, mens palæstinenserne må forlade sig på PLO (Palestine Liberation Organization).

Kombinationen af Libanons konfliktfyldte, regionale omgivelser og dets egne interne svagheder, er af afgørende betydning for at forstå, hvad der foregår i Libanon. De eksterne regionale kræfter spiller en stor rolle i Libanons interne politiske liv, samtidig med at interne politiske forhold i Libanon - Hizbollah – har betydning for konflikten mellem på den ene side Syrien og Israel på den anden. Og derfor er det også en illusion at tro, at intern politik i Libanon er adskilt fra de regionale relationer og at der kan ske fremskridt på den ene front uden at der sker fremskridt på den anden.

 Den syrisk-israelske konflikt

Libanon har stor betydning for Syrien som en del af dets forsvar mod et eventuel angreb fra Israel og for dets bestræbelser på at genvinde Golan fra Israel.

Et israelsk tank-angreb på Syrien ville lettest kunne foregå gennem Bekaa-dalen og videre gennem den såkalde 'Homs-åbning' (hvor anti-Libanon bjergene ophører) ind i Syrien. Dette er Syriens sårbare bug og derfor vil Syrien gøre alt for, at de interne politiske forhold i Libanon - og i særdeleshed i Bekaa-dalen - ikke på nogen måde gør det muligt for Israel, at foretage en invasion ad denne vej. 'Lille' Libanon vil i den sammenhæng være underordnet det 'store' Syriens strategiske interesser. Syrien har selvfølgelig også en mere generel strategisk interesse i at have hånd i hanke med, hvad der sker i Libanon i al almindelighed og at der ikke opstår et magt-vakuum, der vil kunne udnyttes af Israel. Lektien fra 1980erne, hvor Israel allierede sig med maronitterne mod palæstinenserne, Hizbollah og Amal og Syrien, står stadig i frisk erindring hos det syriske regime. Desværre har Syriens overordnede defensive strategiske interesser i Libanon så også den konsekvens, at det sætter snævre grænser for de interne politiske reformer i Libanon i retning af at styrke landets selvstændighed og demokrati.

For Syrien er det vigtigt at få Golan tilbage. Efter våbenhvilen med Israel efter 1973-krigen og udstationering af UNDOF-tropper (United Nations Disengagement Observer Force), har denne front ikke længere kunne bruges af Syrien til at presse Israel. Af samme grund spiller Hizbollah og dets militære tilstedeværelse i Sydlibanon en så vigtig rolle for Syrien. Og da Hizbollah samtidig har en stor interesse i at have Syrien i ryggen for at kunne fortsætte sin kamp mod Israel og sikre sig indflydelse i det politiske system i Libanon (hvor det er underrepræsenteret), er et gensidigt, pragmatisk skæbnefællesskab født til gavn for begge parter. Alliancen styrkes ydermere af, at Iran i sin egen konflikt med Israel, er i alliance med såvel Syrien som med Hizbollah. Endelig er Irak langsomt ved at blive indplaceret i alliancen, ligesom relationerne til Hamas, hvis politiske lederskab holder til i Damaskus, styrkes dag for dag. Alliancen mellem Iran-Irak-Syrien-Hizbollah-Hamas er således en alliance med stor strategisk dybde og er derfor vanskelig at vælte omkuld.

Denne pragmatiske militæralliance styrkes naturligvis yderligere af både det islamistiske ideologiske fællesskab, der er mellem alle parter (bortset fra det sekulære Syrien) og de shia-islamiske bånd mellem Iran, Irak og Hizbollah. Selvom allawitterne i Syrien kan betragtes som en form for heterodoks shiisme, er der ikkke historisk nogen særlige bånd til den tolvter-shiisme, som er dominerende i Iran, Irak og Hizbollah. Derimod er der vigtige shia-gravsteder i Damaskus (bl.a. er Imam Husseins datter, Zeinab, der er begravet i udkanten af byen) og som besøges af et stort antal shiitter fra både Irak og Iran. De shiitiske bånd mellem Sydlibanon og Irak/Iran går langt tilbage i historien og de pan-shia-islamiske bånd mellem de shia-islamiske religiøse ledere, der kender hinanden fra de islamiske lærdomscentre i Irak og Iran, spiller også en rolle.

Kort sagt; den pragmatiske forsvarsalliance mellem Iran-Irak-Syrien-Hizbollah-Hamas understøttes af en ideologisk og kulturel samhørighed, der er baseret på såvel islamistiske som specifik shia-islamiske bånd.   

Gennem lufthavnen i Damaskus leverer Iran raketter og anden udstyr til Hizbollah, der i dag militært vurderes til at stå endnu stærkere end de gjorde før Israel angreb på Libanon i 2006. Ringen er således sluttet: Israel truer Iran, der enten direkte eller gennem Syrien støtter Hizbollah, der truer Israel. Og vice versa den anden vej rundt. Det er imidlertid ikke sådan, at Hizbollah kan betragtes som en 'hired gun' for Iran eller Syrien. Samtidig med at Hizbollah ønsker at støtte palæstinensernes befrielseskamp, har Hizbollah en endnu større interesse i at styrke deres position internt i Libanon. Og blandt de fleste libanesere er der trods alt delte meninger om, hvor meget man er villig til at betale for Hizbollahs støtte til palæstinenserne. I en situation hvor Hizbollah skulle vælge mellem hensynet til sin alliance med Iran/Syrien og sin interne position i Libanon, ville hensynet til det sidste utvivlsomt veje tungest.

Udover Iran og Syrien har Saudi-Arabien også interesser i Libanon. Libanon er et af Golf-arabernes foretrukne feriesteder om sommeren og servicerer Golf-arabere indenfor bank- og sundhedsvæsen. Ydermere var der tætte personlige forhold mellem den myrdede Rafiq Hariri og det saudiske kongehus og endelig - men ikke mindst - anser Saudi Arabien Iran for at være dets regionale modstander. At anklageren for det internationale special tribunal, der undersøger mordet på Hariri, nu har rejst anklage mod fire Hizbollah operatører for deltagelse i mordet på Hariri, har selvfølgelig yderligere ophidset saudierne. At Hizbollah sammen med Iran skulle have været involveret i terroraktioner i Saudi-Arabien i 1990erne, gør ikke deres interesse i sætte en kæp i hjulet på Irans allierede i Libanon mindre. Det er også i overvejende grad det, der på det seneste har fået Saudi Arabien til at gå hårdt op mod styret i Damaskus; nemlig udsigten til et nyt syrisk regime, der i højere grad lytter efter Riyad end efter Tehran. Saudi Arabien er jo ikke just kendt for at være de store tilhængere af demokrati og menneskerettigheder, så deres interesse i den folkelige opstand i Syrien skal mere ses i relation til dets regionale magtinteresser. Men hvis Saudi-Arabien får større indflydelse på regimet i Damaskus, vil det selvfølgelig også få konsekvenser for magtbalancen i Libanon og for Hizbollahs muligheder for udfordre Israel. Udfaldet af den igangværende folkelige opstand i Syrien vil således få stor betydning internt i Libanon og for Libanons regionale situation.

 Den palæstinensisk-israelske konflikt

Mens Hizbollahs opbakning er begrænset til de 40 pct. som  shiitternes andel af befolkningen udgør, er støtten til den palæstinensiske sag langt bredere og omfatter stort set hele den libanesiske befolkning, bortset fra maronitterne. Men siden Israels invasion af Libanon i begyndelsen af 1980erne har palæstinenserne ikke udgjort nogen trussel mod Israel og dets guerillaaktiviteter er ophørt. Men til gengæld har Hizbollah overtaget opgaven, hvilket har været med til at give organisationen en særlig status i Libanon; nemlig som national modstandsorganisation og som dem der bærer den arabiske nationalismes flamme videre.

Hizbollahs relation til Israel er som musens i forhold til katten. Musen tirrer katten, snupper noget af dens mad og får den til at begå dumheder, som da Israel (katten) angreb Libanon i 2006 og endnu en gang ødelagde meget af landets infrastruktur og dræbte flere end 1000 civile. I stedet for at få den libanesiske stat til at gribe ind overfor Hizbollah, havde det nærmest den modsatte virkning; nemlig at styrke Hizbollahs anseelse og status i Libanon. Omvendt tirrer det selvfølgelig også Hizbollah, at Sydlibanon i strid med FN's Sikkerhedsråds resolution 1701 jævnligt overflyves af israelske jagerfly og at de anser Israel for at stå mange af de mord, der de senere år er sket på politiske 'personligheder' i Libanon. Både Israel og Hizbollah forbereder sig nu på endnu en runde i dysten mellem de to og det siges, at Israel i et eventuel fremtidigt angreb ikke længere vil skelne mellem libanesiske og syriske mål. Hvilket i så fald vil udløse Iran's allianceforpligtigelser i forhold til Syrien og måske føre til, at Iran slår til enten direkte eller indirekte mod Israels allierede, USA, i enten Irak eller Afghanistan. Omfanget af de regionale konsekvenser af den forholdsvis begrænsede konflikt mellem Hizbollah og Israel vil derfor hurtigt kunne blive ganske store og uoverskuelige. I en sådan sitution vil de udstationerede FN-soldater i Sydlibanon stå lige i skudlinjen!

 Vejen frem

Det vil som sagt ikke kunne forventes, at der vil ske fremskridt henimod en bedre fungerende libanesisk stat, hvor det libanesiske militær kan udvide sit monopol på anvendelse af fysisk magt til hele det libanesiske territorium, hvis ikke der også sker fremskridt på de regionale fronter: Israel- Syrien, Israel-Palæstina og Israel-Iran.

Den igangværende folkelige opstand i Syrien mod Asad-regimet, vil også få indflydelse på de regionale spændinger i området. Hvis Asad-regimet falder vil det i hvertfald i første omgang medføre en relativ styrkelse af Israel, fordi der vil gå en rum tid, hvor Syrien på grund af intern uro og måske endda borgerkrig, vil være sat ud af spillet. Hvis der dermod på mellemlang sigt kommer et sunni-islamistisk styre i Syrien og ikke en form for liberalt demokrati, vil Israel komme fra asken og i ilden og græmme sig over, at Syrien endnu en gang kan få et styre, der vil være opsat på ideologiske udenrigspolitiske eventyr, hvor de vil forsøge at aktivere grupper i Libanon og dermed yderligere destabilisere landet.

Da det amerikanske diplomati tydeligvis er kørt fast i forhold til Iran, i forhold til konflikten mellem Syrien og Israel og i forhold til Israel-Palæstina konflikten, er regionens aktører nu igang med at styrke sig militært som forberedelse på næste runde i den nu over 50 årige mellemøstlige konflikt, snarere end at søge en løsning gennem diplomatiske kanaler. Forberedelser på krig er ofte selvopfyldende og udviklingen kan derfor meget nemt gå fra dårlig, til værre, til krig.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_140.aargang_nr.3_2011.pdf

Litteraturliste

Del: